J. Udviklingsorientering

Opretholdelse af et tidssvarende uddannelsessystem med kvalificeret indhold kræver, at uddannelsesinstitutionerne er udviklingsorienterede. De skal kunne tilpasse sig skiftende krav og behov, og de skal tilbyde eleverne tidssvarende undervisning af høj faglig og pædagogisk kvalitet. Bl.a. skal de inddrage passende informationsteknologi i undervisningen.

Det er derfor vigtigt, at der på skolerne og uddannelsesinstitutionerne fokuseres på udviklingsarbejdet gennem lokale procedurer for kvalitetssikring og -udvikling, og at der følges op på initiativerne. I den forbindelse er det afgørende, at der afsættes både økonomiske og faglige ressourcer til dette arbejde.

Et væsentligt element i dette arbejde er etableringen af den evalueringskultur, der er ved at blive opbygget i uddannelsessystemet, jf. afsnit B "Højt fagligt niveau i undervisningen".

Handlingsplaner

Der er meget stor variation i den måde, institutionerne forvalter udviklingsarbejdet på. Det eneste område, hvor der er formelle regler om handlingsplaner, er grundskoleområdet. På de selvejende institutioner er det op til bestyrelsen og den daglige ledelse at vælge, hvad og hvordan det lokalt skal gøres.

På folkeskoleområdet er arbejdet med at udforme kommunale målsætninger, udarbejde planer og fastlægge evalueringsmetoder blevet intensiveret som en del af udviklingsprojektet Folkeskolen år 2000, jf. afsnit B "Højt fagligt niveau i undervisningen". Undervisningsministeriet har stillet ti proceskonsulenter til rådighed for skolers og kommuners arbejde med udvikling af bl.a. virksomheds- og handlingsplaner.

De tre centrale dele af arbejdet er:

• De skolepolitiske målsætninger, der udarbejdes af kommunalbestyrelsen og forvaltningen, og som sætter rammerne for udviklingen på alle skoler i kommunen.
• Virksomhedsplan, der udarbejdes hvert år både af kommunen og af den enkelte skole. På den enkelte skole udarbejdes virksomhedsplanen af skolens ledelse og medarbejdere i samarbejde med skolebestyrelsen.
• Årsplaner, der udarbejdes hvert år for hele skolen og den enkelte klasse. Årsplanerne fremlægges for forældrene, og eleverne inddrages i planlægningen.

For at sikre sammenhængen på længere sigt arbejdes der på nogle skoler også med udviklingsplaner, der omhandler udviklingen på længere sigt.

Evalueringen af Folkeskolen år 2000 vil give et overblik over, hvor langt kommuner og skoler er nået med hensyn til kvalitetsudvikling, målsætningsarbejde og handlingsplaner.

Det kan konstateres, at 95% af kommunerne har behandlet "Folkeskolen år 2000" i de politiske fora. 67% af kommunerne har eller ved at udarbejde handlingsplaner. 74% har igangsat overordnede initiativer og 62% har foretaget samlede prioriteringer i de sidste 2 år (Kilde: DA , Uddannelse og arbejdsmarked nr. 24/2000).

På erhvervsskoleområdet er det op til den enkelte skole og dens bestyrelse at fastlægge de overordnede visioner og strategier for skolen og dens udvikling på udvalgte indsatsområder. Det er også den enkelte skole, der udformer handlingsplaner for de valgte indsatsområder, og som udformer handlingsplaner for den pædagogiske og personalemæssige udvikling, for internationalisering og for anvendelse af informationsteknologi. Skolernes strategi- og handlingsplaner er deres egne, og de skal ikke indsendes til ministeriet. Der er ikke foretaget nærmere undersøgelser af strategi- og handlingsplanernes indhold og karakter.

Lokale procedurer for kvalitetssikring

Det er et overordnet mål, at undervisningen skal foregå på et højt fagligt niveau. Den lokale kvalitetsudvikling er et centralt element, hvis målet vedvarende skal efterstræbes.

Undervisningsministeriet søger på flere måder at inspirere institutionerne til at arbejde mere systematisk med kvalitetsudvikling. Den forskellige ansvarsfordeling mellem skoleejerne på uddannelsesområderne betyder imidlertid, at der ikke anvendes et bestemt kvalitetssystem eller en bestemt kvalitetssystematik på de forskellige uddannelsesområder. Der kan dog formuleres nogle overordnede principper, der gælder for alle dele af uddannelsessystemet.

Fælles for alle uddannelsesområder er, at ministeriet ikke har givet kvalitetsbegrebet et absolut indhold, men ser kvalitet som den sociale og kulturelle opfattelse af, hvad den enkelte institution vurderer som god undervisning og læring. Kvalitetsopfattelsen forudsætter således dialog mellem elever/studerende, lærere, ledelse og andre interessenter (bestyrelse, forældre m.fl.). Dermed er grundlaget en dynamisk kvalitetsopfattelse, hvor begrebet hele tiden indholdsbestemmes i samspil med det omgivende samfund.

Fokus er i de senere år skiftet fra især at rette sig mod de givne rammer til i højere grad at se på processen og de resultater, undervisningsaktiviteten resulterer i. Det betyder, at institutioner i en gensidig dialog fastsætter, hvad der er god kvalitet for netop dem.

Dette medfører, at den lokale selvevalueringsproces er blevet det vigtigste omdrejningspunkt i kvalitetssikringen og -udviklingen. Det er i selvevalueringen, at institutionen sammenholder sine mål med de resultater, der lokalt opnås. En afgørende forudsætning for, at denne proces lykkes, er, at der lokalt kan udvikles en kultur for evaluering, der bygger på tillid, åbenhed og dialog.

På folkeskoleområdet er der som led i Folkeskolen år 2000 blandt andet fokuseret på "Kvalitet og udvikling – forventninger og resultater". Det sker fx gennem arbejdet med det såkaldte KIF-projekt (Kvalitetsudvikling i Folkeskolen). Der er tale om en åben og interaktiv internetbaseret model. Modellen inddrager ledelse og lærere, og den bygger foruden på intern udvikling også på, at erfaringer deles på tværs af institutionerne. Skolerne anskues som en enhed, hvor både organisatorisk input og resultater (elevresultater og brugertilfredshed mv.) vurderes. Modellen bygger på, at kvalitetens enkelte elementer gennemgås ud fra status, kvalitetskriterier, mål, handlingsplan og evalueringsplan. Fokus er i høj grad rettet mod undervisningssituationen.

I forbindelse med modellen er der udviklet særlige metoder og værktøjer, som skolerne kan anvende. Systemet er meget fleksibelt, og den enkelte bruger kan alt efter valgt tema selv tilpasse detaljeringsgrad, værktøjer osv. efter lokale forhold. Desuden muliggør systemet, at egne projektbeskrivelser, -forløb og -resultater kan offentliggøres, så hjemmesiden på den måde kan fungere som et udstillingsvindue.

Endelig er KIF et dialog- og informationsredskab til udveksling af viden mellem forskellige niveauer såsom klassen, kommunen og Undervisningsministeriet.

KIF er et tilbud til de kommuner og skoler, der ønsker at anvende nye metoder til kvalitetsudvikling. Fagkonsulenterne vurderer, at udbredelsen af KIF vinder frem, men det er ikke muligt at sige noget præcist om, i hvor høj grad skolerne anvender systemet. Det er alene de forløb, som skolerne har lagt ind på systemet, der er synlige.

En ny version af KIF er på vej i efteråret 2000. Herved får skolerne en endnu mere brugervenlig tilgang til at arbejde med den lokale kvalitetsudvikling og bedre mulighed for at hente inspiration fra andre skoler.

På det almengymnasiale område fortsætter arbejdet med skoleudvikling og selvevaluering med udgangspunkt i de principper, der er lagt med "Standarder og profiler" fra 1996. Efter en pilotfase i 1997/98, hvor en lille gruppe gymnasier og hf-kurser afprøvede materialet, blev der i 1998 udsendt en 2. udgave af materialet til samtlige gymnasier og hf-kurser med sigte på benyttelse i skoleåret 1998/99. Alle gymnasier blev anmodet om at give en tilbagemelding til Undervisningsministeriet om erfaringer og om at bidrage med forslag til forbedringer til næste udgave.

VUC-institutionerne følger en model af Standarder og profiler, der er tilpasset dette området. "Standarder og profiler" bygger på, at skolerne dokumenterer, hvordan de lever op til den rettesnor for kvalitetsniveau, som "brugerne" kan forlange, og som er nedfældet i regelgrundlaget for uddannelserne. "Standarder" kan også opfattes som de forudsætninger, som skolen, lærerne og eleverne arbejder under. "Profilerne" knytter sig til definition og prioritering af de arbejdsprocesser, en skole ønsker at stå for og være kendt for. En skoles profil er dermed udtryk for de værdier, skolen ønsker at formidle internt og eksternt.

På baggrund af tilbagemeldinger fra gymnasierne efter benyttelse af "Standarder og profiler" i 1998/99 udarbejdes en ny version, som i højere grad end den hidtidige lægger vægt på og åbner op for forskellige tilgange til selvevaluering og skoleudvikling. Dermed tages der højde for, at der er meget stor forskel på, hvor langt skolerne er i udviklingen af og benyttelsen af systematisk selvevaluering som led i skoleudviklingen.

Især på de skoler, som ikke tidligere har satset så meget på selvevaluering, har arbejdet med "Standarder og profiler" været med til at sætte en lokal proces i gang, som har styrket arbejdet med skoleudvikling.

Erhvervsskoleområdet har siden 1995 som kvalitetsstyring anvendt den såkaldte "Q-strategi". Her er det bl.a. forudsat, at skolerne internt skal foretage systematisk kvalitetsudvikling og resultatvurdering. Processen blev stærkt støttet af Q-90 projektet i 1997, hvor skolerne fik økonomisk støtte, hvis de udarbejdede et kvalitetssystem baseret på selvevaluering som en del af skolens ledelsessystem.

Q-strategien bygger på, at den enkelte institution udarbejder en kvalitetsplan, der omfatter et kvalitetsprogram, hvor skolen fastlægger sit kvalitetskoncept og en plan for arbejdets organisering. Desuden indgår en spørgeramme, der er ledelsens strategiske værktøj til at opstille mål og til at vurdere de aktiviteter og resultater, der opnås.

Foruden at tilskynde skolerne til mere systematisk at tænke i kvalitetsbaner havde Q-90 projektet til formål at udvikle et bedre skolemiljø på erhvervsskolerne, hvilket skulle bidrage til at reducere frafaldet. Hensigten var også at støtte skolerne i en mere systematisk personaleudvikling bl.a. med henblik på pædagogisk omstilling. Indsatsen her vurderes at have båret frugt, idet der på mange erhvervsskoler er igangsat forsøg med nye lærerroller, studiemiljøer som "Open Learning-centre" mv.

Q-90 projektet er blevet fulgt op af mere synlige regler om kvalitetssikring og kvalitetsudvikling. På de korte videregående uddannelser vil det ske i form af en ny bekendtgørelse i 2000. På erhvervsuddannelsesområdet vil den nye hovedbekendtgørelse (fra 1.1.2001) indeholde regler om, at der for erhvervsuddannelserne skal formuleres en systematik til kvalitetsudvikling og resultatvurdering. Systematikken skal indeholde procedurer til at vurdere indsatsen på syv centrale områder, der knytter sig til uddannelsen. Skolen skal blandt andet som led i sin selvevaluering vurdere:

• hvordan undervisningen lever op til de mål, der er sat for uddannelsen,
• at de valgte undervisningsmetoder understøtter uddannelsens formål og undervisningsfagenes mål,
• at uddannelsens skole- og praktikdel understøtter hinanden,
• at de enkelte lærere og skolen modtager information om elevernes vurdering af dels undervisningen, dels skolens tilrettelæggelse af uddannelsen.

Desuden skal skolen i selvevalueringsprocessen anvende karakterstatistikker samt inddrage resultater fra evt. eksterne evalueringer af undervisningen

Det er endelig et krav, at der sker en opfølgning på den gennemførte selvevaluering.

Et meget vigtigt element i erhvervsuddannelsernes lokale kvalitetssikring er de lokale uddannelsesudvalg, idet de repræsenterer "aftagersynspunkter". På den måde er de en lokale pendant til de faglige udvalg, der har det overordnet kvalitetsansvar for uddannelserne. De lokale uddannelsesudvalg bidrager til at udarbejde den lokale undervisningsplan og medvirker også til at vurdere uddannelsens organisering og undervisningens tilrettelæggelse på den enkelte skole. Ikke mindst inddrages de i evalueringen af sammenhængen mellem elevens oplæring i praktikperioderne og under skoleopholdene.

En række konkrete projekter finder sted på erhvervsuddannelsesområdet. Således arbejder en række skoler på at udvikle regnskabsformer, der mere tidssvarende også kan opgøre institutionernes immaterielle ressourcer i form af et vidensregnskab. Desuden forsøger en række skoler at måle sig i forhold til hinanden (benchmarking) ud fra en række fastsatte områder. Det kan lettes af, at skolerne anvender "Kvalitetspris for den offentlige sektor" som koncept for den lokale selvevalueringsproces.

På folkeoplysnings- og voksenuddannelsesområdet er der tale om meget forskelligartede institutionstyper, der udbyder en bred vifte af uddannelser. Der er derfor ikke etableret en sammenhængende kvalitetsstrategi, men en række forskellige projekter er igangsat og gennemført.

De videregående uddannelsesinstitutioners særlige struktur og vidtgående selvstyre betyder, at det er institutionen selv, der fastlægger principper og metoder for lokal kvalitetssikring.

Den lokale proces kan fremmes gennem de turnusevalueringer, som det daværende Evalueringscenter (nu Danmarks Evalueringsinstitut) foretog fra 1992 til 1999. Som en fast del af alle evalueringer gennemførte institutioner og institutter en selvevalueringsproces ud fra et oplæg, Evalueringscentret gav. Det er vurderingen, at netop selvevalueringer er et meget positivt og udbytterigt, men også et tids- og ressourcekrævende element.

Danmarks Evalueringsinstitut indledte i juli 1999 sit arbejde, der nu omfatter hele uddannelsesområdet. Instituttets første handlingsplan omfatter evalueringer af folkeskolen og områder inden for ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser. Handlingsplanen tager udgangspunkt i, at der på alle uddannelsesområder allerede er en del erfaringer at trække på. På de videregående uddannelser er der en forventning om, at der fortsat finder evalueringer sted som fortsættelse af de gennemførte turnusevalueringer.

Evalueringsinstituttet skal fungere som opsamler af nationale og internationale erfaringer med uddannelsesevaluering og kvalitetsudvikling. Det skal aktivt medvirke til kortlægning og metodeudvikling, herunder også af selvevalueringsprincippet. På den måde kan institutionernes arbejde med kvalitetsudvikling kvalificeres, hvilket også underbygges af, at dialogaspektet mellem Instituttet og institutionerne indtager en central plads.

Omfang af internationalisering

På alle niveauer i uddannelsessystemet er der en stigende interesse for og fokus på internationalisering. Interessen viser sig i form af øget vægt på fremmedsprogsundervisning, på internationale problemstillinger i de undervisningsforløb, der vælges, og ikke mindst en øget international kontakt mellem landene. Det gælder både på lærer- og elevniveau.

På folkeskoleområdet er der således en omfattende og stigende interesse fra skolers og læreres side for at indgå i internationalt arbejde. Både i nordisk og i europæisk sammenhæng findes programmer, som støtter samarbejde og udveksling mellem skoler, elever og lærere. Det skønnes, at ca. 15% af folkeskolerne i øjeblikket er involveret i internationalt samarbejde.

Mange kommuner har venskabsbyer med tilhørende programmer. Det nøjagtige omfang kendes ikke.

På alle uddannelsesområder tilbydes forskellige ordninger, der kan støtte internationaliseringen. Af EU-programmer kan nævnes:

• Comenius-samarbejdet, der omfatter multilaterale skolepartnerskaber.
• Lingua, som bl.a. omfatter bilateral elevudveksling og læreres studierejser.

Lærere har desuden mulighed for mobilitet gennem såkaldt "job-swop", som formidles af Kulturinstituttet.

ICU (fra juli 2000 en del af Informationscenter for udveksling, CIRIUS) administrerer en række EU-programmer for unge, studerende og lærere, bl.a. Ungdom for Europa, Den Europæiske Volontørtjeneste og dele af Socrates. Disse programmer giver tilskud til unge, grupper af unge/skoleklasser, som laver projekter med grupper af unge/skoleklasser fra andre europæiske lande.

ICU’s årsberetninger redegør for omfanget af aktiviteterne.

De fleste erhvervsskoler har formuleret en strategi for skolens internationale aktiviteter (Kilde: Q-90 projektet). Strategien vedrører aktiviteter i form af deltagelse i fx EU-projekter, hvor skolerne står som udbydere af kurser.

I denne sammenhæng er de internationale aktiviteter, som skoler, der udbyder ungdomsuddannelser, er involveret i, af større interesse. De traditionelle studierejser og elev-udvekslinger skal ikke omtales nærmere; de har gennem mange år været en fast del af alle ungdomsuddannelser. Det kan dog nævnes, at en meget stor del af fagene indeholder et perspektiv, der rækker ud over landets grænser. Desuden tilbydes den internationale studentereksamen (IB) på en række gymnasier og på en enkelt handelsskole.

Også i erhvervsuddannelserne foregår der en ganske omfattende international aktivitet. På erhvervsuddannelsesområdet har den en meget konkret karakter, idet op mod 400 elever på de merkantile erhvervsuddannelser hvert år gennemfører praktik i udlandet - typisk i Tyskland. Også elever på de tekniske skoler tilbydes ophold i udlandet, her typisk England. I alt omkring 1000 elever (Kilde: Kvalitative og kvantitative evalueringer af PIU-ordningen, DEL 2000).

Der har fra praktikvirksomhederne - ikke mindst i den offentlige sektor - i de senere år vist sig øget interesse for at tiltrække elever ved at indbygge kortere ophold i udlandet som en del af uddannelsen. Der er desuden en meget positiv vurdering af skolernes deltagelse i EU-projekterne, hvor skolerne har fået opbygget en netværk, der varer ud over de konkrete projekter.

Denne side indgår i publikationen "Kvalitet der kan ses" som kapitel 12 af 17
© Undervisningsministeriet 2000