Forrige kapitelTil forsideNæste kapitel

Krone
Forside
Forord
Resume
Baggrund
Design
Før opstart
• Observation
Grundforløb
• Observation
Overgang hovedforløb
• Observation
Hovedforløb
• Observation
Institutionens strategi
• Observation
Summary
Kolofon
Udskriv hele publikationen
Forord

Regeringen har i regeringsgrundlaget "Nye mål" opstillet en målsætning om uddannelse til alle. Målet er, at mindst 85 procent af en ungdomsårgang gennemfører en ungdomsuddannelse i 2010 og mindst 95 procent i 2015.

Undervisningsministeriet har derfor ønsket at gennemføre en afdækning af god praksis for fastholdelse i erhvervsuddannelserne på tværs af indgange og elevgrupper med konkrete eksempler på, hvordan opgaven i dag bliver håndteret på forskellige skoler. Afdækningen af skolernes praksis er foretaget med udgangspunkt i eksisterende viden og praksis og med henblik på at udbrede disse erfaringer til andre skoler, så de kan udnytte disse erfaringer i lokalt udviklings- og kvalitetsarbejde.

Et af de centrale mål med erhvervsuddannelsesreformen i 2000 var, at erhvervsuddannelserne skulle kunne rumme og være en attraktiv ungdomsuddannelse for elever med forskellig baggrund og forskellige forudsætninger. Reformen blev derfor i stor udstrækning en pædagogisk reform. På mange måder betød den et brud med eksisterende rammer og strukturer - udgangspunktet for undervisningen skulle nu tages i den enkelte elev og dennes forudsætninger. Med reformen blev der introduceret nye instrumenter som den personlige uddannelsesplan, uddannelsesbogen, kontaktlærerordningen, nye målbeskrivelser og endelig Elevplan, som er særligt udviklet og anvendes til støtte for elevernes valg og tilrettelæggelse af deres uddannelsesforløb. Tidligere erfaringsopsamlinger om erhvervsuddannelserne peger dog på, at forskellig implementering af roller og instrumenter har afgørende indflydelse på, om forskellige elevtyper oplever sammenhæng, relevans og struktur i deres uddannelsesforløb - eller det modsatte.

Siden reformen i 2000 er der gennemført adskillige analyser med fokus på årsager til frafald. Hensigten med denne aktuelle undersøgelse har været at identificere eksempler på praksis, der i særlig grad befordrer fastholdelse. Publikationen indeholder derfor præsentation af en række gennemprøvede eksempler på tiltag og praksis, som har vist sig at have positiv indflydelse på at fastholde eleverne i en erhvervsuddannelse.

Undersøgelsen er gennemført for Undervisningsministeriet af Teknologisk Institut. Publikationens indhold bygger på en række interview med ledere, lærere og elever på udvalgte erhvervsskoler og erhvervsuddannelser.

Publikationen er i internetversionen bygget fleksibelt op i en form for praktisk værktøjskasse, som er velegnet til at anvende online. Det er enkelt og hurtigt at gå direkte til det ønskede tema. Samtidig er det med et enkelt klik muligt, for de brugere, som ønsker det, at printe hele publikationen ud i den oprindelige sammenhæng.

Undervisningsministeriet har finansieret den bagvedliggende undersøgelse og udarbejdelsen af publikationen. Afslutningsvis skal bemærkes, at meninger og synspunkter i publikationen står for forfatternes egen regning.

Niels Glahn og Gert Nielsen
Undervisningsministeriet
Område for erhvervsfaglige uddannelser
September 2005


Udskriv siden