Diskrimination og krav om tilpasning

Nogen gange driller de mig - især de ældre mennesker og siger

Aymen, 17 år, Varde
Hej, jeg hedder Aymen, er 17 år og går i 10. klasse. Jeg stammer fra Palæstina, men mine forældre boede i Libanon. Jeg har boet her i Danmark i 14 år. Jeg har mange venner i 10. klasse. Det tror jeg har noget at gøre med, at jeg altid har været den eneste udlænding i klassen. For når der er mange udlændinge i en klasse, så er det klart, at man helst vil være sammen med dem fra ens hjemland, fordi så har man noget til fælles, og derfor får man ikke så mange danske venner. Det er derfor, at man i de store danske byer tit ser, at de udenlandske børn står sammen i små kliker. Det påvirker, at man ikke bliver særlig god til det danske sprog Det er man desværre også begyndt at se på min skole. Det synes jeg, at den danske stat bør gøre noget ved.

Jeg har altid haft mange danske venner, så dengang jeg gik i 5. klasse, kaldte de udenlandske børn mig Peter eller Hans, fordi jeg havde mange danske venner. De syntes, at jeg var en forræder.

Jeg har det meget godt i min klasse, men nogle gange føler jeg mig alligevel udenfor, for nogle gange siger de f.eks.: "Du Aymen er god og flink nok, men dem derovre, de er nogle perkere" eller sådan noget, selv om det måske er min fætter eller min bror, de snakker om. Det kan godt gøre ondt. Jeg siger til dem, at de kan lide mig, fordi de kender mig, så de skulle måske prøve at lære andre udlændinge at kende. Det er hårdt at have en anden kulturbaggrund og gå i den danske folkeskole, fordi der er mange fordomme, som er svære at udrydde. F.eks. tror de fleste danske børn, at udlændinge er meget voldelige. Jeg er tit blevet drillet, fordi jeg har en anden religion. Jeg er muslim, så jeg må ikke gå på diskotek eller drikke. Der er også mange af mine venner, der tror, at jeg er lovet ud til en eller anden pige fra Libanon. Det viser, at de danske børn har brug for at vide noget mere om andre kulturer og religioner, det synes jeg, at Undervisningsministeriet burde gøre noget ved.

Jeg synes, at det er en god ting, Undervisningsministeriet laver med hensyn til denne "dagbog", for jeg tror, at det kan bedre forståelsen af udlændinge i Danmark. Det kan også bedre betingelserne for integration i Danmark, for man skal altid starte i det små. Jeg håber, at man får gjort noget ved de mange fordomme, der er i Danmark.

Nasra, 17 år, Århus
Mit navn er Nasra. Jeg er en somalisk pige på 17 år. Jeg er kommet til Danmark d. 26. maj 1996. Nu går jeg i modtagelsesklasse, og jeg er ikke glad for det, fordi jeg har gået næsten tre år i modtagelsesklasse, og jeg synes, at det er lang tid at være tre år i modtagelsesklasse. Jeg synes også, at det er spild af tiden at gå 3 år i modtagelsesklasse, fordi vi ikke får de samme fag, som danske elever får, selv om vi kalder det folkeskole, der hvor vi går.

Vi har tre fag i skolen, og jeg synes, det er for lidt. For et år siden tænkte jeg på at flytte til en almindelig klasse, men det lykkedes ikke. Nu bliver jeg for gammel til at gå i folkeskole, derfor skal jeg på social- og sundhedsskolen lige efter sommerferien.

Det er meget svært at være udlænding i Danmark. Man får aldrig en god uddannelse eller et godt job, hvis man er en muslimsk pige med tørklæde på. Hvis jeg søger et job i Danmark, er det første arbejdsgiverne siger til mig, at jeg skal tage tørklædet af, før jeg begynder jobbet, og det vil jeg ikke, aldrig i livet! Jeg siger til dem, at det er et lille stykke stof på hovedet, og jeg skal arbejde med hænderne, ikke hovedet. Men de siger, at jeg ikke kan få det alligevel.

På en anden måde er det også svært at være afrikaner i Danmark. Som vi ved alle sammen, er afrikanerne mørke eller brune, og jeg er en brun afrikansk pige. Derfor er det meget svært for mig at gå i byen. Jeg synes, danskerne er mærkelige, fordi når jeg står ved busstoppestedet og venter på bussen, står alle, som er i området og glor på mig, som om jeg har gjort noget forkert ved dem. Mens de står og glor på mig, bliver jeg helt flov og stirrer bare ned i jorden, og når jeg er i bussen, er det også det samme, alle passagererne sidder og glor på mig. Nogle gange driller de mig, især de ældre mennesker, og siger sorte svin, abe, nigger-girl og alt muligt andet. Nogle gange giver de mig en albue i maven, og jeg synes ikke, det er rimeligt at høre alle de grimme ord. Jeg forventer mig ikke en god fremtid i Danmark. Hvad synes I, at jeg skal gøre, hvis jeg gerne vil have en god uddannelse, og der ikke er fred i mit land endnu?

Mehtap, 14 år
Hej, jeg er en pige på 14 år og vil fortælle om en oplevelse i skolen. Det er ikke en særlig oplevelse, men er dét, der sker dagligt.

I dag har jeg selvfølgelig været i skole, og har haft en go’ dag, for jeg er vant til alt det, der sker. I dag har jeg arbejdet med projekt om flygtninge med min veninde, som også er en indvandrer. Vi har det godt sammen. I skolen har jeg det dårligt med, at jeg synes om en person, som også er tyrker, men desværre kan jeg ikke snakke med ham som en ven, fordi danskerne og andre synes eller tror, at en muslim ikke har lov til at kunne lide en, og at en muslim kun skal ha’ tørklæde på og læse koranen, men sådan er det altså ikke altid, derfor er jeg næsten kun sammen med mine veninder.

Dette er ikke det eneste problem, det er kun et af mine problemer. Jeg bliver faktisk også drillet med, at jeg er fed. Det kan godt være, at jeg er lidt kraftig og buttet, men jeg synes ikke, jeg er fed. På grund af at jeg bliver drillet, kan jeg ikke deltage i gymnastik, men en dansk pige, som er overvægtig, som går i min parallelklasse, hun bliver drillet, men har selvtillid, det er det vigtigste. Jeg synes ikke, jeg har selvtillid, men jeg skal deltage i gymnastik næste tirsdag. Jeg får det så dårligt, når jeg bliver drillet og tænker, hvis jeg skal blive drillet hele mit liv, hvad nytter det så at gå i skole, jeg kan sagtens sidde derhjemme i mit værelse. Men jeg har lært, at det ikke er sådan, jeg skal tænke, det har min lærer fortalt mig. Selv om hun er led mod mig en gang imellem, synes jeg ikke, hun er racist. Dette var faktisk det eneste, jeg har oplevet i dag.

P.S. Tak fordi I gav denne chance til os fremmede i Danmark. Farvel.

Subethini, 15 år, Herning
Jeg vågner ved, at solen skærer i mine øjne. Klokken er 7.00. Da jeg er færdig med at gøre mig klar til at komme i skole, går jeg ind i vores badeværelse for at bede. Det plejer jeg at gøre hver eneste dag, morgen og aften. Jeg skynder mig at cykle i skole, jeg skulle nødigt komme for sent. De to første timer har vi dansk. Vi snakker om en novelle, der hedder "Er jeg min broders vogter?" af Grethe Risbjerg Thomsen. Jeg har altid godt kunne tænke mig, at vi fik en eller anden historie, hvor vi fik mulighed for at snakke om, hvordan det er at være udlænding i et fremmed land. Hvis lærerne vil skabe en tryg klasse også til flygtninge- og indvandrerbørnene, er de nødt til at snakke åbent og mere om udlændingebørnenes tilværelse. Heldigvis er jeg heldig med, at der ingen racister er i min klasse, men jeg gad godt, at de danske børn forstod flygtningebørn mere, end de gør. Det er folkeskolen, der skal lære dem det.

De to første timer er forbi, så er der pause. Vi har et rigtig godt sammenhold i vores klasse, derfor plejer vi at sidde alle pigerne sammen, og nogen gange snakker vi med drengene. Selvfølgelig går snakken hele tiden om fester. Når snakken kommer til fester, gør jeg mig meget lille. Mine forældre har nemlig ikke givet mig lov til at drikke, tage til fester og blive ude sent om natten til kl. 3-4 om morgenen. Men det betyder selvfølgelig ikke, at jeg ikke tager til fester og har det sjovt med mine venner. Så jeg må komme i gang med at fortælle mine forældre hvor festen er, hvornår jeg kommer hjem, hvem der kommer, og at jeg nok skal følges med en eller anden hjem. Jeg synes, jeg er en blanding af min kultur (tamilsk) og dansk. Sådan har de fleste udlændigebørn det nu. Når mine danske veninder skal til fest, kan de bare komme hjem og sige: "Mor, jeg tager til fest nu". Så siger deres forældre: "Kom hjem ved 2 eller 3 tiden" Og deres forældre hjælper dem med at blande alkohol. Hvis jeg kom hjem og sagde: "Mor jeg tager altså til fest nu" så tror jeg, mine forældre ville grine af det og tro, det var en joke. De ville aldrig give mig lov til det. Ja, og med alkohol, det kan der ikke være tale om.

Efter pausen har vi engelsk. Hvis der er noget, jeg hader, er det racistiske lærere. De viser det aldrig lige ud, men deres hentydninger er ikke til at overhøre. Engang snakkede vi om kriminelle, så sagde en af vores lærere: "Som I ved, er mange indvandrerbørn meget kriminelle," og så begyndte han at sige alt muligt, og hver gang kiggede han på mig og de andre udlændingebørn i klassen og sagde: "jeg mener selvfølgelig ikke jer".

Selvom jeg er bedre end nogle af de andre danske børn, får jeg dårligere karakter end dem. Når jeg spørger ham om det, giver han en eller anden undskyldning om, at jeg mangler dit eller dat eller, at der er en pil opad, men det kan man bare ikke se i karakterbogen. Nogle gange har jeg bare lyst til at kaste bøgerne på ham og råbe hold kæft mand, du er en racist. Men jeg bider tænderne sammen og siger til mig selv: du skal jo i gymnasiet snart.

Selvfølgelig opfører alle lærere sig ikke sådan. Jeg har nogle meget flinke lærere, men desværre er der enkelte lærere, der er racister.

Efter 9. klasse vil jeg i gymnasium, derefter vil jeg på universitetet og læse medicin. Mine forældre har opdraget mig med at sige: Hvis du har en uddannelse i hånden, er det som at have et våben i hånden.

I de sidste to timer har jeg personlig stil og syning. Der er kun piger på holdet, vi griner og har det sjovt. Derefter cykler jeg hjem. Kl. 17.00 cyklede jeg hjem til min veninde for at lave lektier sammen med hende. Foran mig kom en knallert kørende, det var en dreng på 16-17 år, han råbte til mig: Danmark er kun for danskere! Jeg havde lyst til at råbe et eller andet til ham, men hvad kunne jeg råbe? Jeg tror, jeg blev hjemme hos min veninde en time, hvor jeg plejer at blive 3-4 timer. Hun spurgte mig hele tiden, om der var et eller andet galt. Jeg plejer at kunne snakke om alt, men her vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle forklare hende det. Jeg cyklede hjem til mig selv igen. Mine forældre kunne se på mig, at der var noget galt, så de spurgte, hvad der var sket? Jeg fortalte dem det hele. De sagde, sådan er det, når man bor i et fremmed land. Efter jeg havde snakket med min søster og mor, faldt jeg til ro.

Mohsen, 16 år, Skive
Jeg hedder Mohsen og kommer fra Den Irakiske Republik. Jeg er elev i erhvervsklassen på en ungdomsskole. Jeg står tidligt op og tager hjemmefra til skolen kl. 6.30. Jeg vender hjem ca. kl.16.00. Om aftenen, når jeg har fri, laver jeg mine lektier.

Jeg har engelsk, dansk, matematik, orienteringsfag og idræt. Der er store forskelle på undervisningen i Danmark og i Irak. Her i Danmark er det sådan, at hvis eleverne har brug for at drøfte et emne med læreren, så vil han først blive færdig med det, han er i gang med, og bagefter vil han komme tilbage til emnet og diskutere det med eleverne.

Hver torsdag besøger vi virksomheder, hospitaler og kommunale institutioner for at se på, hvordan arbejdsgangen er. I begyndelsen af ferien i næste skoleår skal vi til hovedstaden, København. Sidste skoleår besøgte vi det danske folketing, nationalmuseet og andre steder i hovedstaden. Ved årets udgang skal vi på en udflugt til en dansk ø, og måske skal vi engang rejse til europæiske lande, som ligger i nærheden af Danmark. Det er lande som Tyskland og Holland. Der skal vi være en uge. For at klare rejsens udgifter skal elevernes forældre betale 1.000 kr. til arrangørerne. Pengene skal bruges til mad, overnatning og ture.

På skolen har vi en lærerinde, som er god til at forstå os. Hendes opgave er at hjælpe eleverne med at løse deres problemer både i skolen og i hjemmet. Hun holder møder med forældrene en gang i kvartalet. På skolen er der ud over danske elever flygtninge med forskellige nationaliteter. Det er elever fra Irak, Iran, Bosnien, Brasilien, Sri Lanka og andre lande.

Med hensyn til vores forhold til danskerne, eller integration, så kræver det ikke mange anstrengelser, når man først har forklaret danskerne om vores forhold. Vi har erfaret, at de fleste danskere sympatiserer med os, fordi vi er undertrykte i vort eget land, Irak. Når folk får kendskab til vores situation, vil de hjælpe os og dulme vore smerte her i det fremmede, så langt væk fra fædrelandet. Derfor skal vi være et godt eksempel og gøre et godt indtryk. Vi må leve op til folks forventninger til os. Når vi som fremmede udviser god og moralsk adfærd og har respekt for danskerne, så bliver forholdet godt. Som østerlændinge har vi tradition for at falde til i det samfund, vi lever i. Vi kan ikke lide at isolere os. Vi tager hensyn til andre. Forskelligheden i troen forsvinder, fordi vi er skabt som brødre og søstre, og fordi vi har følelser og er menneskelige. Derfor kan man ikke isolere sig fra hinanden.

Oversat fra arabisk

Zwan, 14 år, Hundige
Jeg har ikke nogen problemer med at være elev i dagens folkeskole. Jeg vil godt være engelsk- eller dansklærer, når jeg bliver stor. Min kontakt med danske elever, lærere og forældre har altid været fin, og jeg har ingen problemer med dem.

Folkeskolen er en skole for alle. Jeg er meget glad for skolen og især for frikvartererne. På den skole, hvor jeg går, er der ikke mange danskere. De fleste er fremmede. Det ville være meget bedre, hvis der var flere danske elever. Min skole har et dårligt ry på grund af, at de fleste elever er fremmede, og det er jeg ikke glad for.

Aysun, 16 år, Hvidovre
Jeg hedder Aysun, er 16 år og går i 9. klasse.

Jeg går på en flerkulturel skole. Vi er elever fra Tyrkiet, Pakistan, Libanon osv. I klasserne er vi delt på en god måde, det vil sige, der er elever fra forskellige kulturer og baggrund i hver klasse.

Jeg er kurder fra Tyrkiet. Jeg synes ikke, jeg har problemer med at gå i en skole/klasse med så mange elever med etnisk baggrund. Det er faktisk meget sjovt at lære deres kulturer at kende! Jeg er også meget sammen med de danske elever. Vi blander os meget. Jeg kan se på mine klassekammerater og lærere, at de er interesseret i, hvordan vi lever, og på samme måde er vi interesseret, selv om vi allerede ved en hel del om den danske kultur.

Mine forældre har aldrig haft noget imod danskerne. Min far er blandt danske elever/unge, lærere og forældre hver dag, da han er lærer på en folkeskole. Min mor er også blandt danske børn og forældre, da hun er pædagogmedhjælper. Jeg har et meget godt forhold til danskere, både hjemme og i skole. Jeg er aldrig blevet holdt udenfor, fordi jeg har en etnisk baggrund. Det kan være fordi, jeg taler flydende dansk og har et godt kendskab til den danske kultur. Jeg tænker tit på, hvad der skal til, før danskerne vil acceptere os? Vil de acceptere os, hvis vi ændrer vores spisevaner og farver håret lyst? Men jeg synes, at alle skal accepteres, som de er.

Jeg bliver meget ked af det, når folk kalder os for 2. generations indvandrere. Det er som om, vi bliver stemplet for noget bestemt. Jeg føler det, som om vi bliver skilt ad fra det danske samfund, og jeg kan ikke forstå, hvorfor vi bliver kaldt indvandrere. Det er vores forældre, der er indvandrere, og ikke os, vi er ikke vandret nogen steder hen, vi er født her! For ca. 2 måneder siden havde vi eksamensprojekt. Der skrev jeg en bog om dem, man kalder 2. generations indvandrere. Jeg interviewede en politibetjent, SSP, lærere, elever/unge, pædagoger og forældre. På den måde fik jeg en masse oplysninger om, hvordan unge med etnisk baggrund har det med hensyn til uddannelse osv. Senere i min uddannelse vil jeg meget gerne arbejde med unge med etnisk baggrund.

Det er vigtigt, at de danske elever oplever indvandrerelevernes verden på samme måde, som indvandrereleverne oplever danskernes. Det er også vigtigt, at undervisere og planlæggere deltager i kurser, hvor de kan lære mere om indvandreres og flygtninges forhold og deres baggrund og om de gensidige krav i forbindelse med integration. Lærerne skal planlægge undervisningsforløbet således, at danske elever får mulighed for at opleve indvandrere og flygtninges baggrund/verden.

Her i Hvidovre Kommune gør man meget for at skabe integration. Jeg synes, at den bedste måde majoriteten og minoriteten kan blive venner på er "integration", - det betyder gensidig respekt, altså begge parter respekterer hinandens kultur, sprog og baggrund. Man kan også sige, at begge parter afgiver lidt af sin kultur og mødes på halvvejen.

Minoriteten må og bør lære majoritetens sprog og kultur for at kunne omgås den. Og selvfølgelig skal majoriteten give minoriteten nogle ressourcer til det. Man skal selvfølgelig heller ikke glemme sin egen tradition og religion. Samtidig med at man lærer andre kulturer og normer, skal man også følge sin egen religion og normer!

Abdifatah
Jeg er elev i en folkeskole.

Jeg vil gerne fortælle om, hvordan jeg oplever skolen. Jeg har problemer i skolen i forbindelse med badningen. Der er mange nøgne mennesker, der tager bad sammen. Idræt er bl.a. et af de fag, som skolen har at tilbyde eleverne. Jeg holder meget af idrætstimerne. Jeg elsker badning, men desværre ikke sammen med nøgne mennesker. Fordi min religion ikke tillader mig, at se deres nøgne kroppe. Både idræt og badning er godt for mig, og jeg kan godt lide min skole.

Jeg beder myndighederne om, at skolen tager hensyn til min religion.

Oversat fra somali

Rodi, Helsingør
Skolen startede kl. 8.00 med to matematiktimer. Min lærer kom ind og begyndte undervisningen med det samme, kun afbrudt af få for sent ankomne elever. Han uddelte diverse færdighedsregningsark, som vi skulle aflevere i slutningen af anden lektion. Eksamen venter os i horisonten med knap 20 dages mellemrum. Dette blev givet som øvelse, så man kan forberede sig til de endelige eksamener. Jeg vil nu citere et citat, der lyder som følgende: "øvelse gør mester". Efter de to lektioner af ren tortur, ringede det ud til frikvarter.

Jeg begyndte i skole i børnehaveklassen. Her blev der ikke gjort forskel på, om man var sorthåret, havde fregner, gik med gummistøvler eller gule sokker. Men da man rykkede op i 3.- 4. klasserne, begyndte racismen at gro. Jeg oplevede at blive kaldt perker, svin og en masse andre grimme ord. Jeg kom i slagsmål med mange, og efter et stykket tid fik jeg den respekt, jeg havde fortjent. Mit råd er: "Døm ikke andre på udseendet, men på væremåden". Nu har jeg det godt med alle mine klassekammerater, og hvis jeg begynder at skændes med en af dem, skyldes det ikke hudfarve. Dog vil jeg ikke udelukke, at jeg ikke kan komme i den situation.

Jeg synes, at folkeskolens elever skal vise mere respekt overfor indvandrere og flygtninge. Ikke alle elever har den holdning. Lærerne er meget forstående, men der er dog nogle undtagelser.

Jeg skal i gymnasiet efter sommerferien. Bagefter skal jeg studere jura på universitetet, og til slut vil jeg gerne blive ansat som advokat. Der kan måske opstå et problem med mit navn. Måske vil de ikke have mig på grund af, at jeg er indvandrer. Dette foregår på mange arbejdspladser landet over. Jeg synes, nogen burde gøre noget mod denne skjulte fjendtlighed.

Jeg vil afslutte min dagbog med endnu et citat: "Vi fødes som originaler og dør som kopier".

Ayan, 15 år, Varde
Jeg er en pige på 15 år og hedder Ayan. Mig og min familie har boet i Danmark i ca. 10 år nu. Vi flygtede til Danmark på grund af krig i vores fædreland, Somalia. Vi bor i en by, som hedder Varde, og jeg går nu i 8. klasse.

Der er en stor forskel på, da jeg gik i de mindre klasser og så nu. Før havde jeg ikke så mange venner, fordi jeg altid slog dem, som drillede mig, og efterhånden opdagede jeg, at hvis jeg slog, ville ingen lege med mig, og den dårlige vane slap jeg hurtigt af med. Nu har jeg mange klassekammerater, og dem holder jeg meget af, det er dejligt at have mange venner og søskende.

Mine forældre var rigtig gode til at hoppe hurtigt ind i det danske system. Der er derimod nogle, som har lidt sværere ved det, og det kan godt give både dem og deres børn nogle problemer i fremtiden.

Ja, nu er jeg jo en muslimsk pige, som bærer slør, og det ser ikke ud til at være et problem, men i vores religion er der mange andre ting, som er forbudt, f.eks. nul alkohol, vi spiser ikke svinekød osv.

I dag har ikke været ret speciel for mig. Jeg tog i skole som sædvanlig, kom hjem og tog vasketøjet ud som sædvanlig og lavede mine lektier og hyggede mig lidt med min familie. Det får mig til at tænke på, hvor dejligt det er at have hele min familie, og hvor godt vi har det sammen.

Jeg er glad for, at vi kom til Danmark. Man føler sig velkommen her, men der er derimod nogle, som ikke bryder sig om os, men det er jo dem, som har et problem. Jeg syntes ikke, man skal gå efter race eller udseende. Vi er alle sammen mennesker.

Dreng, 19 år
Jeg er 19 år gammel. Jeg kom til Danmark 2. februar 97. Jeg går på en ungdomsskole i en klasse, der hedder Erhvervsklasse. Vi er kun udlændinge her i klassen. Men jeg har også nogle timer sammen med danskere, f.eks. engelsk og matematik.

Først og fremmest vil jeg takke dem, der vil høre på os. Dem, der også regner med os. For det andet kunne mit brev være en lille hjælp til de udlændinge, der kommer her senere.

Det er lidt anderledes at være elev her i landet. Skolegangen er nemmere, end det er dernede. Både eleverne og læreren tager det ikke så alvorligt, som de skulle, undtagen i 9. og 10. klasse.

De arbejder mere stabilt, end de andre gør. Fordelen ved at være elev her i Danmark er, at læreren vil høre på, hvad eleverne siger, og hvad der er deres mening og sådan noget. Men det er sket for mig, at når jeg fik sagt min mening om et eller andet, så var der nogle af mine lærere, der sagde, at det er godt for dig, at du er her og kan sige din mening uden at risikere at få et par på hovedet. Det blev jeg rigtigt ked af. Jeg har også andre negative oplevelser, hvis I vil høre, så værsgo’:

Jeg ved det udmærket godt. Det er dårligt, hvis man kommer for sent, men det kunne ske for enhver. Det var kun mig og en anden dreng i klassen, som var udlænding, resten var danskere.

Da det var en af os to, der kom for sent, blev vores lærer bare så sur, og hun fik sagt alt, hvad hun havde lyst til! Kort efter kom der nogle andre for sent, så sagde hun bare: "Hvad så unge mand, hvad har du til forklaring på din forsinkelse?" Jeg kan godt forstå, at hun blev sur, men det var dårligt at blive behandlet på den måde, og jeg oplever det igen og igen. Jeg siger altid til mig selv som en trøst, at man skal ikke være negativ, til gengæld skal man altid være åben.

Jeg synes også, at lærerne blander sig meget i elevernes liv. F.eks. da jeg flyttede hjemmefra. En af mine lærere prøvede på at finde ud af, hvorfor jeg gjorde det. Så fandt hun på en undskyldning, at hun ville hjælpe mig med at bruge betalingsservice til at betale mine regninger. Det havde jeg selv ordnet, men jeg sagde ikke noget, for jeg vidste, hvad hun var ude på. Hun skulle bare se, hvordan mit værelse ser ud. Og hvordan jeg havde det. Men jeg sagde som en trøst til mig selv, hun vil bare hjælpe dig.

Vi har også gode oplevelser herude, f.eks. når vi tager på ture, er det nogle gode timer, vi har sammen. Lærerne vil, at vi har det godt sammen. Der er også nogle gange, hvor de arbejder på integration i fuld fart. Det kan jeg godt lide, men man skal altid huske, at man er en fremmed. Jeg synes trods alt, vi har det godt alligevel. Det er ikke på grund af skolen, at vi har det godt. Det er bare fordi, vi selv vil have, at vi skal fungere så godt i samfundet, som overhovedet muligt, og lærerne vil hjælpe os med at lære os sproget. Til sidst vil jeg takke dem alle sammen igen.

Murat, 17 år, Esbjerg
Jeg kom til Danmark i december måned 1998. Jeg kommer fra en lille landsby omkring Ankara, som hedder Kerpiçli. Jeg er født og opvokset der. Jeg kom hertil på grund af min far. Han arbejder her.

Et par måneder efter jeg kom til Danmark, begyndte jeg i skole. I starten oplevede jeg livsstilen og kulturen en smule anderledes, end jeg var vant til. I starten var det, som om alle tog på arbejde om morgenen og kom hjem om aftenen og ikke vidste noget om andre end deres egen familie. Jeg mener, at det var, som om alle levede i deres egen kultur, især den ældre generation. Det var anderledes med de unge. De levede sig ind i begge kulturer. I deres dagligdag var de sammen med alle de forskellige racer og kulturer. Selv om det må være svært for nogle af de muslimske unge, synes jeg alligevel, at de klarer sig godt. Jeg mener, at de har tilpasset sig det nye uden at glemme deres eget. Hvis man kun skulle leve med sin egen kultur, ville man blive udstødt fra det danske samfund. Omvendt, hvis de kun skulle leve med dansk kultur, ville de blive udstødt fra deres eget. Jeg tror, det er det værste, der kan ske. Derfor må de unge ikke glemme deres egen kultur.

Unge mennesker klarer sig i begge kulturer. Det er jo ikke så lang tid siden, jeg kom, og det kan godt være, at jeg mangler en hel del ting. Først og fremmest mangler jeg sproget, men også viden om miljøet og de andre racer omkring mig. Jeg ved heller ikke ret meget om økonomi og arbejdsmarkedet. Det tager selvfølgelig sin tid at lære alle de nye og anderledes ting. Lige nu går jeg i en dansk skole, og i klassen er der elever ligesom mig, som er nye og af forskellige racer og kulturer.

Mine tanker om danske elever, lærere og det danske samfund har ændret sig. Nogen af de danske elevers opfattelse af fremmede elever er rigtig dårlig. Man kan se af deres blikke, at de ikke vil have noget med os at gøre. Derfor interesserer de andre elever mig ikke. Det er lærerne, der interesserer mig. Jeg får en god undervisning af dem. Jeg synes, lærerne er helt fine. De diskriminerer ikke. De interesserer sig for os, og de er varme. De har respekt for andre kulturer og racer.

Jeg kan desværre ikke sige så meget om resten af det danske samfund, for jeg kender ikke ret mange danskere og har ingen kontakt til dem, men jeg føler, at de fleste danskere er kolde mennesker. Jeg kan give et eksempel: når de f.eks. ser en fremmed pige med hovedtørklædet på, så kigger de på pigen, som om de aldrig har set noget lignende. Præcis sådan noget tror jeg er dårligt for danskerne selv, for det gør, at vi også opfører os koldt over for dem. Sådan noget kan gøre fremmede børn og unge meget kede af det, så de mister lysten til at læse og arbejde i det danske samfund.

Lige nu elsker jeg at gå i skole. Jeg har vældig lyst til at lære sproget, og har ikke noget at klage over.

Oversat fra tyrkisk

Daya, Viborg
Jeg begynder mit brev med en hilsen. Jeg hedder Daya. Jeg er elev i erhvervsklassen på en ungdomsskole. I klassen er der elever fra Bosnien, Iran, Brasilien og andre lande. De fleste elever i klassen kommer fra en kultur, og de har traditioner, som ligner min. Jeg synes ikke, at det er vanskeligt at forstå hinanden. Til gengæld synes jeg, at det er svært at have kontakt med danskerne. Det skyldes først og fremmest, at vi er østerlændinge, og danskerne er vesterlændinge. Her tænker jeg på forskellighederne i traditionerne og troen. Jeg tror, at kontakten til danskerne bliver nemmere med tiden. Den anden grund er racismen. Jeg har oplevet, at nogle danske elever på skolen er racistiske, og det sårer mig. Nogle gange fortryder jeg, at jeg ikke blev i mit land, selv om det ville være farligt for mig. Jeg tror, at de elever, som er tilbøjelige til at være lidt racistiske vil ændre holdning mod os, når de bliver ældre, hvis de finder ud af årsagerne til vores flugt til Danmark. Vi er nødt til at affinde os med situationen, og måske forsvinder racismen en dag, hvis vi prøver.

Med hensyn til skolen, synes jeg ikke, at undervisningen i alle fag er god. Undervisningen i Danmark og i Irak er meget forskellig. Undervisningen i Danmark er nem og enkel. I ungdomsskolen har vi "workshop", som er god og underholdende. I dette fag lærer vi lidt om forskellige håndværk, om andre skoler og mange andre ting. Jeg synes, det er det bedste fag, vi har, fordi der er så mange positive ting i det, som ikke findes i andre fag. Derudover styrkes vores forhold til de danske elever i "workshop", fordi vi er sammen i timerne. Med hensyn til matematik og engelsk, så er vi glade for at have dygtige lærere. Deres måde at undervise på er meget effektiv. Med hensyn til undervisningen i dansk, synes vi flygtninge og udlændinge ikke, at den er lige så effektiv som i matematik og engelsk.

Til slut vil jeg sige, at jeg under alle omstændighederne har det godt her på skolen. Og tak.

Oversat fra arabisk

Pamuk, 15 år, Århus
Jeg kører med bus, når jeg skal hen til skolen. Jeg plejer at følges med mine venner, men når vi stiger af bussen, løber de væk, fordi de ikke vil følges med mig. Så går jeg alene, og det er meget bedre. Det er svært, når man ikke har kontakt med de danske børn, og bliver holdt udenfor, fordi man er indvandrer. For eksempel, hvis jeg spørger, om de vil være sammen med mig, så går de bare, som om man ikke eksisterer. Det kan være, fordi man er mørkere og ser anderledes ud, der hvor jeg kommer fra. Jeg er blevet drillet meget. En gang råbte de til mig: "perkerunge, skrid til dit hjemland". Det gjorde meget ondt på mig, og jeg ønskede mig død. Men nu har jeg det meget bedre. Jeg har fået nogle danske veninder, som jeg er meget sammen med, de accepterer mig som en dansker. Jeg bor i en lejlighed, hvor der er gamle mennesker, som jeg snakker med, og de er meget venlige mod mig og min familie.

Mine tanker om en god skole er, at man har disciplin. Mere undervisning så man kan lære fagene meget bedre, og at man behandler indvandrere og flygtninge, som de danske elever.

Mine lærere tager det ikke så alvorligt, men spilder tiden med ture og den slags. De lærer ikke eleverne at læse og skrive, men kigger på uret og venter på, at de skal hjem og have deres løn. Når forældrene kræver, at deres børn skal lære noget, og spørger, hvorfor deres børn er bagud, så siger de bare, at de nok skal lære det på et tidspunkt. Min lillesøster går i 4. klasse og kan ikke engang læse.

Vi har haft projektopgave og har i dag fået vores karakterer, så for mig har det været en særlig spændende dag. Min veninde og jeg er spændte, fordi vi har brugt vores weekender til at lave opgaven. Vi fik et 9 tal. Det er vi meget tilfredse med. Jeg er klar over, at hvis man ikke har en god uddannelse, eller hvis man ikke får gode karakterer, så får man heller ikke et godt liv. Jeg skal gøre en ekstra indsats, så jeg kan klare det danske samfund.

Jeg vil gerne have en god uddannelse og en god fremtid med fred.

Murat, 9. klasse, Brabrand
Min dagligdag i skolen er meget forskellig. Den ene dag føler jeg mig hjemme, den anden helt udenfor. Som udlænding er det, synes jeg, svært at tilpasse sig det danske skolemiljø, når man begynder i en helt ny skole. Især hvis nogen kommer med racistiske bemærkninger konstant. Der er selvfølgelig grænser for, hvad man kan kalde racisme. Men jeg har mange gange følt, at der er racisme overalt i min hverdag. Mange viser ikke, at de er racister, men når nogen så endelig viser det, så viser de det for alvor. Der er tale om forskellige måder at diskriminere på. Man skulle næsten tro, at alle havde deres egen måde at diskriminere udlændinge på. Den mest typiske diskrimination er nok, når nogen siger, at vi lugter og vi slagter geder (eller et hvilket som helst andet dyr) på vores altan. Altså. .. enhver kan da regne ud, at disse ting ikke har noget med sandhed at gøre. Men der er ikke rigtig nogen, der gider eller kan protestere mod de personer, der siger sådan. Den værste diskrimination – som jeg ikke kan tåle at høre på – er den, at vi lugter af hvidløg. Jeg mener, at jeg har ret til at sætte en person, der påstår den slags ærkevrøvl, på plads. Men myndighederne mener selvfølgelig noget andet. Det kan næsten ikke være anderledes.

Der er ret mange elever med udenlandsk oprindelse, som kalder den mindste ting for racisme. Det kan f.eks. være, hvis læreren har skældt personen ud. Der skal meget til, før man kan tale om racisme. Det skal være nedgørende, før man kan begynde at tale om racisme.

En nær ven af mig kom op at skændes med en af sine klassekammerater et par dage før, det skulle afgøres, om han var egnet til en gymnasial uddannelse. Efter det han selv siger, er han meget dygtig i skolen, og har styr på alting. Ingen problemer sagt på en anden måde. Han blev erklæret uegnet. Så er spørgsmålet jo, om det er, fordi han kom lidt op at skændes med læreren eller, om det er, fordi han er lidt af en pralhals og har for meget selvtillid, at han ikke blev optaget? Der er desværre mange lærere, der ser udlændinge som nogle, der ikke ved en skid og derfor ikke kan få over et 6-tal. Det er selvfølgelig ikke retfærdigt, for jeg ved, at mange udenlandske elever faktisk er bedre til dansk og andre sprog end de danske elever. Jeg undrer mig faktisk over, at det er sådan. Vi har mindst to sprog, som vi skal koncentrere os om. De har kun et. Hvorfor går det dem så skidt?

Der er ikke den store form for racediskrimination i den skole, jeg går på, fordi de fleste elever er af udenlandsk oprindelse. Jeg er sikker på, at de på andre skoler, hvor der er flere danskere, er hårde mod udlændinge. Det kommer jeg nok til at opleve en dag. Skoler i Danmark har mange gode sider, men de dårlige sider ser vi udlændinge også en gang imellem. Det eneste jeg gør ved det er at ignorere dem og lade som om ingenting var hændt, men hvor længe holder det?

Pige, 7. klasse
Jeg har det meget godt med at gå i dansk skole, men jeg synes ikke om, at man hele tiden skal spille teater og gå ture i skoven. Jeg synes heller ikke, at man skal betale for noget, man ikke gider. Jeg kender mange, der ikke vil på tur, og de brokker sig hele tiden over, at de ikke vil med, men deres lærer siger, at de skal med.

I vores skole er dagene altid ens. Men om torsdagen møder vi senere. Lige for tiden har vi emne om computer. Jeg er også rigtig glad for, at der er urdu timer en gang om ugen. Jeg har det meget godt og er glad for, at jeg har danske venner. I vores skole har vi det meget godt med de andre danske elever, og lærerne behandler os alle ens. Nogen gange, når man møder andre skoler til f.eks. fælles elevråd, så kan de andre elever fra de andre skoler finde på at sige noget racistisk, fordi de ikke kender os, som de kender alle de andre børn på vores skole.

Jeg oplever folkeskolen, som noget, der er virkelig vigtigt, men elever skal også kunne komme ud og se, hvordan der er uden for folkeskolen, for alle folk er ikke ens. De ældre damer er bange for os indvandrere og taler ikke med os. Det synes jeg er for dårligt, for de kender os ikke. Men nogle gange kan det også være irriterende, at vores lærer diskuterer med os. Hver gang der er nogle af de pakistanske elever, der siger noget, diskuterer han det altid.

I vores skole er der blevet smidt mange pakistanere ud. Vi fik aldrig at vide hvorfor. Jeg kender 6-7 pakistanere, der er blevet smidt ud. Husk på det er jer selv, der har kaldt på os, og nu hvor der ikke er brug for os, kan I ikke smide os ud igen.

Mehmet, 13 år, Ishøj
Da jeg gik ud af hoveddøren i dag, var der ikke nogen racistiske øjne, der kiggede på mig, for det hader jeg meget på grund af, at de siger alt muligt om os, selv om vi ikke engang kigger på dem.

At være udlænding i vores skole er ikke slemt, for der er slet ikke nogen racistiske lærere eller elever, så vidt jeg ved. Jeg har mange danske venner her i Ishøj bl.a. i skolen. I dag da jeg gik ud for at spille fodbold med nogen af mine tyrkiske venner, kom jeg til at ramme en mand på cirka 35 år. Han skældte mig ud. Jeg gad ikke at svare tilbage, for så siger de alt muligt om os udlændinge. Jeg kan huske mange gange, hvor der var nogen danskere, der sagde noget til mig, så vi kom op at slås. Hvis jeg skulle fortælle hvorfor, og hvad der skete bagefter, ville det fylde hele bogen.

Nogen gange tænker jeg på, hvorfor de ikke kan lide os, for det var jo først dem, der sendte invitation til vores forfædre til at arbejde i usle job. For de var jo for fine dengang. Jeg ville ønske Danmark ville være et racistløst land, men det tror jeg ikke vil ske før år 2030. En skole med udlændinge, der taler flydende dansk, ville være godt, så ville der heller ikke være så mange racister. Engang havde vi vikar i klassen, der mente, at når vi muslimer havde religiøse dage, skulle vi være i skolen, for det er jo ikke muslimernes land, sagde han. Jeg blev sur, men kunne ikke gøre noget. Der er noget, jeg ikke kan forstå, det er, at der er nogen danskere, der spørger pænt, om jeg er perker. Når jeg får børn, håber jeg, at der ikke vil være nogen racister, og at politiet ikke kun holder med danskere.

Heldigvis er vores folkeskole for alle, for det betyder jo, at de ikke har noget imod os. Når jeg kommer i skole, hilser lærerne på os, som de hilser på danskerne, og så bliver jeg glad. Når jeg deler aviser ud, er der mange danskere, der åbner døren for mig, selv om de ikke selv skal i opgangen. Nogen gange er der nogen danskere, der spørger, om jeg er træt af at dele aviser ud og giver mig en sodavand eller 10 kroner. Også når jeg spiller kamp med mit tyrkiske hold, VBK, er dommeren meget sød mod os.

Der er noget, jeg specielt godt kan lide ved Danmark, det er, at når muslimske piger går på universitetet, må de gerne tage tørklæde på. Ikke engang i Tyrkiet må man det, selv om Tyrkiet er et muslimsk land.

I dag var der ikke nogen racister, der kiggede ondt på mig, og det er jeg meget glad for.

Marian, 15 år, Århus
Jeg er en pige, som lige er fyldt 15 år. Jeg hedder Marian, og jeg kommer fra Somalia. Jeg har boet i Danmark næsten 3 år, altså, jeg kom her til Danmark d. 4/6-96. Jeg bor med min familie, som bor i den næste hovedstad. Jeg går stadig i modtagelsesklasse.

I Danmark er der mange racister, og det er synd for udlændinge, især muslimerne. Og jeg er en muslimsk pige. Jeg går på en folkeskole. Jeg synes skolen er god, der sker ikke meget ballade, der er gode lærere, og man lærer noget, men ikke i min klasse. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg vil gå i gymnasiet efter 10. klasse, men det er svært.

Som jeg har sagt før, er jeg afrikaner. Jeg bliver træt af dem, som stirrer på mig hele tiden, især de gamle. Jeg oplever det hver dag, og jeg synes, det er værre end at stikke en kniv i mig. Jeg synes racister er dumme, fordi de ikke kan fatte, at Gud har lavet menneskene i forskellige farver og former. De driller mig med min påklædning. De sagde, at jeg tager tørklæde på, fordi jeg ingen hår har. Og det er selvfølgelig ikke rigtigt.

Men selv om der er mange racister, er der nogle gode, f.eks. dronningen, vores nabo osv. Danmark er det bedste land i hele verden. Jeg ved ikke, hvor jeg og min familie kunne være uden danskernes hjælp, lige nu. Til sidst vil jeg sige til dem, der gav mig chancen til at skrive min mening om Danmark, tak.

Ali
Jeg har det ikke særlig godt i skolen, jeg er blevet drillet, siden jeg startede på skolen. Jeg er løbet hjem mange gange på grund af, at der er nogle, som driller mig. Det er kun drengene, som er ude efter mig, og jeg tror, at det er fordi, at jeg er indvandrer, og fordi jeg har en anden hudfarve. Det er kun pigerne, som er søde imod mig. De trøster mig meget og vil mig det bedste, det er det, jeg tror. Jeg bliver slået og behandlet som en slave. Jeg kunne godt tænke mig at blive behandlet, som alle andre bliver behandlet, og som jeg behandler andre.

Vi er tre indvandrere i klassen, de to andre kommer fra Jugoslavien, men jeg kom fra Libanon, altså, jeg er araber. Det er kun mig, som bliver drillet, de to andre bliver aldrig drillet, det er ret mærkeligt. Men ellers bliver jeg behandlet ordentligt, jeg ved godt, det lyder lidt underligt, men der er nogle ting, som jeg ikke kan skrive ned, man skal se det, før man tror på det.

På den skole, som jeg går på, er der ikke særlig mange indvandrere, for det vil vores inspektør ikke have. Der er en modtagelsesklasse, hvor der kun går indvandrere, de bliver sendt til andre skoler efter et år. En skole skal være for alle, ikke kun for nogle. Når der er Ramadan, kommer der mange bemærkninger, f.eks.: hvordan jeg kan holde det ud. Er det ikke besværligt osv. Lærerne på skolen synes ikke særlig meget om den, fordi så kan jeg ikke være med til noget, der har med mad at gøre. Man må jo ikke spise eller drikke i Ramadanen, først når det bliver mørkt. Der er også en lille fest efter Ramadanen, det er der, hvor man får penge af hele familien. Det er der mange danskere, som er misundelige på.

Jeg er god ven med lærerne og mine kammerater og mine forældre – dem har jeg det meget godt med. De spørger altid om, hvordan jeg har det, og om det går godt i skolen. Vi har også haft en mand, som kom på besøg, ham skulle vi fortælle vores problemer til, og han skulle prøve at hjælpe os med dem. Han hjalp mig meget med mine problemer, men nu kommer han ikke mere.

Der er noget, som jeg er vant til nu, det er, når Peter kalder mig for Alis Pizza Bar, det er jeg faktisk ret ligeglad med, for jeg kalder ham for pølsemand. Det er faktisk ret svært at være indvandrer i en folkeskole, fordi de må spise svinekød, og det må jeg ikke. De gør nogen ting, som jeg ikke kan gøre. De har flere kammerater end mig, jeg har næsten ikke nogen. Ja, nu er jeg begyndt at græde på grund af, at jeg bliver drillet, det må du altså undskylde. Men ellers har jeg det godt i skolen, nu er der ikke særlig mange, som driller mig mere, og det er jeg glad for. Jeg er en meget sød person, og jeg er også meget venlig, jeg gi’r slik og min mad væk til mine klassekammerater, men de gi’r ikke en skid, jo nogen gange, men ikke altid.

Ja, nu sidder jeg her og tænker på min fremtid, hvordan vil den mon blive. Vil jeg blive berømt, eller vil jeg bare være et almindeligt menneske. Jeg vil helst være læge, den interesse fik jeg, da jeg så Hvide Løgne. Ja, nu har jeg ikke mere at fortælle dig.

Pige, 18 år
Jeg, som er en gymnasieelev, er totalt utilfreds med, at vi, som er født i Danmark, med indvandrerbaggrund, ikke kan få dansk pas. Jeg har henvendt mig til udlandsstyrelsen adskillige gange, og hver gang får jeg besked på at vente i 3 år. Det er simpelthen uretfærdigt, og for det andet skal vi betale 2.000 kr. for vores ret. Jeg har oplevet problemer i forbindelse med en rejse i 10. klasse. Jeg havde betalt hele beløbet til rejsen, og så fik jeg at vide, at jeg ikke kunne komme med, fordi jeg ikke var dansk statsborger. Dernæst henvendte jeg mig til udlandsstyrelsen, hvor jeg fik besked på at vente i 3 år. Jeg kom altså ikke med på turen, og så følte jeg mig uden for i klassen, fordi de alle sammen snakkede om, hvor god en tur, det havde været.

Der er så mange besværligheder forbundet med det udlandspas. I gymnasiet skulle vi også på tur, og i min situation skulle det hele være afklaret 5 mdr. før rejsen. Jeg og mine veninder skal selv om vi er født i Danmark, være 21 år for at få pas. Børn, der bliver født i England, får engelsk pas med det samme, uanset forældrenes indfødsret. Jeg har fætre og kusiner i England, der kan komme når som helst i ferierne. Jeg bliver nødt til at søge visum mindst 3 mdr. før. Min familie i England kan ikke forstå, at jeg som født her, ikke har samme ret som dem, der er født der.

Jeg håber virkelig, at I gør noget ved den slags sager, så vi kan føle os på lige fod med klassekammeraterne i en rejsesituation.

Forsiden | Forrige kapitel | Næste kapitel