H. Kvalificerede og motiverede lærere og ledere

En af forudsætningerne for at kunne opretholde et højt uddannelsesniveau er, at både lærere og ledere er kvalificerede og motiverede. Det er derfor vigtigt, at lærerne og lederne er veluddannede og har høje faglige kvalifikationer. Lederne skal kunne engagere og motivere medarbejderne. Lærerne skal kunne beherske pædagogiske metoder til formidling af de faglige færdigheder og være motiverede til at lære fra sig og engagere eleverne.

Samtidigt er det nødvendigt, at både lærere og ledere orienterer sig mod ny viden og ændringer i lærer- og lederrollen. Det er derfor også en forudsætning, at lærernes pædagogiske og faglige viden løbende ajourføres, og at der også sker en opkvalificering af lederne bl.a. via efter- og videreuddannelse.

Dette afsnit redegør dels for lærernes og ledernes uddannelsesmæssige baggrund, dels for hvilke muligheder der er for efter- og videreuddannelse. Betragtet ud fra en kvalitetsvurdering er elevernes vurdering af undervisningen relevant, og i det omfang, der eksisterer materiale, bliver dette også inddraget.

Lærernes faglige forudsætninger

Det karakteriserer det danske uddannelsessystem, at for at kunne undervise på en offentligt godkendt og finansieret uddannelse kræves en formel uddannelse i form af en læreruddannelse.

Der er dog den væsentlige udtagelse, at der for lærere på friskoler, efterskoler, højskoler, daghøjskoler og produktionsskoler samt inden for folkeoplysningen i øvrigt ikke stilles formelle krav om en læreruddannelse. Ikke desto mindre viser det sig, at lærere på institutioner under friskoleloven for de flestes vedkommende har en læreruddannelse eller anden pædagogisk uddannelse. På folkehøjskolerne har lærerne i stigende omfang en akademisk uddannelse.

I folkeskolen er en læreruddannelse et formelt krav for at kunne undervise. På tilsvarende måde er der krav om en kandidatuddannelse som forudsætning for at undervise på de gymnasiale uddannelser og en faglig uddannelse for at undervise på erhvervsuddannelserne. Det er desuden karakteristisk, at langt den overvejende del af lærerne i grundskolen og i ungdomsuddannelserne er fastansatte. I 1996 var det over 90%.

I alle dele af uddannelsessystemet er der større eller mindre grupper af lærere, der ikke har en formel pædagogisk uddannelse. Deres tilknytning er typisk af deltidskarakter eller i form af vikariater.

Lærerne i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne

De fleste læreruddannelser er blevet revideret i 1990'erne. Uddannelsen til folkeskolelærer blev revideret i 1997 samtidig med, at pædagogikum på erhvervsskolerne blev ændret. Pædagogikum i gymnasiet blev revideret året efter.

Uddannelsen til folkeskolelærer foregår på lærerseminarier, og optagelse på uddannelsen kræver en gymnasial uddannelse. Der er med den nye læreruddannelse sket en specialisering. Hvor uddannelsen tidligere gav basis for at undervise i alle folkeskolens fag, koncentrerer uddannelsen sig nu om fire fag inden for folkeskolens fagrække. Der indgår fortsat praktik i uddannelsen.

En lærer på de gymnasiale ungdomsuddannelser har typisk sin faglige baggrund i to undervisningsfag. På det gymnasiale område skal kandidatuddannelsen suppleres med pædagogikum, der primært består af undervisning i pædagogik, didaktik og psykologi kombineret med et praktisk undervisningsforløb i undervisningsfagene. Samtidig skal de fleste kandidater foretage et ½ års faglig supplering i sidefaget. Optagelse på pædagogikum sker nu før ansættelsen, hvilket blandt andet er begrundet i et ønske om at sikre, at lærerne i fremtiden også er i besiddelse af uddannelsens pædagogiske dimension ved ansættelsen.

Deltagelse i pædagogikum på en erhvervsskole kræver reelt et ansættelsesforhold, og pædagogikum eller en tilsvarende pædagogisk uddannelse skal være gennemført senest to år efter ansættelsen. Det blev i 1995 indført, at der gives tjenestefrihed til at gennemføre uddannelsen - ca. en tredjedel årsværk fordelt over typisk halvandet år. Der er tale om, at nye lærere får meget bedre rammer og forudsætninger for at gennemføre pædagogikum på erhvervsskolerne med den nye ordning (Kilde: KIUS s. 185).

Rekrutteringen af lærere på erhvervsskolerne er bredere end i gymnasiet og hf. Det hænger sammen med, at lærere på fx htx ansættes med en ingeniørbaggrund, lærere på hhx med en kandidatuddannelse eller diplomuddannelse fra en handelshøjskole suppleret med relevant erhvervserfaring og lærerne på erhvervsuddannelserne med en faglig baggrund suppleret med relevant videregående uddannelse eller tilsvarende.

Erhvervsskolelærere skal, når de ansættes, have en relevant og aktuel erhvervserfaring. For undervisere i direkte erhvervsrettede faglige områder skal erhvervserfaringen være af mindst fem års varighed, for øvrige mindst to år. Kravet for de øvrige lærere kan dog fraviges, hvis der ikke er lærere med erhvervserfaring til rådighed. Det sker i så fald på forstanderens ansvar.

Der er en tendens til, at en stigende andel lærere på erhvervsskolerne ikke har relevant erhvervserfaring. Det skyldes, at andelen af elever på de erhvervsgymnasiale uddannelser hhx og htx er steget. Det studieforberedende sigte og de almene fag her gør, at det er vanskeligt at fastlægge præcise krav til erhvervserfaringen. Det gælder fx dansklærere og samfundsfagslærere.

Erhvervserfaring er særlig udbredt på de tekniske skoler, hvor 75% af lærerne har relevant erhvervserfaring. På handelsskolerne gælder det for lidt under to tredjedele.

Det kan være vanskeligt for lærergruppen i de erhvervsrettede fag at holde deres erhvervserfaring og erhvervskendskab ved lige. Det opvejes delvis ved, at lærere på en række erhvervsskoler også underviser på kurser, der er tilpasset erhvervslivets ønsker. Det bibringer lærerne en erfaring og indsigt, der kan anvendes i den øvrige undervisning. Jævnlig kontakt med det lokale erhvervsliv er desuden med til at fastholde erhvervsindsigt. Ikke sjældent er der lokale ordninger, hvor lokale virksomheder "adopterer" klasser på erhvervsskolen.

Der har været gennemført forsøg med udstationering af lærere i virksomheder i en længere periode med det formål af bibringe begge parter ny indsigt. Der er fx i Herningområdet afprøvet flere forskellige modeller for kontakt mellem erhvervsskole og virksomheder. Området er dog kun begrænset udviklet, fordi det støder mod praktiske og især økonomiske barrierer (Kilde: Erhvervslærere i praktik, FoU nr. 14, 1998).

Lærerne på voksenuddannelses- og folkeoplysningsområdet

På folkeoplysningsområdet (herunder de frie kostskoler og daghøjskoler) er der ingen krav om en formel læreruddannelse eller pædagogisk erfaring. Det er almindeligt, at man vægter lærernes forskellige erfaringer med fagområderne lige så højt som en formel uddannelsesbaggrund.

På almen voksenuddannelse (avu) har langt de fleste undervisere en læreruddannelse eller en bachelorgrad fra universitetet. En del lærere har dog en voksenpædagogisk uddannelse. Der arbejdes hen imod et uddannelseskrav på linie med tilsvarende uddannelser.

På området med dansk som andetsprog er der krav om, at lærerne enten har gennemført en læreruddannelse, hvori der indgår en liniefagsuddannelse i sprog, en humanistisk bacheloruddannelse, hvori sprog indgår som centralt fag, eller anden uddannelse, hvor tilsvarende forudsætninger er erhvervet. Herudover kræves det, at lærerne gennemfører en uddannelse til underviser i dansk som andetsprog for voksne. Mange af de nuværende undervisere er imidlertid godkendt inden 1998, hvor de formelle kvalifikationskrav var anderledes. På åben uddannelse er det lærernes faglige baggrund, der betinger, hvilket niveau de underviser på.

Efter- og videreuddannelse på folkeskole- og ungdomsuddannelsesområdet

Udgangspunktet for et højt fagligt niveau i undervisningen er lærernes grunduddannelse. Efteruddannelsens hovedformål er at fastholde og udbygge lærernes faglige og pædagogiske kompetence for herigennem at bevare og videreudvikle kvaliteten i undervisningen. Det kan konstateres, at der blandt lærerne i folkeskolen og i ungdomsuddannelserne er god tradition for at deltage i efter- og videreuddannelse.

Institutionens efteruddannelsespolitik udgør typisk en del af personalepolitikken som en konsekvens af, at ansvaret for personaleudvikling og tilrettelæggelse af den enkelte lærers faglige og pædagogiske efter- og videreuddannelse besluttes lokalt, dvs. af den enkelte kommune, amt eller (erhvervs)skole.

På folkeskoleområdet og i ungdomsuddannelserne var efteruddannelse tidligere primært koncentreret om lærernes faglige opkvalificering. Efter uddannelsesreformerne i 1990'erne har efteruddannelsesindsatsen imidlertid i højere grad været rettet mod at styrke de aspekter, hvor lærere arbejder sammen omkring undervisningens tilrettelæggelse og gennemførelse, fx teamsamarbejde. Desuden har der været en øget interesse for udforskning af anvendelsen af IT som et redskab i undervisningen.

Undervisningsministeriet støtter på de nævnte uddannelsesområder skolerne gennem forsøgs- og udviklingsprojekter, idet der på en række områder er krav om medfinansiering. Det er vurderingen, at der gennem lokalt udviklingsarbejde sker en væsentlig opkvalificering af lærernes pædagogiske kvalifikationer.

Udviklingsprojekterne på det erhvervsgymnasiale område har været koncentreret om studiekredse og udviklingsprojekter på den enkelte skole, idet der ofte har medvirket en ekstern konsulent. Skolen bidrager med selvfinansiering. De emner, der her har været arbejdet med, er supervision, undervisningsdifferentiering og andre elevtilpassede undervisningsmetoder, skriveprocesser og evalueringsformer.

På tilsvarende måde har Undervisningsministeriet for at styrke den faglige og pædagogiske fornyelse i gymnasiet siden 1995 ydet tilskud til gennemførelse af studiekredse på skolerne. I skoleåret 1997/98 havde skolerne oprettet ca. 350 studiekredse med deltagelse af ca. 3700 lærere, dvs. ca. en trediedel af samtlige lærere.

De enkelte dele af uddannelsessystemet anvender forskellige kursusudbydere. Det er dog et fælles træk, at kurserne ofte tilrettelægges i tæt samarbejde mellem kursusudbyderne og skoleverdenen. Det medfører, at udbuddet kan være i god overensstemmelse med uddannelsernes og skolernes behov for kvalificering af lærerne.

Udbyderne af efter- og videreuddannelse for folkeskolelærere er først og fremmest Danmarks Lærerhøjskole (DLH indgår fra 1. juli 2000 som en del af Danmarks Pædagogiske Universitet), lærerseminarierne, amternes centre for undervisningsmidler og de faglige organisationer.

Hovedparten af den faglige og fagdidaktiske efteruddannelse i det almene gymnasium og hf planlægges i et samarbejde mellem de faglige foreninger og Undervisningsministeriets fagkonsulenter. Tilrettelæggelse og gennemførelse varetages i det væsentligste af de faglige foreninger, evt. i samarbejde med amtscentraler og universitetsinstitutter. En del af den fagdidaktiske og størsteparten af den almentpædagogiske efteruddannelse planlægges og gennemføres lokalt, på institutionerne eller på amtscentraler. Desuden udbyder forskellige organisationer efteruddannelseskurser til lærere i gymnasiet og hf.

Også på erhvervsskoleområdet indgår faglige foreninger og amternes centre for undervisningsmidler i kursustilrettelæggelsen, ligesom Danmarks Erhvervspædagogiske Læreruddannelse står for en række kurser for bl.a. erhvervsskolelærere.

Det er muligt at danne sig et vist indtryk af efteruddannelsesomfanget på hf- og gymnasieområdet. I 1996/97 gennemførte Undervisningsministeriet en stikprøveundersøgelse af skolernes udgifter til lærernes efteruddannelse. Undersøgelsen, der omfattede 10 gymnasier og 6 voksenuddannelsescentre (hf), viste, at gymnasierne havde en gennemsnitlig udgift pr. lærerårsværk på 1.700 kr. til kursusafgifter. Det tilsvarende tal på VUC var 1.200 kr. Hertil kom for gymnasiernes vedkommende en lønudgift på gennemsnitlig 10 timer pr. årsværk og 14 timer på VUC til dækning af lærernes løn under kursusdeltagelse. Yderligere har skolerne udgifter til vikardækning.

For 1997 er der foretaget en beregning, som viser, at de samlede udgifter var på ca. 70 mio. kr. svarende til ca. 2% af lønsummen eller ca. 7.500 kr. pr. lærer. Heraf udgør Undervisningsministeriets tilskud ca. 14 mio. kr.

På erhvervsskoleområdet er det undersøgt, hvordan erhvervsskolerne forvalter efteruddannelsesansvaret. Ikke overraskende er der store forskelle i skolernes forvaltning af efteruddannelsesaktiviteterne. For eksempel har over 50% af lærerne på mere end halvdelen af erhvervsskolerne inden for det sidste år deltaget i efteruddannelse. Derimod har under 25% af lærerne på 14% af de tekniske skoler og på 9% af handelsskolerne deltaget i efteruddannelse (Kilde: "Erhvservsskolelærere: Profil og udviklingsbehov", Danmarks Erhvervspædagogiske Læreruddannelse 1997).

Der ingen tvivl om, at der er et stadigt behov for efter- og videreuddannelse. Lærergruppens aldersgennemsnit på ca. 45 år samt redefineringer af lærerrollen giver behov for ikke blot efteruddannelse, men for at der arbejdes med lærerrollen generelt. Læreren skal i fremtiden kunne agere som vejleder, indgå i lærerteam og være med til at udfordre eleven på elevens præmisser. Derved bliver især de pædagogiske kvalifikationer vigtige.

På IT-området er der som følge af udviklingen behov for en fortsat indsats. Flere projekter har dog været igangsat på IT-området for at kvalificere lærerne til at anvende ny teknologi. Grundskoleområdet har gennemført SkoleIT-projektet. Erhvervsskolerne følger med Reform-IT op på det tidligere KomIT-projekt, og gymnasieområdet planlægger nu Gym-IT.

Området for efter- og videreuddannelse af lærere er under gennemgribende forandring. Folketinget vedtog i juni 2000 at etablere Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU) og et antal centre for videregående uddannelser (CVU). Fremover vil diplomniveauet høre under centrene for videregående uddannelser og masterniveauet under Danmarks Pædagogiske Universitet. En særlig masteruddannelse i gymnasiepædagogik oprettes fra september 2000 ved Dansk Institut for Gymnasiepædagogik ved Syddansk Universitet. Masteruddannelsen indeholder ud over fællesmoduler en specialisering i 5 retninger: studievejledning, almenpædagogik, fagpædagogik og IT-pædagogik og ledelse.

Efteruddannelse for lærere på voksenuddannelses- og folkeoplysningsområdet

På almen voksen uddannelse (avu) er der afsat midler både af ministeriet og amtskommunerne. Ministeriet har et centralt efteruddannelsesudvalg, der afstikker overordnede retningslinier, som udmøntes i tre kursusregioner. Ud over faste kursustilbud udbydes institutionsbaserede kurser. Desuden har der i mange år været afholdt egentlige grunduddannelser i fag, der ikke deres egen egentlig grunduddannelse på lærerseminarierne (fx filosofi, psykologi og edb).

For dansk som andetsprog er der i perioden 1999-2002 etableret et landsdækkende efteruddannelsesprogram, hvor der vil blive udbudt ca. 15 moduler. Modulerne omhandler både faglige og pædagogiske områder og IT, og der forventes at blive stor efterspørgsel efter disse.

Efteruddannelse af lærerne på de videregående uddannelser

Der er en markant forskel på vilkårene for efter- og videreuddannelse mellem lærerne på universiteter og på mellemlange videregående uddannelser. Enkelte efter- og videreuddannelser henvender sig dog til begge grupper. Det gælder for eksempel pædagogisk-didaktiske uddannelser som voksenunderviseruddannelsen og Den Pædagogiske Diplomuddannelse.

På universiteterne gør en særlig situation sig gældende. Dels er lærerne i adjunktperioden ansat i en uddannelsesstilling, dels betyder forskningspligten, at lærerne konstant "videreuddanner" sig selv fagligt. Alle universiteter udbyder intern efteruddannelse. I sammenhæng med nogle af disse tilbud er der en række forskellige tværinstitutionelle initiativer. De fleste steder er efteruddannelsen pædagogisk, men på enkelte universiteter foregår der også efteruddannelse inden for områder som IT, sprog og psykologi.

På de mellemlange videregående uddannelser er situationen langt mindre homogen end på universiteterne. Det gælder ikke mindst i forhold til de krav, der stilles til lærernes grunduddannelse. På nogle uddannelser kræves det, at lærerne er kandidater, når de bliver ansat, mens en kandidateksamen på andre uddannelser ikke er et krav ved ansættelsen, men derimod kan være en relevant videreuddannelsesmulighed. Det gælder for eksempel inden for de mellemlange sundhedsuddannelser, hvor det fra flere sider er blevet påpeget, at der er behov for videreuddannelse af lærerne. For denne gruppe af lærere udbydes fx den sundhedsfaglige kandidatuddannelse.

Fælles for alle lærere på de mellemlange videregående uddannelser er, at de ikke har forskningsret og –pligt. Det betyder, at de ikke automatisk videreuddannes gennem deres arbejde på samme måde som lærerne på universiteterne. Dog er der nogle, der via forsøgs- og udviklingsprojekter, opnår en form for videreuddannelse.

Også blandt de mellemlange videregående uddannelser er der på nogle institutioner pædagogiske efteruddannelsesinitiativer. Det gælder fx på ingeniørhøjskolerne, hvor "Ingeniøruddannelsernes Pædagogiske Netværk" (IPN) har været virksomt siden 1996. IPN har blandt andet haft som formål at tilbyde pædagogisk uddannelse til lærerne på ingeniøruddannelserne.

Elevernes vurdering af lærerne på ungdomsuddannelserne

Det er meget udbredt, at skolerne har fastlagt en procedure for evaluering af undervisningen. Det understøttes af, at det i en række bekendtgørelser på uddannelsesområderne er fastlagt, at eleverne skal have mulighed for at evaluere den undervisning, de modtager. Det sker typisk i form af en evaluering af de gennemførte undervisningsforløb eller som tilbagevendende begivenheder i skolens års- eller handlingsplan. Det sker ikke sjældent i form af "trivselsundersøgelser" eller etiske regnskaber, hvor skolen overordnet bl.a. spørger til, hvordan eleverne opfatter den undervisning, de modtager. Spørgsmålene vil sjældent være rettet mod læreren som person, men naturligt nok mod dennes udfyldelse af rollen som lærer.

På erhvervsskoleområdet aftales typisk lokalt en procedure for, hvordan eleverne spørges, og hvordan resultaterne anvendes, fordi området fra lærerside opfattes som meget følsomt. Der kan derfor være meget store forskelle på den lokale evalueringspraksis. Fra centralt hold sker der ingen opsamling af lokale erfaringer og resultater.

Der findes derfor kun få tilgængelige undersøgelser, der specifikt fokuserer på elevernes vurdering af lærerne. Det er således ikke muligt at udtale sig om eventuelle ændringer i elevernes opfattelse på dette punkt. Der er dog i enkelte undersøgelser spurgt til elevernes vurdering af den undervisning, de modtager, hvilket må betragtes som en væsentlig indikator for, hvad de opfatter som en god og en dårlig lærer.

Det er tydeligt, at eleverne i ungdomsuddannelserne lægger vægt på lærernes faglige dygtighed. Det gør sig ikke mindst gældende i erhvervsuddannelserne, hvor især eleverne på de tekniske skoler fokuserer på lærernes faglighed og kendskab til, hvad der foregår på arbejdspladserne. 80% af eleverne på disse uddannelser lægger desuden stor vægt på, at de kan anvende det, de lærer. Htx-eleverne finder det vigtigt, at der er afveksling mellem på den ene side laboratorie- og værkstedsarbejde og på den anden side teoriundervisning. I det hele taget lægger eleverne vægt på, at undervisnings- og arbejdsformerne varieres, og at der gives mulighed for mundtlig aktivitet. Der er dog noget, der tyder på, at eleverne efterlyser en mere varieret og engageret formidling af undervisning.

For eleverne er det vigtigt, at læreren på den ene side har autoritet, kan sætte sig igennem, har overblik og kan skabe ro. På den anden side skal læreren også give frihed og give eleverne ansvar og modspil som udtryk for, at han tager dem alvorligt. Det lægger ikke mindst gymnasieeleverne vægt på. Erhvervsskoleelever giver særlig udtryk for, at læreren skal være engageret og have humoristisk sans.

Det generelle billede er, at eleverne er tilfredse med undervisningen og lærerne. Det bekræftes af en undersøgelse på en teknisk skole, hvor kun ganske få erhvervsuddannelseselever udtrykker decideret utilfredshed med undervisning eller lærere. 70% udtrykker således tilfredshed med deres skoleophold og finder især, at lærerne er dygtige. Meget kan dog gøres bedre, for to tredjedele af eleverne tilkendegiver, at de finder undervisningen "nogenlunde", og en tredjedel finder undervisningen kedelig. Der var især utilfredshed med de almene fag samt skolens udstyr og generelle materialesituation.

En række erhvervsskolelever har desuden besvaret spørgsmål vedrørende uddannelsens praktikdel. Fem ud af seks elever er godt tilfredse med deres praktikvirksomhed. Det er en tilfredshed, der skyldes en høj grad af frihed i arbejdet, spændende opgaver og en flink mester. Tilsvarende finder 90% af eleverne, at virksomheden interesserer sig for deres oplæring, og at de bliver hørt. De relativt få utilfredse elever finder mester barsk og opgaverne ensformige samtidig med, at de får for lidt frihed til at prøve nye opgaver.

På det erhvervsgymnasiale område er et udvalg af tidligere htx-elever blevet spurgt om deres vurdering af undervisningen på uddannelsen. 52% finder undervisningen god eller meget god, mens 12% finder, at den er under middel. Det faglige udbytte vurderer 55% af eleverne som godt eller meget godt. 15% vurderer, at det er under middel.

En undersøgelse gennemført i 1999 på hhx viser, at 79% af eleverne er meget enige/delvis enige (hhv. 31%/48%) i, at lærerne er fagligt dygtige. 70% finder, at lærerne er gode til at forstå spørgsmål (hhv. 15% enige og 55% delvis enige). Den overvejende del, 68%, er uenige i, at de lærer for lidt, idet 21% er helt uenige og 47% delvis uenige. På dette spørgsmål er der dog en gruppe på 21%, der mener, at de lærer for lidt.

Afsnittet er baseret på følgende kilder:

• Teknisk skole - et godt tilbud. FoU-publikation nr. 21 1997.
• Andersen m.fl.: Unge i uddannelse - valg og vurdering af ungdomsuddannelserne 1997 (UTA).
• "På godt og ondt". En undersøgelse af elever og deres forhold til mestre og erhvervsskoler. 1999. Uddannelsesstyrelsen temahæfter nr. 25 1999.
• Undervisningsministeriets Nyhedsbrev nr. 8 2000 .
• Evaluering af htx-uddannelsen 1999. Uddannelsesstyrelsens temahæfte nr. 26 1999.
• Brinkjær, U.: Hhx-elevers habitus og livsstil. DPI 2000.

Elevernes vurdering af underviserne på voksenuddannelses- og folkeoplysningsområdet

På folkehøjskolerne har flere undersøgelser samstemmende vist, at deltagerne er meget tilfredse med lærernes kvalifikationer og engagement. Skoleformens særlige kendetegn med samvær uden for undervisningen, ingen prøver og eksamener giver et særligt læ-

ringsmiljø, som deltagerne sætter pris på, og som virker fremmende for lærernes mulighed for at forholde sig individuelt til den enkelte elev. På dansk som andetsprog er der gennemført en enkelt undersøgelse, som peger på et ønske om traditionel undervisning og en traditionel lærerrolle.

Grunduddannelse og pædagogiske kvalifikationer for ledere

En øget lokal dispositionsfrihed, mere sammensatte og fleksible uddannelsesforløb og ændringer i lærerarbejdet betyder, at lederrollen i lige så høj grad som lærerrollen er under forandring. I forlængelse heraf har lederne brug for kvalifikationer, der gør dem i stand til i højere grad at fungere som ledere end som administratorer. Der er derfor grund til at være opmærksom på såvel de formelle krav til lederne som på efteruddannelsesmulighederne for denne gruppe. Dette er særlig vigtigt, fordi der ved mange stillingsopslag - ikke mindst til mellemleder- og skolelederstillinger i folkeskolen - er få ansøgere. Det hævdes, at det bl.a. skal ses i sammenhæng med, at der i lærerkulturen hverken er tradition for eller tilskyndelse til at søge lederstillinger.

Der synes således at være fælles problemstillinger på tværs af uddannelsesområderne. Det må på den anden side fremføres, at de sidste års lønfordelingspolitik har medført, at der nu er et reelt økonomisk incitament for at påtage sig lederjob i skoleverdenen.

Ledere i folkeskolen

Det overordnede mål for en ledelse er, at den inddrager moderne principper for administrativ og pædagogisk ledelse samt for personaleledelse, og at den på lokalt plan fremstår synlig og i overensstemmelse med de krav, udviklingen af folkeskolen fordrer. Inden for folkeskolen arbejdes med:

• Udvikling af samspillet mellem skoleledere og den kommunale forvaltning og mellem skoleledere og skolens øvrige parter.
• Dialog og afklaring af ledelsesbegrebet med henblik på at udfylde ledelsens rolle som ansvarlig for udvikling, styring og evaluering af lære- og forandringsprocesser.
• Målfastsættelse og evaluering med udgangspunkt i de ansvarsområder, der er tillagt skolelederen ifølge folkeskolelov og lokale prioriteringer.
• Udvikling af samspillet mellem skolens opgaveløsning og skabelsen af et udviklende arbejdsliv for de ansatte.
• Forbedret meritering af skolelederarbejdet.

I dag får de fleste nyudnævnte skoleledere mulighed for via deres kommune at deltage i et kursus på Den Kommunale Højskole over fire uger. Herudover er efter- og videreuddannelsen ofte af meget spredt karakter for den enkelte skoleleder.

Ledere på ungdomsuddannelserne

Der stilles meget få formelle krav til lederne på ungdomsuddannelserne. Der er dog krav om, at rektor, forstander eller direktør har en pædagogisk baggrund - eller at én i ledelsen har det.

Rektorerne på gymnasieskolerne og hf-kurserne skal have undervisningskompetence i mindst ét fag inden for gymnasiets/hf’s fagrække. På erhvervsskolerne er der eksempler på, at der er ansat ledere, der har ledererfaring fra erhvervslivet. Ikke sjældent har de erfaring som timelærere på en skole eller videregående uddannelsesinstitution. Mange ledere på erhvervsskolerne har desuden en uddannelsesmæssig baggrund fra handelshøjskole eller lignende i form af en cand.merc. eller HD – ofte inden for organisation og strategisk ledelse.

På alle ungdomsuddannelser er der sket en kraftig udvidelse af mellemledergruppen. Det gælder gymnasierne og ikke mindst erhvervsskolerne med deres meget sammensatte uddannelsestilbud. Den situation nødvendiggør en satsning på lederuddannelse.

På de større institutioner synes der at ske en specialisering i ledergruppen, fx i strategisk ledelse og driftsledelse. Samtidig sker der specialisering efter funktioner såsom pædagogisk ledelse, personaleledelse, udvikling og økonomi.

Der findes ingen opgørelser over, hvor mange ressourcer institutionerne anvender på lederudvikling. Tilsvarende findes der heller ikke nogen samlet opgørelse over, hvor mange ledere og mellemledere på uddannelsesinstitutionerne der har gennemført korte eller længevarende uddannelsesforløb med henblik på at kvalificere til lederjobbet. Der er dog ingen tvivl om, at særligt korte kursusforløb anvendes i stort omfang.

Der synes at være brug for et bredt spektrum af tilbud. Ikke mindst er der brug for at ruste lederne bedre til at varetage den pædagogiske ledelse. Der er her behov for efteruddannelse i pædagogik, didaktik og ungdomspsykologi, så lederne er i stand til at indgå i en dialog med den enkelte lærer. Det kan bl.a. ske ved efteruddannelseskurser specielt rettet mod lederne, men også ved, at lederne går aktivt ind i drøftelser og planlægning af nye initiativer (fx forsøgs- og udviklingsprojekter). Derudover vil det være af betydning, at lederen befinder sig tæt på og har god erfaring med undervisningen - enten ved selv at undervise eller ved at deltage som observatør.

På det almengymnasiale område er der ikke noget formelt krav om en særlig lederuddannelse. I et samarbejde mellem Undervisningsministeriet, Amtsrådsforeningen og Gymnasieskolernes Rektorforening, henholdsvis Inspektorforeningen, arrangeres der kurser af én uges varighed for henholdsvis rektorer og inspektorer. Kurserne er meget nyttige, men utilstrækkelige til at dække behovet.

Gymnasieledernes kompetencer vil desuden kunne udbygges gennem den masteruddannelse i gymnasiepædagogik, der oprettes ved Dansk Institut for Gymnasiepædagogik ved Syddansk Universitet i efteråret 2000. En af specialiseringsmulighederne er ledelse.

På nuværende tidspunkt er der erhvervsskoler, der som en del af deres politik har

krav om, at lederne har eller gennemfører en lederuddannelse. På det strategiske niveau skal der være tale om en egentlig lederuddannelse og for mellemlederne (uddannelseslederniveau) en diplomlederuddannelse.

På erhvervsskoleområdet blev der i 1996 igangsat et lederudviklingsefteruddannelsesprogram (LUE). Programmet blev sammensat med medvirken fra forstander- og lærerorganisationer, Handelshøjskolen i København og Danmarks Erhvervspædagogiske Læreruddannelse. Siden da har ca. 50 uddannelsesledere på erhvervsskolerne gennemført en master of public administration (MPA).

Der er desuden en række ledere på erhvervsskoler - 50 personer siden 1993 - der har gennemført en Master of Business Administration (MBA). Foruden de formelle lederuddannelser har Danmarks Erhvervspædagogiske Læreruddannelse gennemført lederuddannelser på mindst 13 tekniske skoler. Hertil kommer lederkurser udbudt af andre.

Ledere på voksenuddannelses- og folkeoplysningsområdet

Heller ikke på dette område er der formelle krav til lederne. Som på de øvrige uddannelsesområder har mange ledere erfaring som lærere inden for området, men en del ledere ansættes også udefra.

På almen voksenuddannelsesområdet er de fleste ledere enten universitets- eller læreruddannede og har erfaringer som lærere på VUC eller andre uddannelsesinstitutioner. Nogle kommer fra mellemlederstillinger. Det er amterne, der har ansættelsesansvaret. Der har igennem de sidste ti år været afholdt mange efteruddannelseskurser for lederne, som regel i amtskommunalt regi.

På åben uddannelse er der heller ingen formelle krav, men baggrunden er ofte erhvervsmæssig og/eller pædagogisk. Der er ingen systematisk efteruddannelse af lederne, men der afholdes ad hoc kurser.

På dansk som andetsprog er der krav til lederne om, at de ud over at have de nødvendige pædagogiske, administrative og ledelsesmæssige forudsætninger til at forestå den daglige ledelse af centret gennemgår et godkendt kursus for forstandere. Der er igangsat et stort og meget søgt efteruddannelsesprogram for forstandere og ledelsespersonale.

Ledere på de videregående uddannelser

Generelt er der ingen formelle kvalifikationskrav for ledere af uddannelsesinstitutioner, der udbyder videregående uddannelser. De eneste undtagelser er universitetslovsinstitutionerne og ingeniørhøjskolerne, som har ledere, der skal vælges mellem de heltidsansatte undervisere. På universitetslovsinstitutionerne skal lederne vælges blandt professorer og heltidsansatte lektorer.

Endelig er der krav om, at de korte videregående uddannelser, der udbydes på erhvervsskoler, ledes af en uddannelsesleder, der har faglig indsigt i uddannelsen, dvs. har de kvalifikationer, der skal til for at undervise på den pågældende uddannelse.

Undervisningsministeriet har netop igangsat et udviklingsprojekt, der skal give lederne på især de mellemlange videregående uddannelser mulighed for kompetenceudvikling. Initiativet skal ses på baggrund de nye centre for videregående uddannelse (CVU'er). Oprettelse af CVU'er vil betyde mere komplekse organisationer ved sammenlægning af organisationer med meget forskelligartet virksomhedskultur. Der vil fx typisk komme et nyt lag af uddannelsesledere. Samtidigt betyder nye løn- og tjenestetidsaftaler på lærerområdet, at megen kompetence uddelegeres til institutionerne, hvilket øger kravene til ledelsens forhandlingskompetence. Der kan derfor være brug for, at institutionernes ledere får mulighed for uddannelsesmæssig opkvalificering, ikke mindst med strategisk ledelse og personaleledelse. Lederudviklingsprogrammet kan desuden medvirke til etablering af netværk mellem lederne.

I dag er der ingen udbud af lederuddannelser særligt rettet mod ledere af universiteter og for ledere af institutioner for mellemlange videregående uddannelser. Der foreligger heller ikke systematisk viden om, i hvilket omfang lederne af disse institutioner har taget andre generelle leder-, administrations-, eller organisationsuddannelser (fx HD). Det generelle indtryk er imidlertid, at dette ikke er tilfældet i nævneværdigt omfang.

Denne side indgår i publikationen "Kvalitet der kan ses" som kapitel 10 af 17
© Undervisningsministeriet 2000