Baruch Spinoza (1632-1677).

Spinozas vej til demokratiet gik gennem den mekaniske fysik, som på hans tid blev udviklet af Galilei (1564-1642) og senere af Newton (1642-1727). De beskrev solsystemet som et fysisk system af kræfter i ligevægt, og den model ville Spinoza afprøve på det sociale område. Han ville beskrive samfundet nøgternt: Ikke som det burde være, men som det var. Han hævdede, at "magt er ret" - en tilsyneladende brutal tese, som dog kun sagde, at det afgørende i et samfund ikke er, hvad mennesker holder for sandt, men hvad der har social kraft til at virke. Den vigtigste opgave for en politisk ledelse er at sikre, at samfundets forskellige kræfter ikke modarbejder og udsletter hinanden, men at alle kræfter arbejder harmonisk sammen. Selvom Spinoza accepterer, at alle parter har irrationelle lidenskaber, søger han at finde et ligevægtsprincip, der kan sætte lidenskaberne i et rationelt og fredeligt forhold til hinanden.

Da ingen kraft er mere sand end andre kræfter, fik Spinoza gennem fysikken et godt argument for tolerance. Der er brug for alle kræfter, og mindretal er ofte særlig kraftfulde, fordi de slås for at vinde anerkendelse. At bekæmpe dem er et tredobbelt spild: Spild af kræfter på at bekæmpe dem, spild af deres kræfter og endelig skabelse af martyrer, altså negative kræfter. Derfor er det ødelæggende at knæsætte én Sandhed og stemple alle andre sandheder som kætteri. Ikke Sandheden,men flertallet må afgøre ret og uret. Flertallet er den største kraft i samfundet, men gør klogt i ikke at spilde kræfter på at bekæmpe mindretal. Så længe de bidrager til samfundets rigdom og overholder loven, er mindretal positive kræfter. En retsorden skal ikke blande politik og religion.

Via en kuldslået analyse af samfundet som et system af kræfter nåede Spinoza frem til to vigtige grundsætninger for det moderne demokrati: Tolerance og ytringsfrihed. Der er ikke én, men mange sandheder, og alle skal have ret til at udtrykke sig inden for lovens rammer. Hvad der er lov og ret, må løbende omfortolkes, i takt med at kraftbalancen i samfundet - forholdet mellem flertal og mindretal - ændrer sig. At afklare, om der er sket ændringer, kræver frie valg. Love er ikke Guds evige diktat, men menneskeskabte regler til udvikling af et samfund, hvor kræfterne ikke ødelægger hinanden.

Spinoza nåede også frem til en anden konklusion. Uanset om et samfund er et monarki eller et demokrati, er det altid et aristokrati - et elitestyre. For en konge kan ikke styre alene, og et folk kan ikke styre som en masse. Der må en statsmagt til for at gøre folket til en enhed, og en statsmagt vil uundgåeligt kræve en politisk elite, altså et aristokrati.

"Menneskesindet er for trægt til at kunne gennemskue alle ting på én gang; men det skærpes ved at give og lytte til råd under den fælles udveksling af synspunkter, og ved at prøve alle udveje finder man til sidst dem, man ønsker, og som alle godkender, men som ingen havde tænkt på tidligere". "I en fri stat må enhver tænke, som han vil, og ytre, hvad han tænker. (...) Eftersom menneskers frie dømmekraft ytrer sig så forskelligt, og alle og enhver tror, at han alene forstår alting, og eftersom det er umuligt, at alle tænker og taler ens om de samme ting, så kan de ikke leve sammen i fred, hvis ikke enhver giver afkald på sin ret til at handle ud fra sit eget sind alene. Således har enhver blot givet afkald på sin ret til at handle efter forgodtbefindende, men ikke til at tænke og fælde domme om tingene".

BARUCH SPINOZA: EN AFHANDLING OM STATEN, 1677.

Denne side indgår i publikationen "Demokratikanon"
© Undervisningsministeriet 2008