Familie, venner og ungsomskultur

Jeg har det godt med min klasse, men nogle gange føler jeg mig alligevel udenfor, for nogn gange...

Quang, 14 år, Støvring
Jeg bor i Støvring sammen med min far, mor og 5 søskende. Vi kom til Danmark, da jeg var 6 år, og jeg kom med det samme i børnehaveklasse. I klassen er der kun børn fra Vietnam, to danske lærere og en fra Vietnam. Det eneste jeg kan huske var, da jeg spillede billard, og da det var jul gav vi hinanden gaver. Det kunne jeg godt lide.

Da jeg kom i skole, kunne jeg godt lide sløjd, og jeg lavede et træhoved. Da jeg gik i anden og tredje klasse lærte jeg at læse og skrive. I dag har jeg problemer med at finde ud af nutid og datid.

Jeg syntes, at skolen er fin, fordi jeg har en masse venner i skolen, og vi har rigtig flinke lærere og inspektør. I frikvartererne leger jeg tit sammen med mine venner. Vi spiller fodbold, og det kan jeg rigtig godt lide. Det sværeste er lektierne, det får jeg hjælp til en gang om ugen. I min klasse skal næsten alle konfirmeres. Det skal jeg ikke. Det gør ikke noget, at de snakker meget om penge og gaver.

I fritiden bliver jeg mest hjemme. Jeg ser film og spiller computer med min lillebror. Vi spiller Streetfighter og Bomberman world. Nogen gange går jeg i ungdomsklub og på biblioteket. I år spiller jeg håndbold. Vi har et godt hold, og vi har det godt. Til næste år vil jeg måske spille fodbold.

Derhjemme spiser vi dansk mad en gang om ugen. Ellers spiser vi vietnamesisk. Men nogen gange kommer min storesøster hjem og laver pizza – det kan vi godt lide.

Min fremtid er jeg lidt i tvivl om. Jeg ved ikke hvad jeg skal uddanne mig til, fordi jeg har problemer med sprog, og jeg er lidt doven til at læse. Jeg vil bo i Danmark og have en god uddannelse og vil gerne have en familie.

Erhan, 18 år, Svendborg
Jeg går på en handelsskole, og det er jeg meget glad for. Jeg har mange venner og en dansk kæreste, som jeg holder meget af. Jeg kommer oprindelig fra Kosovo Albanien, men flygtede hertil, da der var uro i landet. Mit ophold i Danmark har været og er rigtig dejligt. Jeg er sammen med mine venner - både nogle jeg kender fra skolen, og andre, som jeg kender fra min hobby. Jeg går meget i en ungdomsklub her i Svendborg, hvor jeg som regel er disc-jockey og spiller alt det nye popmusik.

Jeg stod op kl. 7.00 i morges. Jeg skulle godt nok først møde kl. 10.00, men jeg trængte til et bad og til at barbere mig. Klokken 9.45 cyklede jeg i skole. Det er dejligt at gå på handelsskole. Alle lærerne betragter én som voksen og ikke bare som et lille barn, som de gjorde, da jeg gik i folkeskolen. Vi havde Erhvervsøkonomi & Service. Disse fag er ret svære for mig, da jeg har svært ved matematikken, og vores lærer bruger nogle svære ord, som jeg ikke forstår, men heldigvis sidder jeg ved siden af mine veninder, som gider hjælpe mig med fagene.

Jeg gik fra skole kl. 13.30, hvor jeg tog direkte hjem, for jeg var meget sulten. Mine forældre var kommet hjem fra skole. De går nemlig også i skole, men det er en sprogskole, så de kan lære lidt bedre dansk. Og måske – når min far bliver god til dansk – kan han få et arbejde. Alle de steder han vil arbejde, bliver han nødt til at kunne snakke bedre dansk.

Min mor lavede mad til mig, og derefter ringede en af mine venner (også en udlænding) og spurgte, om jeg ville med ham og hans kæreste ned i byen og kigge. Jeg mødtes med dem nede i byen. jeg var ked af, at jeg ikke havde min kæreste med, da de hele tiden gik og holdt hinanden i hånden og ligesom glemte mig. Vi kiggede på alt det nye musik, som interesserer mig og min ven meget, da han også er disc-jockey i klubben. Byen var fuld af mennesker, der snakkede og løb gennem gaderne. Jeg kom først hjem kl. 17.00. Da jeg kom hjem lavede min mor igen noget mad til mig, for jeg skulle i klubben og spille musik. Jeg cyklede derud omkring klokken syv. Det var fedt at spille. Der var en del på dansegulvet, og det betyder meget, når man er disc-jockey. Kl. 21.30 cyklede jeg hjem igen. Jeg havde desværre noget Salg & Service for, som jeg var nødt til at lave. Det var svært for mig, men jeg ringede til min kæreste, og hun kunne hjælpe mig en smule med det. Men hun går ikke på handelsskole, så det er heller ikke nemt for hende. Da kl. blev 23.00 var jeg endelig færdig med lektierne.

Sådan en dag som 14. april har jeg mange af. Mine dage forløber meget ens. Når jeg tænker på, at jeg laver det samme hver dag, bliver jeg i trist humør. Men som dagene skrider frem, tænker jeg egentlig ikke på, at jeg har et kedeligt liv. Når jeg rigtig kan mærke, at det er kedeligt, og at jeg altid er her i Svendborg og oplever det samme hver dag, er når min kæreste er ude at rejse. Hun har lovet mig, at jeg må komme med hendes familie til Spanien til sommer, og det glæder jeg mig meget til.

Jeg er glad for, at jeg bor i Danmark nu. Det er dejligt at være her, når jeg hører, hvordan vores oprindelige land bliver hærget og ødelagt. Desværre er mine bedsteforældre stadig dernede. Vi prøver at holde kontakten til dem ved lige, men det er svært, for telefonopkald bliver aflyttet af folk dernede. Jeg vil inderst inde ønske, at jeg stadig boede i Kosovo, og at der var ro og orden dernede, men så havde jeg ikke fundet min kæreste, som jeg holder meget af. Hun opmuntrer mig også, hvis jeg er i dårligt humør.

Mehmet
I dag lavede vi nogle broer i natur/teknik-timerne. Jeg og Magnus lavede en hængebro og nogle runde stolper ud af papir. I frikvarteret spillede jeg fodbold med nogle fra 5. a.

I Hofmanns to timer lavede vi kajakkerne færdige.

Kl. 17.30 spillede vi kamp i regnvejr på Nordre Stadion, og jeg spillede i shorts.

Da jeg kom hjem, så jeg lidt fjernsyn.

Og gik i seng kl. 22.00.

Oversat fra somali

Allan, 12 år, Kolding
Jeg hedder Allan, jeg er 12 år, jeg kommer fra Afghanistan. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg kom til Danmark.

Jeg gik ikke i skole i Afganistan, jeg gik bare i børnehave.

I skal forstå, at vi er kommet ud fra vores land. Det er så svært, så svært at komme ud fra et land i krig. Min far han var læge, og han var politisk, så han måtte ikke komme ud. Hvis der var nogen, der så, at han kom ud fra sit land, så kunne han godt dø af det. Det var så farligt.

Først rejste vi til Rusland. Jeg boede der i 9 måneder, og jeg kan godt snakke russisk, og jeg har også gode venner, som også kan snakke russisk. Jeg var alene med far i to år. Vi vidste ikke hvor mor, Tine og Alex var henne. Det var så svært, vi troede, at de var døde, eller måske var de kommet tilbage til Afghanistan, eller om de kom til Danmark - vi vidste ikke, hvor de var.

Det er godt nok at være elev i jeres skole. I Afghanistan, der slår de dig, har min far fortalt mig. Her råber de bare ad dig, det er bedre. Når man laver noget, der ikke er særlig godt, så råber de ad dig. Lærerne skal skælde ud, for vi laver nogle grimme ting, sådan noget, som vi ikke skal lave. Vi har selv problemer. Det er ikke lærernes skyld. Vi har problemer, vi laver det altid, vi kan ikke stoppe med det.

Jeg er anderledes i skolen, end de danske børn. Jeg kan ikke lave sådan nogle ting, som de kan, jeg kan ikke snakke, sådan som de snakker, jeg kan ikke være venner med dem ligesom de er venner, jeg kan heller ikke lege på den måde, som de leger.

Jeg lærer noget - jeg vil gerne lære noget ..., men jeg kan ikke det dér svære. Min far har fortalt mig, at da han var lille, kunne han heller ikke, men han har lært det. Det er først nu, jeg skal lære at læse. Det er så svært, så svært. Men jeg kan godt lave matematik, jeg har ikke problemer med matematik.

Jeg kommer hver dag med bussen. Eleverne slås, og de råber. Buschaufføren tager dem med alligevel. Jeg spiller fodbold hver dag. I dag var jeg sammen med de andre 6. klasser nede og se film om sex og mange ting, som vi ikke skal lave, heroin, ryge og drikke og sådan noget. Jeg syntes ikke særligt godt om at høre om sex, men fint at høre om heroin, ryge og drikke, det var godt. Jeg synes ikke, vi skal lære noget om sex, vi skal slet ikke lave det. Det er farligt. Hvis nu en pige bliver gravid, så er det farligt for drengen. Han bliver far. Man skal være ældre, før man tænker på sådan nogle ting.

Redigeret på baggrund af en båndet samtale på dansk mellem Allan og hans lærer.

Ikram, 15 år, Varde
Det var onsdag morgen, og jeg cyklede til skole. Det var koldt, men det var faktisk ikke det, jeg tænkte på. Jeg tænkte på mine lektier, som jeg ikke nåede at lave. Jeg får dårlig samvittighed hver gang, jeg ikke får lavet mine lektier.

Da jeg kom til skolen, satte jeg mig på en bænk i skolegården, for jeg vidste, at hvis jeg gik op i min klasse, ville jeg bare sidde på min plads og høre de andre snakke om fester eller sådan noget lignende, og det kender jeg ikke noget til. Så ville de også stille en masse spørgsmål om, hvorfor vi ikke må gå på diskoteker, drikke alkohol osv. Men jeg bliver aldrig træt af at svare, for det er den eneste måde, vi kommer til at acceptere hinanden på. Jeg har altid gerne villet fortælle om vores kultur og religion. Mine projekter og opgaver handler altid om vores kultur og religion, men alligevel synes jeg ikke, at danskernes forhold til os er blevet bedre.

Da det ringede ind, gik jeg op i klassen. Alle sad på deres pladser, for læreren var allerede kommet. Da de to kedelige timer var gået, og det ringede ud, gik min kusine og jeg ned for at købe morgenmad, og da vi kom tilbage, havde det allerede ringet ind. Sådan gik hele onsdagen indtil vi skulle til "Projekt netværk", som er lavet for unge indvandrere og flygtninge. Det er en slags klub. Vi tager på udflugter, dyrker sport og lærer noget om uddannelse. Det er lavet for at hjælpe flygtninge med at integrere sig i det danske samfund, og for at vi skal lave noget andet end at gå i skole og være hjemme.

I min fritid ser jeg aldrig mine klassekammerater, og det er der flere grunde til. Jeg kan godt fortælle nogle af grundene. Årsagen til, at danskerne ikke blander sig med flygtningene, er, fordi vi tænker anderledes, og vi har en hel anden kultur og religion. Vi bliver holdt udenfor, fordi vi ikke kender hinanden ret godt, og vi ikke går til fester og på diskotek. Vi spiser ikke den samme slags mad, og pigerne må ikke have svømning, og det kan godt nogen gange være irriterende. Alligevel er jeg ikke trist, fordi jeg er muslim. Nej, jeg er faktisk stolt af det.

Jeg har prøvet alt, for at vi skal blive accepteret, uden at vi gør de ting, som danskerne gør, og ville håbe, det virkede. Desværre har jeg oplevet at stå foran nogle danskere og fortælle dem, hvordan det er at være flygtning i Danmark. Jeg tog fejl, da jeg troede, de var interesseret i det, for de begyndte at gabe og en af dem sagde: " Så nu begynder hun at prædike" Siden den gang begyndte jeg at holde mig tilbage. Jeg ved, det er forkert, men det er der ikke noget at gøre ved. Det sidste jeg nu vil sige er, at alle skal behandles ens her på jorden, og jeg håber, det vil gå godt.

Sasiltha, 12 år, Vejle
I dag er det nytår for os tamiler, så dagen er lang, men skolen, den slipper jeg ikke for. Jeg stod op og bad til min Gud om et godt vejr, og så gik jeg i skole.

Jeg fik fri klokken 12.30 i dag, men jeg synes, at det tog lang tid. Da jeg kom hjem, lå der en stor pakke. Jeg skyndte mig at åbne den, og der så jeg en pæn kjole og noget slik, men der lå også en kuvert. Da jeg åbnede kuverten, lå der 560 kr. i sedler. Nej, hvor jeg blev glad. Jeg gik hen til mine forældre og sagde tusind tak, og så tog jeg i byen for at købe nyt tøj, og jeg kom hjem med posen fuld af tøj til mig selv. Men I kan tro, jeg havde en gave til min familie, jeg havde købt en statue af en hund på ca. 30-45 cm.

Sikke en nydelig dag.

Luis, Viborg
Hej.

Mit navn er Luis. Jeg er meget glad for at være i Danmark. Jeg har boet her i to år. Min familie er danskere. Min far hedder Preben, min onkel hedder Bent, min tante Lotte og min fætter hedder Troels, og endelig er der min bedstemor som hedder Sigrid. De elsker mig alle sammen højt, fordi jeg er den mindste i familien. Jeg kommer fra Sydamerika. Mit land hedder Ecuador og ligger lige på ækvator. Jeg kommer fra Ecuadors hovedstad som hedder Quito, men jeg blev født i Otavalo, som er en lille by, hvor der laves meget kunsthåndværk. De produkter, der bliver lavet færdige, bliver eksporteret til udlandet.

Jeg kom til Danmark, fordi min far blev alvorligt syg, og fordi han adopterede mig. Jeg er min fars søn. Jeg går på en ungdomsskole. Jeg har venner her på skolen, men de er ikke som mine venner i min skole hjemme i Ecuador. Der havde jeg mange flere venner, end jeg har her, og der var der mange personer, som kendte mig og min far.

Jeg har det godt i skolen her. Det jeg bedst kan lide ved skolen er at lære et nyt sprog og en ny kultur. Men min kultur er næsten den samme som den danske kultur, men forskellen mellem Ecuador og Danmark er, at der i mit land er meget mere politibeskyttelse. Ecuador ejer Galapagos-øerne.

På Galapagos har vi alle slags tænkelige dyr. De mest kendte er kæmpeskildpadder, leguaner og mange andre dyr, ligesom vi også har mange dyr i vores jungle. De skildpadder, der lever på Galapagos, er verdens største, og derfor er det illegalt at eksportere og sælge de ecuadorianske skildpadder.

For mig er der ingen forskel på ecuadorianere og danskere, fordi der også er protestanter og katolikker i mit land. Mit land er fattigt, men det er ikke som Europa, hvor der hele tiden er krig.

I mit land går man ikke rundt og siger: Dette er et rigt land, hvor serviceniveauet er meget bedre end i andre lande. Det er et eksempel, fordi man i Danmark siger, at Ecuador er langt bagefter. Men forskellen er også, at der i mit land ikke er børn, der drikker, og der er heller narkomaner eller børn, der ryger. I Ecuador er der fattige mennesker og røvere, ligesom der også her i Danmark er folk, der stjæler fra banker og i stormagasiner.

Oversat fra spansk

Kawo, 15 år, Hobro
Jeg har det godt i skolen og i Danmark. Jeg har lektier hver dag, og jeg laver dem hjemme. Lærerne og skoleinspektøren er meget gode imod os, og jeg har ingen problemer i skolen. Lærerne hjælper os meget, og vi har det godt sammen. Vi tager på udflugter, og jeg er glad.

Da jeg kom til Danmark, begyndte jeg i skole, og det var svært, fordi jeg ikke kunne dansk, men nu, Gud være takket, taler jeg sproget godt. Jeg har været i Danmark i to år. Jeg vil gerne være i Danmark hele mit liv, og jeg vil gerne have dansk statsborgerskab. Jeg vil gerne hjælpe det danske folk, fordi vi bliver behandlet godt. Jeg vil gerne gøre min skolegang færdig, og så ønsker jeg at blive politimand i Danmark. Jeg vil gerne være sammen med min familie, hjælpe det danske folk meget og altid. Tak til Gud, og tak til det danske folk, som hjælper os meget.

Jeg går til karate hver mandag og torsdag, og det koster 100 kr. Jeg går til svømning hver lørdag.

Det er mine fritidsinteresser. Jeg har travlt her i Danmark.

Lærerne i skolen er glade for mig, fordi jeg følger reglerne og laver mine lektier.

I maj skal vi i praktik, og jeg glæder mig til det.

Oversat fra arabisk

Pige, 15 år
Jeg er en tyrkisk pige, som er født og opvokset i Danmark. I dag mødte jeg kl. 8.00. Da jeg var på vej ned til klassen, mødte jeg min bedste veninde, og som sædvanlig fik jeg mit daglige kys og kram. Jeg sku’ ha dansk i første time. Dansklæreren kom ind med et brag og gik hurtigt i gang. Han begyndte at dele noveller ud. Jeg begyndte at tænke på min eksamen. Vi skulle læse papirerne igennem og digte videre. Folk har tit fortalt, hvor svært det var, og at de ikke kunne klare det, men i mine øjne så det ikke så indviklet ud. Så længe jeg har lysten og modet til at lære, kan jeg godt.

I anden time havde vi matematik. Jeg var kommet bagud i forhold til de andre, fordi jeg havde pjækket for meget. Jeg havde det dårligt, for lærerne forventer for meget af mig, og jeg ved også, at jeg kan. Men alligevel er jeg bagud, men det er også min egen fejl. Min pjækning får mig til at føle mig så dum og uklog.

Når jeg får fri fra skole, går mine veninder og jeg om bag skolen og ryger.

Lejrskole, klassefester og fællesarrangementer må jeg gerne være med til. Men privatfester, som nogen fra klassen holder, har jeg aldrig været med til. Jeg har heller aldrig spurgt mine forældre, om jeg må tage med, fordi jeg ikke rigtig føler, at jeg passer ind i deres selskab. Det er selvfølgelig lidt irriterende at komme med dårlige undskyldninger hver gang, de spørger, om jeg vil med til en fest, men man kan altid trøste sig selv med, at man ikke er den eneste, der har det sådan.

Jeg har siden børnehaveklassen været den eneste fremmede pige i min klasse, så jeg har lært at være sammen med og samarbejde med en dansk klasse. Der er næsten aldrig opstået store problemer i klassen, men hvis der ellers har været nogle småproblemer, har vi diskuteret det i klassen sammen med vores lærer. Skolen har i 2 år lavet en pigegruppe for fremmede piger. Jeg tror, at grunden til, at de har lavet den gruppe, er, fordi, vi skal ud og se os lidt mere omkring og opleve lidt mere, som vi måske ikke kunne have oplevet, hvis ikke pigegruppen havde været der. Det er meget fedt, men det er, som om vi gør alle opmærksomme på, at vi ikke må alt, hvad danske piger må. Men det gør heller ikke noget, for lærerne bruger deres tid på at hjælpe os, og det er vi også taknemmelige for.

For mig er en god skole en skole med lærere, der prøver at forstå os fremmede piger. Jeg lægger også meget vægt på, hvordan undervisningen er, og den synes jeg er meget god på min skole, men man må også selv tage lidt ansvar for, om man vil noget med sin fremtid med hensyn til uddannelse osv.

Jeg har aldrig været bedste veninde med en dansk pige. Jeg synes, at en dansk pige og en fremmed pige er for forskellige til at være bedste veninder, for der vil altid opstå problemer med hensyn til det, vi må, og det, danske piger må. Fremmede piger må f.eks. ikke tage i byen, når de vil, for hvis nogen så en ude i byen, ville det sætte din familie i et meget dårligt lys.

Fremmede drenge har ikke de problemer, som vi har med fester osv. De må gerne tage derhen hvor de vil, uden at de får problemer med familien. Pigerne skal også tænke på familiens stolthed og være en "pæn pige". Man må endelig ikke rende for meget rundt og gå sammen med drenge, for så har man ikke den værdighed, som en pige skal have. Hvis man snakker meget med drenge, tror ens naboer, at man kommer sammen med drenge, og så er man sat i et dårligt lys. Et par af mine veninder må heller ikke komme med på lejrtur, og de kommer derfor med dårlige undskyldninger over for læreren, som jeg, som fremmed pige, kan se er løgn. Jeg og mine veninder lyver tit om hvad tid, vi får fri fra skole, så vi kan gå ud og gøre, hvad vi vil. Men jeg synes, at det er dumt, at forældre ikke giver os lov til at gøre de ting, vi vil, for vi gør det alligevel, bare uden at de ved det. Hvis jeg var min mor, ville jeg give min datter lov til at gøre, hvad hun ville, så jeg vidste, hvad hun rendte rundt og lavede i stedet for, at hun skulle gøre det i det skjulte. Fremmede piger må heller ikke gå i seng med drenge, men fremmede drenge må gerne gå i seng med piger. Vi fremmede piger skal jo være jomfruer, når vi bliver gift. Fremmede piger har som alle andre piger lyst til at være sammen med drenge en gang imellem, der er derfor mange piger, der kommer sammen med drenge i skjul. Jeg tror også, at grunden til, at fremmede piger bliver gift tidligere end andre piger er, fordi, de gerne vil have frihed og prøve de ting, som de ikke måtte, før de var gift. Det er faktisk de strenge regler, der får nogle piger til at stikke af hjemmefra, selv om jeg ikke synes, det er løsningen på problemerne.

Det bedste vi fremmede piger kan gøre for os selv er at få en uddannelse og opføre os på den måde, vores kultur vil have, vi skal opføre os på. Vi kan desværre ikke blive rødstrømper, som de danske kvinder har været for at få ligestilling mellem mænd og kvinder, for det ville vores kultur aldrig acceptere.

Her efter 9. klasse skal jeg i gymnasiet på sproglig linie. Jeg vil gerne være journalist. Jeg vil helt klart ikke giftes, før jeg får styr på min uddannelse, for jeg har kusiner, der har droppet folkeskole og gymnasiet for at blive gift. Jeg vil gerne vise min familie, at jeg kan andet end at blive gift og få børn. Jeg ville ønske, at alle piger ville lægge vægt på at få en uddannelse og ikke pjække hver dag, selv om det er fristende at pjække og have det sjovt i stedet for at sidde i klassen. At fremmede piger uddannede sig ville måske ændre danskernes syn på fremmede piger.

Sebina
I morges vågnede jeg klokken 7.30. Jeg spiste morgenmad. Der fik jeg kakao og brød med smør. Så gik jeg i skole og mødte Anja på skolevejen. Så gik vi sammen hen i klassen.

I den 1. time havde vi musik. Der snakkede Anja og mig om, at vi skulle mødes ovre ved kiosken. Vi ville gå i biografen om eftermiddagen. Hele timen skulle vi op og danse, det var irriterende. Nogen havde CD med. Næste time havde vi dansk. Der skulle vi fortælle uhyggelige historier - det var meget sjovt - de var nemlig ikke alt for uhyggelige. Nogen var lidt sjove. Så bankede det på døren. Det var Ulla, som jeg skulle til "ekstra" hos. Vi læste højt, stavede og til sidst spillede vi og grinede sammen.

Bagefter havde jeg frikvarter og gik ned i klassen og spillede computer. Jeg spiste min mad. Jeg havde fået 60 kr. med, men de skulle også gerne holde til indkøb af mad til hele ugen. I dag købte jeg lyst brød, en lille kakao, og en lille yoghurt. Det kostede 6,50 kr. Anja og jeg talte videre om biografen. Jeg synes, det er godt at have nogle veninder, og det er kedeligt, hvis man ikke har nogen veninder, så driller alle. Da jeg boede i Bosnien, havde jeg også mange veninder. Fra dengang kan jeg huske, at min storesøster kom til at vælte en spand mælk under bordet. Mælken var lige blevet malket fra vores ko. Min søster sagde til mig og min veninde, Amra, at vi ikke måtte sige det til min mor og far.

Anja og jeg fik så besluttet, hvornår vi skulle i biografen, og så skulle vi have matematik. Matematik mig her og matematik mig der. Det er faktisk mit bedste fag, og det er nemt og sjovt. Jeg kan godt finde ud af det. Jeg nåede at lave al matematikken i skolen i dag. Jeg synes også, vores lærer er sød.

I engelsk synes jeg, det var svært i dag. Det er lidt svært for mig at udtale. Sproget har nogle helt andre lyde, end jeg er vant til, både på dansk og bosnisk. Tungen krøller sammen hele tiden: I am a girl, You are a boy… Sådan skal vi sidde og sige hele tiden.

Endelig kom jeg hjem. Jeg kastede tasken på gulvet. Så kommer min mor altid og tager den op. Hun siger, at jeg ikke skal kaste den hele tiden, men det kan jeg ikke lade være med.

På spisebordet står der hver dag og venter varm kakao og brød til mig. Jeg spiste det, og gik ind på mit værelse, som jeg deler med min storesøster på 18. Jeg tændte fjernsynet og faldt i søvn, som altid, til fjernsyn. Så kom min storesøster hjem og vækkede mig ved at kilde mig.

Anja kom forbi. Vi gik i biografen og så "Den blodige hånd". Jeg var lige ved at dø af skræk. - Anja var endnu mere bange end mig. Jeg har blå mærker over hele kroppen, sådan har hun nappet mig.

Da jeg kom hjem til min opgang, duftede der af dejlig varm mad. Jeg kunne dufte, det var pita - stor pandekage, hvor der er rullet oksekød ind. Hjemme hos os bor min bedstemor, Iza. Hun spiser altid selv i stuen, fordi vi ikke har plads i køkkenet. Der sidder vi, min far, mor, søster og mig.

Det var en god dag, ligesom de andre dage.

Behiye, 13 1/2 år, Ishøj
Jeg er en 13 1/2-årig tyrkisk pige. Jeg går på en skole, hvor der er mange indvandrere. Det er ikke svært at være en indvandrerpige for mig. Jeg er aldrig blevet holdt udenfor, fordi jeg var og er anderledes end danskerne. Jeg har også talt med danske elever, som jeg gør altid. Vi har det meget sjovt sammen. Vi er 4-5 stykker, der har det godt sammen, og har de samme tanker og interesser. Vi er to tyrkere (den anden er min bedste veninde), en kurder og to danskere. I dag har jeg og min veninde lånt nogle bøger om flygtninge. Vi skal have en projektuge, og emnet var begivenheder i verden, og vi valgte "flygtninge i Danmark".

Der er kommet to bordtennisborde i storrummet. Det har forandret alle. Før var der ingen, der lavede noget tilfælles. Alle var sammen med deres venner. Men siden bordtennisbordene kom, har alle talt og moret sig med hinanden. Det er lige meget, om du er dansker, indvandrer eller flygtning. Alle har det godt ovre i 7.-8. og 9. klasse ifølge mig. I dag har jeg ikke mødt nogen drillerier. Faktisk så er den skole, jeg går på, en af de skoler, der har mindst mobberi, selv om der er flest indvandrere. Vi havde fri i fysiktimen, fordi vores lærers kones søster døde, og han skulle til begravelse. Så vi fik en vikar.

Det, der glæder mig ved skolen, er, at alle lærerne er forståelige, og at de behandler en dansker og en indvandrer/flygtning på samme måde. Når vi laver fysikrapport, som vi også skulle lave i dag, tænker jeg på fremtiden, fordi vi får karakterer. Jeg har ikke tænkt på, hvad jeg vil læse, hvad jeg vil være, jeg vil vente til 8.-9. klasse, for jeg skifter mening hver dag. Det er første år, vi har tysk, så det er svært for mig, for jeg kan tyrkisk, dansk og engelsk, og så kommer der et fjerde sprog, det er for svært. Vi lærer udsagnsord og bøjer og siger dem i nutid og datid. Vores tysklærer er sjov, mærkelig og hurtig, så vores tysktimer går hurtigt.

PS: Tak fordi I har givet os indvandrere/flygtninge en chance for at skrive, hvordan vi har det i skolen.

Safa, 18 år, Skive
Jeg begynder mit brev med en hilsen.

Jeg er elev i Erhvervsklassen på ungdomsskolen. Jeg står op hver dag kl. 6.00. Kl. 7.00 tager jeg toget sammen med min bror og fætter til skolen. Ud over dansk har jeg engelsk og matematik. Om onsdagen har vi to timer idræt. Om onsdagen har vi også "workshop", som er anderledes end de andre fag. Denne dag besøger vi forskellige steder. Vi tager ud til virksomheder og stiller dem mange spørgsmål, som har noget at gøre med det, de laver på virksomheden. Jeg synes, det er en god ordning, fordi vi på den måde får kendskab til arbejdspladserne i Danmark. Nogle gange tager vi på museum for at lære noget om Danmarks fortid.

Hvis nogen kom og spurgte mig, om jeg har det godt og er glad for skolen, så vil jeg sige til dem, at det er en god skole, og at mine klassekammerater er søde og høflige, og at jeg er glad for skolen, men der er bare det "skæve problem", og det er, at jeg har fri kl.14.30 de fleste dage. Jeg tager toget hjem til Skive, og så er jeg der ca. kl.15.30. Det betyder så, at jeg ikke kan deltage i den danske klub, hvor jeg kan være sammen danskere. Men til næste år vil jeg få mulighed for at deltage i idrætsaktiviteter sammen med danskere, fordi jeg kommer i en dansk klasse. Der vil jeg få nye venner, og så kan jeg deltage i alle aktiviteterne på skolen og uden for skolen.

Mange hilsner til jer.

Oversat fra arabisk

Hang, 16 år, Hjørring
Jeg har haft idræt i to timer. Jeg har idræt sammen med dem, der går i 9. klasse. I dag har jeg spillet badminton. Jeg skulle have haft svømning, men jeg havde ikke fået badetøj med.

Bagefter har jeg haft to timer i modtagelsesklasse. Først havde jeg dansk. Jeg læste i en bog, der fortæller om, hvad der er godt og dårligt at gøre i Danmark. Bogen hedder "Tak skal du have".

I den sidste time havde jeg matematik. Jeg regner opgaver på 9. klasses niveau. Det er svært at læse teksten, men ikke så svært at regne.

Jeg går i skole hver dag. Jeg går i modtagelsesklasse hver dag i 4 timer. Jeg har to lærere. Når jeg har pause, snakker jeg ikke med danskere. Det er fordi, der ikke går danskere i modtagelsesklassen, og fordi mange danskere ikke kan forstå alt, hvad jeg siger. Jeg spiller på computer eller snakker med de ældste elever fra Vietnam.

Efter sommerferien flytter jeg måske til en anden by. Byen hedder Sønderborg, tæt ved Tyskland. Hvis jeg flytter til Sønderborg, kommer jeg ikke hjem til min familie så tit, for min familie bor i Hjørring. Jeg er lidt nervøs for at skulle flytte skole.

Senada, Sønderborg
Kære Dagbog!

Jeg kom i skole kl. 8.00 i dag. Vi havde temalinie den første time, og det er også navnet på vores klasse. Der er fire forskellige linier i 10. klasse - bortset fra vores, er der også natur-teknik, idræt og sproglinien. I den første time fortsatte nogle af os med at lave teater og andre så et videobånd med en film om nogle handicappede, som var i gang med at lave "sort teater".

På et tidspunkt gik min bedste veninde og jeg til computerlokalet for at se, om vi havde modtaget e-mail. Da vi var færdige, gik vi hen til klasseværelset for at møde to piger fra vores gruppe, og så stødte vi på klasselærerinden. Hun blev klar over, at vi skulkede fra timen, og så begyndte hun at skælde os ud, fordi vi ikke lavede vores opgaver sammen med de andre fra vores klasse. Derefter tvang hun os til at se videobåndet om "sort teater". Efter timen gik vi ud for at se efter Pia og Sabrina fra vores gruppe, for vi ville fortsætte med vores teater - lige fra begyndelsen var alle fire med i projektet. Vi måtte gå hele skolen igennem, før vi fandt dem. Da vi fandt dem, begyndte de at brokke sig over, at vi ikke havde været i skole i torsdags. De hævdede, de havde lavet det meste af teatret, og at de havde ændret alt, vi havde lavet i fællesskab. Lærerinden gav os mulighed for at øve det, de to havde lavet. Vi begyndte, men midt i det hele ville Pia ikke fortsætte med at gennemgå stykket med os. Vi skændtes i en halv time. Seki og jeg indså, at de ikke ville have os med i teatret, så vi besluttede os for at lave vores eget teater. Ideen var, at vi ville danse vores folkedanse til musik fra vores hjemland. De var alligevel alle sammen glade, da vi meldte os ud af gruppen.

Oversat fra bosnisk

Adela, 15 år, Esbjerg
Jeg hedder Adela, og jeg går i en skole i Esbjerg. Min klasse hedder M.O.D. I min klasse er alle elever udlændinge, og der er kun få bosniere, så det er lidt svært. Jeg har ikke nogen danske venner, fordi jeg ikke går i en dansk klasse. Jeg vil meget gerne blive venner med danskere og også lære noget mere om Danmark, landet, hvor jeg bor. Da jeg boede i byen Skjern, havde jeg mange danske venner, for jeg gik i en dansk klasse. Vi havde tysk og engelsk, og det var meget svært. Nu er jeg i denne klasse for at lære dansk og for at forberede mig til at overgå til en dansk klasse og følge den normale undervisning på dansk.

Jeg kom til Danmark for at redde mit liv og for at kunne tænke på fremtiden, fordi jeg ikke havde noget hjem i Bosnien. Det er muligt at gå på denne skole indtil man bliver 18 år, og derefter kan man finde noget arbejde. Om der er nogen større muligheder, ved jeg ikke, da jeg kun har været her på skolen i to måneder.

Jeg synes ikke, det er svært at være elev i Danmark i forhold til i Bosnien, fordi der ikke er nogen karakterer i de første 8 klasser. I Bosnien havde jeg pligtfølelse med hensyn til skolen, for at blive en god elev skal man arbejde hårdt. Undervisningen her på skolen er ikke hård. Det er meget vigtigt at lære dansk, og lærerne gør alt for at hjælpe os, så vi kan overgå til danske klasser og på den måde få bedre muligheder for at opnå noget. Jeg har aldrig haft problemer med mine skoleopgaver, og jeg har altid kæmpet hårdt for at opnå noget Jeg samarbejder godt med mine lærere, og alle elsker mig, for jeg er rolig i timerne og laver ikke ballade.

Jeg takker Danmark meget for at have modtaget os, for hvem ved, hvor vi ellers ville være nu. Det bekymrer mig, at jeg ikke har fået asyl endnu, selv om jeg er ung, og disse ting ikke burde bekymre mig, men det er min fremtid. Jeg har min far, som var fange i en koncentrationslejr i 9 måneder, to yngre brødre og min mor. Jeg kunne skrive meget mere om mit liv, men det er nok for denne gang. Jeg har boet i Danmark i 14 måneder.

Oversat fra bosnisk

Forsiden | Forrige kapitel | Næste kapitel