Fremmedsprog i Danmark og Europa

Danmarks sprogbehov og de europæiske initiativer

Et lille sprogområde har brug for, at så mange som muligt af dets indbyggere kan fremmedsprog. Et land med Danmarks kontaktflader har brug for kundskaber og færdigheder i mere end ét fremmedsprog. Kun sådan kan man sikre et tilstrækkeligt videns- og handlingsgrundlag, og kun sådan kan Danmark leve op til Europarådets anbefalinger og til EU’s sprogpolitik.

Europarådets seneste sprogprojekt drejer sig om at støtte medlemslandene i at formulere en sprogpolitik. Første udkast til en rapport om emnet, Guide for the development of language education policies in Europe, blev fremlagt på en konference i efteråret 2002. Europarådet har samtidigt åbnet mulighed for gennem konsulentbistand at hjælpe medlemslandene med at formulere en sprogpolitik (jf. Europarådets websted)

Undervisningsministrene fra 30 europæiske lande har i slutningen af 2002 tilsluttet sig Københavner-deklarationen Forstærket europæisk samarbejde på erhvervsuddannelsesområdet. Deklarationen er en opfølgning på en resolution, som EU’s ministerråd vedtog november 2002.

Deklarationen indeholder fire hovedprioriteter, som alle skal fremme mobilitet og samarbejde. Anden hovedprioritet skal forbedre gennemsigtighed og information inden for erhvervsuddannelser ved at gennemføre og rationalisere informationsredskaber mv., herunder integrering af eksisterende instrumenter såsom fx “den fælles europæiske referenceramme for sprog” (Common European Framework of Reference for Languages; se også om EU’s sprogprojekter i kapitel 5).

EU-kommissionen udsendte i 1995 i forbindelse med det europæiske år for livslang uddannelse en hvidbog Undervise og lære - På vej mod det kognitive samfund. I hvidbogen opstilles som mål, at borgere i unionen skal “beherske tre fællesskabssprog”.

Engelsk alene er ikke nok

Arbejdsgruppen finder det nødvendigt at understrege vigtigheden af flere sprog, fordi der i de senere år har været tendenser til alene at koncentrere opmærksomheden om engelsk, der selvsagt er og fremdeles vil være det første og vigtigste fremmedsprog. Engelsk er - lovlig optimistisk - endog blevet omtalt som “andet modersmål” eller som generelt redskabssprog.

I det seneste folkeskoleforlig er begyndelsestidspunktet for engelskundervisning endnu engang rykket frem, nu til 3. klasse. Den tidligere påbegyndelse af engelsk kan forklares ud fra to forhold. For det første har de lande, vi almindeligvis sammenligner os med - herunder de nordiske lande - fremrykket begyndelsestidspunktet. Dette er bl.a. sket på EU-kommissionens anbefaling (Hvidbogen fra 1995). For det andet skal begyndelsestidspunktet give så mange elever som muligt et solidt grundlag at bygge sprogtilegnelsen på. Hertil kan føjes, at en tidligere påbegyndelse på 1. fremmedsprog giver plads til, at også 2. fremmedsprog kan påbegyndes tidligere og hermed yderligere give plads til et 3. fremmedsprog i grundskolen. I aftalen om folkeskolen lægges op til, at kommunerne fremover selv kan godkende udviklingsarbejder med påbegyndelse af tysk/fransk fra 6. klasse.

Der er altså ikke med forliget lagt op til, at det tidligere begyndelsestidspunkt for engelsk skal svække andre fremmedsprog. Der er imidlertid allerede en tendens til, at dette sker i det videre skoleforløb, og det er i skrivende stund usikkert, hvilken stilling andre fremmedsprog vil få i fremtidens gymnasium. Det er imidlertid vigtigt fortsat at sikre et varieret udbud af fremmedsprog i gymnasiet. Det vil bl.a. sige, at det også i fremtiden skal være muligt at begynde på et nyt fremmedsprog i 1.g. Evt. “fagpakker” skal levne rum for sådanne muligheder.

Det kan ikke stærkt nok understreges, at engelsk ikke bør betragtes alene som redskabssprog, samt at engelsk alene ikke er nok - helt bortset fra, at danskere generelt overvurderer deres engelskkundskaber. Vel er de bedre end hos mange andre nationer, men ikke dermed gode nok. Men selv om man en dag skulle nå dertil, at engelsk blev “andet modersmål”, så ville det lige så lidt være tilstrækkeligt, som dansk er det i dag. Allerede nu konstateres det fra forskellig side, at engelskkundskaber ikke længere anses for en særlig kvalifikation; man vil spørge, hvad en ansøger kan ud over engelsk, også i sproglig henseende.

I EU er engelsk ikke det største sprog: tysk er væsentligt større, fransk er lige så stort, italiensk, spansk og nu polsk (som tillige er nabosprog) kommer ikke langt efter. Både fransk og spansk tales langt hinsides stamlandenes grænser, og på verdensplan findes der endnu større sprog.

Engelsk vil utvivlsomt bevare og måske endda udbygge sin position som generelt kommunikationssprog; men dels vil fransk i kraft af EU’s historie og struktur fortsat bevare en stærk stilling, dels vil tættere kontakter i politik, erhverv, kultur og forskning kræve kendskab til andet og mere end det generelle kommunikationssprog.

Behov for et varieret udbud

Fremmedsprogsundervisning i Danmark må orientere sig efter det sandsynlige behov for at få brug for de forskellige sprog. Skolen kan naturligvis ikke tage hensyn til alle tænkelige individuelle afvigelser, men bør kunne tilbyde sprog til forskellige lidt større grupper. Det må derfor sikres, at der - helst på alle skoler, men i hvert fald inden for et snævert geografisk område - findes muligheder for forskellige sprogkombinationer. Der skal i den forbindelse også erindres om de klassiske sprog latin og græsk og peges på nytten for modersmålsdanskere af at lære indvandrersprog samt at fastholde og videreudbygge de sproglige kompetencer, som personer med andet modersmål end dansk er i besiddelse af. Det er på tide at betragte den forhåndenværende sproglige mangfoldighed i Danmark som en ressource i stedet for kun at se den som et problem.

Begrundelsen for at kunne mere end ét fremmedsprog - og dermed for at sikre en bred vifte af tilbud i skoleuddannelsen - er både praktisk og kulturel (“dannelsesmæssig”). Det er ikke ønskeligt, og det er ej heller muligt, at skille de to sider af sprogindlæring ad. Sprogindlæring uden kulturel kontekst og baggrund kvalificerer ikke til myndig deltagelse i kommunikationen; kulturel viden uden solide sprogkundskaber kvalificerer ikke til aktiv medvirken (mere herom i kapitel 6 og 7).

Det vil ikke være i danskeres interesse at være henvist alene til engelsk - eller amerikansk, når de skal informere sig om begivenheder og forhold i deres nærmeste, ikke-engelske eller kun delvis engelske omverden. Politiske, økonomiske, kulturelle sammenhænge og/eller konflikter ser ikke ens ud, uanset fra hvilket sted man betragter dem, og det er, ja: livsvigtigt, ikke mindst for en mindre nation, at kunne basere sine vurderinger og handlinger på alsidig, varieret viden.

Det er af afgørende betydning at kunne følge debatter i så mange lande som muligt, fx i EU’s medlemslande. Man skal populært sagt kunne “lytte med” på andres samtaler, hvis man skal forstå baggrunden for det, de fortæller “os”, og fortolke og vurdere det rigtigt. Dette er ikke kun en sag, der vedrører diplomater, politikere, forskere eller koncernchefer. Med den stadig større udveksling af varer, personer og tjenesteydelser mellem landene vil stadig flere mennesker stadig oftere skulle kommunikere om væsentlige emner med mennesker fra andre lande. Det kan langtfra altid foregå på engelsk - og kun i nordisk sammenhæng på dansk.

Den kulturelle og æstetiske dimension

Sidst, men ikke mindst, indebærer bekendtskab med fremmede kulturer en berigelse og en horisontudvidelse. Den æstetiske dimension er væsentlig og til stede overalt. I en tid, der bliver mere og mere opmærksom på betydningen af design for et produkts muligheder på markedet, burde det ikke være så vanskeligt, som det ofte er, at skabe forståelse for, at al samtale mellem mennesker, affattelse af breve, indgåelse af kontrakter etc. også indeholder æstetiske komponenter, og at den æstetiske analyse og nydelse derfor ikke skal stuves af vejen i særlige “kreative” reservater, men integreres i hele uddannelsen. Og en tid, der ynder at holde øje med, om “kemien passer” mellem personer, der skal samarbejde, burde ikke være blind for, at “kemien” ikke kun består af (bio)kemi, men nok så meget af kultur og dannelse. Sprog er menneskets måske mest kreative frembringelse overhovedet. Man skal derfor - ikke kun, men i høj grad også - omgås det i de former, hvor det udfolder sig bredest og dybest: i litteratur og i andre kunstneriske medier.

En indvending mod styrket fremmedsprogsundervisning kunne være, at den bidrager til yderligere at “bogliggøre” skolen, og at ikke alle elever har forudsætninger for at deltage i denne proces. Arbejdsgruppen tager en sådan indvending alvorligt, men skal ikke undlade at pege på, at hvad enten man synes om det eller ej, vil fremtidens samfund rumme stadig færre udfoldelsesmuligheder for dem, der ikke har erhvervet sig det, der med det traditionelle - men ikke altid rammende! - udtryk kaldes “boglige” kundskaber og færdigheder. Opgaven må derfor være at sætte så mange som muligt i stand til at erhverve sig sådanne kundskaber og færdigheder, hvilket igen vil kræve en løbende udvikling af pædagogikken (jf. kapitel 6).

Sammenfattende: Gode kundskaber i mere end ét fremmedsprog er ikke en luksus, man kan vælge at føje til et uddannelsesforløb eller at udelade af det. Interkulturel indsigt hører heller ikke til det, der undertiden let nedladende kaldes “bløde” værdier. Tværtimod kan sådanne kundskaber og indsigter på både kort og langt sigt være afgørende for nationens overlevelse.

Denne side indgår i publikationen "Fremtidens sprogfag - vinduer mod en større verden" som kapitel 3 af 9
© Undervisningsministeriet 2003