Bag Danmarkshistoriens første flirt med ytringsfrihed stod kong Christian VII's livlæge, Johan Friedrich Struensee (1737-1772), som under kongens sindssyge var landets reelle hersker. Som et barn af oplysningstiden iværksatte han en række frihedsvenlige reformer: I 1770 afskaffedes censur og indførtes reelt fuldstændig trykkefrihed; året efter fulgte mindre statslig hjælp til industrien, liberalisering af handlen, en mere human retspleje og forbud mod at anvende tortur, ligesom der åbnedes op for besættelse af stillinger efter evner og visse forbedringer for fæstebønderne. Struensee - der nu var blevet dronningens elsker - fik dog hurtigt selv skribenternes brug af trykkefriheden at mærke, og både i 1771 og 1773 skete der atter visse stramninger i trykkefriheden.

Restriktionerne blev dog i praksis brugt usystematisk, og op gennem 1780'erne blomstrede udgivelsen af pamfletter og tidsskrifter, der diskuterede offentlige forhold. Under indtryk af blandt andet den franske revolution og dens borger- og menneskerettighedserklæring blev 1773-bestemmelserne ophævet igen i 1790. Derved fik man en udstrakt trykkefrihed, hvor borgerne alene stod til ansvar over for domstolene. Trykkefriheden skabte ikke en egentlig, organiseret opposition, men grupper af intellektuelle fritænkere fandt dog sammen i "klubber" og omkring tidsskrifter, for eksempel Knud Lyhne Rahbeks (1760-1830) Minerva og Tilskueren. Bidragy derne til disse talte blandt andre sognepræsten Michael Gottlieb Birckner (1756-1798), der skrev de første filosofiske forsvar for ytringsfrihed, juristen Peter Collett (1767-1823), og mere radikale, næsten revolutionære skribenter som forfatterne og digterne Conrad Malthe Bruun (1775-1826) og Peter Andreas Heiberg (1758-1841). Sidstnævnte var påvirkede af blandt andre Rousseau (1712-1778) og Kant (1724-1804), og udtrykte sympati med den franske revolution og med de mere radikale aspekter af den.

Trykkeri fra sidst i 1700-tallet.

Den franske revolutions totalitære drejning fra 1793 fik landets regent, kronprins Frederik (senere Frederik VI (regerede 1808-1839)), til at frygte for de mulige følger af en udstrakt trykkefrihed - som også i Danmark havde ført til hårde angreb på enevælde, adel, gejstlighed og religion. Som en konsekvens nedsatte regeringen i 1797 en kommission til at overveje pressefrihedens udstrækning, da "en vis klasse af forfattere stedse stræber at tilvejebringe mistillid til regeringen, håner de offentlige foranstaltninger i stedet for med beskedenhed at tilkendegive, hvorledes et og andet måtte kunne forbedres".

Birckner forsvarede trykkefrihedens princip, men understregede samtidig, at den ikke måtte misbruges til "angreb på suveræniteten" eller "åben opfordring til oprør og ulydighed". Videre gik Collett, som i et langt skrift anmeldte Birckners bog Om trykkefriheden og dens love og argumenterede for, at embedsmænd har ret og pligt til at kritisere regeringen, og at man under visse omstændigheder godt må opfordre til oprør, nemlig når dette kommer fra et flertal eller hele folket. Det medførte en kraftig reaktion fra regeringens side: I september 1797 blev Collett uden dom afskediget fra sit embede som hof- og stadsretsassessor (dommer). Heiberg og Bruun ilede ham til forsvar, tog et skridt videre og forfægtede, at en stat, der indskrænker ytringsfriheden, retfærdiggør, at borgerne gør oprør.

"§ 2: Dersom nogen, i et trykt Skrift, laster, forhaaner eller søger at udbrede Had og Misnøie imod disse Rigers Constitution, eller imod Kongens Regiering, enten i Almindelighed, eller i enkelte Handlinger, da straffes han med Landsforviisning; og dersom han, efter at være ført udenfor Grændserne, igien indfinder sig i Kongens Riger og Lande, uden dertil at have erholdt Tilladelse, bør han arbeide i Jern sin Livs Tid".

FORORDNING OM TRYKKEFRIHEDEN AF 27. SEPTEMBER 1799.

I august 1799 syntes kronprins Frederik, at brugen af pressefriheden var gået for langt. "Jeg bifalder ganske, at kancelliet tager fat på disse herrer", skrev han om de skribenter, der kritiserede regeringen. Den 27. september samme år kom Trykkefrihedsforordningen, som effektivt stillede uret tilbage og lukkede munden på samfunds- og regeringskritikere. Nu var det slut med at skrive anonymt, stort set alle skrifter skulle forbi politimesteren før udgivelse, og overtrædelser blev med tilbagevirkende kraft straffet med livsvarig censur.

Konsekvensen kom hurtigt. I 1799 blev både Heiberg og Bruun med tilbagevirkende kraft idømt landsforvisning på livstid, og de endte begge i Paris i 1800. Collett måtte opgive sin skribentvirksomhed og tog samme år imod et embede som prokurator på De Dansk Vestindiske Øer.

Denne side indgår i publikationen "Demokratikanon"
© Undervisningsministeriet 2008