Kapitel 7: Analyse af styringspraksis (herunder visitation) i udvalgte kommuner og amter fsva lovens § 20 stk. 1 og 2

I dette kapitel beskrives den styringsmæssige praksis på specialundervisningsområdet med udgangspunkt i udvalgte skoler, kommuner og amter. Der ses på de karakteristika, som bidrager til at skabe et rummeligt skolevæsen, herunder de samarbejdslinjer mellem amt og kommune, som tegner indsatsen vedrørende vidtgående specialundervisning.

Analysen af den styringsmæssige praksis/visitation af den almindelige specialundervisning, er foretaget for arbejdsgruppen af Danmarks Pædagogiske Universitet v. professor Niels Egelund, mens undersøgelsen af den styringsmæssige praksis/visitation af den vidtgående specialundervisning er foretaget for arbejdsgruppen af konsulent Ole Hansen. Begge undersøgelser er i deres helhed optrykt som bilag til rapporten (henholdsvis bilag 3 (Pdf) og bilag 4 (Pdf)).

De spørgsmål, der har dannet udgangspunkt for undersøgelserne af hhv. den vidtgående og den almindelige specialundervisning er (med tilpasninger) følgende:

7.1 Generelt om undersøgelser af specialundervisningen

For at få et statistisk billede af specialundervisningen i Danmark har strukturkommissionen forud for arbejdsgruppen om specialundervisning gennemført en kvantitativ undersøgelse af specialundervisningen i landet. I denne forbindelse er der til ca. 400 repræsentativt udvalgte folkeskoler udsendt skemaer til belysning af omfanget af specialundervisningen på hvert af skolernes klassetrin. Undersøgelsen er koncentreret om perioden 1. august 2002 til 31. december 2002, og der er blevet spurgt til lærertimetallet til undervisning og det samlede lærertimetal for skolen.

I forlængelse af den kvantitative undersøgelse - og på initiativ fra arbejdsgruppen om specialundervisning er der i april 2003 foretaget de to ovenfor omtalte, kvalitative undersøgelser. Formålet med de to undersøgelser har været at få et mere nuanceret billede af, hvordan specialundervisningen gribes an i praksis i amter/kommuner og på skolerne. Samtidig har det været hensigten at forsøge at skabe en forståelse af de forskelle, der er påvist i den kvantitative undersøgelse, og de processer, som har ligget bag udviklingen på området. Som det ses nedenfor, retter undersøgelserne sig mod forskellig praksis mht. ressourcestyring, visitation, skole/forvaltningssamarbejde, forældrenes rolle og undervisningens organisering.

Den kvalitative undersøgelse vedr. 20.1undervisning

7.2 Den kvantitative undersøgelse vedrørende 20.1undervisning

Den kvantitative undersøgelse giver nogle forklaringer på forhold omkring specialundervisningen, hvoraf mange er ganske velkendte, først og fremmest at der er tale om udtryk for kommunale serviceniveauer, så et højt forbrug i normalundervisningen ikke skaber et mindsket niveau i specialundervisningen, eller omvendt, ligesom der ikke er objektive kriterier for, hvornår specialundervisning er nødvendig. Disse forhold kastes der også lys over i den kvalitative del af undersøgelsen.

Den kvantitative del af undersøgelsen rummer også fund, der ikke er umiddelbart forklarlige, først og fremmest at der er så store forskelle på henvisningsfrekvensen, dernæst at der er en tilbøjelighed til, at der er flest henviste på mindre skoler.

Mens man i kvantitative undersøgelser vil søge efter at opnå repræsentativitet, er det andre principper, som styrer udvalget i kvantitative undersøgelser. Baggrunden for dette er først og fremmest, at kvantitative undersøgelser især er brugbare til at få en statistisk forklaring på sammenhænge, mens kvalitative undersøgelser er særligt egnede til at få en forståelse af de underliggende processer.

Ved kvalitative analyser vil man sædvanligvis foretage en dyberegående undersøgelse af et begrænset antal ”cases”, og det bliver derfor vigtigt at foretage et strategisk udvalg af, hvilke cases man vil inddrage. Der foreligger to oplagte muligheder, dels at man prøver at indfange en problemstilling med en rimelig dækning af hele bredden, dels at man søger efter de ekstremer, som kan tænkes at have størst informativ værdi. I indeværende interviewundersøgelse er begge principper søgt tilgodeset.

7.3 Valg af skoler

Valget af skoler til den kvalitative interviewundersøgelse er foretaget på baggrund af nedenstående fem kriterier og med henblik på at nå den højst mulige dækning af spektret af skoler:

For ikke at skabe risiko for, at der var en skævhed i ressourceopgørelsen, blev alle skoler med 20.1specialklasser sorteret fra. Derefter tilbagestod 296 folkeskoler (17% af det samlede antal), som på grund af udvælgelsesproceduren kan antages at være repræsentative for ”den almindelige folkeskole”. Der blev derefter opstillet lister over ”top15” og ”bund15” skoler for landet som helhed og for Sjælland-Fyn (samt Bornholm) og Jylland med hensyn til specialundervisningsprocenter.

Derpå skete en afsøgning og sammensætning af fem ”skolepar”, hvor de parrede skoler bestod af skoler med nogenlunde samme skolestørrelse, urbaniseringsgrad, geografisk beliggenhed og sociale belastningsgrad, men hvor seks af skolerne i øvrigt lå i hver sin ende af spektret med hensyn til henvisningsfrekvens til 20.1 specialundervisning, mens de sidste to lå i midten af billedet. Idéen bag dette var, at der dels skulle ske en bred dækning af kriterierne 2 til 5, som de findes i det danske skolebillede, dels inden for parrene ikke skulle være andre betydelige forskelle end dem, der afspejles i henvisningsfrekvensen. Et af skoleparrene var reserveskoler, hvis nogle af de fire øvrige par skulle afstå fra at medvirke i en kvalitativ interviewundersøgelse. Alle skoler indvilligede i at deltage, og der blev derfor ikke brug for reserveskolerne.

De fire skolepar havde henvisningsfrekvenser til specialundervisning efter § 20, stk. 1, som vist i følgende oversigt:

Par 1: Skole A: 0,5% - Skole B: 17,5% Par 2: Skole C: 2,1% - Skole D: 7,1% Par 3: Skole E: 1,9% - Skole F: 8,3% Par 4: Skole G: 0,0% - Skole H: 17,0%

Den mindste skole havde 100 elever, den største 596 elever. To skoler er storbyskoler, fire skoler ligger forstæder eller anden bymæssig bebyggelse, to skoler ligger i landområder. Tre skoler ligger på Sjælland, en på Fyn og fire i Jylland. Andelen af tosprogede varierer fra 1% til 25%. Skolernes videre identitet oplyses ikke, da skolerne som led i undersøgelsen er lovet fortrolighed.

7.4 Hvad den kvalitative undersøgelse viser

Nedenfor beskrives i sammenfattende form de fund, der er gjort i forbindelse med den kvalitative undersøgelse. Fundene beskrives omkring temaerne ressourcestyring, tilbudsstruktur, forebyggelse og PPR‘s rolle, politikerrollen, forældresamarbejde og sprogbrug.

Ressourcestyring
Hvad ressourcestyring angår, tyder undersøgelsen på, at selvforvaltningsprincipper fremmer en varieret og fleksibel brug af ressourcerne, således at de tilpasses de lokale forhold og behov. Dette gælder såvel elevernes og klassernes individuelle behov som lærernes forskellige forudsætninger. Hvor dette sker, er det også muligt at indrette undervisningen, så den har en rummelighedsgrad og et indslag af forebyggende foranstaltninger, der giver en stærk reduktion af henvisningen til specialundervisning.

Øget rummelighed er på de undersøgte skoler bl.a. opnået ved, at den ressource, der traditionelt henlægges til 20.1specialundervisning (typisk i størrelsesordenen 7-12% af de samlede timeressourcer til skolerne), anvendes til rummeliggørelse via holddannelser.

Tilbudsstruktur
Undersøgelsen peger på, at kommunerne vanskeligt kan undlade at etablere særtilbud, idet der er tydeligvis er en mindre gruppe elever, hvis behov bedst varetages i en segregeret foranstaltning. Denne foranstaltning har i de bedste tilfælde et vist fællesskab med andre elever på skolen. Holddannelse løse altså ikke alle problemer her, hvor enkeltintegration med støtte, specialklasser og specialskoler også har deres berettigelse.

Der er en tendens til, at relativt små kommuner opretter specialklasser, som fyldes op med forskellige typer elever, hvoraf en del er hjemtaget fra amtslige foranstaltninger. Det fremgår af undersøgelsen at dette er uhensigtsmæssigt i en række tilfælde, hvor nærhedsprincippet vejer tungere end en løsning, der er optimal ud fra en pædagogisk vurdering.

Forebyggelse
Undersøgelsen viser eksempler på, at der arbejdes med tiltag af forebyggende art, hvor der samtidig samarbejdes på tværs af sektorer og faggrænser. Det er i den forbindelse særdeles interessant, at man derved udnytter de særlige typer faglighed, som er til stede, og at man også inden for folkeskolens rammer søger at fremme fagligheden. Dette sker dels ved, at lærere underviser i et smallere bånd af år, dels ved at man søger og lykkes med at fremme det samarbejde mellem lærere, som interviewundersøgelsen flere steder peger på væsentligheden af.

Undersøgelsen peger på, at læsekompetencen ses som basis for læring i stort set alle fag, og at passende adfærd ses som en forudsætning for omgang og læring i situationer, hvor mange mennesker færdes sammen. Både læsekompetence og social adfærd er derfor nødvendige. Endelig peger undersøgelsesresultaterne på, at planlægning, samarbejde mellem lærere, samarbejde med forældre og løbende intern evaluering er hensigtsmæssige.

PPR‘s rolle
PPR har fra de skolepsykologiske kontorers start i midten af 1930’erne haft rollen som en undersøgende og visiterende instans, der skal sikre, at børn får de tilbud, de har ret til og behov for. Regelsættet eksisterer stadig, men den praksis, der ses at have udfoldet sig på skolerne med stigende intensitet de seneste 3-5 år, betyder, at der er behov for en kraftig ændring i retning af nye roller som konsulenter og sparringspartnere, der sikrer skolens rummelighed. Den individcentrerede rolle nedtones med undtagelse af de mest vanskelige problemstillinger, hvor der skal findes en løsning uden for den almindelige klasses rammer.

PPR’s mest frugtbare indsats opleves at være som observatør, sparringspartner, coach og konsulent. Den deling, der mange steder finder sted mellem på den ene side psykologens, på den anden side læsekonsulentens opgaver, opleves også at være frugtbar.

Politikerrollens betydning
Der er i de undersøgte kommuner forskelle på, i hvilken grad politikerne spiller en rolle for specialundervisningsområdet. I nogle kommuner har politikerne sat rammer og mål for specialundervisningen. Her er det et politisk mål at undervisningen skal rummeliggøres gennem øget fleksibilitet i undervisningen, så færre elever udskilles til specialundervisning. I andre kommuner er der ikke udmeldt nogle politiske mål for specialundervisningsområdet. Politikerrollen ses klart at være vigtig for den lokale udvikling

Forældresamarbejde
Forældresamarbejdet viser sig også at være vigtigt. Undersøgelsen giver eksempler på gode erfaringer med en overenskomst mellem skole og hjem om indsatsen for det enkelte barn og forældrenes opbakning.

Sprogbrug
Den kvalitative undersøgelse viser, at der er store forskelle på, hvordan man taler om børn med særlige behov. Hvor man ønsker en skole der udvikler sig i retning af øget rummelighed er det vigtigt, at man anvender en sprogbrug, som understøtter en sådan udvikling.

7.5 Konklusion

Lav henvisningsfrekvens betyder ikke, at der ikke sættes ind over for elever med vanskeligheder, men den betyder, at det gøres på en forebyggende, foregribende og effektiv måde at der med andre ord er skabt øget rummelighed for de ressourcer, der andre steder bruges til en mere konventionel indsats. Undersøgelserne viser, at der ikke er en direkte relation mellem 20.1- og 20.2områderne, samt at der er forskelle, som primært udspringer af nærhed, traditioner og økonomi, mens pædagogiske hensyn let bliver mere sekundære.

Samarbejdets betydning har en stor plads i resultaterne fra de kvalitative analyser. Forældresamarbejdet omkring børns læring, både den faglige og den sociale, er også vigtig, specielt over for de elever, der har særlige behov. Skriftlighed omkring planlægning og løbende intern evaluering viser sig også at være vigtig.

Sprogbrugen er af betydning for og kan i sig selv bidrage til at skabe rummelighed.

Hvor bestræbelserne for at skabe øget rummelighed er lykkedes, er specialundervisning et begreb, der dækker en undervisning, der er kvalitativt anderledes end almenundervisningen. Specialundervisningen kræver en grundig undersøgelse af elevens forudsætninger og potentialer, inden den sættes i værk. De andre elevers særlige behov klares i den rummelige skoles almindelige, differentierede undervisning.

Undersøgelsen viser, at PPR’s rolle kan ændres, så de konsultative og rådgivende opgaver over for skolerne (og daginstitutionerne) og deres personale kommer mere i fokus, og den undersøgende og visiterende rolle forbeholdes de elever, der skal have specialundervisningen.

Der henvises i øvrigt til den kvalitative undersøgelse, der er optrykt som bilag 3 (Pdf).

Den kvalitative undersøgelse vedrørende 20.2undervisning

Den kvalitative undersøgelse af 20.2undervisningen bidrager til afdækningen af de karakteristika, som former et rummeligt skolevæsen, herunder de samarbejdslinjer, som tegner indsatsen vedrørende vidtgående specialundervisning mellem amt og kommune.

Som genstand for undersøgelsen blev udvalgt seks cases:

Tabel 8: Oversigt over de seks cases i undersøgelsen af 20.2undervisning

Undersøgelsen retter sig mod følgende spørgsmål: Hvorfor eksisterer disse forskelle i henvisningsfrekvens? Kan der peges på indikatorer, som kan forklare forskellene, eller er det muligt på anden vis at forstå, hvorfor forholdene tegner sig, som de gør? Hvordan ser de interviewede på forholdene, og finder de forklaringer?

I undersøgelsen rettes fokus på dialog og samarbejde mellem kommuner og amt med udgangspunkt i de kommunale ønsker, mål og visioner samt amtskommunens adfærd for at støtte processerne hen mod en øget rummelighed og en nedbringelse af væksten i henvisningerne til vidtgående specialundervisning. Perspektiverne og indbyggede dilemmaer sættes i relation til forskernes forklaringer på de selv samme fænomener.

Forløb og fællestræk fra interviewrunden

Der er foretaget otte interview. Samtlige adspurgte har haft bemyndigelse til at træffe beslutninger om de forhold, som er relevante for henholdsvis kommune og amtskommune. Typisk har det været en kommunal afdelingschef eller kommunal leder af PPR, kontorchef eller afdelingsleder for den amtskommunale specialundervisning.

7.6 Hvad fortæller de store kommuner ?

De store kommuner fortæller samstemmende, at de selv er i stand til at løse opgaverne omkring den vidtgående specialundervisning. Fælles for de to store kommuner er et bevidst valg af strategi i forbindelse med funktioner udgående fra PPR. Her vægtes det arbejde, der er rettet mod undervisningens relationelle aspekter. For den ene gør det sig gældende, at PPR gennem længere tid har været ’atomiseret’, men nu er på vej til nyorganisering med udgangspunkt i folkeskolens ansvarsområde.

Fælles for de store kommuner er også, at den enkelte folkeskole styrer specialundervisningen ud fra en rammebevilling. En af kommunerne har således en overordnet strategi for, hvorledes og hvornår den enkelte skole får det totale budget tildelt, herunder at kommunen kan opnå, at det bliver unødvendigt at henvise til specialundervisningen efter folkeskolelovens § 20, stk. 2.

Dagsordenen er, at alle folkeskoler får en pengesum og derudfra skal lave ’god skole’ i henhold til den lokalpolitiske dagsorden. De store kommuner gør sig i øvrigt til talsmænd for, at amternes opgaver i forbindelse med vidtgående specialundervisning kan ophøre, idet man kan se en mulighed for at drive specialskolesystemer gennem køb og salg i et samarbejde med nabokommuner.

7.7 Hvad fortæller de små kommuner?

De små kommuner tegner sig meget forskellige. I den ene kommune tager PPRfunktionen afsæt i den sociale forvaltning, mens embedsmandsstaben med den relevante kompetence i den anden kommune netop er blevet fyret, hvilket betyder, at overblikket over området stort set mangler.

De to små kommuner har tilsyneladende valgt forskellige former for dialog og samarbejde med amtskommunen. Den ene opretter selvstændige tilbud i økonomiklassen over takstbeløbet og henviser alle i tilbuddet til amtskommunen, mens den anden indgår i en samarbejdsmodel som entreprenør og derigennem løser opgaver for amtet. For den ene kommunes vedkommende er der en indbygget konflikt og mangel på ressourcer, mens den anden oplever samarbejde og udvidelse af skolens økonomiske ramme.

De to små kommuner er optaget af at ’styre’ PPRfunktionerne og har oprettet eller er i færd med at oprette kontraktstyring på området. Arbejdet fra PPR er i den lille kommune med høj frekvens organiseret i et kommunalt fællesskab. Her er det kontraktstyrede arbejde præget af bestillinger i form af undersøgelser, vurderinger, diagnoser og faktuelt arbejde. Mens den anden lille kommune med lav frekvens på området har sin egen PPR. Her er arbejdet præget af en refleksion over, hvordan kontraktstyringsterminologiens ’produkter’, ’ydelser’, krav og modkrav vil kunne komme til at hæmme PPR’s arbejde for øget rummelighed i skolen (skolens lærerteam).

7.8 Hvad fortæller amtskommunerne?

Den politiske dagsorden opleves sat af kommunerne ud fra økonomiske hensyn, men amtskommunens interne politiske målsætninger opleves knyttet til et ønske om ikke at have ventelister. Amtskommunerne ønsker samstemmende at kvalificere de tilbud, som kommunerne ønsker skal opstå. Nogle kommuner opleves at have planer for området, mens andre opleves at handle fra ’hånd til mund’ i en uprioriteret rækkefølge.

De kommuner, som tager elever hjem fra de amtskommunale tilbud midt i et skoleforløb, får vanskeligheder med at forklare dette for forældre, som har vænnet sig til det specialpædagogiske miljø. Anderledes forholder det sig, når nye elever skal begynde i det kommunale tilbud.

Strategien for den ene amtskommune bygger på at kunne tilbyde et meget tydeligt, velorganiseret og topbemandet specialundervisningstilbud på specialskoler, mens den anden amtskommune nedprioriterer specialskolens tilbud. Begge steder dog ud fra samme ønske om at sætte kvaliteten i højsædet.

Begge amter påpeger, at den stigning i henvisningerne, som pt. ses, i høj grad hænger sammen med adfærdsproblematikken og diagnosesætningen. De fremhæver her samstemmende det ansvar, som ligger på den kommunale PPR.

I den ene region er den kommunale PPR igennem 1990‘erne nærmest blevet opløst eller spredt ud. Mange små kommuner har en enkelt psykolog, som ikke alene magter den pædagogiske omstilling, som rummelighed kræver. I den anden region har de fleste kommunale PPRfællesskaber ’overlevet’ og eksisterer stadig med en tværfaglig tyngde, der skaber grobund for en omstilling.

I denne region afholdes kontaktmøder mellem amtskommunens PPR og de kommunale PPRenheder 4 – 6 gange årligt.

Typiske forhold – hvad er bestemmende for udviklingen ?

• Amt 1: Forkærlighed for ’centrale løsninger’ og stor forståelse for kompensatoriske principper inden for specialundervisningen
• Amt 2: Historisk tradition for integration og inkludering. Decentrale løsninger om integration af udviklingshæmmede i skole og samfund blev lanceret gennem Folketingets Integrationsprojekt no. 1 fra 1979 – 81.
• I begge regioner findes amtskommunale initiativer, som virker opsøgende i forbindelse med kommunens henvisning til vidtgående specialundervisning.
  

Henvisningsadfærd

De to ’metropoler’ har nogenlunde samme henvisningsadfærd i forbindelse med den vidtgående specialundervisning. De har opbygget parallelsystemer, som kan dække de fleste funktioner, men de mindre kommuner er afhængige af amtskommunale tilbud som specialklasser og specialskoler. De store kommuner anvender stort set kun specialskoletilbudene fra amtskommunen.

7.9 Fællestræk for:

Den store kommunes PPR har i en årrække været spredt ud mellem mange forskellige socialpædagogiske og behandlingsmæssige opgaver, mens den lille kommune har været præget af en kommunal ’administrativ centralisering’, som i nogen grad har placeret PPR på en anden platform.

Rådgivningen har i ingen af de to cases været inde i den kommunale skolepolitiske og pædagogiske sammenhæng.

Her hersker en klar målsætning om at ’ville bestemme’ og bestemme selv. I begge kommuner arbejdes ud fra en rammestyring, som gør det muligt hurtigt at omlægge gamle vaner til nye initiativer, hvilket kan ske med en hastighed, så ikke alle samarbejdsparter når at komme med.

5. Fællestræk mellem de to amtskommuner

Et ønske om at øge kvaliteten af den vidtgående specialundervisning. Vanskeligheder med at finde løsninger på den stigende strøm af nye kategorier fundet gennem differentialdiagnoser stillet af børnepsykiatere og børneneuropsykologer. Elevers problemer med adfærd, kontakt og trivsel opleves i begge regioner for øjeblikket at være ude af ’styring’.

7.10 Forskelle mellem:

Udviklingen i den store kommune med stor frekvens har stået i skyggen af amtskommunens centrale initiativer inden for området. Kommunens PPR har gennem mange år stort set været usynlig på den skolepolitiske arena. PPR har været en funktion, som primært løste behandlingsmæssige opgaver. Gennem det seneste år er udviklingen imidlertid vendt. Den store kommune med lille henvisningsfrekvens kan karakteriseres ved et meget højt politisk engagement med tydelige skolepolitiske målsætninger. PPR er en funktion, som udgår fra skolesystemet og er derfor præget af den skolepolitiske dagsorden. PPR er en aktiv medspiller i lokalpolitisk skoleudvikling.

I den lille kommune med stor henvisningsfrekvens har der hersket administrativ uro gennem et års tid, hvilket givetvis kan aflæses i frekvensen.

Henvisningsproceduren har været præget af en central styring med en administrativ og tværsektorial ’visitationsgruppe’. I kommunen findes flere institutioner, som kommunen driver for amtet. Det gælder både specialklasserækker og en specialskole. Begge initiativer drejer sig om elever, der beskrives som børn med store adfærds- og udviklingsforstyrrelser. Adgangsbilletten til initiativerne er en stillet diagnose.

Disse nære amtskommunale tilbud har en tendens til at vise en ’stærekasseeffekt’. De løsninger, som er tæt ved, får man først og lettest øje på, og alle kan se, at netop dette tilbud er det eneste rigtige.

Flere specialklasser er under opbygning i den lille kommune.

Den lille kommune med den lille frekvens er meget optaget af, hvordan PPR kan indgå i skolernes dagligdag. Den prioriterer en relationsorienteret indsats, således at den almene folkeskole på sigt øger sin rummelighed. I kommunen er udarbejdet og indført ’spilleregler om normalsystemets rummelighed’, som er udmøntet i en handlingsguide.

7.11 Forskelle mellem de to amtskommuner

Det ene amt er præget af en indstilling om specialpædagogik som kompensation for mangler og fejl og med et fagberedskab, som har en meget høj viden om strategier og handlinger målrettet dette synspunkt. Initiativer, som skal understøtte kommunernes ønske, bliver ofte sat i værk, uden af kommunerne er medinddraget.

Det andet amt er præget af en specialpædagogisk tilgang, som mere kan beskrives ud fra principperne om inklusion og nærhed. Fagprofilerne er opbygget på konsultativ basis, og der søges opbygget tilbud i tæt samarbejde med kommunerne.

7.12 Konklusion

Det beskedne undersøgelsesmateriale danner et spinkelt grundlag for nogle konklusioner. Der er i det anvendte undersøgelsesdesign inddraget viden om lovgivningen på folkeskoleområdet, om udviklingen på specialundervisningsområdet og om forskningsresultater.

Sammen med undersøgelsesmaterialet giver dette anledning til konkluderende at pege på følgende forhold:

• Nye diagnoser og dertil knyttet oprettelse af segregerede undervisningsformer er med til at øge henvisningsfrekvensen.
• Denne inerti medfører, at der bliver stærk fokus på specialundervisning som en løsning på behovet for specialpædagogisk bistand.
• Der er tendenser til, at der opstår en "industri", hvor en kommune opretter samme tilbud, som amter havde, og hvor økonomisk gevinst bliver en hovedprioritet, selv om det også er et "tilbud".
• Risikoen er, at dette tilbud altid bliver brugt og ofte fyldt op frem for at finde fleksible, alternative, lokale løsninger der, hvor eleven befinder sig.
• PPR-enhederne er ofte enten atomiserede – og derved mindre slagkraftige – eller deres funktionbegrænses til "diagnosticering" eller til opgaver uden for skolen.

Desuden giver undersøgelsen anledning til at pege på følgende fremadrettede initiativer med udgangspunkt i ovenstående problemstillinger:

• Amtet kan nedtone sit tilbud om specialundervisning under segregerede former, udvikle nye tilbud med inkluderende sigte og derved samtidig spare på ”de specielle”.
• Sådanne tilbud kan f.eks. bestå i, at amtet tilbyder rådgivning og vejledning til kommunerne med fokus på specialpædagogisk viden og knowhow anvendt i en inkluderende undervisning.
• Amter og kommuner må forlade diagnoserne som grundlag for de pædagogiske og organisatoriske løsninger.
• Amter og kommuner må vælge ”det demokratiske deltagerperspektiv” som udgangspunkt for de pædagogiske visioner om en inkluderende skole.
• PPR som rådgivningsinstitution, der er placeret midt i skolens dagligdag, skal blive til en reel medspiller i udviklingen af den inkluderende skole ved at formidle værdier, idéer og viden.