Hvornår?
Af bekendtgørelsen fremgår det, at "undervisningen omfatter udarbejdelse af dokumentation". Dette gælder for både niveau D og C.
Dokumentationen udarbejdes i det tidsinterval, hvor undervisningsforløbet finder sted, og skal fordeles jævnt over undervisningsforløbet.
I et sammenhængende undervisningsforløb, der afsluttes på niveau C, kan det i praksis være vanskeligt at finde tid i timerne til udarbejdelse af dokumentation på både niveau D og C. Her kan læreren imidlertid beslutte, at hele - eller en del af - dokumentationen udarbejdes som hjemmearbejde i elevens fritid.
Aflevering
Elevens dokumentation udgør en del af fagets undervisningsforløb og skal være et redskab til bedømmelse af eleven. Læreren skal derfor kunne bedømme dokumentationen i så god tid, at den kan indgå i standpunktskarakteren.
Afhængig af uddannelsens indgang (merkantil eller teknisk) har elevens dokumentation forskellig anvendelse til en eventuel eksamen. Se yderligere herom i afsnittet: Eksamen.
Såfremt elevens dokumentation efterfølgende anvendes i forbindelse med en eksamination, må eleven inden eksamen gerne få lærerens feedback på dokumentationen (i form af kommentarer og en karakter). Eleven må dog ikke få en eventuel vejledende løsning til den/de opgaver, der er løst i dokumentationen.