|
Publikationen "Kvalitet der kan ses" er et første forsøg på
at belyse kvaliteten i hele det danske uddannelsessystem. Til dette formål er der
inddraget en række forskellige aspekter, der hver for sig og tilsammen bidrager til at
tegne et billede af kvaliteten i systemet. Publikationen angiver ikke nogen samlet
"karakter" for uddannelsessystemets kvalitet. Dette er hverken muligt eller
ønskeligt. Hovedformålet er at skabe et grundlag for fortsatte forbedringer, så
uddannelsessystemet kan følge med og tilpasse sig samfundets behov og udvikling. I
publikationen fokuseres på syv overordnede målsætninger:
- uddannelse til alle
- højt fagligt niveau i undervisningen
- sammenhæng i uddannelsessystemet
- højt uddannelsesniveau
- vækst og udvikling
- ressourcerne skal udnyttes effektivt
- motivation for fortsat uddannelse
Målsætningerne suppleres af fem overordnede forudsætninger/rammevilkår:
- kvalificerede og motiverede lærere og ledere
- kvalificerede og motiverede elever og studerende
- udviklingsorientering
- økonomiske og fysiske rammer
- støttefunktioner
|