Danmarks Riges Grundlov er i sin nuværende form vedtaget den 5. juni 1953, men i hovedtræk går lovteksten tilbage til 1849, da Den Grundlovgivende Rigsforsamling vedtog loven som udtryk for landets overgang fra enevælde til demokrati.

Danmarks første demokratiske grundlov, Junigrundloven af 5. juni 1849, blev vedtaget efter enevældens fald i 1848 og var resultat af arbejdet i Den Grundlovgivende Rigsforsamling, der trådte sammen den 23. oktober 1848. Denne forsamling bestod af 38 kongevalgte (det vil sige regeringsudpegede) medlemmer og 114 medlemmer, der var valgt af samtlige uberygtede mænd over 30 år med selvstændig husstand. Uanset at der således var et betydeligt element af konservatisme i forsamlingen, endte dens grundlovsforslag med at blive et af de mest liberale i Europa.

Selve udarbejdelsen af forslaget skyldtes især D.G. Monrad (1811-1887), der lod sig inspirere af tidens mest liberale forfatninger, nemlig den norske fra 1814 og den belgiske fra 1831. Hele grundlovskomplekset blev efterfølgende redigeret til en dansk helhed af Orla Lehmann (1810-1870). Det færdige resultat havde derfor klare nationalliberale aftryk.

Den nye grundlov definerede styreformen som indskrænket monarkisk og knæsatte princippet om magtens tredeling i en lovgivende, en udøvende og en dømmende magt. Den lovgivende magt var organiseret i et tokammersystem, nemlig i et demokratisk valgt Folketing og et mere konservativt sammensat Landsting. Grundloven var dog kun betinget demokratisk, idet det kun var mænd over en vis alder, der havde stemmeret. Kvinder og tyende var udelukket fra demokratisk deltagelse. Ved grundlovsændringen i 1866 strammedes Grundloven i konservativ retning under indtryk af nederlaget til Preussen i 1864, så Landstinget i højere grad end tidligere kom til at udgøre en konservativ bremse på lovgivningen. Dermed var der lagt op til den efterfølgende forfatningskamp mellem Venstre og Højre. Den endte med Venstres sejr ved systemskiftet i 1901, og 1866-ordningen blev atter ophævet ved grundlovsændringen i 1915, hvor også kvinder og tyende omsider opnåede stemmeret. Ved den seneste grundlovsændring i 1953 blev Landstinget helt afskaffet, og parlamentarismen som gældende statsskik blev for første gang grundlovsfæstet. Parlamentarismen havde ganske vist været praktiseret siden systemskiftet i 1901, men forblev omstridt helt frem til 1920. Grundlovsændringen i 1953 indebar tillige, at tronfølgen ændredes således, at også kvinder kan arve tronen, mænd dog forud for kvinder, at frihedsrettighederne blev udbygget, og at der blev indsat en bestemmelse, der muliggør, at Danmark kan tilslutte sig internationale organisationer som EF (nu EU).

Frihedsrettighederne i den danske Grundlov har siden 1849 helt overvejende hørt til kategorien "borgerlige og politiske rettigheder". Disse rettigheder angår for det første bestemmelser, som indeholder fundamental beskyttelse af borgerne imod indgreb fra statsmagtens side. Hertil hører beskyttelse imod frihedsberøvelse, beskyttelse af ejendomsretten og beskyttelse af privatlivets fred. For det andet indeholder Grundloven en række frihedsrettigheder, der er en direkte forudsætning for, at et demokrati kan fungere. Det gælder beskyttelse af ytringsfriheden, foreningsfriheden og forsamlings- eller demonstrationsfriheden. Grundlovens frihedsrettigheder er i øvrigt generelt karakteriseret ved overvejende at lægge vægt på en formel beskyttelse af rettighederne, for eksempel ved at forbyde censur eller ved at kræve, at indgreb kun kan besluttes af en domstol. Den indholdsmæssige beskyttelse af frihedsgoderne er mere sparsom. Herved adskiller Grundloven sig blandt andet fra Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som bærer præg af, at dens forskrifter er blevet til langt senere end hovedparten af bestemmelserne i Grundloven.

I 1990'erne opstod der - især med henvisning til de ændrede forhold som følge af Danmarks EU-medlemskab og den øgede opmærksomhed på menneskerettigheder - debat om fornyet ændring af Grundloven. Debatten førte dog ikke til noget resultat, blandt andet fordi en grundlovsændring er vanskelig at gennemføre. En reform skal vedtages uændret i to på hinanden følgende folketing. Derefter skal forslaget sendes til folkeafstemning. Her skal et flertal af de af givne stemmer være for forslaget, og dette flertal skal udgøre mindst 40 procent af samtlige stemmeberettigede.

§ 1. Denne grundlov gælder for alle dele af Danmarks Rige.

§ 2. Regeringsformen er indskrænket-monarkisk. Kongemagten nedarves til mænd og kvinder efter de i tronfølgeloven af 27. marts 1953 fastsatte regler.

§ 3. Den lovgivende magt er hos kongen og folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene.

§ 4. Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.

1953-GRUNDLOVENS KAP. I.

Denne side indgår i publikationen "Demokratikanon"
© Undervisningsministeriet 2008