Husarer og politifolk slog hårdt ned på de arbejdere, der i maj 1872 trodsede et mødeforbud og mødte op på Nørre Fælled i København. Selvom de strejkende og demonstrerende arbejdere tabte Slaget på Fælleden den 5. maj 1872, var begivenheden med til at bane arbejderbevægelsens vej til magten.

Den første egentlige fagforening blev oprettet den 1. september 1871. Mange andre fulgte snart efter. Flere strejker i vinteren 1872 kulminerede med slaget på Fælleden den 5. maj, hvor det kom til voldsomme sammenstød mellem de strejkende og politiet. I 1896 organiserede arbejdsgiverne sig i Arbejdsgiverforeningen, og i 1898 sluttede 39 landsdækkende fagforbund sig sammen til De samvirkende Fagforbund. Efter en længere periode med strejker og lockouter blev der den 5. september 1899 opnået forlig mellem de to hovedorganisationer og indgået en hovedaftale, der endnu i dag fungerer som en slags grundlov for arbejdsmarkedet.

Med hovedaftalen i 1899 blev grunden lagt til arbejderbevægelsens og Socialdemokratiets strategi gennem det tyvende århundrede: En fredelig reformstrategi på demokratisk grundlag. I modsætning til kommunisterne holdt socialdemokraterne efter århundredeskiftet fast i den liberale demokratimodel, som er baseret på en opdeling mellem stat, marked og det civile samfund. Det politiske demokrati blev betragtet som et vigtigt skridt frem mod det sociale og økonomiske demokrati, som var målet. Men i modsætning til liberalister var det for socialister ikke staten, der skulle minimeres, men markedet, der skulle tæmmes.

Udbruddet af første verdenskrig gav troen på internationalismens formåen et grundstød. Krigen viste, at det nationale broderskab gik forud for det internationale. Sammenkoblingen af det demokratiske og sociale blev kernen i den nationsopfattelse, Socialdemokratiet udviklede i mellemkrigstiden. Denne proces kulminerede med partiprogrammet Danmark for Folket fra 1934. Ved at omsætte klassebegrebet til folketermer etablerede Socialdemokratiet sig som det store folkeparti. Over for nationalsocialismens racistiske forståelse af begrebet "folk" udviklede Socialdemokratiet et folkebegreb, som var baseret på en social og demokratisk forståelse. For at styrke følelsen af demokratisk medborgerskab skulle man som borger sikres en række økonomiske og sociale rettigheder. Kravet om at afskaffe de trangsbestemte hjælpeformer og erstatte dem med borgerrettigheder kulminerede i 1956 med loven om folkepension, der sikrede alle landets borgere et grundbeløb. Dermed har "[d]en demokratiske frihed (...) fået et socialt indhold", argumenterede den senere socialdemokratiske stats minister Jens Otto Krag (1914-1978).

"Med loven - mod diktaturet! Socialdemokratiets hovedbestyrelse vil fremdeles en politik på lovens grund. Vi vender os absolut imod forsøg på at berøve folket dets medbestemmelsesret. Vi bekæmper den diktaturbevægelse, der bærer navnet kommunisme, og vi bekæmper de forskellige former for fascisme, som nu også er dukket op her i landet. En af forudsætningerne for tilslutning til fascismen og dermed beslægtede bevægelser er her, som andet sted, den fra Rusland udgåede agitation og bevægelse, der er i strid med det danske folks væsen og i strid med det arbejdende folks interesser. Socialdemokratiet vil være med til uforsonlig kamp imod enhver bevægelse, der truer samfundet og tilsigter forstyrrelse af den rolige udvikling af samfundets forhold og samfundets funktioner".

SOCIALDEMOKRATIETS PARTIPROGRAM DANMARK FOR FOLKET, 1934.

Denne side indgår i publikationen "Demokratikanon"
© Undervisningsministeriet 2008