Den 20. juni 1788 ophævedes stavnsbåndet, og til minde om dette opførtes Frihedsstøtten, der stod færdig i september 1797. Flere kunstnere samarbejdede om det endelige resultat.

Forud for forordningen om indfødsret blev det diskuteret, om fædrelandet er det sted, hvor man virker, eller det sted, hvor man er født. Med forordningen blev det bestemt, at personer født inden for monarkiet, med få undtagelser, havde eneret til embeder i statsadministrationen. Loven havde dog ikke kun et eksklusivt, men også et inklusivt formål. Den skulle styrke sammenhængskraften i den såkaldte helstat, der også omfattede Norge og Holsten og de nordatlantiske øer. Tyge Rothe (1731-1795), en af den danske oplysningstids centrale skikkelser, betegnede indfødsretten som en kostelig gave, men advarede samtidig mod, at overdreven nationalfølelse skulle slå splid mellem de tre store sproggrupper i staten. Frem for at splitte skulle statsborgerskab bidrage til at forene holstenere, nordmænd og danskere i et borgerfællesskab.

Den nye status som statsborger hænger tydeligvis sammen med fremvæksten af en ny identitet som medborger. Selvom forordningen ikke brugte dette begreb, blev ordet medborger flittigt benyttet i festtaler og hyldestdigte, som fulgte i kølvandet på indførelsen af statsborgerskab; for eksempel tiltalte Tyge Rothe sit publikum med ordet "medborger" i en tale til Selskab for Borgerdyd i 1785. En af tidens førende statsretseksperter, professor Andreas Schytte (1726-1777), fremhævede i sit store politisk-teoretiske hovedværk, Staternes indvortes Regiering fra 1770'erne, at en medborger ikke kunne være bundet af stændersamfundets afhængighedsbånd. Derfor krævede medborgerskab, at disse bånd blev afløst af medborgerlige relationer, det vil sige frie relationer. Rothes og Schyttes brug af begrebet medborgerskab peger frem mod så centrale begreber i demokratiet som offentlighed og civilsamfund.

At frigøre bønderne fra godsejernes magt indgik også som et vigtigt led i enevældens langsigtede strategi. Målet var ifølge en forordning af 8. juni 1787 "at ophæve enhver suverænitet for godsejerne i forhold til hans fæstebønder og at føre hele dette forhold ind under almindelige love og retsregler". I 1788 fulgte en forordning om ophævelsen af stavnsbåndet. Med den blev indført et nyt udskrivningssystem, der gjorde militærtjeneste til en personlig pligt for unge mænd af bondestanden. Nøglebegrebet i forordningen var personlig frihed, da kongen lovede at "håndhæve vore kære og tro undersåtter af bondestanden i deres rettigheder, især den personlige frihed". Med grundlovslignende sprogbrug erklærede enevælden ligefrem den personlige frihed for "uigenkaldelig".

"Det folk blandt hvilket mennesket lever som borgere, det er hans fædreland. Jeg haster for at bestemme ordets betydning: Fædrelandet betyder menneskene, og ikke jorden, der bærer dem. Fædrelandet betyder menneskene, med hvilke vi som borgere er forenede, og ikke dem, blandt hvilke vi først så dagens lys".

TYGE ROTHE: TANKER OM KIERLIGHED TIL FÆDERNELANDET, 1757).

Ideologien i indfødsretten er symboliseret i figurgruppen med den siddende moderskikkelse, Fædrelandet, der modtager sine tre ligeberettigede helstatsbørn: Danmark, Norge og Holsten. Motivet hentede kunstneren fra en medalje, der blev slået ved lovens offentliggørelse i 1776.

Denne side indgår i publikationen "Demokratikanon"
© Undervisningsministeriet 2008