3 Økonomi

3.1 Samlede offentlige udgifter til uddannelse

I 2006 omfattede de samlede offentlige udgifter til uddannelse 126,6 mia. kr., svarende til 7,7 % af bruttonationalproduktet. Fra 2000 til 2004 steg udgifterne både i faste priser og som andel af bruttonationalproduktet

De samlede offentlige udgifter til uddannelse omfattede i 2006 i alt 126,6 mia. kr. svarende til 7,7 % af bruttonationalproduktet (BNP). I perioden 2000-2006 steg udgifterne til uddannelse med godt 6 % i faste priser. Da stigningen i BNP har været større end stigningen i de samlede offentlige udgifter til uddannelse, faldt de samlede udgifter til uddannelse i procent af BNP fra 2004 til 2006 (tabel 3.1).

Den største andel af udgifterne til uddannelse går til grundskolen, som med en stigning på godt 16 % fra 2000 til 2006 samtidig har oplevet den største stigning i udgifterne. Grundskoleområdets udgifter beløb sig i 2006 til i alt 56,9 mia. kr. Kategorien inkluderer folkeskoler, frie grundskoler, efterskoler, ungdomsskoler mv.

Udgifterne til ungdomsuddannelserne steg fra 22,2 mia. kr. i 2000 til 24,1 mia. kr. i 2006, hvilket svarer til en stigning på knap 8 %. Heri indgår en vækst på 14 % i udgifterne til stipendier.

Udgifterne til videregående uddannelse steg fra 2000 til 2006 med 2,3 %. I alt blev der i 2006 brugt 25,6 mia. kr. til videregående uddannelse.

Kategorien ”Voksenuddannelse mv.” inkluderer udgifter til voksenuddannelse, danskundervisning for indvandrere, produktionsskoler, folkeoplysning, folkehøjskoler samt statens udgifter til voksen- og efteruddannelse. Udgifterne hertil udgjorde i 2006 i alt 15,6 mia. kr.

I figur 3.1 er udviklingen i de offentlige udgifter til de forskellige uddannelsesniveauer afbildet grafisk.

Tabel 3.1. Offentlige udgifter til uddannelse fordelt efter uddannelsesniveau

Anm.: Beløbene for 2004-2006 er foreløbige.
Note 1: SU: Statens Uddannelsesstøtte.
Kilde: Danmarks Statistik samt finanslove.

Figur 3.1. Udviklingen i de offentlige udgifter fordelt på uddannelsesniveau, mia. kr. i 2006- priser

Kilde: Danmarks Statistik samt finanslove.

3.2 Offentlige udgifter til uddannelse i procent af samlede offentlige udgifter i Danmark og udvalgte lande

I 2004 udgjorde de offentlige udgifter til uddannelse 15,3 % af samlede offentlige udgifter. Det er lidt over gennemsnittet i OECD.

Udgifterne i denne opgørelse omfatter alle offentlige udgifter til uddannelse, det vil sige inklusive uddannelsesstøtte mv.

I Danmark blev der i 2004 brugt 15,3 % af de samlede offentlige udgifter til uddannelse (tabel 3.2). Det placerer Danmark lidt over OECD-gennemsnittet på 13,4 %, mens lande som New Zealand, Norge og Korea brugte en større andel af de samlede offentlige udgifter til uddannelse (17-21 %).

De offentlige udgifter til grundskole og ungdomsuddannelse udgjorde i 2004 8,9 % af de samlede offentlige udgifter i Danmark. Dette er lidt mindre end det tilsvarende OECD-gennemsnit på 9,2 %. I nogle lande er udgifterne til grundskole og ungdomsuddannelse noget højere end i Danmark. Det gælder for blandt andet New Zealand (15,1 %), Korea (12,7 %) og Island (11,8 %).

Offentlige udgifter til videregående uddannelse udgjorde 4,6 % af de samlede offentlige udgifter i Danmark i 2004. Dermed ligger Danmark over det tilsvarende OECD-gennemsnit på 3,1 %. Det er kun New Zealand (4,9 %) og Norge (5,3 %), der bruger større andele på videregående uddannelse end Danmark. De høje udgifter til videregående uddannelse i Danmark kan delvist tilskrives de relativt høje udgifter til finansiel støtte.

Udgifternes fordeling mellem uddannelsesniveauerne afspejler til dels befolkningens sammensætning.

Figur 3.2 viser de samlede offentlige udgifter til uddannelse i forhold til de samlede offentlige udgifter.

Tabel 3.2. Offentlige udgifter til uddannelse i procent af de samlede offentlige udgifter i Danmark og udvalgte OECD-lande, 2004

Anm.: Udgifterne i denne opgørelse omfatter alle offentlige udgifter til uddannelse, det vil sige inklusive uddannelsesstøtte mv.
Note 1: Summen af de viste uddannelsesniveauer svarer ikke altid til tallet for ”Alle uddannelser”, idet ikke alle udgifter indgår i de to foregående kolonner. Kilde: Education at a Glance, 2007.

Figur 3.2. Samlede offentlige udgifter til uddannelse (alle uddannelser) i forhold til samlede offentlige udgifter i Danmark og udvalgte OECD-lande, 2004, procent

Anm.: Udgifterne i denne opgørelse omfatter alle offentlige udgifter til uddannelse, det vil sige inklusive uddannelsesstøtte mv.
Kilde: Education at a Glance, 2007.

3.3 Samlede offentlige og private udgifter til uddannelsesinstitutioner i Danmark og udvalgte lande

Sammenlignet med andre lande bruger Danmark mange ressourcer til uddannelsesinstitutioner på alle niveauer. De samlede udgifter (offentlige og private) til uddannelsesinstitutioner i Danmark udgjorde i 2004 7,2 % af bruttonationalproduktet.

I Danmark lå de samlede private og offentlige udgifter til uddannelsesinstitutioner i 2004 på 7,2 % af bruttonationalproduktet (BNP). Det tilsvarende OECD-gennemsnit lå på 5,8 % (tabel 3.3). De samlede danske udgifter blev således kun overgået af Island (8,0 %) og USA (7,4 %).

Opgørelsen indeholder kun udgifter til uddannelsesinstitutioner, hvorfor udgifter til offentlige overførselsindkomster såsom Statens Uddannelsesstøtte ikke er inkluderet.

En overvejende del af landene bruger flest penge på grundskolen. Fordelingen af udgifterne mellem de forskellige uddannelsesniveauer afhænger dog også af demografien i det enkelte land.

I forhold til de øvrige lande ligger især udgifterne til førskole (børnehave og børnehaveklasse) samt grundskole højt i Danmark. Udgifterne til førskole udgjorde i 2004 0,9 % af BNP mod et gennemsnit i OECD på 0,5 %. For grundskolen udgjorde udgifterne i Danmark 3,0 % af BNP, mens OECDgennemsnittet lå på 2,5 %.

I 2004 udgjorde de danske udgifter til ungdomsuddannelse 1,3 % af BNP, hvilket også var gennemsnittet i OECD.

I Danmark lå udgifterne til de videregående uddannelser i 2004 på 1,8 % af BNP, mens gennemsnittet i OECD lå på 1,4 %. I Korea og USA lå udgifterne til videregående uddannelse højt med en andel på henholdsvis 2,3 % og 2,9 % af BNP.

De samlede private og offentlige udgifter til uddannelsesinstitutioner for alle niveauer viser en vis spredning mellem OECD-landene. Danmark er et af de lande, der bruger flest ressourcer i forhold til BNP (figur 3.3).

Tabel 3.3. Samlede offentlige og private udgifter til uddannelsesinstitutioner i procent af BNP i Danmark og udvalgte OECD-lande, 2004

Note 1: Førskole omfatter her børnehaveklasse samt børnehave for de 3-6-årige.
Note 2: Udgifterne til de videregående uddannelsesinstitutioner omfatter både undervisning, hjælpetjenester og forskning.
Note 3: Summen af de viste uddannelsesniveauer svarer ikke altid til tallet for ”Alle uddannelser”, idet ikke alle udgifter indgår i de foregående kolonner.
Note 4: Omfatter kun offentlige udgifter.
Note 5: Kolonne 2 refererer til 1.-6. klasse og kolonne 3 refererer til 7.-10. klasse og ungdomsuddannelser.
Kilde: Education at a Glance, 2007.

Figur 3.3. Samlede offentlige og private udgifter til uddannelsesinstitutioner, alle uddannelser, i procent af BNP i Danmark og udvalgte OECD-lande, 2004

Note 1: Omfatter kun offentlige udgifter.
Kilde: Education at a Glance, 2007.

3.4 Samlede offentlige og private udgifter per elev/studerende i Danmark og udvalgte lande

Sammenlignet med andre OECD-lande bruges der i Danmark mange ressourcer per elev i grundskolen og på ungdomsuddannelserne. I Danmark bruges der også mere per studerende på de videregående uddannelser end gennemsnittet for OECD.

Tabel 3.4. Samlede offentlige og private udgifter per elev/studerende per år i Danmark og udvalgte OECD-lande – omregnet ved hjælp af PPP1 i USD, 2004

Note 1: Omregnet til USD ved hjælp af PPP vil sige, at omregningskursen er justeret efter den reelle købekraft i landet.
Note 2: Udgiften er beregnet på basis af den teoretiske længde af både grundskole og ungdomsuddannelse per elev. Kolonnen er ikke en sum af de øvrige kolonner.
Note 3: Omfatter kun offentlige institutioner.
Kilde: Education at a Glance, 2007.

Der ses en relativt stor spredning i udgiften per elev på alle uddannelsesniveauer for OECD-landene. Eksempelvis bruges der fra cirka 2.000 USD til knap 9.000 USD per elev i 1.-6. klasse (figur 3.4).

Figur 3.4. Samlede offentlige og private udgifter i USD per elev i 1.-6. klasse, i Danmark og udvalgte OECD-lande, 2004

Note 1: Omfatter kun offentlige institutioner.
Kilde: Education at a Glance, 2007.

3.5 Offentlige udgifter til voksen- og efteruddannelse

Der findes voksen- og efteruddannelsestilbud inden for almene, erhvervsrettede og videregående uddannelser, som der ydes offentlige driftstilskud til. De offentlige driftstilskud til voksen- og efteruddannelse udgjorde i 2004 2,7 mia. kr.

I 2004 udgjorde de offentlige driftstilskud til voksen- og efteruddannelse (VEU) i alt 2,7 mia. kr.

Af de offentlige driftstilskud udgjorde driftstilskuddet til de almene uddannelsestilbud 1,1 mia. kr. i 2004 (tabel 3.5). De almene uddannelser omfatter forberedende voksenuddannelse (FVU), almen voksenuddannelse (AVU) samt de gymnasiale uddannelser (enkeltfag inden for hf, hhx, htx og stx).

Erhvervsrettet VEU er afgrænset til arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU) og EUD-enkeltfag mv. Driftstilskuddene hertil beløb sig i 2004 til 1,2 mia. kr., hvoraf godt 91 % gik til AMU.

De videregående uddannelser omfatter blandt andet enkeltfag ved korte, mellemlange og lange videregående uddannelser. Desuden findes der korte og mellemlange videregående uddannelser direkte under åben uddannelse, såsom merkonom- og datanomuddannelserne, samt uddannelser som meritlærer og meritpædagog eller diplom- og masteruddannelser. I 2004 omfattede driftstilskuddene til videregående uddannelse 0,4 mia. kr.

Fra 2000 til 2004 faldt de offentlige driftstilskud med 11 %, hvilket blandt andet skal ses i lyset af effektiviseringskrav som følge af institutionssammenlægninger, overgang til øget efterspørgselsstyring via deltagerbetaling, indførelse af tilskudslofter, takstharmonisering samt en ændret sammensætning af uddannelsesaktiviteten.

Der er forskellige muligheder for løntabsgodtgørelse under uddannelsen. Ud over driftstilskud i størrelsesordenen 2,7 mia. kr. i 2004 i forbindelse med gennemførelsen af VEU-aktiviteterne udbetales der således godtgørelse til deltagerne på i alt 1,6 mia. kr.

Det fremgår af tabel 3.6, hvordan reformerne på området har omlagt godtgørelsesmulighederne. Uddannelsesorloven og den såkaldte AMU-godtgørelse er afviklet, og der er indført en VEU-godtgørelse fra 2001.

Udgiften til VEU-godtgørelse på 1,3 mia. kr. i 2004 sigter mod personer, der deltager i erhvervsrettet VEU til og med erhvervsuddannelsesniveau, herunder AMU. Udgiften til VEUgodtgørelse udgør 77 % af de samlede løntabsgodtgørelsesudgifter. Statens Voksenuddannelsesstøtte (SVU) er delt i SVU-almen på 0,1 mia. kr., som sigter mod de almene uddannelser, og SVU-videregående på i alt 0,3 mia. kr. som tildeles personer, der søger voksenog efteruddannelse inden for de videregående uddannelser. Af figur 3.5 fremgår det, hvordan indtægterne fra deltagerbetaling fordeler sig på de tre typer VEU. Af den samlede deltagerbetaling på i alt 676 mio. kr. i 2004 (fremgår ikke af figuren) betalte deltagere på videregående VEU 462 mio. kr., svarende til 68 % af den samlede deltagerbetaling, mens deltagerne på erhvervsrettet VEU betalte 179 mio. kr., og deltagerne på almen VEU betalte 35 mio. kr., svarende til 5 %.

Tabel 3.5. Offentlige driftstilskud fordelt på VEU-typer

Anm.: I tabellen indgår ikke udgifter til folkeoplysningsområdet (folkehøjskoler, aftenskoler og daghøjskoler), specialundervisning for voksne eller udgifter til danskundervisning for udlændinge. Den nævnte uddannelse retter sig udelukkende mod personer i arbejde.
Kilde: Livslang opkvalificering og uddannelse for alle på arbejdsmarkedet, 2006.

Tabel 3.6. Godtgørelsesudgifter

Anm.: I tabellen indgår ikke udgifter til folkeoplysningsområdet (folkehøjskoler, aftenskoler og daghøjskoler), specialundervisning for voksne eller udgifter til danskundervisning for udlændinge.
Kilde:Livslang opkvalificering og uddannelse for alle på arbejdsmarkedet, 2006.

Figur 3.5. Procentvis fordeling af deltagerbetaling på VEU-uddannelseskategorier, 2004, 2005-priser

Kilde: Livslang opkvalificering og uddannelse for alle på arbejdsmarkedet, 2006.

3.6 Udgifter til Statens Uddannelsesstøtte

I 2006 brugte Statens Uddannelsesstøtte 12,5 mia. kr. på stipendier og lån til elever og studerende. I alt 75 % af udgifterne til uddannelsesstøtte gik til studerende ved videregående uddannelser.

Statens Uddannelsesstøtte tildeles på månedlig basis som stipendier og studielån. Der findes en stipendiesats for hjemmeboende og en for udeboende, mens lånesatsen er den samme. Lån tildeles kun i forbindelse med stipendium. De studerende har ret til at have en månedlig indtjening i form af løn ved siden af stipendiet.

I 2006 lå den samlede tildeling af stipendier og lån fra Statens Uddannelsesstøtte på 12,5 mia. kr. Heraf blev 10,3 mia. kr. uddelt som månedlige stipendier til 315.800 personer, mens resten blev tildelt som lån (tabel 3.8).

Fra 2000 til 2006 steg udgiften til stipendier fra Statens Uddannelsesstøtte med 14 % fra 9,0 mia. kr. til 10,3 mia. kr.

I samme periode steg antallet af støttemodtagere fra 295.000 til 315.800, svarende til en stigning på 7 %, mens antallet af lånemodtagere faldt fra 108.000 til 103.100, svarende til et fald på knap 5 %.

I 2006 fik en gennemsnitlig støttemodtager ved ungdomsuddannelserne 21.200 kr. i stipendium, mens en støttemodtager ved en videregående uddannelse i gennemsnit modtog 40.500 kr. om året. Lånemodtagere, som studerede på en videregående uddannelse, lånte i gennemsnit 22.000 kr. i 2006, mens lånemodtagere på ungdomsuddannelserne i gennemsnit lånte 18.100 kr.

Antallet af lånemodtagere på de videregående uddannelser er cirka fire gange så stort som antallet af lånemodtagere på ungdomsuddannelserne.

Som det fremgår af figur 3.6, er der gennem de seneste seks år sket en vækst i de samlede udgifter til Statens Uddannelsesstøtte. Væksten ser imidlertid ud til at være stoppet på et niveau, hvor de samlede udgifter svarer til knap 13 mia. kr. Det ses ligeledes, at der bruges mest på de videregående uddannelser – både til lån og til stipendier. Især andelen, der bruges på lån til elever på ungdomsuddannelser, er relativt beskeden.

Tabel 3.8. Udgifter til Statens Uddannelsesstøtte

Kilde: Finanslove.

Figur 3.6. Udgifter til stipendier og lån på ungdomsuddannelser og videregående uddannelser, mio. kr. i 2006-priser

Kilde: Finanslove.

3.7 Udgifter til finansiel støtte til studerende på de videregående uddannelser i Danmark og udvalgte lande

I 2004 brugte OECD-landene i gennemsnit 18 % af de samlede offentlige udgifter til videregående uddannelse til finansiel støtte til de studerende. I Danmark blev der brugt 30 %.

Mens udgifterne til stipendier og andre overførselsindkomster er betydelige i Danmark, bruges der i international sammenhæng relativt lidt til lån til de studerende. Af de samlede offentlige udgifter til videregående uddannelse gik 5 % af udgifterne i Danmark i 2004 til lån. OECD-gennemsnittet lå på knap 9 %.

Der ses en stor variation i, hvor meget de enkelte lande bruger på stipendier og andre overførselsindkomster samt lån. Danmark er det land, der bruger mest på stipendier og andre overførselsindkomster. I 2004 blev 25 % af de samlede udgifter til videregående uddannelse i Danmark brugt til stipendier og andre overførselsindkomster, hvilket placerer Danmark helt i top. Gennemsnitligt bruger landene i OECD cirka 10 % af de samlede udgifter til videregående uddannelse på stipendier og andre overførselsindkomster. Blandt de nordiske lande bruger Finland 17 % på stipendier og andre overførselsindkomster, mens Norge og Sverige ligger meget tæt på OECDgennemsnittet. Korea, Japan og UK anvender en meget lille andel på stipendier og andre overførselsindkomster og en høj andel på lån.

Bemærk, at denne opgørelse af finansiel støtte ikke kun indeholder Statens Uddannelsesstøtte, men alle former for overførselsindkomster, der modtages i forbindelse med videregående uddannelse, for eksempel Statens Voksenuddannelsesstøtte (SVU), Voksen- og efteruddannelsesgodtgørelse (VEU), kontanthjælp og revalidering.

Som det ses af figur 3.7 er der stor spredning i landenes udgifter til lån. I Sverige og Norge låner de studerende et beløb, der udgør henholdsvis 18 % og 30 % af de samlede udgifter til videregående uddannelse. Overordnet set låner de studerende i godt en tredjedel af landene betydeligt mere end de danske studerende, der derimod får høje stipendier og andre overførselsindkomster. Bemærk dog, at lånene i en del lande ikke er mulige at opgøre.

I enkelte lande findes stipendier til betaling af studieafgift. Det ses for eksempel i Østrig og Finland, men er ikke aktuelt for danske studerende.

Figur 3.7. Andel af de samlede offentlige udgifter til videregående uddannelse, der bruges på stipendier og andre overførselsindkomster, lån og stipendier til studieafgift i Danmark og udvalgte OECD-lande, 2004

Anm.: For de lande, hvor der ikke er anført lån, er data enten ikke tilgængelige, eller også ydes der i disse lande ikke offentlige lån (det sidste gælder for Belgien, Finland, Italien og Spanien).
Kilde: Education at a Glance, 2007.

Fodnoter kapitel 3

1) Partnerlandene er primært afrikanske, asiatiske og sydamerikanske lande, der deltager i OECD/ UNESCO-samarbejdet, men som ikke har fuldbyrdet medlemskab.

Denne side indgår i publikationen "Tal der taler 2007"
© Undervisningsministeriet 2008