|
|
Tal der taler 2007- Uddannelsesnøgletal 2007
Resumé Publikationen giver et overblik over det danske uddannelsessystems opbygning og beskriver i tal udviklingen inden for hovedparten af de forskellige uddannelsesområder.
Indhold:1 Indledning Komplet indholdsfortegnelse Undervisningsministeriet © Undervisningsministeriet 2008
Indholdsfortegnelse2 Uddannelsessystemet 3 Økonomi 4 Grundskolen 5 Ungdomsuddannelser 6 Videregående uddannelser 7 Tidsforbrug fra afsluttet 9. klasse til opnåelse af erhvervskompetence 9 Resultater 1 IndledningTal der taler 2007 giver et overblik over det danske uddannelsessystems opbygning og beskriver i tal udviklingen inden for hovedparten af de forskellige uddannelsesområder. Uddannelsessystemet ændrer sig løbende i takt med nye generationer og nye krav fra arbejdsmarkedet. I denne publikation præsenteres en række nøgletal i tabeller og grafer, der viser, hvilke veje udviklingen går. Publikationen belyser primært udviklingen med danske tal suppleret med tilsvarende tal fra udvalgte lande. Størstedelen af de tal, der indgår i publikationen, kan også ses på Undervisningsministeriets hjemmeside: www.uvm.dk. Her findes desuden mere detaljeret information om de enkelte områder. De danske uddannelsesnøgletal opdateres løbende, og i visse tilfælde tilrettes tidligere offentliggjorte data. Læseren skal derfor være påpasselig med at sammenligne tallene i denne publikation med tal i tidligere udgivelser.
2 UddannelsessystemetDet danske uddannelsessystem kan opdeles i uddannelsesgrupper efter kompetenceniveau og område. Nogle uddannelser giver kompetence til videre uddannelse. Det betegnes studiekompetence. Andre uddannelser giver kompetence til arbejdsmarkedet – det betegnes erhvervskompetence. Der er uddannelser, som giver begge former for kompetence. Endvidere findes også uddannelser, der ikke giver formel kompetence. Uddannelsessystemet er delt op i det ordinære uddannelsessystem og et voksen- og efteruddannelsessystem. Figur 2.1 og 2.2 viser henholdsvis opbygningen af og sammenhængen mellem det ordinære uddannelsessystem og voksen- og efteruddannelsessystemet. Videreuddannelsessystemet har i de seneste år gennemgået en strukturtil- pasning, så uddannelsesniveauerne nu er direkte sammenlignelige med det ordinære uddannelsessystem. I det efterfølgende afsnit gennemgås uddannelsessystemet og de rammer, indhold og formål, der gælder for de forskellige dele.
Figur 2.1. Det ordinære uddannelsessystem
Figur 2.2 Det parallelle uddannelsessystem 2.1 Det ordinære uddannelsessystemGrundskolen Der er ni års undervisningspligt i Danmark, men ingen skolepligt. Det er dog kun ganske få børn, der undervises hjemme. Undervisningspligten begynder i august det kalenderår, hvor barnet fylder syv år. Næsten alle børn starter deres skolegang i en etårig børnehaveklasse, som i de fleste skoler er en integreret del af indskolingsforløbet. Børnehaveklassen er frivillig for eleverne, men skal tilbydes af kommunerne. Grundskolen er niårig. Grundskolen giver adgang til ungdomsuddannelserne, men eleverne kan vælge at fortsætte i 10. klasse. Knap halvdelen af eleverne i grundskolens 9. klasse vælger at fortsætte i 10. klasse, men andelen har været faldende de seneste år. Grundskolen omfatter forskellige skoletyper. Den offentlige folkeskole inklusive specialskoler dækker undervisningen for langt størstedelen af eleverne. Folkeskolen er et gratis tilbud til forældrene. Et alternativ til folkeskolen er de frie grundskoler (friskoler og private grundskoler) og efterskoler. Efterskoler er frie kostskoler, der typisk tilbyder undervisning på 8.-10. klassetrin. De frie grundskoler og efterskolerne er selvejende institutioner, som finansieres via statsstøtte og elevbetaling. I 2005 var der 712.100 elever i grundskolen. Heraf gik 596.300 elever i folkeskolen. De frie grundskoler havde 90.800 elever, og 24.900 elever gik på efterskole. Efter folkeskolelovens formålsbestemmelse skal folkeskolen i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder der: ”Forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere, gør dem fortrolige med dansk kultur og historie, giver dem forståelse for andre lande og kulturer, bidrager til deres forståelse for menneskets samspil med naturen og fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling.” Eleverne i folkeskolen undervises normalt klassevis og samlet gennem hele grundskoleforløbet. Inden for klassens rammer er der undervisningsdifferentiering, hvor undervisningen tager udgangspunkt i den enkelte elevs behov og forudsætninger. De frie grundskoler tilbyder undervisning til børn i den undervisningspligtige alder, som skal stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, mens rammerne for undervisningens tilrettelæggelse er mere åbne. Der findes enkelte andre skoleformer, der tilbyder undervisning på grundskoleniveau. Det er for eksempel specialskoler for børn, interne skoler i dagbehandlingstilbud, behandlingshjem og dele af ungdomsskolens tilbud. Nogle elever har så store fysiske eller psykiske vanskeligheder, at deres undervisning ikke kan tilgodeses i den almindelige undervisning. De modtager derfor specialundervisning. Frem til 1. januar 2007 var der to former for specialundervisning: den almindelige specialundervisning, der var kommunernes ansvar, og den vidtgående specialundervisning, der var et amtskommunalt ansvar. I 2005 modtog cirka 13.800 elever almindelig specialundervisning i specialklasse og 11.500 elever modtog vidtgående specialundervisning. I dag er al specialundervisning kommunernes ansvar, og der opdeles ikke længere i almindelig og vidtgående specialundervisning. I den internationale ISCED97-klassifikation dækker børnehaveklassen niveau 0 og grundskolen niveauerne 1 (1.-6. klassetrin) og 2 (7.-10. klassetrin). Ungdomsuddannelser Undervisningen på ungdomsuddannelserne bygger videre på de kompetencer, eleverne har fået i grundskolen. Alle unge skal have tilbuddet om en ungdomsuddannelse. Ungdomsuddannelserne omfatter de gymnasiale uddannelser og de erhvervsfaglige uddannelser. Ungdomsuddannelserne kan være studieforberedende, erhvervsrettede eller begge dele. Uanset uddannelsesretning lægges der vægt på at udvikle elevernes personlige, faglige og teoretiske kompetencer. De fleste ungdomsuddannelser tager cirka tre år, men længden kan variere fra halvandet til mere end fem år. Gennem et differentieret udbud og tilrettelæggelse af uddannelserne kan elevernes individuelle evner og ønsker i vidt omfang tilgodeses. Dette skal blandt andet sikre høj motivation, så flest muligt unge fuldfører uddannelsen. De nyeste beregninger baseret på uddannelsesadfærden i 2005 viser, at 81 % af en ungdomsårgang forventes at gennemføre en ungdomsuddannelse. Det er regeringens målsætning, at mindst 85 % af en ungdomsårgang i 2010 skal gennemføre en ungdomsuddannelse og mindst 95 % i 2015. Den 1. august 2007 trådte en ny lov i kraft, der giver unge med særlige behov, der ikke kan gennemføre en almindelig ungdomsuddannelse, et retskrav på et treårigt uddannelsesforløb. De gymnasiale uddannelser De studieforberedende gymnasiale uddannelser omfatter de almengymnasiale uddannelser og de erhvervsgymnasiale uddannelser. De almengymnasiale uddannelser omfatter studentereksamen (stx), herunder studenterkursus, og højere forberedelseseksamen (hf ). De erhvervsgymnasiale uddannelser omfatter højere handelseksamen (hhx) og højere teknisk eksamen (htx). Uddannelserne er boglige og skal forberede unge til en videregående uddannelse ved at give dem de nødvendige almene, teoretiske og faglige kvalifikationer hertil. Alle elever, der har modtaget den relevante undervisning og har aflagt de fastsatte prøver i grundskolen, kan fortsætte på en gymnasial ungdomsuddannelse, med mindre den afleverende skole vurderer, at eleven har truffet sit valg på et utilstrækkeligt eller urealistisk grundlag. I sådanne tilfælde indstilles eleven til en optagelsesprøve. Stx, hhx og htx er treårige uddannelser, opbygget med fælles grundforløb af et halvt års varighed, efterfulgt af toethalvt år på en studieretning valgt af eleven. Skolerne sammensætter selv, inden for visse rammer, hvilke studieretninger der skal udbydes til skolens elever. Hf tilbydes både som toårig ungdomsuddannelse og som enkeltfagsundervisning for voksne. Hf består af obligatoriske fag og valgfag, hvilket giver muligheder for individuel sammensætning af uddannelsen. Hf er tænkt som et ungdomsuddannelsestilbud til lidt ældre elever. Det er ikke muligt at gå direkte fra grundskolens 9. klasse til hf. Hf udbydes ofte sammen med stx på gymnasier, mens hhx og htx udbydes på erhvervsskoler. Erhvervsskolerne har i mange år været selvejende institutioner, finansieret af staten. Gymnasierne er som konsekvens af kommunalreformen, gældende fra 1. januar 2007, overgået fra amterne til at være selvejende institutioner finansieret af staten. Der findes et mindre antal private gymnasier og studenterkurser, hvor eleverne betaler en del af undervisningen. Eksamen fra en gymnasial uddannelse kvalificerer til de videregående uddannelser. Dog kan de videregående uddannelser stille krav til fag, herunder niveau og karakterer. De erhvervsfaglige uddannelser De erhvervsfaglige uddannelser omfatter merkantile og tekniske erhvervsuddannelser (EUD), grundlæggende socialog sundhedsuddannelser (SOSU), pædagogisk grunduddannelse (PGU), øvrige uddannelser inden for landbrug og søfart mv. samt erhvervsgrunduddannelsen (egu). Uddannelserne skal give de unge og voksne, der søger uddannelserne, solide faglige, personlige og almene kompetencer, der formelt og reelt anerkendes og efterspørges på arbejdsmarkedet. De forbereder direkte til job inden for bestemte brancher. Alle erhvervsfaglige uddannelser giver formel erhvervskompetence. Uddannelserne skal også forberede deltagerne til videre uddannelse. Det eneste krav for at blive optaget på en erhvervsfaglig uddannelse er normalt, at ansøgeren har opfyldt undervisningspligten i grundskolen. På nogle erhvervsfaglige uddannelser er der en del voksne deltagere, dette gælder ikke mindst på social- og sundhedsuddannelserne. Erhvervsuddannelserne (EUD) udgør den største del af de erhvervsfaglige ungdomsuddannelser. En erhvervsuddannelse har en samlet varighed på halvandet til femethalvt år. Det mest normale er dog tre til fire år. Erhvervsuddannelserne er en mangfoldighed af forskellige uddannelser og består per 1. januar 2007 af cirka 120 uddannelser inden for det merkantile og tekniske område. Der er syv indgange til erhvervsuddannelserne, som hver især består af et grundforløb og et hovedforløb samt en periode i praktik. Grundforløbet kan for den enkelte elev helt eller delvist erstattes af grundlæggende praktisk oplæring i en virksomhed på baggrund af en uddannelsesaftale (ny mesterlære). For at kunne tilrettelægge uddannelsesforløbet individuelt skal hver elev sammen med skolen og praktikvirksomheden udarbejde en personlig uddannelsesplan. En erhvervsuddannelse påbegyndes enten på skole – som er det mest almindelige – eller i praktik. Der er fri adgang til grundforløbet på EUD, og der er løbende optag. I alt bruges cirka 30-50 % af tiden på skole og 50-70 % i en praktikvirksomhed eller i skolepraktik arrangeret af erhvervsskolen, hvis der ikke kan skaffes praktikplads i en virksomhed. Erhvervsuddannelserne er under omlægning. Med en reform per 1. august 2007 er der skabt en fælles lovgivningsmæssig ramme for erhvervsuddannelserne, de grundlæggende socialog sundhedsuddannelser og landbrugsuddannelserne. Uddannelsernes formål er justeret; der lægges øget vægt på internationalisering og uddannelsesgaranti, og indsatsen mod frafald forstærkes. De syv fællesindgange afløses af 12 fællesindgange, og grundforløbet fornys, så både elever med svage uddannelsesforudsætninger og elever med stærke uddannelsesforudsætninger tilgodeses. Der bliver bedre mulighed for trin- og niveaudeling af uddannelserne og for individuelle uddannelser. Indsatsen for flere praktikpladser og kvaliteten af skolepraktik styrkes. I en overgangsperiode videreføres de nuværende uddannelser. Den nye indgangsstruktur er iværksat, og de nye uddannelser er udviklet. Elever under 25 år, som allerede har gennemført første trin af en uddannelse, kan efter mindst et halvt års relevant erhvervserfaring vende tilbage og færdiggøre hele uddannelsen i et forløb kaldet EUD+. Voksne over 25 år med erhvervserfaring fra den pågældende branche har mulighed for at gennemføre uddannelsen på kortere tid på grundlag af en realkompetencevurdering og efterfølgende godskrivning af kompetencer. Hvis kravet om to års relevant erhvervserfaring er opfyldt, kan det ske i form af en grundlæggende voksenuddannelse (GVU). Relevante erhvervsuddannelser giver adgang til en række korte videregående uddannelser og visse professionsbacheloruddannelser. Social- og sundhedsuddannelser (SOSU) er ligesom de øvrige erhvervsuddannelser vekseluddannelser med en blanding af praktik og undervisning på skole. SOSU omfatter uddannelsen til socialog sundhedshjælper (et år og to måneder) samt en overbygning til social- og sundhedsassistent (et år og otte måneder). Adgangskravet til uddannelsen som social- og sundhedshjælper er, at man har gennemført grundforløbet eller har anden relevant erhvervserfaring. Under SOSU hører også pædagogisk grunduddannelse (PGU). PGU kvalificerer til det pædagogiske og omsorgsrettede arbejde med børn, unge og voksne, det vil sige til arbejde som pædagogmedhjælper, dagplejer, omsorgsmedhjælper mv. PGU varer et år og syvenhalv måned. Adgangskravet er et SOSU-grundforløb eller anden erhvervs- eller uddannelseserfaring. Uddannelserne efter grundforløbet gennemføres på grundlag af en ansættelsesaftale mellem eleven og den ansættende kommunale myndighed. Under det erhvervsfaglige uddannelsesområde findes også en række erhvervsfaglige landbrugs- og søfartsuddannelser. Uddannelsen til faglært landmand varer treethalvt år og veksler mellem praktik og skole. De maritime uddannelser er for eksempel skibsassistent, fisker, kystskipper med flere. Erhvervsgrunduddannelsen (egu) er et individuelt tilrettelagt uddannelsestilbud til unge under 30 år, som ikke har forudsætninger for umiddelbart at kunne gennemføre en anden kompetencegivende ungdomsuddannelse. Uddannelsesforløbet er primært praktisk funderet og veksler mellem perioder på skole og perioder i praktik. Uddannelsen varer normalt to år, men kan i særlige tilfælde forlænges med et ekstra års praktik. Skoleperioderne varer i alt mellem 20 og 40 uger og består normalt af undervisningsdele fra de regulerede uddannelser, for eksempel erhvervsuddannelser, arbejdsmarkedsuddannelser, social- og sundhedsuddannelser eller landbrugsuddannelser. Praktikperioderne foregår enten i en eller flere virksomheder eller som værkstedspraktik på en teknisk skole, en produktionsskole eller lignende. En afsluttet egu giver både erhvervskompetence og mulighed for at fortsætte i en generel erhvervsuddannelse med merit. Ungdomsuddannelserne dækker niveau 3 i ISCED97-klassifikationen. Produktionsskoler Produktionsskoler tilbyder undervisning til unge under 25 år, som ikke har gennemført en kompetencegivende ungdomsuddannelse, og som ikke umiddelbart har forudsætninger for at påbegynde eller fuldføre en ungdomsuddannelse. Undervisningens formål er at styrke deltagernes personlige udvikling og forbedre deres muligheder i uddannelsessystemet og på det almindelige arbejdsmarked. Tilbuddet tilrettelægges med særligt henblik på, at unge opnår kvalifikationer, der giver dem mulighed for at gennemføre en erhvervskompetencegivende ungdomsuddannelse. Undervisningen er bygget op omkring aktiviteter i forskellige værksteder med udgangspunkt i praktisk arbejde og opgaveløsning kombineret med teoretisk undervisning med henblik på reel produktion og afsætning. Derudover tilbyder skolerne undervisning i almene fag, så deltagerne bliver forberedt til at gå i gang med en ordinær ungdomsuddannelse. Op til en tredjedel af et produktionsskoleforløb kan tages som undervisning på andre uddannelsesinstitutioner. Det kan for eksempel være undervisning i almene fag på et voksenuddannelsescenter (VUC) eller dele af et grundforløb på en erhvervsskole. Deltagerne har desuden mulighed for at indgå i praktik i fire uger per påbegyndt halvår. De videregående uddannelser Videregående uddannelser udgør den uddannelsesmæssige viderebygning på ungdomsuddannelserne og giver de studerende en afsluttende erhvervskompetence. De kategoriseres i niveauer efter varighed: de korte videregående uddannelser, som blandt andet omfatter erhvervsakademiuddannelser, de mellemlange videregående uddannelser, som omfatter universitetsbacheloruddannelser, professionsbacheloruddannelser og øvrige mellemlange videregående uddannelser samt de lange videregående uddannelser, som omfatter kandidatuddannelser og ph.d.-uddannelser. De nyeste beregninger baseret på uddannelsesadfærden i 2005 viser, at 44 % af en ungdomsårgang vil opnå en videregående uddannelse. Det er regeringens målsætning, at mindst 45 % af en ungdomsårgang i 2010 gennemfører en videregående uddannelse, og målet for 2015 er mindst 50 %. Videregående uddannelse i Danmark er som hovedregel gratis. Dog betaler de studerende normalt for bøger og andre undervisningsmaterialer. På de fleste videregående uddannelser bestemmer uddannelsesinstitutionerne selv, hvor mange studiepladser der oprettes. For enkelte uddannelser fastsættes antallet af studiepladser dog centralt; det gælder for eksempel uddannelserne i lægevidenskab og veterinærvidenskab samt tandlægeuddannelsen. For at kunne blive optaget på en videregående uddannelse skal ansøgeren opfylde de adgangskrav, der stilles på den pågældende uddannelse. For at blive optaget på en universitetsbacheloruddannelse skal ansøgeren for eksempel opfylde adgangskravene om en gymnasial eksamen samt visse gymnasiale fag og herunder fagenes niveau. Endvidere kræver visse bacheloruddannelser, at den gymnasiale eksamen er bestået med en bestemt minimumskarakter i eksamensgennemsnit eller i enkelte fag. En erhvervsakademiuddannelse er en kort videregående uddannelse, der som hovedregel varer to år. Uddannelserne er ofte rettet mod et bestemt erhverv eller en jobfunktion og kombinerer teori med praksis. Adgangskravene til en erhvervsakademiuddannelse er en gymnasial uddannelse eller en erhvervsuddannelse, typisk suppleret med krav om bestemte faglige niveauer i matematik og engelsk. Der findes i dag ti tekniske og otte merkantile erhvervsakademiuddannelser samt tre øvrige korte videregående uddannelser (farmakonom, transportlogistiker og teknisk manager offshore). De korte videregående uddannelser giver adgang til relevante diplomuddannelser. En professionsbacheloruddannelse er en professionsrettet, kompetencegivende mellemlang videregående uddannelse. Uddannelserne til professionsbachelor har normalt en varighed på tre til fire år, inklusive minimum et halvt års praktik. En professionsbacheloruddannelse kombinerer teori og praksis og retter sig oftest mod et bestemt erhverv eller jobområde. Adgangskravet til professionsbacheloruddannelserne er oftest en gymnasial uddannelse (eller dele deraf ), men også visse erhvervsuddannelser (EUD) suppleret med gymnasiale fag giver adgang. Der findes i dag cirka 30 professionsbacheloruddannelser inden for sundhed, bio- og laboratorieteknik, medie og kommunikation, pædagogik, teknik, samfundsfag samt økonomi. Professionsbacheloruddannelserne giver adgang til relevante kandidat- og masteruddannelser. Størstedelen af uddannelserne til professionsbachelor foregår på Centre for Videregående Uddannelse (CVU). Den 1. januar 2008 indgår de nuværende CVU’er og syv enkeltstående institutioner inden for de mellemlange videregående uddannelser i otte professionshøjskoler for videregående uddannelse. Af øvrige mellemlange videregående uddannelser kan for eksempel nævnes: kunstneriske uddannelser, søfartsuddannelser, tegnsprogstolk og forsvarsuddannelser. Disse uddannelser er af varierende længde. På samme niveau som professionsbacheloruddannelsen findes universiteternes treårige bacheloruddannelse. Bacheloruddannelsen er en afsluttet uddannelse, som giver både erhvervskompetence og adgang til en toårig kandidatuddannelse. Den nuværende struktur for universitetsuddannelserne blev fastlagt i 1993, hvor det blev besluttet at trindele de lange universitetsuddannelser til kandidatgraden i to kortere forløb; et bachelorforløb og et kandidatforløb. Før den tid var der kun samlede forløb frem til kandidatgraden som første akademiske grad. I dag er alle lange videregående uddannelser på universitetet opbygget af en treårig bacheloruddannelse efterfulgt af en toårig kandidatuddannelse. Herefter kan uddannelsen yderligere udbygges med en treårig ph.d.-grad (den såkaldte 3+2+3 model). Adgangskravet til bacheloruddannelserne på universitetet er som hovedregel en gymnasial uddannelse samt opfyldelse af eventuelle specifikke krav om fag og niveau. Adgang til kandidatuddannelserne forudsætter en relevant bacheloruddannelse eller anden relevant dansk eller udenlandsk uddannelse på samme niveau. Som overbygning til kandidatuddannelserne findes en forskeruddannelse, der fører til en ph.d.-grad. Uddannelsen er normeret til tre års heltidsstudier. Uddannelsen omfatter blandt andet gennemførelse af et selvstændigt forskningsarbejde og udarbejdelse af en ph.d.-afhandling, gennemførelse af forskerkurser med et samlet omfang på cirka et halvt år, deltagelse i aktive forskningsmiljøer ved ophold på andre, primært udenlandske, forskningsinstitutioner, samt opnåelse af erfaring med undervisningsvirksomhed eller anden form for videnformidling. Adgangskravet til ph.d.-uddannelsen er normalt en kandidatuddannelse, men der er også mulighed for at blive indskrevet før kandidatuddannelsen er afsluttet. Det skal imidlertid sikres, at det samlede uddannelsesforløb er af samme omfang og på samme niveau, som hvis ph.d.-uddannelsen påbegyndes efter afsluttet kandidatgrad. De videregående uddannelser dækker niveau 5 i ISCED97-klassifikationen. Ph.d.-uddannelsen regnes til niveau 6 i ISCED97-klassifikationen. Elever og uddannelsesinstitutioner på de ordinære uddannelser Tabel 2.1 viser udviklingen i antal elever/ studerende i det danske uddannelsessystem over en tiårig periode fordelt på ordinære uddannelser. I tabel 2.2 vises udviklingen i antallet af uddannelsesinstitutioner over en tiårig periode. Tabellen viser de juridiske enheder – det vil sige hovedskoler og selvstændige institutioner. Hovedskoler er administrative enheder. Hver hovedskole har en eller flere afdelinger. Tabel 2.1. Bestand, tilgang
og fuldførte elever
og studerende på uddannelserne Tabel 2.2. Antal uddannelsesinstitutioner 2.2 Voksen- og efteruddannelsessystemetI Danmark er der en lang tradition for folkeoplysning og voksenuddannelse. Voksen- og efteruddannelse (VEU) kan opdeles i tre kategorier: formelt kompetencegivende uddannelse, ikke formelt kompetencegivende uddannelse samt private kurser. De formelt kompetencegivende voksen- og efteruddannelser kan opdeles i almene og erhvervsrettede uddannelsesprogrammer. De almene voksenuddannelser består blandt andet af: Forberedende voksenundervisning (FVU), som har til formål at give voksne mulighed for at supplere deres grundlæggende færdigheder i læsning og matematik. Begge fag er opdelt i trin, og der er mulighed for at aflægge prøve efter hvert trin. Almen voksenuddannelse (AVU), som er et tilbud til voksne over 18 år om at forbedre deres kundskaber i en række almene fag, for eksempel dansk, matematik og samfundsfag. AVU kan afsluttes med prøver, der svarer til folkeskolens 9. og 10. klasse. Hf-enkeltfag, som har til formål, at voksne kursister opnår almendannelse, viden og kompetencer, der danner grundlag for videre uddannelse eller øger kursisternes muligheder på arbejdsmarkedet. Hf-enkeltfag kan afsluttes med prøver, der svarer til de gymnasiale niveauer. De erhvervsrettede voksen- og efteruddannelser omfatter blandt andet: Arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU), som består af cirka 3.000 forskellige arbejdsmarkedsuddannelser og udvalgte enkeltfag fra erhvervsuddannelser, der fører til en selvstændig kompetence i forhold til at udføre ufaglærte og faglærte jobfunktioner. Voksenerhvervsuddannelser, som er særlige voksenforløb på de ordinære erhvervsuddannelser. Grundlæggende voksenuddannelse (GVU), som er den ramme, hvori tidligere uddannelse og relevant erhvervserfaring suppleret med blandt andet erhvervsuddannelseselementer og AMU-kurser stykkes sammen til en formel erhvervsuddannelse. Videreuddannelsessystemet for voksne (VFV), som blandt andet omfatter videregående voksenuddannelser (VVU) samt diplom- og masteruddannelser, giver kompetence på niveau med henholdsvis bachelor- og kandidatuddannelser. Åben uddannelse har til formål at fremme et bredt udbud af erhvervsrettet uddannelse til den voksne befolkning og omfatter blandt andet deltidsuddannelser, enkeltfag og fagspecifikke kurser. Under ikke formelt kompetencegivende uddannelser findes undervisningen på blandt andet aftenskoler, folkehøjskoler og daghøjskoler. Undervisningsomfanget inden for forskellige typer af voksenuddannelse varierer fra ganske få timer til samlede fuldtidsundervisningsforløb af flere års varighed. Undervisningen er normalt på deltidsbasis. En del undervisning på åben uddannelse foregår i dag som fjernundervisning. Voksenuddannelserne kan være offentligt og/eller privat finansierede. På dele af det offentlige område er der indført et princip om delvis brugerbetaling. På visse uddannelser yder staten endvidere tilskud til forsørgelse. Voksen- og efteruddannelse, der afsluttes med en samlet kompetence, for eksempel hf-enkeltfag samt diplom- og masteruddannelser, indplaceres på niveau 3-5 i ISCED97-klassifikationen, og indgår i den internationale statistik (Education at a Glance). Rene enkeltfag og AMU-kurser indgår ikke. Realkompetence Realkompetence omfatter en persons samlede viden, færdigheder og kompetencer, uanset hvor og hvordan de er erhvervet. I uddannelsessystemet er der allerede muligheder for at få godskrevet tidligere gennemført uddannelse (merit). Men meritgivende formel uddannelse er kun en del af en persons samlede kompetencer. Med realkompetencebegrebet sættes også fokus på de kvalifikationer, som den enkelte har opnået gennem erhvervserfaring, folkeoplysende aktiviteter eller ved arbejde i frivillige organisationer. Realkompetencevurdering implementeres i løbet af 2007 og 2008. Herefter har alle personer mulighed for at få vurderet og anerkendt deres realkompetencer. Vurderingen sker på en uddannelsesinstitution og i forhold til den uddannelse, som personen ønsker optag på, afkortning af eller anerken delse til. Ordningen skal gælde for alle voksen- og efteruddannelser til og med diplomniveau. For den enkelte kan en realkompetencevurdering anvendes til at opfylde adgangskrav til en uddannelse, til afkortning eller individuel tilrettelæggelse af en bestemt uddannelse eller til at få bevis på dele af en uddannelse.
3 Økonomi3.1 Samlede offentlige udgifter til uddannelseI 2006 omfattede de samlede offentlige udgifter til uddannelse 126,6 mia. kr., svarende til 7,7 % af bruttonationalproduktet. Fra 2000 til 2004 steg udgifterne både i faste priser og som andel af bruttonationalproduktet De samlede offentlige udgifter til uddannelse omfattede i 2006 i alt 126,6 mia. kr. svarende til 7,7 % af bruttonationalproduktet (BNP). I perioden 2000-2006 steg udgifterne til uddannelse med godt 6 % i faste priser. Da stigningen i BNP har været større end stigningen i de samlede offentlige udgifter til uddannelse, faldt de samlede udgifter til uddannelse i procent af BNP fra 2004 til 2006 (tabel 3.1). Den største andel af udgifterne til uddannelse går til grundskolen, som med en stigning på godt 16 % fra 2000 til 2006 samtidig har oplevet den største stigning i udgifterne. Grundskoleområdets udgifter beløb sig i 2006 til i alt 56,9 mia. kr. Kategorien inkluderer folkeskoler, frie grundskoler, efterskoler, ungdomsskoler mv. Udgifterne til ungdomsuddannelserne steg fra 22,2 mia. kr. i 2000 til 24,1 mia. kr. i 2006, hvilket svarer til en stigning på knap 8 %. Heri indgår en vækst på 14 % i udgifterne til stipendier. Udgifterne til videregående uddannelse steg fra 2000 til 2006 med 2,3 %. I alt blev der i 2006 brugt 25,6 mia. kr. til videregående uddannelse. Kategorien ”Voksenuddannelse mv.” inkluderer udgifter til voksenuddannelse, danskundervisning for indvandrere, produktionsskoler, folkeoplysning, folkehøjskoler samt statens udgifter til voksen- og efteruddannelse. Udgifterne hertil udgjorde i 2006 i alt 15,6 mia. kr. I figur 3.1 er udviklingen i de offentlige udgifter til de forskellige uddannelsesniveauer afbildet grafisk. Tabel 3.1. Offentlige
udgifter til uddannelse
fordelt efter uddannelsesniveau Figur 3.1. Udviklingen
i de offentlige udgifter
fordelt på uddannelsesniveau,
mia. kr. i 2006-
priser 3.2 Offentlige udgifter til uddannelse i procent af samlede offentlige udgifter i Danmark og udvalgte landeI 2004 udgjorde de offentlige udgifter til uddannelse 15,3 % af samlede offentlige udgifter. Det er lidt over gennemsnittet i OECD. Udgifterne i denne opgørelse omfatter alle offentlige udgifter til uddannelse, det vil sige inklusive uddannelsesstøtte mv. I Danmark blev der i 2004 brugt 15,3 % af de samlede offentlige udgifter til uddannelse (tabel 3.2). Det placerer Danmark lidt over OECD-gennemsnittet på 13,4 %, mens lande som New Zealand, Norge og Korea brugte en større andel af de samlede offentlige udgifter til uddannelse (17-21 %). De offentlige udgifter til grundskole og ungdomsuddannelse udgjorde i 2004 8,9 % af de samlede offentlige udgifter i Danmark. Dette er lidt mindre end det tilsvarende OECD-gennemsnit på 9,2 %. I nogle lande er udgifterne til grundskole og ungdomsuddannelse noget højere end i Danmark. Det gælder for blandt andet New Zealand (15,1 %), Korea (12,7 %) og Island (11,8 %). Offentlige udgifter til videregående uddannelse udgjorde 4,6 % af de samlede offentlige udgifter i Danmark i 2004. Dermed ligger Danmark over det tilsvarende OECD-gennemsnit på 3,1 %. Det er kun New Zealand (4,9 %) og Norge (5,3 %), der bruger større andele på videregående uddannelse end Danmark. De høje udgifter til videregående uddannelse i Danmark kan delvist tilskrives de relativt høje udgifter til finansiel støtte. Udgifternes fordeling mellem uddannelsesniveauerne afspejler til dels befolkningens sammensætning. Figur 3.2 viser de samlede offentlige udgifter til uddannelse i forhold til de samlede offentlige udgifter. Tabel 3.2. Offentlige
udgifter til uddannelse
i procent af de samlede
offentlige udgifter i
Danmark og udvalgte
OECD-lande, 2004 Figur 3.2. Samlede
offentlige udgifter til
uddannelse (alle
uddannelser) i forhold
til samlede offentlige
udgifter i Danmark og
udvalgte OECD-lande,
2004, procent 3.3 Samlede offentlige og private udgifter til uddannelsesinstitutioner i Danmark og udvalgte landeSammenlignet med andre lande bruger Danmark mange ressourcer til uddannelsesinstitutioner på alle niveauer. De samlede udgifter (offentlige og private) til uddannelsesinstitutioner i Danmark udgjorde i 2004 7,2 % af bruttonationalproduktet. I Danmark lå de samlede private og offentlige udgifter til uddannelsesinstitutioner i 2004 på 7,2 % af bruttonationalproduktet (BNP). Det tilsvarende OECD-gennemsnit lå på 5,8 % (tabel 3.3). De samlede danske udgifter blev således kun overgået af Island (8,0 %) og USA (7,4 %). Opgørelsen indeholder kun udgifter til uddannelsesinstitutioner, hvorfor udgifter til offentlige overførselsindkomster såsom Statens Uddannelsesstøtte ikke er inkluderet. En overvejende del af landene bruger flest penge på grundskolen. Fordelingen af udgifterne mellem de forskellige uddannelsesniveauer afhænger dog også af demografien i det enkelte land. I forhold til de øvrige lande ligger især udgifterne til førskole (børnehave og børnehaveklasse) samt grundskole højt i Danmark. Udgifterne til førskole udgjorde i 2004 0,9 % af BNP mod et gennemsnit i OECD på 0,5 %. For grundskolen udgjorde udgifterne i Danmark 3,0 % af BNP, mens OECDgennemsnittet lå på 2,5 %. I 2004 udgjorde de danske udgifter til ungdomsuddannelse 1,3 % af BNP, hvilket også var gennemsnittet i OECD. I Danmark lå udgifterne til de videregående uddannelser i 2004 på 1,8 % af BNP, mens gennemsnittet i OECD lå på 1,4 %. I Korea og USA lå udgifterne til videregående uddannelse højt med en andel på henholdsvis 2,3 % og 2,9 % af BNP. De samlede private og offentlige udgifter til uddannelsesinstitutioner for alle niveauer viser en vis spredning mellem OECD-landene. Danmark er et af de lande, der bruger flest ressourcer i forhold til BNP (figur 3.3). Tabel 3.3. Samlede
offentlige og private
udgifter til uddannelsesinstitutioner
i procent
af BNP i Danmark og
udvalgte OECD-lande,
2004 Figur 3.3. Samlede
offentlige og private
udgifter til uddannelsesinstitutioner,
alle uddannelser,
i procent af BNP
i Danmark og udvalgte
OECD-lande, 2004 3.4 Samlede offentlige og private udgifter per elev/studerende i Danmark og udvalgte landeSammenlignet med andre OECD-lande bruges der i Danmark mange ressourcer per elev i grundskolen og på ungdomsuddannelserne. I Danmark bruges der også mere per studerende på de videregående uddannelser end gennemsnittet for OECD. Udgifterne i denne opgørelse indeholder kun udgifter til uddannelsesinstitutioner, hvorfor udgifter til offentlige overførselsindkomster såsom Statens Uddannelsesstøtte ikke er inkluderet. I 2004 svarede udgiften til en elev i grundskolens 7.-10. klasse til 8.224 USD per år. Danmarks udgift per elev lå dermed betydeligt over gennemsnittet i OECD (6.909 USD). For 1.-6. klasse lå udgiften per elev på 8.081 USD per år, hvilket kun overgås af Norge og USA (tabel 3.4). I Danmark lå udgifterne per elev på ungdomsuddannelserne på 9.466 USD i 2004, mens OECD-gennemsnittet var 7.884 USD. I Norge, Frankrig, Tyskland, Østrig og USA var udgifterne dog højere per elev, hvor Norge brugte mest (12.498 USD per elev). I 2004 kostede en studerende ved de videregående uddannelser i Danmark i gennemsnit 15.225 USD per år. Gennemsnittet i OECD var 11.100 USD. I USA kostede det over dobbelt så meget som OECD-gennemsnittet, nemlig 22.476 USD per studerende. Den sidste kolonne i tabel 3.4 viser den samlede udgift for både grundskole og ungdomsuddannelse per elev, beregnet på basis af den teoretiske længde af uddannelserne. Den teoretiske længde af uddannelserne er 12-13 år i 29 ud af 34 OECD- og partnerlande1 (fremgår ikke af tabellen). Uddannelserne er dermed relativt lige lange. På trods af dette ses der stor variation mellem de samlede udgifter. I 2004 varierede udgiften per elev fra mindre end 60.000 USD i Grækenland, Tjekkiet og Slovakiet til mere end 100.000 USD i Norge, USA, Danmark og Østrig. Denne type opgørelser er behæftet med en vis usikkerhed, men tallene afspejler, at der er reelle forskelle mellem, hvordan landene prioriterer ressourcer til de forskellige uddannelsesniveauer.Tabel 3.4. Samlede
offentlige og private
udgifter per elev/studerende
per år i Danmark
og udvalgte OECD-lande
– omregnet ved hjælp af
PPP1 i USD, 2004 Der ses en relativt stor spredning i udgiften per elev på alle uddannelsesniveauer for OECD-landene. Eksempelvis bruges der fra cirka 2.000 USD til knap 9.000 USD per elev i 1.-6. klasse (figur 3.4). Figur 3.4. Samlede
offentlige og private
udgifter i USD per elev
i 1.-6. klasse, i Danmark
og udvalgte OECD-lande,
2004 3.5 Offentlige udgifter til voksen- og efteruddannelseDer findes voksen- og efteruddannelsestilbud inden for almene, erhvervsrettede og videregående uddannelser, som der ydes offentlige driftstilskud til. De offentlige driftstilskud til voksen- og efteruddannelse udgjorde i 2004 2,7 mia. kr. I 2004 udgjorde de offentlige driftstilskud til voksen- og efteruddannelse (VEU) i alt 2,7 mia. kr. Af de offentlige driftstilskud udgjorde driftstilskuddet til de almene uddannelsestilbud 1,1 mia. kr. i 2004 (tabel 3.5). De almene uddannelser omfatter forberedende voksenuddannelse (FVU), almen voksenuddannelse (AVU) samt de gymnasiale uddannelser (enkeltfag inden for hf, hhx, htx og stx). Erhvervsrettet VEU er afgrænset til arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU) og EUD-enkeltfag mv. Driftstilskuddene hertil beløb sig i 2004 til 1,2 mia. kr., hvoraf godt 91 % gik til AMU. De videregående uddannelser omfatter blandt andet enkeltfag ved korte, mellemlange og lange videregående uddannelser. Desuden findes der korte og mellemlange videregående uddannelser direkte under åben uddannelse, såsom merkonom- og datanomuddannelserne, samt uddannelser som meritlærer og meritpædagog eller diplom- og masteruddannelser. I 2004 omfattede driftstilskuddene til videregående uddannelse 0,4 mia. kr. Fra 2000 til 2004 faldt de offentlige driftstilskud med 11 %, hvilket blandt andet skal ses i lyset af effektiviseringskrav som følge af institutionssammenlægninger, overgang til øget efterspørgselsstyring via deltagerbetaling, indførelse af tilskudslofter, takstharmonisering samt en ændret sammensætning af uddannelsesaktiviteten. Der er forskellige muligheder for løntabsgodtgørelse under uddannelsen. Ud over driftstilskud i størrelsesordenen 2,7 mia. kr. i 2004 i forbindelse med gennemførelsen af VEU-aktiviteterne udbetales der således godtgørelse til deltagerne på i alt 1,6 mia. kr. Det fremgår af tabel 3.6, hvordan reformerne på området har omlagt godtgørelsesmulighederne. Uddannelsesorloven og den såkaldte AMU-godtgørelse er afviklet, og der er indført en VEU-godtgørelse fra 2001. Udgiften til VEU-godtgørelse på 1,3 mia. kr. i 2004 sigter mod personer, der deltager i erhvervsrettet VEU til og med erhvervsuddannelsesniveau, herunder AMU. Udgiften til VEUgodtgørelse udgør 77 % af de samlede løntabsgodtgørelsesudgifter. Statens Voksenuddannelsesstøtte (SVU) er delt i SVU-almen på 0,1 mia. kr., som sigter mod de almene uddannelser, og SVU-videregående på i alt 0,3 mia. kr. som tildeles personer, der søger voksenog efteruddannelse inden for de videregående uddannelser. Af figur 3.5 fremgår det, hvordan indtægterne fra deltagerbetaling fordeler sig på de tre typer VEU. Af den samlede deltagerbetaling på i alt 676 mio. kr. i 2004 (fremgår ikke af figuren) betalte deltagere på videregående VEU 462 mio. kr., svarende til 68 % af den samlede deltagerbetaling, mens deltagerne på erhvervsrettet VEU betalte 179 mio. kr., og deltagerne på almen VEU betalte 35 mio. kr., svarende til 5 %. Tabel 3.5. Offentlige
driftstilskud fordelt på
VEU-typer Tabel 3.6. Godtgørelsesudgifter Figur 3.5. Procentvis
fordeling af deltagerbetaling
på VEU-uddannelseskategorier,
2004,
2005-priser 3.6 Udgifter til Statens UddannelsesstøtteI 2006 brugte Statens Uddannelsesstøtte 12,5 mia. kr. på stipendier og lån til elever og studerende. I alt 75 % af udgifterne til uddannelsesstøtte gik til studerende ved videregående uddannelser. Statens Uddannelsesstøtte tildeles på månedlig basis som stipendier og studielån. Der findes en stipendiesats for hjemmeboende og en for udeboende, mens lånesatsen er den samme. Lån tildeles kun i forbindelse med stipendium. De studerende har ret til at have en månedlig indtjening i form af løn ved siden af stipendiet. I 2006 lå den samlede tildeling af stipendier og lån fra Statens Uddannelsesstøtte på 12,5 mia. kr. Heraf blev 10,3 mia. kr. uddelt som månedlige stipendier til 315.800 personer, mens resten blev tildelt som lån (tabel 3.8). Fra 2000 til 2006 steg udgiften til stipendier fra Statens Uddannelsesstøtte med 14 % fra 9,0 mia. kr. til 10,3 mia. kr. I samme periode steg antallet af støttemodtagere fra 295.000 til 315.800, svarende til en stigning på 7 %, mens antallet af lånemodtagere faldt fra 108.000 til 103.100, svarende til et fald på knap 5 %. I 2006 fik en gennemsnitlig støttemodtager ved ungdomsuddannelserne 21.200 kr. i stipendium, mens en støttemodtager ved en videregående uddannelse i gennemsnit modtog 40.500 kr. om året. Lånemodtagere, som studerede på en videregående uddannelse, lånte i gennemsnit 22.000 kr. i 2006, mens lånemodtagere på ungdomsuddannelserne i gennemsnit lånte 18.100 kr. Antallet af lånemodtagere på de videregående uddannelser er cirka fire gange så stort som antallet af lånemodtagere på ungdomsuddannelserne. Som det fremgår af figur 3.6, er der gennem de seneste seks år sket en vækst i de samlede udgifter til Statens Uddannelsesstøtte. Væksten ser imidlertid ud til at være stoppet på et niveau, hvor de samlede udgifter svarer til knap 13 mia. kr. Det ses ligeledes, at der bruges mest på de videregående uddannelser – både til lån og til stipendier. Især andelen, der bruges på lån til elever på ungdomsuddannelser, er relativt beskeden. Tabel 3.8. Udgifter til
Statens Uddannelsesstøtte Figur 3.6. Udgifter til stipendier
og lån på ungdomsuddannelser
og
videregående uddannelser,
mio. kr. i 2006-priser 3.7 Udgifter til finansiel støtte til studerende på de videregående uddannelser i Danmark og udvalgte landeI 2004 brugte OECD-landene i gennemsnit 18 % af de samlede offentlige udgifter til videregående uddannelse til finansiel støtte til de studerende. I Danmark blev der brugt 30 %. Mens udgifterne til stipendier og andre overførselsindkomster er betydelige i Danmark, bruges der i international sammenhæng relativt lidt til lån til de studerende. Af de samlede offentlige udgifter til videregående uddannelse gik 5 % af udgifterne i Danmark i 2004 til lån. OECD-gennemsnittet lå på knap 9 %. Der ses en stor variation i, hvor meget de enkelte lande bruger på stipendier og andre overførselsindkomster samt lån. Danmark er det land, der bruger mest på stipendier og andre overførselsindkomster. I 2004 blev 25 % af de samlede udgifter til videregående uddannelse i Danmark brugt til stipendier og andre overførselsindkomster, hvilket placerer Danmark helt i top. Gennemsnitligt bruger landene i OECD cirka 10 % af de samlede udgifter til videregående uddannelse på stipendier og andre overførselsindkomster. Blandt de nordiske lande bruger Finland 17 % på stipendier og andre overførselsindkomster, mens Norge og Sverige ligger meget tæt på OECDgennemsnittet. Korea, Japan og UK anvender en meget lille andel på stipendier og andre overførselsindkomster og en høj andel på lån. Bemærk, at denne opgørelse af finansiel støtte ikke kun indeholder Statens Uddannelsesstøtte, men alle former for overførselsindkomster, der modtages i forbindelse med videregående uddannelse, for eksempel Statens Voksenuddannelsesstøtte (SVU), Voksen- og efteruddannelsesgodtgørelse (VEU), kontanthjælp og revalidering. Som det ses af figur 3.7 er der stor spredning i landenes udgifter til lån. I Sverige og Norge låner de studerende et beløb, der udgør henholdsvis 18 % og 30 % af de samlede udgifter til videregående uddannelse. Overordnet set låner de studerende i godt en tredjedel af landene betydeligt mere end de danske studerende, der derimod får høje stipendier og andre overførselsindkomster. Bemærk dog, at lånene i en del lande ikke er mulige at opgøre. I enkelte lande findes stipendier til betaling af studieafgift. Det ses for eksempel i Østrig og Finland, men er ikke aktuelt for danske studerende. Figur 3.7. Andel af de
samlede offentlige
udgifter til videregående
uddannelse, der bruges
på stipendier og andre
overførselsindkomster,
lån og stipendier til studieafgift
i Danmark og
udvalgte OECD-lande,
2004 Fodnoter kapitel 31) Partnerlandene er primært afrikanske, asiatiske og sydamerikanske lande, der deltager i OECD/ UNESCO-samarbejdet, men som ikke har fuldbyrdet medlemskab.
4 Grundskolen4.1 Antal skoler og eleverAntallet af grundskoler er faldet siden 2000. Samtidig er der kommet flere elever til. Dette har resulteret i, at der er blevet flere elever på de enkelte skoler. I 2006 var der 2.360 grundskoler fordelt på 1.600 folkeskoler, 503 frie grundskoler og 257 efterskoler. Set over hele perioden fra 2000 til 2006 er der blevet færre folkeskoler, mens antallet af frie grundskoler og efterskoler er steget (tabel 4.1). Bemærk, at 2006 svarer til skoleåret 2006/2007, ligesom 2000 svarer til skoleåret 2000/2001. Herudover var der yderligere 470 kommunale ungdomsskoler, ungdomskostskoler og specialskoler, hvor der undervises på grundskoleniveau, samt 183 dagbehandlingstilbud og behandlingshjem med undervisningstilbud. Samtidig med at der er blevet færre grundskoler, er der kommet stadig flere elever til. Fra 2000 til 2006 steg antallet af elever i grundskolen fra 659.300 til 712.600. Dette svarer til en stigning på 8 % (tabel 4.2). Tabel 4.1. Grundskoler
fordelt på skoleform Tabel 4.2. Antal elever i
grundskolen fordelt på
klassetrin I figur 4.1. ses eleverne i grundskolen fordelt på skoleform for 2000 og 2006. Uanset skoleform er antallet af elever vokset. Efterskolerne har fået 24 % flere elever, svarende til en stigning på 5.000 elever, mens de frie grundskoler har fået 19 % flere elever, svarende til en stigning på 14.500 elever. Folkeskolen har derimod kun fået 6 % flere elever, hvilket dog er en stigning på 35.000 elever. Færre grundskoler og flere elever har betydet, at det gennemsnitlige antal elever på skolerne er steget. Som det ses af figur 4.2 har den største antalsmæssige stigning fundet sted på folkeskolerne, der har oplevet en stigning på 36 elever per skole, svarende til en stigning på 11 %. Derimod har efterskolerne oplevet den største procentvise stigning med 13 % flere elever per skole (11 elever). Den forventede udvikling i antallet af elever frem til 2015 kan ses i fremskrivningen i figur 4.3. Det fremgår, at elevtallet topper i 2007, hvor der vil være 725.800 elever. Herefter vil det samlede elevtal falde støt. Figur 4.1. Antal elever
fordelt på skoleform,
2000 og 2006 Figur 4.2. Gennemsnitligt
antal elever per skole,
2000 og 2006 Figur 4.3. Fremskrivning
af det samlede elevtal
på alle skoleformer 4.2 Tosprogede eleverAndelen af tosprogede elever i folkeskolen og i de frie grundskoler er steget fra at udgøre 8 % i 2000 til at udgøre 10 % i 2006. Det er særligt elever med baggrund fra Tyrkiet, Mellemøsten og Iran, der udgør de tosprogede. I 2006 var godt 10 % af eleverne i grundskolen (eksklusive efterskoler) tosprogede. Ved tosprogede elever forstås børn, der har et andet modersmål end dansk, og som først ved kontakt med det omgivende samfund, eventuelt gennem skolens undervisning, lærer dansk. Fra 2000 til 2006 steg antallet af tosprogede børn fra knap 53.900 til 69.400 svarende til en stigning på 29 %. Bortset fra en lille nedgang i 2005 har der været tale om en støt stigning (tabel 4.3). Andelen af tosprogede elever i de frie grundskoler har generelt ligget over den tilsvarende andel i folkeskolen. Gennem årene har andelene dog nærmet sig hinanden, og i 2006 lå andelen af tosprogede elever både i folkeskolen og i de frie grundskoler på godt 10 %. I folkeskolen svarede andelen af tosprogede i 2006 til 59.900 elever, mens den i de frie grundskoler svarede til 9.500 elever. Over halvdelen af de tosprogede elever i grundskolen har en familiemæssig baggrund fra Tyrkiet, Mellemøsten, Iran, Somalia, Eksjugoslavien eller Pakistan. Tosprogede elever med familiebaggrund i Tyrkiet udgør med 17 % den største gruppe, hvilket dog er en mindre andel end i 2001, hvor gruppen udgjorde 20 %. Siden 2004 er andelen af tosprogede elever med baggrund i Iran mere end tredoblet fra 3 % til 9 % i 2006. Ses der på fordelingen af tosprogede elever i folkeskolen, har langt størstedelen (77 %) af skolerne mindre end 10 % tosprogede elever. Til sammenligning har godt 82 % af de frie grundskoler mindre end 10 % tosprogede elever (figur 4.4). I 97 % af folkeskolerne er under halvdelen af eleverne tosprogede, mens det samme gælder for 94 % af de frie grundskoler. På 3 % af folkeskolerne og 1 % af de frie grundskoler er mellem halvdelen og 99 % tosprogede. På 0,1 % af folkeskolerne og knap 5 % af de frie grundskoler er alle elever tosprogede. Tabel 4.3. Fordeling
af tosprogede elever i
folkeskolen og de frie
grundskoler Figur 4.4. Andelen af
tosprogede elever i
folkeskolen og de frie
grundskoler, 2006 4.3 Elever der modtager specialundervisningAntallet af elever, der modtager henholdsvis almindelig og vidtgående specialundervisning, er steget markant fra 2001 til 2005. I folkeskolen er antallet, der modtager almindelig specialundervisning, steget med 26 %, mens antallet, der modtager vidtgående specialundervisning, er steget med 19 %. Specialundervisning er den undervisning, der i henhold til folkeskoleloven gives til børn og unge, hvis udvikling stiller krav om en særlig hensyntagen eller støtte, og som ikke kan ydes inden for normalundervisningens rammer. Indtil kommunalreformens ikrafttræden 1. januar 2007 var der to former for specialundervisning: almindelig og vidtgående specialundervisning. Almindelig specialundervisning i kommunalt regi omfattede elever, som eksempelvis havde vanskeligheder i enkelte fag eller havde svært ved at læse og skrive, og fandt oftest sted i elevens normale skole enten som særlig støtte i klassen eller i specialklasser. Vidtgående specialundervisning i amtsligt regi omfattede særlige og udgiftskrævende foranstaltninger og foregik oftest med ekstra støtte i normalklassen, i special- eller centerklasse, i amtslig specialskole eller på anbringelsessted og dagbehandlingstilbud. Det var for eksempel elever med hørehandicap, autisme eller psykisk udviklingshæmning. Fra 1. januar 2007 skelnes der ikke længere mellem vidtgående og almindelig specialundervisning, idet begge former for specialundervisning nu er et kommunalt ansvar mod tidligere at være delt mellem amter og kommuner. I de frie grundskoler finder der også specialundervisning sted, hvor den særligt udgiftskrævende elevgruppe benævnes svært handicappede elever. I 2005 modtog 13.600 elever i folkeskolen almindelig specialundervisning i specialklasse mod 10.800 i 2001 (tabel 4.4). Dette svarer til en stigning på 26 %. I samme periode steg antallet af elever i folkeskolen (inklusive elever på specialskoler) med 4 %. Andelen af folkeskoleelever i vidtgående specialundervisning er ligeledes steget. I 2005 modtog 10.500 elever vidtgående specialundervisning mod 8.800 elever i 2001. Dette svarer til en stigning på 19 %. Til specialundervisningen for de svært handicappede elever på de frie grundskoler kan skolerne søge om tilskud til specialpædagogisk støtte (SPS) hos Styrelsen for Statens uddannelsesstøtte (SU-styrelsen). Der kan ikke foretages en umiddelbar sammenligning fra de frie grundskoler til folkeskoleområdet, da opgørelsesgrundlaget er forskelligt. For eksempel skal man være opmærksom på, at de frie grundskoler modsat folkeskolen ikke har en forpligtelse til at optage alle børn, der søger skolerne. Som i folkeskolen er antallet af elever i almindelig specialundervisning i specialklasse steget i de frie grundskoler. Fra 2001 til 2005 steg antallet af elever således med 58 %. I faktiske tal er der dog kun tale om en stigning fra 163 til 275 elever. Til sammenligning steg antallet af elever i de frie grundskoler i samme periode med 13 % fra 80.100 til 90.800. Antallet af svært handicappede elever i de frie grundskoler steg fra 413 i 2001 til 1.010 i 2005. Der er i dette tilfælde tale om en stigning på 145 %. Dette hænger blandt andet sammen med, at der er kommet flere elever i de frie grundskoler, og at bredden i elevpopulationen derfor må formodes at nærme sig den for folkeskolen. I figur 4.5 er det afbildet, hvor stor en andel elever i vidtgående specialundervisning i folkeskolen udgør af det samlede antal børn mellem seks og 16 år. Den hyppigste henvisningsårsag for eleverne i vidtgående specialundervisning er generelle indlæringsvanskeligheder, der i 2005 omfattede 43 % af eleverne. Kategorien er bredt dækkende og omfatter personer, der er psykisk udviklingshæmmede, sent udviklede mv. 23 % af eleverne blev i 2005 henvist grundet adfærdsmæssige og psykiske vanskeligheder (figur 4.6). I den vidtgående specialundervisning i folkeskolen er drengene klart overrepræsenteret og udgjorde i 2005 72 % af eleverne, svarende til 7.500 elever ud af i alt 10.500 (figur 4.7). Tabel 4.4. Almindelig og
vidtgående specialundervisning
i folkeskolen
og de frie grundskoler Figur 4.5. Elever i vidtgående
specialundervisning
i folkeskolen i
procent af det samlede
antal børn i aldersgruppen
6-16 år Figur 4.6. Henvisningsårsager
til vidtgående
specialundervisning i
folkeskolen, 2005, procent Figur 4.7. Antal elever
i vidtgående specialundervisning
i folkeskolen
fordelt på køn,
2005 4.4 Antal lærereDer var 62.600 lærere i grundskolen i 2006. To tredjedele af lærerne er kvinder. I 2006 var der 62.600 lærere i grundskolen. Heraf var 51.400 ansat i folkeskolen, 7.500 på en fri grundskole, mens 3.700 var ansat på en efterskole (tabel 4.5). På folkeskolerne faldt antallet af lærere fra 2003 til 2004 med 700. Herefter steg antallet af lærere med godt 600 frem til 2006. Fra 2003 til 2006 har der i de frie grundskoler været en stigning på godt 500 lærere. På efterskolerne er antallet af lærere øget med 200 fra 2004 til 2006. Ses der på lærernes aldersmæssige fordeling i grundskolen (eksklusive efterskoler), er særligt gruppen af 45- 54-årige blevet mindre de seneste år, om end gruppen i hele perioden udgør den største andel. I 2003 udgjorde gruppen af 45-54-årige således 32 % mod 26 % i 2006. I samme periode er gruppen af lærere over 55 år steget med to procentpoint, mens lærere i aldersgruppen 35-44 år er øget med knap tre procentpoint. Andelen af lærere på 34 år eller derunder er steget med godt et procentpoint (figur 4.8). Generelt er lærerne i de frie grundskoler med 42,8 år i gennemsnit lidt yngre end lærerne i folkeskolen, der i gennemsnit er 47,7 år. Der er en skæv kønsfordeling blandt lærere og skoleledere. To ud af tre lærere er kvinder. Derimod er to ud af tre skoleledere mænd (fremgår ikke af figuren). Den skæve kønsfordeling blandt lærere er højest i de yngste aldersgrupper (figur 4.9). Tabel 4.5. Antal lærere i
grundskolen Figur 4.8. Lærernes
aldersfordeling, procent Figur 4.9. Lærernes
aldersfordeling opgjort
på køn, 2006, procent 4.5 Elev/lærerratio og normalklassekvotientDer er lidt flere elever per lærer i de frie grundskoler sammenlignet med folkeskolen. Normalklassekvotienten har været stigende både i folkeskolen og i de frie grundskoler. Elev/lærerratioen beskriver forholdet mellem antal elever og antal lærere, det vil sige gennemsnittet for antal elever per lærer. I 2006 lå elev/lærerratioen i folkeskolen på 11,1, mens den i de frie grundskoler var 12,5. Der er således lidt flere elever per lærer i de frie grundskoler (figur 4.10). Tallene har ikke rykket sig nævneværdigt de seneste år. Normalklassekvotienten angiver det gennemsnitlige antal elever i en klasse. Rene specialklasser indgår ikke i normalklassekvotienten. I løbet af de seneste år er normalklassekvotienten i folkeskolen steget. I 2000 var det gennemsnitlige antal børn i en klasse 19,0, mens der i 2006 var 20,1. I perioden er der således i gennemsnit kommet en elev mere i hver klasse (figur 4.11). Også de frie grundskoler har oplevet en lille stigning i normalklassekvotienten fra 16,8 børn i en klasse i 2000 til 17,2 i 2006. Der er større udsving i normalklassekvotienten i de frie grundskoler end i folkeskolen, hvor der i hele perioden har været en svag stigning. Stigningen i normalklassekvotienten er primært en konsekvens af, at der er blevet færre folkeskoler, samtidig med at antallet af elever er steget. Figur 4.10. Elev/lærerratio,
2006 Figur 4.11. Normalklassekvotient
for folkeskolen
og de frie grundskoler 4.6 Nøgletal for it i Danmark og udvalgte landeI 2006 var der knap fem elever per nyere undervisningscomputer i folkeskolen. Herudover havde 97 % af computerne adgang til internettet. I Danmark har man valgt at satse på it som et middel til at støtte og stimulere eleverne i undervisningen. I 2003 vedtog regeringen således en handlingsplan, der havde til formål at styrke folkeskoleelevernes it-kompetencer. Med denne handlingsplan faldt antallet af elever per nyere computer2 markant, og i 2006 var der knap fem elever per nyere undervisningscomputer i folkeskolen mod knap 10 elever i 2002. I figur 4.12 ses, hvordan computerne var fordelt på folkeskolerne i 2006. 25 % af computerne var placeret i et computerrum, mens 18 % var placeret i et klasselokale og 11 % i et fælles nærområde. 23 % af computerne var transportable. I 2006 havde 97 % af computerne i folkeskolen adgang til internettet. Til sammenligning var der i 2002 adgang til internettet fra 81 % af computerne i folkeskolen (figur 4.13). En undersøgelse af EU-landenes brug af it i blandt andet grundskolen3, iværksat af EU-kommissionen, viser, at der i Danmark var 18 computere med internetadgang per 100 elever i 1.-6. klasse i 2006. Dette er det næsthøjeste antal i EU. Det højeste antal findes i Luxembourg, hvor der var 21 computere med internetadgang per 100 elever. Lige efter Danmark fulgte Norge og UK med henholdsvis 16 og 15 computere med internetadgang per 100 elever (figur 4.14). Der ses en relativt tydelig gruppering mellem EU-lande med mindst 14 computere med internetadgang per 100 elever og EU-lande med under 10. Luxembourg, Danmark, Norge, UK, Nederlandene, Island og Sverige havde alle mindst 14 computere med internetadgang per 100 elever i 1.-6. klasse. Finland havde 11 computere med internetadgang per 100 elever, mens de resterende lande havde under 10 computere med internetadgang per 100 elever i 1.-6. klasse. Figur 4.12. Procentvis
fordeling af placeringen
af undervisningscomputere
i folkeskolen, 2006
Figur 4.13. Andel undervisningscomputere
med
internetadgang i folkeskolen
Figur 4.14. Antal undervisningscomputere
med
adgang til internettet
per 100 elever i grundskolens
1.-6. klasse, i
Danmark og udvalgte
EU-lande, 2006 Figur 4.15. Andel lærere
i grundskolens 1.-6.
klasse, der har brugt
computere i undervisningen
inden for de
seneste 12 måneder i
Danmark og udvalgte
EU-lande, 2006 4.7 Hvad gør eleverne efter grundskolen95 % fortsætter i uddannelse efter at have afsluttet grundskolen. Pigerne vælger især det almene gymnasium, mens drengene særligt vælger en erhvervsfaglig uddannelse. Næsten alle elever fortsætter efter grundskolen i en ungdomsuddannelse. I foråret 2007 havde næsten 96 % af eleverne fra 9. og 10. klasse meldt sig til at påbegynde en uddannelse direkte efter sommerferien (tabel 4.6). I forbindelse med 9.- og 10.-klasseelevernes tilmelding til ungdomsuddannelserne i 2007 tilmeldte 45 % sig en almengymnasial uddannelse, mens næsten 18 % tilmeldte sig en erhvervsgymnasial uddannelse. Knap 30 % af afgangseleverne tilmeldte sig en erhvervsfaglig uddannelse. Det er dog endnu usikkert, hvilke uddannelser de unge reelt vil vælge. Set over de seneste år har en stadig større andel af de elever, der fortsætter i uddannelse, påbegyndt en gymnasial uddannelse. I 2005 påbegyndte 39 % en almengymnasial uddannelse, mens 16 % påbegyndte en erhvervsgymnasial uddannelse. Samme år påbegyndte 35 % en erhvervsfaglig uddannelse. Der er tydelig forskel på, hvilke uddannelser drenge og piger vælger. Mens halvdelen af pigerne i 2005 valgte en almengymnasial uddannelse, gjaldt dette for kun 29 % af drengene. Derimod valgte en større andel af drengene (18 %) end pigerne (14 %) en erhvervsgymnasial uddannelse. Også de erhvervsfaglige uddannelser blev særligt valgt af drengene. Således valgte 43 % af drengene og kun 27 % af pigerne en erhvervsfaglig uddannelse (figur 4.16). Tabel 4.6. Adfærd efter
grundskolen Figur 4.16. Adfærd efter
grundskolen, fordelt på
køn, 2005, procent Figur 4.17 viser den kønsmæssige fordeling af indvandrere og efterkommere, der fortsætter i uddannelse efter 9. og 10. klasse. Også for denne gruppe er tendensen den samme; pigerne vælger især det almene gymnasium, mens drengene især vælger de erhvervsgymnasiale, herunder specielt htx, og erhvervsfaglige uddannelser. Imidlertid fortsætter en langt højere procentdel af indvandrerne og efterkommerne ikke i uddannelse. Mens knap 6 % af drengene i den samlede gruppe ikke fortsætter i uddannelse, gør dette sig gældende for godt 16 % af drengene blandt indvandrere og efterkommere. For pigernes vedkommende fortsætter knap 5 % af den samlede gruppe ikke i uddannelse, mens det samme gælder for godt 15 % af pigerne i gruppen af indvandrere og efterkommere. Figur 4.17. Indvandrere og efterkommeres adfærd efter grundskolen, fordelt på køn, 2005, procent Note 1: Anden uddannelse omfatter ikkekompetencegivende uddannelser samt enkelte kunstneriske uddannelser. Kilde: UNI•C Statistik & Analyse. Fodnoter kapitel 4
2) Nyere computere defineres som computere, der er
under fem år gamle eller anvendes som terminaler
mod en central server.
5 Ungdomsuddannelser5.1 Antal skoler og eleverI dag får 81 % af en ungdomsårgang en ungdomsuddannelse. Det er regeringens målsætning, at 95 % af en ungdomsårgang i 2015 skal have en ungdomsuddannelse. Ungdomsuddannelserne består af de studieforberedende gymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelserne, som er målrettet arbejdsmarkedet, men som også kan give adgang til fortsat uddannelse. Samlet var der i 2006 148 almengymnasiale uddannelsesinstitutioner fordelt over landet. 117 skoler udbød erhvervsfaglige uddannelser og erhvervsgymnasiale uddannelser. Erhvervsskolerne har mange lokale afdelinger, således at ungdomsuddannelserne er tilgængelige i hele landet (tabel 5.1). I tabel 5.2 kan det aflæses, hvor mange elever der har været i gang med en ungdomsuddannelse i årene 2000- 2005, samt hvordan de fordeler sig på køn. I 2005 var 236.000 elever i gang med en ungdomsuddannelse. Heraf var 106.500, svarende til 45 %, i gang med en gymnasial uddannelse og 129.500, svarende til 55 %, i gang med en erhvervsfaglig uddannelse. I 2005 var der sammenlagt 72.700 elever på de almengymnasiale uddannelser, som udgøres af stx og hf. Heraf valgte langt de fleste (86 %) stx, mens 14 % valgte hf. De erhvervsgymnasiale uddannelser, som består af hhx og htx, tegnede sig i 2005 for 33.800 elever. Størstedelen (72 %) læste hhx, mens godt en fjerdedel læste htx. Faldet i antal elever fra 2004 til 2005 skyldes nedlæggelsen af den etårige hhx. På de almengymnasiale uddannelser er der markant flere kvinder end mænd, mens der på de erhvervsgymnasiale og specielt de erhvervsfaglige uddannelser er en overvægt af mænd. Tabel 5.1. Antal uddannelsesinstitutioner
med
ungdomsuddannelse Tabel 5.2. Antal elever
på ungdomsuddannelserne
fordelt på køn I figur 5.1 ses det, hvordan eleverne på de gymnasiale uddannelser fordeler sig procentvis på retninger i 2005. Af de elever, der i 2005 var på en gymnasial ungdomsuddannelse, gik de fleste på stx (59 %). Herefter fulgte hhx med 23 % af eleverne. Htx havde 8 % af eleverne, mens den toårige hf havde 9 %. I 2005 læste 129.500 elever en erhvervsfaglig uddannelse. På de erhvervsfaglige ungdomsuddannelser er følgende uddannelser specielt populære: de merkantile uddannelser, bygge- og anlægsuddannelserne, social- og sundhedsuddannelserne samt teknologi- og kommunikationsuddannelserne (figur 5.2). På stx er eleverne ved påbegyndelse 16,5 år i gennemsnit, mens de på hhx og htx er cirka 17 år. Ved studentereksamen er eleverne i gennemsnit 19,5 år på stx og cirka 20 år på hhx og htx. På stx, hhx og htx er eleverne jævnaldrende, mens der er større spredning i de studerendes alder på den toårige hf, som også er rettet mod voksne. I gennemsnit er eleverne på hf 19 år ved påbegyndelse, mens gennemsnitsalderen, når de fuldfører uddannelsen, er 20,5 år (fremgår ikke af figuren). Gennemsnitsalderen på de fuldførte er kun 1,5 år højere end for de påbegyndte på den toårige uddannelse, fordi de yngre aldersgrupper er bedre til at fuldføre end de ældre. På erhvervsuddannelserne er eleverne ved start på grundforløb næsten 21 år i gennemsnit, mens de ved start på hovedforløb er knap 26 år, idet ikke alle kommer direkte fra et grundforløb. Når de fuldfører deres uddannelse, er de i gennemsnit 28 år (fremgår ikke af figuren). De fleste er under 25 år, når de afslutter deres erhvervsuddannelse, men på erhvervsuddannelserne er aldersspredningen meget stor. Eksempelvis er uddannede inden for social- og sundhed næsten 34 år i gennemsnit ved endt uddannelse. Både disse uddannelser og andre erhvervsfaglige uddannelser bruges i høj grad til opkvalificering af arbejdsstyrken via for eksempel voksenlærlingeordninger. Figur 5.1. Procentvis fordeling
af antal elever på
de gymnasiale ungdomsuddannelser
fordelt på
uddannelser, 2005 Figur 5.2. Procentvis
fordeling af elever på
de erhvervsfaglige ungdomsuddannelser
fordelt
på uddannelser, 2005 5.2 Fuldførelse, frafald og adfærd efter frafaldPå de gymnasiale uddannelser fuldfører størstedelen af eleverne, mens kun godt halvdelen af eleverne på de erhvervsfaglige uddannelser fuldfører. Fuldførelsesprocenter er et mål for andelen af elever, der er påbegyndt en uddannelse det aktuelle år, og som ender med at fuldføre uddannelsen. På de gymnasiale uddannelser forventes otte ud af ti at fuldføre uddannelsen. Dette dækker imidlertid over stor variation. Stx har med 84 % den højeste fuldførelsesprocent. Herefter følger hhx med 80 %, htx med 71 % og hf med 66 %. I 2005 dimitterede 33.100 studenter (tabel 5.3 og figur 5.3). På de erhvervsfaglige uddannelser påbegyndes uddannelsen typisk med et grundforløb af 20-60 ugers varighed. Cirka 70 % af eleverne fuldfører det grundforløb, de starter på. Hvis ikke de allerede har en praktikplads, skal eleverne herefter have en praktikplads, så de kan fortsætte på et hovedforløb og færdiggøre uddannelsen. Ellers kan eleverne på nogle af uddannelserne fortsætte i skolepraktik. Hovedforløbet tager cirka tre år, og over 80 % gennemfører deres hovedforløb (se også afsnit 5.5). Kun godt halvdelen, nemlig 51 % af dem, der påbegynder en erhvervsfaglig uddannelse, forventes at fuldføre den. Dette skyldes, at ikke alle opnår en praktikplads, nogle elever skifter til andre uddannelser undervejs, og atter andre falder fra. I perioden 2000-2005 faldt antallet af udlærte med en erhvervsuddannelse fra næsten 39.600 til 28.900. Dette skyldes både det faldende antal elever på ungdomsårgangene, et større frafald, og at flere vælger gymnasiet. Som nævnt i forrige afsnit er sammensætningen af elevgrupperne på de gymnasiale og erhvervsfaglige uddannelser forskellig, hvilket må tages i betragtning ved sammenligning af fuldførelsesprocenterne. Tabel 5.3. Fuldførelsesprocenter,
antal elever,
der fuldfører uddannelsen,
og antal elever, der
afbryder uddannelsen
undervejs Figur 5.3. Fuldførelsesprocenter
på ungdomsuddannelserne Hovedparten af de elever, som afbryder en gymnasial uddannelse, forventes at fortsætte på en ny uddannelse. Af de elever, der afbryder det almene gymnasium, forventes størstedelen (82 %) at påbegynde en ny ungdomsuddannelse. Det samme gælder for 85 % af dem, der ikke fuldfører erhvervsgymnasiet. På erhvervsuddannelserne forventes kun 60 % af dem, der afbryder, at påbegynde en ny uddannelse (figur 5.4). Siden 2001 har tendensen til at fortsætte i uddannelse været lidt faldende på de almengymnasiale uddannelser. På de erhvervsgymnasiale og erhvervsfaglige uddannelser har tendensen ligeledes været faldende siden 2003. 44 % af dem, som afbryder en gymnasial uddannelse, forventes at påbegynde en erhvervsfaglig uddannelse inden for ti år, mens 19 % forventes at påbegynde en videregående uddannelse4. 8 % forventes at påbegynde en ny gymnasial uddannelse (figur 5.5). Af de elever, der afbryder en erhvervsfaglig uddannelse, forventes 24 % at påbegynde en ny erhvervsfaglig uddannelse, mens 12 % forventes at påbegynde en videregående uddannelse. En andel på 9 % forventes at påbegynde en gymnasial uddannelse. 40 % fortsætter ikke i uddannelse inden for ti år. Figur 5.4. Adfærd efter
afbrudt ungdomsuddannelse
– andelen, som
inden for ti år forventes
at påbegynde en ny
uddannelse Figur 5.5. Adfærd efter
afbrudt ungdomsuddannelse
– andelen, som
inden for ti år forventes
at påbegynde en ny
uddannelse, 2005 5.3 Indvandrere og efterkommereFra 2000 til 2005 er andelen af indvandrere og efterkommere på ungdomsuddannelserne steget støt. I 2005 var andelen af indvandrere og efterkommere, der fuldførte, generelt lavere end andelen af etniske danskere. Uanset etnicitet er kvinderne bedre til at fuldføre end mændene. I 2005 havde hver tiende elev på ungdomsuddannelserne anden etnisk baggrund end dansk. I alt var der 23.500 indvandrere og efterkommere, heraf 9.500 på de gymnasiale uddannelser, hvor de udgjorde 9 % af eleverne, og 14.000 på de erhvervsfaglige uddannelser, hvor de udgjorde 11 % af eleverne (tabel 5.4). Både på de gymnasiale uddannelser og de erhvervsfaglige uddannelser er antallet af indvandrere og efterkommere steget. I 2000 var antallet af indvandrere og efterkommere 6.500 på de gymnasiale uddannelser, svarende til 7 %, og 10.000 på de erhvervsfaglige uddannelser, svarende til 8 %. Blandt indvandrere og efterkommere er der en mere ligelig kønsfordeling på ungdomsuddannelserne end blandt de etnisk danske. På de gymnasiale uddannelser udgjorde kvinderne 54 % i 2005, mens der på erhvervsuddannelserne var stort set lige mange mænd og kvinder. På gymnasiet vælger kvinderne især det almene gymnasium, mens mændene i højere grad vælger det erhvervsgymnasiale. På de erhvervsfaglige uddannelser vælger mændene de tekniske uddannelser, mens kvinderne specielt vælger social- og sundhedsuddannelserne (fremgår ikke af tabellen). Fuldførelsesprocenter er et mål for andelen af elever, der er påbegyndt en uddannelse det aktuelle år, og som ender med at fuldføre uddannelsen. Godt 66 % af de indvandrere og efterkommere, det vil sige to ud af tre, der påbegynder enten en almengymnasial eller erhvervsgymnasial uddannelse, forventes at fuldføre uddannelsen (tabel 5.5). Kun 39 % af de indvandrere og efterkommere, der påbegynder en erhvervsfaglig uddannelse, forventes at fuldføre uddannelsen. Tabel 5.4. Antal elever
på ungdomsuddannelserne
fordelt på etnisk
herkomst Tabel 5.5. Fuldførelsesprocenter,
indvandrere
og efterkommere Sammenlignes fuldførelsesprocenterne for etniske danskere med fuldførelsesprocenterne for indvandrere og efterkommere på de gymnasiale uddannelser, har de etnisk danske generelt en højere fuldførelsesprocent. På de gymnasiale uddannelser forventes næsten 86 % af de danske kvinder at fuldføre gymnasiet, mod 70 % af kvinderne blandt indvandrere og efterkommere. For mændene er de tilsvarende tal 81 % for danske mænd og 65 % for mænd blandt indvandrere og efterkommere (figur 5.6). På de erhvervsfaglige uddannelser ses samme mønster som for de gymnasiale uddannelser. Generelt har etniske danskere en højere fuldførelsesprocent end indvandrere og efterkommere, mens kvinderne ligeledes har en generelt højere fuldførelsesprocent end mændene. Blandt kvinderne forventes 47 % at gennemføre en erhvervsfaglig uddannelse, mod kun 30 % af mændene (figur 5.7). Ud over at kvinderne generelt er bedre til at fuldføre, kan den meget store forskel også skyldes, at kvinderne primært vælger de væsentligt kortere social- og sundhedsuddannelser. Figur 5.6. Fuldførelsesprocenter
for de gymnasiale
uddannelser fordelt
på etnicitet og køn,
2005 Figur 5.7. Fuldførelsesprocenter
for
de erhvervsfaglige
uddannelser
fordelt på
etnicitet og køn, 2005 5.4 Fagvalg i gymnasietGymnasiet har gennemgået en reform, der har øget andelen af elever med naturvidenskabelige fag. Dette betyder generelt, at flere studenter efter reformen vil kunne søge optagelse på en uddannelse inden for naturvidenskab, teknik og sundhed. Samtidig vil en mindre andel af de kommende studenter beherske tre eller flere fremmedsprog sammenlignet med før reformen. De gymnasiale uddannelser har været gennem en større reform, som har haft indflydelse på opbygning og indhold af de gymnasiale uddannelser. De tre gymnasiale uddannelser: studentereksamen (stx), højere handelseksamen (hhx) og højere teknisk eksamen (htx) har fået en fælles struktur med et indledende grundforløb på et halvt år og efterfølgende studieretningsforløb på toethalvt år. Hver uddannelse indeholder studieretningsfag, obligatoriske fag og valgfag. Fagene i gymnasiet kan tages på henholdsvis A-, B- eller C-niveau, hvor A er det højeste. Den første årgang på den nye reform påbegyndte uddannelsen i 2005 og bliver færdig i 2008. Reformen har, som den havde til hensigt, øget andelen af elever med naturvidenskabelige fag hos de kommende studenter. Desuden vil de kommende studenter have færre fremmedsprog, men de sprog, de har, vil blive afsluttet på et højere niveau. På stx lå andelen af studenter med tre fremmedsprog på 41 % før reformen. Efter reformen forventes andelen at ligge på knap 7 % (figur 5.8). Andelen af studenter på hhx, som før reformen havde mindst tre fremmedsprog, lå på 18 %. Efter reformen forventes denne andel at falde til 6 %. Fra 2006 til 2008 er der således tale om et fald på 12 procentpoint. Da htx er en teknisk gymnasial uddannelse, er der hverken før eller efter reformen studenter fra denne uddannelse, som har tre fremmedsprog. Et vigtigt mål med reformen er at øge andelen af studenter, som kan opfylde de faglige krav til optagelse på en uddannelse inden for naturvidenskab, teknik og sundhed. Dette kræver, at eleverne har haft matematik på Aniveau samt fysik og kemi på mindst Bniveau. Det er kun studenterne fra stx og htx, som har mulighed for at kunne opfylde disse krav. I 2006 var andelen af studenter med matematik A, fysik og kemi på mindst Bniveau 14 % for stx, mens den tilsvarende andel efter reformen i 2008 forventes at ligge på 22 % og dermed 8 procentpoint højere end i 2006 (figur 5.9). På htx havde næsten halvdelen af studenterne matematik A samt fysik og kemi på mindst B-niveau i 2006. Efter reformen forventes knap 74 % at have de pågældende fag og niveauer. Her er således tale om en stigning på knap 28 procentpoint. Figur 5.8. Andel studenter
i 2006 og forventet
andel studenter i 2008,
som har mindst tre fremmedsprog
på henholdsvis
stx og hhx Figur 5.9. Andel studenter
i 2006 og forventet
andel studenter i 2008,
som har matematik A og
fysik og kemi på mindst
B-niveau på henholdsvis
stx og htx 5.5 Erhvervsuddannelserne – praktikpladsområdetAntallet af indgåede praktikaftaler er steget markant fra 2003 til 2006. I samme periode er antallet af praktikpladssøgende og elever i skolepraktik faldet betragteligt. Erhvervsuddannelserne (EUD) er vekseluddannelser, hvor dele af undervisningen finder sted på skole, mens andre dele foregår i praktik. Eleverne skal derfor søge praktikplads og indgå aftale om praktikplads med en virksomhed. Elever, der ikke selv kan finde en praktikplads, har mulighed for at komme i skolepraktik. De seneste år er antallet af indgåede praktikaftaler steget markant. I 2006 blev der indgået knap 36.100 aftaler, hvilket er en stigning på 38 % i forhold til 2003, hvor der blev indgået knap 26.200 aftaler (tabel 5.6). Indgåede aftaler henviser til det antal
elever, der i året har indgået en aftale om
praktikplads. Igangværende aftaler henviser
til det antal elever, der er i praktik
med en aftale. Elever i skolepraktik henviser
til antal elever, der ultimo december
er i skolepraktik. Praktikpladssøgende
elever i alt er elever uden igangværende
eller fremtidig aftale, men som har kvalificeret
sig til det ønskede hovedforløb og
har et bekræftet søgeønske. Elever i skolepraktik
har ikke en aftale og tælles derfor
med som praktikpladssøgende.
Ultimo december 2006 søgte 4.800 elever praktikplads, hvilket er et fald på 58 % i forhold til 2003, hvor der var 11.400 praktikpladssøgende. En del af faldet kan tilskrives ændrede krav til elevernes søgestatus. Imidlertid har forbedrede muligheder for opnåelse af praktikplads også betydet en væsentlig nedgang. I 2006 var 62.700 elever i gang med en aftale. Fra 2003 til 2004 faldt antallet fra 55.000 til 54.200, men siden 2004 er antallet steget støt. Der har været et markant fald i antallet af elever i skolepraktik. Fra 2003 til 2006 faldt antallet således med 66 %, og i 2006 var der knap 2.600 elever i skolepraktik. Det store fald i antallet af elever i skolepraktik skyldes både forbedrede muligheder for at opnå praktikaftale samt indførelsen af adgangsbegrænsning til skolepraktikken på otte af uddannelserne. De otte uddannelser er: data og kommunikation, kontor med speciale, teknisk designer, mekaniker, elektronik og svagstrøm, elektriker, træfagenes byggeuddannelse samt snedkeruddannelsen. Begrænsning i adgang til skolepraktik for disse uddannelser er uddannelsesspecifik. For nogle af uddannelsernes vedkommende var der tidligere tale om, at virksomheder frem for at indgå uddannelsesaftaler i høj grad lod eleverne starte i skolepraktik. For andre var lav beskæftigelsesfrekvens for udlærte i skolepraktik udslagsgivende. I figur 5.10 er udviklingen i antal praktikpladssøgende og aftaler afbildet for perioden 2003 til 2006. Tabel 5.6. Praktikpladssøgende
og aftaler ultimo
december Figur 5.10. Praktikpladssøgende
og aftaler ultimo
december I figur 5.11 er igangværende aftaler og elever i skolepraktik opdelt på etnicitet. I 2006 var et væsentligt større antal danskere såvel som indvandrere og efterkommere i gang med en aftale sammenlignet med 2003. Specielt indvandrere og efterkommere har haft glæde af det stigende antal aftaler. Andelen af danskere med aftaler er steget med 13 %, mens andelen af indvandrere og efterkommere med aftaler er steget med 33 %. Færre elever var i gang med skolepraktik i 2006 sammenlignet med 2003. For gruppen af danskere er antallet af elever i skolepraktik faldet med 69 %, mens det for gruppen af indvandrere og efterkommere er faldet med 52 %. Da faldet for indvandrere og efterkommere har været lavere end for danskere, udgjorde de i 2006 en større andel af elever i skolepraktik end i 2003. I 2006 udgjorde indvandrere og efterkommere 25 % af alle elever i skolepraktik mod 17 % i 2003. Figur 5.11. Igangværende
aftaler og elever i skolepraktik
ultimo december
fordelt på etnicitet, 2003
og 2006 5.6 International mobilitet1,4 % af samtlige elever på erhvervsuddannelserne har i 2005 været på et praktikophold i udlandet. Elever på de erhvervsfaglige ungdomsuddannelser kan med støtte fra enten den danske ordning om Praktik I Udlandet (PIU), EU’s Life Long Learning Programme (Leonardo da Vinci, Comenius), DK-USA-programmet og det nordiske Nordplus-program gennemføre en del af deres uddannelse på skole eller i virksomhedspraktik i udlandet. Udvekslingsopholdene varer typisk mellem en til ni måneder og er meritgivende. Det vil sige, at udlandsopholdene godskrives i den danske erhvervsuddannelse. Antallet af danske elever på de erhvervsfaglige ungdomsuddannelser, der gennemførte et praktikophold i udlandet, steg fra 1.369 i 2000 til 1.866 i 2005. Stigningen skyldes fortrinsvis elever på praktikophold i udlandet under den danske PIU- ordning og EUD-elever på praktik- og uddannelsesophold i udlandet gennem EU-programmet Leonardo da Vinci. De danske unge tiltrækkes især af Norge, Storbritannien, Tyskland og Sverige. De fire lande tegner sig samlet for en andel på 72 %. Tabel 5.7. Elever på
erhvervsfaglige uddannelser,
der gennemfører
et praktikophold i
udlandet 5.7 Nøgletal for it i Danmark og udvalgte landeSom på grundskoleområdet ligger Danmark i toppen inden for anvendelsen af it på de gymnasiale ungdomsuddannelser. Der findes mange computere på ungdomsuddannelserne, og de bliver brugt i undervisningssammenhæng. I Danmark var der i 2006 37 computere med internetadgang per 100 elever på de gymnasiale uddannelser. Dette tal blev kun overgået af Norge, der havde 40 computere med internetadgang per 100 elever. Umiddelbart herefter følger lande, Danmark normalt sammenligner sig med, nemlig Sverige og UK med henholdsvis 28 og 25 computere med internetadgang per 100 elever (figur 5.12). Alle ungdomsuddannelsesinstitutioner i Danmark havde i 2006 en hjemmeside, hvor EU-gennemsnittet var 88 % af institutionerne. Desuden havde 87 % af skolerne i Danmark e-mail-adresser for de fleste af lærerne, mens 63 % af skolerne havde e-mail-adresser for de fleste af eleverne. Det er henholdsvis 26 og 35 procentpoint mere end gennemsnittet af ungdomsuddannelsesinstitutionerne i EU (tabel 5.8). Dermed ligger Danmark placeret betydeligt over EU-gennemsnittet for nogle af de redskaber, der blandt andet skal være til rådighed for at udvikle kompetencer og viden inden for it. 67 % af ungdomsuddannelserne i Danmark havde computere i klasseværelset mod et gennemsnit i EU på 47 %. Det skal tilføjes, at mange danske unge selv medbringer en computer til undervisningen. På de danske skolebiblioteker stod der på 77 % af ungdomsuddannelserne mindst én computer, hvilket er 19 procentpoint over gennemsnittet i EU. En endnu større forskel mellem danske og europæiske/EU-standarder ses for antallet af computere i fællesarealerne. Her fandtes der i 2006 computere på 80 % af ungdomsuddannelserne i Danmark, mens dette kun var tilfældet for 42 % af skolerne i EU. Figur 5.12. Antal undervisningscomputere
med
adgang til internettet per
100 elever på de gymnasiale
uddannelser, i
Danmark og udvalgte
EU-lande, 2006 Tabel 5.8. Nøgletal for
it på de gymnasiale
uddannelser, 2006 På de danske ungdomsuddannelser havde 98 % af lærerne brugt computere i undervisningen det seneste år. Dermed ligger Danmark højest placeret blandt landene i Europa. Herefter følger Sverige og UK, hvor over 90 % af lærerne havde anvendt computere i klasseundervisningen inden for de seneste 12 måneder (figur 5.13). Figur 5.13. Andel lærere
på de gymnasiale
uddannelser, der har
brugt computere i undervisningen
inden for de
seneste 12 måneder, i
Danmark og udvalgte
EU-lande, 2006 5.8 Hvad gør de unge efter afsluttet ungdomsuddannelseNæsten alle studenter fortsætter i uddannelse. Det samme gælder for godt en fjerdedel af de udlærte med en erhvervsfaglig uddannelse. De gymnasiale uddannelser er studieforberedende, mens de erhvervsfaglige uddannelser er erhvervsrettede. Derfor er det også naturligt, at langt størstedelen af de elever, der afslutter gymnasiet, fortsætter i uddannelse. Nærmere betegnet forventes 97 % af dem, der afslutter det almene gymnasium, og 94 % af dem, der afslutter erhvervsgymnasiet, at fortsætte i uddannelse, mens det samme gælder for blot 28 % af dem, der afslutter en erhvervsfaglig uddannelse (tabel 5.9 og 5.10). Selv om de gymnasiale uddannelser er studieforberedende og dermed særligt rettet mod de videregående uddannelser, forventes 31 % af de erhvervsgymnasiale studenter at fortsætte på en erhvervsfaglig uddannelse. Det samme gælder for 12 % af studenterne fra det almene gymnasium (tabel 5.9). Otte ud af ti, der afslutter det almene gymnasium, og godt seks ud af ti, der afslutter erhvervsgymnasiet, forventes at fortsætte på en videregående uddannelse. På det almene gymnasium er det særligt universitetsbacheloruddannelserne, der er populære. I 2005 påbegyndte 45 % af studenterne fra det almene gymnasium en universitetsuddannelse, mens 29 % påbegyndte en professionsbacheloruddannelse og 6 % en kort videregående uddannelse. For elever fra de erhvervsgymnasiale uddannelser forventes 28 % at fortsætte på en universitetsuddannelse, 18 % på en professionsbacheloruddannelse og 15 % på en kort videregående uddannelse. I 2000 fortsatte hver tiende student fra det almene gymnasium på en ny gymnasial uddannelse. Denne andel var faldet til 4 % i 2005, hvor man nedlagde den etårige hhx, som kunne bygges ovenpå en anden gymnasial uddannelse. Denne mulighed eksisterer ikke mere. Langt de fleste (72 %) af dem, der tager en erhvervsfaglig uddannelse, forlader naturligt uddannelsessystemet og bliver til rådighed for arbejdsmarkedet. Næsten 28 % vil inden for ti år fortsætte i uddannelse. Samlet forventes 13 % at påbegynde en ny erhvervsfaglig uddannelse, mens godt hver tiende forventes at påbegynde en videregående uddannelse. Over tid ses der kun ganske få udsving i andelene (tabel 5.10). Tabel 5.9. Adfærd efter
fuldført gymnasial
uddannelse – andelen,
som inden for ti år forventes
at påbegynde en
ny uddannelse Tabel 5.10. Adfærd efter
fuldført erhvervsfaglig
uddannelse – andelen,
som inden for ti år forventes
at påbegynde en
ny uddannelse I figur 5.14 er det afbildet, hvilke uddannelser de elever, som afslutter gymnasiet og de erhvervsfaglige uddannelser, forventes at påbegynde inden for ti år. Tabel 5.11 viser, hvor stor en andel der 15 måneder efter afsluttet gymnasial uddannelse er i gang med en ny uddannelse. Over halvdelen af studenterne er på ny i gang efter 15 måneder, svarende til et år og en sommerferie. De unge er hurtige til at komme i gang. Som det ses, var næsten 59 % i 2005 i gang efter et år. Denne andel har de senere år været stigende. I 2000 var godt 54 % i gang 15 måneder efter fuldført studentereksamen. Det er specielt på de videregående uddannelser, at de unge kommer hurtigere i gang. I 2005 var næsten 43 % i gang på en videregående uddannelse efter 15 måneder mod knap 36 % i 2000. De erhvervsgymnasiale studenter er hurtigst i gang – her var godt 67 % i gang efter 15 måneder mod 53 % af studenterne fra det almene gymnasium. Figur 5.14. Adfærd efter
fuldført ungdomsuddannelse
– andelen, som
inden for ti år forventes
at påbegynde en ny
uddannelse, 2005 Tabel 5.11. Andel, der 15
måneder efter afsluttet
studentereksamen har
påbegyndt videre uddannelse Fodnoter kapitel 54) De kan optages på dispensation eller have suppleret med hf-enkeltfag.
6 Videregående uddannelser6.1 Antal institutioner og studerendeDet er regeringens målsætning, at 50 % af en ungdomsårgang i 2015 skal have en videregående uddannelse. I dag forventes knap 44 % af en ungdomsårgang at få en videregående uddannelse. I 2006 var der 152 institutioner, der udbød videregående uddannelser. De er meget varierende i størrelsen, fra store universiteter med mange tusinde studerende til små institutioner med få studerende (tabel 6.1). Der foregår i øjeblikket mange strukturændringer og omlægninger af institutionsstrukturen. I 2007 er flere universiteter blevet slået sammen og fusioneret med sektorforskningsinstitutioner, så der fra 2007 er otte universiteter i Danmark. Desuden skal hovedparten af de mellemlange videregående uddannelser samles på syv professionshøjskoler, mens de korte videregående uddannelser skal samles på ti erhvervsakademier. 198.900 studerende læste i 2005 på en videregående uddannelse. Heraf læste over 55 % (det svarer til 110.300) på en universitetsuddannelse, 34 % (det svarer til 68.500) på en professionsbachelorud dannelse og 9 % (det svarer til 18.500) på en kort videregående uddannelse (tabel 6.2). I perioden 2000-2005 har der på universitetsuddannelserne været en stigning i bestanden på 9 %. Professionsbacheloruddannelserne har oplevet en stigning på 5 %, mens de korte videregående uddannelser i samme periode har fået knap 5 % færre elever. Stigningen på de mellemlange videregående uddannelser skyldes især, at antallet af studerende på universitetsbacheloruddannelsen er steget med 18 %. Det svarer til 8.700 studerende. Det øgede antal studerende på universitetsbacheloruddannelsen skyldes især den strukturændring, der siden 1993 har fundet sted på universitetsområdet, og som har medført, at de lange videregående uddannelser er blevet delt i en bacheloruddannelse og en kandidatuddannelse. Dette betyder, at de tidligere femårige udelte kandidatuddannelser er erstattet med todelte universitetsud dannelser, hvor de studerende først skal have fuldført en universitetsbacheloruddannelse for at blive optaget på en kandidatuddannelse. Da universitetsbacheloruddannelserne indplaceres som mellemlange videregående uddannelser, ses en stigning specielt i denne gruppe. Stigningen i bacheloruddannelserne modsvarer i nogen grad faldet i kandidatuddannelserne. Tabel 6.1. Antal uddannelsesinstitutioner
med
videregående uddannelse Tabel 6.2. Antal studerende
fordelt på videregående
uddannelser 6.2 Alder ved startSammenlignet med 2000 er de unge i 2005 lidt hurtigere til at komme i gang med en uddannelse. Desuden er unge fra de erhvervsgymnasiale uddannelser hurtigere til at komme i gang end unge fra de almengymnasiale uddannelser. Den tid, der går, inden de unge påbegynder en videregående uddannelse efter gymnasiet, er forskellig, alt efter om de kommer fra en almengymnasial eller erhvervsgymnasial uddannelse, og alt efter hvilken uddannelse de påbegynder. Generelt er de unge, der har gået på en erhvervsgymnasial uddannelse, lidt hurtigere til at påbegynde en videregående uddannelse end de, der har gået på det almene gymnasium. Det betyder, at de studerende er blevet yngre ved studiestart. Siden 2002 har medianalderen ved tilgang til en videregående uddannelse været faldende. Af tabel 6.3 ses medianalderen ved studiestart. Medianalderen er den midterste observation. Det betyder, at halvdelen ved studiestart er yngre end den angivne alder og halvdelen ældre. Medianalderen for de studerende, der påbegyndte en kort videregående uddannelse i 2005 var 23,4 år. Der er hermed tale om et lille fald i de studerendes alder siden 2002, hvor de studerendes medianalder var 23,8 år. For de studerende på professionsbacheloruddannelserne var medianalderen 23,7 år ved studiestart i 2005, hvilket er et fald i forhold til 2002, hvor den var 24,0 år. På universitetsbacheloruddannelserne havde de studerende en medianalder på 21,6 år ved studiestart i 2005 mod 21,9 år i 2002. På trods af at størstedelen af de studerende på de korte og mellemlange uddannelser er i starten af 20’erne ved studiestart, er der en relativt stor andel af de studerende, der har en meget høj alder ved studiestart (figur 6.1). Den høje alder ved studiestart skyldes blandt andet, at kun 38 % på de korte videregående uddannelser og 49 % på de mellemlange videregående uddannelser kommer direkte fra en studieforberedende uddannelse. Resten har en anden afbrudt eller fuldført uddannelse bag sig. Mange af de nye studerende har således været i gang tidligere og er studieskiftere. Tabel 6.3. De studerendes
medianalder ved
studiestart
Figur 6.1. Antal studerende
fordelt på alder
ved studiestart, 2005 6.3 Fuldførelse, frafald og adfærd efter frafaldPå de videregående uddannelser fuldfører cirka 70 %. Af dem, der ikke fuldfører, påbegynder størstedelen en ny uddannelse. Fuldførelsesprocenter er et mål for andelen af elever, der har påbegyndt en uddannelse det aktuelle år, og som ender med at fuldføre uddannelsen. På de korte videregående uddannelser ligger fuldførelsesprocenten på 70 %. Lidt højere er fuldførelsesprocenten på professionsbacheloruddannelserne, nemlig 75 %. På universitetsbacheloruddannelserne ligger fuldførelsesprocenten på 68 %. På kandidatuddannelserne fuldfører 73 % (tabel 6.4). I 2005 blev 5.400 færdige med en kort videregående uddannelse, 15.300 afsluttede en professionsbacheloruddannelse og 10.500 en universitetsbacheloruddannelse. Næsten alle, der afslutter en universitetsbacheloruddannelse, fortsætter direkte på en kandidatuddannelse. I 2005 opnåede 11.500 studerende en kandidatgrad. Af de studerende, der afbryder en kort videregående uddannelse, forventes lidt over halvdelen (54 %) at påbegynde en ny uddannelse. Dette er syv procentpoint mere end i 2000. Det er særligt de erhvervsfaglige og mellemlange videregående uddannelser, de skifter til (tabel 6.5). Knap seks ud af ti studerende, som afbryder deres uddannelse til professionsbachelor, påbegynder en ny uddannelse. Også for denne gruppe er det særligt de erhvervsfaglige og mellemlange videregående uddannelser, der er populære. Af studerende, som afbryder en universitetsbacheloruddannelse, forventes 68 % at påbegynde en ny uddannelse. Knap halvdelen af denne gruppe forventes at påbegynde en mellemlang videregående uddannelse. Kun 19 % af dem, som har afbrudt en kandidatuddannelse, forventes at påbegynde en ny uddannelse. Størstedelen påbegynder en mellemlang videregående uddannelse. Denne gruppe har dog i forvejen som regel en afsluttet bacheloruddannelse. I figur 6.2 ses, hvilke uddannelser de studerende påbegynder efter at have afbrudt en videregående uddannelse. Tabel 6.4. Fuldførelsesprocenter,
antal studerende,
der fuldfører
uddannelsen, og antal
studerende, der afbryder
uddannelsen undervejs Tabel 6.5. Adfærd efter
afbrudt uddannelse
– andelen, som inden for
ti år forventes at påbegynde
en ny uddannelse Figur 6.2. Adfærd efter
afbrudt uddannelse
– andelen, som inden for
ti år forventes at påbegynde
en ny uddannelse,
2005 6.4 Fuldførelsestider og alder ved fuldførelseStuderende på de korte videregående uddannelser samt professionsbachelorstuderende er bedre til at fuldføre uddannelsen på normeret tid sammenlignet med universitetsbachelorstuderende. På de korte videregående uddannelser har den gennemsnitlige fuldførelsestid i perioden 2000-2005 ligget næsten konstant på cirka to år. I 2005 var den 2,1 år (tabel 6.6). De hurtigste 25 % gennemførte uddannelsen på knap to år, mens de langsomste 10 % var tre år om at gennemføre. Stort set alle fuldfører på normeret tid, og spredningen viser variationen i længden på de normerede studietider. Nogle uddannelser er på knap to år, mens de længste er på fire år (eksempelvis politiuddannelsen). For professionsbachelorerne har den gennemsnitlige fuldførelsestid ligeledes ligget forholdsvist stabilt i den viste periode. I 2005 var de studerende i gennemsnit 3,7 år om at fuldføre. For denne gruppe gennemførte de hurtigste 25 % på 3,3 år, mens de langsomste 10 % var 4,8 år om at gennemføre. Også her svinger studietiderne fra 3,5 år til 4,5 år. Der er således en lille gruppe, som er længere tid om at fuldføre deres studier. Universitetsbachelorerne var i 2005 3,4 år om at fuldføre. Fra 2000 til 2004 lå den gennemsnitlige fuldførelsestid på 3,5 år. De hurtigste 25 % gennemførte på 2,8 år5, mens de langsomste 10 % gennemførte på knap fem år. I gennemsnit er de studerende næsten et halvt år forsinket på deres uddannelse. På kandidatuddannelserne var de studerende i gennemsnit 3,4 år om at fuldføre, hvilket er på niveau med årene 2000-2004. De 25 % hurtigste kandidater gennemførte på 2,3 år, mens de langsomste 10 % var 5,6 år om at gennemføre. Da kandidatuddannelserne er toårige, er det her, de største forsinkelser i forhold til normeret tid ses. De danske studerende har traditionelt haft en høj alder ved studiets fuldførelse, og alderen har været stigende. Det ser dog ud til, at tendensen er ved at vende på nær for universitetsbachelorerne, hvor alderen har ligget konstant. I 2005 var de studerende, der fuldførte en kort videregående uddannelse, 25,8 år. De var dermed lidt yngre end i 2000-2001, hvor alderen lå på godt 26 år (figur 6.3). De studerende, der fuldførte en professionsbacheloruddannelse, var efter et lille fald i 2005 27,3 år, mens de studerende på universitetsbacheloruddannelserne med 25,2 år var godt to år yngre. Fra 2000 og frem til 2005 er de studerende på kandidatuddannelserne generelt blevet lidt ældre ved uddannelsens afslutning. Fra at være 27,8 år ved uddannelsens afslutning i 2000, steg alderen til 28,6 i 2004. I 2005 var alderen faldet marginalt til 28,5 år. Tabel 6.6. Gennemsnitlig
fuldførelsestid i antal år Figur 6.3. Medianalder
ved fuldførelse 6.5 International mobilitetInden for de videregående uddannelser kommer der flere studerende til Danmark, end der er danske studerende, der tager ud. Det gælder både for studerende på udvekslingsophold og for studerende, der tager en hel uddannelse i udlandet. Danske studerende har mulighed for at gennemføre en uddannelse i udlandet. Det kan enten ske gennem et studieeller praktikophold i udlandet som et led i en dansk uddannelse (udvekslingsstuderende) eller ved, at de studerende gennemfører en hel uddannelse i udlandet. På samme måde har udenlandske studerende mulighed for at komme på et studie- eller praktikophold i Danmark, eller de kan gennemføre en hel dansk uddannelse. Udvekslingsopholdene for studerende på de videregående uddannelser varer normalt tre til 12 måneder og er meritgivende. Det vil sige, at de fag, der gennemføres i udlandet, godskrives i den danske uddannelse, så udlandsopholdet ikke bliver studietidsforlængende. Mange studerende på de videregående uddannelser tager på et udvekslingsophold med støtte fra et internationalt uddannelsesprogram som Erasmus eller Nordplus. I 2005 gjaldt det for cirka 45 % af samtlige danske udvekslingsstuderende. Andre tog af sted med støtte fra deres uddannelsesinstitution, fra private fonde eller med egen finansiering. Over 75 % af de udenlandske udvekslingsstuderende kom til Danmark via et internationalt udvekslingsprogram. I 2005 gennemførte 4.744 danske studerende et studie- eller praktikophold i udlandet som led i en dansk videregående uddannelse. Samme år gennemførte 6.479 udenlandske studerende et udvekslingsophold i Danmark. Størstedelen af de udvekslingsstuderende læste på en lang videregående uddannelse (tabel 6.7). Som det ses i figur 6.4 steg antallet af danske udvekslingsstuderende fra 4.326 i 2000 til 4.785 i 2003. Herefter faldt antallet til 4.606 i 2004, hvorefter det steg lidt til 4.744 i 2005. Stigningen fra 2004 til 2005 skyldes dog, at de korte videregående uddannelser tæller med fra 2005. Såfremt de korte videregående uddannelser ikke talte med, ville der i stedet være tale om status quo. Universiteterne sender flest studerende ud. De fem lande, der modtog flest danske udvekslingsstuderende, var USA, der modtog 15 % af samtlige studerende i udlandet, Storbritannien (10 %), Tyskland (9 %), Spanien (8 %) og Frankrig (7 %). I samme periode har antallet af udenlandske udvekslingsstuderende i Danmark udvist en stigende tendens. Fra 2000 til 2005 steg antallet af udenlandske udvekslingsstuderende således støt fra 3.849 til 6.479. Universiteterne modtog knap tre fjerdedele af alle de udenlandske udvekslingsstuderende. De fleste udenlandske udvekslingsstuderende kom fra Tyskland (12 %), Frankrig (11 %), Spanien (11%), Italien (8 %) og USA (15 %). Siden 2002 er der kommet flere udenlandske udvekslingsstuderende til Danmark, end der er danske udvekslingsstuderende i udlandet. Mens nogle studerende vælger at læse en del af deres uddannelse i udlandet, vælger andre at tage en hel uddannelse i udlandet. I 2005 var i alt 3.523 danske studerende i gang med en hel videregående uddannelse i udlandet med Statens Uddannelsesstøtte (SU). Siden 2000 er antallet faldet med 17 %. Hovedparten af de danske studerende tager til et andet europæisk land, mens 18 % tager til lande uden for Europa (tabel 6.8). England var det foretrukne land for udlandsstudier, og hele 43 % af de danske studerende valgte et ophold her. 10 % var i Sverige, 9 % i henholdsvis Norge og USA og 5 % Tyskland. Samtidig med at antallet af danske studerende på en hel uddannelse i udlandet er faldet, er der sket en stigning i antallet af udenlandske studerende på en hel uddannelse i Danmark. I 2005 var i alt 5.342 udenlandske studerende i gang med en hel dansk videregående uddannelse. Hertil kom 224 udenlandske ph.d.-studerende. Hovedparten af de udenlandske studerende læser på uddannelser, der udbydes på engelsk, bortset fra studerende fra de nordiske lande (figur 6.5). I 2005 kom der cirka en tredjedel flere udenlandske studerende til Danmark, end der var danske studerende i udlandet for at gennemføre en hel uddannelse. De fleste udenlandske studerende kom fra Kina (20 %), Norge (17 %), Island (11 %), Sverige (10 %) og Tyskland (5 %). Tabel 6.7. Antal studerende
på udvekslingsophold,
2005 Figur 6.4. Antal danske
studerende på
udvekslingsophold i
udlandet samt antal
udenlandske studerende
på udvekslingsophold i
Danmark Tabel 6.8. Danske studerende
på en hel uddannelse
i udlandet Figur 6.5 Udenlandske
studerende på hele
uddannelser i Danmark 6.6 De studerendes indkomstI 2005 modtog 87 % af de 18-29-årige studerende på ikke-lønnede uddannelser stipendier fra Statens Uddannelsesstøtte. Herudover havde 82 % lønnet arbejde, mens 36 % supplerede deres indkomst med et studielån. 90 % havde anden indkomst i form af eksempelvis renteindtægter, børnepenge og boligsikring. De studerende kan være enten lønnede, delvist lønnede eller ikke-lønnede under uddannelse. De lønnede uddannelser omfatter blandt andet erhvervsfaglige hovedforløb samt uddannelsen til social- og sundhedshjælper, mens delvist lønnede uddannelser blandt andet omfatter professionsbacheloruddannelserne til pædagog og sygeplejerske. Langt størstedelen af de studerende går på en ikke-lønnet uddannelse, hvilket omfatter de gymnasiale uddannelser, erhvervsfaglige grundforløb samt de fleste videregående uddannelser. I dette afsnit ses der kun på de 18-29- årige studerende ved ikke-lønnede uddannelser. Tabel 6.9 viser, hvor stor en andel af de 18-29-årige studerende på ikke-lønnede uddannelser der i perioden 2000-2005 modtog de forskellige indkomsttyper. I 2005 modtog 91 % af de studerende offentlige overførselsindkomster. Heraf modtog langt størstedelen (87 %) stipendier fra Statens Uddannelsesstøtte, mens 7 % modtog arbejdsmarkedsydelser, 3 % modtog kontanthjælp, og 1 % modtog revalideringsydelser. 82 % arbejdede ved siden af studiet, mens 90 % havde anden indkomst i form af eksempelvis renteindtægter, børnepenge og boligsikring. Andelen af studerende med studielån er siden 2002 faldet fra 42 % til 36 % i 2005. I tabel 6.10 ses, hvor stor en andel af de studerende på de videregående uddannelser der modtager stipendier, løn og studielån. På de korte videregående uddannelser modtog 84 % stipendier i 2005, mens henholdsvis 90 % og 92 % modtog stipendier på professionsbachelor- og universitetsbacheloruddannelserne. På kandidatuddannelserne modtog en andel på 81 % stipendier. Andelen, der modtager stipendier, har siden 2000 ligget stabilt på universitetsbacheloruddannelserne, mens andelen på de øvrige videregående uddannelser er faldet mellem 3 og 4 procentpoint siden 2002. Generelt har andelen af studerende, der arbejder ved siden af studiet, ligget forholdsvist stabilt siden 2000. Fra 2004 til 2005 steg andelen dog på de korte videregående uddannelser fra 76 % til 80 %. Andelen af studerende, der supplerer deres indkomst med studielån, er uanset uddannelse faldet siden 2002. Selv om en faldende andel af de studerende optager studielån, er det gennemsnitlige beløb, der optages, steget uanset uddannelse. Som eksempel lånte de studerende på professionsbacheloruddannelserne 25.600 kroner i gennemsnit i 2005 mod 21.300 kroner i gennemsnit i 2000 (figur 6.6). Siden 2000 er der generelt sket en stigning i de studerendes gennemsnitlige bruttoindkomst, som er den samlede indkomst minus studielån. Studerende ved de korte videregående uddannelser oplevede dog et lille fald fra 2000 til 2001, mens studerende på universitetsbachelor- og kandidatuddannelserne oplevede et lille fald fra 2001 til 2002 (tabel 6.11). I figur 6.7 er den procentvise udvikling i den gennemsnitlige bruttoindkomst afbildet sammen med udviklingen i forbrugerprisindekset. For studerende på professionsbacheloruddannelserne har den gennemsnitlige bruttoindkomst i hele perioden ligget over stigningen i forbrugerprisindekset. Derimod lå den gennemsnitlige bruttoindkomst for studerende ved de korte videregående uddannelser fast fra 2000 til 2002, hvorefter den steg frem til 2005, hvor den for første gang i den viste periode lå over forbrugerprisindekset. For studerende på universitetsbacheloruddannelserne lå den gennemsnitlige bruttoindkomst fast fra 2001 til 2003, hvor den igen begyndte at stige. Stort set samme udvikling ses for studerende ved de delte kandidatuddannelser, omend der her var tale om et fald fra 2001 til 2002. Tabel 6.9. Andel af 18-
29-årige studerende på
ikke-lønnede uddannelser,
der modtager de
pågældende indkomster Tabel 6.10. Andel af 18-
29-årige studerende på
ikke-lønnede uddannelser,
der modtager de
pågældende indkomster Figur 6.6. Gennemsnitligt
studielån for 18-29-årige
studerende på ikke-lønnede
uddannelser, der
modtager studielån,
løbende priser Tabel 6.11. Gennemsnitlig
bruttoindkomst for
18-29-årige studerende
på ikke-lønnede uddannelser,
løbende priser Figur 6.7. Procentvis
udvikling i den gennemsnitlige
bruttoindkomst
for 18-29-årige studerende
på ikke-lønnede
uddannelser Fodnoter kapitel 65) Svarer til normeret tid på tre år, da de studerende som regel starter i september og afslutter i juni.
7 Tidsforbrug fra afsluttet 9. klasse til opnåelse af erhvervskompetenceI gennemsnit bruger danskerne 4,2 år mere end den samlede normerede studietid efter afsluttet 9. klasse på at opnå en erhvervskompetencegivende uddannelse. Ofte bruges der længere tid på at opnå en erhvervskompetencegivende uddannelse, end uddannelsen er normeret til. Dette skyldes, at de studerende kan foretage omvalg, og at der kan holdes pauser under studierne, ligesom enkelte vælger at tage mere end en ungdomsuddannelse. I tabel 7.1 ses den samlede tid, de studerende bruger på at opnå en erhvervskompetencegivende uddannelse. Den samlede normerede studietid svarer til den lige vej fra afslutningen af 9. klasse til færdiggørelse af en erhvervskompetencegivende uddannelse. Normeret tid på en folkeskolelæreruddannelse svarer til tre år i gymnasiet og fire år på folkeskolelæreruddannelsen, det vil sige samlet syv år6. Det er ikke den eneste vej til en folkeskolelæreruddannelse, men den mest direkte. Endvidere ses det ekstra tidsforbrug, som de studerende bruger efter afsluttet 9. klasse. I det ekstra tidsforbrug indgår: 1) studieskift, som henviser til den tid, der er brugt på et ikke afsluttet studieforløb, 2) dobbelt ungdomsuddannelse, som betegner den tid, der er brugt på en ny ungdomsuddannelse efter anden fuldført ungdomsuddannelse, 3) uddannelsespause, som henviser til den tid, der ikke er brugt i uddannelse, for eksempel arbejde, værnepligt og rejseaktivitet, 4) 10. klasse, da 10. klasse er frivillig, samt 5) resttiden, som hovedsagelig dækker forlænget studietid. En gennemsnitsstuderende bruger 9,5 år efter 9. klasse på at opnå en uddannelse. Her bruges 5,3 år på normeret studietid og 4,2 år på ekstra tidsforbrug. Den største del af det ekstra tidsforbrug er uddannelsespause, der udgør 2,5 år. Studieskift, 10. klasse og resttid udgør i gennemsnit hver 0,5 år og dobbelt ungdomsuddannelse 0,3 år. Det gennemsnitlige tidsforbrug på studieskift og 10. klasse er næsten uafhængigt af, hvilke uddannelser der opnås, mens andre typer af tidsforbrug varierer med valg af uddannelse. Uddannelsespausen er længst for erhvervsuddannelserne, de korte videregående uddannelser og professionsbacheloruddannelserne, mens universitetsuddannelserne har de korteste pauser. På de erhvervsfaglige uddannelser bruges i gennemsnit 3,7 år på normeret studietid. Derudover bruges yderligere 4,1 år på at færdiggøre uddannelsen. Dobbelt ungdomsuddannelse er naturligt mest udbredt på erhvervsuddannelserne, da mange vælger at tage både en gymnasial og en erhvervsfaglig uddannelse. Universitetsbachelorerne har med 3,4 år det mindste ekstra tidsforbrug. Her er uddannelsespausen også den korteste. Det skal nævnes, at der her kun medtælles de studerende, som ikke fortsætter på en kandidatuddannelse. Langt de fleste fortsætter på en kandidatuddannelse og er således opgjort under denne kategori. Kandidater har med 5,1 år det længste ekstra tidsforbrug. Uddannelsespausen er mindre end gennemsnittet, men specielt resttiden, som især dækker studietidsforsinkelse, er med næsten to år i gennemsnit langt højere end på andre uddannelser. I figur 7.1 er de studerendes ekstra tidsforbrug på opnåelse af erhvervskompetence afbildet. Tabel 7.1. Tidsforbrug
fra afsluttet 9. klasse til
opnåelse af erhvervskompetence Figur 7.1. De studerendes
ekstra tidsforbrug
på opnåelse af erhvervskompetence,
år Fodnoter kapitel 76) I praksis lidt under syv år, da de fleste uddannelser starter i august/september og afsluttes i juni.
8 Voksen- og efteruddannelseAndelen, der deltager i aktiviteter inden for voksen- og efteruddannelse, er steget. I 2006 havde godt hver fjerde (26 %) i den danske arbejdsstyrke i alderen 25-64 år deltaget i en voksen- og efteruddannelsesaktivitet (VEU-aktivitet) inden for de seneste fire uger før undersøgelsestidspunktet. Dette er en lidt højere andel end i 2004 og 2005, men væsentligt højere sammenlignet med 2003, hvor den tilsvarende andel lå på 14 % (figur 8.1). I sammenligning med Finland, Norge og Frankrig er omfanget af VEU-aktiviteter størst i Danmark (tabel 8.1). Voksen- og efteruddannelserne (VEU) er af meget forskellig varighed. For at få et ensartet begreb måles aktiviteten ved at omregne til årselever. En årselev svarer til en fuldtidselev i løbet af et år. Som eksempel udgør en årselev i arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU) i alt 1.480 timer per år, mens en årselev inden for danskundervisning for udlændinge udgør 756 timer. Fra 2003 til 2004 faldt aktiviteten med cirka 4.000 årselever. I tabel 8.2 ses to modsatrettede bevægelser: En stigning i aktiviteten på videregående niveau (for eksempel diplom- og masteruddannelser) og et stærkt fald i aktiviteten inden for danskundervisning for udlændinge. I figur 8.2 er ovenstående udvikling afbildet grafisk. Figur 8.1. Andel af
arbejdsstyrken i alderen
25-64 år, der har deltaget
i VEU-aktiviteter inden
for de seneste fire uger Tabel 8.1. Andel af
arbejdsstyrken i alderen
25-64 år, i udvalgte EUlande,
der har deltaget i
VEU-aktiviteter inden for
de seneste fire uger Tabel 8.2. Årselever i
offentlig VEU, samlet og
fordelt på VEU-typer Figur 8.2. Årselever i
offentlig VEU, samlet og
fordelt på VEU-typer
9 ResultaterDer er flere måder, hvorpå man kan se på befolkningens uddannelsesniveau. Her præsenteres to: Ved hjælp af opgørelser af det opnåede uddannelsesniveau i befolkningen og ved hjælp af fremskrivninger af nuværende adfærd på kommende populationer. De to metoder bruges til forskellige formål. Opgørelser af det opnåede uddannelsesniveau kan bruges til sammenligninger og status for den nuværende situation. Men når man ser på nuværende populationer, er der som oftest sket mange ændringer, siden de startede i uddannelsessystemet. Hvis man vil vide noget om den nuværende adfærds betydning frem i tid, er fremskrivninger anvendelige. Her får vi et billede af, hvordan fremtiden bliver, hvis den adfærd, som vi kender i dag, fortsætter. I dette kapitel belyses befolkningens uddannelsesniveau først ved at sammenligne befolkningens uddannelsesniveau i Danmark med niveauet i øvrige OECD-lande, dernæst ved at se på, hvilken højeste uddannelse personer i arbejdsstyrken har. Disse to opgørelser bygger på det uddannelsesniveau, befolkningen har opnået, men er på grund af forskellige opgørelsesmetoder ikke direkte sammenlignelige. Efter disse vises en fremskrivning af, hvilket uddannelsesniveau de nuværende ungdomsårgange forventes at have om 25 år, såfremt de uddanner sig i overensstemmelse med studieadfærden i 2005. 9.1 Andel med mindst en ungdomsuddannelse i Danmark og udvalgte landeI OECD-landene er der forskel på, hvor stor en del af de forskellige generationer, der har mindst en ungdomsuddannelse. Generationsforskellene er med til at fortælle om udviklingen i uddannelsesniveauet i de forskellige lande. I Danmark havde 87 % af de 25-34- årige i 2005 mindst en ungdomsuddannelse, mens der for gruppen af 35-44- årige var tale om 83 %. Dermed havde 13 % af de 25-34-årige og 17 % af de 35-44-årige ingen uddannelse ud over grundskolen. Af de 45-54-årige samt de 55-64-årige havde henholdsvis 78 % og 75 % mindst en ungdomsuddannelse. Dette svarer til, at 22 % af de 45-54- årige og 25 % af de 55-64-årige ikke havde uddannelse ud over grundskolen (tabel 9.1). Tallene er på grund af forskellige metoder ikke umiddelbart sammenlignelige med tallene i afsnit 9.2 og 9.3 (se indledning til kapitlet). Andelen med mindst en ungdomsuddannelse er for alle fire aldersgrupper højere end gennemsnittet i OECD. I OECD-landene havde 79 % af de 25-34-årige og 71 % af de 35-44-årige mindst en ungdomsuddannelse. For gruppen af 45-54-årige var der tale om 64 %, mens OECD-gennemsnittet for de 55-64-årige lå på 54 %. Som det ses af tabellen er der dog stor spredning blandt OECD-landene. Tabel 9.1. Andel med
mindst en ungdomsuddannelse,
i Danmark og
udvalgte OECD-lande,
2005 I figur 9.1 er andelene med mindst en ungdomsuddannelse afbildet for to forskellige aldersgrupper. Landene er vist faldende efter andelen af 25-34-årige med mindst en ungdomsuddannelse. Blandt de 25-34-årige ligger Danmark placeret i den øverste tredjedel sammen med blandt andet Korea, Finland og Sverige. Forskellen mellem de 25-34-årige og 55-64-årige er generelt lidt mindre blandt de lande, hvor flest 25-34-årige har mindst en ungdomsuddannelse. Som det fremgår af figuren, skiller Korea sig dog ud med en stor forskel mellem andelene for de to generationer med mindst en ungdomsuddannelse. Figur 9.1. Andel med mindst en ungdomsuddannelse i Danmark og udvalgte OECD-lande, 2005 Note 1: UK og Østrig medtager nogle korte, erhvervsrettede ungdomsuddannelser. Kilde: Education at a Glance, 2007. 9.2 Arbejdsstyrken fordelt efter højeste fuldførte uddannelseArbejdsstyrken talte 2,67 mio. personer i 2005. Det er generelt for denne gruppe, at uddannelsesniveauet er steget. Arbejdsstyrken består af personer i alderen 15-69 år, som enten er i beskæftigelse eller ledige. Studerende, der er tilmeldt en fuldtidsuddannelse, og som arbejder mindre end 28 timer om ugen, tæller ikke med i arbejdsstyrken. I 2005 talte arbejdsstyrken 2,67 mio. personer, hvilket svarer til 70 % af den samlede befolkning i alderen 15-69 år. Der er i perioden 2000-2005 sket et fald på cirka 30.000, som er til rådighed for det danske arbejdsmarked (tabel 9.2). Hver fjerde i arbejdsstyrken, svarende til 675.900 personer, har grundskolen som højeste fuldførte uddannelse. 39 %, svarende til 1,04 mio. personer, har en erhvervsfaglig uddannelse, og en andel på 29 % af arbejdsstyrken, svarende til 760.100 personer, har en videregående uddannelse. I tabel 9.2 er den procentvise fordeling afbildet. Generelt har arbejdsstyrken fået et højere uddannelsesniveau. Som i forrige afsnit skyldes denne ændring primært generationsforskelle. De nyere årgange på arbejdsmarkedet er bedre uddannet end de årgange, der i disse år går på pension. Fra 2000 til 2005 har der været et fald fra 29 % til 25 % i andelen med grundskolen som højeste fuldførte uddannelse. Dette svarer til et fald på 93.100 personer. I samme periode har andelen med en gymnasial uddannelse ligget konstant på godt 7 %, mens andelen med en erhvervsfaglig uddannelse har ligget på 39-40 %. Den samlede andel med en videregående uddannelse er steget fra godt 24 % til knap 29 %. I figur 9.2 er det afbildet, hvordan arbejdsstyrken fordeler sig på højeste fuldførte uddannelse. Tabel 9.2. Arbejdsstyrken
(15-69-årige) opgjort
på højeste fuldførte
uddannelse Figur 9.2. Arbejdsstyrken
(15-69-årige) opgjort på
højeste fuldførte uddannelse
i 2005, procent 9.3 De kommende ungdomsårgange81 % af de unge forventes at få en ungdomsuddannelse, 76 % vil opnå erhvervskompetence, det vil sige en erhvervsuddannelse eller en videregående uddannelse. Det er regeringens mål, at 95 % af en ungdomsårgang i 2015 skal opnå en ungdomsuddannelse, og 50 % skal opnå en videregående uddannelse. For at holde øje med disse mål fremskrives hvert år, hvordan de kommende årgange vil uddanne sig. Fremskrivningen viser, hvordan de nye ungdomsårgange vil uddanne sig i løbet af 25 år efter afsluttet 9. klasse, når uddannelsessystemet og uddannelsesadfærden i alle disse år antages at være som i år 2005. I figur 9.3 ses resultatet af fremskrivningen for, hvordan en ungdomsårgang vil uddanne sig i løbet af 25 år. Figuren viser en ungdomsårgangs forventede veje gennem uddannelsessystemet på baggrund af kendt adfærd i 2005. Af de elever som i 2005 forlader grundskolen, forventes næsten 56 % at påbegynde gymnasiet, næsten 40 % at påbegynde en erhvervsuddannelse og knap 5 % aldrig at påbegynde en uddannelse. Det vil sige, at 95 % forventes at fortsætte på en ungdomsuddannelse. Kun godt 81 % fuldfører en ungdomsuddannelse. Det vil sige, at en del falder fra undervejs. Hvis man medtæller de personer, som ikke tager en ungdomsuddannelse, men via erhvervskompetence og hf-enkeltfag kvalificerer sig til en videregående uddannelse og fuldfører den, opnår godt 85 % mindst en ungdomsuddannelse. Af hele årgangen vil cirka 53 % få en gymnasial uddannelse og næsten 38 % en erhvervsuddannelse. I begge kategorier får knap 10 % begge uddannelser. Tre ud af fire (76 %) ender med en erhvervskompetencegivende uddannelse. Det vil sige en erhvervsfaglig uddannelse eller en videregående uddannelse som højeste fuldførte uddannelse. 33 % forventes at få en erhvervsfaglig uddannelse. Denne andel fordeler sig med 8 % på merkantil, 17 % på teknisk og 8 % på anden erhvervsfaglig uddannelse (hovedsagelig social- og sundhed). Knap 44 % ender med en videregående uddannelse – heraf 6 % med en kort videregående uddannelse (KVU), 23 % med en mellemlang videregående uddannelse (MVU) og 15 % med en lang videregående uddannelse (LVU). Det er ikke alle, der får en uddannelse. Samlet set ender knap 15 % uden nogen form for uddannelse efter grundskolen, mens godt 9 % ender med studiekompetence, det vil sige primært en gymnasial uddannelse. Tabel 9.3 og tabel 9.4 viser fremskrivninger af ungdomsårgangene i perioden 1990-2005, først på ungdomsuddannelse og dernæst på den højeste fuldførte uddannelse. Det ses, at særligt andelene med gymnasiale uddannelser steg markant frem til cirka 1995. Siden har stigningen været mindre, mens andelen med erhvervsfaglige uddannelser er faldet en smule. Når man ser på de endelige kompetencer 25 år efter 9. klasse, er andelen, der opnår en uddannelse, steget kraftigt i perioden 1990-2000 for derefter at stagnere (tabel 9.4). Figur 9.3. Uddannelsesprofil
2005  Kilde: UNI•C Statistik & Analyse Tabel 9.4. Endelige
uddannelseskompetencer BagsideTal der taler 2007 giver et overblik over det danske uddannelsessystems opbygning og beskriver i tal udviklingen inden for hovedparten af de forskellige uddannelsesområder. Uddannelsessystemet ændrer sig løbende i takt med nye generationer og nye krav fra arbejdsmarkedet. I publikationen præsenteres en række nøgletal i tabeller og grafer, der viser, hvilke veje udviklingen går. Publikationen belyser primært udviklingen med danske tal suppleret med tilsvarende tal fra udvalgte lande.
|
|
|
Til sidens top |
Kilde: UNI•C.
Kilde: UNI•C.
Kilde: UNI•C Statistik & Analyse.
