Efter preussisk forbillede blev de danske rådgivende stænderforsamlinger oprettet ved love af 28. maj 1831 og 15. maj 1834. De trådte første gang sammen i 1835 og mødtes derefter hvert andet år frem til 1848. En umiddelbar baggrund for beslutningen om oprettelsen var de omfattende uroligheder rundt omkring i Europa i forbindelse med julirevolutionen i Frankrig i 1830, som også skabte politiske dønninger i hertugdømmerne.

Oprettelsen af de rådgivende stænderforsamlinger var samtidig en indfrielse af Frederik VI's (regerede 1808-1839) løfte på Wienerkongressen i 1815 om at indføre en stænderforfatning for Holsten, der var en del af Det Tyske Forbund. For at undgå at rippe op i det ømtålelige spørgsmål om forholdet mellem Slesvig og Holsten bestemte kongen, at der ikke blot skulle oprettes en holstensk stænderforsamling i Itzehoe, men også én for Slesvig med mødested i Slesvig by, én for Nørrejylland i Viborg og endelig én for øerne i Roskilde.

Stænderforsamlingen i Roskilde 1835/1836. Medlemmerne sad i to hesteskoformede rækker. Det er bemærkelsesværdigt, at man bænkede sig uden hensyn til rang og stand.

Forsamlingerne bestod af repræsentanter for godsejere, bønder og byernes grundejere. Folk med fast ejendom over en vis størrelse havde valgret, og valgretsalderen var 25 år. Den således afgrænsede vælgerskare udgjorde knap tre procent af befolkningen. Valgbarheden var begrænset af et alderskrav på minimum 30 år. Stænderforsamlingerne kunne ikke træffe bindende beslutninger, men var alene rådgivende i forhold til kongemagten. Debatterne var ikke offentlige, men blev efterfølgende trykt i Stændertidende.

Trods mange begrænsninger fik forsamlingerne stor reel betydning for udviklingen i retning af demokrati, fordi de satte tidens store politiske spørgsmål om trykkefrihed og social ulighed på dagsordenen og med stigende skarphed rejste krav om en fri forfatning. Formidlet af Stændertidende og den begyndende politiske presse modnedes stænderforsamlingernes krav langsomt til et folkeligt ønske om enevældens afskaffelse og indførelse af en fri forfatning.

"Om provinsialstændernes petitionsret. (...) Skulle derfor begivenhedernes medfør nogensinde give vore stænder en forhøjet betydning og udvidet virksomhed, da vil hin ret, som folket alt have fået kær, hin frihed, hvorpå det alt vil have vundet hævd (...) gå over i den ret og den frihed, der først vil gøre, at folket i (kraft af ) sine udvalgte bliver herre i eget hus".

LEDENDE ARTIKEL I C.N. DAVIDS BLAD FÆDRELANDET, NR. 7, 1834 .

Efter Napoleons nederlag ved Waterloo søgte sejrherrerne på Wienerkongressen i 1815 at skabe en fred baseret på en europæisk magtbalance.

Denne side indgår i publikationen "Demokratikanon"
© Undervisningsministeriet 2008