Kong John underskriver Magna Carta i 1215.

Magna Carta (der er latin for "det store brev") er en fællesbetegnelse for en række dokumenter, som den engelske kong John uden Land (regerede 1199-1216) enedes med de engelske baroner om, og som siden blev udmøntet i en række håndfæstninger og specifikke regler.

De engelske konger havde siden 1066 været blandt de mest magtfulde i Europa, og kong John ville også bestemme over kirken. Dette og flere tabte krige og konstant stigende og nye skatter førte til en række oprør mod en konge, der blev opfattet som tyrannisk. Stormændene ønskede en konge, der var stærk nok til at sikre fred og besiddelser, men som samtidigt blev holdt i skak: Han skulle være underkastet og bundet af loven. I sommeren 1215 gjorde de oprør, og presset af omstændighederne underskrev kongen den 15. juni Magna Carta med vidtrækkende indrømmelser.

I dokumentet lovede kongen blandt andet, at kirken skulle være uafhængig af statsmagten; at borgerne skulle have retssikkerhed i forbindelse med retssager og kun måtte dømmes af deres ligemænd; at kronens tjenestemænd ikke måtte fungere som dommere i retssager; at ejendom ikke uden videre måtte beslaglægges; at kun domstole måtte iværksætte en straf af dømte. Herfra stammer også et af de mest centrale begreber i det moderne liberal-demokratiske retssamfund, nemlig "habeas corpus", det vil sige, at fængslede borgere har visse retskrav. Det betyder i praksis, at de ikke kan fængsles på ubestemt tid uden dom, men skal stilles for en dommer, og at myndighederne skal begrunde fængslingen med udgangspunkt i loven.

Magna Carta indeholdt intet om demokrati i moderne forstand, men dokumentet var med til at lægge grunden for det engelske parlament, som er en direkte udløber af det såkaldte store råd, der blev oprettet. Det bestod af 25 baroner, der skulle rådgive kongen, men som under visse omstændigheder kunne frasige sig deres troskab til kongen.

Rådet kunne mødes på ethvert tidspunkt og nedlægge veto over for kongens beslutninger blandt andet ved om nødvendigt at beslaglægge hans besiddelser.

I 1689 erklærede det engelske parlament, at kong Jakob II (regerede 1685-1689) havde krænket Magna Carta, og at dette annullerede hans ret til kronen. Denne såkaldte Glorious Revolution fandt sted, fordi man frygtede, at kongen agtede at indføre et enevældigt styre: Han havde forsøgt at sammensætte parlamentet af sine egne støtter og havde vilkårligt givet undtagelser fra parlamentets lovgivning. Næste skridt - inden man tilbød kronen til anden side - var at opsummere, hvilke krav en fremtidig monark skulle respektere. Resultatet blev den engelske rettighedserklæring, kendt under navnet Bill of Rights. Den blev den 13. februar 1689 overbragt ægteparret Vilhelm af Oranien (1650-1702) og Mary Stuart (1662-1694). Ud over at være gift var de henholdsvis nevø og datter af den afsatte konge og havde ledet oprøret mod kongen i 1688. Som tak tilbød parlamentet dem i fællesskab kronen, og erklæringen blev senere omsat i lov.

I Bill of Rights opremsede parlamentet en række grundlæggende frihedsrettigheder, som den udøvende magt ikke måtte krænke. For eksempel måtte kongen ikke oprette sine egne domstole eller selv fungere som dommer; han skulle ikke kunne udskrive nye skatter uden parlamentets samtykke; borgerne måtte ikke udsættes for "væmmelige og usædvanlige" straffe, og de kunne ikke fratages deres ejendom eller pålægges bøder uden dom. Fra et demokratisk synspunkt var det vigtigste, at regeringen ikke måtte blande sig i parlamentsvalg, at man ikke kunne suspendere parlamentets love, og at dette skulle indkaldes jævnligt. Dermed standsede man næsten et århundredes konstante brydninger mellem parlament og kongemagt og skabte en relativt stabil magtbalance mellem parterne.

"Ingen fri mand skal arresteres eller fængsles eller fratages sin ejendom eller friheder eller blive gjort lovløs eller udvist eller på anden vis forulempet, ligesom Vi ikke vil retsforfølge ham eller dømme ham, uden at det sker gennem en lovlig afgørelse foretaget af hans ligemænd eller med udgangspunkt i landets lov". MAGNA CARTA, § 29.

"[Vi erklærer], at den angivelige magt til med kongelig autoritet at suspendere love eller håndhævelsen af love uden parlamentets samtykke er ulovlig; (...) at indkrævningen af penge til eller til brug for Kronen gennem hævdelse af dennes prærogativ, uden bestemmelse fra parlamentet (...) er ulovlig; at valg af medlemmer af parlamenter bør være frie; at friheden til at ytre sig, debattere og forhandle i parlamentet ikke bør underkendes i nogen domstol eller på noget sted uden for parlamentet".

BILL OF RIGHTS.

Denne side indgår i publikationen "Demokratikanon"
© Undervisningsministeriet 2008