To sprog i skolen

Heldigvis er jeg god til arabisk, og det har hjulpet mig til bedre at forstå...

Emel, 16 år, Esbjerg
Vi kom til Danmark efter min fars ønske, som arbejderfamilie den 6. juni 1998. De første 2 måneder boede vi hos min onkel i Ålborg. Derefter flyttede vi til Esbjerg. Efter 3 måneder i Esbjerg startede jeg i skole. Lidt senere begyndte jeg at få venner.

Jeg synes, det er godt, at man har særlige klasser til tosprogede elever i de danske skoler. Tosprogede forstår hinanden meget bedre, også selvom de ikke kan så meget dansk. De bliver bedre motiveret til at lære sproget og til at tilpasse sig. Når man har de samme vilkår, lærer man sproget hurtigere. Inden jeg startede i skolen, troede jeg, det ville blive svært at få nye venner og svært at trives på skolen. Jeg tog heldigvis fejl. Helt fra den første dag viste både lærerne og vennerne stor interesse for mig. Det gør de stadigvæk.

Det er ikke altid så nemt at forstå lærerne, vennerne og de andre danskere. Det er som om, man bedre forstår hvor svært dansk er, jo mere man selv lærer. Selv om det ikke er meget, så forstår vi da hinanden lidt. Det handler også om, man har viljen til det. Jeg havde lært lidt engelsk i Tyrkiet, men jeg oplever engelsk som meget nemmere end dansk. Sådan er det vel, - det vi kan i forvejen er nemmest.

Nogen gange er jeg ked af det, og nogen gange er jeg glad for at gå i skole. Jeg bliver ked af det, når jeg ikke kan formulere mig, så lærerne og vennerne kan forstå det. Når det lykkes, bliver jeg glad. Hvis man kunne formulere sig, ville det være meget nemmere at skrive. Jeg arbejder hårdt for at blive bedre til det. Når jeg kan mærke, at det går fremad, bliver jeg glad.

Hvis jeg kan studere videre, vil jeg være stewardesse. På den måde kan jeg gengælde lidt af alt det, min familie har gjort for at støtte mig. Jeg håber alle mine ønsker må blive til virkelighed.

Oversat fra tyrkisk

Dragan, 18 år, Silkeborg
Ved ankomsten til Danmark anede jeg ikke, at det ville blive sådan. Hvis jeg havde fortalt til mine jævnaldrende venner i Kroatien og Bosnien om livet i Danmark, ville de ikke ha’ troet på mig, og de ville ha’ spurgt mig, om de ikke måtte komme hertil.

Jeg står op kl. 7.15 om morgenen, tager min skoletaske og går til skolen. Da jeg kom til Danmark, var jeg bange og nervøs med hensyn til skolen og det danske sprog. Det er ikke det samme, som da jeg lærte engelsk og tysk i mit hjemland. Der var lærere, som kunne forklare mig alt på mit eget sprog, og som vidste, om jeg oversatte ordene korrekt eller ej. De danske lærere kan ikke hjælpe mig, men det er ikke så stort et problem. Her tillader lærerne eleverne mange ting, så det er ikke svært at blive bedre til dansk. Vi ville lære hurtigere, hvis lærerne fik penge til udflugter og fritidsaktiviteter. Når vi er på udflugter, taler vi meget dansk, og lærerne bruger tid til at rette os og til at lære os nye ting om den danske kultur.

Der er nogle ting her i Danmark, jeg ikke kan lide. Det er tilladt unge mennesker at bruge stoffer og drikke spiritus osv. Men det er en del af demokratiet, og derfor kan jeg godt lide Danmark - alle har ytringsfrihed. Også på skolen har vi mulighed for at ytre os, og dette brev er også et eksempel på ytringsfrihed.

Oversat fra bosnisk

Indira, 16 år, Rudkøbing
Jeg hedder Indira, og jeg går i 8. klasse. Det vil sige en bosnier, der går i en dansk skole. Jeg lærte hurtigt dansk, som mine søskende Almira og Amir også gjorde, men mine forældre var ikke så hurtige. De er stadigvæk i gang. Min mor er god til det, mens min far har lidt problemer. Det er fordi, han fik epilepsi i starten af krigen. Jeg hjælper dem så meget, jeg kan. Jeg har også min skole, jeg skal passe. Det kan være lidt svært at nå det hele. I skolen går tingene godt. Jeg har mange danske venner, som jeg er sammen med i klubben og på diskoteker. Ellers er jeg sammen med bosniere. Det er meget hyggeligt at være sammen med danskere, men alligevel bedre sammen med bosniere. Det er fordi, vi bedre kan forstå hinandens vittigheder og andre ting. I klassen går det fint. Jeg snakker med alle, men mest med min bedste ven, Alen. Vi sidder sammen og snakker altid bosnisk sammen. Man kan ikke snakke dansk med en bosnier. Jeg har aldrig haft problemer med religion i Danmark. Kun én gang inde i klassen har jeg hørt, at en rigtig sød pige ikke kunne lide bosniere. Jeg kunne ikke tro, at det kunne være rigtigt. Jeg gik over til hende og spurgte hende om det. Hun svarede, at det ikke var rigtigt, og at hun kunne rigtig godt lide os bosniere. Ellers havde jeg ikke nogen problemer.

I dag, onsdag d. 14. april, har jeg haft fysik i de første to timer. Fysik er et meget spændende fag, men jeg er ikke særlig god til det. Vi lærer en hel masse, og vi har også en god lærer. De næste tre timer havde vi dansk, hvor vi lavede diktat og gik i gang med et projekt, som vi har i næste uge. Jeg har valgt at skrive om "mode". Det er et meget stort emne, og jeg håber, vi kan nå at skrive det hele på en uge. Altså mig og veninden Natasha. De næste to timer var "foto". Der har jeg fremkaldt billeder og været i mørkekammer. Jeg har lavet mange gode billeder af mine venner og familie. Det var meget spændende. Så havde jeg to timers ekstra dansk. Der har jeg ikke lavet noget, fordi det var sidste gang, vi havde det. Jeg synes, at det var en meget lang dag, fordi jeg kom hjem kl. 16.30 og var meget træt.

Min kontakt med lærerne på skolen er meget god. Jeg synes om dem alle sammen, og der er ikke nogen, jeg ikke kan lide. De er meget søde ved indvandrere - sådan har jeg i hvert fald oplevet det. De er meget venlige mod os, og hjælper os meget. Det, jeg mest bekymrer mig om, er karakterer. I Bosnien er karakterer det vigtigste, så jeg går meget op i karaktererne. Jeg læser så meget, jeg kan, og gør mig umage. Efter 9. eller 10. vil jeg gerne i gymnasiet, det er fordi, jeg kan lide sprog. I skolen har jeg mange sprog. Blandt andet dansk, engelsk, tysk, bosnisk, og jeg er i gang med spansk. Jeg synes, jeg er god til sprog. Når jeg har tid, hjælper jeg min storesøster med engelsk, tysk og andre ting, hun ikke kan nå. Også min lillebror, der går i 5. klasse. Så jeg har meget travlt, når jeg kommer hjem fra skole. Men først kommer arbejdet. Jeg arbejder i Brugsen 3 gange om ugen. Der tjener jeg penge til tøj og slik. Jeg er meget tilfreds med skolen og arbejdet. Bare det fortsætter sådan.

Mohammad, 13 år, Slagelse
Mit navn er Mohammad, og jeg er tretten år gammel. Jeg blev født her i Danmark d. 30.12.85 og er nu dansk statsborger. I dag bor jeg sammen med mine forældre og to brødre i Slagelse by. Jeg går i 7. klasse og lever et normalt liv.

Hver dag møder jeg kl. 8.15 i skolen. Lektierne er meget nemme for mig, og jeg kan klare mig uden hjælp. At være elev er at være ligesom de andre danskere, og jeg føler mig selv ligesom en dansker. Jeg forstår også lige så meget dansk, som danskerne gør, og skriver/staver, ligesom de gør.

Når jeg kommer til et problem, spørger jeg bare min lærer, brødre eller mine forældre. Da jeg mødte i skole onsdag d. 14. april, skulle jeg i første lektion lave mad for vores (klassens) bod. Jeg stegte bøf til vores hamburgere, og bagefter skar jeg agurker og tomater sammen med én, der hed Jack. Efter to timer skulle jeg sælge i en bod, og det gik meget godt. Efter jeg var færdig med mit arbejde, skulle jeg tilbage til klassen og arbejde med lektier (regnskaber). Vi lavede sådan set ikke ret meget. Vi snakkede kun om regnskaberne. Da jeg havde fri fra skole ca. 14.50, skulle jeg til arabisk sammen med nogle andre elever, der kom fra forskellige folkeskoler i Slagelse. Heldigvis er jeg god til arabisk, og det har hjulpet mig til bedre at forstå svære danske ord, som jeg ikke kunne forstå før. Nu oversætter jeg noget fra dansk til arabisk og fra arabisk til dansk i klassen sammen med min arabiske lærer og de arabiske elever, så de forstår bedre dansk, og det er jeg glad for. Nogle gange skal skoleinspektøren bruge mig som tolk for at forklare noget til de svage tosprogede elever, som ikke forstår ham, eller til deres forældre, som ikke kan dansk.

Da jeg fik fri, var jeg sammen med min ven i 2 timer, og vi gik bare en tur rundt og snakkede. Resten af dagen var jeg sådan set hjemme.

At arbejde med en dansker er at arbejde ligesom med en indvandrer. Der er ingen stor forskel. Bare hudfarven. I skolen har jeg hver dag kontakt med en dansker eller flere. Jeg snakker meget med dem. Hvis man behandler dem ordentligt, behandler de også mig ordentligt. De er meget venlige og hjælpsomme.

En folkeskole er en skole for alle. Det er lige meget, om man er indvandrer eller flygtning. I folkeskolen handler det om at undervise eleverne og undervise dem godt.

Anonym, 16 år, København
Hej.

Det er ca. 2 år siden jeg kom til Danmark. De 2 år har hverken været gode eller dårlige. Vi flyttede til København fra Kalundborg for et par måneder siden. Alt er gået godt indtil nu. Her er meget anderledes end i Kalundborg. Hvis I spørger mig, hvor der er værst for udlændinge i Danmark, så er det værste sted jeg ved Kalundborg. Vi har boet et helt år i Kalundborg. Det er der, man kommer først (flygtningelejre) indtil man får sin opholdstilladelse. Hvis der er noget at fejre, har man det godt med hinanden, uanset om man er araber eller kurder.

Lad os nu snakke om de gode ting. København er et flot sted, og det er godt, at det er en storby. Jeg kommer også selv fra en storby i Tyrkiet. Jeg tror, det er derfor, jeg har vænnet mig så hurtigt til at være her. I København har man mange muligheder. Man kan gøre, hvad man har lyst til. Hvis man oven i købet har lært sproget, er man ikke så let at få ned med nakken.

Vi har lært sproget her på 4-5 måneder. I Kalundborg lærte vi det ikke på et helt år.

Det sociale liv herovre er langt bedre end i Kalundborg. Både skolen og lærerne er bedre her. Lige så snart jeg kom til Danmark, kom jeg i en almindelig klasse med 7-8 støttetimer. Det var i Kalundborg. I et helt år har jeg bare siddet og hørt læreren tale. Trods alt var både læreren og vennerne gode.

Her går dagene godt. Vi lærer hver dag noget nyt, og jeg har fået en vennekreds. Det er bedre end klassen med 60-70 elever i Tyrkiet. De, der betegner sig som lærere i Tyrkiet, kommer på skolen for at tæve eleverne. De er ligeglade med undervisningen. Hvis læreren har problemer derhjemme, går det ud over eleverne på skolen. Her er det meget anderledes. Alle lærerne er parate til at svare på alle elevernes spørgsmål. I Tyrkiet er det kun nogen af eleverne, der kan få svar. Lad os stoppe her. Hvis jeg graver længere ned, kan jeg ikke komme op igen.

Det her land er vidunderligt. I det mindste fungerer demokratiet meget bedre her.

Jeg skal fortsætte med at uddanne mig her. Jeg har mange danske venner, og jeg håber, at de kommende år vil gå godt.

Oversat fra tyrkisk

Selma, 16 år, Viborg
Mine skoledage i Danmark.

Jeg går i skole hver dag, selv om jeg ikke kan li’ det, men jeg gør det, fordi jeg skal, og fordi jeg ønsker at blive ekspedient. Det går godt i skolen, men det er lidt problematisk, at jeg skal stå op hver morgen kl. 6.00.

Om fredagen går jeg i byen sammen med mine kammerater - jeg har både danske og bosniske venner og også kammerater blandt de andre flygtninge. Jeg kommer meget sent hjem.

Bare jeg måtte sove lidt mere om lørdagen som alle andre, som går sent i seng, men jeg skal på arbejde. Jeg skal på arbejde om mandagen, onsdagen, fredagen og lørdagen efter skolen. Jeg arbejder i legetøjsbutikken Fætter BR, og det er meget spændende arbejde, fordi jeg ikke kun arbejder for at tjene penge, men også for at lære dansk, og dér lærer jeg mange ord.

Jeg har et problem, når jeg er i skolen, og det er, at jeg godt kan lide at fortælle vittigheder i timerne, så jeg ikke kan koncentrere mig, og derfor advarer min lærerinde mig altid mod at gøre det.

Sådan går mit liv i Danmark. Jeg ved godt, at der på bosnisk er mange skrivefejl i dette brev, men jeg var ikke god til bosnisk, da jeg kom til Danmark, og her har jeg ikke haft mulighed at lære mit modersmål.

Oversat fra bosnisk

Fatima, 11 år
Jeg hedder Fatima og er 11 år. Jeg har boet i Danmark i 9 år til september. Så jeg taler kun dansk hele tiden - og selvfølgelig nogen gange arabisk. Jeg kan godt finde på at sige noget dumt på arabisk, HVIS jeg er godt irriteret oven i knolden på en. Hi, hi.

Jeg er hel iraker, halv egypter og kvart iraner.

I forhold til danskerne synes jeg, at det er almindeligt at være tosproget. Selvfølgelig er der nogen, der har det svært, men jeg har det godt med det, der er ingen problemer. Når vi får diktat i skolen, så får jeg ingen fejl ved stavelser, men så i stedet for kikker læreren på skriften, f.eks. glemmer jeg at sætte en bolle over å’et og sådan.

Derhjemme snakker jeg kun arabisk med mine forældre. Jeg kan ikke skrive arabisk, og det er min mor og far lidt kede af. Min far lærer mig troen, og det er lidt spændende, for der er mange ting, jeg ikke kendte til før.

Vi har det godt med hinanden, mine venner og jeg. Vi respekterer hinandens tro, og det er dejligt. Vi snakker ikke om det.

Jeg ser meget TV, og jeg ser kun engelsk og danske ting i TV’et. Jeg elsker at læse, og jeg læser meget.

Iman, 15 år, Varde
Jeg hedder Iman og er 15 år gammel. Jeg er palæstinenser fra Libanon. Jeg var 2 år, da vi kom til Danmark. Jeg går i 8. klasse i Varde.

Jeg har det godt i skolen, og alle lærerne er søde. Jeg får ekstraundervisning i støttecentret, og jeg er meget glad for det. Jeg har en lærer i støttecentret, som jeg holder meget af, fordi hun er rar. Jeg synes, hun er anderledes end de andre lærere, fordi jeg kan lave sjov med hende, og jeg har en god klasselærer. I min klasse føler jeg slet ikke, at jeg er fremmed.

I går blev jeg, sammen med mine tre søskende, kørt i skole af min far. Min far kører os til skolen og henter os fra skolen hver dag. Det er ikke fordi, vi bor så langt fra skolen, men fordi min far vil være god ved os, og han vil passe på os.

I går var jeg i sprogcentret hos skolens tosprogede lærer. Jeg var sammen med min veninde fra Somalia i frikvarteret. I går lærte jeg nye ord. Det er gode ord, som umoden, koncentreret, aggressiv, børneopdragelse osv. Det er meget svære ord, men min lærer forklarede mig ordene på arabisk, derfor kunne jeg forstå dem. Hos min lærer lærte jeg også at bruge computeren.

Jeg snakkede også med mine klasseveninder. Jeg synes, at mine klassekammerater er meget gode ved mig. Jeg er alligevel anderledes end de andre. Jeg er muslim og har tørklæde på.

Først blev jeg drillet af de andre på skolen, det var ikke mine klassekammerater, der drillede mig, det var børn fra de andre klasser. Efter to måneder holdt de op med at drille. Det var især de store, som sagde til mig, at jeg skulle rejse hjem igen, men jeg har ingen hjem at rejse tilbage til, fordi jeg er palæstinenser.

Jeg har det godt i Danmark. Mine forældre har det også godt i Danmark. Jeg tænker på min fremtid, hvad skal der ske med mig, når jeg bliver stor? Det bliver svært for mig, fordi det er svært med sproget, og fordi jeg har leddegigt. Derfor ved jeg ikke, hvad jeg skal sige mere.

Alen, 14 år, Rudkøbing
Jeg hedder Alen, og jeg er 14 år. Jeg går i 8. klasse. Jeg har en storebror, der går på teknisk skole, og han hedder Zlatan. Min far hedder Mirsad og arbejder på Ø-pølse Fabrik. Det gør min mor også, og hun hedder Nermila.

Jeg er flyttet hertil i 1993 og har boet på et center i to år. Så flyttede jeg til Rudkøbing. Jeg troede, at jeg aldrig ville finde nogle venner, men det har jeg fundet. Før havde jeg nogle problemer med nogle danskere, som sagde, at de ville slå mig ihjel, men nu har jeg det godt.

Jeg har det rigtig godt i skolen. Der er slet ikke nogen, der har noget imod mig. Ellers tør de ikke sige det. Hver dag er der noget nyt i skolen, der skal laves.

I dag er det den 14/4, og i de første to timer har jeg haft fransk. Det er ikke ret svært at forstå, men det er lidt svært med udtalelse. Efter fransk skulle vi udenfor, fordi der skulle tages nogle billeder. Da vi blev færdige med det, gik vi ind. Der skulle vi have engelsk. Det går rigtig godt i engelsk. Jeg er rigtig god, og så er der også min bedste veninde, Indira, som også er god til engelsk.

I vores fjerde time havde vi dansk. I dansk er vi gået i gang med at forberede et projekt. I vores tysktime havde vi vikar. I tysk er jeg også god. Jeg har mange forskellige sprog. Det er jeg bedst til. I vores sidste to timer har vi haft matematik. Der har vi fået vores indskrivning tilbage, og vi har også haft en prøve.

Da jeg kom hjem, så jeg nogle af mine serier (eks. Beverly Hills, Madison osv.). Klokken syv har vi en klub, og der går jeg hver aften. I klubben er jeg sammen med Indira og en hel masse andre. Vi spiller pool, computer, playstation og laver sjov med hinanden. Klokken ti lukker klubben, og jeg følger Indira hjem, og sådan slutter dagen. Det eneste, der gentager sig, er, at jeg er i klubben.

Altså ..... skolen er rigtig god, selv om der stadigvæk er nogen, der sladrer om os bosniere. Jeg har aldrig haft en dansk ven, som jeg kan stole på eller snakke med om mine problemer, hvis jeg har nogen, og selvfølgelig har jeg det. Det har næsten alle bosniere. Men ellers har jeg en god kontakt. De fleste lærere er meget interesseret i vores religion. De spørger hele tiden, om vi spiser svinekød, eller om vi er muslimer. Men jeg kan kun sige én ting: jeg er en muslim, som spiser svinekød, og er ligeglad, hvad andre siger.

Jeg har heller ikke nogen problemer med mit sprog. Jeg har altid tænkt mig at gå i gymnasiet og efter det på Handelshøjskolen (måske). Jeg har kun én fremtid, og det er her i Danmark, fordi jeg ikke mere kender nogen nede i Bosnien. Hvis jeg flytter tilbage, så vil alle spørge, om det samme, som I gør.

Jeg synes, at det er rigtig godt, at I har tilladt, at det skal være en skole for alle, fordi det er den bedste måde, at vi kan kende hinanden bedre på og samtidig lære hinandens religion. Det, der især bekymrer mig, er, om jeg bliver smidt ud eller bliver drillet. Men det, der glæder mig, er, at der er nogen, der kan forstå os, hvordan vi har det, og at vi ikke er nogen, der sidder hjemme og slapper af. Vi arbejder og prøver at få et bedre liv.

Muhammed, Kolding
Jeg har været i Danmark i to år. Fra 1997.

Det er kedeligt at gå i dansk skole, fordi det er lidt svært at forstå hinanden.

Jeg gik i skole i Somalia et år. Jeg kan godt læse og skrive på somalisk. Nu lærer vi dansk i mange timer. Da jeg kom til Danmark, kunne jeg ikke snakke dansk endnu. Det kan jeg godt lidt nu.

Jeg synes, det er godt, når man kommer i modtagelsesklasse, fordi du får nogle fra Somalia eller andre lande at snakke med. Hvis du, når du kommer i skole, går i dansk klasse, så forstår du ikke hurtigt, men hvis du går i modtagelsesklasse, så kommer det bagefter.

Om 10 år er jeg måske rejst hjem, måske .... jeg ved det ikke. Måske bliver jeg gammel i Danmark. Hvis jeg er i Danmark, vil jeg allerhelst arbejde i skolen. Jeg vil være lærer, journalist eller arbejde på fabrik, eller være buschauffør.

Redigeret på baggrund af en båndet samtale på dansk mellem Muhammed og hans lærer.

Forsiden | Forrige kapitel | Næste kapitel