Forsiden  Næste kapitel
[ Undervisningsministeriets logo ]

Forord





Projektet "Kvalitet der kan ses" er et forsøg på at belyse kvaliteten i det danske uddannelsessystem. Til dette formål er der inddraget en række forskellige områder, der hver for sig og tilsammen kan bidrage til at tegne et billede af kvaliteten af det danske uddannelsessystem. Hovedformålet er at skabe et grundlag for fortsatte forbedringer, så uddannelsessystemet kan følge med og tilpasse sig samfundets behov og udvikling.

Vi har udvalgt 7 uddannelsespolitiske målsætninger eller "kvalitetsmålsætninger" samt 5 rammevilkår/forudsætninger. De sidste udgør vigtige forudsætninger for, at "kvalitetsmålsætningerne" kan opfyldes. Målsætningerne og rammevilkårene belyses ved hjælp af et antal indikatorer. I publikationen er der forsøgt anvendt såvel målbare som ikke-målbare faktorer til at belyse udvalgte sider af uddannelsessystemet. Målsætningerne belyses gennem en række "indikatorer", der skal forstås bredt, idet de også refererer til mere kvalitative forhold. Projektets metode blev præsenteret i et hæfte fra december 1998, hvor alle indikatorerne blev nærmere beskrevet.

Udgangspunktet for projektet har været, at der udelukkende anvendes materiale, som ministeriet i forvejen har adgang til. Det er derfor vanskeligt at drage håndfaste konklusioner af denne første konkretiserede version af "Kvalitet der kan ses". Metoden og datagrundlaget er endnu for uudviklet og ufuldstændigt. På en række områder har der ikke været et datagrundlag, der kunne dokumentere den valgte indikator, eller som kun delvis belyser den. Vi har derfor ikke her beskrevet alle de indikatorer, der kan belyse de enkelte målsætninger og rammevilkår. I fremtidige udgivelser af "Kvalitet der kan ses" vil disse og muligvis andre indikatorer blive inddraget.

Det er naturligvis ikke muligt - eller ønskeligt - at give en samlet "karakter" for uddannelsessystemets kvalitet, men vi har forsøgt at udvælge centrale sider af den komplekse verden, som uddannelsessystemet udgør.

I sammenfatningen forrest i publikationen har vi knyttet forbindelsen mellem resultaterne af kvalitetsanalyserne og de uddannelsespolitiske initiativer, der er taget, og som forventes at påvirke kvaliteten i uddannelsessystemet i en positiv retning, når de har fået tid til at virke.

Vi håber, at publikationen kan inspirere til fortsat udvikling af metoder til vurdering af uddannelsessystemets kvalitet. Ikke mindst ser vi frem til, at publikationen kan inspirere den uddannelsespolitiske debat.

Berrit Hansen                              Ivan Sørensen

Denne side indgår i publikationen "Kvalitet der kan ses" som forord
© Undervisningsministeriet 2000

 Forsiden  Næste kapitel
Til sidens top