Forord

I det danske samfund hersker der mange opfattelser af etniske minoritetsbørn i folkeskolen. Hidtil har vi fået de voksnes: politikeres, embedsmænds, læreres og forældres versioner.

Det siges, at al det sete afhænger af øjnene, der ser. Det vigtigste vidnesbyrd om, hvordan det står til i folkeskolen, må nok siges at være elevernes opfattelse.

Med denne bog får vi indblik i de etniske minoritetsbørns verden og deres oplevelser. Det er et velkomment og meget savnet bidrag til debatten. Ved at læse disse dagbøger får vi mulighed for at dele deres oplevelser og deres hverdag i folkeskolen, og vi får del i deres frustrationer, men også i deres glæder. Disse unge fortæller om de positive erfaringer, undervisningen, lærerne og kammeratskabet, men også om mobning og diskrimination. De fortæller om tosprogethed og om at leve med to kulturer.

Det gør indtryk at læse disse dagbogsindlæg. Heldigvis er vores folkeskole for alle, for det betyder jo, at de ikke har noget imod os, skriver Mehmet fra Ishøj, og det har givet bogen dens titel.

Det er dejligt, at han oplever folkeskolen som åben og rummelig. Men samme Mehmet skriver: I dag var der ikke nogen racister, der kiggede ondt på mig, og det er jeg meget glad for. Han håber, at der ikke vil være racister i Danmark, og at politiet ikke kun vil holde med danskerne, når han selv får børn. Med dette fortæller han os, at alt ikke står helt vel til.

Men han er alligevel heldig, for han har kun mødt "En vikar, der var snæversynet", mens andre børn skriver om lærere, der diskriminerer og gør skolen til et utrygt sted at være. Refleksioner fra disse unge mennesker over folkeskolens (men også om samfundets) faglige og sociale tilstand bør give stof til eftertanke.

Vi skal glæde os over, at der er så mange, der er glade for deres skole og undervisningen, men de negative oplevelser, nogle af de unge har af skolen, kammeraterne og ikke mindst deres lærere, skal tages meget alvorligt. Det er desværre nok kun toppen af isbjerget, vi her får afsløret.

Politikere, embedsmænd, forældre men ikke mindst lærerne bør læse bogen og drage nytte af dette førstehåndsindtryk af institutionen: folkeskolen.

Til sidst vil jeg blot ønske, at dette ikke er sidste gang denne gruppe borgere kommer til orde!

Fakhra Mohammad
Medlem af Nævnet for Etnisk Ligestilling
August 1999

Forsiden | Forrige kapitel | Næste kapitel