|
|
IdentifikationKvindebevægelsens tidligste spirer piblede frem under den franske revolution. Feministen Mary Wollstonecraft (1759-1797) var den første, der knyttede sine egne og andre kvinders erfaringer af undertrykkelse sammen med demokratiets nye lighedsidealer. Hendes bog A Vindication of the Rights of Man fra 1790 var en glødende forsvarstale for menneskets rettigheder. A Vindication of the Rights of Woman fra 1792 regnes for et pionerværk inden for feministisk filosofi, og her argumenterede hun for uddannelse som vejen til kvindernes frigørelse. I Danmark overraskede forfatteren Mathilde Fibiger (1830-1872) sin samtid med romanen Clara Raphael, Tolv Breve fra 1851, hvor hun knyttede en forbindelse mellem den nationale og demokratiske bevægelse og kvindernes frigørelse.
Selvom der ikke deltog kvinder i folketoget til kongen den 21. marts 1848, gjorde Mathilde Fibiger alligevel begivenheden til udgangspunkt for den første kvindesagsroman i Danmark, nemlig Clara Raphael, Tolv breve fra 1851. I sit første brev til veninden skriver Clara med begejstring om begivenheden 1848: "Den 21de marts oprandt et nyt liv for mig. Jeg så det danske folk, som jeg kun kendte fra sagn og sange, jeg hørte de ord udtale, som fandt dyb genklang i min sjæl. Mine idealer trådte mig i møde i det virkelige liv, og mit hjerte bankede i stolt selvbevidsthed". I romanen knytter Clara Raphael således en forbindelse mellem indførelse af demokrati og sine egne idealer om frihed og frigørelse. Dog var det svært for hende at dele sin begejstring for de nye ideer med de mennesker, hun levede iblandt på Lolland: "Jeg har selv prøvet at tale "om noget" med folk her, men det har ikke haft anden virkning, end at de tror, jeg har en skrue løs". Clara Raphael er fortvivlet over kvindernes stilling: "Vor stilling i samfundet er sørgelig, og hvorfor? Hvad ret har manden til at undertrykke os? Thi underkuede er vi, om end lænkerne er forgyldte". At smide disse lænker er imidlertid en vanskelig sag, fordi de sidder i sindet og bevidstheden: "Da friheden blev bønderne forkyndt, græd nogle af dem, og bad, om de måtte blive som de havde været". Clara Raphaels håb om at bryde med det eksisterende patriarkalske samfundssystem krævede national og demokratisk selvbevidsthed, der for hende udgjorde et løfte om frihed. Som svar på venindens spørgsmål om, hvad det egentlig var, hun kæmpede for, svarede hun: "Jeg vil stride, leve for det jeg forstår ved damernes emancipation". Mathilde Fibigers bog vakte stor furore og resulterede i den såkaldte Clara Raphael-fejde, hvor N.F.S. Grundtvig forsvarede Mathilde Fibiger. I 1869 trådte Georg Brandes ind i kvinde kampen med en oversættelse af Stuart Mills (1806- 1873) Kvindernes Underkuelse, hvori Brandes skrev en begejstret fortale. I 1871 stiftede Frederik (1837-1922) og Matilde Bajer (1840-1934) Dansk Kvindesamfund, den første kvindeorganisation i Danmark. Blandt foreningens tidligste medlemmer var Mathilde Fibiger. Da Dansk Kvindesamfund blev oprettet, udgjorde valgret til kvinder ikke et krav. Først i 1906 blev der flertal for at gøre kravet til foreningens officielle politik. Siden er kvinderne rykket ind i stadig flere af samfundets institutioner. Om de har opnået fuld ligeberettigelse er stadig til diskussion. "Enker, forladte og separerede hustruer samt ugifte kvinder, der er 25 år gamle og myndige med eller uden kurator, skal have lige adgang med mandspersoner til næringsdrift, når de fyldestgør de for mænd foreskrevne betingelser". § 7 I NÆRINGSLOVEN 1857.
|
|
|||
|
Til sidens top |
Denne side indgår i publikationen "Demokratikanon"