Demokratikanon

32	Folkeafstemningen om EF

Identifikation

I 1972 tiltrådte Danmark Romtraktaten, det daværende retlige grundlag for De Europæiske Fællesskaber (i dag EU). Beslutningen blev godkendt den 3. oktober af et solidt flertal, men forud for afstemningen havde debatten været dramatisk. I Folketinget var det alene SF, der var modstander af et medlemskab. Imidlertid var også mange socialdemokrater modstandere og sammen med dem mange intellektuelle og mediefolk. I årene op til afstemningen og især i sommeren 1972 dannede der sig det særlige danske mønster, at venstrefløjen var imod medlemskab, mens liberale og konservative var tilhængere. Det var modsat syd for grænsen, hvor modstanden fandtes på højrefløjen, mens venstrefløjen, inklusive kommunisterne i Italien og Frankrig, var tilhængere.

To generationer i valglokalet under folkeafstemningen om ja eller nej til EF (EU) i 1972.

Den dramatiske valgkamp i 1972 afdækkede skarpe skel blandt vælgerne på en måde, der gik på tværs af traditionelle venstre-højre-opdelinger. Ganske vist var de fleste borgerlige tilhængere af medlemskab, mens de fleste modstandere fandtes på venstrefløjen. Alene dette gjorde den danske debat enestående i Europa, hvor modstanden mod EF ellers fandtes på højrefløjen.

Et andet skel blandt vælgerne var mellem dem, der hævdede, at dansk økonomi ikke ville overleve uden medlemskab af EF, og dem, der forlangte en principiel politisk debat om det fremtidige Europa og Danmarks rolle heri. I vore dage, hvor også venstrefløjen er blevet EU-tilhænger, er denne principielle debat endnu vigtigere. For at forstå debatten er optakten til af stemningen i 1972 lærerig - ud over at den er et dramatisk stykke historie.

Det var karakteristisk for tilhængerne af medlemskab, at de sjældent formulerede principielle argumenter, eksempelvis om den moralske og politiske betydning af europæisk integration, men holdt sig til økonomiske argumenter. Danskerne ville blive mere velstående i EF, hed det. Der kan være to grunde til, at tilhængerne undgik principielle argumenter: Den ene en frygt for, at vælgerne ville reagere negativt på storladne taler om Europas moralske og politiske betydning, og at man ved at tale principielt ville skræmme folk, der netop ønskede økonomisk, men ikke politisk tilslutning til de europæiske fællesskaber. Den anden kan være, at tilhængerne selv var uenige om den politiske mening med medlemskabet. Så sent som i 1986 udtalte den konservative statsminister, Poul Schlüter, at "unionen er stendød", hvad den så ikke har vist sig at være.

Spændingen holdt sig til det sidste. En uge før den danske afstemning stemte nordmændene imod medlemskab. Resultatet i Danmark blev dog et sikkert "ja" med to tredjedele af de afgivne stemmer for medlemskabet, der trådte i kraft den 1. januar 1973.

Få forudså i 1972, at EF ville blive til EU, og integrationen skulle senere antage ganske andre former, end de fleste ventede: Danmark har stadig et folketing, regering og en selvstændig skattepolitik, men integrationen er skredet frem på andre måder. Eksempelvis i lovgivnings- og reguleringsarbejdet, der nu i betydeligt omfang bestemmes i EU.

Dansk medlemskab af EF/EU har siden 1972 ført dansk politik og samfundsudvikling i nye retninger. En meget stor del af lovgivningsarbejdet består i at tilpasse dansk ret og administration fælles EU-normer, og dansk økonomisk politik findes ikke længere som særskilt dansk anliggende. Men også kulturelt betød valgkampen i 1972 et skift: Den udkrystalliserede holdninger til EF/EU, der har været fundamentale for al senere politisk kultur i Danmark, også selvom EU-modstanden i vore dage snarere findes blandt borgerlige end på den modsatte fløj.

24.4.72: "Behagelig samtale med [fhv. belgisk premierminister Paul-Henri] Spaak, der er totalt uforstående over danske EF-modstanderes 'argumenter'; en ung dame havde sagt til ham, at tilslutning ville vanskeliggøre kvindens stilling. Han var målløs".

31.8.72: "Øjensynlig har sommeren - modsat vor forventning - styrket modstanderne. De fremsatte i hvert fald i Helsingør deres påstande med større frimodighed end før".

2.10.72: "Så er det afstemningsdag ... Vi tager ikke glæden på forhånd. Mit gæt er et meget stort ja i Jylland. Aftagende på vej til København. Men et nej i København. Bliver det et nej-flertal af beskedent omfang, skulle ja'et være hjemme".

UDDRAG AF JENS OTTO KRAG, DAGBOG 1971-1972, 1973.

Begrundelse

Valgkampen i 1972 illustrerede demokratisk politik med en dramatik, der sjældent er set i nyere dansk historie. Principielle og pragmatiske holdninger til EF-medlemskabets betydning stod i åben konflikt - forskellige forståelser af suverænitet, af økonomiske argumenter og af demokrati stod mod hinanden som aldrig før.

Demonstranter aktionerer mod Danmarks indtræden i EF (EU).

Til sidens top