Tingforsamling - fra Olaus Magnus' bog om de nordiske folks historie, 1555.

Kampene mellem kejser og pave begyndte som tvister om retten til at besætte bispestolene, men endte med at afgøre forholdet mellem verdslig og åndelig magt på den måde, som senere blev udgangspunkt for den moderne demokratiske samfundsorden: Den principielle adskillelse af religion og politik, kirke og stat. Jyske Lov bærer desuden stærkt præg af den samtidige katolske kirkerets juridiske bestemmelser om personligt ansvar og frihed.

Ifølge Jyske Lov må lovgivning for at være legitim bygge på retfærdighed. Hvad retfærdighed er, bestemmer hverken kongen eller stormændene. Det er et evigt begreb, der hviler på naturens orden og menneskets naturlige rettigheder. Romerne sagde, at retfærdighed er den bestandige vilje til at yde enhver sit - såvel materielt som moralsk. Kristendommen udvidede denne forståelse ved at forankre retfærdigheden i den af Gud skabte naturlige orden, som det står i den menneskelige fornufts magt at forstå, og som det er menneskenes pligt at virkeliggøre i samfundet.

Håndfæstningen af 1282, vedtaget i Nyborg, udsprang af konkrete magtkampe mellem konge og stormænd og er derfor stærkere forankret i sin egen tid. Den er en udvikling af og et praktisk eksempel på de tanker, som blev fremført i fortalen i Jyske Lov. Ved håndfæstningen garanterede kongen en række rettigheder, der - skønt de dengang var forbeholdt formuende folk - skulle vise sig at blive grundlæggende i den senere udvikling mod demokrati. For eksempel lovede kongen - ligesom den engelske konge gjorde det i Magna Carta (1215) - ikke at dømme uden grundlag i loven og ikke at styre vilkårligt. Her møder vi igen tanken om samfundspagten, der, selvom den lå i dvale under enevælden, opstod igen i ny dragt i 1800-tallet.

Både Jyske Lov og Håndfæstningen af 1282 rummer forestillingen om en retsorden, der udsprang af en pagt mellem hersker og folk og hviler på en objektiv og suveræn retfærdighed. Pagten var nødvendig for samfundslivet og ubrydelig; den, der brød den, "handler åbenbart mod Gud", som fortalen siger.

Loven og håndfæstningen blev begge vedtaget af forsamlinger af konge, bisper og stormænd. Derved foregreb de i en vis forstand det repræsentative demokrati. Lovene ville nemlig ikke have gyldighed, hvis ikke de fremmødte mente at have retten til at repræsentere hele folket - forstået som alle frie mænd i kongeriget og deres husstande. Det er i begivenheder som forsamlingen i Vordingborg i 1241 og Danehoffet i Nyborg i 1282, at vi ser, hvordan forestillingen om den repræsentative udøvelse af folkets magt fødes i Danmark, på samme tid som den var ved at blive til i italienske og tyske byer.

"Med lov skal land bygges, men vilde enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme ret, da behøvede man ikke nogen lov. Men ingen lov er jævngod at følge som sandheden, men hvor man er i tvivl om, hvad der er sandhed, der skal loven vise sandheden. Var der ikke lov i landet, da havde den mest, som kunde tilegne sig mest. Derfor skal loven gøres efter alles tarv, at retsindige og fredsommelige og sagesløse kan nyde deres fred, og uretfærdige og onde kan ræddes for det, der er skrevet i loven, og derfor ikke tør fuldbyrde den ondskab, som de har i sinde. (...) Loven skal være ærlig og retfærdig, tålelig, efter landets sædvane, passende og nyttig og tydelig, så at alle kan vide og forstå, hvad loven siger. Loven må ikke gøres eller skrives til nogen mands særlige fordel, men efter alle deres tarv, som bor i landet. (...) Den lov, som kongen giver og landet vedtager, den kan han heller ikke ændre eller ophæve uden landets vilje, medmindre han åbenbart handler mod Gud".

AF FORTALEN TIL JYSKE LOV, 1241.

Denne side indgår i publikationen "Demokratikanon"
© Undervisningsministeriet 2008