Læsning i fagene
Overblikslæse
Hvad?
Eleven skaffer sig et overblik over tekstens indhold, før han eller hun for alvor går i gang med læsearbejdet.
Hvordan?
Eleven ser på overskrifter, underoverskrifter, tabeller, figurer, faktabokse og danner sig et overblik over de enkelte dele, teksten består af. "Hvilke informationer finder jeg i teksten, hvor står de oplysninger, jeg har brug for?" Eleven overvejer, hvad de enkelte dele af teksten skal bruges til, hvordan de hænger sammen med tekstens hovedidé, og hvad man så kan forvente at høre om, når man læser teksten.
De fleste fagtekster er multimodale tekster. Det betyder, at de består af forskellige informationskilder som for eksempel tekst, tabeller, fotos, illustrationer, farvekoder m.m. De enkelte elementer på siden tjener forskellige formål i den samlede faglige fremstilling. Eleverne skal have hjælp til at opdage, at hvert enkelt element rummer vigtig viden om emnet. Eleverne skal have undervisning i, hvordan de kan "pakke informationerne ud" af tabeller, illustrationer m.m.
Hvorfor?
Eleven overblikslæser for at aktivere sin baggrundsviden, få indtryk af tekstens emne og overveje læseformålet. Det hjælper eleven med at fokusere på tekstens emne/problemstilling.
Eksempel
I natur/teknik i 5. klasse arbejder eleverne med emnet energi. De skal i gang med at læse en tekst om drivhuseffekt, "Jorden har feber".