|
|
Identifikation"Verden er pludselig vågnet op og har til sin forbavselse set, at den er blevet demokratisk". Det var den - ifølge kirkehistorikeren og højskolemanden Hal Koch (1904-1963) - nemlig ikke før! I Hvad er demokrati? fra 1945 indleder han med at henvise til det faktum, at mange fremtrædende personligheder i 1930'erne var ganske sikre på, at fremtiden ikke tilhørte demokratiet. Det vesteuropæiske demokrati som politisk system havde angiveligt udspillet sin rolle. De toner kom ikke blot fra de egentlige diktaturstater, de kom også fra demokratiske lande som Danmark. Men under anden verdenskrig blev tilslutningen til demokratiet næsten total, og efter krigen stod demokratiet så stærkt i den offentlige bevidsthed som måske aldrig før.
Om morgenen den 9. april 1940 blev Danmark besat af Tyskland. Efter kun få træfninger besluttede regeringen at kapitulere og erklærede efterfølgende, at den under protest over for Tyskland ville fortsætte med at regere landet. Kort efter blev en national samlingsregering etableret, og den regerede med stor vælgertilslutning i samvirke med besættelsesmagten frem til den 29. august 1943. Samarbejdspolitikken byggede på den forståelse, at Tyskland ikke ville "antaste kongeriget Danmarks territoriale integritet eller politiske uafhængighed". Samlingsregeringen blev dog hurtig udsat for krav fra besættelsesmagten, der ikke kunne imødekommes uden at bryde med centrale retsprincipper. Dermed rejste samarbejdspolitikken fundamentale spørgsmål vedrørende forholdet mellem demokrati og retsstat. Kan demokratiet forsvare at gå på kompromis med uretten og dermed tage et medansvar for den, når målet er at undgå det, der er værre? Hvor dybt kan demokratiet beskære retsstaten, uden at selve demokratiets idé og legitimitet går tabt? Folketingsvalgene i de første besættelsesår viste overvældende tilslutning til de demokratiske partier, der accepterede de retsbrud, som besættelsessituationen nødvendiggjorde. Disse brud udgjorde den pris, som demokratiet måtte betale for sin overlevelse. Men besættelsesmagtens skærpede krav og modstandsbevægelsens stigende styrke underminerede efterhånden grundlaget for såvel samlingsregeringen som samarbejdspolitikken. Efter en række folkestrejker i sommeren 1943 kom bruddet den 29. august 1943, hvorefter tilslutningen til modstandsbevægelsen steg markant. I krigens sidste fase bidrog den danske modstandsbevægelse til at ændre synet på Danmark - både i omverdenen og hos os selv.
Samarbejdspolitikkens sammenbrud satte de danske jøder i en langt mere udsat position end tidligere. Indtil september 1943 havde samarbejdspolitikken effektivt beskyttet de danske jøder på et tidspunkt, hvor Holocaust for længst var sat i system i de tyskkontrollerede områder i Europa. Da rygterne om en forestående aktion mod de danske jøder begyndte at cirkulere i september 1943, søgte størsteparten tilflugt hos ikke-jødiske venner og bekendte. De flygtende jøder blev i vidt omfang hjulpet af danske medborgere og sejlet til Sverige inden tyskernes aktion den 2. oktober. Redningen af de danske jøder fra Holocaust har siden stået som danskernes finest hour. Aktionen bidrog til at ændre synet på krigen: Fra at betragte den som en national kamp mod Tyskland til at betragte den som en kamp mod nazismen. "Værre er det imidlertid, at man ud fra denne overvurdering af "afstemningen" næsten med indre nødvendighed tvinges over i den konsekvens, som mere end noget andet har bidraget til at bringe demokratiet i vanry, nemlig den påstand, at det altid er flertallet, som har ret. For enhver, der tænker sig lidt om, er dette jo en uhyrlighed. Der er ingen tvivl om, at flertallet i Tyskland før krigen ville nægte jøderne eksistensret og fratage dem deres besiddelser. Måske eksisterer et sådant flertal stadig. Om så 99 % af hele jordens befolkning er således indstillet, vil antisemitisme i den form ligefuldt vedblive at være både forbryderisk og uforenelig med demokrati". HAL KOCH: HVAD ER DEMOKRATI?, 1945.
|
|
|||
|
Til sidens top |
Denne side indgår i publikationen "Demokratikanon"