Demokratikanon

Resumé

Udvalget til udarbejdelse af en demokratikanon er nedsat af regeringen den 31. maj 2007.

Demokratikanon indeholder udvalgets bud på centrale begivenheder, filosofiske strømninger og politiske tekster, der har haft betydning for udviklingen af det danske folkestyre. Udvalget har udpeget 35 kanonpunkter som vigtige markører i demokratiets lange udviklingshistorie.

Demokratikanon er tænkt som inspiration til debat om og forståelse af forudsætningerne for det moderne demokrati i Danmark.

Publikationen kan bestilles via boghandlere eller direkte hos Nordisk Bog Center (bestillingsnummer: ISBN 978-87-603-2682-0), telefonnummer: 56 36 40 40, faxnummer: 56 36 40 39 eller e-post: ekspedition@nbcas.dk. Publikationen koster 125 kroner inklusive moms, men eksklusive porto og ekspeditionsgebyr. Publikationen sælges også i sæt á 15 stk. Pris 1.000 kroner inklusive moms, men eksklusive porto og ekspedition. Bestillingsnummer til sæt: ISBN 987-87-603-2694-3.

Indhold:

Forord ved Anders Fogh Rasmussen
Demokrati og demokratikanon

35 kanonpunkter - fra demokratiets rødder til det globale demokrati

Præsentation og formidling af kanonen
Demokratiets aktuelle vilkår - fire udfordringer
Kanonoversigt
Kommissorium
List over illustrationer

Komplet indholdsfortegnelse
Kolofon
Hele publikationen samlet i en fil (250 kB)
Hele publikationen i PDF-format (2.1 MB)

Undervisningsministeriet
Frederiksholms Kanal 21
1220 København K
Telefon 3392 5000

© Undervisningsministeriet 2008
Teksten må med kildeangivelse frit anvendes.

Forord

I Danmark har vi gennem generationer betragtet friheden som en selvfølge. Folkestyret som noget selvklart. Og respekten for liv, frihed og ejendom som selvindlysende.

Men vi oplever i disse år, at der fra forskellig side bliver sat spørgsmålstegn ved disse værdier, både her i Danmark og i andre lande. Vi må indse, at opslutningen om folkestyret og respekten for de grundlæggende frihedsrettigheder ikke er en selvfølge. Friheden skal vindes, udvikles og forsvares i hver ny generation.

Regeringen ønsker derfor at styrke kendskabet til de principper om frihed og folkestyre, som det danske samfund bygger på.

Det var baggrunden for nedsættelsen af det udvalg, der har udarbejdet denne demokratikanon. Sigtet med en kanon er at pege på danske og internationale historiske begivenheder, filosofiske strømninger og politiske tekster, som særligt har påvirket udviklingen af frihedsrettighederne og folkestyret i Danmark.

Jeg vil gerne takke udvalgets medlemmer for at have givet deres bud på, hvad vi bør have kendskab til af begivenheder, tænkere og tekster, hvis vi vil forstå, hvad der har formet udviklingen af det danske folkestyre.

En kanon er ikke en færdig facitliste. Den er et kvalificeret oplæg til debat. Jeg håber, at demokratikanonen vil blive brugt ivrigt og aktivt i undervisningen, i forenings livet, i folkeoplysningen og overalt i samfundet til at styrke opmærksomheden, bevidstheden og diskussionen om de grundlæggende principper i folkestyret.

Anders Fogh Rasmussen

Statsminister

Demokrati og demokratikanon

Den 31. maj 2007 nedsatte regeringen et udvalg til udarbejdelse af en demokratikanon med det mål at styrke kendskabet til de principper om frihed og folkestyre, som det danske samfund bygger på. Ved nedsættelsen blev der udpeget en formand og otte udvalgsmedlemmer.

Opgaven

Ifølge kommissoriet skal udvalget “udpege de centrale begivenheder, filosofiske strømninger og politiske tekster, som har bidraget til debatten om og påvirket udviklingen af frihedsrettighederne og folkestyret i Danmark. I denne samling bør inddrages såvel udenlandske som danske og såvel historiske som mere nutidige bidrag”. Det hedder i kommissoriet videre, at kanonen skal bestå “af de begivenheder, tænkere og tekster, som i særlig grad har præget synet på det enkelte menneskes frihedsrettigheder, samfundets sammenhængs kraft og udviklingen af det danske demokrati”.

Omdrejningspunktet er altså ifølge kommissoriet det danske demokrati, og udvalgets opgave har derfor især bestået i at udvælge og begrunde et passende antal kanonpunkter, der kan danne grundlag for en meningsfuld og velinformeret debat om det nuværende danske demokrati samt dets historiske og filosofiske forudsætninger.

Udvalget fik desuden til opgave at komme med forslag til, hvordan demokratikanonen kan præsenteres og formidles i tekst, film, internet mv., herunder til brug for undervisningen i folke skolen, ungdomsuddannelserne mv. Kommissoriets fulde tekst er optrykt bagerst i kanon.

Den dobbelte betydning af ordet demokrati

Selve ordet demokrati kommer af det oldgræske demokratia. Demos betyder “folk”, og kratos betyder “styre” eller “magt”. Ordet demokrati betyder altså “folkestyre” eller “folkemagt”. I et demokrati ligger magten med andre ord ideelt set hos folket som helhed og ikke hos en enkelt person som i et enevældigt monarki eller hos en begrænset gruppe som i et aristokrati eller oligarki (fåmandsvælde).

Det ligger i kommissoriets ordlyd, at ordet demokrati i denne sammenhæng har to hovedbetydninger, nemlig for det første som betegnelse for en politisk ideologi, hvor begrebet i nutidig forståelse forbindes med begreber som frihed, lighed og tolerance – tre idealer, der er nærmere udspecificeret i menneskerettighederne – og for det andet som betegnelse for en styreform, hvor statsmagten tilkommer hele folket baseret på ideen om den suveræne folkevilje og myndige borgeres aktive medvirken i den politiske proces.

Demokratiske idealer og demokratisk styreform hører uløseligt sammen. Dette fastslås i umisforståelige vendinger i præamblen til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention 1950, der er tiltrådt af alle Europarådets medlemslande. Det hedder således heri, at medlemmerne “bekræfter deres dybe tro på disse grundlæggende frihedsrettigheder, som er grundlaget for retfærdighed og fred i verden og bedst håndhæves på den ene side af et virkelig demokratisk regeringssystem og på den anden side af en fælles forståelse og en fælles respekt for de menneskerettigheder, hvortil de bekender sig”.

Demokrati som ideologi

Demokrati i betydningen ideologi er ikke særskilt dansk, men resultat af den vestlige civilisations langvarige moderniseringsproces. Begrebet kan i princippet spores helt tilbage til det athenske bystatsdemokrati; men først i løbet af den europæiske oplysningstid i 1700-tallet udviklede det sig til en sammenhængende ideologi med realpolitiske følgevirkninger. På begivenhedsniveau er vigtige milepæle i denne proces:

• The Glorious Revolution i England (1688-1689)
• Den amerikanske uafhængighedskrig (1776-1783)
• Den franske revolution (1789-1799)
• De europæiske demokratiske revolutioner (1830 og 1848)

Demokrati i form af dialog og udveksling af synspunkter i en beslutningsproces.

Disse begivenheder affødte hver især programsættende tekster, der fortsat fremstår som vigtige lygtepæle i den vestlige civilisations politisk-ideologiske historie, nemlig:

• Den engelske Bill of Rights (1689)
• Den amerikanske uafhængighedserklæring (1776)
• Den franske stænderforsamlings erklæringer om feudalsamfundets afskaffelse og om menneskerettighederne (august 1789)
• Demokratiske grundlove, herunder den danske (1849)

På det overordnede filosofiske plan formuleredes det demokratiske tankegods successivt og med forskellige indfaldsvinkler af politiske tænkere som:

• Baruch Spinoza
• John Locke
• Charles de Montesquieu
• Jean-Jacques Rousseau
• Alexis de Tocqueville
• John Stuart Mill

Det er værd at bemærke, at ordet demokrati helt frem til 1800-tallets begyndelse i almindelighed havde en overvejende negativ klang, nærmest i retning af “pøbelvælde”. Den nuværende ubetinget positive betydning som signalord for idealer som frihed, lighed og tolerance fik ordet først for alvor i forbindelse med de store borgerlige revolutioner i 1800-tallets første halvdel.

Demokrati som styreform

Ovenstående markeringer af den vestlige civilisations vej mod demokratiet som bærende ideologi er den brede baggrund for det, som er kommissoriets andet hovedpunkt, nemlig udpegning af nogle vigtige milepæle i den særlige danske udgave af demokrati som politisk system og styre- og samværsform. For at kunne opfylde dette krav er det nødvendigt at forsøge en omtrentlig indkredsning af, hvad der særligt karakteriserer den danske udgave af demokratisk styre i forhold til andre demokratiformer.

I den politiske teori skelnes der mellem tre idealformer for demokratisk styre, nemlig 1) deltagelsesdemokrati, hvor alle borgere ideelt set deltager direkte i alle beslutningsprocesser og løbende udøver medbestemmelsesret, 2) repræsentationsdemokrati, hvor borgernes medbestemmelse er indirekte og væsentligst udøves gennem valgte repræsentanter, der risikerer ikke at blive genvalgt, hvis de handler i modstrid med vælgergrundlaget og 3) beskyttelsesdemokrati, hvor statsmagtens rolle er indskrænket til at virke som overordnet beskytter af borgernes rettigheder i forhold til hinanden og til staten (natvægterstaten).

I lighed med de øvrige vestlige demokratier er det danske folkestyre et repræsentationsdemokrati, hvori fælles beslutninger træffes af de folkevalgte repræsentanter i Folketinget, som i hvert fald hvert fjerde år skal stå til regnskab for deres handlinger over for vælgerne. I sin grundform adskiller det sig således ikke fra andre vestlige demokratier, selvom der naturligvis kan være betydelige indbyrdes variationer i de konkrete udformninger af landenes demokratiske institutioner. Den historiske udvikling har imidlertid ført til, at det danske folkestyre i tidens løb har udviklet en række særlige kendetegn, som tilsammen tegner omridset af den danske demokratimodel. Blandt disse kendetegn er en stærk og velfungerende statsmagt, der i reglen af borgerne opleves som ubestikkelig og borgernes beskytter. Desuden har det danske demokrati udviklet sig til et konsensusdemokrati i den forstand, at store politiske beslutninger ofte træffes i bred enighed, og hvor målestokken for godt politisk håndværk er evnen til at samle bred enighed om vigtige afgørelser. Endelig er det moderne danske demokrati tæt sammenknyttet med den danske velfærdsmodel, som i sit væsen er inklusiv i den forstand, at der er spændt et omfattende socialt sikkerhedsnet ud under samfundets svageste. Dette finansieres ved hjælp af et af verdens højeste skattetryk, hvilket accepteres, fordi borgerne generelt har tillid til statsmagtens evne og vilje til at sikre social retfærdighed og rimelig fordeling af goderne. Denne overordnede forståelse af det danske demokratis indretning og virkemåde har været vejledende for udvalgets udpegning af de “danske” kanonpunkter.

Kanonarbejdet

I perioden fra den 27. juni 2007 til den 30. januar 2008 har udvalget mødtes 10 gange. Undervejs i processen meddelte udvalgets juridiske medlem, professor Henning Koch, at han ønskede at trække sig fra arbejdet. Udvalget har i stedet sikret sig juridisk bistand fra professor Claus Haagen Jensen, Aalborg Universitet. Claus Haagen Jensen har hverken deltaget i udvalgets møder eller i udvælgelsen af kanonpunkterne, men bistået udvalget med juridisk gennemgang af relevante afsnit samt suppleret med faktuelle oplysninger de steder, hvor der var anledning til det.

Udvalget besluttede undervejs i arbejdet at anlægge en tidsgrænse for valg af kanonpunkter ved år 2000. Dette skyldes, at det efter udvalgets opfattelse er vanskeligt at vurdere virkningshistorien af begivenheder, tekster mv., der tidsmæssigt ligger tæt på nutiden.

Alle udvalgets medlemmer har bidraget til det endelige produkt. Begrundelser og beskrivelser af kanonpunkterne er indledningsvis forfattet af de enkelte udvalgsmedlemmer og herefter gennemgået i plenum på udvalgsmøderne. Kanon er derfor et fælles projekt. I beskrivelserne af de udpegede kanonpunkter forekommer referencer til de øvrige kanonpunkter. Hvor det er tilfældet, er angivelsen af det kanonpunkt, hvortil der refereres, fremhævet i teksten.

Med afsæt i de valgte kanonpunkter følger et afsnit med udvalgets forslag til præsentation og formidling af kanon.

Til perspektivering af demokratikanon har udvalget besluttet som inspiration at medtage et afsnit, hvor Ole Thyssen i ræsonnerende form drøfter demokratiets aktuelle vilkår set fra fire forskellige vinkler: det multikulturelle samfund, nær demokratiet, det globale demokrati og massemediernes betydning for demokratiet. Udvalget er Ole Thyssen taknemmelig for at have påtaget sig denne opgave.

Demokrati i form af stemmeafgivning ved valg af repræsentanter til “folkets styre”.

Kanon som inspiration

De følgende 35 kanonpunkter er udvalgets bud på nogle vigtige markører i demokratiets lange udviklingshistorie. De angiver tillige, hvad udvalget har fundet det vigtigt at hæfte sig ved, når man vil sætte sig nærmere ind i forudsætningerne for det moderne danske folkestyre. Der har ikke i udvalget været fuld enighed om alle enkeltheder; men den sluttelige liste med tilhørende tekster er resultat af engagerede og undertiden heftige debatter på udvalgsmøderne. På god demokratisk vis endte udvalgsmedlemmerne hver gang med at bøje sig mod hinanden efter hver især at have vejet de fremførte synspunkter og argumenter. Resultatet af denne ingenlunde smertefrie demokratiske proces er efterfølgende kanon.

Kanonlisten skal hverken opfattes som et pensum eller som anvisning på, hvordan man uddanner sig til en god demokrat. Den er først og fremmest tænkt som inspiration for de forhåbentlig mange, der ønsker at sætte sig ind i forudsætningerne for vort moderne demokrati på et kvalificeret grundlag. Til eftertanke, til debat, til modsigelse – og ikke mindst til berigelse.

KNUD J.V. JESPERSEN

Udvalgets sammensætning

Formand Knud J.V. Jespersen, professor, dr.phil., Syddansk Universitet
Esma Birdi, integrationskonsulent, Dansk Kvindesamfund
Lise Egholm, skoleleder, Rådmandsgades Skole
David Gress, ph.d., skribent på Jyllands-Posten
Ove Korsgaard, professor, dr.pæd., Danmarks Pædagogiske Universitetsskole
Peter Kurrild-Klitgaard, professor, ph.d., Københavns Universitet
Kathrine Lilleør, cand.theol., ph.d. og sognepræst
Ole Thyssen, professor, dr.phil., Copenhagen Business School

Perikles taler til athenerne neden for Akropolis.

Indtil 500-tallet f. Kr. blev de fleste græske by stater styret af tyranner. Som reaktion opstod i Athen og andre byer demokratiske bevægelser, der krævede direkte folkestyre. I Athen vandt demokraterne under ledelse af Kleisthenes (ca. 570-507 f.Kr.) efter et blodigt opgør i 507 og indførte et system, som med enestående stabilitet holdt i næsten 200 år. Som beskyttelse mod tyranner indførtes et princip, som hed ostrakisme, og som gik ud på, at en politiker kunne landsforvises i 10 år.

Det antikke demokrati hvilede på tre principper. Det første var, at folket styrede sig selv direkte. Afstemninger foregik ved, at man lukkede så mange athenske mænd ind som muligt på forsamlingspladsen, og når der ikke kunne være flere, blev portene lukket. Afstemninger foregik ved håndsoprækning, og pladsen blev ikke åbnet igen, før en beslutning var truffet. Folkeforsamlingens beslutninger blev offentliggjort med indskrifter, som begyndte med ordene: “Folket har fundet rigtigt, at …”. Det handlede om krig og fred og økonomi – især eftergivelse af fattiges gæld. Da Athen betalte diæter for fremmøde, så alle havde råd til at deltage, var de fattige flittige til at møde frem.

Ved siden af folkeforsamlingen skulle der også udpeges en regering. Her var det andet princip, at personlige egenskaber og rigdom ikke måtte tælle. Alle kunne stille op, og valg af dommere og embedsmænd skete ved lodtrækning. Hver dag blev der valgt en formand, en art statsminister, som dog kun havde posten for én dag. Det sande demokrati handlede ikke om den bedst egnede, men den tilfældigt udtrukne, fordi alle borgere var lige. Lodtrækningen foregik ved, at hver borger satte sit kort i en slags “stemmemaskine”. En undtagelse var valget af generaler. Krig krævede professionel ledelse.

Det tredje princip var, at demokratisk deltagelse ikke blot er en ret, men en pligt. “Vi fordømmer den mand, der ikke deltager i politik”, sagde Perikles (ca. 495-429 f.Kr.), der i mange år var Athens uformelle leder. Han var ikke valgt til noget embede og var aristokrat af fødsel. Hos historikeren Thukydid (ca. 460-400 f.Kr.) hører vi, hvordan han leverer det fornemmeste forsvar for det antikke demokrati.

Demokratiet var ikke uden kritikere. Antikkens store filosoffer, Platon og Aristoteles, mente, at demokrati ville forfalde til pøbelvælde. De sammenlignede folket med et stort, dorsk uhyre, som kunne blive uventet farligt, fordi det tænker småt og lader sig rive med af følelser. For et moderne blik er en anden mangel, at kun mandlige borgere havde stemmeret, ikke kvinder, slaver og tilflyttere, metoikere. Athen dækkede et areal, som svarede til Fyn. Byen havde mellem en kvart og en halv mio. indbyggere, hvoraf en tredjedel var slaver, og 10-15.000 var metoikere, som skulle betale skat og gøre krigstjeneste, men uden at have stemmeret. Antallet af borgere med stemmeret var mellem 30.000 og 40.000.

Kun i Athen og i byer i Athens magtsfære fungerede demokratiet fuldt ud. Andre græske by stater var oligarkier ligesom Rom. Men også i de mindre udviklede demokratier var der stolthed og patriotisme hos demokratiets fortalere. Grækernes sejrrige modstand mod Perserriget i krigene 490-449 f.Kr. var utænkelig uden demokratiets fællesskab om politiske værdier, baseret på en frihed, som Thukydid definerede som, at “enhver kan leve, som han vil”.

Romerne udviklede et andet frihedsbegreb, der også har haft betydning for eftertiden. Her bestod frihed i borgernes ret til beskyttelse mod de stærkes overgreb. Bystyret hvilede på lov, og hvis en magthaver eller velhaver krænkede loven, havde borgerne krav på hjælp hos et folketribunat, som blev indført 451 f.Kr. Tribunen kunne nedlægge “veto”, som betyder “jeg forbyder”. Denne befaling kunne ikke appelleres, og det var helligbrøde at hindre tribunen i at gøre sin pligt. Princippet førte til store stridigheder i Roms historie og fik senere nyt liv hos fortalerne for det liberale demokrati.

Paulus (ca. 10-ca. 67 e.Kr.).

Galaterbrevet er sandsynligvis skrevet af Paulus i foråret 54 til en kreds af menigheder, som han tidligere havde grundlagt i landskabet Galatien i Lilleasien. Menighederne havde åbenbart ladet sig besnakke af jødekristne forkyndere, der anså kristendom for at være en jødedom for hedninger. Således havde de forsøgt at overtale galaterne til at lade sig omskære og overholde de jødiske spiseregler; det vil sige overtage de jødiske regler fra Moseloven, der normalt satte det synlige skel mellem jøder og ikke-jøder. Den jødekristne tankegang var, at først skulle man være jøde - og så blev man kristen. Paulus tager imidlertid i sit brev skarpt afstand fra, at kristendommen således fik tilføjet lovgerninger, der skulle gøre mennesker fortjente i Guds øjne (at den enkelte kan opnå frelse ved at handle i overensstemmelse med lovene i det Gamle Testamente). Det er ikke lovbestemmelser, der skal regulere forholdet til Gud. Kun kærligheden til medmennesket tæller, og den kan ikke afgrænses af og udtømmes i regler og bud. Som Paulus udtrykker det: "I Kristus gør det hverken fra eller til, om man er omskåret eller ej, men det gør tro, virksom i kærlighed."

Galaterbrevet forkynder Paulus således en kristendom, der netop ikke har love og regler, men Kristus i centrum, og i den korsfæstede har Gud åbenbaret sig som den i verden magtesløse. Ifølge Paulus har Gud således omstyrtet magthierarkierne, og de troende er derfor ikke trælle, men frie sønner og døtre. For Paulus er jøder derfor ikke længere nærmere Gud end ikke-jøder. Mænd er ikke mere end kvinder, frie er i forhold til Gud ikke fornemmere end slaver. For i troen på Kristus er alle mennesker lige over for Gud.

Da Jesus skelnede mellem Guds rige og kejserens rige, stod han med en mønt i hånden. Det skyldes ikke blot, at penge klart tilhører den jordiske verden, men også at mønten havde et billede af en jordisk Gud: Den romerske besættelsesmagts kejser.

Et besat land skelner uundgåeligt mellem jordisk ret og universel retfærdighed. Den ret, man påtvinges udefra med magt, får ikke megen sympati, så man kan protestere mod besættelsen ved at pege på en universel moralsk orden for alle mennesker. Ejendommeligt nok nåede én af de mest klarhovedede inden for den romerske elite, den stoiske filosof Seneca (4 f.Kr.-65 e.Kr.), på samme tid frem til samme konklusion. Også en besættelsesmagt må overveje forholdet mellem sin egen lov og lovene i de besatte lande. Seneca førte tanken til dens radikale konklusion. Han pegede på en universel orden, hvor alle mennesker er lige, uanset at de lokalt var både forskellige og ulige, for eksempel som slaver og frie. Selvom Seneca ikke bidrog til en teori om demokratiet, er lighed for loven en vigtig byggesten i det demokratiske hus.

Paulus

Paulus var oprindelig jøde og farisæer, selvom han var født og opvokset i Tarsus i det sydøstlige Lille asien. Han deltog i forfølgelser af de første kristne, men efter oplevelsen af en åbenbaring omkring 40 e.Kr. begyndte han selv at forkynde den nye tro. Han forkyndte også for ikke-jøder, hvilket førte til grundlæggelsen af en række menigheder i Lilleasien og Grækenland. Han så sig selv som apostel; det vil sige udsendt af Kristus. I hans breve finder vi den teologiske gennemtænkning af evangeliet og dets konsekvenser, der danner grundlaget for en kristendom uden jødedommens etniske begrænsning. Tretten breve i det Nye Testamente tilskrives Paulus, men nogle af dem stammer fra senere Paulus-disciple. Blandt de breve, der er almindeligt anerkendte som autentiske Paulus-breve ud over Galaterbrevet, finder man Romerbrevet og de to Korinther breve.

Seneca

Seneca var en romersk jurist, stoisk filosof og godsejer, som levede i det usikre miljø omkring det kejserlige hof. Han blev lærer og senere rådgiver for kejser Nero (37-68), men Seneca havde svært ved at forene filosofi og politik og endte med at trække sig tilbage til privatlivets fred for at undgå det politiske livs ufred. Få år efter blev han anklaget for at deltage i en sammensværgelse mod Nero og blev tvunget til at begå selvmord.

Den filosofiske retning stoicisme betoner, at over for den ydre verdens ustabilitet er det klogt at finde stabilitet i den indre verden - i sig selv og i de nære forhold til familie og venner. Seneca var humanist og betragtede også slaver som medmennesker. Religiøst mente han, at der kun findes én gud.

Kong John underskriver Magna Carta i 1215.

Magna Carta (der er latin for "det store brev") er en fællesbetegnelse for en række dokumenter, som den engelske kong John uden Land (regerede 1199-1216) enedes med de engelske baroner om, og som siden blev udmøntet i en række håndfæstninger og specifikke regler.

De engelske konger havde siden 1066 været blandt de mest magtfulde i Europa, og kong John ville også bestemme over kirken. Dette og flere tabte krige og konstant stigende og nye skatter førte til en række oprør mod en konge, der blev opfattet som tyrannisk. Stormændene ønskede en konge, der var stærk nok til at sikre fred og besiddelser, men som samtidigt blev holdt i skak: Han skulle være underkastet og bundet af loven. I sommeren 1215 gjorde de oprør, og presset af omstændighederne underskrev kongen den 15. juni Magna Carta med vidtrækkende indrømmelser.

I dokumentet lovede kongen blandt andet, at kirken skulle være uafhængig af statsmagten; at borgerne skulle have retssikkerhed i forbindelse med retssager og kun måtte dømmes af deres ligemænd; at kronens tjenestemænd ikke måtte fungere som dommere i retssager; at ejendom ikke uden videre måtte beslaglægges; at kun domstole måtte iværksætte en straf af dømte. Herfra stammer også et af de mest centrale begreber i det moderne liberal-demokratiske retssamfund, nemlig "habeas corpus", det vil sige, at fængslede borgere har visse retskrav. Det betyder i praksis, at de ikke kan fængsles på ubestemt tid uden dom, men skal stilles for en dommer, og at myndighederne skal begrunde fængslingen med udgangspunkt i loven.

Magna Carta indeholdt intet om demokrati i moderne forstand, men dokumentet var med til at lægge grunden for det engelske parlament, som er en direkte udløber af det såkaldte store råd, der blev oprettet. Det bestod af 25 baroner, der skulle rådgive kongen, men som under visse omstændigheder kunne frasige sig deres troskab til kongen.

Rådet kunne mødes på ethvert tidspunkt og nedlægge veto over for kongens beslutninger blandt andet ved om nødvendigt at beslaglægge hans besiddelser.

I 1689 erklærede det engelske parlament, at kong Jakob II (regerede 1685-1689) havde krænket Magna Carta, og at dette annullerede hans ret til kronen. Denne såkaldte Glorious Revolution fandt sted, fordi man frygtede, at kongen agtede at indføre et enevældigt styre: Han havde forsøgt at sammensætte parlamentet af sine egne støtter og havde vilkårligt givet undtagelser fra parlamentets lovgivning. Næste skridt - inden man tilbød kronen til anden side - var at opsummere, hvilke krav en fremtidig monark skulle respektere. Resultatet blev den engelske rettighedserklæring, kendt under navnet Bill of Rights. Den blev den 13. februar 1689 overbragt ægteparret Vilhelm af Oranien (1650-1702) og Mary Stuart (1662-1694). Ud over at være gift var de henholdsvis nevø og datter af den afsatte konge og havde ledet oprøret mod kongen i 1688. Som tak tilbød parlamentet dem i fællesskab kronen, og erklæringen blev senere omsat i lov.

I Bill of Rights opremsede parlamentet en række grundlæggende frihedsrettigheder, som den udøvende magt ikke måtte krænke. For eksempel måtte kongen ikke oprette sine egne domstole eller selv fungere som dommer; han skulle ikke kunne udskrive nye skatter uden parlamentets samtykke; borgerne måtte ikke udsættes for "væmmelige og usædvanlige" straffe, og de kunne ikke fratages deres ejendom eller pålægges bøder uden dom. Fra et demokratisk synspunkt var det vigtigste, at regeringen ikke måtte blande sig i parlamentsvalg, at man ikke kunne suspendere parlamentets love, og at dette skulle indkaldes jævnligt. Dermed standsede man næsten et århundredes konstante brydninger mellem parlament og kongemagt og skabte en relativt stabil magtbalance mellem parterne.

"Ingen fri mand skal arresteres eller fængsles eller fratages sin ejendom eller friheder eller blive gjort lovløs eller udvist eller på anden vis forulempet, ligesom Vi ikke vil retsforfølge ham eller dømme ham, uden at det sker gennem en lovlig afgørelse foretaget af hans ligemænd eller med udgangspunkt i landets lov". MAGNA CARTA, § 29.

"[Vi erklærer], at den angivelige magt til med kongelig autoritet at suspendere love eller håndhævelsen af love uden parlamentets samtykke er ulovlig; (...) at indkrævningen af penge til eller til brug for Kronen gennem hævdelse af dennes prærogativ, uden bestemmelse fra parlamentet (...) er ulovlig; at valg af medlemmer af parlamenter bør være frie; at friheden til at ytre sig, debattere og forhandle i parlamentet ikke bør underkendes i nogen domstol eller på noget sted uden for parlamentet".

BILL OF RIGHTS.

Tingforsamling - fra Olaus Magnus' bog om de nordiske folks historie, 1555.

Kampene mellem kejser og pave begyndte som tvister om retten til at besætte bispestolene, men endte med at afgøre forholdet mellem verdslig og åndelig magt på den måde, som senere blev udgangspunkt for den moderne demokratiske samfundsorden: Den principielle adskillelse af religion og politik, kirke og stat. Jyske Lov bærer desuden stærkt præg af den samtidige katolske kirkerets juridiske bestemmelser om personligt ansvar og frihed.

Ifølge Jyske Lov må lovgivning for at være legitim bygge på retfærdighed. Hvad retfærdighed er, bestemmer hverken kongen eller stormændene. Det er et evigt begreb, der hviler på naturens orden og menneskets naturlige rettigheder. Romerne sagde, at retfærdighed er den bestandige vilje til at yde enhver sit - såvel materielt som moralsk. Kristendommen udvidede denne forståelse ved at forankre retfærdigheden i den af Gud skabte naturlige orden, som det står i den menneskelige fornufts magt at forstå, og som det er menneskenes pligt at virkeliggøre i samfundet.

Håndfæstningen af 1282, vedtaget i Nyborg, udsprang af konkrete magtkampe mellem konge og stormænd og er derfor stærkere forankret i sin egen tid. Den er en udvikling af og et praktisk eksempel på de tanker, som blev fremført i fortalen i Jyske Lov. Ved håndfæstningen garanterede kongen en række rettigheder, der - skønt de dengang var forbeholdt formuende folk - skulle vise sig at blive grundlæggende i den senere udvikling mod demokrati. For eksempel lovede kongen - ligesom den engelske konge gjorde det i Magna Carta (1215) - ikke at dømme uden grundlag i loven og ikke at styre vilkårligt. Her møder vi igen tanken om samfundspagten, der, selvom den lå i dvale under enevælden, opstod igen i ny dragt i 1800-tallet.

Både Jyske Lov og Håndfæstningen af 1282 rummer forestillingen om en retsorden, der udsprang af en pagt mellem hersker og folk og hviler på en objektiv og suveræn retfærdighed. Pagten var nødvendig for samfundslivet og ubrydelig; den, der brød den, "handler åbenbart mod Gud", som fortalen siger.

Loven og håndfæstningen blev begge vedtaget af forsamlinger af konge, bisper og stormænd. Derved foregreb de i en vis forstand det repræsentative demokrati. Lovene ville nemlig ikke have gyldighed, hvis ikke de fremmødte mente at have retten til at repræsentere hele folket - forstået som alle frie mænd i kongeriget og deres husstande. Det er i begivenheder som forsamlingen i Vordingborg i 1241 og Danehoffet i Nyborg i 1282, at vi ser, hvordan forestillingen om den repræsentative udøvelse af folkets magt fødes i Danmark, på samme tid som den var ved at blive til i italienske og tyske byer.

"Med lov skal land bygges, men vilde enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme ret, da behøvede man ikke nogen lov. Men ingen lov er jævngod at følge som sandheden, men hvor man er i tvivl om, hvad der er sandhed, der skal loven vise sandheden. Var der ikke lov i landet, da havde den mest, som kunde tilegne sig mest. Derfor skal loven gøres efter alles tarv, at retsindige og fredsommelige og sagesløse kan nyde deres fred, og uretfærdige og onde kan ræddes for det, der er skrevet i loven, og derfor ikke tør fuldbyrde den ondskab, som de har i sinde. (...) Loven skal være ærlig og retfærdig, tålelig, efter landets sædvane, passende og nyttig og tydelig, så at alle kan vide og forstå, hvad loven siger. Loven må ikke gøres eller skrives til nogen mands særlige fordel, men efter alle deres tarv, som bor i landet. (...) Den lov, som kongen giver og landet vedtager, den kan han heller ikke ændre eller ophæve uden landets vilje, medmindre han åbenbart handler mod Gud".

AF FORTALEN TIL JYSKE LOV, 1241.

Ratifikationen af fredstraktaten på rådhuset i Münster den 24. oktober 1648.

Den westfalske fred satte formelt punktum for en af de mest ødelæggende og langvarige krige i Europas historie. Trediveårskrigen var nok på over fladen et uforsonligt opgør mellem katolikker og protestanter, men i realiteten var den domineret af anarkistiske krigsherrer, der betragtede krig som en kilde til personlig berigelse og et mål i sig selv. Krigens langvarighed og grusomhed var et skræmmende udtryk for, at monopolet på brugen af væbnet magt var gledet statslederne af hænde. Fredstraktaten understregede stærkt det statslige suverænitetsprincip og statsledernes forpligtelse til at stræbe efter fredelige konfliktløsninger i stedet for krigsmæssige afgørelser. Det var et markant udtryk for, at de verdslige magthavere omsider havde held til at sætte statsræson og verdslig lov og orden over anarkistisk voldsanvendelse og religiøs fanatisme. Derefter blev krig i langt højere grad end tidligere et instrument i statspolitikkens tjeneste og et redskab, som kontrolleredes af ansvarlige politiske beslutningstagere.

Fredskonferencen var i sig selv et sigende udtryk for en ny tid. Hidtil havde det været almindeligt, at pave og kejser som de ypperste jordiske repræsentanter for guddommelig retfærdighed fungerede som opmænd i internationale konflikter. Fredstraktaten i Westfalen var derimod et produkt af ligeværdige forhandlinger mellem diplomatiske repræsentanter for samtlige stridende parter. Metoden fra Westfalen kom til at danne mønster for alle senere store fredskonferencer i Europas historie.

Med fredstraktaten i 1648 introduceredes et vigtigt nyt princip i den europæiske politiske virkelighed, nemlig princippet om tolerance både på det religiøse område og med hensyn til styreformer. Traktaten fastslog, at stater, der bekendte sig til forskellige trosretninger, skulle kunne leve fredeligt side om side, ligesom forskellige statsformer (monarkier, republikker eller blandingsformer) ikke skulle være nogen hindring for fremtidigt fredeligt samkvem. Traktatens stærke understregning af respekt for mangfoldighed og forskellighed på det praktiske plan blev siden sat på filosofisk formel af Baruch Spinoza og John Locke. Især Lockes krav om tolerance blev en vigtig del af det tankegods, der siden formede de demokratiske ideer.

"Det westfalske koncept, der skabte lovmæssigt grundlag for voksende autoritetsudøvelse på statsligt plan, har også leveret grundtrækkene til strukturer og processer i det internationale samfund helt frem til nutiden. Suveræne stater er fortsat de dominerende aktører i det internationale samfund, og indholdet af international lov i formel forstand er resultat af staters frivillige handlinger".

DEN AMERIKANSKE STATSRETSEKSPERT PROFESSOR RICHARD A. FALK I ARTIKLEN THE INTERPLAY OFWESTPHALIA AND CHARTER CONCEPTIONS OF INTERNATIONAL LEGAL ORDER (PRINCETON 1969), S. 43.

Baruch Spinoza (1632-1677).

Spinozas vej til demokratiet gik gennem den mekaniske fysik, som på hans tid blev udviklet af Galilei (1564-1642) og senere af Newton (1642-1727). De beskrev solsystemet som et fysisk system af kræfter i ligevægt, og den model ville Spinoza afprøve på det sociale område. Han ville beskrive samfundet nøgternt: Ikke som det burde være, men som det var. Han hævdede, at "magt er ret" - en tilsyneladende brutal tese, som dog kun sagde, at det afgørende i et samfund ikke er, hvad mennesker holder for sandt, men hvad der har social kraft til at virke. Den vigtigste opgave for en politisk ledelse er at sikre, at samfundets forskellige kræfter ikke modarbejder og udsletter hinanden, men at alle kræfter arbejder harmonisk sammen. Selvom Spinoza accepterer, at alle parter har irrationelle lidenskaber, søger han at finde et ligevægtsprincip, der kan sætte lidenskaberne i et rationelt og fredeligt forhold til hinanden.

Da ingen kraft er mere sand end andre kræfter, fik Spinoza gennem fysikken et godt argument for tolerance. Der er brug for alle kræfter, og mindretal er ofte særlig kraftfulde, fordi de slås for at vinde anerkendelse. At bekæmpe dem er et tredobbelt spild: Spild af kræfter på at bekæmpe dem, spild af deres kræfter og endelig skabelse af martyrer, altså negative kræfter. Derfor er det ødelæggende at knæsætte én Sandhed og stemple alle andre sandheder som kætteri. Ikke Sandheden,men flertallet må afgøre ret og uret. Flertallet er den største kraft i samfundet, men gør klogt i ikke at spilde kræfter på at bekæmpe mindretal. Så længe de bidrager til samfundets rigdom og overholder loven, er mindretal positive kræfter. En retsorden skal ikke blande politik og religion.

Via en kuldslået analyse af samfundet som et system af kræfter nåede Spinoza frem til to vigtige grundsætninger for det moderne demokrati: Tolerance og ytringsfrihed. Der er ikke én, men mange sandheder, og alle skal have ret til at udtrykke sig inden for lovens rammer. Hvad der er lov og ret, må løbende omfortolkes, i takt med at kraftbalancen i samfundet - forholdet mellem flertal og mindretal - ændrer sig. At afklare, om der er sket ændringer, kræver frie valg. Love er ikke Guds evige diktat, men menneskeskabte regler til udvikling af et samfund, hvor kræfterne ikke ødelægger hinanden.

Spinoza nåede også frem til en anden konklusion. Uanset om et samfund er et monarki eller et demokrati, er det altid et aristokrati - et elitestyre. For en konge kan ikke styre alene, og et folk kan ikke styre som en masse. Der må en statsmagt til for at gøre folket til en enhed, og en statsmagt vil uundgåeligt kræve en politisk elite, altså et aristokrati.

"Menneskesindet er for trægt til at kunne gennemskue alle ting på én gang; men det skærpes ved at give og lytte til råd under den fælles udveksling af synspunkter, og ved at prøve alle udveje finder man til sidst dem, man ønsker, og som alle godkender, men som ingen havde tænkt på tidligere". "I en fri stat må enhver tænke, som han vil, og ytre, hvad han tænker. (...) Eftersom menneskers frie dømmekraft ytrer sig så forskelligt, og alle og enhver tror, at han alene forstår alting, og eftersom det er umuligt, at alle tænker og taler ens om de samme ting, så kan de ikke leve sammen i fred, hvis ikke enhver giver afkald på sin ret til at handle ud fra sit eget sind alene. Således har enhver blot givet afkald på sin ret til at handle efter forgodtbefindende, men ikke til at tænke og fælde domme om tingene".

BARUCH SPINOZA: EN AFHANDLING OM STATEN, 1677.

John Locke (1632-1704).

Lockes To Afhandlinger om Styreformen havde to formål: At argumentere imod enevældige konger og at formulere et forsvar for, at mennesker har visse rettigheder uafhængigt af den specifikke historiske kontekst. Disse rettigheder medfører kraftige begrænsninger af, hvad statsmagten må gøre, og nødvendiggør en magtdeling mellem statsmagtens forskellige dele.

Lockes grundsynspunkt var, at alle mennesker som udgangspunkt er født med en umistelig ret til "liv, frihed og ejendom" - altså til ikke at blive slået ihjel, til ikke at blive udsat for vilkårlig tvang fra andre og til ikke at blive frarøvet retmæssige besiddelser. Det er statens opgave at beskytte disse rettigheder, og mennesker kan kun tænkes at ville give deres samtykke til en stat, der gør netop det. En stat, der omvendt krænker disse rettigheder - selv når det er for et godt formål - bliver illegitim, og når det sker, har borgerne ret til at gøre oprør. Derfor kombinerede Lockes foretrukne politiske system individuelle friheder med, at den politiske magt er delt mellem en udøvende magt (for eksempel en monark og en regering, som han eller hun har udpeget), et parlament (gerne bestående af flere kamre) og domstole. Særligt ønskede Locke, at det britiske underhus skulle være folkevalgt og være uafhængigt af regeringens kontrol, alt imens lovgiverne selv skulle være underlagt deres egne regler - og i øvrigt ikke mødes hele året, idet det var farligt med fuldtidspolitikere.

Locke har også påvirket demokratisk tænkning gennem Et brev om Tolerance (A Letter Concerning Toleration, 1689, 1690 og 1692). Før Locke havde man set religiøs pluralisme som et problem, der bedst kunne løses ved, at den ene religiøse retning undertrykker de andre. Locke så i stedet selve undertrykkelsen som konfliktskabende. Argumentet ligger i naturlig forlængelse af Lockes syn på menneskers grundlæggende frihedsrettigheder og idealet om politisk magtdeling. Her sigtes specifikt til, at stat og kirke skal være adskilt, og at der skal være tolerance over for forskellige religioner. Grunden er for det første, at det alene er statens opgave at sikre menneskers liv, frihed og ejendom, og at det derfor er forkert med magt at tvinge borgerne til at tilslutte sig den ene eller den anden overbevisning. For det andet kan en religion kun hverve nye sjæle gennem fredelig overbevisning; frelsen skal være selvvalgt af den enkelte og kan ikke være påtvunget. Locke selv var ikke helt konsistent: Han ville for eksempel kun udstrække tolerance til dem, der selv er tolerante, og var ikke klar til at give fuld frihed til ateister og katolikker. Men hans argument var originalt og er siden blevet udstrakt til mange andre dele af samfundslivet og har dermed fået stor betydning for moderne demokratiopfattelse.

"Menneskets naturlige frihed er at være fri for enhver højerestående magt på jorden og ikke at være under et menneskes vilje og lovgivende myndighed, men kun at have naturens lov som sin rettesnor. Menneskets frihed i samfundet er ikke at være underkastet nogen anden lovgivende magt end den, der ved samtykke er stiftet i staten, eller nogen anden viljes herredømme eller loves begrænsning ud over, hvad den lovgivende myndighed vil vedtage. (...) [Menneskenes] frihed under et styre er at have en fast rettesnor at leve efter, der er fælles for alle i det samfund; en frihed til at følge min egen vilje i alt, hvor rettesnoren ikke fore - skriver noget, og ikke at være underkastet et andet menneskes ustadige, usikre, ukendte, vilkårlige vilje (...)".

JOHN LOCKE: ANDEN AFHANDLING OM STYREFORMEN, § 22, 1690.

François de Voltaire (1694-1778).

Idéhistorisk udgør John Locke (1632-1704), François de Voltaire (1694-1778) og Ludvig Holberg (1684-1754) indgangsportaler til oplysningstiden i henholdsvis England, Frankrig og Danmark. Som oplysningsforfattere så de det som et hovedformål at få udbredt ideen om fornuft, frihed og tolerance. Holbergs Niels Klim fra 1741 er således et filosofisk indlæg for tolerance. Bogen indeholder en række beskrivelser af forskellige statsformer, som Klim møder på sin rejse. Hvert samfund har sine egne absurde regler, der tilskrives guddommelig gyldighed og opretholdes med barbarisk nidkærhed. Ved at opleve lovenes groteske vilkårlighed og ikke mindst den skånselsløse forfølgelse, som afvigerne udsættes for, får Klim øjnene op for sine egne fordomme og reviderer sit livssyn. Dog findes der ét ideal i dette univers, nemlig fyrstedømmet Potu, hvor lovgivningen er en virkeliggørelse af naturretten, der bygger på den idé, at mennesket ifølge sin natur må eje visse medfødte rettigheder.

Det samlende midtpunkt i den franske oplysning blev et stort altomfattende leksikon, der udkom i 17 bind 1751-1772. Målet var i letfattelig form at fremlægge tidens viden og meninger samlet og bruge leksikonet som våbenarsenal i kampen mod især kirken. Oplysningsfilosofferne vendte sig ikke mod kristendommen som sådan, men mod den kristne åbenbaringstro. De nærede en varm tro på, at oplysning ville virke forædlende på mennesket og frigøre menneskeheden fra gamle fordomme og overtro. Kampen for samvittighedsfrihed, religionsfrihed og tolerance rejste i oplysningstiden de centrale spørgsmål: Kunne der etableres et politisk og pædagogisk system, som ikke var religiøst forankret? Og hvorfra skulle politik og pædagogik hente legitimitet, hvis ikke i kristendommen?

Som svar henviste oplysningstidens tænkere til naturen, naturretten og til etablering af en samfundskontrakt. Dog var der ikke enighed om, mellem hvem kontrakten skulle indgås. Thomas Hobbes (1588-1679) argumenterede i sin bog Leviathan fra 1651 for en samfundskontrakt, hvor folket giver al magt til én institution, for eksempel en enevældig fyrste, mens John Locke i sin bog To Afhandlinger om Styreformen fra 1689 argumenterede for en samfundskontrakt, hvor suveræniteten forbliver hos folket. Jean-Jacques Rousseau (1712-1778), der var en særdeles indflydelsesrig politisk og pædagogisk tænker i 1700-tallet, byggede i sine bøger Den sociale kontrakt og Émile fra 1762 videre på Lockes forståelse af naturretten. De to bøger er i dag klassikere inden for samfundsfilosofiens og pædagogikkens historie og handler henholdsvis om dannelse af en demokratisk samfundskontrakt og dannelse af et frit individ.

"Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed. Umyndighed er mangelen på evne til at betjene sig af sin forstand uden en andens ledelse. Selvforskyldt er denne umyndighed, når årsagen til den ikke ligger i forstandens mangler, men i manglende beslutsomhed og mod til at betjene sig af den uden en andens ledelse. Sapere aude! Hav mod til at betjene dig af din egen forstand! er altså oplysningens valgsprog".

I oplysningstiden mødtes man gerne på cafeer for at diskutere tidens emner. Her ses Voltaire (med oprakt hånd) i selskab med nogle af tidens forfattere og filosoffer.

Montesquieu er realist og pragmatiker. Han fremlægger ikke en teori om det ideelle samfund. Forskellige styreformer har hver deres berettigelse og forklaring, og han ønsker at forstå deres forskelle og udvikling. Derfor betragter han demokratiet som en styreform på linje med andre. Han "moraliserer" ikke demokratiet som Den Rigtige Styreform, mens alle andre er forkerte. Han vil ikke gennemtvinge en utopi med bål og brand, men ønsker, at "mådeholdets ånd bør være lovgiverens".

Charles de Montesquieu (1689-1755).

Grundlæggende er der tre styreformer, som har hver sit princip: Republikken lever af dyd, monarkiet af ære og despotismen af frygt. En særlig variant af den republikanske styreform er demokratiet, hvor folket som helhed styrer. Her opstår det klassiske problem, at "folket" ikke kan styre selv, men må bruge repræsentanter. Montesquieu har tillid til, at selv om folket ikke har samme viden som de valgte, kan det udøve et fornuftigt skøn. Det behøver "blot at beslutte sig ud fra ting, som det ikke kan være uvidende om, og kendsgerninger, som er indlysende for sanserne". Men hvis dyden forsvinder, trænger grådigheden frem, og befolkningen vil ikke længere være fri under lovene, men vil være fri imod dem.

Målet for en stat er at sikre borgernes frihed, som hos Montesquieu er det samme som borgernes retssikkerhed. Alle skal kunne beregne deres muligheder. Det kræver, at man adskiller statens tre funktioner - at lovgive, at administrere og at dømme - og henlægger dem til tre forskellige statsorganer. Den lovgivende magt skal varetages af et parlament, den udøvende magt placeres hos kongen og den dømmende magt hos uafhængige domstole, som Montesquieu vil gøre folkevalgte.

Ingen af de tre magtfaktorer skal bestemme over den lovgivende eller den udøvende magt. Parlamentet skal have to kamre, hvor det ene repræsenterer aristokratiet og det andet "folket" (som i praksis er den øverste del af borgerskabet). De to kamre skal være enige, for at en lov kan vedtages, og bagefter skal loven stadfæstes af kongen for at få gyldighed. Den udøvende magt kan ikke udskrive skatter, før parlamentet har bevilliget dem. Samtidig må både domstole og konge acceptere, at alt, hvad de gør, skal have støtte i loven, og at intet, af hvad de gør, må stride mod loven. Magt skal sætte grænser for magt, og de tre magtorganer skal tvinges til at arbejde sammen, fordi ingen af dem kan sætte sin vilje igennem alene.

Montesquieu går ud fra tingene, som de er, og vil finde en fornuftig balance mellem de eksisterende befolkningsgrupper. Han er ingen hensynsløs ligemager, men konstaterer, at der findes en adel, som vil protestere mod at blive behandlet på lige fod med andre. En sådan protest kan man afvise. Det gør Montesquieu ikke. Han accepterer, at sådan er adelen skabt, og det må samfundet tage hensyn til ved at have to kamre i parlamentet, som har vetoret over hinanden.

Montesquieu er ikke en moderne demokrat. Når han mener, at magtens tredeling vil gavne freden og sikkerheden, antager han, at den lovgivende magt er i hænderne på et lille mindretal. Alligevel tror han, at befolkningen vil nyde godt af en sådan deling, hvorimod dens frihed var truet af den daværende franske styreform, hvor en enevældig konge havde kontrol med lovgivning og domstole, så retssikkerheden aftog, og usikkerheden tiltog. "Folkets velfærd", siger Montesquieu, endda med store bogstaver, "er loven over alle love". Han vil sikre den personlige frihed og undgå en koncentration af magt, som fører til undertrykkelse.

Kærlighed til demokratiet er kærlighed til ligheden. Kærlighed til demokratiet er også kærlighed til nøjsomhed. Da enhver dér bør have den samme lykke og de samme fordele, bør enhver nyde de samme glæder og nære de samme håb, noget man kun kan forvente ved fælles nøjsomhed. (...)

Demokratiets grundlag fordærves ikke blot når man mister lighedstanken, men også når man fører den ud i sin yderste konsekvens, og enhver vil være ligemand med dem, som han valgte til at herske over sig. Så vil folket, der ikke kan tåle selv den magt, det har betroet andre, gøre alt selv, forhandle i senatets sted, udøve magt i embedsmændenes sted og tage magten fra alle dommerne (...)

En borgers politiske frihed er den sindsro, der stammer fra den overbevisning, enhver har om sin sikkerhed; og for at man kan have denne frihed, må regeringsformen være af en sådan art, at en borger ikke behøver at frygte en anden borger. (...)

Alt ville være tabt, hvis den samme mand eller den samme forsamling af fremstående mænd, enten fra adelen eller fra folket, beherskede de tre myndighedsområder: At give love, at udføre de offentlige beslutninger, og at pådømme angående forbrydelser og private stridigheder.

CHARLES DE MONTESQUIEU: OM LOVENES ÅND, 1748.

Jean-Jacques Rousseau (1712-1778).

1600-tallet var de enevældige kongers tid. For at svække den gamle adel allierede kongen sig med det lokale erhvervsliv. Denne alliance blev kaldt for merkantilisme og betød aktiv støtte til handel og industri. Staten oprettede handelsselskaber og fabrikker, i Danmark for eksempel i Raadvad, så landet kunne eksportere og hobe guld op - datidens tegn på rigdom.

Selvom de udvalgte dele af erhvervslivet trivedes i statens varmestue, var der ulemper, især statens kontrol. Mens Frankrig var foregangsland, når det gjaldt alliancen mellem kongemagt og pengemagt, var England foregangsland for udviklingen af et selvstændigt erhvervsliv. Siden Magna Carta (1215) havde den engelske kongemagt været under lagt stærke begrænsninger og kunne ikke udøve samme kontrol over økonomien som den franske.

I 1700-tallet begyndte man at skelne mellem stat og samfund. Det skabte nogle sproglige problemer. Selvom staten er en del af samfundet, talte man om "samfundet" som de "private områder", som var i færd med at gøre sig fri af statens førergreb, både det private erhvervsliv og privatlivet. Den politiske idé om, at samfundet er statens værk, blev udfordret af den liberale idé om, at statens opgave er at beskytte menneskers liv og ejendom, som de har skabt på eget initiativ. Det private "samfund" fik ambitioner om at stå på egne ben. Fra at være almægtig blev staten reduceret til et serviceorgan. Men for hvem?

Under enevælden blev statens enhed udtrykt symbolsk i kongens krop. Nu manglede der et nyt symbol på samfundets enhed. Rousseau fangede problemet og gav det en prægnant formulering: Folket er samfundets kerne.

Selvom Rousseau er kendt for at forherlige naturen, siger han også, at det er en utvetydig fordel at opgive sin naturlige frihed, indgå en social kontrakt og blive medlem af et samfund. Man dør som naturlig person, men genopstår som social person, friere end før. Når alle styrer på lige fod, er alle lige frie, og ingen har mistet sin frihed til andre. Hinsides hver enkelt person skabes en "offentlig person", et folk som udtryk for alles vilje.

Som medlem af et folk får hvert menneske sin frihed på lige fod med de øvrige statsborgere. Her opstår det problem, at mennesker også er privatborgere og kan have private interesser, som strider mod de fælles interesser. Hvis de ikke selv kan indse, at deres individuelle vilje strider mod den almene vilje, må de "tvinges til at være frie". Det er et udtryk, som kan misbruges - og som er blevet det, hver gang en gruppe hævder at være den sande repræsentant for folkets enhed og føler sig berettiget til at lukke munden på afvigere.

Rousseau har problemer med at forklare, hvordan den almene vilje omsættes til praktisk politik. Han fortæller ikke, hvordan man finder frem til den almene vilje, og peger ikke på demokratiske spilleregler. Politiske partier ser han som udtryk for splittelse, ikke enhed. Da den almene vilje er ufejlbarlig, er den ikke til diskussion. Det forbliver derfor en gåde, hvordan statens politik kan fastlægges af alle borgere i et direkte demokrati, hvor politiske meninger brydes, og de private viljer støder mod den almene vilje. Rousseau ender med at indrømme, at demokratiet mere er for guder end for mennesker.

"Fjerner man alt uvæsentligt fra den sociale kontrakt, vil man se den reduceret til følgende ordlyd: Enhver af os lægger i fællesskab sin person og hele sin magt ind under den fælles viljes øverste ledelse; og vi optager ethvert medlem i fællesskabet som en uadskillelig del af helheden". (...)

"Lad os reducere hele denne afvejning til nogle udtryk, der er lette at sammenligne. Det, som mennesket taber med den sociale kontrakt, er sin naturlige frihed og en ubegrænset ret til alt, hvad der frister det, og som det kan opnå; hvad det vinder, er civil frihed og ejendomsret til alt, hvad det besidder".

JEAN-JACQUES ROUSSEAU: SAMFUNDSKONTRAKTEN, 1762.

Benjamin Franklin (tv.), John Adams (i midten) og Thomas Jefferson diskuterer udformningen af Uafhængighedserklæringen.

Op igennem 1700-tallet blev de nordamerikanske kolonister stadigt mere utilfredse med at blive regeret fra Storbritannien. De mente, at Storbritanniens kong Georg III (regerede 1760-1820) opførte sig som en tyran, der vilkårligt indførte nye og højere skatter, og som på flere punkter forgreb sig på de rettigheder, som englænderne var garanteret gennem Magna Carta (1215) og Bill of Rights (1689).

I 1775 begyndte en løsrivelsesproces, og man indkaldte til en "Kontinental Kongres" i Philadelphia, som den 4. juli 1776 erklærede de nordamerikanske kolonier for selvstændige og uafhængige. Erklæringen, som kongressen vedtog, blev skrevet af et lille udvalg, hvis sekretær var den unge politiske tænker Thomas Jefferson (1743-1826). Dens erklæring om, at det er selvind lysende sandheder, at alle mennesker er født med "visse umistelige rettigheder", og at disse først og fremmest er "liv, frihed og stræben efter lykke", blev et næsten poetisk symbol, som store dele af verden tog til sig.

Erklæringen var begyndelsen på en længere uafhængighedskrig. Men ét var at blive uafhængige - noget andet var, hvordan det politiske system skulle indrettes. I 1787 vedtog en grundlovgivende forsamling et forfatningsudkast, som derefter blev sendt til ratifikation blandt delstaterne. I den forbindelse udspandt der sig en omfattende politisk debat i USA, og blandt hovedkræfterne, der argumenterede for forfatningsudkastets kvalitet, var John Jay, Alexander Hamilton (ca. 1755-1804) og den senere præsident James Madison (1751-1836) - tilsammen forfattere bag den serie pamfletter, der kendes som The Federalist Papers.

Madison så forfatningen som et praktisk forsøg på at løse et grundlæggende problem: På den ene side skulle forbundsstaten være stærk nok til at kunne sikre fred imellem delstaterne og i forhold til ydre fjender; på den anden side måtte den ikke på tyrannisk vis kunne misbruges til at krænke borgernes frihed: Et demokratisk flertal, der kunne gøre, hvad det ville (flertalstyranni), ville ikke være mindre slemt end en konges tyranni.

Derfor ønskede Madison at sprede den politiske magt mest muligt: Mellem en lovgivende magt (en kongres med to kamre, som er valgt på forskellig vis, men skal være enige for at kunne vedtage lovgivning), en udøvende magt (en præsident med vide beføjelser og med muligheden for at nedlægge veto) og en dømmende magt (med muligheden for at underkende lovgivning). Samtidig skulle den føderale magt kun have de beføjelser, der udtrykkeligt var tillagt den. Madison skrev i 1789 udkastet til et forfatningstillæg (den Bill of Rights, der trådte i kraft 1791), der opremser alle de ting, som statsmagten må gøre i forhold til borgerne. Tillægget skulle blandt andet sikre religionsfrihed, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed (nr. 1), retten til at bære våben (nr. 2), diverse retssikkerhedsgarantier og beskyttelse af privat ejendomsret (nr. 4, 5, 6 og 7), beskyttelse mod "onde og usædvanlige straffe" (nr. 8) osv.

Fra fortalen til USA's forfatning (1787).

"Den største sikkerhed imod en gradvis koncentration af de forskellige dele af magten på et sted består i at give dem, der forvalter den enkelte del, de nødvendige forfatningsmæssige midler og personlige motiver til at modstå andres overtagelse af magten (...) Det kan være en afspejling af menneskets natur, at sådanne midler skal være nødvendige for at kontrollere misbruget af statsmagten. Men hvad er staten selv andet end den største afspejling af menneskets natur? Hvis mennesker var engle, vil ingen stat være nødvendig. Hvis det var engle, der regerede mennesker, ville hverken eksterne eller interne begrænsninger være nødvendige. Ved skabelsen af en statsmagt, hvor mennesker skal regere mennesker, er den store udfordring denne: Du må først gøre staten i stand til at kontrollere de regerede og dernæst forpligte den til at kontrollere sig selv. At basere den i folket er uden tvivl den største begrænsning på statsmagten, men erfaringen har lært menneskeheden nødvendigheden af yderligere foranstaltninger".

JAMES MADISON I THE FEDERALIST PAPERS, NR. 51.

Den 20. juni 1788 ophævedes stavnsbåndet, og til minde om dette opførtes Frihedsstøtten, der stod færdig i september 1797. Flere kunstnere samarbejdede om det endelige resultat.

Forud for forordningen om indfødsret blev det diskuteret, om fædrelandet er det sted, hvor man virker, eller det sted, hvor man er født. Med forordningen blev det bestemt, at personer født inden for monarkiet, med få undtagelser, havde eneret til embeder i statsadministrationen. Loven havde dog ikke kun et eksklusivt, men også et inklusivt formål. Den skulle styrke sammenhængskraften i den såkaldte helstat, der også omfattede Norge og Holsten og de nordatlantiske øer. Tyge Rothe (1731-1795), en af den danske oplysningstids centrale skikkelser, betegnede indfødsretten som en kostelig gave, men advarede samtidig mod, at overdreven nationalfølelse skulle slå splid mellem de tre store sproggrupper i staten. Frem for at splitte skulle statsborgerskab bidrage til at forene holstenere, nordmænd og danskere i et borgerfællesskab.

Den nye status som statsborger hænger tydeligvis sammen med fremvæksten af en ny identitet som medborger. Selvom forordningen ikke brugte dette begreb, blev ordet medborger flittigt benyttet i festtaler og hyldestdigte, som fulgte i kølvandet på indførelsen af statsborgerskab; for eksempel tiltalte Tyge Rothe sit publikum med ordet "medborger" i en tale til Selskab for Borgerdyd i 1785. En af tidens førende statsretseksperter, professor Andreas Schytte (1726-1777), fremhævede i sit store politisk-teoretiske hovedværk, Staternes indvortes Regiering fra 1770'erne, at en medborger ikke kunne være bundet af stændersamfundets afhængighedsbånd. Derfor krævede medborgerskab, at disse bånd blev afløst af medborgerlige relationer, det vil sige frie relationer. Rothes og Schyttes brug af begrebet medborgerskab peger frem mod så centrale begreber i demokratiet som offentlighed og civilsamfund.

At frigøre bønderne fra godsejernes magt indgik også som et vigtigt led i enevældens langsigtede strategi. Målet var ifølge en forordning af 8. juni 1787 "at ophæve enhver suverænitet for godsejerne i forhold til hans fæstebønder og at føre hele dette forhold ind under almindelige love og retsregler". I 1788 fulgte en forordning om ophævelsen af stavnsbåndet. Med den blev indført et nyt udskrivningssystem, der gjorde militærtjeneste til en personlig pligt for unge mænd af bondestanden. Nøglebegrebet i forordningen var personlig frihed, da kongen lovede at "håndhæve vore kære og tro undersåtter af bondestanden i deres rettigheder, især den personlige frihed". Med grundlovslignende sprogbrug erklærede enevælden ligefrem den personlige frihed for "uigenkaldelig".

"Det folk blandt hvilket mennesket lever som borgere, det er hans fædreland. Jeg haster for at bestemme ordets betydning: Fædrelandet betyder menneskene, og ikke jorden, der bærer dem. Fædrelandet betyder menneskene, med hvilke vi som borgere er forenede, og ikke dem, blandt hvilke vi først så dagens lys".

TYGE ROTHE: TANKER OM KIERLIGHED TIL FÆDERNELANDET, 1757).

Ideologien i indfødsretten er symboliseret i figurgruppen med den siddende moderskikkelse, Fædrelandet, der modtager sine tre ligeberettigede helstatsbørn: Danmark, Norge og Holsten. Motivet hentede kunstneren fra en medalje, der blev slået ved lovens offentliggørelse i 1776.

Bag Danmarkshistoriens første flirt med ytringsfrihed stod kong Christian VII's livlæge, Johan Friedrich Struensee (1737-1772), som under kongens sindssyge var landets reelle hersker. Som et barn af oplysningstiden iværksatte han en række frihedsvenlige reformer: I 1770 afskaffedes censur og indførtes reelt fuldstændig trykkefrihed; året efter fulgte mindre statslig hjælp til industrien, liberalisering af handlen, en mere human retspleje og forbud mod at anvende tortur, ligesom der åbnedes op for besættelse af stillinger efter evner og visse forbedringer for fæstebønderne. Struensee - der nu var blevet dronningens elsker - fik dog hurtigt selv skribenternes brug af trykkefriheden at mærke, og både i 1771 og 1773 skete der atter visse stramninger i trykkefriheden.

Restriktionerne blev dog i praksis brugt usystematisk, og op gennem 1780'erne blomstrede udgivelsen af pamfletter og tidsskrifter, der diskuterede offentlige forhold. Under indtryk af blandt andet den franske revolution og dens borger- og menneskerettighedserklæring blev 1773-bestemmelserne ophævet igen i 1790. Derved fik man en udstrakt trykkefrihed, hvor borgerne alene stod til ansvar over for domstolene. Trykkefriheden skabte ikke en egentlig, organiseret opposition, men grupper af intellektuelle fritænkere fandt dog sammen i "klubber" og omkring tidsskrifter, for eksempel Knud Lyhne Rahbeks (1760-1830) Minerva og Tilskueren. Bidragy derne til disse talte blandt andre sognepræsten Michael Gottlieb Birckner (1756-1798), der skrev de første filosofiske forsvar for ytringsfrihed, juristen Peter Collett (1767-1823), og mere radikale, næsten revolutionære skribenter som forfatterne og digterne Conrad Malthe Bruun (1775-1826) og Peter Andreas Heiberg (1758-1841). Sidstnævnte var påvirkede af blandt andre Rousseau (1712-1778) og Kant (1724-1804), og udtrykte sympati med den franske revolution og med de mere radikale aspekter af den.

Trykkeri fra sidst i 1700-tallet.

Den franske revolutions totalitære drejning fra 1793 fik landets regent, kronprins Frederik (senere Frederik VI (regerede 1808-1839)), til at frygte for de mulige følger af en udstrakt trykkefrihed - som også i Danmark havde ført til hårde angreb på enevælde, adel, gejstlighed og religion. Som en konsekvens nedsatte regeringen i 1797 en kommission til at overveje pressefrihedens udstrækning, da "en vis klasse af forfattere stedse stræber at tilvejebringe mistillid til regeringen, håner de offentlige foranstaltninger i stedet for med beskedenhed at tilkendegive, hvorledes et og andet måtte kunne forbedres".

Birckner forsvarede trykkefrihedens princip, men understregede samtidig, at den ikke måtte misbruges til "angreb på suveræniteten" eller "åben opfordring til oprør og ulydighed". Videre gik Collett, som i et langt skrift anmeldte Birckners bog Om trykkefriheden og dens love og argumenterede for, at embedsmænd har ret og pligt til at kritisere regeringen, og at man under visse omstændigheder godt må opfordre til oprør, nemlig når dette kommer fra et flertal eller hele folket. Det medførte en kraftig reaktion fra regeringens side: I september 1797 blev Collett uden dom afskediget fra sit embede som hof- og stadsretsassessor (dommer). Heiberg og Bruun ilede ham til forsvar, tog et skridt videre og forfægtede, at en stat, der indskrænker ytringsfriheden, retfærdiggør, at borgerne gør oprør.

"§ 2: Dersom nogen, i et trykt Skrift, laster, forhaaner eller søger at udbrede Had og Misnøie imod disse Rigers Constitution, eller imod Kongens Regiering, enten i Almindelighed, eller i enkelte Handlinger, da straffes han med Landsforviisning; og dersom han, efter at være ført udenfor Grændserne, igien indfinder sig i Kongens Riger og Lande, uden dertil at have erholdt Tilladelse, bør han arbeide i Jern sin Livs Tid".

FORORDNING OM TRYKKEFRIHEDEN AF 27. SEPTEMBER 1799.

I august 1799 syntes kronprins Frederik, at brugen af pressefriheden var gået for langt. "Jeg bifalder ganske, at kancelliet tager fat på disse herrer", skrev han om de skribenter, der kritiserede regeringen. Den 27. september samme år kom Trykkefrihedsforordningen, som effektivt stillede uret tilbage og lukkede munden på samfunds- og regeringskritikere. Nu var det slut med at skrive anonymt, stort set alle skrifter skulle forbi politimesteren før udgivelse, og overtrædelser blev med tilbagevirkende kraft straffet med livsvarig censur.

Konsekvensen kom hurtigt. I 1799 blev både Heiberg og Bruun med tilbagevirkende kraft idømt landsforvisning på livstid, og de endte begge i Paris i 1800. Collett måtte opgive sin skribentvirksomhed og tog samme år imod et embede som prokurator på De Dansk Vestindiske Øer.

Stormen på Bastillen den 14. juli 1789 tvinger kongen til at opgive at opløse nationalforsamlingen med magt.

Kong Ludvig XVI mødes med generalstænderforsamlingen den 5. maj 1789. Kongen sidder som midtpunkt omgivet af de tre stænder.

Det revolutionære ved den franske menneskerettighedserklæring i 1789 er to postulater: For det første at individet har rettigheder, som fællesskabet ikke kan fratage det, hvad enten det er af familiemæssig, religiøs eller politisk art. For det andet at suveræniteten, der i klassisk teori er betegnelsen for magtens højeste princip, udspringer af folket og nationen. Denne tanke får sin mest markante formulering i menneskerettighedserklæringens artikel 3: "Kilden til al suverænitet hviler grundlæggende i nationen. Ingen sammenslutning, intet individ, kan udøve autoritet, der ikke udtrykkeligt udspringer af denne". Den enevældige konges suverænitet hvilede på, at han personificerede Guds orden på jorden: Nationens suverænitet udspringer derimod af det menneskelige samfund. For nationen viser tilbage til menneskene og deres historie: Magten kan ikke gives, men skabes.

Overgangen fra enevælde til demokrati medførte en dybtgående omformning af samfundets symbolske orden. Med demokratiets etablering i Frankrig skete et skift fra kongen til folket som magtens legitime grundlag, og parallelt hermed et skift fra tronstolen til talerstolen som centrum i samfundets symbolske system. Mens kongens tronstol repræsenterede en guddommelig magt, blev folkets talerstol symbol på demokratiets orden: Folket er ikke synligt på samme måde som kongen, hvis magt iscenesættes ved hjælp af tronstolen; det betyder, at demokratiet er afhængigt af en talerstol, hvorfra folket og nationen kan italesættes som suverænitetens kilde. Hvis en taler nægter at forlade talerstolen med henvisning til, at han er folkets inkarnation, bryder demokratiet sammen.

Nationalforsamlingen i Paris, november 1789. Taleren og talerstolen er i centrum, ikke længere kongen.

Artikel 1: Mennesker fødes og forbliver frie og lige i deres rettigheder; sociale forskelle må kun begrundes i almennytten.

Artikel 2: Målet for enhver politisk sammenslutning er bevarelsen af de naturlige og umistelige menneskerettigheder; disse rettigheder er frihed, ejendom, sikkerhed og modstand mod undertrykkelse.

Artikel 3: Kilden til al suverænitet hviler grundlæggende i nationen. Ingen sammenslutning, intet individ, kan udøve autoritet, der ikke udtrykkeligt udspringer af denne.

ERKLÆRING AF MENNESKETS OG BORGERNES RETTIGHEDER, 26. AUGUST 1789.

Det er en almindelig opfattelse, at Grundtvig har haft umådelig indflydelse på udviklingen af det danske demokrati gennem de seneste 150 år. Men samtidig er det en kendt sag, at han først sent i sit liv blev ivrig forkæmper for den frie forfatning, der blev indført i 1849. Grundtvig tog længe forbehold for indførelse af demokrati, hvilket hang sammen med erfaringerne fra den franske revolution. Den havde vist, hvilke fatale følger det kan få, hvis forholdet mellem den enkeltes frihedstrang og staten, som varetager af det fælles bedste, ødelægges. På trods af erfaringerne med den franske revolution og faren for, at friheden undergraver den nødvendige sans for det fælles bedste, argumenterede Grundtvig ikke for mindre frihed, men for mere! At være medlem af et samfund betyder at påtage sig et ansvar for det fælles liv. Og det sikres bedst, hvis der i samfundet er frihed for individet til selv at påtage sig et ansvar.

Nikolai Frederik Severin Grundtvig (1783-1872).

Grundtvigs krav om frihed gik langt videre end både Grundloven i 1849 og nutidens forestillinger om sammenhæng mellem demokrati og velfærdsstat. Han var således modstander af tvang i kirken, skolen og hæren: Religion, skolegang og værnepligt skulle være en fri sag, omsorg for de fattige et lokalt og personligt anliggende, næringslivet skulle have økonomisk frihed, nationale mindretal skulle have kulturel frihed, og slaveriet på De Dansk Vestindiske Øer skulle afskaffes. Grundtvig ville ikke fastholde det gamle system, men udvikle det nye, i takt med at folkelig oplysning skabte de bevidsthedsmæssige forudsætninger for det. I 1848 proklamerede Grundtvig: "Stændertiden er forbi, nu skal folketiden komme". Selvom han tog forbehold over for den Grundlov, der blev indført i 1849, optrådte han som landstingsmedlem i 1866 som en skarp kritiker af forslaget om at indskrænke valgretten i "den reviderede grundlov" af 1866. Om Landstingets flertal sagde han den 12. juli 1866, at det synes at have "sin egentlige pælerod i privilegiet, i pengepungen og i regnekunsten, tre ting, som i alt fald vist aldrig bliver folkelige i Danmark".

Grundtvig har især i sange og digte indpodet sin opfattelse af folkelighed og frihed i det danske sprog med formuleringer, der næsten har fået ordsprogsagtig karakter, for eksempel "Og da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt" fra 1820, og "Frihed lad være vort løsen i Nord, frihed for Loke såvel som for Thor" fra 1832.

"Grunden, hvorfor jeg i dette øjeblik udbeder mig forsamlingens opmærksomhed, er blot den, at da også jeg hører til dem, som virkede det lidet, de kunne, herhjemme til negerslaveriets ophævelse på de dansk-vestindiske øer, så kan jeg ikke undlade at modsige, hvad der ved denne forespørgsel gentagne gange er blevet ytret, at det skulle erkendes, at man virkelig kan have fuld ejendomsret over sine medmennesker, hvilket jeg derfor her i mit eget, og jeg skulle tro, i alle menneskevenners navn protesterer imod".

GRUNDTVIG I DEN GRUNDLOVGIVENDE RIGSFORSAMLING DEN 14. DECEMBER 1848.

Under enevælden var samfundet gennemsyret af overvågning, hvilket maleren J.Th. Lundbye har illustreret på en tegning af Grundtvig på talerstolen på Borchs Kollegium 1843, idet han bagerst i billedet har placeret fem ranke mænd, der sikkert er repræsentanter for kirken, universitetet og politiet. Grundtvig var selv bekendt med, at der var politispioner til stede ved hans foredrag.

Efter preussisk forbillede blev de danske rådgivende stænderforsamlinger oprettet ved love af 28. maj 1831 og 15. maj 1834. De trådte første gang sammen i 1835 og mødtes derefter hvert andet år frem til 1848. En umiddelbar baggrund for beslutningen om oprettelsen var de omfattende uroligheder rundt omkring i Europa i forbindelse med julirevolutionen i Frankrig i 1830, som også skabte politiske dønninger i hertugdømmerne.

Oprettelsen af de rådgivende stænderforsamlinger var samtidig en indfrielse af Frederik VI's (regerede 1808-1839) løfte på Wienerkongressen i 1815 om at indføre en stænderforfatning for Holsten, der var en del af Det Tyske Forbund. For at undgå at rippe op i det ømtålelige spørgsmål om forholdet mellem Slesvig og Holsten bestemte kongen, at der ikke blot skulle oprettes en holstensk stænderforsamling i Itzehoe, men også én for Slesvig med mødested i Slesvig by, én for Nørrejylland i Viborg og endelig én for øerne i Roskilde.

Stænderforsamlingen i Roskilde 1835/1836. Medlemmerne sad i to hesteskoformede rækker. Det er bemærkelsesværdigt, at man bænkede sig uden hensyn til rang og stand.

Forsamlingerne bestod af repræsentanter for godsejere, bønder og byernes grundejere. Folk med fast ejendom over en vis størrelse havde valgret, og valgretsalderen var 25 år. Den således afgrænsede vælgerskare udgjorde knap tre procent af befolkningen. Valgbarheden var begrænset af et alderskrav på minimum 30 år. Stænderforsamlingerne kunne ikke træffe bindende beslutninger, men var alene rådgivende i forhold til kongemagten. Debatterne var ikke offentlige, men blev efterfølgende trykt i Stændertidende.

Trods mange begrænsninger fik forsamlingerne stor reel betydning for udviklingen i retning af demokrati, fordi de satte tidens store politiske spørgsmål om trykkefrihed og social ulighed på dagsordenen og med stigende skarphed rejste krav om en fri forfatning. Formidlet af Stændertidende og den begyndende politiske presse modnedes stænderforsamlingernes krav langsomt til et folkeligt ønske om enevældens afskaffelse og indførelse af en fri forfatning.

"Om provinsialstændernes petitionsret. (...) Skulle derfor begivenhedernes medfør nogensinde give vore stænder en forhøjet betydning og udvidet virksomhed, da vil hin ret, som folket alt have fået kær, hin frihed, hvorpå det alt vil have vundet hævd (...) gå over i den ret og den frihed, der først vil gøre, at folket i (kraft af ) sine udvalgte bliver herre i eget hus".

LEDENDE ARTIKEL I C.N. DAVIDS BLAD FÆDRELANDET, NR. 7, 1834 .

Efter Napoleons nederlag ved Waterloo søgte sejrherrerne på Wienerkongressen i 1815 at skabe en fred baseret på en europæisk magtbalance.

Alexis de Tocqueville (1805-1859).

Tocqueville brugte USA som model for fremtidens demokrati. Her var der frihed og lighed i livsvilkår - noget som endnu ikke fandtes i Europa. Ingen stærk stat hæmmede friheden, og adelsmænd måtte selv dyrke deres jord. Dette billede var tydeligst i Nordstaterne, hvor forfatninger sikrede, at magten gik nedefra og op. At demokrati er muligt i stor skala, var en vigtig lektie for Europa, som efter rædselsherredømmet i Frankrig i 1793-1794 havde mistet troen på demokratiet.

I Europa var ikke blot enevælden afskaffet, men også de fællesskaber, hvor mennesker fandt deres plads - landsbyen, godset, kirken og standen. Når mennesker er frie og lige, løsrives de fra traditionen. Resultatet er et tab af sammenhæng. Nok troede Tocqueville, at lighed, kristen moral og demokrati kunne sikre social harmoni. Men han forestillede sig med rædsel "en talløs skare af mennesker, ligestillede og ensartede". Kyndige håndværkere erstattes med ufaglærte og anonyme fabriksarbejdere. I stedet for at mennesker kender deres plads inden for en fast ramme, sættes de fri på et upersonligt marked. Resultatet er en asocial individualisme, hvor alle kun er optaget af deres "små og vulgære glæder". Over dem hæver sig en mægtig formynderstat, som "påtager sig alene at sørge for deres velfærd og våge over deres liv". Den griber ind på alle områder og er "velordnet, forudseende og mild", så resultatet er et civiliseret slaveri.

En farverig og magisk verden, baseret på ufrihed og ulighed, må vige pladsen for en verden, hvor frihed og lighed også er tab af solidaritet. Tocqueville mente ikke, at en "usynlig hånd" spontant vil skabe social harmoni, eller at der vil opstå en ny solidaritet, når mennesker må samarbejde med hinanden for at nå deres egoistiske mål. Som aristokrat nærede han en dyb mistro til det uoplyste folk og var stærkt opmærksom på demokratiets skyggesider, populisme og demagogi.

Et demokratisk samfund kræver, at alle har muligheder for at blive rige, både på ejendom, magt og viden. Tocqueville var liberalist i traditionen fra filosoffen John Locke (1632-1704). Derfor mente han, at kun arbejde giver ret til rigdom. Han blev oprørt blot ved tanken om, at fattige skulle have ret til socialhjælp.

"Jeg har en intellektuel forkærlighed for de demokratiske institutioner, men jeg er aristokrat af instinkt, det vil sige, jeg foragter og frygter massen.

Jeg elsker lidenskabeligt friheden, legaliteten, respekten for loven, men ikke demokratiet. Se, der har vi mit inderste.

Jeg hader massernes demagogi, usystematiske handlemåde, deres voldsomme og ringe oplyste indgriben i spørgsmålene, de lavere klassers misundelige lidenskaber, de irreligiøse tendenser.

Se, der har vi mit inderste.

Jeg tilhører hverken det revolutionære parti eller det konservative. Men når alt kommer til alt, holder jeg mere med det sidste end med det første. Thi jeg er uenig i det sidste, hvad angår midlerne, men ikke målet, men i det første hvad angår både midlerne og målet.

Friheden er min største passion. Se, der har vi sandheden".

UDATERET NOTAT GENGIVET I ANTOINE RÉDIERS BIOGRAFI OM TOCQUEVILLE: COMME DISAIT MONSIEUR DE TOCQUEVILLE... , 1925.

John Stuart Mill (1806-1873).

Den franske revolution havde ryddet bordet, så det gamle samfundssystem, med enevælde og stænder, lå i ruiner. Og hvad så? Det første forsøg på at skabe et fornuftigt samfund, baseret på frihed, lighed og broderskab, førte hurtigt til terror. Har man fornuften på sin side, bliver man let brutal mod dem, som ikke vil acceptere, hvad man selv betragter som fornuftigt. Også diktaturet, i skikkelse af Napoleon, mødte i 1815 sit Waterloo, og forsøget på at skrue tiden tilbage og genoprette enevælden vakte raseri. Har man smagt frihed, kan man ikke acceptere ufrihed.

Et moderne demokrati kan ikke betyde, at alle skal samles for at træffe beslutninger. Befolkningen er for stor, og dens politiske erfaring for lille. Når befolkningen ikke kan styre direkte, må den styre indirekte gennem repræsentanter. Den må udvælge de "bedste blandt ligemænd" og lade dem træffe beslutninger på sine vegne. På den måde kommer alle interesser til orde, og som en tillægsgevinst vil det være en demokratisk læreproces for alle borgere.

Det repræsentative folkestyre er det bedste kompromis mellem massernes uoplyste styre og aristokratiets grådige styre. Som en konsekvens af sin utilitarisme ("størst lykke for flest mulige") mente Stuart Mill, at (næsten) alle grupper skulle have stemmeret.

Mill var både bange for, at vælgerne skulle stemme efter snævre klasseinteresser, og at politikere skulle gå råt og populistisk efter magten. At styre et land kræver viden og erfaring, som ikke alle har. Mill troede på saglighed og fornuft og ville balancere folkestyret med et elitestyre, hvor de bedst uddannede fik særlig indflydelse, også fordi de efter hans mening var de mindst partiske: De ville stemme mindre efter privat interesse og mere efter det almene vel. Ligesom lande befinder sig på et højere eller lavere niveau af civilisation, er der også mennesker med et højere eller lavere niveau af indsigt, erfaring og karakter. Stuart Mill overvejede, om de bedst uddannede skulle have "to eller flere stemmer", og han ville nedsætte ekspertråd til at varetage arbejdet med at lovgive. Ved siden af "folkekammeret" skulle der være et "statsmandskammer" med personer, som havde haft vigtige politiske poster. Det kunne være et bolværk mod de uoplyste og "korrigere deres fejltagelser".

Samtidig skulle folk, som var på offentlig støtte eller som ikke betalte skat, fratages stemmeretten, fordi de ville være fristede til at køre friløb og ødsle med offentlige midler. Også kvinder skulle have stemmeret - her var Stuart Mill en foregangsmand, som øvede stor indflydelse på Georg Brandes (1842-1927) og den kulturradikale bevægelse i Danmark.

Demokratiet rejste tekniske, juridiske og moralske problemer i en periode, hvor det repræsentative demokrati endnu var en idé for fremtiden. Stuart Mill tager et vigtigt skridt på vejen til et moderne demokrati. Selvom vi kan se hans fordomme, søgte han at levere en fordomsfri analyse af, hvordan et repræsentativt demokrati kan indrettes.

"Summen af disse overvejelser viser klart, at den eneste form for regering, der fuldt ud kan tilfredsstille alle den sociale stats krav, er en, som hele folket deltager i; at enhver udøvelse af en offentlig funktion er nyttig, selv den mindste; at deltagelsen overalt skal være så stor, som samfundets generelle udviklingsgrad tillader det; og at det endelige mål må være intet mindre end at give alle del i udøvelsen af den suveræne statsmagt. Men i samfund, der er større end en enkelt lille by, kan ikke alle deltage personligt i andet end en meget lille del af de offentlige anliggender, og følgen er, at den ideelle form for en perfekt regering må være repræsentativ".

"Demokrati er ikke den ideelt bedste form for regering, medmindre dets svage side kan blive styrket; medmindre det kan indrettes på en sådan måde, at ingen klasse, ikke engang den mest talrige, vil være i stand til at sætte alle andre end sig selv uden for politisk indflydelse og styre lovgivning og administration efter sin snævre klasseinteresse".

JOHN STUART MILL: BETRAGTNINGER OM DEN REPRÆSENTATIVE STYREFORM, 1860.

Danmarks Riges Grundlov er i sin nuværende form vedtaget den 5. juni 1953, men i hovedtræk går lovteksten tilbage til 1849, da Den Grundlovgivende Rigsforsamling vedtog loven som udtryk for landets overgang fra enevælde til demokrati.

Danmarks første demokratiske grundlov, Junigrundloven af 5. juni 1849, blev vedtaget efter enevældens fald i 1848 og var resultat af arbejdet i Den Grundlovgivende Rigsforsamling, der trådte sammen den 23. oktober 1848. Denne forsamling bestod af 38 kongevalgte (det vil sige regeringsudpegede) medlemmer og 114 medlemmer, der var valgt af samtlige uberygtede mænd over 30 år med selvstændig husstand. Uanset at der således var et betydeligt element af konservatisme i forsamlingen, endte dens grundlovsforslag med at blive et af de mest liberale i Europa.

Selve udarbejdelsen af forslaget skyldtes især D.G. Monrad (1811-1887), der lod sig inspirere af tidens mest liberale forfatninger, nemlig den norske fra 1814 og den belgiske fra 1831. Hele grundlovskomplekset blev efterfølgende redigeret til en dansk helhed af Orla Lehmann (1810-1870). Det færdige resultat havde derfor klare nationalliberale aftryk.

Den nye grundlov definerede styreformen som indskrænket monarkisk og knæsatte princippet om magtens tredeling i en lovgivende, en udøvende og en dømmende magt. Den lovgivende magt var organiseret i et tokammersystem, nemlig i et demokratisk valgt Folketing og et mere konservativt sammensat Landsting. Grundloven var dog kun betinget demokratisk, idet det kun var mænd over en vis alder, der havde stemmeret. Kvinder og tyende var udelukket fra demokratisk deltagelse. Ved grundlovsændringen i 1866 strammedes Grundloven i konservativ retning under indtryk af nederlaget til Preussen i 1864, så Landstinget i højere grad end tidligere kom til at udgøre en konservativ bremse på lovgivningen. Dermed var der lagt op til den efterfølgende forfatningskamp mellem Venstre og Højre. Den endte med Venstres sejr ved systemskiftet i 1901, og 1866-ordningen blev atter ophævet ved grundlovsændringen i 1915, hvor også kvinder og tyende omsider opnåede stemmeret. Ved den seneste grundlovsændring i 1953 blev Landstinget helt afskaffet, og parlamentarismen som gældende statsskik blev for første gang grundlovsfæstet. Parlamentarismen havde ganske vist været praktiseret siden systemskiftet i 1901, men forblev omstridt helt frem til 1920. Grundlovsændringen i 1953 indebar tillige, at tronfølgen ændredes således, at også kvinder kan arve tronen, mænd dog forud for kvinder, at frihedsrettighederne blev udbygget, og at der blev indsat en bestemmelse, der muliggør, at Danmark kan tilslutte sig internationale organisationer som EF (nu EU).

Frihedsrettighederne i den danske Grundlov har siden 1849 helt overvejende hørt til kategorien "borgerlige og politiske rettigheder". Disse rettigheder angår for det første bestemmelser, som indeholder fundamental beskyttelse af borgerne imod indgreb fra statsmagtens side. Hertil hører beskyttelse imod frihedsberøvelse, beskyttelse af ejendomsretten og beskyttelse af privatlivets fred. For det andet indeholder Grundloven en række frihedsrettigheder, der er en direkte forudsætning for, at et demokrati kan fungere. Det gælder beskyttelse af ytringsfriheden, foreningsfriheden og forsamlings- eller demonstrationsfriheden. Grundlovens frihedsrettigheder er i øvrigt generelt karakteriseret ved overvejende at lægge vægt på en formel beskyttelse af rettighederne, for eksempel ved at forbyde censur eller ved at kræve, at indgreb kun kan besluttes af en domstol. Den indholdsmæssige beskyttelse af frihedsgoderne er mere sparsom. Herved adskiller Grundloven sig blandt andet fra Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som bærer præg af, at dens forskrifter er blevet til langt senere end hovedparten af bestemmelserne i Grundloven.

I 1990'erne opstod der - især med henvisning til de ændrede forhold som følge af Danmarks EU-medlemskab og den øgede opmærksomhed på menneskerettigheder - debat om fornyet ændring af Grundloven. Debatten førte dog ikke til noget resultat, blandt andet fordi en grundlovsændring er vanskelig at gennemføre. En reform skal vedtages uændret i to på hinanden følgende folketing. Derefter skal forslaget sendes til folkeafstemning. Her skal et flertal af de af givne stemmer være for forslaget, og dette flertal skal udgøre mindst 40 procent af samtlige stemmeberettigede.

§ 1. Denne grundlov gælder for alle dele af Danmarks Rige.

§ 2. Regeringsformen er indskrænket-monarkisk. Kongemagten nedarves til mænd og kvinder efter de i tronfølgeloven af 27. marts 1953 fastsatte regler.

§ 3. Den lovgivende magt er hos kongen og folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene.

§ 4. Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.

1953-GRUNDLOVENS KAP. I.

Orla Lehmann (1810-1870).

Den klassiske liberalisme byggede i princippet på et a-nationalt idégrundlag. Men under kampen for et nationalt demokrati blev der knyttet en idémæssig forbindelse mellem samtidens liberale og nationale strømninger, der begge forholdt sig kritisk til det eksisterende økonomiske og politiske system. I den omstillingsproces, der gjorde de liberale til nationalliberale, spillede Holstens og Slesvigs position i helstaten en stor rolle. Nationalliberalismen opstod som politisk retning, da Orla Lehmann (1810-1870) i 1842 formulerede Ejderpolitikken, hvis mål var at udskille de tyske hertugdømmer Holsten og Lauenborg fra det danske monarki og indlemme hertugdømmet Slesvig i Kongeriget Danmark. Med andre ord: De nationalliberale ville ikke kun udskifte enevælden med demokrati som ny styreform, men også udskifte den multinationale helstat med Ejderstaten som ny national statsform.

Afviklingen af enevælden i det danske monarki blev fremskyndet af den anden demokratiske bølge, der rullede hen over Europa i foråret 1848. På trods af stor skepsis i visse kredse af befolkningen lykkedes det for de nationalliberale at få tilslutning til deres nationale og demokratiske program på en række folkemøder i København i marts 1848. På det afgørende møde den 20. marts i teatersalen Casino fik Orla Lehmann begejstret opbakning til de nationalliberales krav om et regeringsskifte i ejderdansk retning. Dagen efter, den 21. marts, foranstaltede de nationalliberale en demonstration, hvor 15.000 mand med Københavns borgerrepræsentation i spidsen gik til kongen med krav om både en ny demokratisk styreform og en ny national statsform. Kravet blev understøttet af den berømte revolutionstrussel: "Vi anråber Deres Majestæt om ikke at drive nationen til fortvivlelsens selvhjælp".

Da kongen trådte tilbage som absolut monark, skete der et skift i magtens symbolske orden: Fra fyrstesuverænitet til folkesuverænitet. Dette skifte medførte en radikalisering af det i forvejen kontroversielle spørgsmål: Hvem er folket, når folket ikke længere er kongens folk? Det var der langt fra enighed om i helstaten.

Uenigheden medførte, at der i 1848 udbrød en borgerkrig, som med visse afbrydelser først sluttede i 1851. Borgerkrigen medførte mange lidelser, men ingen løsninger af det grundlæggende spørgsmål om, hvem "folket" var i det nye folkestyre. "Løsningen" kom først med nederlaget til Preussen og Østrig i 1864 og tabet af hertugdømmerne Holsten, Lauenborg og Slesvig. Efter dette nederlag var Danmark tæt på at opfylde samtidens ideal om en demokratisk nationalstat, nemlig identitet mellem sprogets, nationens og statens grænser. Dog blev idealet forstyrret af, at omkring 200.000 dansksindede i Slesvig efter 1864 kom under tysk herredømme. Et forhold, der først blev rettet op på med afstemningen i Slesvig i 1920.

Folketoget den 21. marts 1848. Grundtvig står i hjørnevinduet på 2. sal.

"Allernådigste Konge!

De rådgivere, Deres Majestæt har arvet fra Deres forgænger, er ikke i besiddelse af folkets tillid, lige så lidt i det egentlige Danmark, som i Slesvig og Holsten; de daglig mere fremtrædende sørgelige frugter af deres regeringssystem har måttet undergrave enhver tro på, at de nu skulle besidde indsigt og kraft til at frelse landet.

Afgørelsens time nærmer sig med kæmpeskridt. Staten vil opløses, dersom Deres Majestæt ikke uopholdeligen omgiver Deres trone med mænd, som er opgavens storhed voksne, og som kunne tilføre regeringen en energisk vilje og nationens bistand - mænd, som kunne redde Danmarks ære og grundlægge landets frihed. Vi anråber Deres Majestæt om ikke at drive nationen til fortvivlelsens selvhjælp."

BORGERREPRÆSENTANTERNES ADRESSE AF 20. MARTS 1848.

I 1882 blev det første andelsmejeri i Danmark - Hjedding Andelsmejeri - oprettet. En gruppe bønder i Ølgod Sogn ved Varde bestemte, at de ville oprette deres eget mejeri i stedet for hver især at lave smør og ost hjemme på gårdene. Mejeriet skulle være et andelsmejeri, hvor de hver ejede en andel.

Med indførelsen af demokrati i 1849 blev forholdet mellem stat og folk et principielt spørgsmål. Skulle staten for eksempel stå for al undervisning for at sikre national integration? Eller skulle staten netop ikke stå for al undervisning, fordi det kunne underminere selve demokratiets grundlag: Det enkelte individs autonomi og selvbestemmelsesret? Allerede før 1864 var grundtvigianerne begyndt at oprette fri- og folkehøjskoler, men det var først efter "den store ulykke" i 1864, at oprettelsen af denne type skoler for alvor tog fart. Fra 1864 til 1872 blev der oprettet godt 50 højskoler, og langt de fleste byggede på et grundtvigsk idégrundlag. I modsætning til de nationalliberale var grundtvigianernes opfattelse af frihed og folkestyre ikke primært knyttet til staten og dens institutioner, men til selvorganisering i det civile samfund. Friheden kunne i den grundtvigske selvforståelse ikke sikres af staten, men måtte sikres af folket. Frie skoler, frie menigheder, frie foreninger og fri folkeoplysning blev set som udtryk for et frivilligt fællesskab og fungerede på den måde som ideal for et større national-demokratisk fællesskab.

Selvorganisering på kooperativt grundlag kom også til at præge de mange mejerier og slagterier, der blev etableret i forbindelse med omlægningen af dansk landbrug fra vegetabilsk til animalsk produktion. Frem for aktieselskaber blev de nye mejerier fra 1882 og de nye slagterier fra 1887 overvejende etableret som andelsselskaber. Et væsentligt argument for andelstanken var, at den bidrog til en "demokratisering i dybden", fordi man i andelsforeninger stemte "efter hoveder og ikke høveder" - det vil sige, at hver stemme talte lige meget. Grundtvigianernes betoning af det civile samfund frem for stat og marked var dog ikke kun ideologisk bestemt, men havde også at gøre med det faktum, at godsejerne havde styrke til at blokere Venstre-partiernes adgang til regeringsmagten. Efter årtiers forfatningskamp kom systemskiftet i 1901, den første Venstre-regering blev dannet, parlamentarismen blev anerkendt som princip, og Grundloven blev revideret i 1915.

Ludvig Schrøder taler på Askov Højskole.

1. "Da jeg for øjeblikket har øjet mest åbent for fædrelandets bevarelse i dets stumpede tilstand, følger det af sig selv, at jeg frygter mere professorpartiet end bondevennernes indflydelse; hvad der i det sidstnævnte er det farligste element, det er grundtvigianismen, thi skønt de siger, at de vil give Gud æren, så er de dog i virkeligheden folkesuverænitetens hofjunkere".

LENSGREVE CHRISTIAN FRIJS, DER FØRTE FORHANDLINGERNE OM DEN REVIDEREDE GRUNDLOV.

2. "I aktieselskaber stemmes der, så vidt jeg ved, altid efter aktier; når en enkelt aktieejer har et meget stort antal aktier, har han også et stort antal stemmer. (...) Vi har en anden måde at stemme på i vore andelsforetagender. Den, der kun leverer 1 svin om året, har den samme stemmeret, som den, der leverer 300, vi stemmer efter personer og ikke efter kapital eller efter det, vi leverer. Denne, om jeg så må sige demokratiske grundvold, hvorpå vore andelsslagterier hviler, ville jo gå tabt; gik vi ind i et stort aktieselskab, ville vi og vore så langtfra blive dem, der kunne tage de fleste aktier, hvorimod de kapitalister, der kunne tage det største beløb, ville blive tyngdepunktet, dem, der ville beherske det hele".

HØJSKOLE- OG SEMINARIEFORSTANDER PETER BOJSEN, INITIATIVTAGER TIL DET FØRSTE ANDELSSLAGTERI I HORSENS 1887.

Husarer og politifolk slog hårdt ned på de arbejdere, der i maj 1872 trodsede et mødeforbud og mødte op på Nørre Fælled i København. Selvom de strejkende og demonstrerende arbejdere tabte Slaget på Fælleden den 5. maj 1872, var begivenheden med til at bane arbejderbevægelsens vej til magten.

Den første egentlige fagforening blev oprettet den 1. september 1871. Mange andre fulgte snart efter. Flere strejker i vinteren 1872 kulminerede med slaget på Fælleden den 5. maj, hvor det kom til voldsomme sammenstød mellem de strejkende og politiet. I 1896 organiserede arbejdsgiverne sig i Arbejdsgiverforeningen, og i 1898 sluttede 39 landsdækkende fagforbund sig sammen til De samvirkende Fagforbund. Efter en længere periode med strejker og lockouter blev der den 5. september 1899 opnået forlig mellem de to hovedorganisationer og indgået en hovedaftale, der endnu i dag fungerer som en slags grundlov for arbejdsmarkedet.

Med hovedaftalen i 1899 blev grunden lagt til arbejderbevægelsens og Socialdemokratiets strategi gennem det tyvende århundrede: En fredelig reformstrategi på demokratisk grundlag. I modsætning til kommunisterne holdt socialdemokraterne efter århundredeskiftet fast i den liberale demokratimodel, som er baseret på en opdeling mellem stat, marked og det civile samfund. Det politiske demokrati blev betragtet som et vigtigt skridt frem mod det sociale og økonomiske demokrati, som var målet. Men i modsætning til liberalister var det for socialister ikke staten, der skulle minimeres, men markedet, der skulle tæmmes.

Udbruddet af første verdenskrig gav troen på internationalismens formåen et grundstød. Krigen viste, at det nationale broderskab gik forud for det internationale. Sammenkoblingen af det demokratiske og sociale blev kernen i den nationsopfattelse, Socialdemokratiet udviklede i mellemkrigstiden. Denne proces kulminerede med partiprogrammet Danmark for Folket fra 1934. Ved at omsætte klassebegrebet til folketermer etablerede Socialdemokratiet sig som det store folkeparti. Over for nationalsocialismens racistiske forståelse af begrebet "folk" udviklede Socialdemokratiet et folkebegreb, som var baseret på en social og demokratisk forståelse. For at styrke følelsen af demokratisk medborgerskab skulle man som borger sikres en række økonomiske og sociale rettigheder. Kravet om at afskaffe de trangsbestemte hjælpeformer og erstatte dem med borgerrettigheder kulminerede i 1956 med loven om folkepension, der sikrede alle landets borgere et grundbeløb. Dermed har "[d]en demokratiske frihed (...) fået et socialt indhold", argumenterede den senere socialdemokratiske stats minister Jens Otto Krag (1914-1978).

"Med loven - mod diktaturet! Socialdemokratiets hovedbestyrelse vil fremdeles en politik på lovens grund. Vi vender os absolut imod forsøg på at berøve folket dets medbestemmelsesret. Vi bekæmper den diktaturbevægelse, der bærer navnet kommunisme, og vi bekæmper de forskellige former for fascisme, som nu også er dukket op her i landet. En af forudsætningerne for tilslutning til fascismen og dermed beslægtede bevægelser er her, som andet sted, den fra Rusland udgåede agitation og bevægelse, der er i strid med det danske folks væsen og i strid med det arbejdende folks interesser. Socialdemokratiet vil være med til uforsonlig kamp imod enhver bevægelse, der truer samfundet og tilsigter forstyrrelse af den rolige udvikling af samfundets forhold og samfundets funktioner".

SOCIALDEMOKRATIETS PARTIPROGRAM DANMARK FOR FOLKET, 1934.

Georg Brandes (1842-1927).

Georg Brandes er ofte blevet kaldt Nordens Voltaire. Han brød med den kristne metafysik og henviste i stedet til menneskets egne naturkræfter som frihedens og individualitetens udgangspunkt. Brandes blev en nøglefigur i det moderne gennembrud, der inden for litteratur omfattede personer som J.P. Jakobsen (1847-1885) og Henrik Pontoppidan (1857-1943), og som inden for journalistik og politik rummede navne som Edvard Brandes (1847-1931) og Viggo Hørup (1841-1902). I anledning af hundredåret for Grundtvigs fødsel skrev Edvard Brandes i 1883 en kritisk mindeartikel. Brandes mente, at Grundtvigs kirkelige og nordiske anskuelser stod fjernt fra "det politisk-demokratiske princip", men at hans syn på frihed og det frie ord dog muliggjorde "en forbindelse mellem hans tilhængere og alle dem, der elsker den frie tanke og den fulde sandhed". Artiklens offentliggørelse har senere fået status som den begivenhed, der medførte, at kulturradikalismen skilte sig ud i forhold til grundtvigianismen i dansk kultur og politik. Protesterne blev nemlig så voldsomme, at Venstres leder, Chresten Berg (1829-1891), blev tvunget til at afbryde samarbejdet med Viggo Hørup og Edvard Brandes på Morgenbladet. Med oprettelsen af dagbladet Politiken i 1884 fik Hørup og brødrene Brandes et nyt talerør under mottoet: "Organet for den højere oplysning". Mens Georg Brandes betonede, at fremskridt udgår fra "de enkelte, ikke fra folkevælden", fremhævede Viggo Hørup klassekampen som vejen til et mere demokratisk samfund. Med sin eminente pen kom Hørup i en hel generation til at præge den politiske debat. Han kunne være skånselsløs i sin kritik af de nationalliberales ubehag ved at indlemme "masserne" i demokratiet, og han kunne ligeledes være hård i sin kritik af grundtvigianerne, når folkelighed blev betonet på demokratiets bekostning. Under forfatningskampen formulerede han det kendte slagord for parlamentarismen: "Ingen over og ingen ved siden af Folketinget". For Hørup var folkesuveræniteten demokratiets kerne. Han fremhævede i en grundlovstale i 1884, at fremtiden ikke skulle bygge på "troen og alteret", men "på borgersindet i vort folk".

"Jeg er ikke demokrat; det vil sige: Jeg tror ikke på flertalsafgørelsers værdi. Jeg indrømmer naturligvis nødvendigheden af at lade flertallet udgøre udslaget, hvor talen er om folkenes selvbestemmelsesret. Men det går mig som de fleste tænkende: På de få områder, hvor jeg er sagkyndig, er intet mig ligegyldigere, end hvad hundredetusinder mener, der ikke har min sagkundskab og indsigt. (...) Demokratiet er af de statsformer, vi hidtil har kendt, det mindre onde. Som et gode står det ikke for mig. Fra de enkelte, ikke fra folkevælden, udgår alle afgørende fremskridt".

GEORG BRANDES: GRUNDLOVSTALE I SOMMERLYST VED FREDERIKSBERG, 5. JUNI 1884.

Viggo Hørup (1841-1902).

Nina Bang (1866-1928) blev i 1924 undervisningsminister i den første socialdemokratiske regering og dermed verdens første kvindelige minister.

Selvom der ikke deltog kvinder i folketoget til kongen den 21. marts 1848, gjorde Mathilde Fibiger alligevel begivenheden til udgangspunkt for den første kvindesagsroman i Danmark, nemlig Clara Raphael, Tolv breve fra 1851. I sit første brev til veninden skriver Clara med begejstring om begivenheden 1848: "Den 21de marts oprandt et nyt liv for mig. Jeg så det danske folk, som jeg kun kendte fra sagn og sange, jeg hørte de ord udtale, som fandt dyb genklang i min sjæl. Mine idealer trådte mig i møde i det virkelige liv, og mit hjerte bankede i stolt selvbevidsthed". I romanen knytter Clara Raphael således en forbindelse mellem indførelse af demokrati og sine egne idealer om frihed og frigørelse. Dog var det svært for hende at dele sin begejstring for de nye ideer med de mennesker, hun levede iblandt på Lolland: "Jeg har selv prøvet at tale "om noget" med folk her, men det har ikke haft anden virkning, end at de tror, jeg har en skrue løs". Clara Raphael er fortvivlet over kvindernes stilling: "Vor stilling i samfundet er sørgelig, og hvorfor? Hvad ret har manden til at undertrykke os? Thi underkuede er vi, om end lænkerne er forgyldte". At smide disse lænker er imidlertid en vanskelig sag, fordi de sidder i sindet og bevidstheden: "Da friheden blev bønderne forkyndt, græd nogle af dem, og bad, om de måtte blive som de havde været". Clara Raphaels håb om at bryde med det eksisterende patriarkalske samfundssystem krævede national og demokratisk selvbevidsthed, der for hende udgjorde et løfte om frihed. Som svar på venindens spørgsmål om, hvad det egentlig var, hun kæmpede for, svarede hun: "Jeg vil stride, leve for det jeg forstår ved damernes emancipation".

Mathilde Fibigers bog vakte stor furore og resulterede i den såkaldte Clara Raphael-fejde, hvor N.F.S. Grundtvig forsvarede Mathilde Fibiger. I 1869 trådte Georg Brandes ind i kvinde kampen med en oversættelse af Stuart Mills (1806- 1873) Kvindernes Underkuelse, hvori Brandes skrev en begejstret fortale.

I 1871 stiftede Frederik (1837-1922) og Matilde Bajer (1840-1934) Dansk Kvindesamfund, den første kvindeorganisation i Danmark. Blandt foreningens tidligste medlemmer var Mathilde Fibiger. Da Dansk Kvindesamfund blev oprettet, udgjorde valgret til kvinder ikke et krav. Først i 1906 blev der flertal for at gøre kravet til foreningens officielle politik. Siden er kvinderne rykket ind i stadig flere af samfundets institutioner. Om de har opnået fuld ligeberettigelse er stadig til diskussion.

"Enker, forladte og separerede hustruer samt ugifte kvinder, der er 25 år gamle og myndige med eller uden kurator, skal have lige adgang med mandspersoner til næringsdrift, når de fyldestgør de for mænd foreskrevne betingelser".

§ 7 I NÆRINGSLOVEN 1857.

Dansk Kvindesamfunds ledelse mødte op på Amalienborg den 5. juni 1915 for at takke kongen for danske kvinders stemmeret.

Jacob Brønnum Scavenius Estrup (1825-1913).

Menneskemængde i Gothersgade ved folketog til Amalienborg i anledning af systemskiftet den 1. September 1901.

Med grundlovsrevisionen i 1866 fik godsejer- og embedsmandsinteresserne indsnævret Grundlovens demokratiske aspekter. Det førte til dannelsen af protestpartiet Venstre, som under forfatningskampen udviklede sig til partiet for såvel bønder som den progressive intelligens i byerne. Men selvom Venstre fik flertal i Folketinget, fortsatte kongen med at udnævne højreregeringer. Højremanden J.B.S. Estrup (1825-1913) lå som regeringsleder 1875-1894 i stadig konflikt med Folketingets flertal, hvis ledere var venstremændene Chresten Berg (1829-1891) og Viggo Hørup (1841-1902). Lignende konflikter fandt man i en række europæiske lande, men få steder så langvarig og hårdnakket som i Danmark. Konflikten kulminerede i 1880'erne med forsvarssagen som ydre anledning. Højre ville anlægge forsvarsværker omkring hovedstaden, hvortil Viggo Hørup spurgte: "Hvad skal det nytte?" Det var ikke udtryk for pacifisme, men for at Venstre ønskede, at forsvarsbevillingerne skulle komme hele landet og ikke blot hovedstaden til gode. Højre fastholdt imidlertid befæstningen og finansierede den i perioder ved hjælp af provisoriske finanslove i henhold til en paragraf i Grundloven om provisoriske love, som gav kongen ret til i særlige tilfælde at udstede foreløbige love.

Forfatningskampen og systemskiftet skærpede ikke blot debatten om folkestyrets betydning. Det var også en æra af usædvanlig blomstring i litteratur, kunst og musik, hvor især den senere nobelpristager Henrik Pontoppidan (1857-1943) brugte den politiske atmosfære som baggrund for sine romaner. Hos ham mærker man, hvordan systemskiftet ikke blot var en politisk omvæltning i snæver forstand, men førte til en ny slags politik i Danmark.

Da parlamentarismens indførelse banede vej for den første Venstreregering, blev J.C. Christensen (1856-1930), der var lærer og leder af Venstre, ikke regeringsleder. Selv om lærerstanden i løbet af 1800-tallet havde bevæget sig fra bunden mod toppen af samfundspyramiden, var det et for stort brud med vante forestillinger at udnævne degnen fra Stadil til statsminister. Han blev dog regeringsleder i 1905 - samme år som Det Radikale Venstre blev stiftet som følge af intern uenighed i Venstre om forsvarssagen.

"Nu er der kun én vej: Hånd i hånd og så frem ad den lige vej, om Grundloven skal komme til ære i Danmark igen. Vort samlingsord skal være folkets selvstyre. Det er intet kongeord. Det ord er bondefødt. Det er født i striden. Det er tungt nu af et helt folks retmæssige vrede. Men det skal blive et fredens ord for vort folk. Den dag kommer, da det skal blive en daglig nødvendighed for et ærekært folk, selvfølgelig som luften vi ånder, som sproget vi taler. Ja den dag skal komme, da det ord ligger over vort land, højt og varmt som lyset en sommerdag. Det er en livsnødvendighed for et lille folk som vort. Al vor fremtid hænger deri, al vor ret til at være noget for os selv, al vor velfærd og lykke. Det er blevet denne slægts sag at erobre friheden for anden gang, det skal blive denne slægts ære at sende friheden sikret i arv til vore sønner - skam og skændsel over os, dersom vi slipper! (...) Mit sidste ord skal være folkets selvstyre. Et leve for et ærekært, et selvstyrende folk".

VIGGO HØRUP, TALE I HØJBY PÅ FYN 24. JUNI 1883.

Thorvald Stauning mødes den 29. januar 1933 med en række fremtrædende politikere i sin lejlighed i Kanslergade i København. Dagen efter var Kanslergadeforliget en realitet.

Den dystre baggrund for Kanslergadeforliget var den økonomiske verdenskrise, der udviklede sig i kølvandet på Wall Street-krakket i 1929. Krisen tvang mange virksomheder i knæ, og landbrugseksporten faldt dramatisk. Resultatet var en eksplosivt voksende arbejdsløshed og kraftig stigning i antallet af tvangsauktioner i landbruget. På arbejdsmarkedet truede en ødelæggende storkonflikt.

K.K. Steincke på talerstolen i Landstinget. I forgrunden til højre ses Thorvald Stauning.

Ved forliget opnåede landbruget lettelser gennem en devaluering af kronen, nedsættelse af ejendomsskatter og andre mindre lempelser. På arbejdsmarkedet blev arbejdsgivernes krav om en lønnedgang på 20 procent under trussel om storlockout afværget ved lov. Endelig blev der fra alle sider givet grønt lys for gennemførelse af socialminister K.K. Steinckes store socialreform, der generelt afskaffede trangskriteriet i den sociale forsorg til fordel for et retsprincip. Det medførte en række øjeblikkelige lettelser i de mest udsatte gruppers vilkår. Med Staunings ord havde alle partier med forliget ofret nogle principper, men havde til gengæld reddet landet og demokratiet. Venstre havde således firet på partiets liberalistiske synspunkter, og Socialdemokratiet lagde endegyldigt sit oprindelige marxistiske grundlag bag sig og forvandlede sig til et bredtfavnende arbejder- og folkeparti. Dette ideologiske skifte markeredes stærkt og klart i Staunings principprogram fra 1934, der meget sigende fik navnet Danmark for Folket. Forligets betydning blev yderligere sat i relief af, at det blev indgået samme dag, som Hitler blev indsat som rigskansler i Berlin og dermed førte Tyskland mod totalitarisme og siden sammenbrud.

"Hvis De ved patriot forstår en mand, der elsker sit land og vil arbejde for det efter evne, så vedkender jeg mig at være det.

Jeg har altid følt kærlighed til mit fædreland; men jeg havde ikke mindste respekt for de personer, der i min barndom og ungdom talte store ord om fædrelandet, mens de foragtede det folk, der skabte fædrelandets værdier. Det var personer, der holdt store befolkningsdele nede i elendighed uden den sociale forsorg, som er nødvendig i et godt og velordnet samfund.

I den tid var fædrelandet kun indrettet for de rige; og vi, der hørte til de undertryktes kreds, vi kom til at hade dem, der kaldte sig fædrelandsvenner og betragtede os som fædrelandsløse.

Vi svor, at vi ville erobre plads i dette land, at vi ville omforme det således, at vi kunne føle, at det var vort land og vort hjem. Det er nu sket, og jeg har givet mit bidrag.

Det fædreland, vi har, er folkets, og den danske arbejder er patriot. Han vil netop derfor sætte ind på at gøre landet til et godt hjem for hele den danske befolkning".

STATSMINISTER THORVALD STAUNING (1873-1942) I ET INTERVIEW I ARBEJDERNES ALMANAK (1939, S. 20) MED JOURNALIST SIGURD THOMSEN, DER SPURGTE, OM HAN FØLTE SIG SOM PATRIOT.

Lenin (1870-1924), grundlægger af bolsjevismen og leder af Sovjetstaten fra 1917 til 1922, sammen med Stalin (1879-1953), leder af Sovjetunionen og den verdenskommunistiske bevægelse fra midten af 1920'erne og frem til sin død.

I Danmark var Hartvig Frisch (1893-1950) en af de første, der med sin bog Pest over Europa fra 1933 markerede en klar front mod kommunismen, fascismen og nazismen. Frisch ligestillede de tre ismer som antidemokratiske og som en trussel mod det demokratiske system. I særlig grad var Hartvig Frisch optaget af arbejderbevægelsens stilling i den ideologiske kamp. Bevægelsen var i Frischs optik klemt mellem kommunistisk agitation på den ene side og fascistisk og nazistisk propaganda på den anden. "Derfor må enhver demokrat, der vil tage stilling til problemet, være klar over, at det ikke kan gøres på akademisk vis som et teoretisk valg mellem demokrati og diktatur, men at problemet rent aktuelt drejer sig om arbejderklassens stilling i samfundet og forhold til andre befolkningsklasser".

Arbejderklassen rundt om i Europa blev ifølge Frisch lokket af den kommunistiske teori om proletariatets diktatur som en nødvendig vej frem mod et mere retfærdigt samfund og af den radikale nationalismes kritik af det parlamentariske demokrati. For arbejderklassen i Danmark gjaldt det om at holde fast i det nordiske demokrati, hvis kerne ifølge Hartvig Frisch var, at nationen ses som udgangspunkt for et samarbejde mellem arbejdere, bønder og andre befolkningsgrupper: "Det var bønderne i Norden, der førte parlamentarismen til sejr og skabte det politiske demokrati - den ære er deres. Det er arbejderbevægelsen, der har bygget videre på dette grundlag og støbt fundamentet til det sociale demokrati." Hartvig Frisch mente ikke, at diktatur var vejen til målet, men at man skulle overskride det liberale demokrati for at skabe det sociale demokrati. Pest over Europa tilegnedes Thorvald Stauning på hans 60-års fødselsdag.

Italiens leder fra 1922-1943, Benito Mussolini (1883-1945), der var grundlægger af fascismen, mødes med Adolf Hitler, 1889-1945, tysk fører og rigskansler samt leder af Det Tyske Nationalsocialistiske Arbejderparti, NSDAP.

"I skæret af rigsdagsbranden (i Berlin 1933), tiljublet af partitilhængernes og medløbernes bifald og akkompagneret af de halvkvalte skrig fra koncentrationslejrene, fejrer det nye system nu sig selv, og der er svaghovedede folk nok uden for Tyskland, der er parat til at strække armen i vejret og råbe "Heil"(...) Men reaktionen nøjes ikke med at glæde sig over åndsformørkelsen. Støttet til Mussolinis og Hitlers tirader føler den luft under vingerne og proklamerer diktaturets indførelse som en sejr for selve fremskridtet".

HARTVIG FRISCH: PEST OVER EUROPA: BOLSCHEVISME - FASCISME - NAZISME, 1933.

Jøder flygter over Øresund i efteråret 1943.

Om morgenen den 9. april 1940 blev Danmark besat af Tyskland. Efter kun få træfninger besluttede regeringen at kapitulere og erklærede efterfølgende, at den under protest over for Tyskland ville fortsætte med at regere landet. Kort efter blev en national samlingsregering etableret, og den regerede med stor vælgertilslutning i samvirke med besættelsesmagten frem til den 29. august 1943. Samarbejdspolitikken byggede på den forståelse, at Tyskland ikke ville "antaste kongeriget Danmarks territoriale integritet eller politiske uafhængighed".

Samlingsregeringen blev dog hurtig udsat for krav fra besættelsesmagten, der ikke kunne imødekommes uden at bryde med centrale retsprincipper. Dermed rejste samarbejdspolitikken fundamentale spørgsmål vedrørende forholdet mellem demokrati og retsstat. Kan demokratiet forsvare at gå på kompromis med uretten og dermed tage et medansvar for den, når målet er at undgå det, der er værre? Hvor dybt kan demokratiet beskære retsstaten, uden at selve demokratiets idé og legitimitet går tabt? Folketingsvalgene i de første besættelsesår viste overvældende tilslutning til de demokratiske partier, der accepterede de retsbrud, som besættelsessituationen nødvendiggjorde. Disse brud udgjorde den pris, som demokratiet måtte betale for sin overlevelse. Men besættelsesmagtens skærpede krav og modstandsbevægelsens stigende styrke underminerede efterhånden grundlaget for såvel samlingsregeringen som samarbejdspolitikken. Efter en række folkestrejker i sommeren 1943 kom bruddet den 29. august 1943, hvorefter tilslutningen til modstandsbevægelsen steg markant. I krigens sidste fase bidrog den danske modstandsbevægelse til at ændre synet på Danmark - både i omverdenen og hos os selv.

Gadeoptøjer i Odense under Folkestrejken 1943. Folkemængden har væltet en politibil.

Samarbejdspolitikkens sammenbrud satte de danske jøder i en langt mere udsat position end tidligere. Indtil september 1943 havde samarbejdspolitikken effektivt beskyttet de danske jøder på et tidspunkt, hvor Holocaust for længst var sat i system i de tyskkontrollerede områder i Europa. Da rygterne om en forestående aktion mod de danske jøder begyndte at cirkulere i september 1943, søgte størsteparten tilflugt hos ikke-jødiske venner og bekendte. De flygtende jøder blev i vidt omfang hjulpet af danske medborgere og sejlet til Sverige inden tyskernes aktion den 2. oktober. Redningen af de danske jøder fra Holocaust har siden stået som danskernes finest hour. Aktionen bidrog til at ændre synet på krigen: Fra at betragte den som en national kamp mod Tyskland til at betragte den som en kamp mod nazismen.

"Værre er det imidlertid, at man ud fra denne overvurdering af "afstemningen" næsten med indre nødvendighed tvinges over i den konsekvens, som mere end noget andet har bidraget til at bringe demokratiet i vanry, nemlig den påstand, at det altid er flertallet, som har ret. For enhver, der tænker sig lidt om, er dette jo en uhyrlighed. Der er ingen tvivl om, at flertallet i Tyskland før krigen ville nægte jøderne eksistensret og fratage dem deres besiddelser. Måske eksisterer et sådant flertal stadig. Om så 99 % af hele jordens befolkning er således indstillet, vil antisemitisme i den form ligefuldt vedblive at være både forbryderisk og uforenelig med demokrati".

HAL KOCH: HVAD ER DEMOKRATI?, 1945.

Alf Ross (1899-1979).

Demokratiet har altid været knyttet til diskussion. Ytringsfriheden er central, fordi alle parter skal kunne fremlægge deres interesser og argumenter offentligt. Den demokratiske diskussion er et fortroligt ritual, hvad enten den foregår i Folketinget eller forsamlingshuset. Men hvad er dens formål? Er det at overbevise de øvrige deltagere i samtalen, så alle kan ende med at være enige? Eller er det at få alle aspekter af et problem frem i lyset, hvorefter parterne kan fastholde deres uenighed og lade et valg afgøre, hvilket synspunkt som vejer tungest og kan samle flertal?

En god samtale er åben for, at parter kan overbevise hinanden og forandre mening. En demokratisk samtale skal ikke blot fremføre en interesse, men også argumentere for den og sætte den i forhold til det fælles bedste. Og en demokratisk proces skal bøje interesser mod hinanden, enten i enighed om sagen eller om et fair kompromis. Men når alt kommer til alt, er det hverken det gode argument eller appeller til Sandheden, med stort S, som afgør udfaldet. Det gør det matematiske flertal, som i det danske Folketing kræver 90 mandater. Den levende samtale støder mod den rituelle samtale, som kun føres for et syns skyld eller for at overbevise usynlige vælgere.

For Hal Koch er demokrati først og fremmest en livsform, hvor samtalen står i centrum. Det afgørende er, at parterne er åbne for at lytte, forstå, tage ved lære og sætte i sammenhæng. Demokrati er ikke et system eller en teori, men en livsform og et sindelag, som langsomt har udviklet sig. Det er forfald, hvis et flertal blot lader, som om man diskuterer, før det trumfer sin beslutning igennem. Derfor bruger Hal Koch ord som "frugtbart møde" og "oprigtig debat".

For Alf Ross er demokrati primært en styreform, hvor friheden står i centrum. Hvad friheden fører til, er ubestemt. Demokratiet bestemmer ikke, hvad mennesker skal mene, og handler ikke om at finde Sandheden. Det er en formel procedure, hvor alle interesser kan komme til orde og få politisk magt i forhold til et flertalsprincip. Et flertal har dog kun ret til at træffe beslutninger i en begrænset periode, så demokratiet er også en formel procedure til at afskedige magthavere på en civiliseret måde. Afgørende for demokratiet er derfor frihedsrettigheder og retssikkerhed.

Selvom Hal Koch og Alf Ross betoner hver deres side af demokratiet, er de ikke grundlæggende uenige. Også for Hal Koch kræver demokratiet et formelt apparat, og også for Alf Ross hviler demokratiet på sociale forudsætninger såsom en informeret befolkning og frihed fra nød.

Hal Koch: "I det store og hele findes der kun to veje til at finde denne løsning [på konflikten mellem forskellige interesser]: Man kan slås sig til rette, hvilket vil sige, at det bliver den stærkeres vilje, som råder; således går det til i junglen; ofte er det imidlertid vanskeligt at se forskel på menneskers og jungledyrs optræden. Man kan tale sig til rette, hvilket vil sige, at man gennem en samtale mellem de stridende parter søger at få sagen alsidigt belyst, og at de samtalende parter virkelig bestræber sig for - det må ikke glemmes - gennem samtalen at nå til en rigtigere og rimeligere forståelse af konfliktens problem.

Dette er demokrati. Det er samtalen (dialogen) og dens gensidige forståelse og respekt, som er demokratiets væsen. Hvor dette glipper, vil man uvægerligt falde tilbage til magtkampen. Således forstået er demokratiet noget langt mere omfattende end en bestemt samfundsmæssig styreform".

FRA HVAD ER DEMOKRATI?, 1945.

Alf Ross: "Sammenfattende kan det repræsentative demokratis ideologi måske udtrykkes således: Mennesket er ikke overvejende et fornuftsvæsen. Den store mængde er overvejende træg og konservativ, behersket af fordomme og traditioner, mistroisk mod alt nyt. Folket behøver ledere. Tanken om den enkeltes selvstyre og ansvar bør forbindes med tanken om ledelse i tillid. Sideordnet med trangen til selvstændighed ligger hos mennesket trangen til tillidsfuld tiltro, til ledelse af dem, der er klogere og mere indsigtsfulde end en selv. Medens det direkte demokrati alene bygger på selvstændighedstrangen og diktaturet alene på behovet for ledelse, forenes de to tendenser på harmonisk måde i det repræsentative demokrati: Ledelsen står under folkets kontrol og er betinget af, at den fortsat formår at beholde folkets tillid på grundlag af fri kritik og meningstilkendegivelse".

FRA HVORFOR DEMOKRATI?, 1946.

Hal Koch (1904-1963).

Foto fra den officielle nedlæggelse af grundstenen til FN's hovedkvarter i New York den 10. oktober 1949. I midten den norske politiker Trygve Lie, der blev FN's første generalsekretær.

Europarådets opgave var fra begyndelsen at være forum for et samarbejde om demokrati og menneskerettigheder. Rådets formål er ikke at skabe et samlet europæisk demokrati, så den bevægelse, som i 1600-tallet førte fra lokale egnsdele til samlede nationer, kan gentages på et højere niveau: Fra nationer til union. I hver nation skal de demokratiske institutioner udvikles, men med respekt for de enkelte nationers ret til at bevare deres egen demokratiske tradition. Det er ikke afgørende, om der er ét eller to kamre, valgsystemerne kan variere fra flertalsvalg til forholdstalsvalg, og nationens enhed kan repræsenteres af en konge eller en præsident.

I forlængelse af FN's Verdenserklæring om Menneskerettigheder vedtog Europarådet i 1950 sin egen menneskerettighedskonvention. Målet var ikke blot at formulere de rettigheder, som er en betingelse for at deltage i det politiske liv og samtidig nyde beskyttelse mod statens indgreb i det private liv (forbud mod diskrimination, krav om hurtig og retfærdig rettergang og frihed til ytring, forsamling og religion). Nok så vigtigt var det, at der til konventionen blev knyttet to institutioner: Menneskerettighedskommissionen og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. I 1997 fik Menneskerettighedsdomstolen en ny struktur og har siden været alene om at håndhæve konventionen.

Et problem for menneskerettighederne er, at den stat, som skal beskytte individets frihed, ofte er den samme stat, som truer individets frihed. Hvis individet krænkes, vil krænkelsen måske blot blive gentaget ved en national domstol. Det problem kommer til udtryk i den gamle skelnen mellem ret og retfærdighed. Den europæiske domstol skulle være et organ, som stod over staterne, og som staterne forpligtede sig til at respektere.

Med konventionen opstod der en mulig konflikt mellem den nationale og den europæiske ret. Danmark tiltrådte konventionen i 1953, og i tiden indtil 1992 blev konventionen implementeret i Danmark ligesom andre traktater. Først i 1992 gennemførtes en lov, der som helhed inddrog konventionen, så dens bestemmelser nu kan påberåbes som dansk lov. Dette har klart forøget konventionens gennemslagskraft i Danmark.

Europarådet i Strasbourg.

Den Europæiske Menneskerettigehedsdomstol i Strasbourg.

To generationer i valglokalet under folkeafstemningen om ja eller nej til EF (EU) i 1972.

Den dramatiske valgkamp i 1972 afdækkede skarpe skel blandt vælgerne på en måde, der gik på tværs af traditionelle venstre-højre-opdelinger. Ganske vist var de fleste borgerlige tilhængere af medlemskab, mens de fleste modstandere fandtes på venstrefløjen. Alene dette gjorde den danske debat enestående i Europa, hvor modstanden mod EF ellers fandtes på højrefløjen.

Et andet skel blandt vælgerne var mellem dem, der hævdede, at dansk økonomi ikke ville overleve uden medlemskab af EF, og dem, der forlangte en principiel politisk debat om det fremtidige Europa og Danmarks rolle heri. I vore dage, hvor også venstrefløjen er blevet EU-tilhænger, er denne principielle debat endnu vigtigere. For at forstå debatten er optakten til af stemningen i 1972 lærerig - ud over at den er et dramatisk stykke historie.

Det var karakteristisk for tilhængerne af medlemskab, at de sjældent formulerede principielle argumenter, eksempelvis om den moralske og politiske betydning af europæisk integration, men holdt sig til økonomiske argumenter. Danskerne ville blive mere velstående i EF, hed det. Der kan være to grunde til, at tilhængerne undgik principielle argumenter: Den ene en frygt for, at vælgerne ville reagere negativt på storladne taler om Europas moralske og politiske betydning, og at man ved at tale principielt ville skræmme folk, der netop ønskede økonomisk, men ikke politisk tilslutning til de europæiske fællesskaber. Den anden kan være, at tilhængerne selv var uenige om den politiske mening med medlemskabet. Så sent som i 1986 udtalte den konservative statsminister, Poul Schlüter, at "unionen er stendød", hvad den så ikke har vist sig at være.

Spændingen holdt sig til det sidste. En uge før den danske afstemning stemte nordmændene imod medlemskab. Resultatet i Danmark blev dog et sikkert "ja" med to tredjedele af de afgivne stemmer for medlemskabet, der trådte i kraft den 1. januar 1973.

Få forudså i 1972, at EF ville blive til EU, og integrationen skulle senere antage ganske andre former, end de fleste ventede: Danmark har stadig et folketing, regering og en selvstændig skattepolitik, men integrationen er skredet frem på andre måder. Eksempelvis i lovgivnings- og reguleringsarbejdet, der nu i betydeligt omfang bestemmes i EU.

Dansk medlemskab af EF/EU har siden 1972 ført dansk politik og samfundsudvikling i nye retninger. En meget stor del af lovgivningsarbejdet består i at tilpasse dansk ret og administration fælles EU-normer, og dansk økonomisk politik findes ikke længere som særskilt dansk anliggende. Men også kulturelt betød valgkampen i 1972 et skift: Den udkrystalliserede holdninger til EF/EU, der har været fundamentale for al senere politisk kultur i Danmark, også selvom EU-modstanden i vore dage snarere findes blandt borgerlige end på den modsatte fløj.

24.4.72: "Behagelig samtale med [fhv. belgisk premierminister Paul-Henri] Spaak, der er totalt uforstående over danske EF-modstanderes 'argumenter'; en ung dame havde sagt til ham, at tilslutning ville vanskeliggøre kvindens stilling. Han var målløs".

31.8.72: "Øjensynlig har sommeren - modsat vor forventning - styrket modstanderne. De fremsatte i hvert fald i Helsingør deres påstande med større frimodighed end før".

2.10.72: "Så er det afstemningsdag ... Vi tager ikke glæden på forhånd. Mit gæt er et meget stort ja i Jylland. Aftagende på vej til København. Men et nej i København. Bliver det et nej-flertal af beskedent omfang, skulle ja'et være hjemme".

UDDRAG AF JENS OTTO KRAG, DAGBOG 1971-1972, 1973.

Demonstranter aktionerer mod Danmarks indtræden i EF (EU).

Salman Rushdie er født i Bombay som søn af en velhavende, muslimsk forretningsmand. Han er opvokset og uddannet i England med skolegang på den elitære Rugby School og med en kandidatgrad i historie fra Cambridge University. Hans forfatterskab udspringer af hans egen oplevelse af at befinde sig mellem to kulturer: Den kollektivistisk prægede muslimsk-indiske og den individorienterede moderne vestlige. Det handler om forholdet mellem pligten til at tro og retten til at tvivle. Dette dilemma fandt tydeligst udtryk i romanen De sataniske vers, hvor forfatteren på en skeptisk-fabulerende facon søger at skabe mening og klarhed i en verden af fremmedgjorthed og multikulturel bevidsthed ved blandt andet at udøve religionskritik i forhold til Koranen og satirisere over profeten Muhammed. Det var især det sidste, der vakte fundamentalistiske muslimers vrede og udløste fatwa'en. Men disse kredses vrede hang også sammen med det kultursammenstød, der lå i, at Rushdie brugte den vestlige romanform som ramme om sin kritik og derved tiltog sig retten til at skabe sit eget fiktive univers, hvor intet var helligt. Det provokerede de fundamentalistiske muslimske kredse, for hvem en sådan tankegang og fremgangsmåde ikke blot var fremmed, men direkte blasfemisk i forhold til den profet, hvis bud ifølge disse ikke kan anfægtes.

Den islamiske fundamentalismes voldsomme reaktion på Rushdies respektløse religions- og civilisationskritik har paralleller på dansk grund - senest i form af den heftige reaktion på Jyllands-Postens karikaturtegninger i 2005 af profeten Muhammed. Rushdie-debattens bidrag til forsvar for tros- og ytringsfriheden er et velegnet udgangspunkt for velinformeret overvejelse af disse anliggender.

Salman Rushdie (f. 1947).

"Hvad der er mest satanisk ved Rushdies forehavende er, at han har skrevet denne roman for at satirisere over profeten og hans fæller, at latterliggøre folks religiøse bevidsthed og fjerne fra folks hjerter enhver sans for ærbødighed for engle, profeter, hellige bøger og desuden enhver tro på Gud og det hinsidige. Han har bevidst og med vilje fordrejet historien om den velsignede profet og hans fæller, selv om han har tilsløret fællernes navne og har valgt det navn, som ondskabsfulde missionærer i middelalderen plejede at give profeten blot for at fortælle folk, at han ikke skriver historie.

Her står vi over for et grundlæggende problem. Hvis en eller anden forfatter bruger mit navn og navnene på nogle af mine venner og også udvælger nogle situationer og episoder af mit liv og forvrider og forvansker dem, har jeg så ikke ret til at anklage denne person for bagvaskelse og ærekrænkelse? Skulle det muslimske samfund ikke have ret til at fordømme denne mand for blasfemi, fordi han benytter et tyndt slør af fiktion for at bagvaske profeten og alt, hvad muslimer har kært? Eftersom han som forfatter ikke er interesseret i at fremlægge sin egen fremstilling af nogen sandhed, og eftersom han prædiker en antiislamisk teori under dække af en roman, så ophører hans frihed som forfatter og så skal han behandles som enhver anden, der fremstiller blasfemiske skrifter".

GENERALDIREKTØREN VED ISLAMIC ACADEMY I CAMBRIDGE, PROFESSOR SYED ALI ASRAF, I EN ANMELDELSE AF RUSHDIES BOG I TIDSSKRIFTET IMPACT INTERNATIONAL, OKTOBER-NOVEMBER 1988.

Pakistanske kvinder råber anti-britiske slogans ved et protestmøde i Lahore i juni 2007 - efter den britiske dronnings beslutning om at adle Salman Rushdie.

I august 1961 besluttede det herskende kommunistparti i den Tyske Demokratiske Republik (DDR) efter aftale med Sovjetunionen at bygge en mur omkring Vestberlin, altså omkring de dele af byen, der i 1945 var blevet tildelt de vestlige allierede, USA, Storbritannien og Frankrig som sektorer. Grunden var, at den frie adgang til de vestlige sektorer lokkede hundredtusinder af østtyskere, som af politiske eller økonomiske grunde - eller oftest begge - søgte personlig, politisk og økonomisk frihed i Vest. Berlin var det eneste sted, hvor Jerntæppet - den lukkede grænse mellem det demokratiske Vesteuropa og det totalitære Østeuropa - stod nogenlunde åbent, og det måtte standses.

Den 3. oktober 1990 kl. 0.00 genforenedes DDR med Forbundsrepublikken Tyskland. På billedet ses en folkemængde, der fejrer den historiske dag i Berlin.

Fra 1961 til 1989 levede østtyskerne indespærret og kunne kun rejse til andre kommunistisk styrede lande. Undtagelserne var pensionister - her sparede DDR-styret penge ved at lade dem rejse til slægtninge i vest. Efterhånden opbyggede DDR-styret også en god forretning ved at fængsle borgere for derefter at lade den vesttyske regering købe dem fri for hård valuta.

Fra foråret 1989 begyndte et folkeligt pres i DDR for retten til fri bevægelse. Presset kom fra en alliance af protestantiske kirkefolk, fritænkende akademikere og andre intellektuelle. Regimet viste sig ude af stand til at slå ned på denne gruppe med samme kraft, som da det i 1953 nedkæmpede de arbejdere, der demonstrerede for frihed. I september 1989 fik en større gruppe østtyskere lov til at rejse til Vesttyskland via Prag. Samtidig åbnede Ungarn grænsen til Østrig, hvor efter tusinder af DDR-borgere tog til Ungarn og derfra vestpå. Jerntæppet var i opløsning.

Også i andre østeuropæiske lande var bevægelser for demokrati i hastig vækst i sidste halvdel af 1980'erne. Her udgjorde Solidarnosc i Polen og Charta 77 i det tidligere Czekoslovakiet, samt andre dissidentbevægelser i Østeuropa og det tidligere Sovjetunionen, afgørende inspirationskilder og drivkraft. Dissidenterne gjorde opmærksom på, hvor vigtigt det er, at der er forskel på stat og samfund, og at borgerne har frihedsrettigheder i forhold til staten. Over for den allestedsnærværende stat prøvede dissidenterne at skabe frirum, hvor de kunne leve som frie borgere. Dette krav fik efterhånden de kommunistiske regimer til at vakle. Det var en rådvild DDR-regering, som den 9. november åbnede muren i Berlin. I løbet af få timer fyldtes Vestberlins gader af jublende østberlinere. Murens fald og dens følger i form af den tyske genforening og den geopolitiske forandring af Centraleuropa var et af de klareste eksempler på en massiv og spontan folkelig viljetilkendegivelse siden foråret 1848. Et overvældende flertal af tyskere i øst ønskede at kunne handle, tænke, rejse og beslutte frit - murens fald var demokrati i handling.

Åbningen af det gamle Østeuropa har medført nye økonomiske, EU-politiske og samfundsmæssige udfordringer. Ikke alle følger af murens fald har været lige lette at håndtere, hverken for tyskerne eller for andre. Men som den tidligere rektor for Humboldt-Universitetet, DDR-styrets ledende universitet, udtrykte det i 1990: "Det, der er sket, betyder, at vi har fået frihed".

En mand slår hul i Berlinmuren, der delte Vest- og Østberlin i mere end 28 år.

Statsminister Jens Otto Krag underskriver Romtraktaten om dansk medlemskab af EF i Bruxelles 22. januar 1972.

Drømmen eller håbet om at fremme fred, handel, samkvem og vækst ved et politisk samarbejde mellem europæiske stater er gammel. I Oplysningstiden nød tanken om en europæisk forening stor støtte, ikke mindst hos filosoffen Immanuel Kant, som knyttede håbet om fred til kravet om udvikling af en international retsorden. Efter første verdenskrig forsøgte den daværende europabevægelse at formalisere håbet om fred via Folkeforbundet, dog uden videre held. Efter anden verdenskrig er etableringen af Europarådet i 1949 det første konkrete udtryk for organiseret samarbejde. Men Europarådet har ingen adgang til at træffe bindende flertalsbeslutninger og har hovedsagelig holdt sig til drøftelser af demokrati, menneskerettigheder og retligt samarbejde. Dog har Europarådet med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og den hertil knyttede internationale domstol tilvejebragt en ordning af vidtrækkende betydning i organisationens mange medlemsstater.

Først med Romtraktaten fik samarbejdstanken et effektivt udtryk, idet medlemsstaterne overdrog vigtige beføjelser til fælles organer, især med hensyn til udvikling af et "fælles marked". Senere er EU's beføjelser styrket ved, at Rådet i større og større udstrækning har fået tillagt adgang til at træffe beslutning ved kvalificeret flertal blandt Rådets medlemmer. I kølvandet på murens fald i 1989 og Sovjetunionens sammenbrud i 1991 oprettedes Den Europæiske Union (EU). Det skete i 1992 med Maastricht-traktaten, der gav samarbejdet en langt stærkere politisk dimension. Traktaten førte til oprettelsen af Den Økonomiske Monetære Union (ØMU) og Den Europæiske Centralbank, og den gav Europa-Parlamentet større del i lovgivningsbeslutninger. Hertil kom, at en række nye samarbejdsområder som kultur, uddannelse og undervisning blev indsat i EF-traktaten.

Med Maastricht-traktaten blev samarbejdets værdigrundlag markeret. I traktaten henvistes der til menneskerettighederne, og med Amsterdam- traktaten i 1998 gjorde man disse rettigheder til selve fundamentet for Unionen. Med Nicetraktaten i 2000 udarbejdedes der ydermere et politisk bindende charter for grundlæggende rettigheder, som med Lissabon-traktaten i 2007 gøres juridisk bindende. Ud over menneskerettighederne var det værdier som tolerance, solidaritet og ligestilling. Ambitionen er, at samarbejdet i EU skal bygge på "europæiske værdier" og udgøre grundlaget for en europæisk fællesskabsfølelse. Med andre ord: Fælles værdier skal skabe sammenhængskraft.

Der er i begyndelsen af det 21. århundrede al mulig grund til at spørge: Har demokratiet fundet sin endelige form med nationalstater som ramme? Eller står vi ved indgangen til en tredje fase i demokratiets historie? I det græske demokrati var borgerskab og demokratisk deltagelse begrænset til bystater. Med etablering af de moderne nationalstater udvides borgerskab og demokrati til at omfatte millioner af mennesker. Med udviklingen af det europæiske samarbejde gennem de seneste årtier kan man ifølge den amerikanske demokrati-teoretiker Robert A. Dahl (1915) ane forstadierne til demokratiske institutioner af transnational karakter. Om disse forstadier vil udvikles i en sådan grad, at man kan tale om en tredje fase i demokratiets historie, er dog stadig et åbent spørgsmål.

"Det må være vores uafladelige bestræbelse at opbygge og styrke De Forenede Nationer. Inden for dette verdenskoncept må vi genskabe den europæiske familie i en regional struktur, som måske kunne kaldes Europas Forenede Stater".

WINSTON S. CHURCHILL, 1946.

Præsentation og formidling

Udvalget er blevet bedt om at komme med forslag til, hvordan demokratikanonen kan præsenteres og formidles i tekst, film, internet mv., herunder til brug for undervisningen i folkeskolen, ungdomsuddannelserne mv.

Den brede målgruppe for demokratikanon er den danske befolkning. Udvalget har besluttet, at demokratikanon ved sin præsentation skal foreligge i bogform og som internetpublikation. Udvalget ønsker at fremhæve følgende forslag til den videre formidling af demokratikanon blandt befolkningen:

• Produktion af en dokumentarisk tv-serie i 35 afsnit (ét afsnit for hvert kanonpunkt), hvor betydningen for demokratiet og frihedsrettighederne i hvert af de udpegede kanonpunkter behandles.
• Temalørdag på DR2 om demokrati med udgangspunkt i demokratikanon og den historiske belysning af demokratiet som styreform og filosofisk begreb frem til i dag.
• Produktion af debat- og quizprogrammer til radio og tv om kanonpunkterne og danskernes kendskab hertil.
• Udvikling af brætspil og internetbaserede spil med udgangspunkt i demokratikanon.
• Afholdelse af nationale og lokale foredrag og andre events om demokrati med udgangspunkt i demokratikanon.

Formidlingen af demokratikanon bør have særligt fokus på uddannelsessystemet, og der bør her ske en målrettet formidling af tankerne bag og historien om demokratiet i dagens Danmark. Grundskoleområdet er oplagt målgruppe for formidlingsindsatsen, men demokratikanon skal ligeledes formidles i de andre dele af uddannelsessystemet, hvor demokratisk dannelse er en integreret del af undervisningen og uddannelsens formål.

Det indgår i folkeskolelovens formålsbestemmelse, at folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati. Af lov om friskoler og private grundskoler mv. fremgår det, at frie grundskoler efter deres formål og i hele deres virke skal forberede eleverne til at leve i et samfund som det danske med frihed og folkestyre samt udvikle og styrke elevernes kendskab til og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene.

Også styringen af kommunernes skolevæsen er organiseret med lokal demokratisk medinddragelse. Forældre og elever er repræsenteret i skolebestyrelser, og eleverne har fra 5. klasse ret til at danne elevråd. Elevrådet udpeger repræsentanter til at deltage i udvalg og arbejdsgrupper, som skolen har nedsat til at behandle spørgsmål af betydning for eleverne.

Efter grundskolen fortsætter den demokratiske dannelse i uddannelsessystemet både i form af undervisning i demokrati og mulighed for medindflydelse gennem deltagelse i kollegiale organer. Det indgår i målformuleringerne for såvel ungdomsuddannelserne som de korte og mellemlange videregående uddannelser, at uddannelserne skal bidrage til at udvikle de studerendes interesse for og evne til aktiv medvirken i et demokratisk samfund. På de frie kostskoler, herunder folkehøjskoler og efterskoler, er hovedsigtet livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse. Historisk set er denne skoleform tæt knyttet til folkestyret og udviklingen af demokrati i Danmark.

Der skal værnes om de demokratiske værdier, og børn og unge skal opdrages med og til demokratisk praksis i bred forstand. Der er brug for grænsesætning og samtale om, at demokratiet ikke kun handler om rettigheder, men også om pligter og om hensynet til både den enkelte og til fællesskabet. Et velfungerende elevråd eller andet kollegialt organ er et oplagt forum for afprøvning af det repræsentative demokrati og samtidigt et rum, hvor debatkulturen og diskussionslysten kan frem mes og udvikles.

I relation til brug af demokratikanon i undervisningsøjemed foreslås det, at den enkelte uddannelsesinstitution en gang om året sætter særligt fokus på demokrati. Den konkrete tilrettelæggelse vil naturligvis afhænge af, om der er tale om en folkeskole, en ungdomsuddannelse eller en videregående uddannelsesinstitution. Udvalget op fordrer i den forbindelse til, at der i uddannelsessystemet arbejdes bevidst med demokrati i bred forstand som en afspejling af bredden i demokratikanon.

I forhold til formidlingsindsatsen i grundskolen finder udvalget, at alle kanonpunkterne bør indtænkes i undervisningen og dagligdagen i skolen. Udvalget ønsker at fremhæve følgende forslag til den videre formidling af demokratikanon i grundskolen:

1. Demokratikanon vedlægges undervisningsvejledningen i de nye faghæfter for historie og samfundsfag i folkeskolen (undervisningsvejledningen er ikke en bindende tekst for læreren, men netop en vejledning, som vedkommende kan vælge at følge eller lade være).

2. Demokratikanon gøres til genstand for emneuger, ikke mindst i 2009 med Grundlovens jubilæumsår.

3. Historiekanon/demokratikanon-spil for 5. klasse og frem, hvor eleverne kan teste deres paratviden om demokrati og historie.

4. Demokratikanon som inspirationskilde for de tværfaglige projekter, som tilstræbes i grundskolens overbygning og i ungdomsuddannelserne. For eksempel projektopgaver med tematiske læsninger på tværs af kanonteksterne.

5. Der bør fra Folketinget i 2009 udgå mindst ét initiativ, som har folkeoplysende karakter, for eksempel offentligt møde i Landstingssalen for både forskere, fagfolk, højskolefolk mv. med det formål at drøfte demokratikanon og demokratiets aktuelle tilstand.

Afslutningsvis skal udvalget pege på nogle få konkrete eksempler på, hvordan et kanonpunkt kan tænkes formidlet til eleverne i grundskolen.

Demokratiets rødder

• Opsætning af ordene Demos og Kratos i klassen eller ved skolens indgang.
• Dramatisering af en Folkeforsamling og en Folkedomstol.
• Inddragelse af temaer fra græske tragedier i faget drama.
• Dans af græske kædedanse til græsk folkemusik i faget musik.
• Tegning og maling af relevante motiver fra det antikke Athen i faget billedkunst.

Den franske revolution

• Belysning af de reelle begivenheder, der satte revolutionen i gang.
• Præsentation af det omfattende billed- og filmmateriale om denne begivenhed, som genstand for analyse og debat.
• Gennemgang af Frankrigs geografi og hovedstadens rolle i historien under inddragelse af de dengang relativt tætte bånd mellem Frankrig og Danmark.
• Belysning af klædedragten og moden i tiden med særligt fokus på uniformerne og kvinders og mænds påklædning i livet ved hoffet.

Arbejderbevægelsen

• Indledende besøg på Arbejdermuseet for at få et billede af tiden og vilkårene for arbejderklassen.
• Belysning af Pios tanker med de første fagforbund og vejen frem mod det politiske demokrati.
• Fortællinger om Slaget på Fælleden og strejkerne.
• Inddragelse af sange, der repræsenterer arbejderbevægelsen i faget musik.

Demokratiets aktuelle vilkår - fire udfordringer

At demokratiet er en global succes betyder ikke, at det er problemløst. Det begyndte i lukkede nationalstater, som forsøgte at fastholde ideen om et folk. Ændrede vilkår i verdenssamfundet betyder nye udfordringer for demokratiet. Man kan pege på fire.

1. Multikulturalisme. Det kan være svært at fastholde ideen om et folk, når massemedier, turisme, immigration og jagten på identitet gør alle nationer multikulturelle. Hvordan kan demokratiet trives med en broget flok af kulturer, som trækker i mange retninger og måske har ambitioner om at være enerådende?

2. Nærdemokrati. Betoningen af det enkelte individ og dets rettigheder forstærker ønsket om direkte demokratisk indflydelse. Da det ikke kan lade sig gøre i samfund med mange millioner indbyggere, giver nærdemokratiet en stærkere følelse af at gøre en forskel. Det skaber konflikt mellem effektivitet og medbestemmelse.

3. Globalt demokrati. Demokratiet stopper ikke ved de nationale grænser, som betyder stadig mindre. Er det muligt at tale om et europæisk eller endda et globalt demokrati?

4. Det præsentative demokrati. Mens det antikke demokrati samlede alle borgere på torvet, måtte det repræsentative demokrati nøjes med at samle de folkevalgte i parlamentet. Med massemediernes, især tv's, indtog i samfundet er der kommet mere demokrati end nogensinde før. Alle kan løbende blive informeret om politikere, programmer og problemer, lokalt, nationalt og globalt. Det sker dog i stigende grad på massemediernes betingelser. De vigtige politiske diskussioner kan ikke følges ved selvsyn, men foregår i fjernsynet, så borgerne overværer den demokratiske diskussion som et skuespil i stedet for at deltage i den. I stedet for at repræsentere borgerne ender politikerne med at præsentere sig for borgerne.

Vi skal kort se på disse fire udfordringer.

1. Multikulturalisme

Selvom de fleste af verdens nationer bekender sig til demokrati, er demokrati ingen selvfølge. Det findes i alle afskygninger. Nogle steder er der tale om åbenlyst hykleri, andre steder kan man følge en spæd og tvetydig begyndelse, og atter andre steder har det repræsentative demokrati stabiliseret sig gennem flere hundrede år.

Man kan skelne mellem traditionelle samfund, hvor politik har et ideologisk eller religiøst grundlag, som ikke tolererer afvigelse, og moderne samfund, hvor politik er et spørgsmål om diskussion og afstemning.

Alle kulturer bygger på fordomme, som ikke kan bevises, men tages for givet. Nogle kulturer går længere og forsvarer ikke blot deres fordomme med ord, men med vold og magt. Det har op gennem historien skabt utallige krige og borgerkrige. Den demokratiske løsning på problemet om, hvordan kulturer kan leve side om side, er at lade lov gå forud for kultur.

Der er noget beroligende ved Sandhed med stort S. Man behøver ikke vide eller besvære sig med at bevise, men kan nøjes med at tro. Bliver man modsagt, behøver man ikke at argumentere, men kan vende ryggen til modparten eller fare i struben på ham. Kættere kan ikke gøre krav på tolerance. De skal bekæmpes, ikke forstås.

Et samfund med mange kulturer, som hæger om hver deres Sandhed, vil være en krudttønde, der let eksploderer. Det kan måske forhindres med fysisk magt. Demokratiet bruger en anden metode. Det søger at skabe social orden ved at stave alle sandheder med lille s. De kan diskuteres offentligt, og alle kan selv sige ja eller nej til dem. Et demokratisk valg handler ikke om, hvad der er sandt og falsk, men om hvilke synspunkter som får et flertal bag sig. Alle synspunkter har ret til at komme til orde og blive diskuteret, ingen er automatisk forkerte.

Resultatet af en demokratisk diskussion er normalt ikke, at parterne bliver enige. Men diskussion er udtryk for to ting: Dels respekt for modpartens ret til at mene noget andet, dels accept af, at flertallet - ikke Sandheden - afgør, hvordan der skal regeres. Hvad man diskuterer, og hvem som stemmes til magten, kan variere. Demokrati åbner for en fredelig måde at løse konflikter og afsætte politiske ledere på. Det er ikke blot en styreform, men beskytter mindretal ved hjælp af politiske og sociale rettigheder.

Med demokratiet siges der farvel til Sandheden med stort S. Selvom et demokratisk samfund giver frihed til at ytre sig og til at vælge religion og ideologi, giver det ikke lov til at lade religion og ideologi gå forud for lov. Er der konflikt, gælder loven. På den måde lægges der bånd på fundamentalistiske grupper, i håb om at mange kulturer kan finde deres plads side om side.

Kravet er, at forskellige kulturer skal tåle hinanden, også når det gør ondt. Men tolerance er et selvmodsigende begreb, som i sin radikale form ødelægger sig selv. Er man tolerant over for intolerante, giver man intolerancen frit løb og underminerer altså tolerancen. For at løse det problem må man, demokratisk, skelne mellem to niveauer: Et for indhold og et andet for form. På formsiden må en fælles demokratisk kultur anerkendes af alle, fordi den giver alle frihed til at ytre sig og gøre sig gældende. På indholdssiden må der være frihed til at vælge sin specielle kultur i form af religion eller ideologi.

Det gør det kompliceret at være menneske. Man skal skelne mellem, hvad der gælder i den specielle kultur, og hvad der er gældende i samfundet som helhed. De stærke ord i den religiøse eller ideologiske gruppe forvandles og bliver til svage og private meninger i det offentlige rum. Man skal også acceptere, at selvom man har frihed til at tale, har man ikke uden videre frihed til at omsætte sin tale til handling.

En fælles demokratisk kultur er ikke neutral. Den gør forskellige kulturer lige for loven, men kan afvise kulturelle skikke, som har mange hundrede år på bagen. Alle kulturer underkastes en test for at se, om de lever op til kravet om frihedsrettigheder. Demokratiet er et forsøg på at skabe en civiliseret omgangsform mellem forskellige kulturer, som alle bidrager til et rigt samfund. Den amerikanske filosof John Rawls (1921-2002) mente, at det krævede et område med overlapping consensus - et område med principper, som alle kan enes om, skønt de ellers er uenige.

Dette er stadig uacceptabelt for dem, som vil have Sandheden med stort S på deres side. Men ingen ideologisk eller religiøs Sandhed kan bevise, at den er sand. Hvis den havde et sådant bevis, handlede det om viden, ikke om tro. Derfor giver demokratiet ikke køb. Ingen Sandhed har ret til at forhindre andre sandheder i at komme til orde. Ingen Sandhed har ret til at straffe mennesker for at have andre sandheder. Ingen Sandhed har ret til at forhindre mennesker i at tænke, tale og skifte standpunkt.

Demokratiet er en kultur for kulturer. Det er åbent for et frit valg af trosformer og livsformer, men forpligter dem til at indgå i en fælles orden, så politik trumfer over både religion og ideologi.

2. Nærdemokrati

I antikken og endnu hos filosoffen Rousseau (1712-1778) betyder demokrati, at folk bestemmer direkte. De møder fysisk op, deltager i diskussionen og rækker til sidst hånden i vejret. Den type demokrati er en saga blot, og allerede i antikken var det kun udvalgte dele af befolkningen, som kunne møde op, deltage og stemme. At "folket" bestemmer, betyder ikke, at alle kan føle, at det er mig, som bestemmer. Derfor kan demokrati opleves som noget fjernt: Man afgiver sin stemme og bliver altså stum. Man er en dråbe i folkehavet, og ens kryds på stemmesedlen er renset for de tanker, som lå bag.

Derfor kan det kommunale demokrati opleves som mere nærværende end det nationale demokrati. I små kommuner kender man de mennesker, man stemmer på, og har man tillid til en person, kan man se gennem fingre med, at man ikke er helt på linje med hans eller hendes partiprogram.

Jo mindre gruppen er, jo mere gør hver enkelt person en forskel. Man bliver hørt. Derfor kan kravet om demokrati gentage sig i stadigt mindre cirkler, så demokrati bliver styreformen ikke blot i nationen og kommunen, men også på arbejdspladsen, i foreningen, i nabolaget og endda i familien.

Folkeafstemning som beslutningsproces i det demokratiske folkestyre.

Selvom man på internettet kan være "ven" med et næsten ubegrænset antal mennesker, er ens opmærksomhed begrænset, og i praksis kan man ikke knytte sig tæt til mere end et par hundrede personer - hvad der svarer til antallet i en gammeldags landsby. Det er ikke mange. Så glæden ved medbestemmelse i et lokalt fællesskab dæmpes af den begrænsede rækkevidde af de beslutninger, som træffes.

Demokratiet er ramt af to modstridende krav. På den ene side effektivitet, som ofte kræver store enheder, og på den anden side nærhed, som kræver små. Mens verden integreres og bliver til et verdenssamfund, fastholder mennesker deres interesse for det nære og det lokale, så stordriftsfordele trives side om side med undtagelser, særregler og forbehold. Selv politiske ledere, som hævder, at de har blikket stift rettet mod, hvad der gavner alle, gribes tit i at tage særlige hensyn til familie og venner.

Moderne samfund stiller mange krav om loyalitet, og det kan ikke afgøres på forhånd, hvad der vejer tungest. Familie, gruppe, religion, arbejdsplads, kommune og nation indgår alle sammen i menneskers identitet som basis for en "vi-følelse". Hvilket "vi" er det stærkeste? "Vi, familien", eller "vi, danskere"? Sætter man familien højst, risikerer man at blive beskyldt for nepotisme.

På den anden side af kommunen begynder "vi-følelsen" at ebbe ud. "Vi, danskere" har mistet terræn i de seneste 50 år, og det er svært at appellere til en national patriotisme. Mere omfattende fællesskaber som "vi, europæere" eller "vi, mennesker" er tynde og uden stor kraft til at motivere. Få mennesker vil påtage sig afsavn for Europas skyld.

Ser man på de to kommunalreformer, som Danmark har haft i det seneste halve århundrede, går tendensen i retning af større enheder. Med Kommunalreformen 1970 blev antallet af kommuner reduceret fra cirka 1.300 til 275. Med Strukturreformen 2005 blev kommuner igen sammenlagt, så antallet blev reduceret til 98, mens de 14 amter blev erstattet med fem regioner.

Selvom Danmark er et af de mest demokratiske samfund i verden, møder man beklagelser om demokratisk underskud og krav om "reelt demokrati". Men et Danmark med fem millioner indbyggere og et EU med 400 millioner indbyggere kan ikke have reelt demokrati, hvis man dermed mener, at hver enkelt borger skal have personlig indflydelse.

De tekniske problemer, som er forbundet med at styre Danmark eller integrere EU, gør det til et åbent spørgsmål, om det mest direkte levn fra det nære demokrati, folkeafstemningen, er en egnet metode til at træffe beslutninger. Befolkningen kan stemme om partier, personer og problemer, som kræver et ja eller nej - for eksempel om Danmark skal, eller ikke skal, afgive suverænitet til EU. Men konsekvenserne af en sådan beslutning kan befolkningen ikke overskue. Ikke engang politikere magter at sætte sig ind i de tekniske, juridiske og administrative problemstillinger, som Danmark eller EU rejser. Politikere skal formidle mellem befolkningen, som ser på det nære, embedsmænd, som ser på det tekniske, massemedier, som er kritiske og stærkt optaget af, hvad der går galt, og andre politikere, som også går efter magten.

Hvad bliver der af demokratiet, hvis befolkningens størrelse og erfaring forhindrer den i at deltage i politik på en kvalificeret måde? Erstattes den saglige diskussion, som kræver tid og indsigt, med enkle slagord, som kræver gentagelse og følelse? Og hvordan kan man have tillid til folkevalgte, som man ikke kender fra sin hverdag, og som vejer deres ord på en professionel guldvægt, så strategi bliver vigtigere end overbevisning?

Der er mange grunde til forbehold. Men demokratiet vinder alligevel, fordi det har tre mægtige fordele. For det første lader det alle sider af et problem komme frem, for det andet tvinges politiske magthavere til at være opmærksomme på, hvad der rører sig i befolkningen, og for det tredje kan magthavere afskediges uden videre.

3. Globalt demokrati

Den westfalske fred i 1648 gjorde statssamfundet til den politiske enhed i Europa. Den statsdannelse, som her fik sit blå stempel, var den første store bevægelse frem mod en global integration, når man ser bort fra militære erobringer. Lokale egnsdele - Vendsyssel, Sjælland, Sønderjylland - var i en århundredlang proces blevet samlet under én hat, og mange af dem mistede gradvis deres ønske om selvstændighed.

Europa blev en verdensdel af stater. I 1800-tallet blev disse stater til nationer, hvor den politiske integration blev fulgt op af en kulturel integration. Forvandlingen til nation skete på flere måder. Nogle gange, for eksempel i Frankrig, var der først en stat og så en nation. Andre gange, for eksempel i Italien og Tyskland, var der først en nation med fælles sprog og så en stat. Fra midten af 1800-tallet udviklede nationerne sig til demokratiske nationer, og efter den anden verdenskrig ud viklede de sig videre til velfærdssamfund.

Ønsket om national selvbestemmelse er ikke stoppet. Mange stater er ramme for flere nationer, forstået som kulturelle fællesskaber, og mange af disse fællesskaber slås for at blive selvstændige. Det tidligere Jugoslavien er opdelt i flere nationer, og i Baskerlandet og Skotland kæmper stærke kræfter for løsrivelse.

Den demokratiske nation har for tiden global succes. Mens FN i 1945 havde cirka 50 medlemmer, er der nu cirka 200. Men er vi hermed nået til vejs ende? Går tendensen mod stadigt flere nationer, eller er der en modtendens til, at nationer slutter sig sammen i alliancer og føderationer? Globalisering er udtryk for, at verden integreres stadigt tættere - økonomisk, politisk og juridisk. Men selvom man kan tale om et "verdenssamfund", modsvares det ikke af en "verdensstat".

FN's Generalforsamling i New York.

Mellem den enkelte nation og verdenssamfundet er der mellemtrin. Ligesom USA i 1800-tallet blev gjort til forbillede for det europæiske demokrati, er der også kræfter, som for tiden arbejder for et Europas Forenede Stater eller - mindre ambitiøst - for en europæisk føderation, et forbund af selvstændige stater. Ser man nationen som en svækket størrelse, presset nedefra af krav om lokalt selvstyre og ovenfra af globale markeder, alliancer og traktater, er tanken om et samlet Europa tillokkende. Et Europa med én stemme vil være en stærk stemme i verdenssamfundet.

Demokrati og nation er for øjeblikket tæt forbundet, fordi et folkestyre bygger på ideen om et folk, uanset at "folket" i praksis er inhomogent. Nationen leverer en kollektiv ramme om den personlige identitet, og selvom det nationale fællesskab er svækket, er nationen stadig det sted, man har hjemme i kraft af sprog, kultur, borgerskab og familie. Men kan det nationale demokrati ikke suppleres med et europæisk demokrati og senere et verdensdemokrati, så man får demokrati i mange etager - fra kommune over nation og føderation og frem til hele kloden?

For tiden har tanken om et europæisk demokrati ikke folkelig opbakning. Mange oplever EU's institutioner som fjerne og bureaukratiske, og manglen på et fælles sprog gør det vanskeligt at skabe en europæisk offentlighed. Både i store og små lande er der modstand mod et samlet Europa, hvor hver nation altid vil være i mindretal. Selvom ideen om national suverænitet ikke er mange hundrede år gammel, er den ikke let at opgive. Europa har ikke en stærk identitet og modtager ikke stærk loyalitet.

Så mens verden integreres af frie markeder, traktater, samarbejde og turisme, er det europæiske demokrati og verdensdemokratiet en tanke for fremtiden, hvad enten man ser det stadig mere omfattende demokrati som et lokkende eller et skræmmende fremtidsbillede.

4. Det præsentative demokrati

Demokratiets store fordel - mente filosoffen John Stuart Mill (1806-1873) - er, at alle interesser kommer til orde. Enhver gruppe i befolkningen kan vælge den "bedste blandt ligemænd" og sende ham eller hende på tinge for at repræsentere gruppen. Sammen med andre repræsentanter kan de så diskutere sig frem til, hvad der gavner hele samfundet.

Denne idé om det repræsentative folkestyre hviler på nogle forudsætninger. Først, at befolkningen aktivt følger med i samfundets udvikling. Dernæst, at de forskellige grupper afklarer, hvordan de på én gang kan gavne deres egne interesser og samtidig bidrage til et bedre samfund. Og endelig, at hver gruppe ud af deres midte finder den bedst egnede person til at varetage deres interesser.

Man kan spørge, om det repræsentative demokrati i sin stærke form har været andet end en nyttig illusion - et brækjern til at nedbryde den forældede enevælde. Man kan spørge, om den saglige demokratiske diskussion nogensinde har været andet end en smuk drøm - et dække over koldsindige forsøg på at gennemtrumfe egne interesser. Disse spørgsmål er dog ikke fatale. Selvom demokratiet ikke er perfekt, kan det godt være bedre end sine alternativer.

Til de gamle spørgsmål kommer et nyt: Hvad betyder de moderne massemedier, især tv, for demokratiet? Vi skal her se på to træk ved forholdet mellem demokrati og massemedier.

På den ene side betyder massemedier en dramatisk udvidelse af demokratiet. Alle kan, fra øjeblik til øjeblik, orientere sig om nær og fjern. Ikke blot, hvad der foregår lokalt, men hvad der foregår i hele landet og i andre lande. Og når politikere optræder i nyheder og stiller op til interviews, får man en fornemmelse af at kende dem langt bedre, end hvis man så dem direkte en gang om året - hvis overhovedet. Massemedier kan stille borende spørgs mål på vælgernes vegne, og de kan levere et effektivt forsvar for frihedsrettigheder. Gennem sine massemedier kommer et samfund dagligt til sig selv. Massemedier er ikke demokratiets fjende, men dets bedste ven og garant.

På den anden side har alle disse ting en pris. Politikere optræder ikke på tæt hold, men på fjernsyn, så vælgerne ikke kan teste deres troværdighed gennem direkte kontakt. En professionel politiker må være nær ved parlamentet og behøver ikke at have lokal tilknytning. Omvendt kan en lokal partiforening være tilfreds med at få en kendt politiker - kendt fra tv - som sin kandidat. Det stiller politikere over for en udfordring: At overbevise mennesker, som de ikke kender personligt, men kun gennem opinionsundersøgelser og fokusgrupper. Hermed kommer retorikken i centrum, kunsten at forføre et publikum. En politiker må virke overbevisende på tv, gerne med magisk gennemslagskraft.

USA's tidligere præsident Bill Clinton under en valgkamp i 1992.

I stedet for at politikere repræsenterer den gruppe, de selv tilhører, ender de med at præsentere sig over for en befolkning, de ikke kender personligt. På godt og ondt bliver tv den vigtigste demokratiske kampplads. Politikere bliver professionelle, og i jagten på flertallet forholder de sig teknisk til, dels hvad befolkningen ønsker, dels hvordan de kan påvirke befolkningens ønsker. Det, som teologen Hal Koch (1904-1963) kaldte for den "demokratiske samtale" mellem vælgere og valgte, erstattes af strategisk kommunikation, styret af spindoktorer, som ikke har politiske synspunkter, men er eksperter i metoder til at påvirke vælgerne. Det bliver fristende for politikere at opgive deres faste ideologiske standpunkt, deres sag, og i stedet fleksibelt tilpasse sig de herskende stemninger. Alt arvesølv kommer på udsalg.

Selvom det stadig er befolkningen, som vælger Folketingets medlemmer, har demokratiet mistet sin uskyld og noget af sin gamle sjæl. Afstanden mellem de demokratiske idealer og den demokratiske realitet er så markant, at den er ophørt med at være et problem. En politisk ukyndig befolkning orienterer sig i massemedierne og er tilskuere til spektakulære tv-shows, hvor politikere som sports- eller rockstjerner kæmper om sejr i nøje iscenesatte dueller. Kun toppolitikere er synlige og kan sælge billetter. Resultatet kan blive et præsentativt folkestyre, hvor "demokrati" ikke betyder "folkets styre", men "styring af folket".

OLE THYSSEN

Finansminister Poul Møller sminkes før en tv-duel med Mogens Glistrup i 1971.

Kanonoversigt

1. Demokratiets rødder (ca. 500 f.Kr.)
2. Lighedstanken (ca. 500 e.Kr.)
3. Magna Carta (1215) og Bill of Rights (1689)
4. Jyske Lov (1241) og Erik Klippings håndfæstning (1282)
5. Reformationen
6. Den westfalske fred (1648)
7. Baruch Spinoza (1632-1677)
8. John Locke (1632-1704)
9. Oplysningstiden (1700-tallet)
10. Charles de Montesquieu (1689-1755)
11. Jean-Jacques Rousseau (1712-1778)
12. Den amerikanske forfatning (1775-1789)
13. Statsborgerskab og medborgerskab
14. Trykkefrihed og samfundsdebat (1770-1799)
15. Den franske revolution (1789-1799)
16. N.F.S. Grundtvig (1783-1872)
17. Rådgivende stænderforsamlinger (1834-1848)
18. Alexis de Tocqueville (1805-1859)
19. John Stuart Mill (1806-1873)
20. Grundloven (fra 1849)
21. Den nationalliberale bevægelse
22. Bonde- og højskolebevægelsen
23. Arbejderbevægelsen
24. Den kulturradikale bevægelse
25. Kvindebevægelsen
26. Systemskiftet (1901)
27. Kanslergadeforliget (1933)
28. Demokrati mod totalitarisme i mellemkrigstiden
29. Demokrati under anden verdenskrig
30. Hal Koch (1904-1963) og Alf Ross (1899-1979)
31. Europarådet og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (fra 1949)
32. Folkeafstemningen om EF (1972)
33. Salman Rushdie-sagen (fra 1988)
34. Murens fald (1989)
35. Europatraktaterne

Kommissorium

Kommissorium for udvalget til udarbejdelse af en demokratikanon

Regeringen finder det væsentligt at styrke kendskabet til de principper om frihed og folkestyre, som det danske samfund bygger på.

Der nedsættes derfor et udvalg, som skal udpege de centrale begivenheder, filosofiske strømninger og politiske tekster, som har bidraget til debatten om og påvirket udviklingen af frihedsrettighederne og folkestyret i Danmark. I denne samling bør inddrages såvel udenlandske som danske og såvel historiske som mere nutidige bidrag.

Resultatet af udvalgets arbejde præsenteres i en demokratikanon bestående af de begivenheder, tænkere og tekster, som i særlig grad har præget synet på det enkelte menneskes frihedsrettigheder, samfundets sammenhængskraft og udviklingen af det danske demokrati.

En demokratikanon kan bidrage til en løbende og levende debat om frihed og folkestyre ved at give nogle pejlemærker og ved at pege på nogle væsentlige retninger og milepæle i udviklingen af demokrati og frihedsrettigheder.

Udvalget skal komme med forslag til, hvordan demokratikanonen kan præsenteres og formidles i tekst, film, internet m.v., herunder til brug for undervisningen i folkeskolen, ungdomsuddannelserne m.v.

Udvalget består af 9 medlemmer, der udpeges af regeringen. Sekretariatet for udvalget forankres i Undervisningsministeriet med deltagelse fra Undervisningsministeriet, Justitsministeriet, Udenrigsministeriet, Kulturministeriet og Statsministeriet.

Arbejdet afsluttes i januar 2008 med offentliggørelse af demokratikanonen.

Liste over illustrationer

4: Keld Navntoft /Scanpix
9: Patrick Hertzog/Scanpix
11: Toms Kalnins/Scanpix
14: Efter maleri af Philipp von Foltz (1805-1877)/Scanpix
16: Ditte Valente/Scanpix
18: Efter maleri af Chappel/Scanpix
21: Gengivet efter Allan Christensen Demokratiets kulturer, Columbus 1993:41
22: Maleri/Scanpix
23: Stik/Scanpix
25: Maleri af Gerard Ter Borch (1617-1681), The National Gallery, London/Scanpix
26: Stik/Scanpix
28: Efter maleri af Sir Godfrey Kneller (1646-1723)/Scanpix
30: Maleri/Scanpix
31: Stik af Hubert. Gengivet efter Gösta Vestlund Folkuppfostran, folkupplysning, folkbildning, Utbildningsförlaget Brevskolan 1996:36
32: Alfredo Dagli Orti, foto/Scanpix
34: Gianni Dagli Orti, foto/Scanpix
36: Efter akvarel af Jean Leon Gerome Ferris, Library of Congress/Scanpix
37: Todd Gipstein, foto/Scanpix
38: Hans Ole Madsen, foto/Scanpix
39: Indfødsretten (1780), figurgruppe af Jacob Schmidt (1764-1807) fra Den kongelige Porcelænsfabrik/ Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot
40: Kobberstik af Joseph Wagner (1706-1780)/Scanpix
42: Kobberstik (1790)/Bibliothéque Nationale de France (øverst), maleri/ Scanpix (nederst)
43: Bibliothéque Nationale de France
44: Maleri (1847/48) af Carl Christian Constantin Hansen (1804-1880)/Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot
45: Tegning (1843) af Johan Thomas Lundbye (1818-1848)/Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot
46: Tegning/Scanpix
47: Efter Maleri af Jean Baptiste Isabey (1767-1855)/Scanpix
48: Maleri (1850) af Théodore Chassériau (1819-56)/Scanpix
50: Maleri/Scanpix
52: Svend Åge Mortensen, foto/Scanpix
54: Foto/Scanpix
55: Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot
56: Billede fra: www.fynshistorie.dk
57: Maleri (1902) af Erik Ludvig Henningsen (1855-1930)/Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot
58: En agitator, maleri (1899) af Erik Ludvig Henningsen (1855-1930)/Arbejdermuseet
60: Maleri (1902) af Peter Severin Krøyer (1851- 1909)/Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot
61: Foto/Scanpix
63: Fotos/ Scanpix
64: Maleri (1895) af August Andreas Jerndorff (1846-1906), Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot
65: Foto/Scanpix
66: Tegning af Jensenius fra Blæksprutten/Scanpix
67: Foto/Scanpix
68: Foto/Scanpix
69: Foto/Scanpix
70: Foto/Scanpix
71: Foto/Scanpix
72: Geert Bardrum, foto/Scanpix
73: Foto/Scanpix
74: Foto/Keystone/Scanpix
75: Muriel Dovic, foto (øverst), John Edward Linden, foto (nederst)/Scanpix
76: Allan Moe, foto/Scanpix
77: Mogens Ladegaard, foto/Scanpix
78: Chris Pizzello, foto/Scanpix
79: Arif Ali, foto/Scanpix
80: Bernard Bisson, foto/Scanpix
81: Robert Maass, Scanpix
82: Foto/Scanpix
85: Heine Pedersen, foto/Scanpix
88: NASA, foto/Scanpix
91: Claus Fisker, foto/Scanpix
92: Brooks Kraft, foto/Scanpix
93: Mike Nelson, foto/Scanpix
94: Jan Jørgensen, foto/Scanpix

Denne side indgår i publikationen "Demokratikanon" som hele publikationen
© Undervisningsministeriet 2008