C. Sammenhæng i uddannelsessystemet

Det er et krav til uddannelsessystemet, at uddannelsessøgende så gnidningsfrit som muligt skal kunne skifte uddannelse, uddannelsessted og uddannelsesniveau. Ved skift mellem niveauerne i systemet skal unødig overlapning undgås. Skift mellem uddannelser og geografiske skift skal kunne foregå, så den enkelte får anerkendt tidligere opnåede kompetencer.

Skiftene mellem uddannelsesniveauerne bliver gjort lettere i disse år. Brobygningsforløb mellem grundskole og ungdomsuddannelser udbredes, og en stadig større andel af ansøgerne til de videregående uddannelser bliver optaget.

Overgang fra grundskole til fortsat uddannelse

95% af den årgang, der forlod grundskolen i 1998, forventes på et eller andet tidspunkt at komme videre i uddannelsessystemet, jf. figur C1. I perioden 1989-1998 er den andel af en årgang, som forventes at fortsætte i uddannelsessystemet efter grundskolen, steget med 2 procentpoint. Denne beskedne fremgang skal ses i lyset af, at der i 1980’erne var en markant stigning i andelen, der fortsatte i uddannelsessystemet. I 1982 var det således 12%, som ikke fortsatte efter grundskolen.

Det forventes, at ca. 53% af 1998-årgangen vil vælge en gymnasial uddannelse, at ca. 41% vil vælge en erhvervsfaglig uddannelse, og at ca. 5% vil vælge ikke at fortsætte i uddannelsessystemet.

Af 1998-årgangen forventes 38% at påbegynde en almengymnasial uddannelse (dvs. gymnasium, studenterkursus og to-årigt hf) og 15% en erhvervsgymnasial uddannelse. Fra 1994 og 1995 kan henholdsvis htx og hhx påbegyndes direkte efter grundskolen. Tidligere foregik overgangen først efter et fuldført erhvervsfagligt skoleforløb (eller det tidligere efg-basisår).

Det forventes, at 41% af 1998-årgangen vil fortsætte på en erhvervsfaglig uddannelse. På de seneste 10 år er andelen faldet med 17 procentpoint.

Figur C1. Andel af unge, der efter grundskolen forventes at fortsætte i andre uddannelser, 1989-1999

Kilde: Danmarks Statistik samt Undervisningsministeriets modelberegninger

Pigerne er langt bedre repræsenteret i det gymnasiale uddannelsessystem end drengene. Drengene er derimod bedst repræsenteret på de erhvervsfaglige uddannelser. I alt 96% af pigerne, der forlod grundskolen i 1998, forventes at fortsætte i uddannelsessystemet mod 94% af drengene.

1) I 1994 blev htx forlænget med ét år til et treårigt forløb. Samtidig blev adgangsvejen ændret fra et skoleforløb på erhvervsuddannelserne til adgang direkte fra grundskolen. Fra 1995 skete de samme strukturændringer for hhx.

2) Indeholder: Teknikerforkurser, erhvervsfaglige skoleforløb m.m. og erhvervsfaglige hovedforløb m.m.

3) Indeholder ligeledes 1% af årgangen, som fortsætter i andre uddannelser.

62% af pigerne forventes at begynde på en gymnasial uddannelse og 33% en erhvervsfaglig uddannelse. Den største gruppe af drengene (50%) vil påbegynde en erhvervsfaglig uddannelse. 44% af drengene vil påbegynde en gymnasial uddannelse. 90% af de elever, der påbegynder en erhvervsfaglig uddannelse efter grundskolen, påbegynder et erhvervsfagligt skoleforløb.

Overgang fra gymnasial uddannelse

De gymnasiale uddannelser er studieforberedende. Erfaringen viser, at ikke alle går videre, og at mange blandt dem, som går videre, holder en studiepause, jf. afsnit G "Motivation for fortsat uddannelse". Tallene i tabel C1 er modeltal, som viser andelen af unge, der efter et gymnasialt niveau (fuldført eller afbrudt) forventes at fortsætte i uddannelsessystemet. Voksenuddannelse indgår ikke i denne opgørelse.

Tabel C1. Andel af unge, der efter en almen- eller erhvervsgymnasial uddannelse fortsætter i andre uddannelser, 1989-1998

Kilde: Danmarks Statistik samt Undervisningsministeriets modelberegninger.

1) Indeholder: Teknikerforkurser, erhvervsfaglige skoleforløb m.m. og erhvervsfaglige hovedforløb m.m.

2) At bacheloruddannelserne indeholder tal før uddannelserne blev formelt oprettet skyldes, at bl.a. HA og erhvervssprog mv. før reformen havde denne struktur.

3) Kandidatuddannelserne indeholder både udelte kandidatforløb og overbygningskandidatuddannelser.

Anm: Fx svarer 1989 til undervisningsåret 1988/89. Pga. afrundinger kan der forekomme afvigelser i totalerne.

95% af 1998-årgangen med en almengymnasial baggrund forventes på et tidspunkt at fortsætte i uddannelsessystemet. 64% vil påbegynde en videregående uddannelse, 26% en uddannelse på ungdomsuddannelsesniveau, og resten vil påbegynde andre uddannelser. I 1989 ville 90% af denne årgang fortsætte, og kun 55% ville fortsætte på en videregående uddannelse.

91% af 1998-årgangen med en erhvervsgymnasial baggrund forventes på et tidspunkt at fortsætte i uddannelsessystemet. 44% forventes at påbegynde en erhvervsfaglig uddannelse, 43% en videregående uddannelse og 3% en almengymnasial uddannelse. Resten vil påbegynde andre uddannelser. I 1989 ville 82% fortsætte i uddannelsessystemet, 43% på en erhvervsfaglig uddannelse, og kun ca. 35% ville fortsætte på en videregående uddannelse.

Optagne og afviste ansøgere til videregående udddannelser

I løbet af de sidste fem år er antallet af optagne på de videregående uddannelser vokset fra små 40.000 til over 42.500 svarende til en stigning på knap 7%. Optaget for 1999 var det højeste nogensinde (tallene er eksklusive "stand by"), jf. tabel C2. Siden 1995 er mængden af afviste som andel af det samlede ansøgertal desuden faldet fra 26% til 18%. (Antal afviste er korrigeret for ansøgere, der ikke opfylder de fagspecifikke adgangsbetingelser). Nedgangen i antallet af afviste nærmede sig inden for samme periode 30%.

Den relativt største fremgang er sket på de naturvidenskabelige uddannelser, hvor antallet optagne er steget 24%. Stigningen skyldes især en stærkt voksende tilgang til datamatikeruddannelsen, mens tilgangen til naturvidenskab på universiteterne har ligget ret stabilt. Generelt svinger optaget betydeligt inden for de enkelte uddannelsesmæssige hovedtyper. I absolutte tal har de pædagogiske uddannelser haft den største vækst i optagelsen på mere end 1.100 studerende (11%). Antal optagne på de tekniske uddannelser er derimod faldet med 5%.

Det voksende optag er sket på trods af et betydeligt fald i antallet af 20-30-årige (det primære rekrutteringsgrundlag). Denne demografiske udvikling afspejles således ikke i mængden af ansøgere. Tværtimod steg mængden af ansøgere en anelse fra 1995 til 1996 og har siden ligget næsten konstant.

Tabel C2. Optaget på de videregående uddannelser, fordelt på hovedtyper, 1995-1999 (absolut og indeks 100=1995)

Kilde: Den Koordinerede Tilmelding

1) Tallet for 1999 er undervurderet, da er del af optaget til de videregående tekniske uddannelser er foregået uden om Den Koordinerede Tilmelding.

2) 1-årig hhx ikke medtaget.

Af figur C2 kan udledes, at tilbøjeligheden til at ansøge (ansøgningsfrekvensen) er steget betydeligt, når udviklingen i det primære rekrutteringsgrundlag (aldersgrupperne 20-24 år og 25-29 år) tages i betragtning. Af figuren ses endvidere, at den indekserede udvikling for antallet af personer inden for begge aldersgrupper ligger væsentligt under indekskurven for ansøgertallet.

Figur C2. Udviklingen i antal ansøgere og antal optagne på de videregående uddannelser sammenholdt med antallet af henholdsvis 20-24 årige og 25-29 årige, 1995-1999 (indeks 1995=100)

Kilde: Den Koordinerede Tilmelding

Sammenlignes antal optagne som procent af ansøgertallet hovedgrupperne imellem, ses, at alle undtagen gruppen af sundhedsuddannelser ligger mellem 75% og 83%.

Figur C3. Procentvis opgørelse af antallet af optagne i forhold til ansøgere fordelt på de videregående uddannelsers hovedgrupper, 1995-1999

Kilde: Den Koordinerede tilmelding

1) De samfundsvidenskabelige uddannelser indeholder tilmelding til 1-årig hhx.

Da det er målet, at flest mulige kvalificerede ansøgere optages på den ønskede uddannelse, indførte man i 1995 såkaldte fagspecifikke adgangskrav til flere uddannelser. Fra 1995 har der blandt de afviste hvert år været et betragteligt antal ansøgere, der ikke har opfyldt de obligatoriske adgangskrav. Derfor har man fra 1995 valgt at beregne størrelsen "reduceret afviste" ved optaget til de videregående uddannelser. Dette giver et "renset" tal for afviste og dermed et bedre billede af, hvor mange ansøgere der ikke får deres første prioritet opfyldt, selvom de har adgangsgrundlaget i orden. Antallet af afviste, der ikke opfylder adgangsbetingelserne, har de seneste år ligget forholdsvis konstant på ca. 2.000.

Figur C4. Optagelses- og afvisningsfrekvens for de videregående uddannelser, 1995-1999

Kilde: Den Koordinerede Tilmelding

Som tidligere nævnt afvises stadig færre ansøgere, når de søger ind på en videregående uddannelse. Kun små 11.000, svarende til 18% af samtlige ansøgere, blev afvist i 1999. Dertil kom omkring 2.000 ansøgere, som ikke opfyldte de obligatoriske fagspecifikke adgangskrav. Til sammenligning blev 26% af ansøgerne afvist i 1995. Antallet af ansøgere har ligget stabilt de seneste 5 år, mens optaget har været svagt stigende trods den demografisk betingede reduktion i det primære rekrutteringsgrundlag. Forholdet mellem størrelserne afspejles i figur C4.

Merit og brobygning

Fleksibilitet er et uddannelsespolitisk tema, som berører helt centrale problemstillinger med hensyn til uddannelsessystemets funktion i samfundet over for elevernes og de studerendes forventninger og behov.

Overvejelser om merit og fleksibilitet skal ske med udgangspunkt i, at uddannelsernes faglige sigte, progression og kvalitet ikke må forringes. Det er imidlertid Undervisningsministeriets opfattelse, at ikke alle de nuværende barrierer for merit og fleksibilitet kan forklares ud fra dette legitime hensyn. Der er stadigvæk barrierer, som indebærer unødvendige menneskelige og økonomiske omkostninger.

Ungdomsuddannelserne

Med brobygningsloven blev det muligt for elever i folkeskolens 9. og 10. klasse at gennemføre brobygningforløb, dvs. forløb, hvor eleverne deltager i undervisningen i en periode på 2-4 uger på en ungdomsuddannelse. Formålet er dels at medvirke til at skabe en større sammenhæng mellem folkeskole og ungdomsuddannelse, dels at give folkeskoleeleverne bedre muligheder for at danne sig et indtryk af en uddannelse, inden de påbegynder den. Antalsmæssigt er det nu ca. en tredjedel af folkeskoleeleverne, der vælger brobygningsforløb på typisk fire uger.

Sammen med de kortere præsentationskurser (typisk tre dage) har brobygningsforløbene i høj grad haft en positiv betydning for en gruppe elevers valg og gennemførelse af en uddannelse, og de medvirker således positivt til at nedbringe frafaldet i ungdomsuddannelserne. Mindre undersøgelser fra uddannelsesområderne tyder på, at ca. 80% af de elever, der har valgt et brobygningsforløb, fortsætter i den uddannelse, som forløbet har givet dem et bedre kendskab til (Kilde: Uddannelse nr. 1, 1999).

På trods af en øget vejlednings- og informationsindsats er der stadig elever, der skifter mellem ungdomsuddannelserne. Meritmulighederne kan derfor medvirke til at undgå unødig dobbeltuddannelse.

På ungdomsuddannelsesområdet er fagene beskrevet med niveauer, der kan illustreres på denne måde:

Indplacering af fagene på sammenhængende niveauer sammen med meritreglerne for "konvertering" af tidligere opnåede karakterer i et fag betyder, at der er gode muligheder for at opnå merit for en elev, der vil skifte uddannelse.

I det almene gymnasium er der hvert år en del elever, der får godskrevet et fag, enten fordi de tidligere har gennemført faget i Danmark eller i udlandet. Særligt for nordiske medborgere er det i gymnasieoverenskomsten mellem de nordiske lande fastsat, at elever, der søger optagelse i et andet nordisk land, skal have godskrevet tidligere erhvervede færdigheder, så de undgår at forlænge studietiden.

Det er værd at bemærke, at merit kræver et sammenligneligt grundlag i form af målbeskrivelserne i fagene og uddannelserne og delvis også ensartede beskrivelser af indholdet. Det er en forudsætning, der ofte ikke er opfyldt på tværs af uddannelsessystemerne. Meritproblematikken vanskeliggøres også af, at der anvendes forskellige pædagogiske metoder. I nogle uddannelser indgår fagene fx i tværfaglige og helhedsorienterede forløb, hvilket er med til at vanskeliggøre mere simple meritoverførsler mellem uddannelsessystemerne.

Voksenuddannelse og videregående uddannelse

De studerende udgør en stadig mere heterogen gruppe. En videregående uddannelse betragtes i stadig højere grad som et individuelt projekt. Når denne indstilling til videregående uddannelse skal imødekommes, kræver det, at institutionerne foretager meritvurderinger og i det hele taget er med til at sikre et mere sammenhængende og fleksibelt videregående uddannelsessystem, bl.a. ved at etablere brobygningsforløb mellem grunduddannelser og videreuddannelser.

For at fremme meritmulighederne og fleksibiliteten i de videregående uddannelser går bestræbelserne ud på at finde en balance mellem på den ene side uddannelsernes legitime interesse i at bevare den faglige progression og kvalitet i uddannelserne og på den anden side den enkelte studerendes mulighed for at realisere det individuelle projekt. Desuden har samfundet en klar interesse i at udbygge et fleksibelt uddannelsessystem, der uddanner velkvalificerede dimittender uden unødig ressourceanvendelse undervejs.

Undervisningsministeren har i en redegørelse fra februar 1999 om merit og fleksibilitet i de videregående uddannelser opstillet en række mål for merit og fleksibilitet i uddannelsessystemet og fremlagt en vifte af konkrete forslag, der kan udmønte disse mål. Det drejer sig om bedre muligheder for videreuddannelse og bedre meritmuligheder. De konkrete mål er:

• Enkelte unge gennemfører en kort eller en mellemlang videregående uddannelse som første uddannelse, men ønsker at fortsætte til et højere niveau inden for det ordinære uddannelsessystem. Det betyder, at der skal ske en vis udbygning af mulighederne for at gennemføre videreuddannelse på kandidatniveau, ligesom der skal skabes supplerings- og brobygningsforløb, hvor det er påkrævet.
• Den normale videreuddannesesvej skal være videreuddannelsessystemet for voksne, dvs. for disse grupper diplom- og masteruddannelsesforløbene.

• Uddannelserne bør i højere grad beskrives med fokus på afrundede forløb. De skal beskrive, hvilke faglige og personlige kvalifikationer og kompetencer der skal opnås som slutniveau for uddannelserne frem for meget detaljerede indholdsbeskrivelser. Målet er, at de afrundede forløb kan lette mulighederne for studieskift ved at indgå i uddannelsesinstitutionernes indbyrdes aftaler om merit og som led i adgangsforudsætninger til næste uddannelsesniveau. På den måde kan det konkrete arbejde med meritvurderinger på den enkelte institu-tion også gøres lettere.
• Undervisningsministeriet lægger op til, at uddannelsesinstitutionernes samarbejde om uddannelser, merit og adgangsveje kan finde sted gennem institu-tionernes deltagelse i "uddannelsesnetværk" eller "uddannelsesfamilier". Her samarbejdes om uddannelsesplanlægning og -udbud. "Uddannelsesnetværk eller -familier" kan omfatte beslægtede uddannelser på samme niveau og uddannelser, der er indbyrdes relateret i kraft af naturlige videreuddannelsesveje. Inden for rammerne af et netværkssamarbejde kan det sikres, at en uddannelse altid "indtænkes" i det samlede uddannelsesspektrum. Det kan tillige sikres, at en ny uddannelse allerede på planlægningsstadiet indplaceres i forhold til en "fødelinje" og til relevante videreuddannelsesmuligheder.
• På det konkrete plan vil en pointsætning efter samme princip (gerne efter det europæiske overførselssystem, ECTS-systemet) være et væsentligt redskab til at lette sammenligninger mellem uddannelser og dermed lette meritvurderinger både nationalt og internationalt.

Undervisningsministeriet arbejder på at realisere målene i redegørelsen om merit og fleksibilitet i de videregående uddannelser. Både gennem udviklingskontrakter med universiteterne, ved reform af de professionsrettede videregående uddannelser og ved udvikling af mulighederne for videreuddannelse.

Denne side indgår i publikationen "Kvalitet der kan ses" som kapitel 5 af 17
© Undervisningsministeriet 2000