Savn og sorg

Sukran, Albertslund
Jeg hedder Sukran. Jeg kom til Danmark for 6 måneder siden. Jeg er ikke så glad for at være her, for vi har ikke noget at bo i. Lige nu bor vi hos min onkel. Min onkel har en lejlighed med 5 værelser. Vi bor i alt 11 mennesker i den lejlighed. Min onkels kone og hendes 8-årige søn er syge. Hun har også en datter på 1 år, som er bange, når vi er mange i lejligheden. Det er nok derfor hun også konstant er syg. Jeg har to brødre, som også går i skole. Vi har problemer med at få lavet lektier, da vi er så mange. Jeg har heller ikke tid på grund af alt det huslige arbejde. Nu hvor jeg sidder og skriver dette, har jeg mest lyst til at græde. Jeg elsker mine lærere og venner.

Nu spørger I nok jer selv om, hvorfor denne pige sidder og skriver alt dette. Jeg blev nødt til at hælde lidt af det, jeg har inden i mig, ud. Jeg håber I forstår. Jeg kan lide Danmark. Landet og byerne er meget flotte. De mennesker, der lever her, er søde. Jeg synes ikke, der er forskel på Tyrkiet og Danmark.

Danmark er et smukt sted, men for mig har det været som et helvede at være her i 6 måneder, uden at min familie har sin egen lejlighed. Jeg føler mig som en slave. Min onkel og tante har det ikke så godt med hinanden i øjeblikket. Jeg kan ikke skrive mere og håber I forstår mig. Jeg har det, som om jeg er ved at græde nu.

Oversat fra tyrkisk

Claude, 16 år, Silkeborg
Jeg hedder Claude. Jeg er 16 år og jeg kommer fra Rwanda. Jeg kom til Danmark, fordi der var krig i mit hjemland. Jeg kom til Danmark med min storesøster. Min far er død og min mor og søskende væk. Jeg ved ikke, hvor de er. Derfor er jeg her i Danmark med min søster alene.

Dengang jeg kom til Danmark, boede jeg i København. Så bagefter flyttede jeg til Silkeborg. At gå i skole i Danmark er lidt svært. Dansk var meget svært første gang, og jeg troede, at jeg aldrig ville lære det. Men nu går det godt nok. Jeg kan tale dansk men ikke så meget ligesom danskerne, men det gør ikke noget. Jeg vil lære det og har en god lærer, der hjælper mig meget.

Der i mit hjemland, hvor jeg boede, ville lærerne ikke hjælpe. De skrev bare noget på tavlen, og så sagde de bare, at du skulle lave det, og hvis du ikke ved, hvordan man skal gøre det, så pisker de dig. Men i Danmark er det meget forskelligt. Det er ligegyldigt, om du laver fejl eller kommer for sent, de slår ikke. Jeg er faktisk glad for at bo her i Danmark og gå i skole i Danmark. Men jeg har et problem, nogen gange kan jeg ikke koncentrere mig, fordi jeg tænker for meget på min familie og savner dem meget.

Eldina, 15 år, Støvring
Jeg har boet i Danmark i 6 år. Jeg er muslim. Nogle danskere tror, at alle muslimer går med slør, men det gør de ikke. De tror, at alle muslimer er ens, men det er de ikke. Jeg har et problem i klassen, og det er, at jeg ofte bliver drillet i klassen, fordi jeg kommer fra et andet land. Det synes jeg er træls. Det er faktisk altid drengene, der driller mig, pigerne har aldrig gjort det. Pigerne og lærerne er rigtig søde og flinke, og det er derfor jeg er glad for at være i klassen. Men sommetider savner jeg mine venner i Bosnien og Hercegovina. Dem glemmer jeg aldrig, fordi de var meget anderledes end de danske venner. Jeg savner også mit hus og selve landet.

Det er rigtig tit svært at være flygtning i et andet land. Danske børn hører ikke altid efter, hvad deres forældre siger. Vi har mere respekt for vores forældre, end de har. Danske unge begynder for tidligt at drikke, ryge, gå i seng med hinanden, tage stoffer, lave kriminalitet osv. Det synes jeg ikke er ret godt. Men i dag er der selvfølgelig også unge flygtninge, som laver de samme ting, som andre unge gør.

Min fremtid er, at jeg skal have det godt sammen med min familie, og at vi skal have det godt, hvor som helst. Men jeg har det godt her i Danmark, og man ved aldrig, hvad der sker.

Shqipe, 14 år, Sønderborg
Jeg vil gerne skrive om mit gode liv i Kosovo. I Kosovo har jeg haft mit hus, og min far havde arbejde. Jeg havde mit værelse med mange ting, jeg gik i skole og havde mange venner. Jeg har haft et meget godt liv. Men en dag kom det serbiske politi ind i vores hus. De kiggede efter min far. Men min far var ikke hjemme. Vi vidste ikke hvor han var. Politiet sagde, at vi løj. Vi var bange og græd meget. Efter nogle uger måtte vi flytte fra vores hus. Jeg var bedrøvet for mit hus, for mine venner, for min skole, men mest for min far, fordi jeg ikke vidste, hvor han var.

Vi flyttede til Albanien, der havde vi ikke nok at spise, der havde vi kun brød og vand. Efter nogle måneder flyttede vi til Sverige, men der kunne vi ikke bo, fordi vi havde andre pas med andre navne. I Sverige sagde de, at vi skulle tilbage til Danmark. Bagefter kom vi til Sandholm. Efter tre uger, kom jeg i skole. Der var jeg glad, men ikke så glad, fordi jeg ikke vidste, hvor min far var. Efter tre uger flyttede vi til Avnstrup, der var jeg i skole en måned. Efter en måned flyttede vi til Them. Der boede jeg i 8 måneder. Der var også en skole og jeg lærte lidt dansk. Så fik vi papir, og jeg var meget glad, men jeg var også ked af det, fordi min far ikke var med. Nu ved jeg ikke, hvor han er. Jeg ved ikke om han lever eller er død. Nu bor jeg i Sønderborg i en lejlighed med 5 værelser.

Jeg er glad, men ikke så meget, fordi jeg ikke ved, hvor min far er. Hvis jeg får at vide, hvor han er, bliver jeg meget glad.

Baida, 16 år, Sønderborg
Jeg er en udenlandsk pige, jeg hedder Baida og jeg har været i Danmark ca. 4 år. Så vil jeg fortælle jer, hvordan jeg har det i Danmark og om mine oplevelser.

Da min familie og jeg kom til Danmark, var vi rigtig glade, fordi vi så træerne, himlen, menneskene, hvordan de så ud med blå øjne og lyst hår, og hvordan der sner. Det var næsten hele lufthavnen, der var blevet til hvid farve, og Danmark lignede næsten en flot brud. Der kom en lang stor bus, syntes jeg den gang, den kørte os fra København til Gråsten. Imens vi kørte, så jeg på træerne og dyrene. Så sagde buschaufføren, at vi var i Gråsten. Da vi kom ned fra bussen, kom nogle danskere. Vi spiste ris, kylling, suppe, salater osv. Og der kom en tolk for at oversætte til arabisk. Da jeg hørte dansk sprog, så sagde jeg til mig selv, at om ti år så er jeg færdig med at lære dansk sprog. I nogle måneder boede vi et hus i Gråsten. Så flyttede vi til Sønderborg, og hver gang, når vi flyttede, så græd jeg, fordi jeg ville savne mit hus.

Vi fik det gladeste brev i mit liv og det var, at vi skal gå i skole. Den dag, jeg mødte på skolen, syntes jeg, at alle lærerne og eleverne var flinke mod mig. Jeg troede, at vores skoleinspektør var ond mod eleverne, men det var han ikke, han var den sjoveste, som jeg havde mødt i mit liv. De har lært mig dansk og matematik, og så har jeg tilvalgt idræt og hjemkundskab, og det var sammen med 5. klasse. Jeg var rigtig genert over for eleverne, fordi jeg ikke kunne tale dansk, så gik der nogle dage, hvor eleverne begyndte at hjælpe mig, så jeg kunne forstå dem, og de kunne forstå mig. Der gik to år, så lærte jeg nok dansk til, at jeg kunne klare mig. Jeg fik mange venner i skolen, og jeg var ikke mere genert, selv om jeg sagde et ord, der var forkert.

I den by, hvor jeg bor, er der mange arabere og danskere, alle snakker sammen. Vi er ligesom en familie. Når vi laver fest, så inviterer vi danskerne, og de blev rigtig glade, fordi de oplever noget specielt, og det gør vi også, når vi er til en dansk fest. Jeg og mine forældre kører mange steder, fordi vi ikke bor midt i Danmark.

Jeg havde en lillebror, men han døde, og han blev begravet i Irak. En nat havde jeg drømt om ham. Han var så lille og smuk, og han sov altid ved siden af mig. Så lå jeg over ham og så lige pludselig begyndte jeg at råbe, og jeg råbte også i virkeligheden. Så tog min mor et koldt glas vand til mig. Jeg sagde til min mor, hvem der havde slået ham ihjel. Hun sagde, at han havde røde hunde. Siden den gang følte jeg mig altid ensom, selv om jeg havde kammerater, og jeg syntes, at livet var ingenting, livet var kun, at man spiser, sover, leger, har det kedeligt, sjovt, og til sidst dør vi. Jeg hører trist musik, og så græder jeg, fordi jeg altid husker min lillebror.

Min far er blevet gift med en anden kone, og han har to døtre med hende. Min mor er god mod sine børn, og hver gang, min fars døtre kommer, så siger min mor, at de var alle tiders, og at det også er deres hus, og at hun også er som en mor for dem.

Der er mange udlændinge, som ikke opfører sig godt, og det er fordi, at de har en opholdstilladelse og godt må blive i Danmark, selv om de laver ballade. Men jeg synes, at det er ærgerligt, at man ikke gør noget ved det. Udlændinge snakker altid deres modersmål og tror, at danskerne er ligeglade, hvis de snakker deres modersmål. Det er faktisk en dårlig oplevelse for mig som udlænding, for jeg tror nok, at jeg ikke har gjort noget forkert, men danskerne synes, at alle udlændinge er ens. Jeg håber, at de skal opføre sig ordentligt, og at de vil være gode og rare mennesker i det land, de bor i.

Til sidst vil jeg fortælle, at jeg er ligeglad med alt, hvad der sker, og jeg prøver altid på at glemme min lillebror. Jeg skal tænke på fremtiden, og hvordan jeg skal klare mig, når jeg bliver stor. Jeg har valgt at blive sygeplejerske, og jeg syntes, at det er en god uddannelse, og jeg er rigtig glad for at gå i skole og lære mere og mere dansk og om Danmark.

Abir, 18 år, Sønderborg
At være flygtning i Danmark.

Da min far kom til Danmark, var det svært for ham at leve her. Han kunne ikke forstå sproget, ikke noget som helst. Senere blev han bedre til dansk og vidste noget om dansk religion. Det var meget svært for ham at få asyl, og de sagde mange gange til ham, at han skulle tilbage til Libanon. Det var hans venner, som var med ham. Efter en uge sagde de til ham, at han skulle tilbage til Libanon. Han pakkede sin kuffert, så kom en mand og sagde til ham, at han ville få asyl. Han havde det meget svært i Danmark, og hver måned flyttede han til et andet center, og mange gange sagde de, at han skulle tilbage, men han var heldig og fik asyl. Efter 3 år i Danmark fik han asyl. Han var meget glad, og han fik et hus at bo i, og han købte møbler.

Vi kom fra Libanon efter 3 år. Da vi kom, var det meget svært for os at bo i Danmark. Vi kendte ikke nogen, og det var kedeligt. Vi kunne ikke lide Danmark, fordi i Libanon havde vi vores venner, og vi legede med dem, og der var varmt. Da vi kom til Danmark, var det koldt. Senere blev vi vant til det. Vi gik i skole for at få mere kontakt med danskere. Vi havde danske og arabiske venner, og vi legede med dem. Skolen var anderledes, lærerne slår ikke eleverne. Vi fik det bedre end i Libanon, men selvfølgelig savnede vi vores land, Libanon.

Da jeg kom til Danmark boede jeg i Nykøbing Mors, og jeg var der i 2 år. Så flyttede min familie til Sønderborg, og alle vores venner i Nykøbing flyttede til andre byer. Vi gik i skole, og vi havde mange venner, og det er en stor by. Der blev holdt mange fester, for at mennesker ikke skulle kede sig. Men vi har glemt lidt at skrive og læse arabisk, men vi kan snakke arabisk. Der er mange, der ikke kan snakke arabisk. Jeg var til arabisk i et år, og bagefter stoppede jeg, fordi læreren ikke kunne lære os noget. Nu kan vi snakke dansk og forstå det, og vi ved meget om danskere.

Vi kan lide Danmark, fordi der er fred i landet. Da vi var i Libanon, havde vi det meget svært, vi oplevede krig, og min bror døde i krig, og vores hus brændte. Derfor flyttede vi til Danmark. Vi har det meget godt her. Måske skal vi en dag tilbage til Libanon og arbejde for vores land. Jeg har venner i Libanon, og jeg savner dem meget. Jeg har to søstre i Libanon, og vi har ikke set dem i 9 år. Mine forældre kendte en familie i Libanon, og de har ikke set dem i 10 år. De ringede til os, og de var meget glade. De fortalte hinanden om vores venner i Beirut. De savner min familie.

Dema
Kære dagbog.

I dag har jeg oplevet en hel masse. Det startede med, at mit vækkeur ringede. Jeg vågnede. Klokken var 6.30. Det var en ganske almindelig morgen. Jeg gik på badeværelset og vaskede mig. Jeg gik derefter hen til min mors soveværelse. Jeg åbnede forsigtigt døren. Jeg så, at min mor og lillebror sov. Jeg lukkede døren og listede stille ud køkkenet for at få noget morgenmad. Jeg hældte cornflakes i tallerkenen og smurte to pålægsmadder. Jeg var lige ved at begynde at spise min morgenmad, da jeg hørte min mor løbe hen imod mig i køkkenet. Hun stod og kiggede på mig med store øjne. Jeg spurgte hende, hvad der var galt, men hun kunne bare ikke få sin tunge på gled. Da der var gået et stykke tid, sagde hun endelig noget: "Ali errr dødd ....". Hun rystede over hele kroppen og var helt chokeret. Jeg for hen til soveværelset, jeg åbnede døren og løb ind. Og der lå min lillebror i sin seng, og så ud til at være død. Jeg gik helt i panik. Jeg begyndte at ryste over hele kroppen. Men lige pludselig sagde jeg til mig selv, at jeg har mistet tre søskende, og nu må jeg ikke miste dig.

Jeg ved ikke, hvad der fik mig til at ringe efter ambulancen, men det gjorde jeg. Der gik ikke særlig lang tid, før ambulancen kom. Da ambulancen kom, tog min mor på hospitalet med min lillebror. Jeg lavede morgenmad og spiste selv og gav også til min anden lillebror. Jeg skulle blive hjemme og passe på ham. Han havde høj feber. Da vi var færdige med at spise, vaskede jeg op og gjorde rent. Da det blev aften, begyndte jeg at lave aftensmad. Da vi havde spist aftensmad, ringede min mor hjem, hun sagde, at han fik sukkervand og saltvand. Han blev indlagt på L-51. Og i morgen skulle han have en liter blod, fordi han ikke havde nok blod i sig. Jeg spurgte, om der var noget galt med hans sonde, den han havde fået i maven. Mor sagde, at den var god nok, han havde det lidt bedre. Endelig havde jeg næsten ingen bekymringer mere. Jeg gik ind på mit værelse og sov trygt.

Muhamed, 12 år, Albertslund
Jeg hedder Muhamed, jeg kommer fra Kosovo. Jeg boede i en stor by, der hed Pristina, hvor jeg også er født d. 4/7 1986. I dag, hvor der er krig i Kosovo, tænker jeg og min familie hele tiden på min familie dernede. Vi har set min bedstefar og bedstemor og min onkel i TV. De er i flygtningelejr i Albanien nu. Jeg er glad for, at mange danskere sender penge til flygtningene i Kosovo.

Her på skolen har jeg det godt. Jeg går i modtagelsesklasse A sammen med nogle børn fra andre lande. Jeg har også nogle timer i en 5. klasse. Jeg synes, det er svært at være både i en modtagelsesklasse og i en dansk klasse, det ville være bedre kun at være ét sted, helst i en dansk klasse.

Aldijana, 17 år, Sønderborg
Det glemmer jeg aldrig.

Vi mennesker er født til at vokse op i et liv, som kan være godt eller dårligt, og vi er født til at klare det, som vi kan, og sådan er det, til vi dør sent, - det kommer, det ved vi godt. Sådan er reglerne for os mennesker.

En af de dårlige ting, som jeg har oplevet, er krig i mit land, Bosnien. Der har jeg oplevet meget sammen med min familie og andre mennesker. På grund af krigen var vi nødt til at flygte til andre lande. Jeg flyttede med min mor til Kroatien, hvor vi efter 7 måneder blev tvunget til at rejse til Tyrkiet.

Krigen i Bosnien styrede min barndom. I Tyrkiet boede vi i et center, hvor alle mennesker kom fra Bosnien. Der begyndte jeg at gå i skole, og i min fritid fandt jeg altid på noget at lave. Faktisk begyndte jeg på et nyt liv i Tyrkiet, selv om vi tænkte på krigen i Bosnien og de mennesker, som var i krigen. I Tyrkiet havde vi det godt. Jeg boede sammen med min mor på et værelse. Min mor og jeg var de eneste fra vores familie i Tyrkiet. Min mor var faktisk min bedste veninde. Jeg snakkede med hende om alt, og hun kunne altid forstå mig.

Dengang var min mor 52 år gammel. En rask dame, altid glad og venlig mod mennesker. Jeg var altid stolt af hende. En dag, det var den 17.01.96, som jeg aldrig kan glemme, blev hun pludselig syg. Hun fik højt blodtryk, og efter 1 time fik hun en lille hjerneblødning. Jeg var alene med hende den tid. Jeg var kun 14 år gammel. Jeg blev bange. Jeg begyndte at græde og råbte efter hjælp. Pludselig kom en masse mennesker og en læge. Hele tiden var jeg hos hende. Men det eneste, hun sagde, var mit navn, Aldijana. Aldijana, jeg vil ikke på sygehuset. Jeg har det godt. Mine øjne var fulde af tårer, men jeg måtte ikke græde. Jeg kunne mærke mit hjerte, det bankede så hurtigt, ligesom det skulle eksplodere. Jeg var så ked af det. Nej, nej jeg må ikke miste dig mor, sagde jeg stille. Hun skal på sygehuset med det samme, sagde lægen. Da han sagde det, vidste jeg, at det var farligt.

Hele den aften lå jeg på min seng og tænkte på min mor. Jeg bad til Gud og håbede, at mor overlevede. Mennesker omkring mig var mærkelige, de kiggede på mig og ville ingenting sige. Jeg græd hele aftenen og tænkte på fremtiden uden min mor. Det kan ikke være rigtigt, lad være med at tænke på det, snakkede jeg med mig selv.

Damen, som var med min mor på sygehuset, kom kl. 7 om morgenen. Mit første spørgsmål var: "Hvordan har hun det"? Damen sagde ingenting. "Hun er ikke død, vel"? Jeg er meget ked af det, sagde hun. Så vidste jeg, hvad hun mente. Det øjeblik kan man ikke beskrive, hvis man ikke har oplevet det. Jeg råbte efter mor, mor, det er ikke sandt, at jeg skal leve uden dig.

Mennesker hjalp mig med at forstå det, som det var. Det eneste, som gjorde mig glad, var, at min bror kom fra Danmark til mig. Nu kommer han og bliver hos mig, han forstår mig, tænkte jeg. Siden han kom, blev jeg stærk, fordi jeg ikke var alene, min bror var sammen med mig.

At miste nogen, som man holder af, er svært, men at miste sin mor er som at miste alt det vigtigste i livet, og det er sandt, synes jeg.

Jeg er begyndt på et nyt liv uden hende, selv om det er svært for mig. Jeg mangler hendes råd og at snakke med hende. Jeg savner hende. Jeg savner hende utrolig meget. Da jeg havde hende, vidste jeg ikke, hvor meget det betød at have en mor, men nu ved jeg det godt. Jeg kan ikke holde ud, at nogen børn råber efter deres mor, de forstår ikke, hvad de har, og hvor meget det betyder.

Nu bor jeg her i Danmark sammen med min bror, og det er jeg glad for. Han er min bror, mine forældre og alt, hvad jeg har og elsker.

Forsiden | Forrige kapitel