I august 1961 besluttede det herskende kommunistparti i den Tyske Demokratiske Republik (DDR) efter aftale med Sovjetunionen at bygge en mur omkring Vestberlin, altså omkring de dele af byen, der i 1945 var blevet tildelt de vestlige allierede, USA, Storbritannien og Frankrig som sektorer. Grunden var, at den frie adgang til de vestlige sektorer lokkede hundredtusinder af østtyskere, som af politiske eller økonomiske grunde - eller oftest begge - søgte personlig, politisk og økonomisk frihed i Vest. Berlin var det eneste sted, hvor Jerntæppet - den lukkede grænse mellem det demokratiske Vesteuropa og det totalitære Østeuropa - stod nogenlunde åbent, og det måtte standses.

Den 3. oktober 1990 kl. 0.00 genforenedes DDR med Forbundsrepublikken Tyskland. På billedet ses en folkemængde, der fejrer den historiske dag i Berlin.

Fra 1961 til 1989 levede østtyskerne indespærret og kunne kun rejse til andre kommunistisk styrede lande. Undtagelserne var pensionister - her sparede DDR-styret penge ved at lade dem rejse til slægtninge i vest. Efterhånden opbyggede DDR-styret også en god forretning ved at fængsle borgere for derefter at lade den vesttyske regering købe dem fri for hård valuta.

Fra foråret 1989 begyndte et folkeligt pres i DDR for retten til fri bevægelse. Presset kom fra en alliance af protestantiske kirkefolk, fritænkende akademikere og andre intellektuelle. Regimet viste sig ude af stand til at slå ned på denne gruppe med samme kraft, som da det i 1953 nedkæmpede de arbejdere, der demonstrerede for frihed. I september 1989 fik en større gruppe østtyskere lov til at rejse til Vesttyskland via Prag. Samtidig åbnede Ungarn grænsen til Østrig, hvor efter tusinder af DDR-borgere tog til Ungarn og derfra vestpå. Jerntæppet var i opløsning.

Også i andre østeuropæiske lande var bevægelser for demokrati i hastig vækst i sidste halvdel af 1980'erne. Her udgjorde Solidarnosc i Polen og Charta 77 i det tidligere Czekoslovakiet, samt andre dissidentbevægelser i Østeuropa og det tidligere Sovjetunionen, afgørende inspirationskilder og drivkraft. Dissidenterne gjorde opmærksom på, hvor vigtigt det er, at der er forskel på stat og samfund, og at borgerne har frihedsrettigheder i forhold til staten. Over for den allestedsnærværende stat prøvede dissidenterne at skabe frirum, hvor de kunne leve som frie borgere. Dette krav fik efterhånden de kommunistiske regimer til at vakle. Det var en rådvild DDR-regering, som den 9. november åbnede muren i Berlin. I løbet af få timer fyldtes Vestberlins gader af jublende østberlinere. Murens fald og dens følger i form af den tyske genforening og den geopolitiske forandring af Centraleuropa var et af de klareste eksempler på en massiv og spontan folkelig viljetilkendegivelse siden foråret 1848. Et overvældende flertal af tyskere i øst ønskede at kunne handle, tænke, rejse og beslutte frit - murens fald var demokrati i handling.

Åbningen af det gamle Østeuropa har medført nye økonomiske, EU-politiske og samfundsmæssige udfordringer. Ikke alle følger af murens fald har været lige lette at håndtere, hverken for tyskerne eller for andre. Men som den tidligere rektor for Humboldt-Universitetet, DDR-styrets ledende universitet, udtrykte det i 1990: "Det, der er sket, betyder, at vi har fået frihed".

En mand slår hul i Berlinmuren, der delte Vest- og Østberlin i mere end 28 år.

Denne side indgår i publikationen "Demokratikanon"
© Undervisningsministeriet 2008