Udgangspunktet for progressionen i faget er en fagtænkning,
hvor elevens viden på det samfundsfaglige område er proces- og
systemkendskab på F- og E-niveau. Herefter bevæger undervisningen
sig over i det ideologiske og teoretiske på D- og C-niveau.
Årsagen til denne sondring skal findes i fagets natur samt
i ønsket om en ramme, der giver mulighed for at tage udgangspunkt
i aktuelle emner. Man kan sige, at hvis eleverne ingen eller
kun ringe kendskab har til samfundets indretning, bliver de
i første omgang ikke mere oplyste samfundsborgere med viden
om, at Venstre oprindeligt har sit ideologiske udgangspunkt
i landbruget og de problemstillinger, som følger deraf. Det er
vigtigt at vække interessen hos eleverne for samfundsrelevante
problemstillinger og processerne, som fører frem til løsninger.
Man kan sige, at spillet er mere interessant end spillerne. Derfor
er formålet med undervisningen at inspirere eleverne til
at deltage i spillet, uanset hvem der spiller. For at deltage i en
demokratisk proces skal der være nogle basale kompetencer på
plads. Eksempelvis kan det være svært at påvirke den demokratiske
proces, hvis evnen til at kommunikere udelukkende
omfatter evnen til envejskommunikation. Evnen til at kunne
argumentere for egne holdninger samt forstå og vurdere andres
argumenter for deres holdninger er en grundlæggende kompetence
i et demokratisk samfund.
Niveau F
Eleven udvikler kompetencer i beherskelse af dialogformen og
kan deltage i en debat. Undervisningen tilrettelægges med et
lavt abstraktionsniveau. Teori anvendes kun i forbindelse med
beskrivelse af faktiske samfundsforhold.
Niveau E
Eleven arbejder videre med kommunikationskompetencen, og
samtidig hæves det faglig niveau gennem inddragelse af flere
emneområder. Eleven udvikler kompetencer gennem en systematisk
tilgang til faget og evner mere end én kommunikationsform.
Der arbejdes med grundlæggende økonomisk og politisk
teori i beskrivelsen af faktiske samfundsforhold. Arbejdsmarkedsforhold
behandles i internationalt perspektiv.
Niveau D
Eleven arbejder videre med kommunikationskompetencen, og
samtidig hæves det faglig niveau gennem inddragelse af flere
emneområder. Derudover skal eleven i mindre omfang berøre
den analytiske tilgang til faget. Eleven udvikler kompetencer i
beherskelse af systematisk beskrivelse af samfundsforhold med
udgangspunkt i samfundsvidenskabelige teorier og data om
den samfundsmæssige udvikling.
Niveau C
Eleven udvikler begyndende analytisk tilgang til samfundsfaglige
emner og udvikler kompetencer ved at arbejde på et overvejende teoretisk niveau. Eleven arbejder med forudsætningerne
for samfundsmæssige synspunkter og handlinger.
Demokratiaspektet i faget har et fagligt udgangspunkt, men
afprøves også hos eleven. Undervisningen tilrettelægges med et
højere abstraktionsniveau i forhold til at kunne afdække forudsætningerne
for egne og andres samfundsmæssige synspunkter
og handlinger.
|