Heldigvis er vores folkeskole for alle

- Elever med flygtninge- og indvandrerbaggrund skriver dagbog

Forord

Indledning

To sprog i skolen

Diskrimination og krav om tilpasning

Familie, venner og ungdomskultur

Savn og sorg

I det danske samfund hersker der mange opfattelser af etniske minoritetsbørn i folkeskolen. Hidtil har vi fået de voksnes: politikeres, embedsmænds, læreres og forældres versioner.

Det siges, at al det sete afhænger af øjnene, der ser. Det vigtigste vidnesbyrd om, hvordan det står til i folkeskolen, må nok siges at være elevernes opfattelse.

Med denne bog får vi indblik i de etniske minoritetsbørns verden og deres oplevelser. Det er et velkomment og meget savnet bidrag til debatten. Ved at læse disse dagbøger får vi mulighed for at dele deres oplevelser og deres hverdag i folkeskolen, og vi får del i deres frustrationer, men også i deres glæder. Disse unge fortæller om de positive erfaringer, undervisningen, lærerne og kammeratskabet, men også om mobning og diskrimination. De fortæller om tosprogethed og om at leve med to kulturer.

Det gør indtryk at læse disse dagbogsindlæg. Heldigvis er vores folkeskole for alle, for det betyder jo, at de ikke har noget imod os, skriver Mehmet fra Ishøj, og det har givet bogen dens titel.

Det er dejligt, at han oplever folkeskolen som åben og rummelig. Men samme Mehmet skriver: I dag var der ikke nogen racister, der kiggede ondt på mig, og det er jeg meget glad for. Han håber, at der ikke vil være racister i Danmark, og at politiet ikke kun vil holde med danskerne, når han selv får børn. Med dette fortæller han os, at alt ikke står helt vel til.

Men han er alligevel heldig, for han har kun mødt "En vikar, der var snæversynet", mens andre børn skriver om lærere, der diskriminerer og gør skolen til et utrygt sted at være. Refleksioner fra disse unge mennesker over folkeskolens (men også om samfundets) faglige og sociale tilstand bør give stof til eftertanke.

Vi skal glæde os over, at der er så mange, der er glade for deres skole og undervisningen, men de negative oplevelser, nogle af de unge har af skolen, kammeraterne og ikke mindst deres lærere, skal tages meget alvorligt. Det er desværre nok kun toppen af isbjerget, vi her får afsløret.

Politikere, embedsmænd, forældre men ikke mindst lærerne bør læse bogen og drage nytte af dette førstehåndsindtryk af institutionen: folkeskolen.

Til sidst vil jeg blot ønske, at dette ikke er sidste gang denne gruppe borgere kommer til orde!

Fakhra Mohammad
Medlem af Nævnet for Etnisk Ligestilling
August 1999

I april 1999 inviterede Undervisningsministeriet elever med flygtninge- eller indvandrerbaggrund til at skrive dagbog om deres oplevelser ved at gå i skole. Der kom i alt 350 breve og 55 af dem er udvalgt til at indgå i denne bog. Hensigten er, at de tosprogede elever selv kommer til orde i debatten om integration i skolen.

I bidragene fortæller børnene om deres meget forskellige hverdage – og forskellige livshistorier. Nogle af eleverne er født og opvokset i Danmark – men betegner sig alligevel som "fremmede" i skolen. Andre er kommet til Danmark som flygtninge og beskriver store tab, sorg og savn af mennesker og lande de holder af - men trods det, skriver de også om troen på fremtiden.

Tilsammen præsenterer dagbøgerne, hvordan hverdagen ser ud for en gruppe børn og unge i skolen. Der er fuld fart på med skole, fritidsaktiviteter og fritidsjob, familieforpligtigelser og venner. En gruppe børn og unge med mange ressourcer og mange med ønsker og tro på et godt liv i Danmark. På mange måder adskiller de sig ikke fra andre danske børn og unge. Men en række gennemgående temaer i bidragene viser, at børn og unge med flygtninge- eller indvandrerbaggrund oplever problemer og udfordringer, som må mane til eftertanke blandt alle, der har andel i ansvaret for skolen og integrationen.

Bogen er opdelt i 4 gennemgående temaer:

• To sprog i skolen
• Diskrimination og krav om tilpasning
• Familie, venner og ungdomskultur
• Savn og sorg.

Med temahæftet er bolden givet op til debat – evt. i forbindelse med møder i lærergrupper eller i skolebestyrelser samt til debat i undervisningen i folkeskolens ældste klasser, i ungdomsuddannelserne og på seminarierne.

Tak til alle, der har skrevet dagbog den 14. april.

Bogen er en af en række udgivelser og formidlingsaktiviteter, der er lavet i forlængelse af Integrationsprojektet, som består af 190 forsøgs- og udviklingsprojekter for tosprogede børn og unge i skolen. Integrationsprojektet blev gennemført i perioden 1994-98. Udgivelser om Integrationsprojektet og liste over foredragsholdere, der formidler erfaringer fra Integrationsprojektet, findes på Undervisningsministeriets hjemmeside: www:uvm.dk/grundskole/behov/integration

To sprog i skolen

Heldigvis er jeg god til arabisk, og det har hjulpet mig til bedre at forstå...

Emel, 16 år, Esbjerg
Vi kom til Danmark efter min fars ønske, som arbejderfamilie den 6. juni 1998. De første 2 måneder boede vi hos min onkel i Ålborg. Derefter flyttede vi til Esbjerg. Efter 3 måneder i Esbjerg startede jeg i skole. Lidt senere begyndte jeg at få venner.

Jeg synes, det er godt, at man har særlige klasser til tosprogede elever i de danske skoler. Tosprogede forstår hinanden meget bedre, også selvom de ikke kan så meget dansk. De bliver bedre motiveret til at lære sproget og til at tilpasse sig. Når man har de samme vilkår, lærer man sproget hurtigere. Inden jeg startede i skolen, troede jeg, det ville blive svært at få nye venner og svært at trives på skolen. Jeg tog heldigvis fejl. Helt fra den første dag viste både lærerne og vennerne stor interesse for mig. Det gør de stadigvæk.

Det er ikke altid så nemt at forstå lærerne, vennerne og de andre danskere. Det er som om, man bedre forstår hvor svært dansk er, jo mere man selv lærer. Selv om det ikke er meget, så forstår vi da hinanden lidt. Det handler også om, man har viljen til det. Jeg havde lært lidt engelsk i Tyrkiet, men jeg oplever engelsk som meget nemmere end dansk. Sådan er det vel, - det vi kan i forvejen er nemmest.

Nogen gange er jeg ked af det, og nogen gange er jeg glad for at gå i skole. Jeg bliver ked af det, når jeg ikke kan formulere mig, så lærerne og vennerne kan forstå det. Når det lykkes, bliver jeg glad. Hvis man kunne formulere sig, ville det være meget nemmere at skrive. Jeg arbejder hårdt for at blive bedre til det. Når jeg kan mærke, at det går fremad, bliver jeg glad.

Hvis jeg kan studere videre, vil jeg være stewardesse. På den måde kan jeg gengælde lidt af alt det, min familie har gjort for at støtte mig. Jeg håber alle mine ønsker må blive til virkelighed.

Oversat fra tyrkisk

Dragan, 18 år, Silkeborg
Ved ankomsten til Danmark anede jeg ikke, at det ville blive sådan. Hvis jeg havde fortalt til mine jævnaldrende venner i Kroatien og Bosnien om livet i Danmark, ville de ikke ha’ troet på mig, og de ville ha’ spurgt mig, om de ikke måtte komme hertil.

Jeg står op kl. 7.15 om morgenen, tager min skoletaske og går til skolen. Da jeg kom til Danmark, var jeg bange og nervøs med hensyn til skolen og det danske sprog. Det er ikke det samme, som da jeg lærte engelsk og tysk i mit hjemland. Der var lærere, som kunne forklare mig alt på mit eget sprog, og som vidste, om jeg oversatte ordene korrekt eller ej. De danske lærere kan ikke hjælpe mig, men det er ikke så stort et problem. Her tillader lærerne eleverne mange ting, så det er ikke svært at blive bedre til dansk. Vi ville lære hurtigere, hvis lærerne fik penge til udflugter og fritidsaktiviteter. Når vi er på udflugter, taler vi meget dansk, og lærerne bruger tid til at rette os og til at lære os nye ting om den danske kultur.

Der er nogle ting her i Danmark, jeg ikke kan lide. Det er tilladt unge mennesker at bruge stoffer og drikke spiritus osv. Men det er en del af demokratiet, og derfor kan jeg godt lide Danmark - alle har ytringsfrihed. Også på skolen har vi mulighed for at ytre os, og dette brev er også et eksempel på ytringsfrihed.

Oversat fra bosnisk

Indira, 16 år, Rudkøbing
Jeg hedder Indira, og jeg går i 8. klasse. Det vil sige en bosnier, der går i en dansk skole. Jeg lærte hurtigt dansk, som mine søskende Almira og Amir også gjorde, men mine forældre var ikke så hurtige. De er stadigvæk i gang. Min mor er god til det, mens min far har lidt problemer. Det er fordi, han fik epilepsi i starten af krigen. Jeg hjælper dem så meget, jeg kan. Jeg har også min skole, jeg skal passe. Det kan være lidt svært at nå det hele. I skolen går tingene godt. Jeg har mange danske venner, som jeg er sammen med i klubben og på diskoteker. Ellers er jeg sammen med bosniere. Det er meget hyggeligt at være sammen med danskere, men alligevel bedre sammen med bosniere. Det er fordi, vi bedre kan forstå hinandens vittigheder og andre ting. I klassen går det fint. Jeg snakker med alle, men mest med min bedste ven, Alen. Vi sidder sammen og snakker altid bosnisk sammen. Man kan ikke snakke dansk med en bosnier. Jeg har aldrig haft problemer med religion i Danmark. Kun én gang inde i klassen har jeg hørt, at en rigtig sød pige ikke kunne lide bosniere. Jeg kunne ikke tro, at det kunne være rigtigt. Jeg gik over til hende og spurgte hende om det. Hun svarede, at det ikke var rigtigt, og at hun kunne rigtig godt lide os bosniere. Ellers havde jeg ikke nogen problemer.

I dag, onsdag d. 14. april, har jeg haft fysik i de første to timer. Fysik er et meget spændende fag, men jeg er ikke særlig god til det. Vi lærer en hel masse, og vi har også en god lærer. De næste tre timer havde vi dansk, hvor vi lavede diktat og gik i gang med et projekt, som vi har i næste uge. Jeg har valgt at skrive om "mode". Det er et meget stort emne, og jeg håber, vi kan nå at skrive det hele på en uge. Altså mig og veninden Natasha. De næste to timer var "foto". Der har jeg fremkaldt billeder og været i mørkekammer. Jeg har lavet mange gode billeder af mine venner og familie. Det var meget spændende. Så havde jeg to timers ekstra dansk. Der har jeg ikke lavet noget, fordi det var sidste gang, vi havde det. Jeg synes, at det var en meget lang dag, fordi jeg kom hjem kl. 16.30 og var meget træt.

Min kontakt med lærerne på skolen er meget god. Jeg synes om dem alle sammen, og der er ikke nogen, jeg ikke kan lide. De er meget søde ved indvandrere - sådan har jeg i hvert fald oplevet det. De er meget venlige mod os, og hjælper os meget. Det, jeg mest bekymrer mig om, er karakterer. I Bosnien er karakterer det vigtigste, så jeg går meget op i karaktererne. Jeg læser så meget, jeg kan, og gør mig umage. Efter 9. eller 10. vil jeg gerne i gymnasiet, det er fordi, jeg kan lide sprog. I skolen har jeg mange sprog. Blandt andet dansk, engelsk, tysk, bosnisk, og jeg er i gang med spansk. Jeg synes, jeg er god til sprog. Når jeg har tid, hjælper jeg min storesøster med engelsk, tysk og andre ting, hun ikke kan nå. Også min lillebror, der går i 5. klasse. Så jeg har meget travlt, når jeg kommer hjem fra skole. Men først kommer arbejdet. Jeg arbejder i Brugsen 3 gange om ugen. Der tjener jeg penge til tøj og slik. Jeg er meget tilfreds med skolen og arbejdet. Bare det fortsætter sådan.

Mohammad, 13 år, Slagelse
Mit navn er Mohammad, og jeg er tretten år gammel. Jeg blev født her i Danmark d. 30.12.85 og er nu dansk statsborger. I dag bor jeg sammen med mine forældre og to brødre i Slagelse by. Jeg går i 7. klasse og lever et normalt liv.

Hver dag møder jeg kl. 8.15 i skolen. Lektierne er meget nemme for mig, og jeg kan klare mig uden hjælp. At være elev er at være ligesom de andre danskere, og jeg føler mig selv ligesom en dansker. Jeg forstår også lige så meget dansk, som danskerne gør, og skriver/staver, ligesom de gør.

Når jeg kommer til et problem, spørger jeg bare min lærer, brødre eller mine forældre. Da jeg mødte i skole onsdag d. 14. april, skulle jeg i første lektion lave mad for vores (klassens) bod. Jeg stegte bøf til vores hamburgere, og bagefter skar jeg agurker og tomater sammen med én, der hed Jack. Efter to timer skulle jeg sælge i en bod, og det gik meget godt. Efter jeg var færdig med mit arbejde, skulle jeg tilbage til klassen og arbejde med lektier (regnskaber). Vi lavede sådan set ikke ret meget. Vi snakkede kun om regnskaberne. Da jeg havde fri fra skole ca. 14.50, skulle jeg til arabisk sammen med nogle andre elever, der kom fra forskellige folkeskoler i Slagelse. Heldigvis er jeg god til arabisk, og det har hjulpet mig til bedre at forstå svære danske ord, som jeg ikke kunne forstå før. Nu oversætter jeg noget fra dansk til arabisk og fra arabisk til dansk i klassen sammen med min arabiske lærer og de arabiske elever, så de forstår bedre dansk, og det er jeg glad for. Nogle gange skal skoleinspektøren bruge mig som tolk for at forklare noget til de svage tosprogede elever, som ikke forstår ham, eller til deres forældre, som ikke kan dansk.

Da jeg fik fri, var jeg sammen med min ven i 2 timer, og vi gik bare en tur rundt og snakkede. Resten af dagen var jeg sådan set hjemme.

At arbejde med en dansker er at arbejde ligesom med en indvandrer. Der er ingen stor forskel. Bare hudfarven. I skolen har jeg hver dag kontakt med en dansker eller flere. Jeg snakker meget med dem. Hvis man behandler dem ordentligt, behandler de også mig ordentligt. De er meget venlige og hjælpsomme.

En folkeskole er en skole for alle. Det er lige meget, om man er indvandrer eller flygtning. I folkeskolen handler det om at undervise eleverne og undervise dem godt.

Anonym, 16 år, København
Hej.

Det er ca. 2 år siden jeg kom til Danmark. De 2 år har hverken været gode eller dårlige. Vi flyttede til København fra Kalundborg for et par måneder siden. Alt er gået godt indtil nu. Her er meget anderledes end i Kalundborg. Hvis I spørger mig, hvor der er værst for udlændinge i Danmark, så er det værste sted jeg ved Kalundborg. Vi har boet et helt år i Kalundborg. Det er der, man kommer først (flygtningelejre) indtil man får sin opholdstilladelse. Hvis der er noget at fejre, har man det godt med hinanden, uanset om man er araber eller kurder.

Lad os nu snakke om de gode ting. København er et flot sted, og det er godt, at det er en storby. Jeg kommer også selv fra en storby i Tyrkiet. Jeg tror, det er derfor, jeg har vænnet mig så hurtigt til at være her. I København har man mange muligheder. Man kan gøre, hvad man har lyst til. Hvis man oven i købet har lært sproget, er man ikke så let at få ned med nakken.

Vi har lært sproget her på 4-5 måneder. I Kalundborg lærte vi det ikke på et helt år.

Det sociale liv herovre er langt bedre end i Kalundborg. Både skolen og lærerne er bedre her. Lige så snart jeg kom til Danmark, kom jeg i en almindelig klasse med 7-8 støttetimer. Det var i Kalundborg. I et helt år har jeg bare siddet og hørt læreren tale. Trods alt var både læreren og vennerne gode.

Her går dagene godt. Vi lærer hver dag noget nyt, og jeg har fået en vennekreds. Det er bedre end klassen med 60-70 elever i Tyrkiet. De, der betegner sig som lærere i Tyrkiet, kommer på skolen for at tæve eleverne. De er ligeglade med undervisningen. Hvis læreren har problemer derhjemme, går det ud over eleverne på skolen. Her er det meget anderledes. Alle lærerne er parate til at svare på alle elevernes spørgsmål. I Tyrkiet er det kun nogen af eleverne, der kan få svar. Lad os stoppe her. Hvis jeg graver længere ned, kan jeg ikke komme op igen.

Det her land er vidunderligt. I det mindste fungerer demokratiet meget bedre her.

Jeg skal fortsætte med at uddanne mig her. Jeg har mange danske venner, og jeg håber, at de kommende år vil gå godt.

Oversat fra tyrkisk

Selma, 16 år, Viborg
Mine skoledage i Danmark.

Jeg går i skole hver dag, selv om jeg ikke kan li’ det, men jeg gør det, fordi jeg skal, og fordi jeg ønsker at blive ekspedient. Det går godt i skolen, men det er lidt problematisk, at jeg skal stå op hver morgen kl. 6.00.

Om fredagen går jeg i byen sammen med mine kammerater - jeg har både danske og bosniske venner og også kammerater blandt de andre flygtninge. Jeg kommer meget sent hjem.

Bare jeg måtte sove lidt mere om lørdagen som alle andre, som går sent i seng, men jeg skal på arbejde. Jeg skal på arbejde om mandagen, onsdagen, fredagen og lørdagen efter skolen. Jeg arbejder i legetøjsbutikken Fætter BR, og det er meget spændende arbejde, fordi jeg ikke kun arbejder for at tjene penge, men også for at lære dansk, og dér lærer jeg mange ord.

Jeg har et problem, når jeg er i skolen, og det er, at jeg godt kan lide at fortælle vittigheder i timerne, så jeg ikke kan koncentrere mig, og derfor advarer min lærerinde mig altid mod at gøre det.

Sådan går mit liv i Danmark. Jeg ved godt, at der på bosnisk er mange skrivefejl i dette brev, men jeg var ikke god til bosnisk, da jeg kom til Danmark, og her har jeg ikke haft mulighed at lære mit modersmål.

Oversat fra bosnisk

Fatima, 11 år
Jeg hedder Fatima og er 11 år. Jeg har boet i Danmark i 9 år til september. Så jeg taler kun dansk hele tiden - og selvfølgelig nogen gange arabisk. Jeg kan godt finde på at sige noget dumt på arabisk, HVIS jeg er godt irriteret oven i knolden på en. Hi, hi.

Jeg er hel iraker, halv egypter og kvart iraner.

I forhold til danskerne synes jeg, at det er almindeligt at være tosproget. Selvfølgelig er der nogen, der har det svært, men jeg har det godt med det, der er ingen problemer. Når vi får diktat i skolen, så får jeg ingen fejl ved stavelser, men så i stedet for kikker læreren på skriften, f.eks. glemmer jeg at sætte en bolle over å’et og sådan.

Derhjemme snakker jeg kun arabisk med mine forældre. Jeg kan ikke skrive arabisk, og det er min mor og far lidt kede af. Min far lærer mig troen, og det er lidt spændende, for der er mange ting, jeg ikke kendte til før.

Vi har det godt med hinanden, mine venner og jeg. Vi respekterer hinandens tro, og det er dejligt. Vi snakker ikke om det.

Jeg ser meget TV, og jeg ser kun engelsk og danske ting i TV’et. Jeg elsker at læse, og jeg læser meget.

Iman, 15 år, Varde
Jeg hedder Iman og er 15 år gammel. Jeg er palæstinenser fra Libanon. Jeg var 2 år, da vi kom til Danmark. Jeg går i 8. klasse i Varde.

Jeg har det godt i skolen, og alle lærerne er søde. Jeg får ekstraundervisning i støttecentret, og jeg er meget glad for det. Jeg har en lærer i støttecentret, som jeg holder meget af, fordi hun er rar. Jeg synes, hun er anderledes end de andre lærere, fordi jeg kan lave sjov med hende, og jeg har en god klasselærer. I min klasse føler jeg slet ikke, at jeg er fremmed.

I går blev jeg, sammen med mine tre søskende, kørt i skole af min far. Min far kører os til skolen og henter os fra skolen hver dag. Det er ikke fordi, vi bor så langt fra skolen, men fordi min far vil være god ved os, og han vil passe på os.

I går var jeg i sprogcentret hos skolens tosprogede lærer. Jeg var sammen med min veninde fra Somalia i frikvarteret. I går lærte jeg nye ord. Det er gode ord, som umoden, koncentreret, aggressiv, børneopdragelse osv. Det er meget svære ord, men min lærer forklarede mig ordene på arabisk, derfor kunne jeg forstå dem. Hos min lærer lærte jeg også at bruge computeren.

Jeg snakkede også med mine klasseveninder. Jeg synes, at mine klassekammerater er meget gode ved mig. Jeg er alligevel anderledes end de andre. Jeg er muslim og har tørklæde på.

Først blev jeg drillet af de andre på skolen, det var ikke mine klassekammerater, der drillede mig, det var børn fra de andre klasser. Efter to måneder holdt de op med at drille. Det var især de store, som sagde til mig, at jeg skulle rejse hjem igen, men jeg har ingen hjem at rejse tilbage til, fordi jeg er palæstinenser.

Jeg har det godt i Danmark. Mine forældre har det også godt i Danmark. Jeg tænker på min fremtid, hvad skal der ske med mig, når jeg bliver stor? Det bliver svært for mig, fordi det er svært med sproget, og fordi jeg har leddegigt. Derfor ved jeg ikke, hvad jeg skal sige mere.

Alen, 14 år, Rudkøbing
Jeg hedder Alen, og jeg er 14 år. Jeg går i 8. klasse. Jeg har en storebror, der går på teknisk skole, og han hedder Zlatan. Min far hedder Mirsad og arbejder på Ø-pølse Fabrik. Det gør min mor også, og hun hedder Nermila.

Jeg er flyttet hertil i 1993 og har boet på et center i to år. Så flyttede jeg til Rudkøbing. Jeg troede, at jeg aldrig ville finde nogle venner, men det har jeg fundet. Før havde jeg nogle problemer med nogle danskere, som sagde, at de ville slå mig ihjel, men nu har jeg det godt.

Jeg har det rigtig godt i skolen. Der er slet ikke nogen, der har noget imod mig. Ellers tør de ikke sige det. Hver dag er der noget nyt i skolen, der skal laves.

I dag er det den 14/4, og i de første to timer har jeg haft fransk. Det er ikke ret svært at forstå, men det er lidt svært med udtalelse. Efter fransk skulle vi udenfor, fordi der skulle tages nogle billeder. Da vi blev færdige med det, gik vi ind. Der skulle vi have engelsk. Det går rigtig godt i engelsk. Jeg er rigtig god, og så er der også min bedste veninde, Indira, som også er god til engelsk.

I vores fjerde time havde vi dansk. I dansk er vi gået i gang med at forberede et projekt. I vores tysktime havde vi vikar. I tysk er jeg også god. Jeg har mange forskellige sprog. Det er jeg bedst til. I vores sidste to timer har vi haft matematik. Der har vi fået vores indskrivning tilbage, og vi har også haft en prøve.

Da jeg kom hjem, så jeg nogle af mine serier (eks. Beverly Hills, Madison osv.). Klokken syv har vi en klub, og der går jeg hver aften. I klubben er jeg sammen med Indira og en hel masse andre. Vi spiller pool, computer, playstation og laver sjov med hinanden. Klokken ti lukker klubben, og jeg følger Indira hjem, og sådan slutter dagen. Det eneste, der gentager sig, er, at jeg er i klubben.

Altså ..... skolen er rigtig god, selv om der stadigvæk er nogen, der sladrer om os bosniere. Jeg har aldrig haft en dansk ven, som jeg kan stole på eller snakke med om mine problemer, hvis jeg har nogen, og selvfølgelig har jeg det. Det har næsten alle bosniere. Men ellers har jeg en god kontakt. De fleste lærere er meget interesseret i vores religion. De spørger hele tiden, om vi spiser svinekød, eller om vi er muslimer. Men jeg kan kun sige én ting: jeg er en muslim, som spiser svinekød, og er ligeglad, hvad andre siger.

Jeg har heller ikke nogen problemer med mit sprog. Jeg har altid tænkt mig at gå i gymnasiet og efter det på Handelshøjskolen (måske). Jeg har kun én fremtid, og det er her i Danmark, fordi jeg ikke mere kender nogen nede i Bosnien. Hvis jeg flytter tilbage, så vil alle spørge, om det samme, som I gør.

Jeg synes, at det er rigtig godt, at I har tilladt, at det skal være en skole for alle, fordi det er den bedste måde, at vi kan kende hinanden bedre på og samtidig lære hinandens religion. Det, der især bekymrer mig, er, om jeg bliver smidt ud eller bliver drillet. Men det, der glæder mig, er, at der er nogen, der kan forstå os, hvordan vi har det, og at vi ikke er nogen, der sidder hjemme og slapper af. Vi arbejder og prøver at få et bedre liv.

Muhammed, Kolding
Jeg har været i Danmark i to år. Fra 1997.

Det er kedeligt at gå i dansk skole, fordi det er lidt svært at forstå hinanden.

Jeg gik i skole i Somalia et år. Jeg kan godt læse og skrive på somalisk. Nu lærer vi dansk i mange timer. Da jeg kom til Danmark, kunne jeg ikke snakke dansk endnu. Det kan jeg godt lidt nu.

Jeg synes, det er godt, når man kommer i modtagelsesklasse, fordi du får nogle fra Somalia eller andre lande at snakke med. Hvis du, når du kommer i skole, går i dansk klasse, så forstår du ikke hurtigt, men hvis du går i modtagelsesklasse, så kommer det bagefter.

Om 10 år er jeg måske rejst hjem, måske .... jeg ved det ikke. Måske bliver jeg gammel i Danmark. Hvis jeg er i Danmark, vil jeg allerhelst arbejde i skolen. Jeg vil være lærer, journalist eller arbejde på fabrik, eller være buschauffør.

Redigeret på baggrund af en båndet samtale på dansk mellem Muhammed og hans lærer.

Diskrimination og krav om tilpasning

Nogen gange driller de mig - især de ældre mennesker og siger

Aymen, 17 år, Varde
Hej, jeg hedder Aymen, er 17 år og går i 10. klasse. Jeg stammer fra Palæstina, men mine forældre boede i Libanon. Jeg har boet her i Danmark i 14 år. Jeg har mange venner i 10. klasse. Det tror jeg har noget at gøre med, at jeg altid har været den eneste udlænding i klassen. For når der er mange udlændinge i en klasse, så er det klart, at man helst vil være sammen med dem fra ens hjemland, fordi så har man noget til fælles, og derfor får man ikke så mange danske venner. Det er derfor, at man i de store danske byer tit ser, at de udenlandske børn står sammen i små kliker. Det påvirker, at man ikke bliver særlig god til det danske sprog Det er man desværre også begyndt at se på min skole. Det synes jeg, at den danske stat bør gøre noget ved.

Jeg har altid haft mange danske venner, så dengang jeg gik i 5. klasse, kaldte de udenlandske børn mig Peter eller Hans, fordi jeg havde mange danske venner. De syntes, at jeg var en forræder.

Jeg har det meget godt i min klasse, men nogle gange føler jeg mig alligevel udenfor, for nogle gange siger de f.eks.: "Du Aymen er god og flink nok, men dem derovre, de er nogle perkere" eller sådan noget, selv om det måske er min fætter eller min bror, de snakker om. Det kan godt gøre ondt. Jeg siger til dem, at de kan lide mig, fordi de kender mig, så de skulle måske prøve at lære andre udlændinge at kende. Det er hårdt at have en anden kulturbaggrund og gå i den danske folkeskole, fordi der er mange fordomme, som er svære at udrydde. F.eks. tror de fleste danske børn, at udlændinge er meget voldelige. Jeg er tit blevet drillet, fordi jeg har en anden religion. Jeg er muslim, så jeg må ikke gå på diskotek eller drikke. Der er også mange af mine venner, der tror, at jeg er lovet ud til en eller anden pige fra Libanon. Det viser, at de danske børn har brug for at vide noget mere om andre kulturer og religioner, det synes jeg, at Undervisningsministeriet burde gøre noget ved.

Jeg synes, at det er en god ting, Undervisningsministeriet laver med hensyn til denne "dagbog", for jeg tror, at det kan bedre forståelsen af udlændinge i Danmark. Det kan også bedre betingelserne for integration i Danmark, for man skal altid starte i det små. Jeg håber, at man får gjort noget ved de mange fordomme, der er i Danmark.

Nasra, 17 år, Århus
Mit navn er Nasra. Jeg er en somalisk pige på 17 år. Jeg er kommet til Danmark d. 26. maj 1996. Nu går jeg i modtagelsesklasse, og jeg er ikke glad for det, fordi jeg har gået næsten tre år i modtagelsesklasse, og jeg synes, at det er lang tid at være tre år i modtagelsesklasse. Jeg synes også, at det er spild af tiden at gå 3 år i modtagelsesklasse, fordi vi ikke får de samme fag, som danske elever får, selv om vi kalder det folkeskole, der hvor vi går.

Vi har tre fag i skolen, og jeg synes, det er for lidt. For et år siden tænkte jeg på at flytte til en almindelig klasse, men det lykkedes ikke. Nu bliver jeg for gammel til at gå i folkeskole, derfor skal jeg på social- og sundhedsskolen lige efter sommerferien.

Det er meget svært at være udlænding i Danmark. Man får aldrig en god uddannelse eller et godt job, hvis man er en muslimsk pige med tørklæde på. Hvis jeg søger et job i Danmark, er det første arbejdsgiverne siger til mig, at jeg skal tage tørklædet af, før jeg begynder jobbet, og det vil jeg ikke, aldrig i livet! Jeg siger til dem, at det er et lille stykke stof på hovedet, og jeg skal arbejde med hænderne, ikke hovedet. Men de siger, at jeg ikke kan få det alligevel.

På en anden måde er det også svært at være afrikaner i Danmark. Som vi ved alle sammen, er afrikanerne mørke eller brune, og jeg er en brun afrikansk pige. Derfor er det meget svært for mig at gå i byen. Jeg synes, danskerne er mærkelige, fordi når jeg står ved busstoppestedet og venter på bussen, står alle, som er i området og glor på mig, som om jeg har gjort noget forkert ved dem. Mens de står og glor på mig, bliver jeg helt flov og stirrer bare ned i jorden, og når jeg er i bussen, er det også det samme, alle passagererne sidder og glor på mig. Nogle gange driller de mig, især de ældre mennesker, og siger sorte svin, abe, nigger-girl og alt muligt andet. Nogle gange giver de mig en albue i maven, og jeg synes ikke, det er rimeligt at høre alle de grimme ord. Jeg forventer mig ikke en god fremtid i Danmark. Hvad synes I, at jeg skal gøre, hvis jeg gerne vil have en god uddannelse, og der ikke er fred i mit land endnu?

Mehtap, 14 år
Hej, jeg er en pige på 14 år og vil fortælle om en oplevelse i skolen. Det er ikke en særlig oplevelse, men er dét, der sker dagligt.

I dag har jeg selvfølgelig været i skole, og har haft en go’ dag, for jeg er vant til alt det, der sker. I dag har jeg arbejdet med projekt om flygtninge med min veninde, som også er en indvandrer. Vi har det godt sammen. I skolen har jeg det dårligt med, at jeg synes om en person, som også er tyrker, men desværre kan jeg ikke snakke med ham som en ven, fordi danskerne og andre synes eller tror, at en muslim ikke har lov til at kunne lide en, og at en muslim kun skal ha’ tørklæde på og læse koranen, men sådan er det altså ikke altid, derfor er jeg næsten kun sammen med mine veninder.

Dette er ikke det eneste problem, det er kun et af mine problemer. Jeg bliver faktisk også drillet med, at jeg er fed. Det kan godt være, at jeg er lidt kraftig og buttet, men jeg synes ikke, jeg er fed. På grund af at jeg bliver drillet, kan jeg ikke deltage i gymnastik, men en dansk pige, som er overvægtig, som går i min parallelklasse, hun bliver drillet, men har selvtillid, det er det vigtigste. Jeg synes ikke, jeg har selvtillid, men jeg skal deltage i gymnastik næste tirsdag. Jeg får det så dårligt, når jeg bliver drillet og tænker, hvis jeg skal blive drillet hele mit liv, hvad nytter det så at gå i skole, jeg kan sagtens sidde derhjemme i mit værelse. Men jeg har lært, at det ikke er sådan, jeg skal tænke, det har min lærer fortalt mig. Selv om hun er led mod mig en gang imellem, synes jeg ikke, hun er racist. Dette var faktisk det eneste, jeg har oplevet i dag.

P.S. Tak fordi I gav denne chance til os fremmede i Danmark. Farvel.

Subethini, 15 år, Herning
Jeg vågner ved, at solen skærer i mine øjne. Klokken er 7.00. Da jeg er færdig med at gøre mig klar til at komme i skole, går jeg ind i vores badeværelse for at bede. Det plejer jeg at gøre hver eneste dag, morgen og aften. Jeg skynder mig at cykle i skole, jeg skulle nødigt komme for sent. De to første timer har vi dansk. Vi snakker om en novelle, der hedder "Er jeg min broders vogter?" af Grethe Risbjerg Thomsen. Jeg har altid godt kunne tænke mig, at vi fik en eller anden historie, hvor vi fik mulighed for at snakke om, hvordan det er at være udlænding i et fremmed land. Hvis lærerne vil skabe en tryg klasse også til flygtninge- og indvandrerbørnene, er de nødt til at snakke åbent og mere om udlændingebørnenes tilværelse. Heldigvis er jeg heldig med, at der ingen racister er i min klasse, men jeg gad godt, at de danske børn forstod flygtningebørn mere, end de gør. Det er folkeskolen, der skal lære dem det.

De to første timer er forbi, så er der pause. Vi har et rigtig godt sammenhold i vores klasse, derfor plejer vi at sidde alle pigerne sammen, og nogen gange snakker vi med drengene. Selvfølgelig går snakken hele tiden om fester. Når snakken kommer til fester, gør jeg mig meget lille. Mine forældre har nemlig ikke givet mig lov til at drikke, tage til fester og blive ude sent om natten til kl. 3-4 om morgenen. Men det betyder selvfølgelig ikke, at jeg ikke tager til fester og har det sjovt med mine venner. Så jeg må komme i gang med at fortælle mine forældre hvor festen er, hvornår jeg kommer hjem, hvem der kommer, og at jeg nok skal følges med en eller anden hjem. Jeg synes, jeg er en blanding af min kultur (tamilsk) og dansk. Sådan har de fleste udlændigebørn det nu. Når mine danske veninder skal til fest, kan de bare komme hjem og sige: "Mor, jeg tager til fest nu". Så siger deres forældre: "Kom hjem ved 2 eller 3 tiden" Og deres forældre hjælper dem med at blande alkohol. Hvis jeg kom hjem og sagde: "Mor jeg tager altså til fest nu" så tror jeg, mine forældre ville grine af det og tro, det var en joke. De ville aldrig give mig lov til det. Ja, og med alkohol, det kan der ikke være tale om.

Efter pausen har vi engelsk. Hvis der er noget, jeg hader, er det racistiske lærere. De viser det aldrig lige ud, men deres hentydninger er ikke til at overhøre. Engang snakkede vi om kriminelle, så sagde en af vores lærere: "Som I ved, er mange indvandrerbørn meget kriminelle," og så begyndte han at sige alt muligt, og hver gang kiggede han på mig og de andre udlændingebørn i klassen og sagde: "jeg mener selvfølgelig ikke jer".

Selvom jeg er bedre end nogle af de andre danske børn, får jeg dårligere karakter end dem. Når jeg spørger ham om det, giver han en eller anden undskyldning om, at jeg mangler dit eller dat eller, at der er en pil opad, men det kan man bare ikke se i karakterbogen. Nogle gange har jeg bare lyst til at kaste bøgerne på ham og råbe hold kæft mand, du er en racist. Men jeg bider tænderne sammen og siger til mig selv: du skal jo i gymnasiet snart.

Selvfølgelig opfører alle lærere sig ikke sådan. Jeg har nogle meget flinke lærere, men desværre er der enkelte lærere, der er racister.

Efter 9. klasse vil jeg i gymnasium, derefter vil jeg på universitetet og læse medicin. Mine forældre har opdraget mig med at sige: Hvis du har en uddannelse i hånden, er det som at have et våben i hånden.

I de sidste to timer har jeg personlig stil og syning. Der er kun piger på holdet, vi griner og har det sjovt. Derefter cykler jeg hjem. Kl. 17.00 cyklede jeg hjem til min veninde for at lave lektier sammen med hende. Foran mig kom en knallert kørende, det var en dreng på 16-17 år, han råbte til mig: Danmark er kun for danskere! Jeg havde lyst til at råbe et eller andet til ham, men hvad kunne jeg råbe? Jeg tror, jeg blev hjemme hos min veninde en time, hvor jeg plejer at blive 3-4 timer. Hun spurgte mig hele tiden, om der var et eller andet galt. Jeg plejer at kunne snakke om alt, men her vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle forklare hende det. Jeg cyklede hjem til mig selv igen. Mine forældre kunne se på mig, at der var noget galt, så de spurgte, hvad der var sket? Jeg fortalte dem det hele. De sagde, sådan er det, når man bor i et fremmed land. Efter jeg havde snakket med min søster og mor, faldt jeg til ro.

Mohsen, 16 år, Skive
Jeg hedder Mohsen og kommer fra Den Irakiske Republik. Jeg er elev i erhvervsklassen på en ungdomsskole. Jeg står tidligt op og tager hjemmefra til skolen kl. 6.30. Jeg vender hjem ca. kl.16.00. Om aftenen, når jeg har fri, laver jeg mine lektier.

Jeg har engelsk, dansk, matematik, orienteringsfag og idræt. Der er store forskelle på undervisningen i Danmark og i Irak. Her i Danmark er det sådan, at hvis eleverne har brug for at drøfte et emne med læreren, så vil han først blive færdig med det, han er i gang med, og bagefter vil han komme tilbage til emnet og diskutere det med eleverne.

Hver torsdag besøger vi virksomheder, hospitaler og kommunale institutioner for at se på, hvordan arbejdsgangen er. I begyndelsen af ferien i næste skoleår skal vi til hovedstaden, København. Sidste skoleår besøgte vi det danske folketing, nationalmuseet og andre steder i hovedstaden. Ved årets udgang skal vi på en udflugt til en dansk ø, og måske skal vi engang rejse til europæiske lande, som ligger i nærheden af Danmark. Det er lande som Tyskland og Holland. Der skal vi være en uge. For at klare rejsens udgifter skal elevernes forældre betale 1.000 kr. til arrangørerne. Pengene skal bruges til mad, overnatning og ture.

På skolen har vi en lærerinde, som er god til at forstå os. Hendes opgave er at hjælpe eleverne med at løse deres problemer både i skolen og i hjemmet. Hun holder møder med forældrene en gang i kvartalet. På skolen er der ud over danske elever flygtninge med forskellige nationaliteter. Det er elever fra Irak, Iran, Bosnien, Brasilien, Sri Lanka og andre lande.

Med hensyn til vores forhold til danskerne, eller integration, så kræver det ikke mange anstrengelser, når man først har forklaret danskerne om vores forhold. Vi har erfaret, at de fleste danskere sympatiserer med os, fordi vi er undertrykte i vort eget land, Irak. Når folk får kendskab til vores situation, vil de hjælpe os og dulme vore smerte her i det fremmede, så langt væk fra fædrelandet. Derfor skal vi være et godt eksempel og gøre et godt indtryk. Vi må leve op til folks forventninger til os. Når vi som fremmede udviser god og moralsk adfærd og har respekt for danskerne, så bliver forholdet godt. Som østerlændinge har vi tradition for at falde til i det samfund, vi lever i. Vi kan ikke lide at isolere os. Vi tager hensyn til andre. Forskelligheden i troen forsvinder, fordi vi er skabt som brødre og søstre, og fordi vi har følelser og er menneskelige. Derfor kan man ikke isolere sig fra hinanden.

Oversat fra arabisk

Zwan, 14 år, Hundige
Jeg har ikke nogen problemer med at være elev i dagens folkeskole. Jeg vil godt være engelsk- eller dansklærer, når jeg bliver stor. Min kontakt med danske elever, lærere og forældre har altid været fin, og jeg har ingen problemer med dem.

Folkeskolen er en skole for alle. Jeg er meget glad for skolen og især for frikvartererne. På den skole, hvor jeg går, er der ikke mange danskere. De fleste er fremmede. Det ville være meget bedre, hvis der var flere danske elever. Min skole har et dårligt ry på grund af, at de fleste elever er fremmede, og det er jeg ikke glad for.

Aysun, 16 år, Hvidovre
Jeg hedder Aysun, er 16 år og går i 9. klasse.

Jeg går på en flerkulturel skole. Vi er elever fra Tyrkiet, Pakistan, Libanon osv. I klasserne er vi delt på en god måde, det vil sige, der er elever fra forskellige kulturer og baggrund i hver klasse.

Jeg er kurder fra Tyrkiet. Jeg synes ikke, jeg har problemer med at gå i en skole/klasse med så mange elever med etnisk baggrund. Det er faktisk meget sjovt at lære deres kulturer at kende! Jeg er også meget sammen med de danske elever. Vi blander os meget. Jeg kan se på mine klassekammerater og lærere, at de er interesseret i, hvordan vi lever, og på samme måde er vi interesseret, selv om vi allerede ved en hel del om den danske kultur.

Mine forældre har aldrig haft noget imod danskerne. Min far er blandt danske elever/unge, lærere og forældre hver dag, da han er lærer på en folkeskole. Min mor er også blandt danske børn og forældre, da hun er pædagogmedhjælper. Jeg har et meget godt forhold til danskere, både hjemme og i skole. Jeg er aldrig blevet holdt udenfor, fordi jeg har en etnisk baggrund. Det kan være fordi, jeg taler flydende dansk og har et godt kendskab til den danske kultur. Jeg tænker tit på, hvad der skal til, før danskerne vil acceptere os? Vil de acceptere os, hvis vi ændrer vores spisevaner og farver håret lyst? Men jeg synes, at alle skal accepteres, som de er.

Jeg bliver meget ked af det, når folk kalder os for 2. generations indvandrere. Det er som om, vi bliver stemplet for noget bestemt. Jeg føler det, som om vi bliver skilt ad fra det danske samfund, og jeg kan ikke forstå, hvorfor vi bliver kaldt indvandrere. Det er vores forældre, der er indvandrere, og ikke os, vi er ikke vandret nogen steder hen, vi er født her! For ca. 2 måneder siden havde vi eksamensprojekt. Der skrev jeg en bog om dem, man kalder 2. generations indvandrere. Jeg interviewede en politibetjent, SSP, lærere, elever/unge, pædagoger og forældre. På den måde fik jeg en masse oplysninger om, hvordan unge med etnisk baggrund har det med hensyn til uddannelse osv. Senere i min uddannelse vil jeg meget gerne arbejde med unge med etnisk baggrund.

Det er vigtigt, at de danske elever oplever indvandrerelevernes verden på samme måde, som indvandrereleverne oplever danskernes. Det er også vigtigt, at undervisere og planlæggere deltager i kurser, hvor de kan lære mere om indvandreres og flygtninges forhold og deres baggrund og om de gensidige krav i forbindelse med integration. Lærerne skal planlægge undervisningsforløbet således, at danske elever får mulighed for at opleve indvandrere og flygtninges baggrund/verden.

Her i Hvidovre Kommune gør man meget for at skabe integration. Jeg synes, at den bedste måde majoriteten og minoriteten kan blive venner på er "integration", - det betyder gensidig respekt, altså begge parter respekterer hinandens kultur, sprog og baggrund. Man kan også sige, at begge parter afgiver lidt af sin kultur og mødes på halvvejen.

Minoriteten må og bør lære majoritetens sprog og kultur for at kunne omgås den. Og selvfølgelig skal majoriteten give minoriteten nogle ressourcer til det. Man skal selvfølgelig heller ikke glemme sin egen tradition og religion. Samtidig med at man lærer andre kulturer og normer, skal man også følge sin egen religion og normer!

Abdifatah
Jeg er elev i en folkeskole.

Jeg vil gerne fortælle om, hvordan jeg oplever skolen. Jeg har problemer i skolen i forbindelse med badningen. Der er mange nøgne mennesker, der tager bad sammen. Idræt er bl.a. et af de fag, som skolen har at tilbyde eleverne. Jeg holder meget af idrætstimerne. Jeg elsker badning, men desværre ikke sammen med nøgne mennesker. Fordi min religion ikke tillader mig, at se deres nøgne kroppe. Både idræt og badning er godt for mig, og jeg kan godt lide min skole.

Jeg beder myndighederne om, at skolen tager hensyn til min religion.

Oversat fra somali

Rodi, Helsingør
Skolen startede kl. 8.00 med to matematiktimer. Min lærer kom ind og begyndte undervisningen med det samme, kun afbrudt af få for sent ankomne elever. Han uddelte diverse færdighedsregningsark, som vi skulle aflevere i slutningen af anden lektion. Eksamen venter os i horisonten med knap 20 dages mellemrum. Dette blev givet som øvelse, så man kan forberede sig til de endelige eksamener. Jeg vil nu citere et citat, der lyder som følgende: "øvelse gør mester". Efter de to lektioner af ren tortur, ringede det ud til frikvarter.

Jeg begyndte i skole i børnehaveklassen. Her blev der ikke gjort forskel på, om man var sorthåret, havde fregner, gik med gummistøvler eller gule sokker. Men da man rykkede op i 3.- 4. klasserne, begyndte racismen at gro. Jeg oplevede at blive kaldt perker, svin og en masse andre grimme ord. Jeg kom i slagsmål med mange, og efter et stykket tid fik jeg den respekt, jeg havde fortjent. Mit råd er: "Døm ikke andre på udseendet, men på væremåden". Nu har jeg det godt med alle mine klassekammerater, og hvis jeg begynder at skændes med en af dem, skyldes det ikke hudfarve. Dog vil jeg ikke udelukke, at jeg ikke kan komme i den situation.

Jeg synes, at folkeskolens elever skal vise mere respekt overfor indvandrere og flygtninge. Ikke alle elever har den holdning. Lærerne er meget forstående, men der er dog nogle undtagelser.

Jeg skal i gymnasiet efter sommerferien. Bagefter skal jeg studere jura på universitetet, og til slut vil jeg gerne blive ansat som advokat. Der kan måske opstå et problem med mit navn. Måske vil de ikke have mig på grund af, at jeg er indvandrer. Dette foregår på mange arbejdspladser landet over. Jeg synes, nogen burde gøre noget mod denne skjulte fjendtlighed.

Jeg vil afslutte min dagbog med endnu et citat: "Vi fødes som originaler og dør som kopier".

Ayan, 15 år, Varde
Jeg er en pige på 15 år og hedder Ayan. Mig og min familie har boet i Danmark i ca. 10 år nu. Vi flygtede til Danmark på grund af krig i vores fædreland, Somalia. Vi bor i en by, som hedder Varde, og jeg går nu i 8. klasse.

Der er en stor forskel på, da jeg gik i de mindre klasser og så nu. Før havde jeg ikke så mange venner, fordi jeg altid slog dem, som drillede mig, og efterhånden opdagede jeg, at hvis jeg slog, ville ingen lege med mig, og den dårlige vane slap jeg hurtigt af med. Nu har jeg mange klassekammerater, og dem holder jeg meget af, det er dejligt at have mange venner og søskende.

Mine forældre var rigtig gode til at hoppe hurtigt ind i det danske system. Der er derimod nogle, som har lidt sværere ved det, og det kan godt give både dem og deres børn nogle problemer i fremtiden.

Ja, nu er jeg jo en muslimsk pige, som bærer slør, og det ser ikke ud til at være et problem, men i vores religion er der mange andre ting, som er forbudt, f.eks. nul alkohol, vi spiser ikke svinekød osv.

I dag har ikke været ret speciel for mig. Jeg tog i skole som sædvanlig, kom hjem og tog vasketøjet ud som sædvanlig og lavede mine lektier og hyggede mig lidt med min familie. Det får mig til at tænke på, hvor dejligt det er at have hele min familie, og hvor godt vi har det sammen.

Jeg er glad for, at vi kom til Danmark. Man føler sig velkommen her, men der er derimod nogle, som ikke bryder sig om os, men det er jo dem, som har et problem. Jeg syntes ikke, man skal gå efter race eller udseende. Vi er alle sammen mennesker.

Dreng, 19 år
Jeg er 19 år gammel. Jeg kom til Danmark 2. februar 97. Jeg går på en ungdomsskole i en klasse, der hedder Erhvervsklasse. Vi er kun udlændinge her i klassen. Men jeg har også nogle timer sammen med danskere, f.eks. engelsk og matematik.

Først og fremmest vil jeg takke dem, der vil høre på os. Dem, der også regner med os. For det andet kunne mit brev være en lille hjælp til de udlændinge, der kommer her senere.

Det er lidt anderledes at være elev her i landet. Skolegangen er nemmere, end det er dernede. Både eleverne og læreren tager det ikke så alvorligt, som de skulle, undtagen i 9. og 10. klasse.

De arbejder mere stabilt, end de andre gør. Fordelen ved at være elev her i Danmark er, at læreren vil høre på, hvad eleverne siger, og hvad der er deres mening og sådan noget. Men det er sket for mig, at når jeg fik sagt min mening om et eller andet, så var der nogle af mine lærere, der sagde, at det er godt for dig, at du er her og kan sige din mening uden at risikere at få et par på hovedet. Det blev jeg rigtigt ked af. Jeg har også andre negative oplevelser, hvis I vil høre, så værsgo’:

Jeg ved det udmærket godt. Det er dårligt, hvis man kommer for sent, men det kunne ske for enhver. Det var kun mig og en anden dreng i klassen, som var udlænding, resten var danskere.

Da det var en af os to, der kom for sent, blev vores lærer bare så sur, og hun fik sagt alt, hvad hun havde lyst til! Kort efter kom der nogle andre for sent, så sagde hun bare: "Hvad så unge mand, hvad har du til forklaring på din forsinkelse?" Jeg kan godt forstå, at hun blev sur, men det var dårligt at blive behandlet på den måde, og jeg oplever det igen og igen. Jeg siger altid til mig selv som en trøst, at man skal ikke være negativ, til gengæld skal man altid være åben.

Jeg synes også, at lærerne blander sig meget i elevernes liv. F.eks. da jeg flyttede hjemmefra. En af mine lærere prøvede på at finde ud af, hvorfor jeg gjorde det. Så fandt hun på en undskyldning, at hun ville hjælpe mig med at bruge betalingsservice til at betale mine regninger. Det havde jeg selv ordnet, men jeg sagde ikke noget, for jeg vidste, hvad hun var ude på. Hun skulle bare se, hvordan mit værelse ser ud. Og hvordan jeg havde det. Men jeg sagde som en trøst til mig selv, hun vil bare hjælpe dig.

Vi har også gode oplevelser herude, f.eks. når vi tager på ture, er det nogle gode timer, vi har sammen. Lærerne vil, at vi har det godt sammen. Der er også nogle gange, hvor de arbejder på integration i fuld fart. Det kan jeg godt lide, men man skal altid huske, at man er en fremmed. Jeg synes trods alt, vi har det godt alligevel. Det er ikke på grund af skolen, at vi har det godt. Det er bare fordi, vi selv vil have, at vi skal fungere så godt i samfundet, som overhovedet muligt, og lærerne vil hjælpe os med at lære os sproget. Til sidst vil jeg takke dem alle sammen igen.

Murat, 17 år, Esbjerg
Jeg kom til Danmark i december måned 1998. Jeg kommer fra en lille landsby omkring Ankara, som hedder Kerpiçli. Jeg er født og opvokset der. Jeg kom hertil på grund af min far. Han arbejder her.

Et par måneder efter jeg kom til Danmark, begyndte jeg i skole. I starten oplevede jeg livsstilen og kulturen en smule anderledes, end jeg var vant til. I starten var det, som om alle tog på arbejde om morgenen og kom hjem om aftenen og ikke vidste noget om andre end deres egen familie. Jeg mener, at det var, som om alle levede i deres egen kultur, især den ældre generation. Det var anderledes med de unge. De levede sig ind i begge kulturer. I deres dagligdag var de sammen med alle de forskellige racer og kulturer. Selv om det må være svært for nogle af de muslimske unge, synes jeg alligevel, at de klarer sig godt. Jeg mener, at de har tilpasset sig det nye uden at glemme deres eget. Hvis man kun skulle leve med sin egen kultur, ville man blive udstødt fra det danske samfund. Omvendt, hvis de kun skulle leve med dansk kultur, ville de blive udstødt fra deres eget. Jeg tror, det er det værste, der kan ske. Derfor må de unge ikke glemme deres egen kultur.

Unge mennesker klarer sig i begge kulturer. Det er jo ikke så lang tid siden, jeg kom, og det kan godt være, at jeg mangler en hel del ting. Først og fremmest mangler jeg sproget, men også viden om miljøet og de andre racer omkring mig. Jeg ved heller ikke ret meget om økonomi og arbejdsmarkedet. Det tager selvfølgelig sin tid at lære alle de nye og anderledes ting. Lige nu går jeg i en dansk skole, og i klassen er der elever ligesom mig, som er nye og af forskellige racer og kulturer.

Mine tanker om danske elever, lærere og det danske samfund har ændret sig. Nogen af de danske elevers opfattelse af fremmede elever er rigtig dårlig. Man kan se af deres blikke, at de ikke vil have noget med os at gøre. Derfor interesserer de andre elever mig ikke. Det er lærerne, der interesserer mig. Jeg får en god undervisning af dem. Jeg synes, lærerne er helt fine. De diskriminerer ikke. De interesserer sig for os, og de er varme. De har respekt for andre kulturer og racer.

Jeg kan desværre ikke sige så meget om resten af det danske samfund, for jeg kender ikke ret mange danskere og har ingen kontakt til dem, men jeg føler, at de fleste danskere er kolde mennesker. Jeg kan give et eksempel: når de f.eks. ser en fremmed pige med hovedtørklædet på, så kigger de på pigen, som om de aldrig har set noget lignende. Præcis sådan noget tror jeg er dårligt for danskerne selv, for det gør, at vi også opfører os koldt over for dem. Sådan noget kan gøre fremmede børn og unge meget kede af det, så de mister lysten til at læse og arbejde i det danske samfund.

Lige nu elsker jeg at gå i skole. Jeg har vældig lyst til at lære sproget, og har ikke noget at klage over.

Oversat fra tyrkisk

Daya, Viborg
Jeg begynder mit brev med en hilsen. Jeg hedder Daya. Jeg er elev i erhvervsklassen på en ungdomsskole. I klassen er der elever fra Bosnien, Iran, Brasilien og andre lande. De fleste elever i klassen kommer fra en kultur, og de har traditioner, som ligner min. Jeg synes ikke, at det er vanskeligt at forstå hinanden. Til gengæld synes jeg, at det er svært at have kontakt med danskerne. Det skyldes først og fremmest, at vi er østerlændinge, og danskerne er vesterlændinge. Her tænker jeg på forskellighederne i traditionerne og troen. Jeg tror, at kontakten til danskerne bliver nemmere med tiden. Den anden grund er racismen. Jeg har oplevet, at nogle danske elever på skolen er racistiske, og det sårer mig. Nogle gange fortryder jeg, at jeg ikke blev i mit land, selv om det ville være farligt for mig. Jeg tror, at de elever, som er tilbøjelige til at være lidt racistiske vil ændre holdning mod os, når de bliver ældre, hvis de finder ud af årsagerne til vores flugt til Danmark. Vi er nødt til at affinde os med situationen, og måske forsvinder racismen en dag, hvis vi prøver.

Med hensyn til skolen, synes jeg ikke, at undervisningen i alle fag er god. Undervisningen i Danmark og i Irak er meget forskellig. Undervisningen i Danmark er nem og enkel. I ungdomsskolen har vi "workshop", som er god og underholdende. I dette fag lærer vi lidt om forskellige håndværk, om andre skoler og mange andre ting. Jeg synes, det er det bedste fag, vi har, fordi der er så mange positive ting i det, som ikke findes i andre fag. Derudover styrkes vores forhold til de danske elever i "workshop", fordi vi er sammen i timerne. Med hensyn til matematik og engelsk, så er vi glade for at have dygtige lærere. Deres måde at undervise på er meget effektiv. Med hensyn til undervisningen i dansk, synes vi flygtninge og udlændinge ikke, at den er lige så effektiv som i matematik og engelsk.

Til slut vil jeg sige, at jeg under alle omstændighederne har det godt her på skolen. Og tak.

Oversat fra arabisk

Pamuk, 15 år, Århus
Jeg kører med bus, når jeg skal hen til skolen. Jeg plejer at følges med mine venner, men når vi stiger af bussen, løber de væk, fordi de ikke vil følges med mig. Så går jeg alene, og det er meget bedre. Det er svært, når man ikke har kontakt med de danske børn, og bliver holdt udenfor, fordi man er indvandrer. For eksempel, hvis jeg spørger, om de vil være sammen med mig, så går de bare, som om man ikke eksisterer. Det kan være, fordi man er mørkere og ser anderledes ud, der hvor jeg kommer fra. Jeg er blevet drillet meget. En gang råbte de til mig: "perkerunge, skrid til dit hjemland". Det gjorde meget ondt på mig, og jeg ønskede mig død. Men nu har jeg det meget bedre. Jeg har fået nogle danske veninder, som jeg er meget sammen med, de accepterer mig som en dansker. Jeg bor i en lejlighed, hvor der er gamle mennesker, som jeg snakker med, og de er meget venlige mod mig og min familie.

Mine tanker om en god skole er, at man har disciplin. Mere undervisning så man kan lære fagene meget bedre, og at man behandler indvandrere og flygtninge, som de danske elever.

Mine lærere tager det ikke så alvorligt, men spilder tiden med ture og den slags. De lærer ikke eleverne at læse og skrive, men kigger på uret og venter på, at de skal hjem og have deres løn. Når forældrene kræver, at deres børn skal lære noget, og spørger, hvorfor deres børn er bagud, så siger de bare, at de nok skal lære det på et tidspunkt. Min lillesøster går i 4. klasse og kan ikke engang læse.

Vi har haft projektopgave og har i dag fået vores karakterer, så for mig har det været en særlig spændende dag. Min veninde og jeg er spændte, fordi vi har brugt vores weekender til at lave opgaven. Vi fik et 9 tal. Det er vi meget tilfredse med. Jeg er klar over, at hvis man ikke har en god uddannelse, eller hvis man ikke får gode karakterer, så får man heller ikke et godt liv. Jeg skal gøre en ekstra indsats, så jeg kan klare det danske samfund.

Jeg vil gerne have en god uddannelse og en god fremtid med fred.

Murat, 9. klasse, Brabrand
Min dagligdag i skolen er meget forskellig. Den ene dag føler jeg mig hjemme, den anden helt udenfor. Som udlænding er det, synes jeg, svært at tilpasse sig det danske skolemiljø, når man begynder i en helt ny skole. Især hvis nogen kommer med racistiske bemærkninger konstant. Der er selvfølgelig grænser for, hvad man kan kalde racisme. Men jeg har mange gange følt, at der er racisme overalt i min hverdag. Mange viser ikke, at de er racister, men når nogen så endelig viser det, så viser de det for alvor. Der er tale om forskellige måder at diskriminere på. Man skulle næsten tro, at alle havde deres egen måde at diskriminere udlændinge på. Den mest typiske diskrimination er nok, når nogen siger, at vi lugter og vi slagter geder (eller et hvilket som helst andet dyr) på vores altan. Altså. .. enhver kan da regne ud, at disse ting ikke har noget med sandhed at gøre. Men der er ikke rigtig nogen, der gider eller kan protestere mod de personer, der siger sådan. Den værste diskrimination – som jeg ikke kan tåle at høre på – er den, at vi lugter af hvidløg. Jeg mener, at jeg har ret til at sætte en person, der påstår den slags ærkevrøvl, på plads. Men myndighederne mener selvfølgelig noget andet. Det kan næsten ikke være anderledes.

Der er ret mange elever med udenlandsk oprindelse, som kalder den mindste ting for racisme. Det kan f.eks. være, hvis læreren har skældt personen ud. Der skal meget til, før man kan tale om racisme. Det skal være nedgørende, før man kan begynde at tale om racisme.

En nær ven af mig kom op at skændes med en af sine klassekammerater et par dage før, det skulle afgøres, om han var egnet til en gymnasial uddannelse. Efter det han selv siger, er han meget dygtig i skolen, og har styr på alting. Ingen problemer sagt på en anden måde. Han blev erklæret uegnet. Så er spørgsmålet jo, om det er, fordi han kom lidt op at skændes med læreren eller, om det er, fordi han er lidt af en pralhals og har for meget selvtillid, at han ikke blev optaget? Der er desværre mange lærere, der ser udlændinge som nogle, der ikke ved en skid og derfor ikke kan få over et 6-tal. Det er selvfølgelig ikke retfærdigt, for jeg ved, at mange udenlandske elever faktisk er bedre til dansk og andre sprog end de danske elever. Jeg undrer mig faktisk over, at det er sådan. Vi har mindst to sprog, som vi skal koncentrere os om. De har kun et. Hvorfor går det dem så skidt?

Der er ikke den store form for racediskrimination i den skole, jeg går på, fordi de fleste elever er af udenlandsk oprindelse. Jeg er sikker på, at de på andre skoler, hvor der er flere danskere, er hårde mod udlændinge. Det kommer jeg nok til at opleve en dag. Skoler i Danmark har mange gode sider, men de dårlige sider ser vi udlændinge også en gang imellem. Det eneste jeg gør ved det er at ignorere dem og lade som om ingenting var hændt, men hvor længe holder det?

Pige, 7. klasse
Jeg har det meget godt med at gå i dansk skole, men jeg synes ikke om, at man hele tiden skal spille teater og gå ture i skoven. Jeg synes heller ikke, at man skal betale for noget, man ikke gider. Jeg kender mange, der ikke vil på tur, og de brokker sig hele tiden over, at de ikke vil med, men deres lærer siger, at de skal med.

I vores skole er dagene altid ens. Men om torsdagen møder vi senere. Lige for tiden har vi emne om computer. Jeg er også rigtig glad for, at der er urdu timer en gang om ugen. Jeg har det meget godt og er glad for, at jeg har danske venner. I vores skole har vi det meget godt med de andre danske elever, og lærerne behandler os alle ens. Nogen gange, når man møder andre skoler til f.eks. fælles elevråd, så kan de andre elever fra de andre skoler finde på at sige noget racistisk, fordi de ikke kender os, som de kender alle de andre børn på vores skole.

Jeg oplever folkeskolen, som noget, der er virkelig vigtigt, men elever skal også kunne komme ud og se, hvordan der er uden for folkeskolen, for alle folk er ikke ens. De ældre damer er bange for os indvandrere og taler ikke med os. Det synes jeg er for dårligt, for de kender os ikke. Men nogle gange kan det også være irriterende, at vores lærer diskuterer med os. Hver gang der er nogle af de pakistanske elever, der siger noget, diskuterer han det altid.

I vores skole er der blevet smidt mange pakistanere ud. Vi fik aldrig at vide hvorfor. Jeg kender 6-7 pakistanere, der er blevet smidt ud. Husk på det er jer selv, der har kaldt på os, og nu hvor der ikke er brug for os, kan I ikke smide os ud igen.

Mehmet, 13 år, Ishøj
Da jeg gik ud af hoveddøren i dag, var der ikke nogen racistiske øjne, der kiggede på mig, for det hader jeg meget på grund af, at de siger alt muligt om os, selv om vi ikke engang kigger på dem.

At være udlænding i vores skole er ikke slemt, for der er slet ikke nogen racistiske lærere eller elever, så vidt jeg ved. Jeg har mange danske venner her i Ishøj bl.a. i skolen. I dag da jeg gik ud for at spille fodbold med nogen af mine tyrkiske venner, kom jeg til at ramme en mand på cirka 35 år. Han skældte mig ud. Jeg gad ikke at svare tilbage, for så siger de alt muligt om os udlændinge. Jeg kan huske mange gange, hvor der var nogen danskere, der sagde noget til mig, så vi kom op at slås. Hvis jeg skulle fortælle hvorfor, og hvad der skete bagefter, ville det fylde hele bogen.

Nogen gange tænker jeg på, hvorfor de ikke kan lide os, for det var jo først dem, der sendte invitation til vores forfædre til at arbejde i usle job. For de var jo for fine dengang. Jeg ville ønske Danmark ville være et racistløst land, men det tror jeg ikke vil ske før år 2030. En skole med udlændinge, der taler flydende dansk, ville være godt, så ville der heller ikke være så mange racister. Engang havde vi vikar i klassen, der mente, at når vi muslimer havde religiøse dage, skulle vi være i skolen, for det er jo ikke muslimernes land, sagde han. Jeg blev sur, men kunne ikke gøre noget. Der er noget, jeg ikke kan forstå, det er, at der er nogen danskere, der spørger pænt, om jeg er perker. Når jeg får børn, håber jeg, at der ikke vil være nogen racister, og at politiet ikke kun holder med danskere.

Heldigvis er vores folkeskole for alle, for det betyder jo, at de ikke har noget imod os. Når jeg kommer i skole, hilser lærerne på os, som de hilser på danskerne, og så bliver jeg glad. Når jeg deler aviser ud, er der mange danskere, der åbner døren for mig, selv om de ikke selv skal i opgangen. Nogen gange er der nogen danskere, der spørger, om jeg er træt af at dele aviser ud og giver mig en sodavand eller 10 kroner. Også når jeg spiller kamp med mit tyrkiske hold, VBK, er dommeren meget sød mod os.

Der er noget, jeg specielt godt kan lide ved Danmark, det er, at når muslimske piger går på universitetet, må de gerne tage tørklæde på. Ikke engang i Tyrkiet må man det, selv om Tyrkiet er et muslimsk land.

I dag var der ikke nogen racister, der kiggede ondt på mig, og det er jeg meget glad for.

Marian, 15 år, Århus
Jeg er en pige, som lige er fyldt 15 år. Jeg hedder Marian, og jeg kommer fra Somalia. Jeg har boet i Danmark næsten 3 år, altså, jeg kom her til Danmark d. 4/6-96. Jeg bor med min familie, som bor i den næste hovedstad. Jeg går stadig i modtagelsesklasse.

I Danmark er der mange racister, og det er synd for udlændinge, især muslimerne. Og jeg er en muslimsk pige. Jeg går på en folkeskole. Jeg synes skolen er god, der sker ikke meget ballade, der er gode lærere, og man lærer noget, men ikke i min klasse. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg vil gå i gymnasiet efter 10. klasse, men det er svært.

Som jeg har sagt før, er jeg afrikaner. Jeg bliver træt af dem, som stirrer på mig hele tiden, især de gamle. Jeg oplever det hver dag, og jeg synes, det er værre end at stikke en kniv i mig. Jeg synes racister er dumme, fordi de ikke kan fatte, at Gud har lavet menneskene i forskellige farver og former. De driller mig med min påklædning. De sagde, at jeg tager tørklæde på, fordi jeg ingen hår har. Og det er selvfølgelig ikke rigtigt.

Men selv om der er mange racister, er der nogle gode, f.eks. dronningen, vores nabo osv. Danmark er det bedste land i hele verden. Jeg ved ikke, hvor jeg og min familie kunne være uden danskernes hjælp, lige nu. Til sidst vil jeg sige til dem, der gav mig chancen til at skrive min mening om Danmark, tak.

Ali
Jeg har det ikke særlig godt i skolen, jeg er blevet drillet, siden jeg startede på skolen. Jeg er løbet hjem mange gange på grund af, at der er nogle, som driller mig. Det er kun drengene, som er ude efter mig, og jeg tror, at det er fordi, at jeg er indvandrer, og fordi jeg har en anden hudfarve. Det er kun pigerne, som er søde imod mig. De trøster mig meget og vil mig det bedste, det er det, jeg tror. Jeg bliver slået og behandlet som en slave. Jeg kunne godt tænke mig at blive behandlet, som alle andre bliver behandlet, og som jeg behandler andre.

Vi er tre indvandrere i klassen, de to andre kommer fra Jugoslavien, men jeg kom fra Libanon, altså, jeg er araber. Det er kun mig, som bliver drillet, de to andre bliver aldrig drillet, det er ret mærkeligt. Men ellers bliver jeg behandlet ordentligt, jeg ved godt, det lyder lidt underligt, men der er nogle ting, som jeg ikke kan skrive ned, man skal se det, før man tror på det.

På den skole, som jeg går på, er der ikke særlig mange indvandrere, for det vil vores inspektør ikke have. Der er en modtagelsesklasse, hvor der kun går indvandrere, de bliver sendt til andre skoler efter et år. En skole skal være for alle, ikke kun for nogle. Når der er Ramadan, kommer der mange bemærkninger, f.eks.: hvordan jeg kan holde det ud. Er det ikke besværligt osv. Lærerne på skolen synes ikke særlig meget om den, fordi så kan jeg ikke være med til noget, der har med mad at gøre. Man må jo ikke spise eller drikke i Ramadanen, først når det bliver mørkt. Der er også en lille fest efter Ramadanen, det er der, hvor man får penge af hele familien. Det er der mange danskere, som er misundelige på.

Jeg er god ven med lærerne og mine kammerater og mine forældre – dem har jeg det meget godt med. De spørger altid om, hvordan jeg har det, og om det går godt i skolen. Vi har også haft en mand, som kom på besøg, ham skulle vi fortælle vores problemer til, og han skulle prøve at hjælpe os med dem. Han hjalp mig meget med mine problemer, men nu kommer han ikke mere.

Der er noget, som jeg er vant til nu, det er, når Peter kalder mig for Alis Pizza Bar, det er jeg faktisk ret ligeglad med, for jeg kalder ham for pølsemand. Det er faktisk ret svært at være indvandrer i en folkeskole, fordi de må spise svinekød, og det må jeg ikke. De gør nogen ting, som jeg ikke kan gøre. De har flere kammerater end mig, jeg har næsten ikke nogen. Ja, nu er jeg begyndt at græde på grund af, at jeg bliver drillet, det må du altså undskylde. Men ellers har jeg det godt i skolen, nu er der ikke særlig mange, som driller mig mere, og det er jeg glad for. Jeg er en meget sød person, og jeg er også meget venlig, jeg gi’r slik og min mad væk til mine klassekammerater, men de gi’r ikke en skid, jo nogen gange, men ikke altid.

Ja, nu sidder jeg her og tænker på min fremtid, hvordan vil den mon blive. Vil jeg blive berømt, eller vil jeg bare være et almindeligt menneske. Jeg vil helst være læge, den interesse fik jeg, da jeg så Hvide Løgne. Ja, nu har jeg ikke mere at fortælle dig.

Pige, 18 år
Jeg, som er en gymnasieelev, er totalt utilfreds med, at vi, som er født i Danmark, med indvandrerbaggrund, ikke kan få dansk pas. Jeg har henvendt mig til udlandsstyrelsen adskillige gange, og hver gang får jeg besked på at vente i 3 år. Det er simpelthen uretfærdigt, og for det andet skal vi betale 2.000 kr. for vores ret. Jeg har oplevet problemer i forbindelse med en rejse i 10. klasse. Jeg havde betalt hele beløbet til rejsen, og så fik jeg at vide, at jeg ikke kunne komme med, fordi jeg ikke var dansk statsborger. Dernæst henvendte jeg mig til udlandsstyrelsen, hvor jeg fik besked på at vente i 3 år. Jeg kom altså ikke med på turen, og så følte jeg mig uden for i klassen, fordi de alle sammen snakkede om, hvor god en tur, det havde været.

Der er så mange besværligheder forbundet med det udlandspas. I gymnasiet skulle vi også på tur, og i min situation skulle det hele være afklaret 5 mdr. før rejsen. Jeg og mine veninder skal selv om vi er født i Danmark, være 21 år for at få pas. Børn, der bliver født i England, får engelsk pas med det samme, uanset forældrenes indfødsret. Jeg har fætre og kusiner i England, der kan komme når som helst i ferierne. Jeg bliver nødt til at søge visum mindst 3 mdr. før. Min familie i England kan ikke forstå, at jeg som født her, ikke har samme ret som dem, der er født der.

Jeg håber virkelig, at I gør noget ved den slags sager, så vi kan føle os på lige fod med klassekammeraterne i en rejsesituation.

Familie, venner og ungsomskultur

Jeg har det godt med min klasse, men nogle gange føler jeg mig alligevel udenfor, for nogn gange...

Quang, 14 år, Støvring
Jeg bor i Støvring sammen med min far, mor og 5 søskende. Vi kom til Danmark, da jeg var 6 år, og jeg kom med det samme i børnehaveklasse. I klassen er der kun børn fra Vietnam, to danske lærere og en fra Vietnam. Det eneste jeg kan huske var, da jeg spillede billard, og da det var jul gav vi hinanden gaver. Det kunne jeg godt lide.

Da jeg kom i skole, kunne jeg godt lide sløjd, og jeg lavede et træhoved. Da jeg gik i anden og tredje klasse lærte jeg at læse og skrive. I dag har jeg problemer med at finde ud af nutid og datid.

Jeg syntes, at skolen er fin, fordi jeg har en masse venner i skolen, og vi har rigtig flinke lærere og inspektør. I frikvartererne leger jeg tit sammen med mine venner. Vi spiller fodbold, og det kan jeg rigtig godt lide. Det sværeste er lektierne, det får jeg hjælp til en gang om ugen. I min klasse skal næsten alle konfirmeres. Det skal jeg ikke. Det gør ikke noget, at de snakker meget om penge og gaver.

I fritiden bliver jeg mest hjemme. Jeg ser film og spiller computer med min lillebror. Vi spiller Streetfighter og Bomberman world. Nogen gange går jeg i ungdomsklub og på biblioteket. I år spiller jeg håndbold. Vi har et godt hold, og vi har det godt. Til næste år vil jeg måske spille fodbold.

Derhjemme spiser vi dansk mad en gang om ugen. Ellers spiser vi vietnamesisk. Men nogen gange kommer min storesøster hjem og laver pizza – det kan vi godt lide.

Min fremtid er jeg lidt i tvivl om. Jeg ved ikke hvad jeg skal uddanne mig til, fordi jeg har problemer med sprog, og jeg er lidt doven til at læse. Jeg vil bo i Danmark og have en god uddannelse og vil gerne have en familie.

Erhan, 18 år, Svendborg
Jeg går på en handelsskole, og det er jeg meget glad for. Jeg har mange venner og en dansk kæreste, som jeg holder meget af. Jeg kommer oprindelig fra Kosovo Albanien, men flygtede hertil, da der var uro i landet. Mit ophold i Danmark har været og er rigtig dejligt. Jeg er sammen med mine venner - både nogle jeg kender fra skolen, og andre, som jeg kender fra min hobby. Jeg går meget i en ungdomsklub her i Svendborg, hvor jeg som regel er disc-jockey og spiller alt det nye popmusik.

Jeg stod op kl. 7.00 i morges. Jeg skulle godt nok først møde kl. 10.00, men jeg trængte til et bad og til at barbere mig. Klokken 9.45 cyklede jeg i skole. Det er dejligt at gå på handelsskole. Alle lærerne betragter én som voksen og ikke bare som et lille barn, som de gjorde, da jeg gik i folkeskolen. Vi havde Erhvervsøkonomi & Service. Disse fag er ret svære for mig, da jeg har svært ved matematikken, og vores lærer bruger nogle svære ord, som jeg ikke forstår, men heldigvis sidder jeg ved siden af mine veninder, som gider hjælpe mig med fagene.

Jeg gik fra skole kl. 13.30, hvor jeg tog direkte hjem, for jeg var meget sulten. Mine forældre var kommet hjem fra skole. De går nemlig også i skole, men det er en sprogskole, så de kan lære lidt bedre dansk. Og måske – når min far bliver god til dansk – kan han få et arbejde. Alle de steder han vil arbejde, bliver han nødt til at kunne snakke bedre dansk.

Min mor lavede mad til mig, og derefter ringede en af mine venner (også en udlænding) og spurgte, om jeg ville med ham og hans kæreste ned i byen og kigge. Jeg mødtes med dem nede i byen. jeg var ked af, at jeg ikke havde min kæreste med, da de hele tiden gik og holdt hinanden i hånden og ligesom glemte mig. Vi kiggede på alt det nye musik, som interesserer mig og min ven meget, da han også er disc-jockey i klubben. Byen var fuld af mennesker, der snakkede og løb gennem gaderne. Jeg kom først hjem kl. 17.00. Da jeg kom hjem lavede min mor igen noget mad til mig, for jeg skulle i klubben og spille musik. Jeg cyklede derud omkring klokken syv. Det var fedt at spille. Der var en del på dansegulvet, og det betyder meget, når man er disc-jockey. Kl. 21.30 cyklede jeg hjem igen. Jeg havde desværre noget Salg & Service for, som jeg var nødt til at lave. Det var svært for mig, men jeg ringede til min kæreste, og hun kunne hjælpe mig en smule med det. Men hun går ikke på handelsskole, så det er heller ikke nemt for hende. Da kl. blev 23.00 var jeg endelig færdig med lektierne.

Sådan en dag som 14. april har jeg mange af. Mine dage forløber meget ens. Når jeg tænker på, at jeg laver det samme hver dag, bliver jeg i trist humør. Men som dagene skrider frem, tænker jeg egentlig ikke på, at jeg har et kedeligt liv. Når jeg rigtig kan mærke, at det er kedeligt, og at jeg altid er her i Svendborg og oplever det samme hver dag, er når min kæreste er ude at rejse. Hun har lovet mig, at jeg må komme med hendes familie til Spanien til sommer, og det glæder jeg mig meget til.

Jeg er glad for, at jeg bor i Danmark nu. Det er dejligt at være her, når jeg hører, hvordan vores oprindelige land bliver hærget og ødelagt. Desværre er mine bedsteforældre stadig dernede. Vi prøver at holde kontakten til dem ved lige, men det er svært, for telefonopkald bliver aflyttet af folk dernede. Jeg vil inderst inde ønske, at jeg stadig boede i Kosovo, og at der var ro og orden dernede, men så havde jeg ikke fundet min kæreste, som jeg holder meget af. Hun opmuntrer mig også, hvis jeg er i dårligt humør.

Mehmet
I dag lavede vi nogle broer i natur/teknik-timerne. Jeg og Magnus lavede en hængebro og nogle runde stolper ud af papir. I frikvarteret spillede jeg fodbold med nogle fra 5. a.

I Hofmanns to timer lavede vi kajakkerne færdige.

Kl. 17.30 spillede vi kamp i regnvejr på Nordre Stadion, og jeg spillede i shorts.

Da jeg kom hjem, så jeg lidt fjernsyn.

Og gik i seng kl. 22.00.

Oversat fra somali

Allan, 12 år, Kolding
Jeg hedder Allan, jeg er 12 år, jeg kommer fra Afghanistan. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg kom til Danmark.

Jeg gik ikke i skole i Afganistan, jeg gik bare i børnehave.

I skal forstå, at vi er kommet ud fra vores land. Det er så svært, så svært at komme ud fra et land i krig. Min far han var læge, og han var politisk, så han måtte ikke komme ud. Hvis der var nogen, der så, at han kom ud fra sit land, så kunne han godt dø af det. Det var så farligt.

Først rejste vi til Rusland. Jeg boede der i 9 måneder, og jeg kan godt snakke russisk, og jeg har også gode venner, som også kan snakke russisk. Jeg var alene med far i to år. Vi vidste ikke hvor mor, Tine og Alex var henne. Det var så svært, vi troede, at de var døde, eller måske var de kommet tilbage til Afghanistan, eller om de kom til Danmark - vi vidste ikke, hvor de var.

Det er godt nok at være elev i jeres skole. I Afghanistan, der slår de dig, har min far fortalt mig. Her råber de bare ad dig, det er bedre. Når man laver noget, der ikke er særlig godt, så råber de ad dig. Lærerne skal skælde ud, for vi laver nogle grimme ting, sådan noget, som vi ikke skal lave. Vi har selv problemer. Det er ikke lærernes skyld. Vi har problemer, vi laver det altid, vi kan ikke stoppe med det.

Jeg er anderledes i skolen, end de danske børn. Jeg kan ikke lave sådan nogle ting, som de kan, jeg kan ikke snakke, sådan som de snakker, jeg kan ikke være venner med dem ligesom de er venner, jeg kan heller ikke lege på den måde, som de leger.

Jeg lærer noget - jeg vil gerne lære noget ..., men jeg kan ikke det dér svære. Min far har fortalt mig, at da han var lille, kunne han heller ikke, men han har lært det. Det er først nu, jeg skal lære at læse. Det er så svært, så svært. Men jeg kan godt lave matematik, jeg har ikke problemer med matematik.

Jeg kommer hver dag med bussen. Eleverne slås, og de råber. Buschaufføren tager dem med alligevel. Jeg spiller fodbold hver dag. I dag var jeg sammen med de andre 6. klasser nede og se film om sex og mange ting, som vi ikke skal lave, heroin, ryge og drikke og sådan noget. Jeg syntes ikke særligt godt om at høre om sex, men fint at høre om heroin, ryge og drikke, det var godt. Jeg synes ikke, vi skal lære noget om sex, vi skal slet ikke lave det. Det er farligt. Hvis nu en pige bliver gravid, så er det farligt for drengen. Han bliver far. Man skal være ældre, før man tænker på sådan nogle ting.

Redigeret på baggrund af en båndet samtale på dansk mellem Allan og hans lærer.

Ikram, 15 år, Varde
Det var onsdag morgen, og jeg cyklede til skole. Det var koldt, men det var faktisk ikke det, jeg tænkte på. Jeg tænkte på mine lektier, som jeg ikke nåede at lave. Jeg får dårlig samvittighed hver gang, jeg ikke får lavet mine lektier.

Da jeg kom til skolen, satte jeg mig på en bænk i skolegården, for jeg vidste, at hvis jeg gik op i min klasse, ville jeg bare sidde på min plads og høre de andre snakke om fester eller sådan noget lignende, og det kender jeg ikke noget til. Så ville de også stille en masse spørgsmål om, hvorfor vi ikke må gå på diskoteker, drikke alkohol osv. Men jeg bliver aldrig træt af at svare, for det er den eneste måde, vi kommer til at acceptere hinanden på. Jeg har altid gerne villet fortælle om vores kultur og religion. Mine projekter og opgaver handler altid om vores kultur og religion, men alligevel synes jeg ikke, at danskernes forhold til os er blevet bedre.

Da det ringede ind, gik jeg op i klassen. Alle sad på deres pladser, for læreren var allerede kommet. Da de to kedelige timer var gået, og det ringede ud, gik min kusine og jeg ned for at købe morgenmad, og da vi kom tilbage, havde det allerede ringet ind. Sådan gik hele onsdagen indtil vi skulle til "Projekt netværk", som er lavet for unge indvandrere og flygtninge. Det er en slags klub. Vi tager på udflugter, dyrker sport og lærer noget om uddannelse. Det er lavet for at hjælpe flygtninge med at integrere sig i det danske samfund, og for at vi skal lave noget andet end at gå i skole og være hjemme.

I min fritid ser jeg aldrig mine klassekammerater, og det er der flere grunde til. Jeg kan godt fortælle nogle af grundene. Årsagen til, at danskerne ikke blander sig med flygtningene, er, fordi vi tænker anderledes, og vi har en hel anden kultur og religion. Vi bliver holdt udenfor, fordi vi ikke kender hinanden ret godt, og vi ikke går til fester og på diskotek. Vi spiser ikke den samme slags mad, og pigerne må ikke have svømning, og det kan godt nogen gange være irriterende. Alligevel er jeg ikke trist, fordi jeg er muslim. Nej, jeg er faktisk stolt af det.

Jeg har prøvet alt, for at vi skal blive accepteret, uden at vi gør de ting, som danskerne gør, og ville håbe, det virkede. Desværre har jeg oplevet at stå foran nogle danskere og fortælle dem, hvordan det er at være flygtning i Danmark. Jeg tog fejl, da jeg troede, de var interesseret i det, for de begyndte at gabe og en af dem sagde: " Så nu begynder hun at prædike" Siden den gang begyndte jeg at holde mig tilbage. Jeg ved, det er forkert, men det er der ikke noget at gøre ved. Det sidste jeg nu vil sige er, at alle skal behandles ens her på jorden, og jeg håber, det vil gå godt.

Sasiltha, 12 år, Vejle
I dag er det nytår for os tamiler, så dagen er lang, men skolen, den slipper jeg ikke for. Jeg stod op og bad til min Gud om et godt vejr, og så gik jeg i skole.

Jeg fik fri klokken 12.30 i dag, men jeg synes, at det tog lang tid. Da jeg kom hjem, lå der en stor pakke. Jeg skyndte mig at åbne den, og der så jeg en pæn kjole og noget slik, men der lå også en kuvert. Da jeg åbnede kuverten, lå der 560 kr. i sedler. Nej, hvor jeg blev glad. Jeg gik hen til mine forældre og sagde tusind tak, og så tog jeg i byen for at købe nyt tøj, og jeg kom hjem med posen fuld af tøj til mig selv. Men I kan tro, jeg havde en gave til min familie, jeg havde købt en statue af en hund på ca. 30-45 cm.

Sikke en nydelig dag.

Luis, Viborg
Hej.

Mit navn er Luis. Jeg er meget glad for at være i Danmark. Jeg har boet her i to år. Min familie er danskere. Min far hedder Preben, min onkel hedder Bent, min tante Lotte og min fætter hedder Troels, og endelig er der min bedstemor som hedder Sigrid. De elsker mig alle sammen højt, fordi jeg er den mindste i familien. Jeg kommer fra Sydamerika. Mit land hedder Ecuador og ligger lige på ækvator. Jeg kommer fra Ecuadors hovedstad som hedder Quito, men jeg blev født i Otavalo, som er en lille by, hvor der laves meget kunsthåndværk. De produkter, der bliver lavet færdige, bliver eksporteret til udlandet.

Jeg kom til Danmark, fordi min far blev alvorligt syg, og fordi han adopterede mig. Jeg er min fars søn. Jeg går på en ungdomsskole. Jeg har venner her på skolen, men de er ikke som mine venner i min skole hjemme i Ecuador. Der havde jeg mange flere venner, end jeg har her, og der var der mange personer, som kendte mig og min far.

Jeg har det godt i skolen her. Det jeg bedst kan lide ved skolen er at lære et nyt sprog og en ny kultur. Men min kultur er næsten den samme som den danske kultur, men forskellen mellem Ecuador og Danmark er, at der i mit land er meget mere politibeskyttelse. Ecuador ejer Galapagos-øerne.

På Galapagos har vi alle slags tænkelige dyr. De mest kendte er kæmpeskildpadder, leguaner og mange andre dyr, ligesom vi også har mange dyr i vores jungle. De skildpadder, der lever på Galapagos, er verdens største, og derfor er det illegalt at eksportere og sælge de ecuadorianske skildpadder.

For mig er der ingen forskel på ecuadorianere og danskere, fordi der også er protestanter og katolikker i mit land. Mit land er fattigt, men det er ikke som Europa, hvor der hele tiden er krig.

I mit land går man ikke rundt og siger: Dette er et rigt land, hvor serviceniveauet er meget bedre end i andre lande. Det er et eksempel, fordi man i Danmark siger, at Ecuador er langt bagefter. Men forskellen er også, at der i mit land ikke er børn, der drikker, og der er heller narkomaner eller børn, der ryger. I Ecuador er der fattige mennesker og røvere, ligesom der også her i Danmark er folk, der stjæler fra banker og i stormagasiner.

Oversat fra spansk

Kawo, 15 år, Hobro
Jeg har det godt i skolen og i Danmark. Jeg har lektier hver dag, og jeg laver dem hjemme. Lærerne og skoleinspektøren er meget gode imod os, og jeg har ingen problemer i skolen. Lærerne hjælper os meget, og vi har det godt sammen. Vi tager på udflugter, og jeg er glad.

Da jeg kom til Danmark, begyndte jeg i skole, og det var svært, fordi jeg ikke kunne dansk, men nu, Gud være takket, taler jeg sproget godt. Jeg har været i Danmark i to år. Jeg vil gerne være i Danmark hele mit liv, og jeg vil gerne have dansk statsborgerskab. Jeg vil gerne hjælpe det danske folk, fordi vi bliver behandlet godt. Jeg vil gerne gøre min skolegang færdig, og så ønsker jeg at blive politimand i Danmark. Jeg vil gerne være sammen med min familie, hjælpe det danske folk meget og altid. Tak til Gud, og tak til det danske folk, som hjælper os meget.

Jeg går til karate hver mandag og torsdag, og det koster 100 kr. Jeg går til svømning hver lørdag.

Det er mine fritidsinteresser. Jeg har travlt her i Danmark.

Lærerne i skolen er glade for mig, fordi jeg følger reglerne og laver mine lektier.

I maj skal vi i praktik, og jeg glæder mig til det.

Oversat fra arabisk

Pige, 15 år
Jeg er en tyrkisk pige, som er født og opvokset i Danmark. I dag mødte jeg kl. 8.00. Da jeg var på vej ned til klassen, mødte jeg min bedste veninde, og som sædvanlig fik jeg mit daglige kys og kram. Jeg sku’ ha dansk i første time. Dansklæreren kom ind med et brag og gik hurtigt i gang. Han begyndte at dele noveller ud. Jeg begyndte at tænke på min eksamen. Vi skulle læse papirerne igennem og digte videre. Folk har tit fortalt, hvor svært det var, og at de ikke kunne klare det, men i mine øjne så det ikke så indviklet ud. Så længe jeg har lysten og modet til at lære, kan jeg godt.

I anden time havde vi matematik. Jeg var kommet bagud i forhold til de andre, fordi jeg havde pjækket for meget. Jeg havde det dårligt, for lærerne forventer for meget af mig, og jeg ved også, at jeg kan. Men alligevel er jeg bagud, men det er også min egen fejl. Min pjækning får mig til at føle mig så dum og uklog.

Når jeg får fri fra skole, går mine veninder og jeg om bag skolen og ryger.

Lejrskole, klassefester og fællesarrangementer må jeg gerne være med til. Men privatfester, som nogen fra klassen holder, har jeg aldrig været med til. Jeg har heller aldrig spurgt mine forældre, om jeg må tage med, fordi jeg ikke rigtig føler, at jeg passer ind i deres selskab. Det er selvfølgelig lidt irriterende at komme med dårlige undskyldninger hver gang, de spørger, om jeg vil med til en fest, men man kan altid trøste sig selv med, at man ikke er den eneste, der har det sådan.

Jeg har siden børnehaveklassen været den eneste fremmede pige i min klasse, så jeg har lært at være sammen med og samarbejde med en dansk klasse. Der er næsten aldrig opstået store problemer i klassen, men hvis der ellers har været nogle småproblemer, har vi diskuteret det i klassen sammen med vores lærer. Skolen har i 2 år lavet en pigegruppe for fremmede piger. Jeg tror, at grunden til, at de har lavet den gruppe, er, fordi, vi skal ud og se os lidt mere omkring og opleve lidt mere, som vi måske ikke kunne have oplevet, hvis ikke pigegruppen havde været der. Det er meget fedt, men det er, som om vi gør alle opmærksomme på, at vi ikke må alt, hvad danske piger må. Men det gør heller ikke noget, for lærerne bruger deres tid på at hjælpe os, og det er vi også taknemmelige for.

For mig er en god skole en skole med lærere, der prøver at forstå os fremmede piger. Jeg lægger også meget vægt på, hvordan undervisningen er, og den synes jeg er meget god på min skole, men man må også selv tage lidt ansvar for, om man vil noget med sin fremtid med hensyn til uddannelse osv.

Jeg har aldrig været bedste veninde med en dansk pige. Jeg synes, at en dansk pige og en fremmed pige er for forskellige til at være bedste veninder, for der vil altid opstå problemer med hensyn til det, vi må, og det, danske piger må. Fremmede piger må f.eks. ikke tage i byen, når de vil, for hvis nogen så en ude i byen, ville det sætte din familie i et meget dårligt lys.

Fremmede drenge har ikke de problemer, som vi har med fester osv. De må gerne tage derhen hvor de vil, uden at de får problemer med familien. Pigerne skal også tænke på familiens stolthed og være en "pæn pige". Man må endelig ikke rende for meget rundt og gå sammen med drenge, for så har man ikke den værdighed, som en pige skal have. Hvis man snakker meget med drenge, tror ens naboer, at man kommer sammen med drenge, og så er man sat i et dårligt lys. Et par af mine veninder må heller ikke komme med på lejrtur, og de kommer derfor med dårlige undskyldninger over for læreren, som jeg, som fremmed pige, kan se er løgn. Jeg og mine veninder lyver tit om hvad tid, vi får fri fra skole, så vi kan gå ud og gøre, hvad vi vil. Men jeg synes, at det er dumt, at forældre ikke giver os lov til at gøre de ting, vi vil, for vi gør det alligevel, bare uden at de ved det. Hvis jeg var min mor, ville jeg give min datter lov til at gøre, hvad hun ville, så jeg vidste, hvad hun rendte rundt og lavede i stedet for, at hun skulle gøre det i det skjulte. Fremmede piger må heller ikke gå i seng med drenge, men fremmede drenge må gerne gå i seng med piger. Vi fremmede piger skal jo være jomfruer, når vi bliver gift. Fremmede piger har som alle andre piger lyst til at være sammen med drenge en gang imellem, der er derfor mange piger, der kommer sammen med drenge i skjul. Jeg tror også, at grunden til, at fremmede piger bliver gift tidligere end andre piger er, fordi, de gerne vil have frihed og prøve de ting, som de ikke måtte, før de var gift. Det er faktisk de strenge regler, der får nogle piger til at stikke af hjemmefra, selv om jeg ikke synes, det er løsningen på problemerne.

Det bedste vi fremmede piger kan gøre for os selv er at få en uddannelse og opføre os på den måde, vores kultur vil have, vi skal opføre os på. Vi kan desværre ikke blive rødstrømper, som de danske kvinder har været for at få ligestilling mellem mænd og kvinder, for det ville vores kultur aldrig acceptere.

Her efter 9. klasse skal jeg i gymnasiet på sproglig linie. Jeg vil gerne være journalist. Jeg vil helt klart ikke giftes, før jeg får styr på min uddannelse, for jeg har kusiner, der har droppet folkeskole og gymnasiet for at blive gift. Jeg vil gerne vise min familie, at jeg kan andet end at blive gift og få børn. Jeg ville ønske, at alle piger ville lægge vægt på at få en uddannelse og ikke pjække hver dag, selv om det er fristende at pjække og have det sjovt i stedet for at sidde i klassen. At fremmede piger uddannede sig ville måske ændre danskernes syn på fremmede piger.

Sebina
I morges vågnede jeg klokken 7.30. Jeg spiste morgenmad. Der fik jeg kakao og brød med smør. Så gik jeg i skole og mødte Anja på skolevejen. Så gik vi sammen hen i klassen.

I den 1. time havde vi musik. Der snakkede Anja og mig om, at vi skulle mødes ovre ved kiosken. Vi ville gå i biografen om eftermiddagen. Hele timen skulle vi op og danse, det var irriterende. Nogen havde CD med. Næste time havde vi dansk. Der skulle vi fortælle uhyggelige historier - det var meget sjovt - de var nemlig ikke alt for uhyggelige. Nogen var lidt sjove. Så bankede det på døren. Det var Ulla, som jeg skulle til "ekstra" hos. Vi læste højt, stavede og til sidst spillede vi og grinede sammen.

Bagefter havde jeg frikvarter og gik ned i klassen og spillede computer. Jeg spiste min mad. Jeg havde fået 60 kr. med, men de skulle også gerne holde til indkøb af mad til hele ugen. I dag købte jeg lyst brød, en lille kakao, og en lille yoghurt. Det kostede 6,50 kr. Anja og jeg talte videre om biografen. Jeg synes, det er godt at have nogle veninder, og det er kedeligt, hvis man ikke har nogen veninder, så driller alle. Da jeg boede i Bosnien, havde jeg også mange veninder. Fra dengang kan jeg huske, at min storesøster kom til at vælte en spand mælk under bordet. Mælken var lige blevet malket fra vores ko. Min søster sagde til mig og min veninde, Amra, at vi ikke måtte sige det til min mor og far.

Anja og jeg fik så besluttet, hvornår vi skulle i biografen, og så skulle vi have matematik. Matematik mig her og matematik mig der. Det er faktisk mit bedste fag, og det er nemt og sjovt. Jeg kan godt finde ud af det. Jeg nåede at lave al matematikken i skolen i dag. Jeg synes også, vores lærer er sød.

I engelsk synes jeg, det var svært i dag. Det er lidt svært for mig at udtale. Sproget har nogle helt andre lyde, end jeg er vant til, både på dansk og bosnisk. Tungen krøller sammen hele tiden: I am a girl, You are a boy… Sådan skal vi sidde og sige hele tiden.

Endelig kom jeg hjem. Jeg kastede tasken på gulvet. Så kommer min mor altid og tager den op. Hun siger, at jeg ikke skal kaste den hele tiden, men det kan jeg ikke lade være med.

På spisebordet står der hver dag og venter varm kakao og brød til mig. Jeg spiste det, og gik ind på mit værelse, som jeg deler med min storesøster på 18. Jeg tændte fjernsynet og faldt i søvn, som altid, til fjernsyn. Så kom min storesøster hjem og vækkede mig ved at kilde mig.

Anja kom forbi. Vi gik i biografen og så "Den blodige hånd". Jeg var lige ved at dø af skræk. - Anja var endnu mere bange end mig. Jeg har blå mærker over hele kroppen, sådan har hun nappet mig.

Da jeg kom hjem til min opgang, duftede der af dejlig varm mad. Jeg kunne dufte, det var pita - stor pandekage, hvor der er rullet oksekød ind. Hjemme hos os bor min bedstemor, Iza. Hun spiser altid selv i stuen, fordi vi ikke har plads i køkkenet. Der sidder vi, min far, mor, søster og mig.

Det var en god dag, ligesom de andre dage.

Behiye, 13 1/2 år, Ishøj
Jeg er en 13 1/2-årig tyrkisk pige. Jeg går på en skole, hvor der er mange indvandrere. Det er ikke svært at være en indvandrerpige for mig. Jeg er aldrig blevet holdt udenfor, fordi jeg var og er anderledes end danskerne. Jeg har også talt med danske elever, som jeg gør altid. Vi har det meget sjovt sammen. Vi er 4-5 stykker, der har det godt sammen, og har de samme tanker og interesser. Vi er to tyrkere (den anden er min bedste veninde), en kurder og to danskere. I dag har jeg og min veninde lånt nogle bøger om flygtninge. Vi skal have en projektuge, og emnet var begivenheder i verden, og vi valgte "flygtninge i Danmark".

Der er kommet to bordtennisborde i storrummet. Det har forandret alle. Før var der ingen, der lavede noget tilfælles. Alle var sammen med deres venner. Men siden bordtennisbordene kom, har alle talt og moret sig med hinanden. Det er lige meget, om du er dansker, indvandrer eller flygtning. Alle har det godt ovre i 7.-8. og 9. klasse ifølge mig. I dag har jeg ikke mødt nogen drillerier. Faktisk så er den skole, jeg går på, en af de skoler, der har mindst mobberi, selv om der er flest indvandrere. Vi havde fri i fysiktimen, fordi vores lærers kones søster døde, og han skulle til begravelse. Så vi fik en vikar.

Det, der glæder mig ved skolen, er, at alle lærerne er forståelige, og at de behandler en dansker og en indvandrer/flygtning på samme måde. Når vi laver fysikrapport, som vi også skulle lave i dag, tænker jeg på fremtiden, fordi vi får karakterer. Jeg har ikke tænkt på, hvad jeg vil læse, hvad jeg vil være, jeg vil vente til 8.-9. klasse, for jeg skifter mening hver dag. Det er første år, vi har tysk, så det er svært for mig, for jeg kan tyrkisk, dansk og engelsk, og så kommer der et fjerde sprog, det er for svært. Vi lærer udsagnsord og bøjer og siger dem i nutid og datid. Vores tysklærer er sjov, mærkelig og hurtig, så vores tysktimer går hurtigt.

PS: Tak fordi I har givet os indvandrere/flygtninge en chance for at skrive, hvordan vi har det i skolen.

Safa, 18 år, Skive
Jeg begynder mit brev med en hilsen.

Jeg er elev i Erhvervsklassen på ungdomsskolen. Jeg står op hver dag kl. 6.00. Kl. 7.00 tager jeg toget sammen med min bror og fætter til skolen. Ud over dansk har jeg engelsk og matematik. Om onsdagen har vi to timer idræt. Om onsdagen har vi også "workshop", som er anderledes end de andre fag. Denne dag besøger vi forskellige steder. Vi tager ud til virksomheder og stiller dem mange spørgsmål, som har noget at gøre med det, de laver på virksomheden. Jeg synes, det er en god ordning, fordi vi på den måde får kendskab til arbejdspladserne i Danmark. Nogle gange tager vi på museum for at lære noget om Danmarks fortid.

Hvis nogen kom og spurgte mig, om jeg har det godt og er glad for skolen, så vil jeg sige til dem, at det er en god skole, og at mine klassekammerater er søde og høflige, og at jeg er glad for skolen, men der er bare det "skæve problem", og det er, at jeg har fri kl.14.30 de fleste dage. Jeg tager toget hjem til Skive, og så er jeg der ca. kl.15.30. Det betyder så, at jeg ikke kan deltage i den danske klub, hvor jeg kan være sammen danskere. Men til næste år vil jeg få mulighed for at deltage i idrætsaktiviteter sammen med danskere, fordi jeg kommer i en dansk klasse. Der vil jeg få nye venner, og så kan jeg deltage i alle aktiviteterne på skolen og uden for skolen.

Mange hilsner til jer.

Oversat fra arabisk

Hang, 16 år, Hjørring
Jeg har haft idræt i to timer. Jeg har idræt sammen med dem, der går i 9. klasse. I dag har jeg spillet badminton. Jeg skulle have haft svømning, men jeg havde ikke fået badetøj med.

Bagefter har jeg haft to timer i modtagelsesklasse. Først havde jeg dansk. Jeg læste i en bog, der fortæller om, hvad der er godt og dårligt at gøre i Danmark. Bogen hedder "Tak skal du have".

I den sidste time havde jeg matematik. Jeg regner opgaver på 9. klasses niveau. Det er svært at læse teksten, men ikke så svært at regne.

Jeg går i skole hver dag. Jeg går i modtagelsesklasse hver dag i 4 timer. Jeg har to lærere. Når jeg har pause, snakker jeg ikke med danskere. Det er fordi, der ikke går danskere i modtagelsesklassen, og fordi mange danskere ikke kan forstå alt, hvad jeg siger. Jeg spiller på computer eller snakker med de ældste elever fra Vietnam.

Efter sommerferien flytter jeg måske til en anden by. Byen hedder Sønderborg, tæt ved Tyskland. Hvis jeg flytter til Sønderborg, kommer jeg ikke hjem til min familie så tit, for min familie bor i Hjørring. Jeg er lidt nervøs for at skulle flytte skole.

Senada, Sønderborg
Kære Dagbog!

Jeg kom i skole kl. 8.00 i dag. Vi havde temalinie den første time, og det er også navnet på vores klasse. Der er fire forskellige linier i 10. klasse - bortset fra vores, er der også natur-teknik, idræt og sproglinien. I den første time fortsatte nogle af os med at lave teater og andre så et videobånd med en film om nogle handicappede, som var i gang med at lave "sort teater".

På et tidspunkt gik min bedste veninde og jeg til computerlokalet for at se, om vi havde modtaget e-mail. Da vi var færdige, gik vi hen til klasseværelset for at møde to piger fra vores gruppe, og så stødte vi på klasselærerinden. Hun blev klar over, at vi skulkede fra timen, og så begyndte hun at skælde os ud, fordi vi ikke lavede vores opgaver sammen med de andre fra vores klasse. Derefter tvang hun os til at se videobåndet om "sort teater". Efter timen gik vi ud for at se efter Pia og Sabrina fra vores gruppe, for vi ville fortsætte med vores teater - lige fra begyndelsen var alle fire med i projektet. Vi måtte gå hele skolen igennem, før vi fandt dem. Da vi fandt dem, begyndte de at brokke sig over, at vi ikke havde været i skole i torsdags. De hævdede, de havde lavet det meste af teatret, og at de havde ændret alt, vi havde lavet i fællesskab. Lærerinden gav os mulighed for at øve det, de to havde lavet. Vi begyndte, men midt i det hele ville Pia ikke fortsætte med at gennemgå stykket med os. Vi skændtes i en halv time. Seki og jeg indså, at de ikke ville have os med i teatret, så vi besluttede os for at lave vores eget teater. Ideen var, at vi ville danse vores folkedanse til musik fra vores hjemland. De var alligevel alle sammen glade, da vi meldte os ud af gruppen.

Oversat fra bosnisk

Adela, 15 år, Esbjerg
Jeg hedder Adela, og jeg går i en skole i Esbjerg. Min klasse hedder M.O.D. I min klasse er alle elever udlændinge, og der er kun få bosniere, så det er lidt svært. Jeg har ikke nogen danske venner, fordi jeg ikke går i en dansk klasse. Jeg vil meget gerne blive venner med danskere og også lære noget mere om Danmark, landet, hvor jeg bor. Da jeg boede i byen Skjern, havde jeg mange danske venner, for jeg gik i en dansk klasse. Vi havde tysk og engelsk, og det var meget svært. Nu er jeg i denne klasse for at lære dansk og for at forberede mig til at overgå til en dansk klasse og følge den normale undervisning på dansk.

Jeg kom til Danmark for at redde mit liv og for at kunne tænke på fremtiden, fordi jeg ikke havde noget hjem i Bosnien. Det er muligt at gå på denne skole indtil man bliver 18 år, og derefter kan man finde noget arbejde. Om der er nogen større muligheder, ved jeg ikke, da jeg kun har været her på skolen i to måneder.

Jeg synes ikke, det er svært at være elev i Danmark i forhold til i Bosnien, fordi der ikke er nogen karakterer i de første 8 klasser. I Bosnien havde jeg pligtfølelse med hensyn til skolen, for at blive en god elev skal man arbejde hårdt. Undervisningen her på skolen er ikke hård. Det er meget vigtigt at lære dansk, og lærerne gør alt for at hjælpe os, så vi kan overgå til danske klasser og på den måde få bedre muligheder for at opnå noget. Jeg har aldrig haft problemer med mine skoleopgaver, og jeg har altid kæmpet hårdt for at opnå noget Jeg samarbejder godt med mine lærere, og alle elsker mig, for jeg er rolig i timerne og laver ikke ballade.

Jeg takker Danmark meget for at have modtaget os, for hvem ved, hvor vi ellers ville være nu. Det bekymrer mig, at jeg ikke har fået asyl endnu, selv om jeg er ung, og disse ting ikke burde bekymre mig, men det er min fremtid. Jeg har min far, som var fange i en koncentrationslejr i 9 måneder, to yngre brødre og min mor. Jeg kunne skrive meget mere om mit liv, men det er nok for denne gang. Jeg har boet i Danmark i 14 måneder.

Oversat fra bosnisk

Savn og sorg

Sukran, Albertslund
Jeg hedder Sukran. Jeg kom til Danmark for 6 måneder siden. Jeg er ikke så glad for at være her, for vi har ikke noget at bo i. Lige nu bor vi hos min onkel. Min onkel har en lejlighed med 5 værelser. Vi bor i alt 11 mennesker i den lejlighed. Min onkels kone og hendes 8-årige søn er syge. Hun har også en datter på 1 år, som er bange, når vi er mange i lejligheden. Det er nok derfor hun også konstant er syg. Jeg har to brødre, som også går i skole. Vi har problemer med at få lavet lektier, da vi er så mange. Jeg har heller ikke tid på grund af alt det huslige arbejde. Nu hvor jeg sidder og skriver dette, har jeg mest lyst til at græde. Jeg elsker mine lærere og venner.

Nu spørger I nok jer selv om, hvorfor denne pige sidder og skriver alt dette. Jeg blev nødt til at hælde lidt af det, jeg har inden i mig, ud. Jeg håber I forstår. Jeg kan lide Danmark. Landet og byerne er meget flotte. De mennesker, der lever her, er søde. Jeg synes ikke, der er forskel på Tyrkiet og Danmark.

Danmark er et smukt sted, men for mig har det været som et helvede at være her i 6 måneder, uden at min familie har sin egen lejlighed. Jeg føler mig som en slave. Min onkel og tante har det ikke så godt med hinanden i øjeblikket. Jeg kan ikke skrive mere og håber I forstår mig. Jeg har det, som om jeg er ved at græde nu.

Oversat fra tyrkisk

Claude, 16 år, Silkeborg
Jeg hedder Claude. Jeg er 16 år og jeg kommer fra Rwanda. Jeg kom til Danmark, fordi der var krig i mit hjemland. Jeg kom til Danmark med min storesøster. Min far er død og min mor og søskende væk. Jeg ved ikke, hvor de er. Derfor er jeg her i Danmark med min søster alene.

Dengang jeg kom til Danmark, boede jeg i København. Så bagefter flyttede jeg til Silkeborg. At gå i skole i Danmark er lidt svært. Dansk var meget svært første gang, og jeg troede, at jeg aldrig ville lære det. Men nu går det godt nok. Jeg kan tale dansk men ikke så meget ligesom danskerne, men det gør ikke noget. Jeg vil lære det og har en god lærer, der hjælper mig meget.

Der i mit hjemland, hvor jeg boede, ville lærerne ikke hjælpe. De skrev bare noget på tavlen, og så sagde de bare, at du skulle lave det, og hvis du ikke ved, hvordan man skal gøre det, så pisker de dig. Men i Danmark er det meget forskelligt. Det er ligegyldigt, om du laver fejl eller kommer for sent, de slår ikke. Jeg er faktisk glad for at bo her i Danmark og gå i skole i Danmark. Men jeg har et problem, nogen gange kan jeg ikke koncentrere mig, fordi jeg tænker for meget på min familie og savner dem meget.

Eldina, 15 år, Støvring
Jeg har boet i Danmark i 6 år. Jeg er muslim. Nogle danskere tror, at alle muslimer går med slør, men det gør de ikke. De tror, at alle muslimer er ens, men det er de ikke. Jeg har et problem i klassen, og det er, at jeg ofte bliver drillet i klassen, fordi jeg kommer fra et andet land. Det synes jeg er træls. Det er faktisk altid drengene, der driller mig, pigerne har aldrig gjort det. Pigerne og lærerne er rigtig søde og flinke, og det er derfor jeg er glad for at være i klassen. Men sommetider savner jeg mine venner i Bosnien og Hercegovina. Dem glemmer jeg aldrig, fordi de var meget anderledes end de danske venner. Jeg savner også mit hus og selve landet.

Det er rigtig tit svært at være flygtning i et andet land. Danske børn hører ikke altid efter, hvad deres forældre siger. Vi har mere respekt for vores forældre, end de har. Danske unge begynder for tidligt at drikke, ryge, gå i seng med hinanden, tage stoffer, lave kriminalitet osv. Det synes jeg ikke er ret godt. Men i dag er der selvfølgelig også unge flygtninge, som laver de samme ting, som andre unge gør.

Min fremtid er, at jeg skal have det godt sammen med min familie, og at vi skal have det godt, hvor som helst. Men jeg har det godt her i Danmark, og man ved aldrig, hvad der sker.

Shqipe, 14 år, Sønderborg
Jeg vil gerne skrive om mit gode liv i Kosovo. I Kosovo har jeg haft mit hus, og min far havde arbejde. Jeg havde mit værelse med mange ting, jeg gik i skole og havde mange venner. Jeg har haft et meget godt liv. Men en dag kom det serbiske politi ind i vores hus. De kiggede efter min far. Men min far var ikke hjemme. Vi vidste ikke hvor han var. Politiet sagde, at vi løj. Vi var bange og græd meget. Efter nogle uger måtte vi flytte fra vores hus. Jeg var bedrøvet for mit hus, for mine venner, for min skole, men mest for min far, fordi jeg ikke vidste, hvor han var.

Vi flyttede til Albanien, der havde vi ikke nok at spise, der havde vi kun brød og vand. Efter nogle måneder flyttede vi til Sverige, men der kunne vi ikke bo, fordi vi havde andre pas med andre navne. I Sverige sagde de, at vi skulle tilbage til Danmark. Bagefter kom vi til Sandholm. Efter tre uger, kom jeg i skole. Der var jeg glad, men ikke så glad, fordi jeg ikke vidste, hvor min far var. Efter tre uger flyttede vi til Avnstrup, der var jeg i skole en måned. Efter en måned flyttede vi til Them. Der boede jeg i 8 måneder. Der var også en skole og jeg lærte lidt dansk. Så fik vi papir, og jeg var meget glad, men jeg var også ked af det, fordi min far ikke var med. Nu ved jeg ikke, hvor han er. Jeg ved ikke om han lever eller er død. Nu bor jeg i Sønderborg i en lejlighed med 5 værelser.

Jeg er glad, men ikke så meget, fordi jeg ikke ved, hvor min far er. Hvis jeg får at vide, hvor han er, bliver jeg meget glad.

Baida, 16 år, Sønderborg
Jeg er en udenlandsk pige, jeg hedder Baida og jeg har været i Danmark ca. 4 år. Så vil jeg fortælle jer, hvordan jeg har det i Danmark og om mine oplevelser.

Da min familie og jeg kom til Danmark, var vi rigtig glade, fordi vi så træerne, himlen, menneskene, hvordan de så ud med blå øjne og lyst hår, og hvordan der sner. Det var næsten hele lufthavnen, der var blevet til hvid farve, og Danmark lignede næsten en flot brud. Der kom en lang stor bus, syntes jeg den gang, den kørte os fra København til Gråsten. Imens vi kørte, så jeg på træerne og dyrene. Så sagde buschaufføren, at vi var i Gråsten. Da vi kom ned fra bussen, kom nogle danskere. Vi spiste ris, kylling, suppe, salater osv. Og der kom en tolk for at oversætte til arabisk. Da jeg hørte dansk sprog, så sagde jeg til mig selv, at om ti år så er jeg færdig med at lære dansk sprog. I nogle måneder boede vi et hus i Gråsten. Så flyttede vi til Sønderborg, og hver gang, når vi flyttede, så græd jeg, fordi jeg ville savne mit hus.

Vi fik det gladeste brev i mit liv og det var, at vi skal gå i skole. Den dag, jeg mødte på skolen, syntes jeg, at alle lærerne og eleverne var flinke mod mig. Jeg troede, at vores skoleinspektør var ond mod eleverne, men det var han ikke, han var den sjoveste, som jeg havde mødt i mit liv. De har lært mig dansk og matematik, og så har jeg tilvalgt idræt og hjemkundskab, og det var sammen med 5. klasse. Jeg var rigtig genert over for eleverne, fordi jeg ikke kunne tale dansk, så gik der nogle dage, hvor eleverne begyndte at hjælpe mig, så jeg kunne forstå dem, og de kunne forstå mig. Der gik to år, så lærte jeg nok dansk til, at jeg kunne klare mig. Jeg fik mange venner i skolen, og jeg var ikke mere genert, selv om jeg sagde et ord, der var forkert.

I den by, hvor jeg bor, er der mange arabere og danskere, alle snakker sammen. Vi er ligesom en familie. Når vi laver fest, så inviterer vi danskerne, og de blev rigtig glade, fordi de oplever noget specielt, og det gør vi også, når vi er til en dansk fest. Jeg og mine forældre kører mange steder, fordi vi ikke bor midt i Danmark.

Jeg havde en lillebror, men han døde, og han blev begravet i Irak. En nat havde jeg drømt om ham. Han var så lille og smuk, og han sov altid ved siden af mig. Så lå jeg over ham og så lige pludselig begyndte jeg at råbe, og jeg råbte også i virkeligheden. Så tog min mor et koldt glas vand til mig. Jeg sagde til min mor, hvem der havde slået ham ihjel. Hun sagde, at han havde røde hunde. Siden den gang følte jeg mig altid ensom, selv om jeg havde kammerater, og jeg syntes, at livet var ingenting, livet var kun, at man spiser, sover, leger, har det kedeligt, sjovt, og til sidst dør vi. Jeg hører trist musik, og så græder jeg, fordi jeg altid husker min lillebror.

Min far er blevet gift med en anden kone, og han har to døtre med hende. Min mor er god mod sine børn, og hver gang, min fars døtre kommer, så siger min mor, at de var alle tiders, og at det også er deres hus, og at hun også er som en mor for dem.

Der er mange udlændinge, som ikke opfører sig godt, og det er fordi, at de har en opholdstilladelse og godt må blive i Danmark, selv om de laver ballade. Men jeg synes, at det er ærgerligt, at man ikke gør noget ved det. Udlændinge snakker altid deres modersmål og tror, at danskerne er ligeglade, hvis de snakker deres modersmål. Det er faktisk en dårlig oplevelse for mig som udlænding, for jeg tror nok, at jeg ikke har gjort noget forkert, men danskerne synes, at alle udlændinge er ens. Jeg håber, at de skal opføre sig ordentligt, og at de vil være gode og rare mennesker i det land, de bor i.

Til sidst vil jeg fortælle, at jeg er ligeglad med alt, hvad der sker, og jeg prøver altid på at glemme min lillebror. Jeg skal tænke på fremtiden, og hvordan jeg skal klare mig, når jeg bliver stor. Jeg har valgt at blive sygeplejerske, og jeg syntes, at det er en god uddannelse, og jeg er rigtig glad for at gå i skole og lære mere og mere dansk og om Danmark.

Abir, 18 år, Sønderborg
At være flygtning i Danmark.

Da min far kom til Danmark, var det svært for ham at leve her. Han kunne ikke forstå sproget, ikke noget som helst. Senere blev han bedre til dansk og vidste noget om dansk religion. Det var meget svært for ham at få asyl, og de sagde mange gange til ham, at han skulle tilbage til Libanon. Det var hans venner, som var med ham. Efter en uge sagde de til ham, at han skulle tilbage til Libanon. Han pakkede sin kuffert, så kom en mand og sagde til ham, at han ville få asyl. Han havde det meget svært i Danmark, og hver måned flyttede han til et andet center, og mange gange sagde de, at han skulle tilbage, men han var heldig og fik asyl. Efter 3 år i Danmark fik han asyl. Han var meget glad, og han fik et hus at bo i, og han købte møbler.

Vi kom fra Libanon efter 3 år. Da vi kom, var det meget svært for os at bo i Danmark. Vi kendte ikke nogen, og det var kedeligt. Vi kunne ikke lide Danmark, fordi i Libanon havde vi vores venner, og vi legede med dem, og der var varmt. Da vi kom til Danmark, var det koldt. Senere blev vi vant til det. Vi gik i skole for at få mere kontakt med danskere. Vi havde danske og arabiske venner, og vi legede med dem. Skolen var anderledes, lærerne slår ikke eleverne. Vi fik det bedre end i Libanon, men selvfølgelig savnede vi vores land, Libanon.

Da jeg kom til Danmark boede jeg i Nykøbing Mors, og jeg var der i 2 år. Så flyttede min familie til Sønderborg, og alle vores venner i Nykøbing flyttede til andre byer. Vi gik i skole, og vi havde mange venner, og det er en stor by. Der blev holdt mange fester, for at mennesker ikke skulle kede sig. Men vi har glemt lidt at skrive og læse arabisk, men vi kan snakke arabisk. Der er mange, der ikke kan snakke arabisk. Jeg var til arabisk i et år, og bagefter stoppede jeg, fordi læreren ikke kunne lære os noget. Nu kan vi snakke dansk og forstå det, og vi ved meget om danskere.

Vi kan lide Danmark, fordi der er fred i landet. Da vi var i Libanon, havde vi det meget svært, vi oplevede krig, og min bror døde i krig, og vores hus brændte. Derfor flyttede vi til Danmark. Vi har det meget godt her. Måske skal vi en dag tilbage til Libanon og arbejde for vores land. Jeg har venner i Libanon, og jeg savner dem meget. Jeg har to søstre i Libanon, og vi har ikke set dem i 9 år. Mine forældre kendte en familie i Libanon, og de har ikke set dem i 10 år. De ringede til os, og de var meget glade. De fortalte hinanden om vores venner i Beirut. De savner min familie.

Dema
Kære dagbog.

I dag har jeg oplevet en hel masse. Det startede med, at mit vækkeur ringede. Jeg vågnede. Klokken var 6.30. Det var en ganske almindelig morgen. Jeg gik på badeværelset og vaskede mig. Jeg gik derefter hen til min mors soveværelse. Jeg åbnede forsigtigt døren. Jeg så, at min mor og lillebror sov. Jeg lukkede døren og listede stille ud køkkenet for at få noget morgenmad. Jeg hældte cornflakes i tallerkenen og smurte to pålægsmadder. Jeg var lige ved at begynde at spise min morgenmad, da jeg hørte min mor løbe hen imod mig i køkkenet. Hun stod og kiggede på mig med store øjne. Jeg spurgte hende, hvad der var galt, men hun kunne bare ikke få sin tunge på gled. Da der var gået et stykke tid, sagde hun endelig noget: "Ali errr dødd ....". Hun rystede over hele kroppen og var helt chokeret. Jeg for hen til soveværelset, jeg åbnede døren og løb ind. Og der lå min lillebror i sin seng, og så ud til at være død. Jeg gik helt i panik. Jeg begyndte at ryste over hele kroppen. Men lige pludselig sagde jeg til mig selv, at jeg har mistet tre søskende, og nu må jeg ikke miste dig.

Jeg ved ikke, hvad der fik mig til at ringe efter ambulancen, men det gjorde jeg. Der gik ikke særlig lang tid, før ambulancen kom. Da ambulancen kom, tog min mor på hospitalet med min lillebror. Jeg lavede morgenmad og spiste selv og gav også til min anden lillebror. Jeg skulle blive hjemme og passe på ham. Han havde høj feber. Da vi var færdige med at spise, vaskede jeg op og gjorde rent. Da det blev aften, begyndte jeg at lave aftensmad. Da vi havde spist aftensmad, ringede min mor hjem, hun sagde, at han fik sukkervand og saltvand. Han blev indlagt på L-51. Og i morgen skulle han have en liter blod, fordi han ikke havde nok blod i sig. Jeg spurgte, om der var noget galt med hans sonde, den han havde fået i maven. Mor sagde, at den var god nok, han havde det lidt bedre. Endelig havde jeg næsten ingen bekymringer mere. Jeg gik ind på mit værelse og sov trygt.

Muhamed, 12 år, Albertslund
Jeg hedder Muhamed, jeg kommer fra Kosovo. Jeg boede i en stor by, der hed Pristina, hvor jeg også er født d. 4/7 1986. I dag, hvor der er krig i Kosovo, tænker jeg og min familie hele tiden på min familie dernede. Vi har set min bedstefar og bedstemor og min onkel i TV. De er i flygtningelejr i Albanien nu. Jeg er glad for, at mange danskere sender penge til flygtningene i Kosovo.

Her på skolen har jeg det godt. Jeg går i modtagelsesklasse A sammen med nogle børn fra andre lande. Jeg har også nogle timer i en 5. klasse. Jeg synes, det er svært at være både i en modtagelsesklasse og i en dansk klasse, det ville være bedre kun at være ét sted, helst i en dansk klasse.

Aldijana, 17 år, Sønderborg
Det glemmer jeg aldrig.

Vi mennesker er født til at vokse op i et liv, som kan være godt eller dårligt, og vi er født til at klare det, som vi kan, og sådan er det, til vi dør sent, - det kommer, det ved vi godt. Sådan er reglerne for os mennesker.

En af de dårlige ting, som jeg har oplevet, er krig i mit land, Bosnien. Der har jeg oplevet meget sammen med min familie og andre mennesker. På grund af krigen var vi nødt til at flygte til andre lande. Jeg flyttede med min mor til Kroatien, hvor vi efter 7 måneder blev tvunget til at rejse til Tyrkiet.

Krigen i Bosnien styrede min barndom. I Tyrkiet boede vi i et center, hvor alle mennesker kom fra Bosnien. Der begyndte jeg at gå i skole, og i min fritid fandt jeg altid på noget at lave. Faktisk begyndte jeg på et nyt liv i Tyrkiet, selv om vi tænkte på krigen i Bosnien og de mennesker, som var i krigen. I Tyrkiet havde vi det godt. Jeg boede sammen med min mor på et værelse. Min mor og jeg var de eneste fra vores familie i Tyrkiet. Min mor var faktisk min bedste veninde. Jeg snakkede med hende om alt, og hun kunne altid forstå mig.

Dengang var min mor 52 år gammel. En rask dame, altid glad og venlig mod mennesker. Jeg var altid stolt af hende. En dag, det var den 17.01.96, som jeg aldrig kan glemme, blev hun pludselig syg. Hun fik højt blodtryk, og efter 1 time fik hun en lille hjerneblødning. Jeg var alene med hende den tid. Jeg var kun 14 år gammel. Jeg blev bange. Jeg begyndte at græde og råbte efter hjælp. Pludselig kom en masse mennesker og en læge. Hele tiden var jeg hos hende. Men det eneste, hun sagde, var mit navn, Aldijana. Aldijana, jeg vil ikke på sygehuset. Jeg har det godt. Mine øjne var fulde af tårer, men jeg måtte ikke græde. Jeg kunne mærke mit hjerte, det bankede så hurtigt, ligesom det skulle eksplodere. Jeg var så ked af det. Nej, nej jeg må ikke miste dig mor, sagde jeg stille. Hun skal på sygehuset med det samme, sagde lægen. Da han sagde det, vidste jeg, at det var farligt.

Hele den aften lå jeg på min seng og tænkte på min mor. Jeg bad til Gud og håbede, at mor overlevede. Mennesker omkring mig var mærkelige, de kiggede på mig og ville ingenting sige. Jeg græd hele aftenen og tænkte på fremtiden uden min mor. Det kan ikke være rigtigt, lad være med at tænke på det, snakkede jeg med mig selv.

Damen, som var med min mor på sygehuset, kom kl. 7 om morgenen. Mit første spørgsmål var: "Hvordan har hun det"? Damen sagde ingenting. "Hun er ikke død, vel"? Jeg er meget ked af det, sagde hun. Så vidste jeg, hvad hun mente. Det øjeblik kan man ikke beskrive, hvis man ikke har oplevet det. Jeg råbte efter mor, mor, det er ikke sandt, at jeg skal leve uden dig.

Mennesker hjalp mig med at forstå det, som det var. Det eneste, som gjorde mig glad, var, at min bror kom fra Danmark til mig. Nu kommer han og bliver hos mig, han forstår mig, tænkte jeg. Siden han kom, blev jeg stærk, fordi jeg ikke var alene, min bror var sammen med mig.

At miste nogen, som man holder af, er svært, men at miste sin mor er som at miste alt det vigtigste i livet, og det er sandt, synes jeg.

Jeg er begyndt på et nyt liv uden hende, selv om det er svært for mig. Jeg mangler hendes råd og at snakke med hende. Jeg savner hende. Jeg savner hende utrolig meget. Da jeg havde hende, vidste jeg ikke, hvor meget det betød at have en mor, men nu ved jeg det godt. Jeg kan ikke holde ud, at nogen børn råber efter deres mor, de forstår ikke, hvad de har, og hvor meget det betyder.

Nu bor jeg her i Danmark sammen med min bror, og det er jeg glad for. Han er min bror, mine forældre og alt, hvad jeg har og elsker.

TILBAGE TIL UNDERVISNINGSMINISTERIETS STARTSIDE