Demokratikanon

1	Demokratiets rødder

Identifikation

Demokrati som “folkets magt” opstod første gang i nogle græske bystater i 500-tallet f.Kr. Mest kendt er Athens demokrati. Det grundlæggende princip var, at alle borgere – voksne, frie mænd – havde lige ret og pligt til at styre byen direkte ved at møde personligt frem i Folkeforsamlingen og dér træffe alle beslutninger. Også i Rom havde borgerne under republikken (510-46 f.Kr.) en vis indflydelse på magten, selv om Rom snarere var et oligarki – et fåmandsvælde – hvor velhavende familier eller en junta havde magten.

Perikles taler til athenerne neden for Akropolis.

Indtil 500-tallet f. Kr. blev de fleste græske by stater styret af tyranner. Som reaktion opstod i Athen og andre byer demokratiske bevægelser, der krævede direkte folkestyre. I Athen vandt demokraterne under ledelse af Kleisthenes (ca. 570-507 f.Kr.) efter et blodigt opgør i 507 og indførte et system, som med enestående stabilitet holdt i næsten 200 år. Som beskyttelse mod tyranner indførtes et princip, som hed ostrakisme, og som gik ud på, at en politiker kunne landsforvises i 10 år.

Det antikke demokrati hvilede på tre principper. Det første var, at folket styrede sig selv direkte. Afstemninger foregik ved, at man lukkede så mange athenske mænd ind som muligt på forsamlingspladsen, og når der ikke kunne være flere, blev portene lukket. Afstemninger foregik ved håndsoprækning, og pladsen blev ikke åbnet igen, før en beslutning var truffet. Folkeforsamlingens beslutninger blev offentliggjort med indskrifter, som begyndte med ordene: “Folket har fundet rigtigt, at …”. Det handlede om krig og fred og økonomi – især eftergivelse af fattiges gæld. Da Athen betalte diæter for fremmøde, så alle havde råd til at deltage, var de fattige flittige til at møde frem.

Ved siden af folkeforsamlingen skulle der også udpeges en regering. Her var det andet princip, at personlige egenskaber og rigdom ikke måtte tælle. Alle kunne stille op, og valg af dommere og embedsmænd skete ved lodtrækning. Hver dag blev der valgt en formand, en art statsminister, som dog kun havde posten for én dag. Det sande demokrati handlede ikke om den bedst egnede, men den tilfældigt udtrukne, fordi alle borgere var lige. Lodtrækningen foregik ved, at hver borger satte sit kort i en slags “stemmemaskine”. En undtagelse var valget af generaler. Krig krævede professionel ledelse.

Det tredje princip var, at demokratisk deltagelse ikke blot er en ret, men en pligt. “Vi fordømmer den mand, der ikke deltager i politik”, sagde Perikles (ca. 495-429 f.Kr.), der i mange år var Athens uformelle leder. Han var ikke valgt til noget embede og var aristokrat af fødsel. Hos historikeren Thukydid (ca. 460-400 f.Kr.) hører vi, hvordan han leverer det fornemmeste forsvar for det antikke demokrati.

Begrundelse

Det antikke demokrati er forskelligt fra det moderne. Folkestyret var ikke repræsentativt, men direkte, og man var ikke borger af fødsel, men blev det kun ved at blive valgt af andre borgere. Men det var i Athen, at man første gang gennemførte den idé, at en befolkning styrer sig selv, og at kun politiske flertalsbeslutninger er gyldige. I Athen og Rom møder man også den idé, at medbestemmelse, og hermed politisk og social frihed, er et vigtigt element i et menneskes liv. Det er rødderne til en moderne forståelse af frihed.

Demokratiet var ikke uden kritikere. Antikkens store filosoffer, Platon og Aristoteles, mente, at demokrati ville forfalde til pøbelvælde. De sammenlignede folket med et stort, dorsk uhyre, som kunne blive uventet farligt, fordi det tænker småt og lader sig rive med af følelser. For et moderne blik er en anden mangel, at kun mandlige borgere havde stemmeret, ikke kvinder, slaver og tilflyttere, metoikere. Athen dækkede et areal, som svarede til Fyn. Byen havde mellem en kvart og en halv mio. indbyggere, hvoraf en tredjedel var slaver, og 10-15.000 var metoikere, som skulle betale skat og gøre krigstjeneste, men uden at have stemmeret. Antallet af borgere med stemmeret var mellem 30.000 og 40.000.

Kun i Athen og i byer i Athens magtsfære fungerede demokratiet fuldt ud. Andre græske by stater var oligarkier ligesom Rom. Men også i de mindre udviklede demokratier var der stolthed og patriotisme hos demokratiets fortalere. Grækernes sejrrige modstand mod Perserriget i krigene 490-449 f.Kr. var utænkelig uden demokratiets fællesskab om politiske værdier, baseret på en frihed, som Thukydid definerede som, at “enhver kan leve, som han vil”.

Romerne udviklede et andet frihedsbegreb, der også har haft betydning for eftertiden. Her bestod frihed i borgernes ret til beskyttelse mod de stærkes overgreb. Bystyret hvilede på lov, og hvis en magthaver eller velhaver krænkede loven, havde borgerne krav på hjælp hos et folketribunat, som blev indført 451 f.Kr. Tribunen kunne nedlægge “veto”, som betyder “jeg forbyder”. Denne befaling kunne ikke appelleres, og det var helligbrøde at hindre tribunen i at gøre sin pligt. Princippet førte til store stridigheder i Roms historie og fik senere nyt liv hos fortalerne for det liberale demokrati.

“Fordi vor styreform giver de mange og ikke de få magten, kaldes den demokrati. (…) Vi elsker skønhed inden for fornuftens grænser, og vi filosoferer, uden at det gør os dekadente. Jeg mener kort sagt, at som by er vi et forbillede for hele Hellas, og jeg betvivler, at verden kan frembringe noget menneske, som, hvis han er henvist til egne muligheder, er i stand til at mestre så mange udfordringer, eller som er udstyret med en så alsidig begavelse som atheneren”.

FRA PERIKLES’ GRAVTALE OVER DE FALDNE I DET FØRSTE ÅR AF DEN PELOPONNESISKE KRIG (431-404 F.KR.), NEDSKREVET AF THUKYDID.

Til sidens top