Anerkendende pædagogik

Projekt “Flerkulturel rummelighed i skolen” har haft anerkendende pædagogik som udgangspunkt, og dette afspejles også i en af projektets anbefalinger: Fokus på menneskers kulturelle særtræk kan give anerkendelse, men også skabe unødig afstand (Anbefaling fra udviklings­projektet).

I det anerkendende ligger det ligeværdige i dialogen på tværs af den enkelte elevs evner og kompetencer. Derfor er det vigtigt, at skolen møder dette behov i undervisningens indhold, i samtalen i klassen og i værdsættelsen af den enkelte elev og lærer.

Fællesskabsoplevelser samler skolens anerkendende kultur ved at lade elevernes potentialer og mange måder at lære på komme i spil på en positiv måde.

Den anerkendende pædagogik blev i udviklingsprojektet praktiseret på følgende vis:

• Læreren møder elevens udsagn og stiller uddybende spørgsmål til disse udsagn på en anerkendende måde i klassen.

Det kan for eksempel betyde, at læreren stiller åbne spørgsmål til eleverne: “Hvilken oplevelse har denne opgave givet dig?”, “Hvordan kom du til orde?”, “Hvad tænkte du om de informationer, du fik?”, “Hvordan vil du fortælle din historie?”

Ved sådanne spørgsmål mærker eleven lærerens interesse.

Sproget er vigtigt her. Udtryk som “Fatter du ikke” eller ironiske indirekte vendinger som for eksempel “Der har du faktisk vist en ­begavet måde at gå til værks på” er nedladende. Læreren bør optræde som rollemodel og lære eleverne, at anerkendelse kommer til udtryk i måden, vi taler sammen på. Læreren kan for eksempel spørge til opgavens art: “Kan du selv få øje på nogle mangler ved dit arbejde?”, “Hvad kan du forbedre?” osv.

• Læreren anerkender elevens baggrund og anser denne baggrund som værdifuld for klassen.

Det betyder, at læreren er åben og interesseret i samtlige elevers ­bidrag, så anderledes erfaringer bidrager positivt til klassens ­diskus­sioner.

• Læreren udvælger materiale og faglige temaer, der kan vise flere synsvinkler på samfundsmæssige og hverdagspolitiske forhold.

Læreren fremlægger materialet på en åben måde, så der skabes dialog. Læreren kan komme med et fagligt oplæg og efterfølgende hjælpe eleverne til at få adgang til viden som grundlag for diskussion. Det vil sige, at hvis læreren for eksempel spørger til de fem verdenshave, og eleven som eksempel på et sådant hav siger Furesøen, så undersøger læreren baggrunden for svaret. Læreren svarer ikke: “Nej, tag dig nu sammen!”, men forholder sig i stedet til baggrunden; “Hvorfor siger du Furesøen?” eller “Hvordan kom du fra verdenshave til Furesøen?”

Selv om forholdet mellem lærer og elev er præget af et autoritetsforhold, kan det praktiseres på en ligeværdig måde. Det betyder, man som lærer kan bestræbe sig på i videst mulig omfang at bruge anerkendende ­pædagogik og have blik for den enkelte elev, så eleven oplever at blive respekteret.