|
|
2 UddannelsessystemetDet danske uddannelsessystem kan opdeles i uddannelsesgrupper efter kompetenceniveau og område. Nogle uddannelser giver kompetence til videre uddannelse. Det betegnes studiekompetence. Andre uddannelser giver kompetence til arbejdsmarkedet – det betegnes erhvervskompetence. Der er uddannelser, som giver begge former for kompetence. Endvidere findes også uddannelser, der ikke giver formel kompetence. Uddannelsessystemet er delt op i det ordinære uddannelsessystem og et voksen- og efteruddannelsessystem. Figur 2.1 og 2.2 viser henholdsvis opbygningen af og sammenhængen mellem det ordinære uddannelsessystem og voksen- og efteruddannelsessystemet. Videreuddannelsessystemet har i de seneste år gennemgået en strukturtil- pasning, så uddannelsesniveauerne nu er direkte sammenlignelige med det ordinære uddannelsessystem. I det efterfølgende afsnit gennemgås uddannelsessystemet og de rammer, indhold og formål, der gælder for de forskellige dele.
Figur 2.1. Det ordinære uddannelsessystem
Figur 2.2 Det parallelle uddannelsessystem 2.1 Det ordinære uddannelsessystemGrundskolen Der er ni års undervisningspligt i Danmark, men ingen skolepligt. Det er dog kun ganske få børn, der undervises hjemme. Undervisningspligten begynder i august det kalenderår, hvor barnet fylder syv år. Næsten alle børn starter deres skolegang i en etårig børnehaveklasse, som i de fleste skoler er en integreret del af indskolingsforløbet. Børnehaveklassen er frivillig for eleverne, men skal tilbydes af kommunerne. Grundskolen er niårig. Grundskolen giver adgang til ungdomsuddannelserne, men eleverne kan vælge at fortsætte i 10. klasse. Knap halvdelen af eleverne i grundskolens 9. klasse vælger at fortsætte i 10. klasse, men andelen har været faldende de seneste år. Grundskolen omfatter forskellige skoletyper. Den offentlige folkeskole inklusive specialskoler dækker undervisningen for langt størstedelen af eleverne. Folkeskolen er et gratis tilbud til forældrene. Et alternativ til folkeskolen er de frie grundskoler (friskoler og private grundskoler) og efterskoler. Efterskoler er frie kostskoler, der typisk tilbyder undervisning på 8.-10. klassetrin. De frie grundskoler og efterskolerne er selvejende institutioner, som finansieres via statsstøtte og elevbetaling. I 2005 var der 712.100 elever i grundskolen. Heraf gik 596.300 elever i folkeskolen. De frie grundskoler havde 90.800 elever, og 24.900 elever gik på efterskole. Efter folkeskolelovens formålsbestemmelse skal folkeskolen i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder der: ”Forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere, gør dem fortrolige med dansk kultur og historie, giver dem forståelse for andre lande og kulturer, bidrager til deres forståelse for menneskets samspil med naturen og fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling.” Eleverne i folkeskolen undervises normalt klassevis og samlet gennem hele grundskoleforløbet. Inden for klassens rammer er der undervisningsdifferentiering, hvor undervisningen tager udgangspunkt i den enkelte elevs behov og forudsætninger. De frie grundskoler tilbyder undervisning til børn i den undervisningspligtige alder, som skal stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, mens rammerne for undervisningens tilrettelæggelse er mere åbne. Der findes enkelte andre skoleformer, der tilbyder undervisning på grundskoleniveau. Det er for eksempel specialskoler for børn, interne skoler i dagbehandlingstilbud, behandlingshjem og dele af ungdomsskolens tilbud. Nogle elever har så store fysiske eller psykiske vanskeligheder, at deres undervisning ikke kan tilgodeses i den almindelige undervisning. De modtager derfor specialundervisning. Frem til 1. januar 2007 var der to former for specialundervisning: den almindelige specialundervisning, der var kommunernes ansvar, og den vidtgående specialundervisning, der var et amtskommunalt ansvar. I 2005 modtog cirka 13.800 elever almindelig specialundervisning i specialklasse og 11.500 elever modtog vidtgående specialundervisning. I dag er al specialundervisning kommunernes ansvar, og der opdeles ikke længere i almindelig og vidtgående specialundervisning. I den internationale ISCED97-klassifikation dækker børnehaveklassen niveau 0 og grundskolen niveauerne 1 (1.-6. klassetrin) og 2 (7.-10. klassetrin). Ungdomsuddannelser Undervisningen på ungdomsuddannelserne bygger videre på de kompetencer, eleverne har fået i grundskolen. Alle unge skal have tilbuddet om en ungdomsuddannelse. Ungdomsuddannelserne omfatter de gymnasiale uddannelser og de erhvervsfaglige uddannelser. Ungdomsuddannelserne kan være studieforberedende, erhvervsrettede eller begge dele. Uanset uddannelsesretning lægges der vægt på at udvikle elevernes personlige, faglige og teoretiske kompetencer. De fleste ungdomsuddannelser tager cirka tre år, men længden kan variere fra halvandet til mere end fem år. Gennem et differentieret udbud og tilrettelæggelse af uddannelserne kan elevernes individuelle evner og ønsker i vidt omfang tilgodeses. Dette skal blandt andet sikre høj motivation, så flest muligt unge fuldfører uddannelsen. De nyeste beregninger baseret på uddannelsesadfærden i 2005 viser, at 81 % af en ungdomsårgang forventes at gennemføre en ungdomsuddannelse. Det er regeringens målsætning, at mindst 85 % af en ungdomsårgang i 2010 skal gennemføre en ungdomsuddannelse og mindst 95 % i 2015. Den 1. august 2007 trådte en ny lov i kraft, der giver unge med særlige behov, der ikke kan gennemføre en almindelig ungdomsuddannelse, et retskrav på et treårigt uddannelsesforløb. De gymnasiale uddannelser De studieforberedende gymnasiale uddannelser omfatter de almengymnasiale uddannelser og de erhvervsgymnasiale uddannelser. De almengymnasiale uddannelser omfatter studentereksamen (stx), herunder studenterkursus, og højere forberedelseseksamen (hf ). De erhvervsgymnasiale uddannelser omfatter højere handelseksamen (hhx) og højere teknisk eksamen (htx). Uddannelserne er boglige og skal forberede unge til en videregående uddannelse ved at give dem de nødvendige almene, teoretiske og faglige kvalifikationer hertil. Alle elever, der har modtaget den relevante undervisning og har aflagt de fastsatte prøver i grundskolen, kan fortsætte på en gymnasial ungdomsuddannelse, med mindre den afleverende skole vurderer, at eleven har truffet sit valg på et utilstrækkeligt eller urealistisk grundlag. I sådanne tilfælde indstilles eleven til en optagelsesprøve. Stx, hhx og htx er treårige uddannelser, opbygget med fælles grundforløb af et halvt års varighed, efterfulgt af toethalvt år på en studieretning valgt af eleven. Skolerne sammensætter selv, inden for visse rammer, hvilke studieretninger der skal udbydes til skolens elever. Hf tilbydes både som toårig ungdomsuddannelse og som enkeltfagsundervisning for voksne. Hf består af obligatoriske fag og valgfag, hvilket giver muligheder for individuel sammensætning af uddannelsen. Hf er tænkt som et ungdomsuddannelsestilbud til lidt ældre elever. Det er ikke muligt at gå direkte fra grundskolens 9. klasse til hf. Hf udbydes ofte sammen med stx på gymnasier, mens hhx og htx udbydes på erhvervsskoler. Erhvervsskolerne har i mange år været selvejende institutioner, finansieret af staten. Gymnasierne er som konsekvens af kommunalreformen, gældende fra 1. januar 2007, overgået fra amterne til at være selvejende institutioner finansieret af staten. Der findes et mindre antal private gymnasier og studenterkurser, hvor eleverne betaler en del af undervisningen. Eksamen fra en gymnasial uddannelse kvalificerer til de videregående uddannelser. Dog kan de videregående uddannelser stille krav til fag, herunder niveau og karakterer. De erhvervsfaglige uddannelser De erhvervsfaglige uddannelser omfatter merkantile og tekniske erhvervsuddannelser (EUD), grundlæggende socialog sundhedsuddannelser (SOSU), pædagogisk grunduddannelse (PGU), øvrige uddannelser inden for landbrug og søfart mv. samt erhvervsgrunduddannelsen (egu). Uddannelserne skal give de unge og voksne, der søger uddannelserne, solide faglige, personlige og almene kompetencer, der formelt og reelt anerkendes og efterspørges på arbejdsmarkedet. De forbereder direkte til job inden for bestemte brancher. Alle erhvervsfaglige uddannelser giver formel erhvervskompetence. Uddannelserne skal også forberede deltagerne til videre uddannelse. Det eneste krav for at blive optaget på en erhvervsfaglig uddannelse er normalt, at ansøgeren har opfyldt undervisningspligten i grundskolen. På nogle erhvervsfaglige uddannelser er der en del voksne deltagere, dette gælder ikke mindst på social- og sundhedsuddannelserne. Erhvervsuddannelserne (EUD) udgør den største del af de erhvervsfaglige ungdomsuddannelser. En erhvervsuddannelse har en samlet varighed på halvandet til femethalvt år. Det mest normale er dog tre til fire år. Erhvervsuddannelserne er en mangfoldighed af forskellige uddannelser og består per 1. januar 2007 af cirka 120 uddannelser inden for det merkantile og tekniske område. Der er syv indgange til erhvervsuddannelserne, som hver især består af et grundforløb og et hovedforløb samt en periode i praktik. Grundforløbet kan for den enkelte elev helt eller delvist erstattes af grundlæggende praktisk oplæring i en virksomhed på baggrund af en uddannelsesaftale (ny mesterlære). For at kunne tilrettelægge uddannelsesforløbet individuelt skal hver elev sammen med skolen og praktikvirksomheden udarbejde en personlig uddannelsesplan. En erhvervsuddannelse påbegyndes enten på skole – som er det mest almindelige – eller i praktik. Der er fri adgang til grundforløbet på EUD, og der er løbende optag. I alt bruges cirka 30-50 % af tiden på skole og 50-70 % i en praktikvirksomhed eller i skolepraktik arrangeret af erhvervsskolen, hvis der ikke kan skaffes praktikplads i en virksomhed. Erhvervsuddannelserne er under omlægning. Med en reform per 1. august 2007 er der skabt en fælles lovgivningsmæssig ramme for erhvervsuddannelserne, de grundlæggende socialog sundhedsuddannelser og landbrugsuddannelserne. Uddannelsernes formål er justeret; der lægges øget vægt på internationalisering og uddannelsesgaranti, og indsatsen mod frafald forstærkes. De syv fællesindgange afløses af 12 fællesindgange, og grundforløbet fornys, så både elever med svage uddannelsesforudsætninger og elever med stærke uddannelsesforudsætninger tilgodeses. Der bliver bedre mulighed for trin- og niveaudeling af uddannelserne og for individuelle uddannelser. Indsatsen for flere praktikpladser og kvaliteten af skolepraktik styrkes. I en overgangsperiode videreføres de nuværende uddannelser. Den nye indgangsstruktur er iværksat, og de nye uddannelser er udviklet. Elever under 25 år, som allerede har gennemført første trin af en uddannelse, kan efter mindst et halvt års relevant erhvervserfaring vende tilbage og færdiggøre hele uddannelsen i et forløb kaldet EUD+. Voksne over 25 år med erhvervserfaring fra den pågældende branche har mulighed for at gennemføre uddannelsen på kortere tid på grundlag af en realkompetencevurdering og efterfølgende godskrivning af kompetencer. Hvis kravet om to års relevant erhvervserfaring er opfyldt, kan det ske i form af en grundlæggende voksenuddannelse (GVU). Relevante erhvervsuddannelser giver adgang til en række korte videregående uddannelser og visse professionsbacheloruddannelser. Social- og sundhedsuddannelser (SOSU) er ligesom de øvrige erhvervsuddannelser vekseluddannelser med en blanding af praktik og undervisning på skole. SOSU omfatter uddannelsen til socialog sundhedshjælper (et år og to måneder) samt en overbygning til social- og sundhedsassistent (et år og otte måneder). Adgangskravet til uddannelsen som social- og sundhedshjælper er, at man har gennemført grundforløbet eller har anden relevant erhvervserfaring. Under SOSU hører også pædagogisk grunduddannelse (PGU). PGU kvalificerer til det pædagogiske og omsorgsrettede arbejde med børn, unge og voksne, det vil sige til arbejde som pædagogmedhjælper, dagplejer, omsorgsmedhjælper mv. PGU varer et år og syvenhalv måned. Adgangskravet er et SOSU-grundforløb eller anden erhvervs- eller uddannelseserfaring. Uddannelserne efter grundforløbet gennemføres på grundlag af en ansættelsesaftale mellem eleven og den ansættende kommunale myndighed. Under det erhvervsfaglige uddannelsesområde findes også en række erhvervsfaglige landbrugs- og søfartsuddannelser. Uddannelsen til faglært landmand varer treethalvt år og veksler mellem praktik og skole. De maritime uddannelser er for eksempel skibsassistent, fisker, kystskipper med flere. Erhvervsgrunduddannelsen (egu) er et individuelt tilrettelagt uddannelsestilbud til unge under 30 år, som ikke har forudsætninger for umiddelbart at kunne gennemføre en anden kompetencegivende ungdomsuddannelse. Uddannelsesforløbet er primært praktisk funderet og veksler mellem perioder på skole og perioder i praktik. Uddannelsen varer normalt to år, men kan i særlige tilfælde forlænges med et ekstra års praktik. Skoleperioderne varer i alt mellem 20 og 40 uger og består normalt af undervisningsdele fra de regulerede uddannelser, for eksempel erhvervsuddannelser, arbejdsmarkedsuddannelser, social- og sundhedsuddannelser eller landbrugsuddannelser. Praktikperioderne foregår enten i en eller flere virksomheder eller som værkstedspraktik på en teknisk skole, en produktionsskole eller lignende. En afsluttet egu giver både erhvervskompetence og mulighed for at fortsætte i en generel erhvervsuddannelse med merit. Ungdomsuddannelserne dækker niveau 3 i ISCED97-klassifikationen. Produktionsskoler Produktionsskoler tilbyder undervisning til unge under 25 år, som ikke har gennemført en kompetencegivende ungdomsuddannelse, og som ikke umiddelbart har forudsætninger for at påbegynde eller fuldføre en ungdomsuddannelse. Undervisningens formål er at styrke deltagernes personlige udvikling og forbedre deres muligheder i uddannelsessystemet og på det almindelige arbejdsmarked. Tilbuddet tilrettelægges med særligt henblik på, at unge opnår kvalifikationer, der giver dem mulighed for at gennemføre en erhvervskompetencegivende ungdomsuddannelse. Undervisningen er bygget op omkring aktiviteter i forskellige værksteder med udgangspunkt i praktisk arbejde og opgaveløsning kombineret med teoretisk undervisning med henblik på reel produktion og afsætning. Derudover tilbyder skolerne undervisning i almene fag, så deltagerne bliver forberedt til at gå i gang med en ordinær ungdomsuddannelse. Op til en tredjedel af et produktionsskoleforløb kan tages som undervisning på andre uddannelsesinstitutioner. Det kan for eksempel være undervisning i almene fag på et voksenuddannelsescenter (VUC) eller dele af et grundforløb på en erhvervsskole. Deltagerne har desuden mulighed for at indgå i praktik i fire uger per påbegyndt halvår. De videregående uddannelser Videregående uddannelser udgør den uddannelsesmæssige viderebygning på ungdomsuddannelserne og giver de studerende en afsluttende erhvervskompetence. De kategoriseres i niveauer efter varighed: de korte videregående uddannelser, som blandt andet omfatter erhvervsakademiuddannelser, de mellemlange videregående uddannelser, som omfatter universitetsbacheloruddannelser, professionsbacheloruddannelser og øvrige mellemlange videregående uddannelser samt de lange videregående uddannelser, som omfatter kandidatuddannelser og ph.d.-uddannelser. De nyeste beregninger baseret på uddannelsesadfærden i 2005 viser, at 44 % af en ungdomsårgang vil opnå en videregående uddannelse. Det er regeringens målsætning, at mindst 45 % af en ungdomsårgang i 2010 gennemfører en videregående uddannelse, og målet for 2015 er mindst 50 %. Videregående uddannelse i Danmark er som hovedregel gratis. Dog betaler de studerende normalt for bøger og andre undervisningsmaterialer. På de fleste videregående uddannelser bestemmer uddannelsesinstitutionerne selv, hvor mange studiepladser der oprettes. For enkelte uddannelser fastsættes antallet af studiepladser dog centralt; det gælder for eksempel uddannelserne i lægevidenskab og veterinærvidenskab samt tandlægeuddannelsen. For at kunne blive optaget på en videregående uddannelse skal ansøgeren opfylde de adgangskrav, der stilles på den pågældende uddannelse. For at blive optaget på en universitetsbacheloruddannelse skal ansøgeren for eksempel opfylde adgangskravene om en gymnasial eksamen samt visse gymnasiale fag og herunder fagenes niveau. Endvidere kræver visse bacheloruddannelser, at den gymnasiale eksamen er bestået med en bestemt minimumskarakter i eksamensgennemsnit eller i enkelte fag. En erhvervsakademiuddannelse er en kort videregående uddannelse, der som hovedregel varer to år. Uddannelserne er ofte rettet mod et bestemt erhverv eller en jobfunktion og kombinerer teori med praksis. Adgangskravene til en erhvervsakademiuddannelse er en gymnasial uddannelse eller en erhvervsuddannelse, typisk suppleret med krav om bestemte faglige niveauer i matematik og engelsk. Der findes i dag ti tekniske og otte merkantile erhvervsakademiuddannelser samt tre øvrige korte videregående uddannelser (farmakonom, transportlogistiker og teknisk manager offshore). De korte videregående uddannelser giver adgang til relevante diplomuddannelser. En professionsbacheloruddannelse er en professionsrettet, kompetencegivende mellemlang videregående uddannelse. Uddannelserne til professionsbachelor har normalt en varighed på tre til fire år, inklusive minimum et halvt års praktik. En professionsbacheloruddannelse kombinerer teori og praksis og retter sig oftest mod et bestemt erhverv eller jobområde. Adgangskravet til professionsbacheloruddannelserne er oftest en gymnasial uddannelse (eller dele deraf ), men også visse erhvervsuddannelser (EUD) suppleret med gymnasiale fag giver adgang. Der findes i dag cirka 30 professionsbacheloruddannelser inden for sundhed, bio- og laboratorieteknik, medie og kommunikation, pædagogik, teknik, samfundsfag samt økonomi. Professionsbacheloruddannelserne giver adgang til relevante kandidat- og masteruddannelser. Størstedelen af uddannelserne til professionsbachelor foregår på Centre for Videregående Uddannelse (CVU). Den 1. januar 2008 indgår de nuværende CVU’er og syv enkeltstående institutioner inden for de mellemlange videregående uddannelser i otte professionshøjskoler for videregående uddannelse. Af øvrige mellemlange videregående uddannelser kan for eksempel nævnes: kunstneriske uddannelser, søfartsuddannelser, tegnsprogstolk og forsvarsuddannelser. Disse uddannelser er af varierende længde. På samme niveau som professionsbacheloruddannelsen findes universiteternes treårige bacheloruddannelse. Bacheloruddannelsen er en afsluttet uddannelse, som giver både erhvervskompetence og adgang til en toårig kandidatuddannelse. Den nuværende struktur for universitetsuddannelserne blev fastlagt i 1993, hvor det blev besluttet at trindele de lange universitetsuddannelser til kandidatgraden i to kortere forløb; et bachelorforløb og et kandidatforløb. Før den tid var der kun samlede forløb frem til kandidatgraden som første akademiske grad. I dag er alle lange videregående uddannelser på universitetet opbygget af en treårig bacheloruddannelse efterfulgt af en toårig kandidatuddannelse. Herefter kan uddannelsen yderligere udbygges med en treårig ph.d.-grad (den såkaldte 3+2+3 model). Adgangskravet til bacheloruddannelserne på universitetet er som hovedregel en gymnasial uddannelse samt opfyldelse af eventuelle specifikke krav om fag og niveau. Adgang til kandidatuddannelserne forudsætter en relevant bacheloruddannelse eller anden relevant dansk eller udenlandsk uddannelse på samme niveau. Som overbygning til kandidatuddannelserne findes en forskeruddannelse, der fører til en ph.d.-grad. Uddannelsen er normeret til tre års heltidsstudier. Uddannelsen omfatter blandt andet gennemførelse af et selvstændigt forskningsarbejde og udarbejdelse af en ph.d.-afhandling, gennemførelse af forskerkurser med et samlet omfang på cirka et halvt år, deltagelse i aktive forskningsmiljøer ved ophold på andre, primært udenlandske, forskningsinstitutioner, samt opnåelse af erfaring med undervisningsvirksomhed eller anden form for videnformidling. Adgangskravet til ph.d.-uddannelsen er normalt en kandidatuddannelse, men der er også mulighed for at blive indskrevet før kandidatuddannelsen er afsluttet. Det skal imidlertid sikres, at det samlede uddannelsesforløb er af samme omfang og på samme niveau, som hvis ph.d.-uddannelsen påbegyndes efter afsluttet kandidatgrad. De videregående uddannelser dækker niveau 5 i ISCED97-klassifikationen. Ph.d.-uddannelsen regnes til niveau 6 i ISCED97-klassifikationen. Elever og uddannelsesinstitutioner på de ordinære uddannelser Tabel 2.1 viser udviklingen i antal elever/ studerende i det danske uddannelsessystem over en tiårig periode fordelt på ordinære uddannelser. I tabel 2.2 vises udviklingen i antallet af uddannelsesinstitutioner over en tiårig periode. Tabellen viser de juridiske enheder – det vil sige hovedskoler og selvstændige institutioner. Hovedskoler er administrative enheder. Hver hovedskole har en eller flere afdelinger. Tabel 2.1. Bestand, tilgang
og fuldførte elever
og studerende på uddannelserne Tabel 2.2. Antal uddannelsesinstitutioner 2.2 Voksen- og efteruddannelsessystemetI Danmark er der en lang tradition for folkeoplysning og voksenuddannelse. Voksen- og efteruddannelse (VEU) kan opdeles i tre kategorier: formelt kompetencegivende uddannelse, ikke formelt kompetencegivende uddannelse samt private kurser. De formelt kompetencegivende voksen- og efteruddannelser kan opdeles i almene og erhvervsrettede uddannelsesprogrammer. De almene voksenuddannelser består blandt andet af: Forberedende voksenundervisning (FVU), som har til formål at give voksne mulighed for at supplere deres grundlæggende færdigheder i læsning og matematik. Begge fag er opdelt i trin, og der er mulighed for at aflægge prøve efter hvert trin. Almen voksenuddannelse (AVU), som er et tilbud til voksne over 18 år om at forbedre deres kundskaber i en række almene fag, for eksempel dansk, matematik og samfundsfag. AVU kan afsluttes med prøver, der svarer til folkeskolens 9. og 10. klasse. Hf-enkeltfag, som har til formål, at voksne kursister opnår almendannelse, viden og kompetencer, der danner grundlag for videre uddannelse eller øger kursisternes muligheder på arbejdsmarkedet. Hf-enkeltfag kan afsluttes med prøver, der svarer til de gymnasiale niveauer. De erhvervsrettede voksen- og efteruddannelser omfatter blandt andet: Arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU), som består af cirka 3.000 forskellige arbejdsmarkedsuddannelser og udvalgte enkeltfag fra erhvervsuddannelser, der fører til en selvstændig kompetence i forhold til at udføre ufaglærte og faglærte jobfunktioner. Voksenerhvervsuddannelser, som er særlige voksenforløb på de ordinære erhvervsuddannelser. Grundlæggende voksenuddannelse (GVU), som er den ramme, hvori tidligere uddannelse og relevant erhvervserfaring suppleret med blandt andet erhvervsuddannelseselementer og AMU-kurser stykkes sammen til en formel erhvervsuddannelse. Videreuddannelsessystemet for voksne (VFV), som blandt andet omfatter videregående voksenuddannelser (VVU) samt diplom- og masteruddannelser, giver kompetence på niveau med henholdsvis bachelor- og kandidatuddannelser. Åben uddannelse har til formål at fremme et bredt udbud af erhvervsrettet uddannelse til den voksne befolkning og omfatter blandt andet deltidsuddannelser, enkeltfag og fagspecifikke kurser. Under ikke formelt kompetencegivende uddannelser findes undervisningen på blandt andet aftenskoler, folkehøjskoler og daghøjskoler. Undervisningsomfanget inden for forskellige typer af voksenuddannelse varierer fra ganske få timer til samlede fuldtidsundervisningsforløb af flere års varighed. Undervisningen er normalt på deltidsbasis. En del undervisning på åben uddannelse foregår i dag som fjernundervisning. Voksenuddannelserne kan være offentligt og/eller privat finansierede. På dele af det offentlige område er der indført et princip om delvis brugerbetaling. På visse uddannelser yder staten endvidere tilskud til forsørgelse. Voksen- og efteruddannelse, der afsluttes med en samlet kompetence, for eksempel hf-enkeltfag samt diplom- og masteruddannelser, indplaceres på niveau 3-5 i ISCED97-klassifikationen, og indgår i den internationale statistik (Education at a Glance). Rene enkeltfag og AMU-kurser indgår ikke. Realkompetence Realkompetence omfatter en persons samlede viden, færdigheder og kompetencer, uanset hvor og hvordan de er erhvervet. I uddannelsessystemet er der allerede muligheder for at få godskrevet tidligere gennemført uddannelse (merit). Men meritgivende formel uddannelse er kun en del af en persons samlede kompetencer. Med realkompetencebegrebet sættes også fokus på de kvalifikationer, som den enkelte har opnået gennem erhvervserfaring, folkeoplysende aktiviteter eller ved arbejde i frivillige organisationer. Realkompetencevurdering implementeres i løbet af 2007 og 2008. Herefter har alle personer mulighed for at få vurderet og anerkendt deres realkompetencer. Vurderingen sker på en uddannelsesinstitution og i forhold til den uddannelse, som personen ønsker optag på, afkortning af eller anerken delse til. Ordningen skal gælde for alle voksen- og efteruddannelser til og med diplomniveau. For den enkelte kan en realkompetencevurdering anvendes til at opfylde adgangskrav til en uddannelse, til afkortning eller individuel tilrettelæggelse af en bestemt uddannelse eller til at få bevis på dele af en uddannelse.
|
|
|
Til sidens top |
Denne side indgår i publikationen "Tal der taler 2007"