Demokratikanon

31	Europarådet og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Identifikation

I 1949 blev Europarådet oprettet som et af flere forsøg på at samle Europa og forhindre den splittelse, som i 1930'erne havde udviklet sig til en verdenskrig. Oprettelsen af FN (1945) og NATO (1949) havde samme mål. Man kan her følge den arbejdsdeling, at mens Europarådet skulle føre en ideologisk kamp vendt mod den kommunistiske verden, blev den økonomiske kamp henlagt til Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (1951 - senere EF og endnu senere EU) og OECD (1961), mens den militære kamp blev overdraget til NATO. Europarådet var et forsøg på at skabe et system af institutioner og procedurer, som på et folkeretligt grundlag kunne sikre demokrati og menneskerettigheder. Hvis det var nødvendigt, kunne lovgivningen i de enkelte medlemslande tilpasses til Europarådets bestemmelser. Det første større resultat var vedtagelsen af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention i 1950.

Foto fra den officielle nedlæggelse af grundstenen til FN's hovedkvarter i New York den 10. oktober 1949. I midten den norske politiker Trygve Lie, der blev FN's første generalsekretær.

Europarådets opgave var fra begyndelsen at være forum for et samarbejde om demokrati og menneskerettigheder. Rådets formål er ikke at skabe et samlet europæisk demokrati, så den bevægelse, som i 1600-tallet førte fra lokale egnsdele til samlede nationer, kan gentages på et højere niveau: Fra nationer til union. I hver nation skal de demokratiske institutioner udvikles, men med respekt for de enkelte nationers ret til at bevare deres egen demokratiske tradition. Det er ikke afgørende, om der er ét eller to kamre, valgsystemerne kan variere fra flertalsvalg til forholdstalsvalg, og nationens enhed kan repræsenteres af en konge eller en præsident.

I forlængelse af FN's Verdenserklæring om Menneskerettigheder vedtog Europarådet i 1950 sin egen menneskerettighedskonvention. Målet var ikke blot at formulere de rettigheder, som er en betingelse for at deltage i det politiske liv og samtidig nyde beskyttelse mod statens indgreb i det private liv (forbud mod diskrimination, krav om hurtig og retfærdig rettergang og frihed til ytring, forsamling og religion). Nok så vigtigt var det, at der til konventionen blev knyttet to institutioner: Menneskerettighedskommissionen og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. I 1997 fik Menneskerettighedsdomstolen en ny struktur og har siden været alene om at håndhæve konventionen.

Et problem for menneskerettighederne er, at den stat, som skal beskytte individets frihed, ofte er den samme stat, som truer individets frihed. Hvis individet krænkes, vil krænkelsen måske blot blive gentaget ved en national domstol. Det problem kommer til udtryk i den gamle skelnen mellem ret og retfærdighed. Den europæiske domstol skulle være et organ, som stod over staterne, og som staterne forpligtede sig til at respektere.

Med konventionen opstod der en mulig konflikt mellem den nationale og den europæiske ret. Danmark tiltrådte konventionen i 1953, og i tiden indtil 1992 blev konventionen implementeret i Danmark ligesom andre traktater. Først i 1992 gennemførtes en lov, der som helhed inddrog konventionen, så dens bestemmelser nu kan påberåbes som dansk lov. Dette har klart forøget konventionens gennemslagskraft i Danmark.

Europarådet i Strasbourg.

Begrundelse

Siden den første Erklæring om Menneskerettigheder blev vedtaget under den franske revolution (1789), har menneskerettighederne haft et problem. For én ting er den udbredte enighed om deres betydning, noget andet er, hvordan de kan gøres gældende. Med FN's Verdenserklæring om Menneskerettigheder (1948) fik rettighederne et universelt sigte, men stod stadig i fare for at være en uforpligtende idé om retfærdighed hinsides den gældende nationale ret. Uden et formelt og forpligtende retsapparat kan menneskeret tighederne overtrædes, uden at det har konsekvenser. Dette problem søgte Europarådet at løse.

Den Europæiske Menneskerettigehedsdomstol i Strasbourg.

Til sidens top