Undervisningsministeriet

Undervisningsministeriet


www.uvm.dk

     Forside Indhold  |  Kolofon  |  Temahæfteserien     
Forord

Denne publikation er udarbejdet på baggrund af erfaringer fra et udviklingsprojekt under Undervisningsministeriet.

I 2004 gennemførte Undervisningsministeriet en evaluering af dansk som andetsprog på frie grundskoler. Blandt anbefalingerne i evalueringen var øget fokus på dansk som andetsprog samt formidling af gode erfaringer.

I maj 2005 blev det med vedtagelsen af ændringer af friskoleloven obligatorisk for frie grundskoler at fastsætte slutmål og udarbejde undervisningsplaner for de fagområder, som folkeskolens fagkreds naturligt kan opdeles i, og for folkeskolens obligatoriske emner. Ændringen betyder blandt andet, at skoler, der har elever med behov for dansk som andetsprog, senest den 1. august 2008 skal have fastsat slutmål og udarbejdet undervisningsplaner for fagområdet – medmindre skolen vælger at følge Fælles Mål.

Dette udviklingsprojekt har bestået i, at fem frie grundskoler i 2006 har gennemført fire udviklingsprojekter efter retningslinjer udmeldt fra Undervisningsministeriet. Projekterne er implementeret på skolerne, og de er alle afsluttet med en intern evaluering og en afrapportering til Undervisningsministeriet.

Skolerne har gennemført fire forskellige projekter. Der er blandt andet blevet sat fokus på:

  • afdækning af elevers behov for dansk som andetsprog
  • supplerende undervisning i dansk om andetsprog med fokus på indholdslæsning
  • faget matematik set i relation til dansk som andetsprog
  • sammenhæng mellem modersmålsundervisning og dansk som andetsprog.

Fælles for projekterne er, at alle skoler generelt har øget deres fokus på dansk som andetsprog i skolens undervisning.

Materialet offentliggøres hermed til inspiration for andre skoler. Som det fremgår, er der tale om lokale erfaringer, og de synspunkter, der fremlægges i artiklerne, deles ikke nødvendigvis af Undervisningsministeriet.

Undervisningsministeriet har støttet udviklingsarbejdet samt udarbejdelse og udgivelse af denne internetpublikation.

Peter Grønnegård
Afdelingschef
Marts 2009