John Locke (1632-1704).

Lockes To Afhandlinger om Styreformen havde to formål: At argumentere imod enevældige konger og at formulere et forsvar for, at mennesker har visse rettigheder uafhængigt af den specifikke historiske kontekst. Disse rettigheder medfører kraftige begrænsninger af, hvad statsmagten må gøre, og nødvendiggør en magtdeling mellem statsmagtens forskellige dele.

Lockes grundsynspunkt var, at alle mennesker som udgangspunkt er født med en umistelig ret til "liv, frihed og ejendom" - altså til ikke at blive slået ihjel, til ikke at blive udsat for vilkårlig tvang fra andre og til ikke at blive frarøvet retmæssige besiddelser. Det er statens opgave at beskytte disse rettigheder, og mennesker kan kun tænkes at ville give deres samtykke til en stat, der gør netop det. En stat, der omvendt krænker disse rettigheder - selv når det er for et godt formål - bliver illegitim, og når det sker, har borgerne ret til at gøre oprør. Derfor kombinerede Lockes foretrukne politiske system individuelle friheder med, at den politiske magt er delt mellem en udøvende magt (for eksempel en monark og en regering, som han eller hun har udpeget), et parlament (gerne bestående af flere kamre) og domstole. Særligt ønskede Locke, at det britiske underhus skulle være folkevalgt og være uafhængigt af regeringens kontrol, alt imens lovgiverne selv skulle være underlagt deres egne regler - og i øvrigt ikke mødes hele året, idet det var farligt med fuldtidspolitikere.

Locke har også påvirket demokratisk tænkning gennem Et brev om Tolerance (A Letter Concerning Toleration, 1689, 1690 og 1692). Før Locke havde man set religiøs pluralisme som et problem, der bedst kunne løses ved, at den ene religiøse retning undertrykker de andre. Locke så i stedet selve undertrykkelsen som konfliktskabende. Argumentet ligger i naturlig forlængelse af Lockes syn på menneskers grundlæggende frihedsrettigheder og idealet om politisk magtdeling. Her sigtes specifikt til, at stat og kirke skal være adskilt, og at der skal være tolerance over for forskellige religioner. Grunden er for det første, at det alene er statens opgave at sikre menneskers liv, frihed og ejendom, og at det derfor er forkert med magt at tvinge borgerne til at tilslutte sig den ene eller den anden overbevisning. For det andet kan en religion kun hverve nye sjæle gennem fredelig overbevisning; frelsen skal være selvvalgt af den enkelte og kan ikke være påtvunget. Locke selv var ikke helt konsistent: Han ville for eksempel kun udstrække tolerance til dem, der selv er tolerante, og var ikke klar til at give fuld frihed til ateister og katolikker. Men hans argument var originalt og er siden blevet udstrakt til mange andre dele af samfundslivet og har dermed fået stor betydning for moderne demokratiopfattelse.

"Menneskets naturlige frihed er at være fri for enhver højerestående magt på jorden og ikke at være under et menneskes vilje og lovgivende myndighed, men kun at have naturens lov som sin rettesnor. Menneskets frihed i samfundet er ikke at være underkastet nogen anden lovgivende magt end den, der ved samtykke er stiftet i staten, eller nogen anden viljes herredømme eller loves begrænsning ud over, hvad den lovgivende myndighed vil vedtage. (...) [Menneskenes] frihed under et styre er at have en fast rettesnor at leve efter, der er fælles for alle i det samfund; en frihed til at følge min egen vilje i alt, hvor rettesnoren ikke fore - skriver noget, og ikke at være underkastet et andet menneskes ustadige, usikre, ukendte, vilkårlige vilje (...)".

JOHN LOCKE: ANDEN AFHANDLING OM STYREFORMEN, § 22, 1690.

Denne side indgår i publikationen "Demokratikanon"
© Undervisningsministeriet 2008