Statsminister Jens Otto Krag underskriver Romtraktaten om dansk medlemskab af EF i Bruxelles 22. januar 1972.

Drømmen eller håbet om at fremme fred, handel, samkvem og vækst ved et politisk samarbejde mellem europæiske stater er gammel. I Oplysningstiden nød tanken om en europæisk forening stor støtte, ikke mindst hos filosoffen Immanuel Kant, som knyttede håbet om fred til kravet om udvikling af en international retsorden. Efter første verdenskrig forsøgte den daværende europabevægelse at formalisere håbet om fred via Folkeforbundet, dog uden videre held. Efter anden verdenskrig er etableringen af Europarådet i 1949 det første konkrete udtryk for organiseret samarbejde. Men Europarådet har ingen adgang til at træffe bindende flertalsbeslutninger og har hovedsagelig holdt sig til drøftelser af demokrati, menneskerettigheder og retligt samarbejde. Dog har Europarådet med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og den hertil knyttede internationale domstol tilvejebragt en ordning af vidtrækkende betydning i organisationens mange medlemsstater.

Først med Romtraktaten fik samarbejdstanken et effektivt udtryk, idet medlemsstaterne overdrog vigtige beføjelser til fælles organer, især med hensyn til udvikling af et "fælles marked". Senere er EU's beføjelser styrket ved, at Rådet i større og større udstrækning har fået tillagt adgang til at træffe beslutning ved kvalificeret flertal blandt Rådets medlemmer. I kølvandet på murens fald i 1989 og Sovjetunionens sammenbrud i 1991 oprettedes Den Europæiske Union (EU). Det skete i 1992 med Maastricht-traktaten, der gav samarbejdet en langt stærkere politisk dimension. Traktaten førte til oprettelsen af Den Økonomiske Monetære Union (ØMU) og Den Europæiske Centralbank, og den gav Europa-Parlamentet større del i lovgivningsbeslutninger. Hertil kom, at en række nye samarbejdsområder som kultur, uddannelse og undervisning blev indsat i EF-traktaten.

Med Maastricht-traktaten blev samarbejdets værdigrundlag markeret. I traktaten henvistes der til menneskerettighederne, og med Amsterdam- traktaten i 1998 gjorde man disse rettigheder til selve fundamentet for Unionen. Med Nicetraktaten i 2000 udarbejdedes der ydermere et politisk bindende charter for grundlæggende rettigheder, som med Lissabon-traktaten i 2007 gøres juridisk bindende. Ud over menneskerettighederne var det værdier som tolerance, solidaritet og ligestilling. Ambitionen er, at samarbejdet i EU skal bygge på "europæiske værdier" og udgøre grundlaget for en europæisk fællesskabsfølelse. Med andre ord: Fælles værdier skal skabe sammenhængskraft.

Der er i begyndelsen af det 21. århundrede al mulig grund til at spørge: Har demokratiet fundet sin endelige form med nationalstater som ramme? Eller står vi ved indgangen til en tredje fase i demokratiets historie? I det græske demokrati var borgerskab og demokratisk deltagelse begrænset til bystater. Med etablering af de moderne nationalstater udvides borgerskab og demokrati til at omfatte millioner af mennesker. Med udviklingen af det europæiske samarbejde gennem de seneste årtier kan man ifølge den amerikanske demokrati-teoretiker Robert A. Dahl (1915) ane forstadierne til demokratiske institutioner af transnational karakter. Om disse forstadier vil udvikles i en sådan grad, at man kan tale om en tredje fase i demokratiets historie, er dog stadig et åbent spørgsmål.

"Det må være vores uafladelige bestræbelse at opbygge og styrke De Forenede Nationer. Inden for dette verdenskoncept må vi genskabe den europæiske familie i en regional struktur, som måske kunne kaldes Europas Forenede Stater".

WINSTON S. CHURCHILL, 1946.

Denne side indgår i publikationen "Demokratikanon"
© Undervisningsministeriet 2008