Undervisningsministeriet

Læsning i fagene

Skrive en ny tekst

Hvad?

Eleven sammenfatter sin nye viden i en tekst, som eleven selv udformer.

Hvordan?

Eleven kan for eksempel lave en opsummering af teksten. Eleven kan også udforme tekstens centrale indhold i en anden teksttype. Hvis eleven for eksempel har læst beskrivende tekster om soldaternes vilkår i skyttegravene under 1. verdenskrig, kan eleven efterfølgende udforme en soldats brev til familien, som beretter om soldatens dagligdag. Dette brev skal bygge på elevens viden om skyttegravskrigene.

Hvorfor?

I den daglige undervisning hænger læse- og skriveopgaver ofte sammen. Når eleverne læser for at tilegne sig ny viden (faglig læsning), er det som regel for at bruge disse informationer i forskellige faglige sammenhænge. Eleverne skal derfor kunne nedskrive og sammendrage relevante informationer fra teksterne. I faglig læsning er der nødvendige skriveaktiviteter i før-læsefasen (for eksempel "notér, hvad du ved i forvejen"), undervejs i læsningen ("notér de vigtigste …") og som her i efterbehandlingen af det læste.

Når eleverne skriver for at formidle deres viden til andre, så forudsætter det, at de rent faktisk er i besiddelse af den nødvendige viden om emnet. De må altså bearbejde den viden, de har fra fagteksterne (og lærerens formidling). Det hjælper dem til at koble ny viden til kendt viden.

Fagtekster strukturerer stoffet på særlige måder. Det er derfor også nødvendigt, at eleverne kender til fagteksternes måde at formidle viden på. De skal vide, at der i historie ofte er tekster, som vil berette (om juleaften under skyttegravskrigene i 1. verdenskrig), at der i biologi ofte vil være tekster, som vil beskrive (fuglene i skoven), og at der i kristendomskundskab ofte vil være tekster, som vil diskutere (forskellige livssyn). Eleverne udnytter deres kendskab til fagets særlige emner, problemstillinger og særlige fagtraditioner i den faglige formidling, når de får lejlighed til at skrive berettende, beskrivende osv. Det styrker deres indsigt i fagenes tekster og dermed deres faglige indsigt.

Eksempel

Download dokumentSe et eksempel på en skriveopgave

Denne side indgår i publikationen "Læsning i fagene" © Undervisningsministeriet 2011