Demokratikanon

26	Systemskiftet

Identifikation

Valget til Folketinget i Danmark den 3. april 1901 var epokegørende, idet Venstres krav om folketingsparlamentarisme endelig slog igennem - om end i de første årtier kun som skrøbelig praksis og ikke som grundlovsfæstet princip; det skete først med grundloven af 1953. Ved systemskiftet i 1901 anerkendte man efter lang tids forfatningskamp det parlamentariske princip, som i Danmark indebærer, at ingen regering (og ingen minister) må have et flertal imod sig. Dermed tog Danmark et stort skridt mod en realisering af Viggo Hørups krav: "Ingen over og ingen ved siden af Folketinget".

Jacob Brønnum Scavenius Estrup (1825-1913).

Menneskemængde i Gothersgade ved folketog til Amalienborg i anledning af systemskiftet den 1. September 1901.

Med grundlovsrevisionen i 1866 fik godsejer- og embedsmandsinteresserne indsnævret Grundlovens demokratiske aspekter. Det førte til dannelsen af protestpartiet Venstre, som under forfatningskampen udviklede sig til partiet for såvel bønder som den progressive intelligens i byerne. Men selvom Venstre fik flertal i Folketinget, fortsatte kongen med at udnævne højreregeringer. Højremanden J.B.S. Estrup (1825-1913) lå som regeringsleder 1875-1894 i stadig konflikt med Folketingets flertal, hvis ledere var venstremændene Chresten Berg (1829-1891) og Viggo Hørup (1841-1902). Lignende konflikter fandt man i en række europæiske lande, men få steder så langvarig og hårdnakket som i Danmark. Konflikten kulminerede i 1880'erne med forsvarssagen som ydre anledning. Højre ville anlægge forsvarsværker omkring hovedstaden, hvortil Viggo Hørup spurgte: "Hvad skal det nytte?" Det var ikke udtryk for pacifisme, men for at Venstre ønskede, at forsvarsbevillingerne skulle komme hele landet og ikke blot hovedstaden til gode. Højre fastholdt imidlertid befæstningen og finansierede den i perioder ved hjælp af provisoriske finanslove i henhold til en paragraf i Grundloven om provisoriske love, som gav kongen ret til i særlige tilfælde at udstede foreløbige love.

Forfatningskampen og systemskiftet skærpede ikke blot debatten om folkestyrets betydning. Det var også en æra af usædvanlig blomstring i litteratur, kunst og musik, hvor især den senere nobelpristager Henrik Pontoppidan (1857-1943) brugte den politiske atmosfære som baggrund for sine romaner. Hos ham mærker man, hvordan systemskiftet ikke blot var en politisk omvæltning i snæver forstand, men førte til en ny slags politik i Danmark.

Da parlamentarismens indførelse banede vej for den første Venstreregering, blev J.C. Christensen (1856-1930), der var lærer og leder af Venstre, ikke regeringsleder. Selv om lærerstanden i løbet af 1800-tallet havde bevæget sig fra bunden mod toppen af samfundspyramiden, var det et for stort brud med vante forestillinger at udnævne degnen fra Stadil til statsminister. Han blev dog regeringsleder i 1905 - samme år som Det Radikale Venstre blev stiftet som følge af intern uenighed i Venstre om forsvarssagen.

"Nu er der kun én vej: Hånd i hånd og så frem ad den lige vej, om Grundloven skal komme til ære i Danmark igen. Vort samlingsord skal være folkets selvstyre. Det er intet kongeord. Det ord er bondefødt. Det er født i striden. Det er tungt nu af et helt folks retmæssige vrede. Men det skal blive et fredens ord for vort folk. Den dag kommer, da det skal blive en daglig nødvendighed for et ærekært folk, selvfølgelig som luften vi ånder, som sproget vi taler. Ja den dag skal komme, da det ord ligger over vort land, højt og varmt som lyset en sommerdag. Det er en livsnødvendighed for et lille folk som vort. Al vor fremtid hænger deri, al vor ret til at være noget for os selv, al vor velfærd og lykke. Det er blevet denne slægts sag at erobre friheden for anden gang, det skal blive denne slægts ære at sende friheden sikret i arv til vore sønner - skam og skændsel over os, dersom vi slipper! (...) Mit sidste ord skal være folkets selvstyre. Et leve for et ærekært, et selvstyrende folk".

VIGGO HØRUP, TALE I HØJBY PÅ FYN 24. JUNI 1883.

Begrundelse

Systemskiftet er et af de vigtigste vendepunkter i dansk politisk historie siden Grundlovens indførelse i 1849. Skiftet indtraf to år efter Hovedaftalen i 1899, der markerede overgangen til det moderne arbejdsmarked. Med systemskiftet begyndte det moderne politiske landskab at tone frem med de to store partier: Bøndernes Venstre og arbejdernes Socialdemokrati som drivende kræfter. Dog er det først med indførelse af forholdstalsvalg i 1915, at landskabet tager endelig form. Mens valg i enkeltmandskredse er ensbetydende med få partier og en klar front mellem regering og opposition, medfører forholdstalsvalg, sammen med en lav spærregrænse på to procent, flere partier. Dermed bliver koalitioner som regel normen og konsensuspolitik den foretrukne metode. Indførelse af forholdstalsvalg har uden tvivl bidraget til udvikling af det såkaldte konsensusdemokrati i Danmark.

Til sidens top