Demokratikanon

18	Alexis de Tocqueville

Identifikation

I forbindelse med en reform af det franske retsvæsen rejste den franske sociolog og politiker Alexis de Tocqueville (1805-1859) til USA, som på det tidspunkt var et ungt og revolutionært demokrati uden aristokrati og klassedeling. I 1835 og 1840 udgav han første og anden del af sit hovedværk, Demokratiet i Amerika, som præsenterer amerikanske samfundsforhold - forfatning, lovgivning, presse, økonomi og religion - for den europæiske offentlighed.

Alexis de Tocqueville (1805-1859).

Tocqueville brugte USA som model for fremtidens demokrati. Her var der frihed og lighed i livsvilkår - noget som endnu ikke fandtes i Europa. Ingen stærk stat hæmmede friheden, og adelsmænd måtte selv dyrke deres jord. Dette billede var tydeligst i Nordstaterne, hvor forfatninger sikrede, at magten gik nedefra og op. At demokrati er muligt i stor skala, var en vigtig lektie for Europa, som efter rædselsherredømmet i Frankrig i 1793-1794 havde mistet troen på demokratiet.

I Europa var ikke blot enevælden afskaffet, men også de fællesskaber, hvor mennesker fandt deres plads - landsbyen, godset, kirken og standen. Når mennesker er frie og lige, løsrives de fra traditionen. Resultatet er et tab af sammenhæng. Nok troede Tocqueville, at lighed, kristen moral og demokrati kunne sikre social harmoni. Men han forestillede sig med rædsel "en talløs skare af mennesker, ligestillede og ensartede". Kyndige håndværkere erstattes med ufaglærte og anonyme fabriksarbejdere. I stedet for at mennesker kender deres plads inden for en fast ramme, sættes de fri på et upersonligt marked. Resultatet er en asocial individualisme, hvor alle kun er optaget af deres "små og vulgære glæder". Over dem hæver sig en mægtig formynderstat, som "påtager sig alene at sørge for deres velfærd og våge over deres liv". Den griber ind på alle områder og er "velordnet, forudseende og mild", så resultatet er et civiliseret slaveri.

En farverig og magisk verden, baseret på ufrihed og ulighed, må vige pladsen for en verden, hvor frihed og lighed også er tab af solidaritet. Tocqueville mente ikke, at en "usynlig hånd" spontant vil skabe social harmoni, eller at der vil opstå en ny solidaritet, når mennesker må samarbejde med hinanden for at nå deres egoistiske mål. Som aristokrat nærede han en dyb mistro til det uoplyste folk og var stærkt opmærksom på demokratiets skyggesider, populisme og demagogi.

Et demokratisk samfund kræver, at alle har muligheder for at blive rige, både på ejendom, magt og viden. Tocqueville var liberalist i traditionen fra filosoffen John Locke (1632-1704). Derfor mente han, at kun arbejde giver ret til rigdom. Han blev oprørt blot ved tanken om, at fattige skulle have ret til socialhjælp.

"Jeg har en intellektuel forkærlighed for de demokratiske institutioner, men jeg er aristokrat af instinkt, det vil sige, jeg foragter og frygter massen.

Jeg elsker lidenskabeligt friheden, legaliteten, respekten for loven, men ikke demokratiet. Se, der har vi mit inderste.

Jeg hader massernes demagogi, usystematiske handlemåde, deres voldsomme og ringe oplyste indgriben i spørgsmålene, de lavere klassers misundelige lidenskaber, de irreligiøse tendenser.

Se, der har vi mit inderste.

Jeg tilhører hverken det revolutionære parti eller det konservative. Men når alt kommer til alt, holder jeg mere med det sidste end med det første. Thi jeg er uenig i det sidste, hvad angår midlerne, men ikke målet, men i det første hvad angår både midlerne og målet.

Friheden er min største passion. Se, der har vi sandheden".

UDATERET NOTAT GENGIVET I ANTOINE RÉDIERS BIOGRAFI OM TOCQUEVILLE: COMME DISAIT MONSIEUR DE TOCQUEVILLE... , 1925.

Begrundelse

I 1789 blev folkestyret forsøgt indført med den franske revolution. Men hvordan folket skulle styre var ikke klart, og resultatet blev i første omgang en katastrofe. I 1848 var der over hele Europa nye revolutioner, som førte til demokratiske forfatninger. I den mellemliggende periode førtes en ophedet debat for og imod demokrati. I Danmark mente filosoffen Søren Kierkegaard (1813-1855), at demokratiet var et "udvendigt Spektakel", som fjernede opmærksomheden fra det væsentlige, den enkeltes indre forhold til sig selv. I England mente filosoffen og økonomen Karl Marx (1818-1883), at demokrati og frihedsrettigheder var statens redskaber, vendt mod proletariatet. I Frankrig mente Tocqueville, at demokratiet nok var fremtidens styreform, men at det førte til et kulturtab. Hans accept af demokratiet, men også hans ubehag ved det, er mere end blot udtryk for overgangen fra enevælde til folkestyre. Ambivalensen kan genfindes i vore dage.

Til sidens top