L. Støttefunktioner

Hvilke væsentlige foranstaltninger rummer uddannelsessystemet med henblik på at fastholde de uddannelsessøgende i uddannelse og på at lette overgange fra ét niveau til et andet niveau?

Der er to oplagte motiver for det offentlige til at anvende ressourcer på forskellige støttefunktioner. Først og fremmest er der det almene hensyn til den enkelte elev eller studerendes trivsel og velfærd i form af vejledning i valget af uddannelse, en løbende uddannelsesvejledning og i form af økonomisk støtte. Det andet motiv er det samfundsøkonomiske hensyn. Det vil i sidste ende sandsynligvis være samfundsøkonomisk fordelagtigt at støtte elever og studerende med henblik på at minimere "krogede uddannelsesforløb" og dermed øge effektiviteten i uddannelsessystemet. Det er sandsynligt, at fx dobbeltuddannelse og samlet uddannelsestid kan reduceres gennem kvalificeret vejledning og økonomisk støtte.

Fokus rettes i afsnittet mod to indikatorer, nemlig ressourcer til studie- og erhvervsvejledning samt elever og studerendes indkomstforhold og erhvervsarbejde.

Ressourcer til studie- og erhvervsvejledning

Rådet for Uddannelse- og Erhvervsvejledning (R.U.E.) har i det (beskedne) omfang, det har kunnet lade sig gøre, undersøgt, hvor mange ressourcer der anvendes til studie- og erhvervsvejledning.

I opgørelsen af et samlet ressourceforbrug er det et problem, at der for hovedparten af de 25 danske vejledningsordninger ikke eksisterer centralt fastsatte rammer for ressourcetildelingen. Typisk foregår ressourcetildelingen på decentralt niveau, og generelt eksisterer der kun meget få konkrete bestemmelser om krav til ressourcer. Der et derfor ofte op til den enkelte uddannelsesinstitution at afsætte ressourcer til vejledning.

Der findes ingen eksakte opgørelser over, hvor mange ressourcer der anvendes til gennemførelse af vejledningsopgaverne inden for de enkelte ordninger. Den eneste undtagelse er forsøget med fem informationscentre om videregående uddannelser (ivu*C-erne), hvortil der er afsat 6,2 millioner årligt over en 5-årig periode. Derfor indskærper R.U.E., at de følgende betragtninger betragtes med forbehold, da de i vidt omfang bygger på skønsmæssige vurderinger og kvalificerede gæt.

Lønudgifter til vejlederne udgør langt den væsentligste andel af ressourcerne til vejledning. En genvej til at få overblik over ressourceindsatsen er derfor at beregne et skøn over disse lønudgifter målt som produktet af antallet af vejledere. Den gennemsnitlige beregning er dog behæftet med betydelig usikkerhed.

Tabel L1: Omtrentlige lønudgifter til de danske vejledningsordninger (mio. kroner - afrundede tal)

Kilde: R.U.E.'s "oplæg til drøftelse af fremtidens vejledningsindsats", 1998

Uddannelse af vejledere må anses for at være en væsentlig forudsætning for at tilvejebringe en kvalificeret og professionel vejledningsindsats. I denne sammenhæng kan det derfor være relevant at se på omfanget af de grundlæggende vejlederuddannelser. Ræsonnementet er, at dette forbrug bør indgå i det samlede billede af ressourcesituationen og således lægges til de allerede kortlagte ressourcer, som er direkte relateret til den egentlige vejledergerning.

Tabel L2: Eksempler på de grundlæggende vejlederuddannelsers timeomfang

Kilde: Undervisningsministeriet og R.U.E.

Ud fra disse tal er det ikke muligt at drage nogen konklusion om, hvorvidt ressourceforbruget og vejlederindsatsen er passende, men det må konkluderes, at der bruges begrænsede ressourcer på uddannelse af vejledere, og at spredningen i timeomfanget er forholdsvis stor.

De studerendes/elevernes indkomstforhold og erhvervsarbejde

Konjunkturudsving kan være en betydelig faktor bag størrelsen af de uddannelsessøgendes deltagelse på arbejdsmarkedet og dermed på lønindkomstens gennemsnitlige størrelse. Undervisningsministeriets analyse fra 1999 af de studerendes indtjening (1993-1996) viser, at der er sket en mindre forskydning i sammensætningen af bruttoindkomsten, jf. figur L1. Lønandelen er steget relativt på bekostning af de offentlige overførselsindkomster, selvom den absolutte SU-indkomst ikke er faldet.

For perioden 1986-88, hvor den generelle ledighed var lav, var de uddannelsessøgendes deltagelse på arbejdsmarkedet høj. I 1992-93 var deltagelsen på arbejdsmarkedet derimod relativt lav - her var ledigheden høj. I 1994 toppede ledigheden og fra 1995 vendte billedet. Andelen af elever/studerende med arbejde ved siden af uddannelsen steg fra 1994.

Ud over betydningen af de væsentligt forbedrede SU-stipendiesatser fra slutningen af 80’erne må det formodes, at ledighedsniveauet i høj grad påvirkede faldet i andelen, der havde arbejde ved siden af studiet frem til og med 1993. Den stigende andel af uddannelsessøgende med erhvervsarbejde i slutningen af perioden skyldes formodentlig tilsvarende det generelle fald i ledigheden.

Figur L1: Bruttoindkomstens sammensætning fra 1993 til 1998, opgjort for de 15-29-årige studerende ved ulønnet uddannelse

Kilde: Undervisningsministeriet, "De studerendes indtjening" (1999)

Fra 1993 til 1996 udgjorde lønnen omkring 55% af den samlede bruttoindkomst for de 15-29-årige ved ulønnede uddannelser. Den samlede bruttoindkomst er løn plus offentlige overførselsindkomster plus anden indkomst. Af figur L1 ses, at der skete en mindre forskydning i bruttoindkomstens sammensætning, så overførselsindkomsterne i 1996 udgjorde en lidt mindre andel af den samlede indkomst i forhold til 1993.

Udviklingen er interessant, fordi netop de offentlige overførselsindkomster kunne forventes at indtage en stigende andel som følge af skattereformens indførelse i 1994, hvor visse offentlige overførsler blev skattepligtige og i den forbindelse forhøjet.

Faldet i de offentlige overførslers andel skyldtes ikke stipendieindkomsten, der bortset fra et fald i andelen fra 1993 til 1994 indtog en konstant stigende andel af de samlede offentlige overførselsindkomster. Tidligere undersøgelser har vist, at lønnen fra omkring midten af 1980’erne udgjorde lidt mere end to tredjedele af bruttoindkomsten.

Fra 1993 til 1996 steg bruttoindkomsten med 9% for elever og studerende ved uddannelser uden løn. Dette svarede næsten til stigningen i det samlede rådighedsbeløb. Indkomst fra erhvervsarbejde steg med 12,7% - altså mere end gennemsnittet for bruttoindkomsten. Dette må blandt andet tilskrives, at perioden var præget af relativt høj vækst i den danske økonomi med stigende beskæftigelse. Indkomststigningen var større end for ikke-uddannelsessøgende i samme aldersgruppe.

Eleverne og de studerende ved uddannelser uden løn øgede i perioden 1994-96 den gennemsnitlige indtjening med 2,7%. Forholdene i samme periode for gruppen ved lønnet uddannelse samt gruppen af ikke-uddannelsessøgende er meget tæt på status quo. Ændringerne er under 0,5%. I tabel L3 er opstillet de økonomiske betingelser for de to uddannelsesgrupper samt for personer uden for det formelle uddannelsessystem.

Tabel L3: Disponibel indkomst for de respektive grupper

Kilde: Undervisningsministeriet, "De studerendes indtjening" (1999)
1) Beregnet i forhold til den disponible indkomst, inkl. studielån.

Som forventet råder eleverne og de studerende ved uddannelser uden løn over den laveste disponible indkomst, jf. tabel L3. I alle fire år udgjorde den disponible indkomst for uddannelsessøgende på uddannelser uden løn tæt på 30% af den disponible indkomst hos personer, der ikke var under uddannelse. I forhold til uddannelsessøgende ved uddannelser med løn udgjorde den disponible indkomst for uddannelsessøgende uden løn under det halve.

Helt nye tal fra Arbejdsmiljøudvalget under Nordisk Ministerråd viser, at danske unge generelt arbejder langt mere end deres nordiske fæller. 60% af danskerne mellem 13-17 år har på hverdage job ved siden af skolen (se endvidere afsnit I "Kvalificerede og motiverede studerende og elever"). For de øvrige nordiske lande svinger denne andel mellem 7% og 25%. I weekenden arbejder 52% af de danske unge mod 14-29% af de unge i de øvrige nordiske lande. I sommerferien arbejder 70% af danskerne i aldersgruppen, hvilket er dobbelt så mange som i Sverige. De mest udbredte ungdomsjob i Norden handler om avisuddeling, børne- og dyrepasning, butiksarbejde samt rengøring. Mange af de unge arbejder på ubekvemme tidspunkter mellem klokken 20 om aftenen og 8 om morgenen, og kun de færreste har en skriftlig aftale med deres arbejdsgivere.

Godtgørelse i forbindelse med voksen- og efteruddannelse

Godtgørelsen for deltagelse i ordningerne ligger som udgangspunkt på niveau med højeste dagpengesats. I den beskrevne periode (1993-1999) kunne udgifterne hovedsageligt henføres til tre store poster under Arbejdsministeriet: uddannelsesydelse for ledige, AMU-godtgørelse samt kompensation i forbindelse med uddannelsesorlov. Særligt henvendt til kortuddannede i fast beskæftigelse fandtes desuden voksenuddannelsesstøtten (VUS). For uddannelsesorloven og VUS gjaldt, at modtageren skulle være fyldt 25 år.

Fra 1993 til 1999 steg udgifterne til godtgørelse med 3,5 mia. kr. svarende til 110%. Den samlede vækst fra 1998 til 1999 var dog relativ beskeden, nemlig på 7%. Denne stigning dækker over, at uddannelsesydelsen og -godtgørelsen for ledige steg med 2 mia., mens AMU-godtgørelsen faldt med 0,7 mia., og uddannelsesorlovsydelsen faldt med 1,1 mia.

Tabel L4: Godtgørelsesudgifter 1993-1999 (mio. kroner - årets priser)

Kilde: Rapport til VEU-rådet om voksen- og efteruddannelse, 2000
1) Finanslovens §§ 17.46.21.10, 17.46.21.20, 17.47.01.20 og 17.47.02.21.
2) Indførtes i 1994.

Ændringerne skyldes primært en finansieringsomlægning i tredje fase af arbejdsmarkedsreformen. Forsørgelsesindsatsen over for ledige blev strammet op fra 1.1.1999, og udgifter til forsørgelse af ledige blev samlet under aktivrammen.

Figur L2: Relativ udvikling i godtgørelsesudgifter, omregningsfaktor: kommunal p/l (indeks 1994=100)

Kilde: Rapport til VEU-rådet om voksen- og efteruddannelse

Ud over de her beskrevne godtgørelsesordninger, eksisterer også kontanthjælpsberettigelse for kommunalt- og AF-aktiverede i det offentlige voksen- og efteruddannelsessystem.

Denne side indgår i publikationen "Kvalitet der kan ses" som kapitel 14 af 17
© Undervisningsministeriet 2000