Demokratikanon

21	Den nationalliberale bevægelse

Identifikation

Den nationalliberale bevægelse i København var drivkraften bag indførelsen af demokrati i Danmark. Kulturelt tilhørte de nationalliberale - også kaldet professorpartiet - dannelsesborgerskabet, hvis kerne bestod af embedsmænd, jurister, læger, præster, redaktører og professorer.

Orla Lehmann (1810-1870).

Den klassiske liberalisme byggede i princippet på et a-nationalt idégrundlag. Men under kampen for et nationalt demokrati blev der knyttet en idémæssig forbindelse mellem samtidens liberale og nationale strømninger, der begge forholdt sig kritisk til det eksisterende økonomiske og politiske system. I den omstillingsproces, der gjorde de liberale til nationalliberale, spillede Holstens og Slesvigs position i helstaten en stor rolle. Nationalliberalismen opstod som politisk retning, da Orla Lehmann (1810-1870) i 1842 formulerede Ejderpolitikken, hvis mål var at udskille de tyske hertugdømmer Holsten og Lauenborg fra det danske monarki og indlemme hertugdømmet Slesvig i Kongeriget Danmark. Med andre ord: De nationalliberale ville ikke kun udskifte enevælden med demokrati som ny styreform, men også udskifte den multinationale helstat med Ejderstaten som ny national statsform.

Afviklingen af enevælden i det danske monarki blev fremskyndet af den anden demokratiske bølge, der rullede hen over Europa i foråret 1848. På trods af stor skepsis i visse kredse af befolkningen lykkedes det for de nationalliberale at få tilslutning til deres nationale og demokratiske program på en række folkemøder i København i marts 1848. På det afgørende møde den 20. marts i teatersalen Casino fik Orla Lehmann begejstret opbakning til de nationalliberales krav om et regeringsskifte i ejderdansk retning. Dagen efter, den 21. marts, foranstaltede de nationalliberale en demonstration, hvor 15.000 mand med Københavns borgerrepræsentation i spidsen gik til kongen med krav om både en ny demokratisk styreform og en ny national statsform. Kravet blev understøttet af den berømte revolutionstrussel: "Vi anråber Deres Majestæt om ikke at drive nationen til fortvivlelsens selvhjælp".

Da kongen trådte tilbage som absolut monark, skete der et skift i magtens symbolske orden: Fra fyrstesuverænitet til folkesuverænitet. Dette skifte medførte en radikalisering af det i forvejen kontroversielle spørgsmål: Hvem er folket, når folket ikke længere er kongens folk? Det var der langt fra enighed om i helstaten.

Uenigheden medførte, at der i 1848 udbrød en borgerkrig, som med visse afbrydelser først sluttede i 1851. Borgerkrigen medførte mange lidelser, men ingen løsninger af det grundlæggende spørgsmål om, hvem "folket" var i det nye folkestyre. "Løsningen" kom først med nederlaget til Preussen og Østrig i 1864 og tabet af hertugdømmerne Holsten, Lauenborg og Slesvig. Efter dette nederlag var Danmark tæt på at opfylde samtidens ideal om en demokratisk nationalstat, nemlig identitet mellem sprogets, nationens og statens grænser. Dog blev idealet forstyrret af, at omkring 200.000 dansksindede i Slesvig efter 1864 kom under tysk herredømme. Et forhold, der først blev rettet op på med afstemningen i Slesvig i 1920.

Folketoget den 21. marts 1848. Grundtvig står i hjørnevinduet på 2. sal.

Begrundelse

Indførelse og udvikling af demokrati i Danmark er nøje forbundet med bestemte sociale bevægelser og filosofiske strømninger. Demokratiets indførelse blev således befordret af, at det liberale borgerskabs politiske, økonomiske og kulturelle interesser kom i et stigende modsætningsforhold til det eksisterende system, der var præget af aristokratiets interesser. De liberale krævede en konstitution, der gav borgerne indflydelse på statslivet, og en økonomisk politik, som fremmede den frie konkurrence. For den videre udvikling af demokratiet i Danmark fik det stor betydning, at de nationalliberale efter nederlaget i 1864 mistede betydelig politisk og kulturel indflydelse.

"Allernådigste Konge!

De rådgivere, Deres Majestæt har arvet fra Deres forgænger, er ikke i besiddelse af folkets tillid, lige så lidt i det egentlige Danmark, som i Slesvig og Holsten; de daglig mere fremtrædende sørgelige frugter af deres regeringssystem har måttet undergrave enhver tro på, at de nu skulle besidde indsigt og kraft til at frelse landet.

Afgørelsens time nærmer sig med kæmpeskridt. Staten vil opløses, dersom Deres Majestæt ikke uopholdeligen omgiver Deres trone med mænd, som er opgavens storhed voksne, og som kunne tilføre regeringen en energisk vilje og nationens bistand - mænd, som kunne redde Danmarks ære og grundlægge landets frihed. Vi anråber Deres Majestæt om ikke at drive nationen til fortvivlelsens selvhjælp."

BORGERREPRÆSENTANTERNES ADRESSE AF 20. MARTS 1848.

Til sidens top