Demokratikanon

2	Lighedstanken

Identifikation

Med hver deres forskelligheder er alle mennesker lige for Gud og skal stilles lige for loven. Denne lighedstanke findes i Galaterbrevet, der formentlig er forfattet af apostlen Paulus (ca. 10-ca. 67 e.Kr.) i foråret 54 e.Kr.Den stoiske filosof Seneca (4 f.Kr.-65 e.Kr.) pegede omtrent på samme tid på en lignende lighedstanke som en universel orden, hvor alle mennesker er lige.

Paulus (ca. 10-ca. 67 e.Kr.).

Galaterbrevet er sandsynligvis skrevet af Paulus i foråret 54 til en kreds af menigheder, som han tidligere havde grundlagt i landskabet Galatien i Lilleasien. Menighederne havde åbenbart ladet sig besnakke af jødekristne forkyndere, der anså kristendom for at være en jødedom for hedninger. Således havde de forsøgt at overtale galaterne til at lade sig omskære og overholde de jødiske spiseregler; det vil sige overtage de jødiske regler fra Moseloven, der normalt satte det synlige skel mellem jøder og ikke-jøder. Den jødekristne tankegang var, at først skulle man være jøde - og så blev man kristen. Paulus tager imidlertid i sit brev skarpt afstand fra, at kristendommen således fik tilføjet lovgerninger, der skulle gøre mennesker fortjente i Guds øjne (at den enkelte kan opnå frelse ved at handle i overensstemmelse med lovene i det Gamle Testamente). Det er ikke lovbestemmelser, der skal regulere forholdet til Gud. Kun kærligheden til medmennesket tæller, og den kan ikke afgrænses af og udtømmes i regler og bud. Som Paulus udtrykker det: "I Kristus gør det hverken fra eller til, om man er omskåret eller ej, men det gør tro, virksom i kærlighed."

Galaterbrevet forkynder Paulus således en kristendom, der netop ikke har love og regler, men Kristus i centrum, og i den korsfæstede har Gud åbenbaret sig som den i verden magtesløse. Ifølge Paulus har Gud således omstyrtet magthierarkierne, og de troende er derfor ikke trælle, men frie sønner og døtre. For Paulus er jøder derfor ikke længere nærmere Gud end ikke-jøder. Mænd er ikke mere end kvinder, frie er i forhold til Gud ikke fornemmere end slaver. For i troen på Kristus er alle mennesker lige over for Gud.

Da Jesus skelnede mellem Guds rige og kejserens rige, stod han med en mønt i hånden. Det skyldes ikke blot, at penge klart tilhører den jordiske verden, men også at mønten havde et billede af en jordisk Gud: Den romerske besættelsesmagts kejser.

Et besat land skelner uundgåeligt mellem jordisk ret og universel retfærdighed. Den ret, man påtvinges udefra med magt, får ikke megen sympati, så man kan protestere mod besættelsen ved at pege på en universel moralsk orden for alle mennesker. Ejendommeligt nok nåede én af de mest klarhovedede inden for den romerske elite, den stoiske filosof Seneca (4 f.Kr.-65 e.Kr.), på samme tid frem til samme konklusion. Også en besættelsesmagt må overveje forholdet mellem sin egen lov og lovene i de besatte lande. Seneca førte tanken til dens radikale konklusion. Han pegede på en universel orden, hvor alle mennesker er lige, uanset at de lokalt var både forskellige og ulige, for eksempel som slaver og frie. Selvom Seneca ikke bidrog til en teori om demokratiet, er lighed for loven en vigtig byggesten i det demokratiske hus.

Begrundelse

Set i en demokratisk kontekst er lighedstanken i blandt andet Paulus' Galaterbrev et afgørende opgør med religiøse love, der kræves synligt manifesteret i den troendes liv og dermed tillægges betydning for den enkeltes plads i samfundet. Paulus understreger, at troen på Kristus er et åndeligt anliggende, der ikke synligt kan aflæses i konkrete handlinger, men alene skal give sig udslag i kærlighedens gerninger. Her lægger han grundstenen til den adskillelse af tro og lov, som er en afgørende forudsætning for adskillelsen af religion og politik. I forlængelse heraf ligger den paulinske understregning af ligheden mellem mennesker. At ethvert menneske er lige for Gud udtrykker den lighedstanke, som giver genlyd i de senere vestlige demokratier. Her bliver det et demokratisk adelsmærke, at alle borgere er lige værdige og derfor skal stilles lige i forhold til loven.

Paulus

Paulus var oprindelig jøde og farisæer, selvom han var født og opvokset i Tarsus i det sydøstlige Lille asien. Han deltog i forfølgelser af de første kristne, men efter oplevelsen af en åbenbaring omkring 40 e.Kr. begyndte han selv at forkynde den nye tro. Han forkyndte også for ikke-jøder, hvilket førte til grundlæggelsen af en række menigheder i Lilleasien og Grækenland. Han så sig selv som apostel; det vil sige udsendt af Kristus. I hans breve finder vi den teologiske gennemtænkning af evangeliet og dets konsekvenser, der danner grundlaget for en kristendom uden jødedommens etniske begrænsning. Tretten breve i det Nye Testamente tilskrives Paulus, men nogle af dem stammer fra senere Paulus-disciple. Blandt de breve, der er almindeligt anerkendte som autentiske Paulus-breve ud over Galaterbrevet, finder man Romerbrevet og de to Korinther breve.

Seneca

Seneca var en romersk jurist, stoisk filosof og godsejer, som levede i det usikre miljø omkring det kejserlige hof. Han blev lærer og senere rådgiver for kejser Nero (37-68), men Seneca havde svært ved at forene filosofi og politik og endte med at trække sig tilbage til privatlivets fred for at undgå det politiske livs ufred. Få år efter blev han anklaget for at deltage i en sammensværgelse mod Nero og blev tvunget til at begå selvmord.

Den filosofiske retning stoicisme betoner, at over for den ydre verdens ustabilitet er det klogt at finde stabilitet i den indre verden - i sig selv og i de nære forhold til familie og venner. Seneca var humanist og betragtede også slaver som medmennesker. Religiøst mente han, at der kun findes én gud.

Til sidens top