Undervisningsministeriet

Undervisningsministeriet


Sideværktøjer

www.uvm.dk

Erhvervsrettet andetsprogsdansk i erhvervsuddannelserne – råd og vink




















Erhvervsrettet andetsprogsdansk er et centralt udarbejdet valgfag, der indgår som fagbilag nr. 27 i grundfagsbekendtgørelsen.

Faget indgår som et led i den samlede indsats for at øge gennemførelsesraten blandt tosprogede elever i erhvervsuddannelserne.

Faget sigter mod at støtte tosprogede elever i udviklingen af sproglige, kommunikative og kulturelle kompetencer samt gode læse- og skrivefærdigheder. Disse kompetencer og færdigheder er væsentlige forudsætninger for at kunne lære og dermed for at kunne gennemføre en erhvervsuddannelse.

Med faget får erhvervsskolerne mulighed for at tilbyde tosprogede elever undervisning, der fokuserer specifikt på at fjerne de barrierer for læring, der har med den fagintegrerede anvendelse af sproget at gøre.

Faget kan indgå i den valgfri del af grundforløbet og annonceres af skolerne som et tilbud, der indgår i skolens grundforløbspakke til elever, der har behov for opkvalificering af deres sproglige, kommunikative og kulturelle kompetencer for at kunne gennemføre grundforløb og hovedforløb.

Til faget er der også udarbejdet en vejledning, som definerer faget som et sprogfag, og som på et overordnet niveau beskriver fagets mange muligheder, for eksempel undervisningsforlagt og virksomhedsforlagt undervisning.

I råd og vink-publikationen kan andetsprogslærere i erhvervsuddannelserne finde mange gode, konkrete forslag til gennemførelse af undervisningen.

Forfatterne giver kvalificerede bud på eksempelvis undervisningsforløb og -materialer, på screenings- og testmaterialer samt på, hvordan man som uddannelses- og erhvervsvejleder, læsevejleder eller andetsprogslærer kan skabe gode rammer og muligheder for faget på skolen, herunder hos skolens ledelse, faglærere og elever samt hos skolens eksterne samarbejdspartnere, herunder forældre og virksomheder.

Det er ikke hensigten med publikationen, at forslagene skal kunne anvendes af alle lærere uden justeringer. Det er op til den enkelte lærer at overføre og tilpasse de gode eksempler til sin egen undervisning.

Publikationen er blevet til i et samarbejde mellem merkantile og tekniske andetsprogslærere. Som det fremgår af indledningen til publikationen, har de i deres arbejde først og fremmest fokuseret på de fælles udfordringer og vilkår og ikke på forskellene mellem de to skoleformer.

Det er der kommet et spændende produkt ud af, som bærer tydeligt præg af den positive synergieffekt, der opstod i processen.

Undervisningsministeriet har finansieret det bagvedliggende forsøgs- og udviklingsarbejde samt udarbejdelsen og udgivelsen af publikationen.

Der kan i øvrigt henvises til en hjemmeside på emu.dk, der åbner mulighed for, at lærere i faget kan udveksle erfaringer og dele viden om faget.

Jens Norlyk
Fagkonsulent
Undervisningsministeriet
juni 2009

Denne side indgår i publikationen "Erhvervsrettet andetsprogsdansk i erhvervsuddannelserne – råd og vink". © Undervisningsministeriet 2009