Undervisningsministeriet

Læsning i fagene

Vigtige ord

Hvad?

Eleven har opmærksomhed på ord, hvis betydning han eller hun ikke kender, og på ord og begreber, som er vigtige for det pågældende faglige emne. Eleven arbejder med at forstå og optage nye ord og begreber i sit ordforråd.

Hvordan?

Faglæreren skal forklare vigtige fagord og begreber for eleverne, inden de skal læse en tekst. Faglæreren skal også være opmærksom på selv at bruge disse ord og begreber i sin mundtlige formidling og lade eleverne arbejde med ordene og bruge dem, før de skal i gang med at læse.

Læreren kan også gøre opmærksom på ord, som eleverne selv skal finde betydningen af, mens de læser. Eleverne kan anvende ordkendskabskort eller lave en ordbank. Når man arbejder med ordbank, kan man give eleverne et antal centrale ord fra den tekst, de skal i gang med at læse. Lad eleverne notere, hvad de tror, ordene betyder. Lad eleverne notere tekstens ordforklaringer, mens de læser. Lad eleverne justere deres egne ordforklaringer efter læsning og eventuelt slå ordene op i en ordbog, hvis tekstens forklaring ikke er fyldestgørende.

For alle elever og især tosprogede er det afgørende for tilegnelsen af fagsprog, at de får mulighed for at bruge ordene mundtligt sammen med andre, for eksempel ved at udveksle forklaringer mundtligt.

Hvorfor?

Elevernes kendskab til ord og begreber spiller en afgørende rolle for deres tekstforståelse. Det hjælper elevernes tekstforståelse, at læreren før læsning forklarer ord og begreber og giver eleverne mulighed for at arbejde med nye ord og bruge dem, når de taler (og skriver) om emnet. Når eleverne selv skal forsøge at afklare ords betydning, lærer de selv at finde informationer i teksten eller i illustrationer og figurer, som bidrager til, at de kan forstå ordets betydning. Ord er ikke altid forklaret direkte i teksten. Man må udlede deres betydning af sammenhængen. Når eleverne arbejder med ordkendskabskort, lærer de også, at vi bygger vores forståelse af ords og begrebers betydning på flere slags viden. Når vi for eksempel har et godt begreb om, hvad et rektangel er, så er det fordi, vi både ved noget om, hvordan forskellige rektangler kan se ud, og hvordan de ikke kan se ud. Vi kan beskrive dem, give eksempler på nogle ved at tegne dem. Vi ved, at de tilhører gruppen af geometriske figurer, som matematik beskæftiger sig med.


Eksempel

I historie i 5. klasse skal eleverne i gang med at læse en tekst om Margrete den Første. Teksten præsenterer en række historiske personer. Den anvender ord og begreber, vi ikke bruger i dag, og der forekommer særlige vendinger, som nogle elever ikke vil være bekendt med fra deres hverdagssprog.

Denne side indgår i publikationen "Læsning i fagene" © Undervisningsministeriet 2011