|
|
IdentifikationI sidste tredjedel af 1800-tallet opstod oplysningsbevægelsen, som senere fik navnet kulturradikalisme. Værdier som frihed, fornuft og oplysning lå til grund for den nye oplysningstid, som i Danmark for alvor blev introduceret, da Georg Brandes (1842-1927) i 1871 holdt en forelæsningsrække med den uskyldige titel Hovedstrømninger i det 19de århundredes litteratur. Disse forelæsninger tændte imidlertid en brand, hvorfra der stadig springer gnister. Selvom den nye oplysningstid ikke var en kopi af den klassiske oplysningstid fra 1700-tallet, byggede den på samme betoning af videnskab og "den frie tanke" - herunder retten til at kritisere den religiøse tradition - samme aversion mod det overnaturlige og metafysiske, samme optagethed af sociale problemer og samme optimisme vedrørende menneskets natur og historie.
Georg Brandes er ofte blevet kaldt Nordens Voltaire. Han brød med den kristne metafysik og henviste i stedet til menneskets egne naturkræfter som frihedens og individualitetens udgangspunkt. Brandes blev en nøglefigur i det moderne gennembrud, der inden for litteratur omfattede personer som J.P. Jakobsen (1847-1885) og Henrik Pontoppidan (1857-1943), og som inden for journalistik og politik rummede navne som Edvard Brandes (1847-1931) og Viggo Hørup (1841-1902). I anledning af hundredåret for Grundtvigs fødsel skrev Edvard Brandes i 1883 en kritisk mindeartikel. Brandes mente, at Grundtvigs kirkelige og nordiske anskuelser stod fjernt fra "det politisk-demokratiske princip", men at hans syn på frihed og det frie ord dog muliggjorde "en forbindelse mellem hans tilhængere og alle dem, der elsker den frie tanke og den fulde sandhed". Artiklens offentliggørelse har senere fået status som den begivenhed, der medførte, at kulturradikalismen skilte sig ud i forhold til grundtvigianismen i dansk kultur og politik. Protesterne blev nemlig så voldsomme, at Venstres leder, Chresten Berg (1829-1891), blev tvunget til at afbryde samarbejdet med Viggo Hørup og Edvard Brandes på Morgenbladet. Med oprettelsen af dagbladet Politiken i 1884 fik Hørup og brødrene Brandes et nyt talerør under mottoet: "Organet for den højere oplysning". Mens Georg Brandes betonede, at fremskridt udgår fra "de enkelte, ikke fra folkevælden", fremhævede Viggo Hørup klassekampen som vejen til et mere demokratisk samfund. Med sin eminente pen kom Hørup i en hel generation til at præge den politiske debat. Han kunne være skånselsløs i sin kritik af de nationalliberales ubehag ved at indlemme "masserne" i demokratiet, og han kunne ligeledes være hård i sin kritik af grundtvigianerne, når folkelighed blev betonet på demokratiets bekostning. Under forfatningskampen formulerede han det kendte slagord for parlamentarismen: "Ingen over og ingen ved siden af Folketinget". For Hørup var folkesuveræniteten demokratiets kerne. Han fremhævede i en grundlovstale i 1884, at fremtiden ikke skulle bygge på "troen og alteret", men "på borgersindet i vort folk". "Jeg er ikke demokrat; det vil sige: Jeg tror ikke på flertalsafgørelsers værdi. Jeg indrømmer naturligvis nødvendigheden af at lade flertallet udgøre udslaget, hvor talen er om folkenes selvbestemmelsesret. Men det går mig som de fleste tænkende: På de få områder, hvor jeg er sagkyndig, er intet mig ligegyldigere, end hvad hundredetusinder mener, der ikke har min sagkundskab og indsigt. (...) Demokratiet er af de statsformer, vi hidtil har kendt, det mindre onde. Som et gode står det ikke for mig. Fra de enkelte, ikke fra folkevælden, udgår alle afgørende fremskridt". GEORG BRANDES: GRUNDLOVSTALE I SOMMERLYST VED FREDERIKSBERG, 5. JUNI 1884.
|
|
|||
|
Til sidens top |
Denne side indgår i publikationen "Demokratikanon"