Undervisningsministeriet

Undervisningsministeriet


Sideværktøjer

www.uvm.dk

Rekruttering af ledere — en håndbog




















Jobanalysen udarbejdes på grundlag af uddannelsesinstitutionens visioner og strategi, nuværende status og udfordringer samt de formelle ministerielle krav.

Det er bestyrelsens ansvar, at der bliver udarbejdet en jobanalyse.

Jobanalysen gør det klart, hvilke overordnede udfordringer og rammer der er i forbindelse med lederjobbet.

Der foretages en analyse af, hvilke lederkompetencer der er særlig vigtige på den enkelte institution, blandt andet om der er særlige udfordringer på institutionen, og hvilke ledelseskompetencer der i øvrigt er i ledelsen. Hvilke forventninger stilles til lederens kompetencer og præstationer, og hvilke kerneopgaver forventes lederen at løse?

Jobanalysen er vigtig for et vellykket rekrutteringsforløb. Den danner baggrund for den efterfølgende jobbeskrivelse og kompetenceprofil, for jobopslaget og senere for den spørgeramme, der skal udarbejdes til jobsamtalen.

Jobanalysen

5.1 Jobanalysen – de overordnede rammer for jobbet

I analysen af, hvilke ledelseskræfter der er brug for, hvilke krav der skal stilles til lederen, og hvilke kerneopgaver lederen forventes at varetage, skal der tænkes 360 grader rundt. Der kan blandt andet indgå overvejelser om nedenstående forhold i jobanalysen:

  • Økonomiske forhold
  • Administrative forhold
  • Pædagogiske forhold
  • HR (personaleforhold og personalepolitik)
  • Politiske/interessentmæssige hensyn
  • Institutionens fremtid, herunder overvejelser om fusioner
  • Markedsmæssige hensyn
  • Fysiske rammer
  • Sammensætningen i det samlede ledelsesteam.

”Kodeks for ledelse af uddannelsesinstitutioner” kan benyttes i forbindelse med jobanalysen.

5.2 Særlige lovkrav

Jobanalysen tager højde for, om der er særlige lovmæssige krav til lederens kompetencer. Det vil være forskelligt, alt efter hvilken undervisningsinstitution der er tale om. Lederen af en institution, der udbyder uddannelse til studentereksamen eller uddannelse til højere forberedelseseksamen, skal for eksempel have undervisningskompetence i ét eller flere fag inden for den pågældende uddannelses fagrække.

5.3 Brug af konsulentbistand

Jobanalysen bliver typisk udarbejdet af ansættelsesudvalget, bestyrelsesrepræsentanter eller med konsulentbistand. Bestyrelsen bør altid overveje, om uddannelsesinstitutionen selv har de nødvendige kompetencer til at udarbejde jobanalysen, eller om der er behov for eksterne konsulenter.

Jobanalysen
Jobanalysen indeholder en baggrundsanalyse af de overordnede rammer og udfordringer for jobbet som øverste leder:
  • Hvilke resultater forventes lederen at skabe set i forhold til virksomhedens strategi og status?
  • Hvilke kerneopgaver skal løftes for at sikre disse resultater?
  • Hvilke kompetencer skal lederen besidde set i forhold til personerne i det øvrige ledelsesteam?
Denne side indgår i publikationen "Rekruttering af ledere — en håndbog". © Undervisningsministeriet 2010