Til forside




Bedre undervisning i naturfagene er nødvendig, fordi undersøgelser viser, at vi i Danmark klarer os dårligere i naturfagsundervisningen end i andre fagområder. Dette denne publikation giver inspiration til lærere og skoleledere til, hvordan naturfagsundervisning kan udvikles. Indholdet er struktureret i fem kapitler med en række underafsnit.

Introduktion giver begrundelser for, hvorfor det er nødvendigt at fokusere på at forbedre naturfagsundervisningen, og hvorfor skoler kan gøre det i form af udviklingsarbejde.

Start på et udviklingsarbejde giver råd om, hvordan man kommer i gang, og om, hvad man skal have på plads forinden. Det handler først om at finde ud af, hvilke problemstillinger det er vigtigst for den enkelte skole at arbejde med. Dernæst skal man lave en god planlægning, fx ved at bruge Kvalitetsstjernen. Kapitlet kommer også ind på, hvilke barrierer skoler kan opleve for at få succes i udviklingsarbejde, og hvad ledelsen kan betyde for arbejdet. Til sidst beskrives, hvordan man dokumenterer udviklingsarbejde og formidler resultaterne til andre.

Fagteam – hvorfor og hvordan? handler om, hvordan det samarbejde mellem lærere, som er en forudsætning for et godt udviklingsarbejde, kan etableres gennem fagteam. Der beskrives forskellige typer af fagteam og gives eksempler fra skoler på, hvordan fagteam kan fungere, og hvad de kan medføre. Kapitlet afsluttes med en række grundregler for teamsamarbejde.

Temaer for udviklingsarbejde indeholder en række eksempler på, hvad udviklingsarbejde kan handle om. Mange skoler har arbejdet med at styrke den lokale naturfaglige kultur, med at lave lokale læseplaner, med at inddrage eleverne i valget af indhold eller med at lave tværfaglige undervisningsforløb. Udviklingsarbejdet på skolerne har også handlet om bedre brug af lokaler og faciliteter, samarbejde mellem natur/teknik og overbygningsfagene samt nye arbejdsformer og evalueringsformer.

Ressourcer og viden giver baggrundsviden om naturfagenes aktuelle udfordringer og forslag til, hvad man kan inddrage i sit udviklingsarbejde. Mulighederne for fleksibel tilrettelæggelse af undervisningen med holddannelse og omrokering af timer beskrives. Med afsæt i internationale undersøgelser gives et overblik over styrker og svagheder ved den danske naturfagsundervisning. Herefter beskrives, hvad der må betragtes som de vigtigste faktorer for god undervisning.

Publikationen indeholder 25 Eksempler, som er fortællinger fra skolers udviklingsprojekter gennemført i skoleåret 2004/05 under udviklingsprogrammet ”En skole i bevægelse” i skoleåret 2004/05. Alle citater er fra skolernes egne evalueringsrapporter.


Til top